søndag den 4. november 2007

Banebrydende forskning i selvmord

Jeg læste forleden en artikel om, at der ind imellem er børn helt ned til 4-års alderen, som forsøger selvmord. Min umiddelbare reaktion var en følelse af ligegyldighed, men så slog det mig pludselig, at dette fænomen faktisk afslører en hel del om de pågældende børns personligheder, som kan komme samfundet til gode. Efter grundig forskning og dyb overvejelse er jeg kommet frem til, at børn, der forsøger selvmord som 4-årige, kan opdeles i 4 typer:

Type 1: Kvitteren (a.k.a.: "Damn, han gav hurtigt op, hva'?")
Da jeg var 4 år var det hidtil besværligste valg, jeg var blevet stillet overfor, om jeg skulle savle på den blå eller røde klods først. Hvis det var virkelig udfordrende, skulle valget træffes samtidig med at jeg hev min hund i ørene. Hvis man vælger at tage billetten frem for at skulle træffe sådanne beslutninger, kan jeg kun sige, at livet ikke bliver morsomt, og der er ikke meget håb for denne type børn. Overlever barnet det første selvmordsforsøg, kan det garanteres, at det ikke bliver det sidste. Jeg forestiller mig kvitter-børn, som begår harakiri og hænger sig på stribe ved deres første besøg i Sukkerstokken, når de stilles overfor at skulle vælge mellem 250 forskellige typer slik. Og det er fandme klamt for alle os andre, som også køber ind der!

Type 2: Den forudseende
Dette er den mest intelligente type af de 4. Barnet forudser allerede, at livet bliver et stort helvede, og i stedet for at gennemgå pinslerne og skifte hele garderoben ud med sort tøj, pine sine øregange med norsk dødsmetal gennem hele teenagetiden, og ende med et elendigt job med verdens ringeste chef efter 15 års frygtelig tortur i uddannelsessystemet, vælger det klogt at snuppe genvejen til den ultimative ormekur med det samme. I skarp kontrast til kvitter-barnet er det desværre et tab for samfundet, da der bestemt er brug for personer med så gode evner til at ræsonnere. For eksempel indenfor vejafdelingerne i kommunerne, hvor de hver vinter bliver overraskede over, at der kommer sne.

Type 3: Efteraberen
Denne type er ifølge den oprindelige artikel den mest typiske selvmorder. Barnet efterligner simpelthen uden selvstændig tankegang, hvad det ser sin omgangskreds gøre – f.eks. en ældre søskende. Typen udgør det økonomiske grundlag for mode-branchen og storby-cafeerne samt en stor del af vælgerskaren for det Radikale Venstre. Er efteraberen en yngre søskende til kvitteren, er man som forælder virkelig på røven. Der er dog ingen grund til at ærgre sig, da ingen ville kunne lide efteraberen som voksen alligevel.

Type 4: Mr. Trigger-Happy
Dette barn er ikke forudseende, men tager en hurtig og uigenkaldelig beslutning på et uhyre spinkelt grundlag. Det kan sammenlignes med at købe en flybillet til Afrika og så forlade checkin-køen og tage hjem, fordi man vurderer, at Afrika er for kedeligt. Det er ikke særlig intelligent, men alligevel har samfundet brug for denne type. De er oplagte topledere, og da de netop tager hurtige, uovervejede beslutninger, kan de forholdsvist nemt trækkes bort fra selvmords-tankerne med den rette motivation. Giv dem lidt mere slik end andre børn, eventuelt et lille jakkesæt og en titel, og ligeså snart de fatter interesse for en PC, skal de have PowerPoint i fødselsdagsgave. De kan med fordel lege med kvitter-børnene, og f.eks. pakkelege med silkesnore udvikler deres evne til at tage beslutninger uden skelen til konsekvenser, og opfordrer samtidig kvitterne til at tage deres uundgåeligt sidste skridt lidt hurtigere, så os kunder i Sukkerstokken kan handle uden at miste appetitten.

1 kommentar:

Morgan sagde ...

Fremragende analyse, var nok selv kvittertypen:-)