fredag den 16. juni 2017

Tag dig et arbejde!

Forleden fremlagde Nye Borgerlige deres økonomiske program, og det har været en ynk at se på. Det har været en ynk at se på alle de kommentatorer, deriblandt både menige medlemmer og medlemmer med tillidserhverv, som trækker sig i chok over, at de med en fuldt gennemført plan ikke får lov at gnaske videre på det fede kødben, de har raget til sig i den eksisterende velfærdsstat.

Folk piber, fordi Nye Borgerliges plan fjerner en masse socialydelser, såsom kontanthjælp og SU, og erstatter dem med en basisydelse på 6000 kr om måneden til alle danske statsborgere. De røde hyler, fordi det ikke er nok gratis penge, og de blå kalder det borgerløn. Man kan diskutere, om man kan kalde det borgerløn, når man ikke kan basere sin tilværelse på beløbet.

Jeg fatter ikke de Nye Borgerlige-medlemmer, som er chokerede over planen. Med undtagelse af dem, der ikke kan acceptere, at staten uddeler gratis penge uden modkrav, så må det jo dreje sig om, at de selv eller nogen, de kender, er dybt afhængige af de syge, danske overførselsindkomster. Sig mig, hvad havde de regnet med? At Nye Borgerlige bare var Dansk Folkeparti med en lidt strammere Pia og udlændingepolitik? Nej, Nye Borgerlige er Danmarks reelt eneste ægte borgerlige parti.

Hvis du vil have høje overførselsindkomster og folkepension i tredive år, inden du flytter i urne, og ikke gider udenlandsk konkurrence, ja, så stem dog Dansk Folkeparti og giv skrigeskinken nøglen til statsministerstolen. Du har næppe indset, at velfærdsmonsteret er to-hovedet. Sandt nok er ikke-vestlig indvandring en katastrofe i enhver økonomisk og kulturel horisont, men vores overførselsindkomster er også en bombe under landet. Og når man kæmper blindt for førtidspensionister, så kæmper man forresten også for rigtig mange ikke-vestlige indvandrere, som i hvert fald her i Aarhus fik den tildelt som belønning for at stemme borgmesterkæden på Nicolai Wammen.

"Jamen, jeg er syg og kan ikke arbejde," hoster du gennem din nyerhvervede iPhone 7, som du købte i Plus-udgaven, fordi dine fingre er for fede. Fint! Så skal du have invalidepension. Jep, invalidepension. Ikke hyggelig førtidspension, hvis navn jo netop afspejler, at den blot giver tidligt fri fra pligterne. Invalidepension. Du har uhelbredelig skizofreni, kræft, ALS eller har fysik som et stankelben, man lige har kvast halvvejs med sin sutsko. Altså har du intet at frygte. Intet! Din invalidepension bliver endda højere med Nye Borgerliges forslag.

"Det kommer ikke til at virke," fortsætter du så, knap hørligt. "Min læge vil ikke anerkende, at min aura lider under kronisk energitab. Det sagde damen, der diagnosticerede mig ved at sætte et vokslys i mit højre øre, mens jeg lyttede til hvalsang fra en konkylie." Hvis din læge ikke vil skrive under på, at du er syg ... så er det nok fordi, du ikke er syg. Så er det nok fordi, du sagtens kan arbejde. Hvis ikke fuldtid, så i hvert fald deltid, så du kan supplere basisbeløbet på 6000 kr.

"Der er ingen deltidsjob. De hænger ikke på træerne," råber du og slår ud med armene. "Det siger jobcenteret." Suk. Nej, i det nuværende system er der ikke mange deltidsjob, men hvis vi øger arbejdsstyrken - blandt andet ved at vippe din jobcenterkonsulent ud af sin ergonomiske lædertaburet og ud på gaden - og nedsætter skatten, så stiger mængden af jobs. Der findes masser af småjobs rundt omkring, som ikke bliver lavet, simpelthen fordi det i det nuværende system ikke kan betale sig at få dem udført.

Og skulle du være lidt psykisk sårbar, hvilket jeg tillader mig at antage, når du lader dig diagnosticere af en numerolog med bachelorgrad fra januar måneds kuponhæfte, så kan civilsamfundet træde til. Mon ikke der er nogen i dit lokalsamfund, der vil ansætte dig til at passe børn eller gøre rent eller vande blomster, nu når det pludselig kan betale sig for både dem og dig? Og mon ikke du vil være i stand til at oparbejde et godt rygte og noget respekt, så din løn vil stige, og du bliver gladere og opdager, at det faktisk gør en masse mere godt for dit liv at forsørge dig selv i stedet for at overlade din skæbne til håbet om, at dine energibaner vil rette sig ud, fordi du ændrer navn til Dikte de Dimsedut?



"Hør her. Jeg er virkelig syg. Det siger min læge også. Men det er umuligt at opnå ført-, øh, invalidepension. Er du klar over, hvor mange krav der er? Politikere må tilføre flere penge til invalidepensionen." Nej, nej og atter nej. Forstår du intet? Det er selve problemet, at der er blevet givet for meget invalidepension, og kernen i problemet er, at en masse, som ikke har fortjent invalidepensionen, har fået den. Derfor stiger kravene, og dermed holdes de rigtigt syge, som næppe har lige så stor energi til at kæmpe, ude. Det er et ekstremt usolidarisk og egoistisk system, og lur mig, om du ikke vil gå tilbage til Dansk Folkeparti, fordi du selv er en af de knap så syge.

Det er på tide, at danskerne indser, at det:
  • er både unfair og uholdbart, at hver privatansatte dansker skal bære to offentligt forsørgede personer på ryggen.
  • ikke er okay at kræve gratis pension, mens andre skal arbejde videre.
  • skal være hver enkelt danskers eget ansvar at planlægge sit liv.
  • er en fordel at arbejde, uanset hvad man kan byde ind med, og at det forbedrer samfundets velstand, ens eget helbred og andres liv.
Det er simpelthen røvsygt at høre på alle forherligelserne af de dovne, der ikke gider tage et ærligt arbejde, fordi de er opdraget i en venstreorienteret barnepigestat, hvor de er vant til at få leveret alt på et sølvfad. "Jeg er dårlig." "Jeg er syg." "Jeg har en kandidatgrad i filosofi, så jeg vil ikke feje gader." Undskyldningerne står i østblok-lignende køer. "Men man bliver altså ikke rig af sociale ydelser," siger du så. Nej, det er så sandelig heller ikke meningen, men problemet er altså ikke, at du bliver rig. Problemet er, at du bliver passiveret, for beløbene er tilstrækkeligt høje til, at du kan leve, samtidig med at en masse jobs ryger under grænsen for, hvad der kan betale sig at tage. Hør her, 2,1 millioner danskere er på overførselsindkomst. Den går ikke længere.

"Kom nu ind i det nye årtusinde, Bob. Robotterne er på vej, og så findes der ikke længere et job til mig," siger du, idet du vender dig på sofaen for at snuppe eftermiddagens tredje lur og slutte dig til maskinstormernes arvtagere: Maskinslumrerne, der ligger sig på ryggen og venter på, at robotterne gør arbejdet. Hold nu kæft. Der er historisk set lavet ufattelig mange åndssvage forudsigelser om fremtiden, og bare fordi det lyder teknologisk smart og enormt Elon Musk-agtigt at tale om den med robotterne, så kommer de ikke. I hvert fald ikke før de har udviklet sig til mere end de to sammentapede hjulkapsler, der rasler rundt på stuetæppet og skræmmer livet af hunden og spænder ben for bedstemor. Og selv når de kommer, så får vi sikkert bare andre jobs. Det skete ved alle de tidligere kvantespring i den teknologiske udvikling.

Nej, skrub ud og tag dig et arbejde. Det handler om at komme ud af mageligheden og finde ud af, at den ikke var så magelig alligevel. Havde jeg været en HR-mand, ville jeg være sprunget ind foran dig med mine smarte briller og mit skriggrønne slips dinglende som en anden marsboers penis og skreget, at du skulle "ud af din comfortzone". Men i min version handler det ikke om at nedværdige sig selv gennem ekspressionistisk modellervoksleg, tvungen nøgenballet eller andet kaospilotidioti. Nej, det handler om, at du og alle andre får respekt for din person, ved at du yder en ærlig indsats. Det er ikke nedværdigende. Det er derimod nedværdigende konstant at klynke efter almisser fra staten.

Det er heller ikke let for mig. Jeg har lidt svært ved at sluge den pseudoborgerløn med sekstusinde ufortjente, skattefri kroner om måneden til alle. Det værste er, at hvis den bliver indført, gætter jeg på, at alle fremtidige valg bliver vundet af det parti, der i et ræs mod bunden lover at hæve beløbet mest, og så har vi balladen igen. Nå, det er en chance, jeg må tage, nu jeg nok aldrig får indført min utopi: Frihedsdiktaturet, hvor enhver krænkelse af andres negative rettigheder bliver slået hårdt ned på af militærjuntaen. Så jeg må æde borgerlønnen. Og således formåede selv Bob at optø lidt misforstået humanisme fra sit ellers bundfrosne hjerte.

mandag den 12. juni 2017

Drengestreger med døden til følge

Jeg har nu i et stykke tid undret mig over den nye dille med at skrue bolte løs på cykel- og bilhjul og endda barnecykelsæder i - formoder jeg naivt - fnisende forventning om den Fedtmule-agtige ulykke, en sådan lille spøg vil forårsage.

Nu må jeg hellere tage forbehold for, at den slags drengestreger blot er enkeltstående tilfælde, som er blæst op af de sociale medier, for det vil der helt sikkert være nogen, der vil påstå. Det kan jeg heller ikke afvise, selvom der efterhånden har været en hel del opslag og kommentarer, der fortæller om konkrete tilfælde.

Lad os derfor tilføje episoderne med søm, der tilsyneladende systematisk er blevet lagt ud i villakvarterer i Aarhus, og så selvfølgelig de mere berømte stenkast fra broer, der som bekendt har haft fatale konsekvenser for en ung, tysk familie. Hvorfor samle alle disse spilopper under én paraply? Fordi de alle er karakteriseret ved, at gerningsspøgefuglen mangler såvel empati som evne til at gennemskue simple konsekvenser af handlinger.

Tilsyneladende er der sneget sig en grovhed og hensynsløshed ind i befolkningen i løbet af de seneste årtier. Da jeg var dreng, var der bestemt også nogle, der gjorde rigtig dumme og åndssvage ting. I selverkendelsens ånd kan jeg berette om dengang, jeg tog en dunk kaustisk soda fra kemilokalet og vendte den på hovedet over klassens mest upopulære pige for at få de andre til at grine. Da latteren havde lagt sig og dunken blev sat tilbage, opdagede bette Bob, at låget sad helt løst på. Blot ved at dreje det en kvart omgang, kunne jeg tage det af.

Jeg kan stadig få sveden til at springe frem på kroppen, ved tanken om hvad min tankeløse spøg kunne have ført til. Og det er netop her, forskellen til de mere moderne narrestreger opstår: Dengang stoppede spasmageren og alle medløberne øjeblikkeligt, så snart alvoren gik op for dem. Sådan er det ikke mere. Tværtimod synes alvoren at få løjerne til at sprede sig. "Se, en ung mor er lige død af et stenkast fra en motorvejsbro. Nej, hvor er det sjovt. Lad os prøve igen."

Dette er en "sten". Mine kilder fortæller, at en myndighedsperson, som arbejdede med en sag, hvor et individ med intet specifikt gruppetilhørsforhold havde vippet en brosten ned over en pædagog, stillede sådan en børge her på sit skrivebord for at visualisere alvoren i "sagen om stenkast", som episoden hurtigt blev reduceret til i daglig tale. (Billede: Wikipedia).

Hvad har forårsaget en sådan radikalisering blandt bøllespirerne? Jeg er sikker på, at nogle vil sige, at det er "00'ernes neoliberalisme", der har presset familier ud i fattigdom og efterfølgende desperation, men vores samlede skattetryk og statens BMI er steget markant siden min drengedom, og i øvrigt husker jeg ingen åbenbar sammenhæng mellem at have få mønter i pengepungen og at være afstumpet. Hvis man dog bare kunne finde en gruppe, man kunne pege på.

Eftersom spredningen af søm på villaveje foregår i Risskov, ville det være nærliggende at slå op på side 1 i manualen for DR's manuskriptforfattere og konkludere, at gerningsmanden er en rigmandssøn, der keder sig. En omsorgssvigtet Sten, der går rundt med sin pastelfarvede kashmirsweater om skuldrene og beordrer de patriarkalsk laverestående Bjørn og Mulle til at begå uhyrlige handlinger under trussel af at blive smidt ud af hulen. Det er bare ret svært at tro på efterhånden.

Nej, det er som om en afart, et vildfarent skud på det danske stamtræ, stikker i en helt anden retning og har produceret en gruppe af måske endda påviseligt gennemsnitligt mindre intelligente individer, som ikke er i stand til at fungere i et civiliseret samfund. De er i samlet flok men agerer alligevel altid individuelt og isoleret, når deres handlinger bliver for alvorlige til, at vores liberale stat kan trække et kollektivt ansvar ned over dem.

Hvis der dog bare fandtes et fællestræk, eller ja, bare et tegn, samtidigt eller historisk, et eller andet sted i verden, der kunne pege os i retning af synderne. Men der er ingenting. Der er intet tegn, der har noget med noget at gøre. Træer overalt, men absolut ingen skov i miles omkreds.

Det får Bob til at tænke. Kunne det have været ham selv? Hvad nu hvis nogle kvantepartikler havde flippet den anden vej dengang i kemilokalet, og låget på den kaustiske soda var røget af, og indholdet havde ætset den nørdede piges ydre ligesom mobberierne hendes sjæl, ville han så være røget ud af den gren? Ville han have mistet al empati? Havde han fortsat med at kaste syre i andres ansigter og bagefter affejet det hele som drengestreger?

Ja, for hvis man tænker sådan, så kan man pege fingeren mod sig selv. Det gør voksne og ansvarlige mennesker, som måske endda er formet af grundlæggende kristne værdier. Det må være vores egen skyld. Fej for din egen dør og fej manisk uden at kigge op. Ellers risikerer du at opdage, at vores samfund, som baserer sig på, at folk opfører sig grundlæggende hæderligt, er ved at blive opløst omkring dig, som om nogen i spot, velvidende at låget sidder løst, ryster en dunk kaustisk soda over dets endnu så uskyldige grønne og blå øjne.

onsdag den 7. juni 2017

Det muslimske offer

En ny modesmart trend er begyndt at poppe op ved danske sommerarrangementer: Koranklodser. Og her taler jeg ikke om den slags koranklodser, din radikalt stemmende datter villigt lader klaske mod sin bagdel i ly af en falmet teltdug på Roskilde Festival. Nej, koranklodser er store betonelementer, som placeres på veje, så det bliver svært for lastbiler at pløje ind i flokkene af candyflossædende, blonde familier, der hygger sig i regnen.

Koranklodser ved Roskilde Dyrskue. Sakset fra Uriasposten.

"Jamen, hvorfor er lastbiler så vrede?" spørger du undrende. Jeg ved det heller ikke, men der er tilsyneladende en Stephen King-agtig epidemi i gang med vrede, vildfarne motorkøretøjer, der vil hævne sig for årtiers hård retorik om byforurening. Svenskernes forslag om at forbyde lastbiler i byerne hjælper nok heller ikke på tonen i debatten, og hvad skal vi gøre med alle de ulåste skraldebiler, der står og truer med terror rundt omkring på gaderne?

Spøg til side, for svaret ligger naturligvis i navnet koranklodser. Selvom mainstream medierne så vidt muligt forsøger at skjule det for dig, så handler det selvfølgelig igen-igen om muslimsk terror. Det er nemlig hverken maskinpistolerne, bomberne, knivene eller lastbilerne, der er sure. Nej, det er muslimerne, der bruger dem, der er sure. Er du med? Helt sikker? Fint, så kan vi trække debatten op over børnehaveniveau og fortsætte.

Hvorfor er muslimerne så egentlig så sure?

"Uh, uh, det ved jeg," råber du, mens du ivrigt hopper i sædet og virrer med den pegefinger, du har haft oppe i røven siden d. 8. juni 1983. "Det er fordi, vi, de vestlige samfund, har bombet den muslimske civilbefolkning i Mellemøsten, da vi gik ind i Kuwait, Irak og Afghanistan. Når vi myrder deres børn for at få olie, så er det klart og retfærdigt, at de er vrede. Det er lidt ligesom de autonome, ikke? Når du opfostrer børn i byer af beton, kan det så undre dig, at de har sten i hænderne?"

Bortset fra din sidste bemærkning, der giver mig kvalmespasmer helt ned i tæerne, så lyder det da egentlig meget plausibelt. De vestlige samfund har hærget Mellemøsten, og derfor er befolkningen blevet radikaliseret af had og angriber os. Så vi får faktisk som fortjent. Der er bare én lille ting, der undrer mig ... hvorfor opstår den reaktion udelukkende blandt muslimer? Lad os prøve at kaste et blik på nogle af de andre befolkningsgrupper, som den forfærdelige vestlige verden har mishandlet.

Tyskerne: De vestlige allierede opererede en hel generation af unge mænd ud af Tyskland i sidste århundrede. To gange. Store byer blev bombet, så storme af ild farede igennem gaderne og omdannede 42.000 civile til askestøtter på en uge. Blev vi hærget af tyske terrorister efter krigen? Voldtog og udnyttede de tyske flygtninge den danske befolkning? Næh.

Vietnameserne: USA var i en langvarig og udmattende krig i Vietnam, hvor en million mennesker mistede livet. Har vi problemer med vietnamesiske indvandrere? Graver vi store betonplader ned i jorden, så vietcongerne ikke kan grave klaustrofobiske tunneller ind under vores omrejsende tivolier og udløse improviserede Rambo-fælder mod popcornsguffende gæster? Nopes.

Japanerne: USA kastede to atombomber over japanske byer, lukkede 200.000 sæt skæve øjne permanent, og gav deres unge piger grimme tænder for al tid fremover. Må vi sætte store plader op ved offentlige arrangementer, så ninjaernes kastestjerner ikke kan trænge ind på området? Må vi advare de unge mod hærgende samuraier i nattelivet og forklare, at denne fare blot er en del af at bo i en storby? Heller ikke.

Østeuropæere: De onde, onde kapitalistiske samfund holdt deres rigdom for sig selv og nægtede at dele dem med den østeuropæiske kommunistblok under den kolde krig. Den udsultede befolkning skrumpede ind til empatiløse, senede skygger og Ceaușescus børn blev for evigt fladnakkede af vestligt påtvunget svigt. Er vi siden blevet invaderet af vandrende horder af østaber, som er underlagt den kommunistiske ideologi og som hader vores værdier? Lever de i parallelsamfund og drømmer om at omdanne Danmark til en postkapitalistisk kommunistisk utopi? Ikke så vidt jeg er informeret.

Næste gang, du bliver belært om, at det er de vestlige samfunds egen skyld, at terrorismen rammer, så tænk på ovenstående fire eksempler. Deres påstand er en del af den marxistiske tænkning om, at nogen undertrykker andre. Kun gennem en løgn om at de hvide, vestlige, frie mennesker undertrykker de stakkels, brune muslimer kan de venstreorienterede holde liv i deres defekte ideologi i en moderne, postkommunistisk verden, og desværre gennemsyrer tænkningen hele samfundet og forhindrer os i at tænke og handle rationelt. Vi behandler muslimerne som ofre, og derfor opfatter de sig selv som ofre. Og når nogen er et offer, så ønsker de færreste velopdragede mennesker at støde dem unødigt.

Derfor kan vi høre Lars Løkke Rasmussen fable om, at "mørket" har ramt Storbritannien, fordi han ikke vover at sige, at Storbritannien er ramt af islam forårsaget af fjendtlig, muslimsk indvandring. Derfor beder vi og synger, skifter profilbilleder og undskylder muslimerne i uendelige, relativiserende monologer, mens vi blindt fortsætter importen af islams følgere og kaster skattekroner ind i kampen mod os selv. Derfor stiller vi koranklodser op uden egentlig at tænke over, hvor absurd det er.

Det bliver nødt til at stoppe. Helst inden vi oplever mere terror herhjemme. For I er forhåbentlig ikke i tvivl om, at det sker? Jeg nægter simpelthen at holde kæft, hvis jeg skal læse tillægsord som "chokeret", "overrasket" og "forfærdet", når lastbilen rammer en dansk breddegrad. For det kommer til at ske. Det er forventeligt og beregneligt. Så sikkert som amen i kirken og koranklodser til dit barns børnehaves næste havefest.