søndag den 28. oktober 2007

Tonedøvhed fra to verdener


Reklamer bombarderer os. Normalt prøver jeg at ignorere dem, men de betaler meget af showet, og dermed har de deres berettigelse. Desværre er der ind imellem nogle af dem, som bare er helt utroligt forfærdelige. Det værste er, at den, jeg nu vil skrive om, ikke engang er designet med det formål at være irriterende, hvilket ellers er en kendt taktik i reklamer. Nej, den er det bare, og den bliver ikke mindre enerverende af at blive gentaget gang på gang på gang:






De første gange jeg hørte den, troede jeg, at radioen og fjernsynet var tændt samtidigt. Men nej, det er en del af reklamen, hvori det påstås, at de ”blander det bedste af to verdener”. Jeg indrømmer, at da jeg hørte den første gang, tænkte: ”Det lyder da ok …”, hvorefter jeg 2 nanosekunder efter tænkte: ”Hold kæft, hvor noget lort!”. Ligesom når man går på Strøget og kommer i nærheden af den flok gademusikanter, som spiller på Pan-fløjter og Didgeridoos eller hvad nu de ellers puster i. Det er i øvrigt skræmmende at se, hvor mange der køber deres elendige CD’er på trods af, at de umiddelbart forinden har været eksponeret for musikken i mere end 3 sammenhængende sekunder. Okay, en del af køberne er børn, som er undskyldt, fordi de er dumme, tonedøve og generelt ikke fatter noget.


Den førnævnte reklame viser en hvid kvinde, som spiller harpe ved siden af en beat-boxende sort mand. Som om de ikke hver for sig lyder ringe nok, så forsøger de gudhjælpemig at spille sammen, og ser ud som om, de virkelig synes, det lyder så fedt. Det lyder da også næsten lige så godt som det, jeg komponerede på de første 5 minutter i Soundtracker på Amiga, da jeg var 14 år. Man forestiller sig, hvordan alle på produktionsholdet bag reklamen stod og rockede i deres cokerus, og rigtig syntes, de skabte fed synergi, selvom de i den ædru virkelighed kombinerede to nogenlunde tålelige lydbilleder til en torturagtig kakofoni af musikalsk elendighed og dekadent tilbagegang. Bagefter deltog de uden tvivl i et stort gruppe-knus, for i selvfed godhed at bekræfte hinanden i, at de sejrede over racisme og intolerance ved at forene forskellige kulturinput. Det ironiske er bare, at de i virkeligheden blot fremhævede og forstærkede forskelle mellem musikgenrerne og -udøverne ved at sammensætte klokkeklare stereotyper fra ”hver sin verden”. Det eneste denne latterlige reklame kan bruges til, er at diagnosticere tonedøvhed, og jeg er sikker på, at der fandtes en bedre metode i forvejen.


Og for lige at slå én ting fast: Der er kun sket én sammenblanding af ”det bedste fra to verdener”, som har resulteret i musikalsk fremgang: Det var da, man satte strøm til guitaren. Egentlig var guitaren slet ikke god før det, så det man fandt, var bare endnu en genial anvendelse af strøm. Nogle vælger stadig at bruge akustisk guitar, selvom den burde være blevet kasseret. Det svarer stort set til, at man får en ny, kraftig forstærker og så skruer helt ned for lyden. Hvilket sjovt nok var lige præcist det, der skete, da jeg så reklamen første, anden og hver eneste efterfølgende pinefulde, nerveødelæggende gang. Det er tæt på, jeg skifter bank!

1 kommentar:

Hedeby sagde ...

Jeg forstår ikke at en bitter nærrigrøv som dig har Danske Bank!!!