tirsdag den 15. oktober 2019

Skam dig, fede!

Der har for nylig været medieopmærksomhed omkring en film om svært fede kvinder, der forsøger at få samfundet til at acceptere deres kroppe som smukke. Lad mig afsløre med det samme, at det ikke kommer til at ske.

Inden du nu går amok og skriger op omkring mænds privilegier, kapitalismens fokus på tynde kvinder og menneskerettigheder, så lad mig på forhånd sige, at hvis formålet med filmen blot er at sørge for, at ingen idioter skriver dødstrusler til eller råber skældsord på åben gade efter fede kvinder, så fred med det. Men opstil venligst ikke stråmænd på baggrund af den slags problemer, som let kan løses med lussinger for manglende opdragelse. Beskyld mig venligst heller ikke for at sparke på nogen, der allerede ligger ned, for jeg kan ærligt talt ikke se, om de står op eller ej.

På trods af de tykkes evindelige forsøg på at bortforklare og komplicere deres tilstand, eksisterer der et meget simpelt svar på, hvorfor fedme ikke opfattes som smukt: Det er lavstatus at være fed. Hvorfor er det så lavstatus? På grund af mænds forudindtagethed? Nej. På grund af samfundets pres? Ja, til dels. Det er nemlig meget billigt at blive fed og alle, selv personer på laveste overførselsindkomst, kan blive det. Hvad alle kan blive, er ikke beundringsværdigt.

"Det giver ingen mening, Bob," synger den tykke dame. "Godt nok er det billigt at blive fed, men det er da endnu billigere at forblive slank, for så skal man slet ikke købe mad." Det er vel en fair indvending. Det, du overser, tykke, er dog, at det i lyset af madvarernes konstante tilgængelighed kræver noget at forblive slank: Mådehold og selvkontrol (... eller kræft, men lad nu det ligge). Når du er tyk, signalerer du, at du ikke længere har kontrol med dig selv. Du har enten sluppet tøjlerne eller er komplet ligeglad med dig selv, og det er bare ikke tiltrækkende. Faktisk er det direkte frastødende.

Og her kommer jeg med endnu en disclaimer: Hvis du er mongol eller labradorhund, så er det okay og faktisk lidt nuttet at være fed. Men det hænger så sammen med mangel på intelligens og det faktum, at du simpelthen ikke har mentale evner til at sige stop. Er du normaltfungerende med en iq sådan nogenlunde inden for normalområdet, så har du ingen undskyldning og slet ingen ret til at komme med uhyrlige påstande om, at dit fedt kommer af ingenting. Hvis din krop kunne ophobe mere energi, end den indtager, ville du for længst være blevet kidnappet til laboratorieforsøg af vindmøllemafiaen, hvis de havde nået at snuppe dig inden du havde vundet Nobelprisen i fysik for at have brudt samtlige af universets fysiske love på samme tid.

"Jeg tror altså ikke helt på dig, Bob," siger du, selvom du tror på krystaller og alle mulige andre lette svar på tilværelsens problemer. "Jeg har hørt, at fedme er et skønhedsideal i visse ikke-vestlige kulturer såsom i Afrika og på Cuba." What?! Er det rigtigt? Virkelig? Falder mine argumenter nu helt til jorden? Eller kunne det have noget at gøre med mangel på mad i fattige og/eller kommunistiske samfund, hvor man netop signalerer rigdom ved at være overvægtig? Prøv at stille "Se, jeg har penge nok til at æde mig fed, mens alle I andre slås over et riskorn" op over for "Se, jeg kunne hverken lade være med tage to marcipanroulader for en ti'er eller at spise dem, inden jeg drønede min el-scooter ud gennem selvbetjeningskassen", og vurder udsagnene mod hinanden, og jeg er sikker på, du kan se skriften på væggen. I fede typer.

"Okay, men jeg syn's altså, det er uretfærdigt sådan at stille folk op i statushierarkier," hulker du, mens tårerne begynder deres 40 år lange ørkenvandring ned over dine kinder. "Det skal folk altså stoppe med." Held og lykke med at ændre menneskets DNA, siger jeg bare. Det er forsøgt mange gange før at udligne økonomisk ulighed i socialistiske regimer, hver gang med katastrofale følger. Og eftersom identitetspolitikken blot erstatter Marx's klasser med race, køn, fedme eller hvad man nu kan komme i tanke om og økonomisk ulighed med "privilegier", så er der ingen grund til at tro, at resultatet bliver bedre dér. Det vil blot lede til undertrykkelse af og ufrihed for de mange.

Det er værd at bemærke, at marxistiske kræfter altid har bekæmpet skammen. De mest kendte eksempler er skammen over ikke at ville forsørge sig selv og selvfølgelig den seksuelle skam, som frigørelsen og feminismen fik udryddet, hvorefter kvinderne begyndte at gå i seng med masser af mænd under forsikringen om, at det var til deres eget bedste med ultimativ, ansvarsløs frihed. Resultatet er vege mænd og ulykkelige, barnløse 40-årige kvinder, der ikke har mulighed for at finde en mand, fordi de er for kræsne eller simpelthen har devalueret deres egen værdi til et niveau, der svarer til en gemen havneluders. Jeg har ikke tal på, hvor mange af Betinas grimme veninder, vi skal have siddende tudende i vores stue på weekendaftener, fordi de under feministisk vejvisning slap kontrollen med både deres ungdoms køn og pengepung, og nu sidder alene, deprimerede og barnløse i almene ghettoer og klager over dem, der valgte at tjene og spare penge og at satse på familielivet frem for kønssygdomme, der gjorde dem golde.

På samme måde skal de fede kvinder nu slippe skammen, så de kan ende som 36-årige, ensomme, diabetesramte, usunde og ulykkelige stemmekøer for venstrefløjen og æde trøfler i deres almene lejeboliger. Hvilket de vil gøre, uanset hvilke drakoniske ytringsfrihedsundertrykkende love, identitetspolitikerne indfører. De kan ikke ændre folks tanker, som ufravigeligt og ganske naturligt vil være præget af væmmelse - for at udtrykke det pænt - uanset hvad der af frygt for social udskamning kommer ud af deres mund af lovprisninger af kroppe med BMI'er i halvtredserne. I øvrigt er det sjovt, hvordan de, der bekæmper skammen, selv bruger skam til at ødelægge mennesker, de ikke er enige med.

Nå, men for at være opbyggelig, så bør de overvægtige bruge skammen som en fordel i stedet for en ulempe. Ikke skammen, som kommer fra andre folks skamløse kommentarer, men den skam, der bor inde i dem og som adskiller dem fra dyrene og medlemmerne af Antifa. Brug skammen til at sige stop. Det er dit eget valg om du presser den næste træstamme ind i munden, eller om du rejser dig og tager ansvar for dit eget liv og gør dit bedste for at blive den bedste person, du kan blive, så længe du husker på, at størst ikke er bedst. Mærker du ikke skammen og har du det fint med at være fed, så fred med det. Det er helt op til dig selv at leve dit liv, som du ønsker. Lad blot være med at bilde os ind, at du har det godt, hvis du ikke har det godt, for så trækker du andre med dig ned i den sump af selvmedlidenhed og ansvarsforflygtigelse, som venstrefløjen udnytter til at få mandat til at få magt over andre.

En af filmens personer, som forsøger at lære sig selv at vise sin krop frem og at blive glad for den. Fint nok, så længe det handler om hende selv og ikke resten af samfundet. For det kommer ikke til at ske.

Forresten har jeg kun sløret ansigtet, ikke hele kroppen.
Hvis du har mod på et godt eksempel på konsekvenserne af fri sex og fedmeaktivisme, så brug en time på at se "Tykke Ida" på DR. Hun lever det fede liv og er stolt af sin krop og har sex med masser af fyre, der bare elsker hendes fyldige krop. Desværre skinner det igennem den ellers ganske omfangsrige facade, at hun er dybt ulykkelig. Ud over den utvivlsomt ubehagelige følelse og deraf følgende depression af at befinde sig i en presset krop, så elsker fyrene måske nok hendes krop og især åbningerne i dem, men de ville sateme ikke tage hende med til vennerne om så det gjaldt livet og da slet ikke gå i et forpligtende forhold med hende. Hvorfor nu ikke det? Hun er da så fri, selvstændig og fantastisk? Nej, hun er lavstatus, for alle kvinder kan blive fede og alle kvinder kan være promiskuøse, og derfor er det ikke beundringsværdigt, og derfor nedbringer hun med hver eskapade sin værdi på partnermarkedet. Fyrene vil gerne have sex med hende, ja, men fyre vil ærligt talt have sex med hvad som helst.

Det er egentlig lidt skægt, at disse fedmeaktivister ofte sympatiserer med den ekstreme venstrefløj og antikapitalismen. På den ene side giver det god mening, da deres ansvarsfraskrivelse driver dem til at lægge skylden på kapitalismen, som jo rigtig nok har givet anledning til de rigelige mængder mad, der er de tykkes bane. På den anden side, hvis kapitalismen blev afskaffet, ville disse skrøbelige sind, der jo ikke formår at bære livets tyngde, være blandt de første, der ville visne og dø af sult, mens de kunne se magthaverne vokse sig fede og smukke. Og hvorfor allierer de venstreekstreme, der ofte er klimatosser, sig ì øvrigt med personer, der grådigt spiser, fylder og skider for mindst to, sikkert tre eksemplarer af det forhadte forbrugsmenneske? Ironisk, ikke

Apropos ironisk, så lad mig afslutte med teksten på Morrisseys "You're the One for Me, Fatty", hvor jeg har valgt at markere passagerne, der ikke er sydende ironiske, med fed:

You're the one for me, fatty 
You're the one I really, really love 
And I will stay 
Promise you'll say 
If I'm in your way
You're the one for me, fatty 
You're the one I really, really love 
And I will stay 
Promise you'll say 
If I'm ever in your way
A-hey

All over Battersea 
Some hope; and some despair 
All over Battersea 
Some hope; and some despair 
Oh...

Sandheden gør ondt på alle. Hver dag.