mandag den 30. januar 2017

Tag fat i fissen

Nå, lad os fortsætte med at tale om Donald Trump. Det gør alle andre. Forleden hørte jeg i vejrudsigten, at "enhver åbenbart kan blive præsident i USA". Fedt nok. Her troede jeg, vejrudsigten var et safe space for et lille, ustabilt snefnug som mig. Et af de få steder i medierne, hvor jeg ikke bliver talt ned til, fordi jeg kan lide Donald Trump. Jeg tog fejl, og jeg forventer ingen undskyldning fra vejrbøssen, hvor berettiget den end måtte være.

Så lad os tale om Trumps nok mest berømte udtalelse:

"Grab them by the pussy."

Var det nu bare noget, han sagde?

Venstrefløjen elsker dette citat, for det fortæller jo, at manden er "kvindehader" og "går ind for voldtægt", ikke sandt? Bydeformen får udtalelsen til at fremstå som en opfordring eller en ordre: Gå ud og tag fat i fissen på kvinderne, råber han, så man skulle tro, man var til fredagsbøn i Köln. Desværre er citatet - som altid når venstrefløjen laver dem - taget ud af en sammenhæng.

Lyt til hele sekvensen her. Trump hyggesnakker med en eller anden tv-mand og de gejler hinanden op. Der er intet underligt i den snak. Den er brovten, ja, men det samme hører jeg mindst én gang om ugen i omklædningsrummet. Han siger, at hvis du er "a star", så lader kvinder dig gøre hvad som helst. Det er mandesnak. Pralerier. Tåbeligt, men på en måde også meget sjovt at høre på. Bortset fra, naturligvis, at Trump har 100% ret: Kvinder lader dig gøre hvad som helst, hvis du er berømt. Som for eksempel at lade dig tage dem i fissen.

"Hvad fanden bilder du dig ind," skriger du ligesom alle andre feministdemonstranter, der i virkeligheden er forvoksede, forkælede børn. "Ingen skal fandeme tage mig i fissen, uanset om de er berømte." Rolig nu. Ingen kunne drømme om at tage dig i fissen, med mindre de er offentligt ansatte gynækologer, der har en rigtig, rigtig uheldig dag på jobbet. Man gider kun tage de lækre kvinder i fissen, og du er ikke en del af den hastigt skrumpende gruppe. Men måske er det dét, der er dit problem?

"Kan du ikke se, at han legitimerer overgreb på kvinder?" Nej, det kan jeg ærligt talt ikke. Lyt nu for helvede til samtalen. Han siger:

"They let you do anything."

Let you do. Lader dig. Hvad er det, du ikke forstår? Hvad er det, du vil misforstå? Kvinder er til fals for mænd med magt og styrke. Berømte mænd. Og nogle gange bare mænd, som har en eller anden latterlig pseudoautoritet, såsom en fitnesstræner. Det er virkeligheden. Selv Bob har oplevet det. Alle kender den. Alle. Og bare fordi du tilhører den procentdel af kvinder, der både ligner og opfører sig som mænd, eller bekender sig til en af de sekshundredeogtoogfirs nye kønskategorier, der ikke er andet end afdiagnosticerede sindssygdomme, så ændrer det intet ved dette faktum. Intet. Heller ikke selv om Trump selv undskyldte for udtalelsen.

Politisk korrekte Claus Meyer, der demonstrerer for kvinders rettigheder, når han ikke laver TV-stjerner ud af mænd, der slog deres koner til kørestolsbrugere.
Og hvor er det dog himmelråbende dobbeltmoralsk, at kvinder og visse mænd løber rundt på gaderne med et latterligt "My pussy grabs back"-skilt for at protestere mod noget, Trump sagde i en lummer, privat samtale, mens samme mennesker er totalt tavse over for de overgreb, der rent faktisk bliver begået mod kvinder i den virkelige verden i fuld offentlighed af muslimske mænd. Måske er forklaringen, at de forventer mere af en hvid mand end af en mørk, muslimsk mand? Se, dét er sand racisme.

Faktisk virker Donald Trump som en stand-up guy. Bob ville i hvert fald gerne tilbringe nogle timer i hans selskab. Omsider er der en politiker, som tør sige, hvad han har lyst til. Desuden har Trump en fantastisk humor, som ingen kan finde ud af at påskønne. Ikke engang undertegnede. Se blot nedenstående tweet fra den gang lige efter valget, hvor vicepræsident Mike Pence blev buh'et i et teater:

Det er jo genialt. Og femøren faldt først for mig forleden! Manden kaster den krænkelseslabile venstrefløjs retorik lige tilbage i dens grimme, gennempiercede ansigt. "Safe and special place". "Apologize!". Undskyld mig, men det er fremragende humor. Fremragende.

"Men Trump og andre hvide mænd vil bestemme, hvad kvinder må gøre med deres kønsdele," står der på dit skilt, der ligner noget fra papirkurven i børnehaven for retarderede spasserbørn, hvorefter du deler følgende billede på Facebook:

Nej, billedet viser ikke "det hvide patriarkat, der underskriver en lov mod abort". De underskriver et dekret, så USAs skattedollars ikke må gå til NGO'er, der underviser i abort.

Igen fatter du absolut nada. Zilch. Trump og hans mænd underskriver et dekret om, at amerikanske skatteborgeres penge ikke må gå til humanitære organisationer, der underviser i abort. Det er ikke det samme som at Trump vil bestemme, at afrikanske kvinder ikke må stikke en bøjle op i kutten. Siden hvornår har kvinder, der blender beviserne på deres seksuelle fejltagelser, haft ret til amerikanske skattedollars? Og hvorledes bliver det i fremtiden umuligt for afrikanske kvinder, der ikke længere får amerikanske skattedollars, at piske deres ufødte børn til chokolademousse? Beklager, men jeres argument er dødfødt.

Det skal dog siges, at jeg ikke forstår mænd. der vil lovgive mod abort. Enhver mand, der på en alkoholiseret afvej er kommet til at så sit frø i en af de der hæsligt hvæsende hekse, der demonstrerer mod Trump, bør prise sig lykkelig over, at hejrene frivilligt ønsker at aflive og skrabe ethvert spor af hans dna ud af deres klamme skød.

Bedste "NOOO-OOOOO" siden Darth Vader. Please, få lavet så mange aborter du kan. Vi betaler gerne.

At dømme fra den elendige mediedækning af Trump er det tydeligt, at for os danskere er det vigtigst, hvad der bliver sagt og ikke gjort. Obama var en charmerende smoothtalker med en bomuldsblød stemme, og så er det bedøvende lige meget, hvad han egentlig udrettede. Han mente det jo godt, og han kan stadig tale, så kvinderne kniber et par tårer i trussen. Clinton snakkede også godt, og så er det lige meget, at han stak cigarer op i halvfede praktikantinder.

Vi er vidne til et kulturchok inden for politik. Det må være så indgroet i os, at politikere intet foretager sig, at vi ikke kan skelne handling fra snak, og at vi derfor dømmer politikere på snak og bliver chokerede, når politikere rent faktisk gør, hvad de lover. Hold kæft, hvor er det latterligt. Tænk, at vi er nået så langt, at det kun er snak, der tæller. Snak og symbolpolitik driver skuden, mens det hele sejler. Heldigvis viser Trump vejen. Omsider sidder der en handlingens mand i det hvide hus, og jeg glæder mig til, han virkelig tager fat i den slappe skede, som USAs politik har været i mindst otte lange, sorte år.

... og inden du tænder helt af, så husk, at han spurgte om lov først.

onsdag den 18. januar 2017

Røde tabere er pattebørn

Så simpelt kan det siges: Røde tabere er pattebørn. Sådan er det herhjemme, og sådan er det i USA, hvor Donald Trumps sejr til præsidentvalget får centrum-venstre (liberals) og de røde (leftists) til at opføre sig som sukkerchokramte børnehavebørn, der har fået konfiskeret deres sutteklude midt i ulvetimen.

Jeg kan ikke forklare fænomenet anderledes, end at de røde grundlæggende bare opfører sig som forkælede børn. De vil ha' og ha', og eftersom ingen nogensinde har sat grænser for dem, så går de amok, når de møder modstand. Verden er pludselig blevet uforståelig for dem, og så stejler de. I USA har disse små snefnug, som nu omsider har mærket varmen fra virkelighedens verden, måttet flygte ind i deres "safe spaces" på universiteterne, hvor eksaminer udskydes med begrundelse i Trumps sejr.

"Trump vandt altså ikke valget," siger du og afslører, at du som sædvanlig intet har fattet. Intet. "Hillary fik flere stemmer end Trump". Det er faktisk helt korrekt, hvis man betragter det, der hedder "the popular vote", altså det absolutte stemmetal. Men præsidenter vælges ikke direkte. Lad mig tage dig i hånden og forklare systemet i simple termer:

USA er en union, der består af en række stater. Hver stat har et antal valgmænd, og stemmerne i hver stat afgør, hvordan statens valgmænd fordeler sig på kandidaterne. Valgmændene vælger til sidst præsidenten, som dermed er indirekte valgt af vælgerne. Det fungerer på den måde, så også mindre og folkefattige stater i USA får indflydelse. Med andre ord har stemmerne fra disse stater større vægt i præsidentvalget end stemmerne fra de andre stater.

Systemet minder faktisk lidt om EU, som de røde ellers knuselsker, hvor præsidenten vælges ved kvalificeret flertal af EU-landenes regeringschefer. Bortset fra, naturligvis, at vi ikke får muligheden for at vælge, hvem vores regeringschef skal pege på, hvilket også er lige meget, da alle alligevel er ligeglade med, hvem der er EU-præsident. Men uanset, så har den enkelte dansker grundet vores relativt lave befolkningstal langt mere at sige end den enkelte tysker.

I mindre målestok kan man også sammenligne systemet med vores egne folketingsvalg og den efterfølgende regeringsdannelse. Hver kreds i Danmark får en række mandater, som udregnes efter folketal, tidligere vælgerantal og landareal. Dermed vælges folketingskandidater i de forskellige kredse ikke med en-til-en sammenlignelige stemmetal, og derfor er der også indbygget en ulighed i forhold til sammensætningen af folketinget og efterfølgende dannelse af regering.

"Nå, men jeg er ligeglad, om vi har lignende systemer eller ej, for nu vil jeg altså bestemme over USA, og jeg synes, deres system er rigtig dumt og uretfærdigt," siger du med din nasale hipsterstemme, mens du dumper dit miljøfarlige affald oven på kommunens nedgravede affaldsbeholdere, selvom det klart og tydeligt står, at man ikke må. Fint. Men så må dem, der synes, systemet bør ændres, jo arbejde for det. Jeg har ikke hørt noget fra Demokraterne om, at systemet burde laves om, og lur mig, om ikke de fuldt ud havde accepteret Hillary som vinder, hvis hun havde stået i samme situation som Trump. Men hun er selvfølgelig også den rigtige vinder, som burde have vundet.

"Hvad så med Trump, hva'? Han sagde da også, at han ikke nødvendigvis ville respektere udfaldet af valget, hvis Hillary vandt." Jeps, det er sandt. Men ud over, at han i modsætning til de hellige demokrater på forhånd blankt erkender, at han ville være skeptisk over resultatet, så talte han altså om valgsvindel. Det er ikke valgsvindel, de hysteriske liberals skriger op om. Det er selve systemet.

"Men hvad så med russerne, der fik valgt Trump?" Åh ja, det er klart. Dem havde jeg helt glemt. Igen handlede det ikke om valgsvindel, men om påvirkning af vælgerne. Og alle ved jo, at russerne har apparater, der kan sende stråler ind i vælgernes hoveder og få dem til at trykke på Trump-knappen på valgmaskinen.

Er det ikke mærkværdigt, at de venstreorienterede, globalisterne og de kulturradikale, der altid hæver deres højhellige demokrati- og retfærdighedsfane så højt at alle kan og skal se den, ikke respekterer resultatet af et demokratisk valg? Er det ikke sært, at de forbereder alle mulige slags underlige demonstrationer, hvor de kræver at "få deres stemme hørt" (duh!), eller direkte ønsker at afbryde Trumps indsættelse? Er det ikke underligt, at de kalder en sort, republikansk senator for "house n****"? Synes du ikke det? Så er det nok fordi, du er rød.

Hollywood er også i gang med fullblown mobning a la folkeskole. Hvis ikke de lyver om, at Trump skulle have gjort grin med en såkaldt forsvarsløs, handicappet journalist, så udskammer de dem fra deres egne rækker, der ikke står 100% bag ikke bare Hillary men også protesten mod systemet. Nicole Kidman, som vovede noget så fascistisk som at foreslå, at man skulle acceptere valget og stå bag den valgte præsident - altså hun udtrykte støtte til USAs demokratiske system - blev angrebet og måtte trække sig fra diskussionen. Andrea Bocelli måtte trække sig fra Trumps indsættelse efter dødstrusler, og Jennifer Holliday måtte også pludselig sige fra. Bagefter kan man så som håbløst uvidende, dansk has-been more sig over, at ingen "har lyst til" spille til Trumps indsættelse. Det svarer til at grine af, at klassens mobbede dreng ikke tør stille sig op til tavlen. Bortset fra, at sidstnævnte situation faktisk er ret sjov.

Den bedste måde at imødekomme disse tåber er at spørge dem om, hvorfor de foretrækker Hillary frem for Trump, og hvilken politik, de nu forudser, USA vil føre. Det er svært at slå koldt vand i blodet, mens de fremstammer deres vandrehistorier og følelsesbaserede argumenter, fordi det er så svært at forstå, hvorfor deres åbenlyse fejlslutninger og dobbeltmoral ikke for længst har kortsluttet et eller andet bag de der hovne ansigtsgrimasser. Det må være fordi, de lever i et ekkokammer af farvede, danske medier blandt bovlamme flokdyr, at de færreste af dem formår at fremhoste andet end et par slimede, fortænkte hadefuldheder.

Når man er rød eller et vrøvle pattebarn, må man gerne græde, når man har tabt et ærligt valg eller er blevet slået hjem i Ludo. Så må man gerne skrige og slå brættet af bordet, fordi alt er så dumt-dumt-DUMT. Gud fader bevares. Men sådan er de røde i alle livets forhold. De indgår gerne i spil på præmisser, som de så tuder over senere. Hvis ejeren af virksomheden, de er ansatte i, tjener penge, vil de have del i overskuddet, men ikke underskuddet. Hvis ejere af lejligheder tjener på risikoen og ansvaret ved at eje selv, vil de røde lejere have, at de også får penge, men de vil have stabil leje, når boligpriserne stiger. Igen og igen. Mig mig mig. Vil ha' ha' ha'.

Alt det ovenstående danner grundlaget for, at jeg afskyr de røde, lige så meget som jeg afskyr børn. De ligner hinanden. Se bare Informations test, hvor du skal gætte, om en række politiske udtalelser kommer fra danske kulturpersonligheder eller fra elever i folkeskolens fjerde klasse. Held og lykke med dén opgave. Fakta er, som jeg har påvist, at de røde er snævertsynede og hadefulde. Jeg ved, hvad du tænker: "Bob, de er jo ligesom dig". Og du har ret. Jeg har jo næsten lyst til at knuselske dem. Lige bortset fra, at jeg i modsætning til de røde indrømmer, at jeg er en hadefuld, gammel satan. Jeg løber ikke rundt og stiller mig selv op på en piedestal af påstået overskud, medmenneskelighed og hellighed.

... og skulle jeg en dag gøre det, er du mere end velkommen til at behandle mig som det sig hør og bør med uopdragne børn og stikke mig en på siden af hovedet eller bare pløkke mig ned, ligesom flere af de røde håber om Trump.

Og det er jo ikke fordi, Bob ikke kan se det sjove i en god dødsjoke. Det er bare fordi, man ved, at folk fra det samme segment går amok, hvis man skulle lave en lignende joke om en, som de kan lide. I ved nok, at reglerne ikke gælder for alle. Nøjagtig som når man spiller Ludo med pattebørn.