torsdag den 17. maj 2018

Tjenerindens fantasi

Undertegnede er ligesom mange andre mænd blevet trukket igennem HBOs hitserie The Handmaid's Tale, der foregår i en fremtid, hvor de få tilbageværende frugtbare kvinder tvinges ind i slavelignende forhold for at producere nye eksemplarer af menneskearten til de onde magthavere.

Egentlig er der ikke så meget at sige om serien. Den er ganske udmærket og underholdende, og jeg udholdt da at se den, indtil følgende citat fra hovedrolleindehaver, Elizabeth Moss, dukkede op i mit nyhedsfeed: "I hate hearing that someone couldn't watch it [The Handmaid's Tale] because it was too scary," she says. "Not because I care about whether or not they watch my TV show; I don’t give a shit. But I’m like, 'Really? You don't have the balls to watch a TV show? This is happening in your real life. Wake up, people. Wake up.'"

Okay. Så det er dér, vi er? Elizabeth Moss, priviligeret og feteret skuespiller, der har haft en fri tilværelse, hvor hun kunne få succes med sine drømme, og som frit har kunnet vælge og fravælge ægtemænd, lever i virkeligheden i hvad der svarer til en nykristen verden, hvor statsudnævnte kommandører får lov til at voldtage frugtbare kvinder med henblik på at levere babyer til deres golde, kolde koner?

Eller er det måske bare os andre, den gemene pøbel, der lever sådan? Her i Danmark, hvor enhver kvinde kan få skudt sæd op i skrævet, så de kan producere deres helt eget drømmebarn, som, fra arrangeret undfangelse over tilskudsfyldt opvækst til de desperat faderløse, kriminelle teenageår, bliver finansieret gennem skat, opkrævet fra de single mænd, som de ikke gider engagere sig med? Tjah, for mig lyder det mere som The Handman's Tale.

Måske taler hun om USA? Fordi Trump, ikke? Fordi Trump snart udnævner den første kvinde nogensinde, Gina Haspel, til CIA-chef. Fordi Trump hyrede Kellyanne Conway, den første kvindelige kampagnechef som nogensinde har ledt en præsident til sin post. Og fordi Trump nominerede Lorna M. Mahlock som den første sorte, kvindelige brigadegeneral nogensinde.

Kunne der være en mulighed for, at Moss henviser til islam? Ha! Åh, bare ha! Det er der direkte nul chance for, selvom islam er det oplagte sted at kigge for at finde sand kvindeundertrykkelse. Nej, Moss er en del af den i amerikansk forstand liberale underholdningsscene og erklæret feminist og dermed i marxistisk forstand et offer ligesom muslimer er ofre, og derfor hverken kan eller vil hun slå ned ad den vej.

Måske skulle Elizabeth Moss kigge på, hvad Margaret Atwood, forfatter til bogen, som serien bygger på, har brugt som eksemplerkonkrete regimer, hun blev inspireret af: USSR (kommunisme), Cambodia (kommunisme), Rumænien (kommunisme) og Afghanistan (islam). For bogen handler om hvordan stigende magt bliver til undertrykkelse i stater, og hvordan man kunne forestille sig det samme ske i den vestlige verden. Hvis nu Moss kiggede på det, så kunne hun jo trække sit tilsyneladende eneste værktøj op af kassen til at spille chokeret (kigge langsomt side til side, mens hun blinker lige så langsomt med halvt lukkede øjne - udtrykket udgør cirka halvfems procent af hendes mimik i serien) og tænke lidt over, hvorfor hun så selv støtter en marxistisk og dermed totalitær ideologi som feminismen.

Loony feminister klæder sig ud som handmaidens for at protestere imod, at de ikke længere nødvendigvis har krav på et skattebetalt piskeris til deres ufødte børn. Jeps, analogien sidder lige i skabet ...

Og jo, serien kan tolkes på mange måder, og jo, Margaret Atwood har helt sikkert også haft noget feminisme i tankerne, men mon ikke det var den nogenlunde fornuftige feminisme, der koncentrerede sig om lige muligheder og ikke lige resultater med et fedt lag af identitetspolitik? Jeg orker ikke at gennemgå det, for det dræber serien, ligesom feminismen dræber forholdet mellem mænd og kvinder og i sidste ende friheden i sig selv, hvilket gør det helt åndssvagt at tro, at serien advokerer for den radikale feminisme, vi kender i dag, fordi serien således ville tale for det, den advarer imod.

"Hvordan kan serien være så populær?" råber du, fordi det at hæve stemmen er dit eneste argument. "Seerne må jo kunne relatere sig til det, og det er nok fordi, det sker i virkeligheden, ikke?" Jo, helt sikkert. Eller også kan seerne bare godt lide dystopier. Det er vel de færreste, der vil påstå, at The Walking Dead foregår i virkeligheden, selvom de hjernetomme masser godt kan lede tanken hen på vælgerne, der blindt lader socialdemokratiske katastrofer lede landet.

Så mon ikke serien er populær, fordi det er fin underholdning? Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at antyde, at populariteten skydes, at horder af single-, karriere- og husmødre slænger sig hjemme på chaiselongerne med hemmelige voldtægtsfantasier presset langt op under skørterne. Aldrig! Det ville jo være totalt vanvittigt.