onsdag den 24. oktober 2007

Varm luft skaber opdrift

Jeg husker ikke, hvornår jeg først hørte om Tor Nørretranders. Grunden til, at jeg ikke husker det, er sandsynligvis, at det var på mit studie, hvor jeg koncentrerede mig om vigtige og betydningsfulde emner frem for at beskæftige mig med hans bøger. Sjovt nok havde flere af mine med-”studerende” læst dem – I ved, de typer der på 20 sekunder kunne ævle en ordentlig knogle i bukserne på organisationslære-underviseren, og endte med at blive projektledere eller ledere siden hen.

Tor kan snakke. Det er noget, som gør sig godt i de øvre luftlag, og andre steder hvor man ikke har hjerne eller tid til at forstå, hvad der rent faktisk foregår omkring en. I hvert fald imponerer han en masse mennesker, og han er sådan en, hvis navn nærmest er synonymt med innovation og det at forudsige udvikling. I ved, dét som absolut ingen er i stand til – for hvis der eksisterede nogen, der rent faktisk kunne det, ville de have travlt med udfylde lottokuponer eller stå foran lægens vindue, lige præcis når naboens datter skulle til gynækologisk undersøgelse. I hvert fald ville de ikke bruge tiden på at komme med ”innovative” udtalelser for at få folk til at tro, at de rent faktisk har forudsagt udviklingen. Så det er derfor, Tor stadig snakker: For at blive ved med at overbevise jer nokkefår, som stadig er dumme nok til at tro, at manden er fremsynet.

Nu har jeg så fastslået motivationen for, at Tor stadig plager os med sin tilstedeværelse i diverse medier. Hvorfor bruger jeg så min dyrebare 2500 kr-i-timen tid på ham? Jo, jeg klikkede ganske uskyldigt ind på en artikel på JyllandsPosten, som omhandlede en liste over de 20 mest betydningsfulde opfindelser nogensinde. En artikel, som jeg vurderede, kunne være udmærket underholdning i min pause, selvom jeg på forhånd havde en anelse om, at Opel Manta ikke ville være tilstrækkeligt højt placeret.

Listen var skam fin nok, om end en smule forudsigelig: ”Den optiske linse, Bogtrykkerkunsten, Det mekaniske ur, Vaccination, Damplokomotivet, Den elektriske telegraf, Kunstgødning, Jernbeton, Støbning af stål, Det elektriske energisystem , Den første bil med forbrændingsmotor, Samlebåndet, Plastik, Antibiotika, Den fuldautomatiske vaskemaskine, Den digitale computer , Halvlederteknologien, Laseren, Gensplejsning, Internettet”. Heldigvis var listen fri for de sædvanlige politiske korrekte indslag såsom ”kvinders stemmeret” eller ”demokratiet”. Men nederst i artiklen stod så en note om, at Tor Nørretranders havde været inviteret med i den skare af forskere, som udarbejdede listen. Hvis der havde stået, at Sundhedsstyrelsen havde ansat Johnny Madsen til at lede deres nye kampagne til begrænsning af hals- og lungecancer, havde det ikke fået mit højre øjenbryn til at løfte sig højere. Nå … men jeg tænkte så, at Tor havde foreslået Internettet, da enhver halvabe med en IK høj nok til at klø sig i røven kan indse, at det skal med på listen.

Det viste sig så, at Tor Nørretranders forslag til listen var: ”Spejlet, da det har muliggjort ’den moderne selvbevidsthed. Jeg håber, at herværende liste over opfindelser også kan fungere som spejl - et spejl over menneskets evne til at få gode ideer og føre dem ud i livet.’” Derefter var tilføjet hvad jeg (sikkert forgæves) håber er en sarkastisk kommentar fra JyllandsPostens redaktion: ”Sådan en skaberevne forpligter.”.

Det første jeg husker, efter at have læst ovenstående citat, var en større fornemmelse af at blive gennemblæst af en varm luftart, end da jeg forleden havde spist 5 tortillas med ekstra chili. Det andet, jeg husker, var forundringen over, hvordan Nørretranders mon var kommet i besiddelse af konklusionsafsnittet fra den pubertets-klæge danske stil, jeg engang skrev i 7. klasse, og som jeg kasserede umiddelbart efter. Det tredje var en sælsom blanding af et grin, et host og en voksende følelse af kvalme.

Umiddelbart mener jeg, at Nørretranders’ udtalelse berettiger en plads på listen til enhver statsleder, der nogensinde har haft en plan om at udradere Danmark fra verdenskortet. Havde han nu bare sagt: ”Spejlet, da det kan slås i stykker, og stumperne kan bruges til at skære senerne i min foretrukne skrivearm over.”, eller blot ”Spejlet, da jeg kan lægge det på gulvet og derved se mine løg samtidig med at jeg barberer dem”. Så ville man da i det mindste ikke have fået indtrykket af, at manden kommer med sine forslag bare for at virke dyb. De andre forskere … undskyld … forskerne må have grinet deres røve i laser, da de så hans forslag. For fanden, manden må jo have læst humaniora! Det har han sikkert – jeg aner det ikke, og vil ikke vide det. Jeg kan bare se, at mandens udtalelser er til grin, men det kan I andre åbenbart ikke.

Mit råd: Lad være med at læse nogen af hans bøger eller gå til hans foredrag. Det har jeg nemlig aldrig gjort!