torsdag den 27. april 2017

Nej, du er ikke kvinde

Jeg er ligesom alle andre rationelt tænkende individer ved at blive drevet til idiot af al vores sutten-op til LBGT-segmentet. Eller, mere præcist, til T-delen, som står for transgender eller transperson, hvilket betyder en person, som tror, han eller hun har et andet køn end sit biologiske.

Jeps, jeg skrev "tror", for det er det, det er: En tro eller en indbildning, om du vil.

Hvis vi lige glemmer det latterlige juridiske kønsskifte, hvor lovteksten er nødt til at slå knuder på sig selv for at undgå at referere til biologisk køn (en mand bliver således "en person med mindst én testikel". Ja, jeg joker ikke. Læs selv linket), så kunne jeg jo egentlig være ligeglad med de transkønnede. Faktisk generer de mig ikke. Det er fint for mig, at der går mænd rundt klædt i dametøj og insisterer på at blive kaldt Stella, så længe de ikke skader andre, og jeg stadig med al moralsk såvel som juridisk ret kan tiltale dem Bjarne.

Problemet opstår, når transpersoner (eller andre, typisk midaldrende, humanistisk uddannede kvinder, som ikke har andet at tage sig til end at blive forargede på andres vegne) dukker op og stiller krav til os andre. Jeg var så uheldig at støde på nedenstående video af en transkønnet mand (eller hedder det en transkønnet kvinde ... hjælp mig her):



Vores langlokkede ven fortæller dig, at hvis du er ciskønnet (altså befinder dig godt i dit biologiske køn), så bør du overveje, om du ikke er cissexist, hvis du ikke vil date en transkønnet. Med andre ord, hvis du er en heteroseksuel mand, så er du muligvis cissexist, hvis du ikke - på lige fod med alle andre kvinder - vil date en mand, der tror, han er en kvinde. Hvis du er en homoseksuel kvinde, er du også mulig cissexist, hvis du ikke vil date samme mand.

Så som mand eller lesbisk kvinde skal man altså finde sig i at blive kaldt sexist, eller mere præcist det næsten smukt rimende cissexist, hvis man har en præference for tissekoner frem for tissemænd. Præferencen er naturligvis opstået gennem den onde patriarkalske kultur, som man dermed opfordres til at nedbryde. Vores transkønnede YouTubers mål er selvfølgelig at blive opfattet lige så meget som kvinde som en biologisk kvinde. Det bør nævnes, at den feminine fætter konstant indskyder, at man naturligvis har al ret til at have præferencer, når man dater. Alle disse krumspring er nødvendige for ikke at begå en af de største forbrydelser blandt de, der deler hans retorik: At trigge nogen. Well ... mission failed.

Jeg er ked af at være den, der skal udpege elefantens enorme klunker, men: Nej, du er ikke kvinde. Du er en mand, der af uransagelige årsager tror, han er en kvinde, og hvis jeg nogensinde kom for skade at være på en date med dig i troen om, at du var en kvinde - hvilket aldrig ville ske, fordi jeg altid scorer 10/10 i de der tests på Facebook, hvor man skal spotte transvestitterne - så ville jeg reagere på nøjagtig samme måde som hunden Brian i Family Guy, da han fandt ud af, at han havde haft sex med en kønsskiftet mand:



Jeg tror, Jimmy Carr kommer tættest på at udtrykke fænomenet præcist: Mænd er enten 1) heteroseksuelle og synes, deres egne peniser er lækre, og at alle andres er klamme, eller 2) homoseksuelle, og synes, at alle peniser er lækre. Som heteroseksuel mand giver det mig seriøst opkastningsspasmer at tænke på andre mænds peniser, og så er det komplet hamrende ligegyldigt, om mændene tror, de er kvinder eller ej. Og dermed må jeg så udskammes som cissexist. Nå, men så må jeg jo finde mig at at få også dét kort smidt i hovedet. Jeg kan lægge det hen i bunken oven på nazist-, racist-, homofob- og kvindehaderkortene. Nogle burde seriøst lave disse kulturradikale udskamningskort som samlerkortserie, selvom de naturligvis ville floppe, fordi de trykkes og kastes ud med højere intensitet end venezuelske pengesedler.

Men er jeg virkelig cissexist? Nej. For du er ikke kvinde. Du er en mand.

"Nu har du sagt det der tre gange, og det provokerer mig altså, skal du bare vide," siger du og blinker vildt med dine grimme øjenvipper. "Ville du da have sex med en transkønnet kvinde? Altså en kvinde, der i virkeligheden er en mand, selvom hun er en kvinde udenpå? Ville du? Hva'? Er du homo? Hva'?" Selvfølgelig ville jeg gerne have sex med hende. Uden skyggen af tvivl. Men jeg er ikke homoseksuel, for hun er ikke en mand. Hun er en kvinde. Lur mig, om jeg ikke inde bag skovmandsskjorten finder et par liderlige bryster, og mon ikke, jeg i kroppens Sherman tank-agtige konturer aner et par kvindelige kurver? Selvfølgelig gør jeg det. Det eneste, jeg er i tvivl om er, om der overhovedet findes kvinder, der tror, de er mænd? Jeg har en mistanke om, at fænomenet som regel viser sig den anden vej, hvilket igen er en indikation på, at transkønnethed blot er endnu en mutation af mandens mangefarvede, uregerlige og til tider sygeligt afvigende seksualitet.

"Har du slet ingen medlidenhed med disse mennesker? Hvordan kan du afvise deres oplevelser så kategorisk?" Jo, jeg har medlidenhed med transkønnede, for rigtig mange af dem har det ad helvede til. Fordi de, postulerer jeg, er syge. Tro det eller ej, men jeg kender faktisk en transkønnet. Han er arbejdsmand, går med paryk og lårkort uden trusser, og han ligner en arbejdsmand med paryk og lårkort uden trusser, og han har det elendigt. Men hjælper det ham og alle andre transkønnede, hvis jeg, vi og samfundet blot giver dem ret i deres vrangforestillinger? Ville det hjælpe skizofrene at give dem ret i, at emhætten aflytter dem, eller at naboen sender tanker ind i deres hjerner? Skulle vi indføre en lov, der forpligter tandlæger til at advare samtlige patienter om, at sølvplomber risikerer at modtage radiostråler fra rummet? Nej, vel? Hvorfor så gøre noget tilsvarende for transkønnede?

Hvis du synes, Bob er langt ude her, så prøv at lytte til Ben Shapiro, når han diskuterer transkønnethed. Han har undersøgt sagen. Vidste du, at transkønnede har den højeste selvmordsrate overhovedet? Ingen anden gruppe kan sammenlignes med dem. Og nej, det er ikke på grund af samfundets stigmatisering, for ellers ville man vel se samme selvmordsrate hos andre, angiveligt stigmatiserede grupper. Men det gør man ikke. Faktisk falder transkønnedes selvmordsrate ikke engang markant, selvom de fysisk skifter køn gennem kirurgiske indgreb. Hvad tyder det på? At deres tilstand er markant anderledes, end at de blot er mænd fanget i kvinders kroppe eller vice versa.

Inden du går helt amok og aflirer dine sædvanlige påstande om, at mit blogindlæg er "had", så bemærk, at jeg accepterer de transkønnede som mennesker. Jeg accepterer endda deres tilbøjeligheder. Hvis de kan lide at gå rundt i dametøj i supermarkedet og ikke påtvinger lingeributikkerne at have størrelse XXXL i g-streng på lager, så fred være med det. Det generer ikke mig. Så længe de er velfungerende og ikke skader andre, vil jeg måske endda kalde dem Stella og lade som om, jeg forventer, at de ikke kan parallelparkere. Jeg vil bare ikke acceptere deres opfattelse som sandhed og ændre samfundet efter den, for den er ikke sandhed.

For eksempel er det så pisseirriterende, at vi nu skal have unisextoiletter overalt, fordi "køn er plastisk, og vi kan alle som en anden hermafrodistisk snegl skifte til det køn, vi lyster". Virksomhederne griber den naturligvis, fordi de kan spare penge ved kun at skulle have ét toilet, og fordi de ikke vil have deres ejendom smadret af fascistisk voldelige LBGT-terrorister. Så jeg må altså undvære urinaler, fordi 0.0001 % af befolkningen har bildt sig ind, at de tilhører et andet køn. Måske bliver jeg endda nødsaget til at vaske hænder, når jeg er færdig, nu kvinderne er til stede. Jeg tvivler ærlig talt på, at kvinderne er med på mændenes usagte aftale om, at man ikke behøver vaske hænder efter nummer ét, og at man efter nummer to vasker med sæbe, med mindre man har drukket over to fadøl.

Og ja, jeg ved godt, at unisextoiletter ikke er en direkte af følge af transkønnethed specifikt. De vil blot gerne have lov til at gå ind på toilettet for det køn, de ikke tilhører. Og ville vi ikke alle gerne det? Hvis du svarer nej til det spørgsmål, er du garanteret kvinde. For lad os nu være ærlige: Det er jo aldrig biologiske kvinder, der vil ind på herretoilettet, vel? Det er altid, altid mænd, der vil ind og mænge sig og svinge deres enorme behårede testikler foran din 8-årige datter, for de er jo "kvinder", ikke sandt? Heldigvis kan de sagtens være lesbiske kvinder. Meget belejligt.

På et eller andet tidspunkt imploderer alt det her vrøvl, så måske skulle jeg bare lade tiden gå og lade naturen gå sin gang. Hvis man følger lidt med i feminismen, som benytter sig af mange af de samme opfattelser og begreber omtalt i indeværende indlæg, så spotter man hurtigt dens iboende kannibalisme. Løbende i mere og mere snævre cirkler for ikke at snuble over egne retoriske definitioner, udskammer og ekskluderer de flere og flere af deres egne. Betragt blot ovenstående eksempel, hvor LBGT-segmentets egne, nemlig de homoseksuelle, kan udskammes som cissexistiske for ikke at ville date mennesker af et andet biologisk køn.

Jeg har blot et fromt håb om, at den totale implosion forekommer, inden de når at pille al for meget af den bærende fornuft ud af vores samfundsstrukturer. Desværre er politikerne meget ivrige for at please dette segment, hvilket er ret underligt, da politikere er berygtede for at ignorere psykiatrien. Måske finder du Bob hjerteløs, men tro mig, du kommer også til at fortryde det, hvis vi fortsætter ad en vej, hvor subjektive oplevelser hæves over objektiv viden. Nok så megen håbløst tendentiøs kønsforskning kan ikke ændre på det faktum, at vi som samfund betragtet er godt på vej til at købe katten i sækken. Eller skulle jeg sige: Den svedende, savlende pædofile i husmoderkjolen.

torsdag den 6. april 2017

Gift ved første blik

Som passende kompensation for, at Betina fik lov at gennemtvinge, at vi skulle se "Gift ved første blik", selvom der lå vigtige serier og ventede, og for, at hun efterfølgende - ligesom hver eneste forpulede gang, hun får lov at vælge, hvad vi skal se - faldt i søvn på sofaen, vil jeg nu svine deltagerne til.

Hvis du har et problem med mine tilsvininger, så smut. Deltagerne er ikke uskyldige mennesker. De har selv valgt at stille sig til rådighed for denne modbydelige horeunge af livsstils- og reality-tv, hvor man skider ægteskabets hellige institution ned ad ryggen. Hvilket ikke siger særlig meget efter at man tillod homoseksuelle ægteskaber.

Er du helt blank på konceptet, så handler det om, at en flok eksperter har matchet nogle par, som så gifter sig, uden at de har set hinanden først. Derefter har de fem uger til at afgøre, om de vil fortsætte. Det ender naturligvis i katastrofe ligesom alle andre ægteskaber.

Lad os se på parrene.

Mette og Christian

Hun gad ikke forholdet, og hun gad ikke ham. Nok fordi han havde cirka nul selvværd. Det kunne jeg have fortalt ham fra første minut. Alligevel skulle vi trækkes gennem lange, pinefulde afsnit, hvor han hændervridende forsøger at få hende til at give udtryk for hendes holdning. Der var masser af tegn. Hun var ikke forelsket og hun følte ingenting, og hun turde ikke være ærlig. Hun var så stor en kujon, at de fortsatte med at være kærester efter udsendelsen, indtil han omsider fattede, at hun bare ikke gad.

Imens kunne vi seere så sidde og undre os over, at Mette meldte sig til et program, hvor hendes partner bliver valgt på rationelle kriterier, når hun nu åbenbart forventede den stormende forelskelse. Hun er tydeligvis ligesom alle kvinder under tredive: Komplet sindssyg. Og jeg ved ikke engang, om hun er under tredive.

Bobs løsning: Han skulle have sat foden ned og ditchet hende i første afsnit. En hård afvisning er det eneste, der kunne have kickstartet kødflapperne på sådan en ko.

Martin og Birgitte

Jetsettet, seksuelt udforskende kvinde sættes sammen med noller, kristen vestjyde. Hvad kunne gå galt? Som med de fleste andre par gad hun ikke. Han var typen, der stryger sine underbukser, og hun ville bare se dyret. Det hjalp heller ikke, at han gav hendes London-baserede datter et creepy knus.

Bobs løsning: Ingen.

Allan og Pernille

Frisk, sporty pige fra Aarhus sættes sammen med frisk, sporty mand fra Sønderborg. Det virkede ikke. Hvorfor? De praktiske menneskers fandt, at den upraktiske magi ikke var til stede, og det var for upraktisk at køre mellem Aarhus og Sønderborg for et samlejes skyld, hvilket ikke siger så lidt for sådan et par personer, der garanteret bruger det meste af døgnets timer på at køre panikalder-motorcykel. Så det endte med, at de - evigt friske og storgrinende - satte sig med en flaske rødvin og blev skilt via NemID. Fagre nye verden.

Bobs løsning: Forbyd skilsmisse via NemID.

Nicolas og Pernille

Disse to skønne mennesker udgjorde mit yndlingspar. Hun hadede ham fra første blik. Hadede ham. Enhver lille ting, han gjorde, blev påtalt og kritiseret som var hun hans religiøse og dominerende moder. Han skulle have løbet langt, langt væk med det samme, men han blev, selvom han "ikke var hendes type", som hun sagde så tit.

Og selvfølgelig var han ikke det. Han var den mest vege, vege, ynkelige mandsling, komplet med statementbriller og fuldskæg. Jamen, for helvede, hvor var han træls, men i det mindste på en sært sympatisk måde, hvis man altså vel at mærke sammenligner med hendes psykopatiske facon.

Nå, dér var min mormors hue. Jamen, så stop dog dig selv, din grinagtige svagling. Vi har set dig, okay?

Bobs løsning: Skub Nicolas ud over Stevns Klint.

"Gift ved første blik" er et skrækkeligt program. Men i det mindste belyser det de problemer, som er allestedsnærværende i den moderne kvinde-mand relation: Kvinden vil have fejet benene væk under sig af en badboy, og betahannerne slikker mundvige i angst for at blive afvist, hvilket bare cementerer afvisningen.

Så heldigvis bekræftede programmet samtlige mine fordomme. Jeg ved ikke, med hvilket formål disse personer meldte sig, men noget fortæller mig, at de bare ville på skærmen. Med den alder, de trods alt har, burde de have fattet, at med mindre man er usandsynligt heldig, så ender langt de fleste succesfulde ægteskaber med at være fornuftsarrangementer, der kræver kompromis og samarbejde fra begge parter. Og det var de kvindelige deltagere i hvert fald ikke indstillet på.

Til held for kvinden understøtter velfærdssamfundet hendes såkaldte selvstændighed, så hun enten kan blive forsørget, når en badboy har bollet hende fed og er smuttet på en evig tur efter smøger, eller - hvis hun ikke får indfriet sine komplet urealistiske forventninger om en uregerlig alfahan, som hun kan modellere efter behov - vælge at blive insemineret og rigtig få trukket penge ud af statskassen, så hun kan blive en endnu større belastning for skatteborgerne, end hun allerede er.

Ingen kvaler, vi andre betaler. Ligesom vi også gør for lorteprogrammer som "Gift ved første blik".

lørdag den 1. april 2017

Pressemeddelelse: Opstilling

Årets aprilsnar, hvor Bob smed masken og sprang ud som kageformsudstukket konservativ. 

I løbet af næste uge annoncerer Det Konservative Folkeparti mit kandidatur til Folketinget, hvor jeg opstiller i Østjyllands Storkreds. Som læserne ved, har jeg været træt af tingenes tilstand i åresvis, og det er på tide, at borgerne får en stemme, som vil repræsentere dem ærligt og uden omsvøb.

Jeg kaster således min anonymitet af mig, og eventuelle politiske med- og modspillere, der kan ligge inde med kritik eller nogle spørgsmål med hensyn til Bob Glitters indlæg er velkomne til at kontakte mig på blogbitter@gmail.com. Jeg kan blot gentage, at Bitter Blog er et humoristisk site, og at Bob Glitter er en figur, der blackfacer en kombination af nationalpopulister og liberalister.


Udkast til fremtidig valgplakat.


Mine fokusområder er indvandring, energipolitik og EU

EN STRAM INDVANDRINGSPOLITIK

Migrantbølgen presser Danmark, og det er afgørende, at vi står fast og tegner en streg i sandet og møder vores fremtidige borgere med en stram og fair indvandringspolitik. Vi skal fortsat respektere FN- og flygtningekonventionerne, og med civilsamfundets hjælp kan vi gøre en indsats for at integrere langt flere nødstedte medmennesker. Det kræver, at vi italesætter racisme og fordomme på lokalt plan og møder de nye danskere som mennesker. I processen vil vi forstå, at ingen flygter frivilligt fra deres hjem, og at vi bør arbejde for at skabe fred, så flygtningene kan rejse hjem igen, når de føler sig parate.

Når vi tager imod med den ene hånd, må vi stå imod med den anden. Derfor vil jeg arbejde for at fastholde indvandrerstoppet, som Folketinget vedtog i 1973, og som hidtil har været vores bolværk i bevarelsen af dansk kultur.

ENERGIPOLITIK PÅ MARKEDSVILKÅR

Alt for længe har vi valgt nemme løsninger med kulkraft herhjemme. Det blæser stort set altid i Danmark, og derfor er det oplagt, at vi fortsætter i førertrøjen i vindkraftindustrien. Det giver et grønt og dejligt Danmark, som vi alle drømmer om. Når det er borgernes ønske bliver det via markedsmekanismerne hele industriens ønske og dette frivillige valg skal vi understøtte ved at fortsætte med stabile subsidier til videreudvikling af vindmølleteknologier.

ET EU MED STÆRKERE NATIONALSTATER

Højrepopulismen vinder frem i Europa, og i Danmark mærker vi også tendensen med ((DF)) og de nye nationalister i Nye Borgerlige. Kursændringen fortæller os, at borgerne ikke kan se sig selv i det EU, der eksisterer i dag. Under parolen "Sammen er vi stærkere" vil vi styrke de enkelte nationalstater ved at give EU mere magt, så EU fremstår med en tydeligere profil, som borgerne kan respektere og finde støtte, identitet og værdier i.

En stemme på Niels Ohlsen er en stemme på en borgerlig, anstændig og fast politik med Danmark i fokus.

Om Niels

Jeg er 48 år og bor i en murermestervilla i Hammel med min smukke kone, Lene, og vores to piger, Julie og Sofie. Til daglig arbejder jeg som leder i en mellemstor produktionsvirksomhed og supplerer i min fritid med frivilligt arbejde i Lions Club og Amnesty International. De få frie timer, jeg har til overs, sørger jeg for at bruge i min elskede sejlbåd.

Jeg og min familie åbnede i 2015 vores hjem og hjerter for det uledsagede flygtningebarn, Akheem, der mistede sine forældre i Syrien, da Assad bombede det hospital, hvor de skulle behandles for alderdomsbetingede sygdomme. Akheem er trængt ind i os alle og især i mine piger, der hurtigt åbnede sig for ham, og har plantet en spire, der giver os håb om, at familier og kulturer kan og vil vokse videre på trods af død og ødelæggelse.

Gennem den seneste årrække har jeg positioneret mig som internetdebattør med stærke holdninger, og jeg har oparbejdet værdifulde erfaringer med at holde borgeren og det frie menneske i fokus, når andre borgerlige debattører har villet rykke for meget til venstre eller højre. Jeg har bekæmpet såvel blødsødenhed som bodegabøvs med beslutsomhed, fast forankret i argumenter, viden og konservative værdier.