mandag den 12. juni 2017

Drengestreger med døden til følge

Jeg har nu i et stykke tid undret mig over den nye dille med at skrue bolte løs på cykel- og bilhjul og endda barnecykelsæder i - formoder jeg naivt - fnisende forventning om den Fedtmule-agtige ulykke, en sådan lille spøg vil forårsage.

Nu må jeg hellere tage forbehold for, at den slags drengestreger blot er enkeltstående tilfælde, som er blæst op af de sociale medier, for det vil der helt sikkert være nogen, der vil påstå. Det kan jeg heller ikke afvise, selvom der efterhånden har været en hel del opslag og kommentarer, der fortæller om konkrete tilfælde.

Lad os derfor tilføje episoderne med søm, der tilsyneladende systematisk er blevet lagt ud i villakvarterer i Aarhus, og så selvfølgelig de mere berømte stenkast fra broer, der som bekendt har haft fatale konsekvenser for en ung, tysk familie. Hvorfor samle alle disse spilopper under én paraply? Fordi de alle er karakteriseret ved, at gerningsspøgefuglen mangler såvel empati som evne til at gennemskue simple konsekvenser af handlinger.

Tilsyneladende er der sneget sig en grovhed og hensynsløshed ind i befolkningen i løbet af de seneste årtier. Da jeg var dreng, var der bestemt også nogle, der gjorde rigtig dumme og åndssvage ting. I selverkendelsens ånd kan jeg berette om dengang, jeg tog en dunk kaustisk soda fra kemilokalet og vendte den på hovedet over klassens mest upopulære pige for at få de andre til at grine. Da latteren havde lagt sig og dunken blev sat tilbage, opdagede bette Bob, at låget sad helt løst på. Blot ved at dreje det en kvart omgang, kunne jeg tage det af.

Jeg kan stadig få sveden til at springe frem på kroppen, ved tanken om hvad min tankeløse spøg kunne have ført til. Og det er netop her, forskellen til de mere moderne narrestreger opstår: Dengang stoppede spasmageren og alle medløberne øjeblikkeligt, så snart alvoren gik op for dem. Sådan er det ikke mere. Tværtimod synes alvoren at få løjerne til at sprede sig. "Se, en ung mor er lige død af et stenkast fra en motorvejsbro. Nej, hvor er det sjovt. Lad os prøve igen."

Dette er en "sten". Mine kilder fortæller, at en myndighedsperson, som arbejdede med en sag, hvor et individ med intet specifikt gruppetilhørsforhold havde vippet en brosten ned over en pædagog, stillede sådan en børge her på sit skrivebord for at visualisere alvoren i "sagen om stenkast", som episoden hurtigt blev reduceret til i daglig tale. (Billede: Wikipedia).

Hvad har forårsaget en sådan radikalisering blandt bøllespirerne? Jeg er sikker på, at nogle vil sige, at det er "00'ernes neoliberalisme", der har presset familier ud i fattigdom og efterfølgende desperation, men vores samlede skattetryk og statens BMI er steget markant siden min drengedom, og i øvrigt husker jeg ingen åbenbar sammenhæng mellem at have få mønter i pengepungen og at være afstumpet. Hvis man dog bare kunne finde en gruppe, man kunne pege på.

Eftersom spredningen af søm på villaveje foregår i Risskov, ville det være nærliggende at slå op på side 1 i manualen for DR's manuskriptforfattere og konkludere, at gerningsmanden er en rigmandssøn, der keder sig. En omsorgssvigtet Sten, der går rundt med sin pastelfarvede kashmirsweater om skuldrene og beordrer de patriarkalsk laverestående Bjørn og Mulle til at begå uhyrlige handlinger under trussel af at blive smidt ud af hulen. Det er bare ret svært at tro på efterhånden.

Nej, det er som om en afart, et vildfarent skud på det danske stamtræ, stikker i en helt anden retning og har produceret en gruppe af måske endda påviseligt gennemsnitligt mindre intelligente individer, som ikke er i stand til at fungere i et civiliseret samfund. De er i samlet flok men agerer alligevel altid individuelt og isoleret, når deres handlinger bliver for alvorlige til, at vores liberale stat kan trække et kollektivt ansvar ned over dem.

Hvis der dog bare fandtes et fællestræk, eller ja, bare et tegn, samtidigt eller historisk, et eller andet sted i verden, der kunne pege os i retning af synderne. Men der er ingenting. Der er intet tegn, der har noget med noget at gøre. Træer overalt, men absolut ingen skov i miles omkreds.

Det får Bob til at tænke. Kunne det have været ham selv? Hvad nu hvis nogle kvantepartikler havde flippet den anden vej dengang i kemilokalet, og låget på den kaustiske soda var røget af, og indholdet havde ætset den nørdede piges ydre ligesom mobberierne hendes sjæl, ville han så være røget ud af den gren? Ville han have mistet al empati? Havde han fortsat med at kaste syre i andres ansigter og bagefter affejet det hele som drengestreger?

Ja, for hvis man tænker sådan, så kan man pege fingeren mod sig selv. Det gør voksne og ansvarlige mennesker, som måske endda er formet af grundlæggende kristne værdier. Det må være vores egen skyld. Fej for din egen dør og fej manisk uden at kigge op. Ellers risikerer du at opdage, at vores samfund, som baserer sig på, at folk opfører sig grundlæggende hæderligt, er ved at blive opløst omkring dig, som om nogen i spot, velvidende at låget sidder løst, ryster en dunk kaustisk soda over dets endnu så uskyldige grønne og blå øjne.

2 kommentarer:

Sct. Jørgen sagde ...

Det er så dybt og subtilt det her at det er lige før jeg tror speltsegmentet i politiken, vil kunne finde behag i det.
Det ligner dig ikke.
Men det har selvfølgelig ikke noget med noget at gøre....

Anonym sagde ...

Sendte 5K til dusøren efter den forfærdelige forbrydelse mod personerne i bilen på motorvejen.