fredag den 1. december 2017

Nej, du er ikke forsanger i The forpulede Cranberries

Et af de største overgreb nogensinde mod mine trommehinder blev begået engang i start-90'erne, da The Cranberries udgav deres frygtelige album, "No Need To Argue", med dets frygtelige "Zombie" nummer, der burde ligge i graven, men hvis stinkende jordiske manifestation konstant forfølger mig. Jeg har ikke ord til at udtrykke, hvor meget jeg hader den sang, og hvor sært det føles, når min rygsøjle kramper sig i empatiinduceret flovhed, når jeg er så uheldig at høre det i radioen.

Okay, forsanger i The Cranberries, du kan knække din stemme, og nu har vi hørt det. Er du sindssvag, hvor jeg hader den åndssvage stemme og dens knæk, der får hende til at lyde som en mongol, der får et spark i nosserne (og jo, sådan lyder det, husker du nok, kære mongolnabo, der indtil lige forinden havde for vane at kneppe huller i græsfortovet på min barndoms forstadsgade).

"Men Bob, det er bare så smukt ... jeg kan virkelig høre, hvad hun føler," siger du med tårer løbende fra din blåøjethed. Og ja, det er da et fint trick til at udtrykke følelser, nøjagtig ligesom tåbelig ekspressionistisk dans, hvor man ligner en frø, der får elektrisk stød i intervaller af tre sekunder, eller at tage sort eyeliner og sort tøj på, toppe med en tornekrone og stille sig op og synge, fordi hverken ens musik eller lyrik formår at overbringe den ønskede følelse.

Så flot. Så stærkt. Så modigt. Så bevægende. Så utroligt mange gange. Så pissehamrende irriterende og banalt.

Med andre ord: At knække stemmen er et billigt trick, og forsangeren fra The Cranberries bruger det bare igen og igen og igen ... stamper på effektpedalen som var den en klase kakerlakker, hvilket virker cirka lige så godt som at krydre slutningen af seneste kvartals afsnit af "The Transporter" med en intens biljagt. Faktisk er det bare pisseirriterende og hvad værre er, så er skælvende, knækkende stemmer et billigt trick som utallige billige kvinder bruger igen og igen her over tyve år efter. For eksempel min nabo.

Min nabo er en so med daddy-issues. Efter hendes far kreperede, har hun haft konstant, højlydt, pornopåtaget sex med ufattelig mange forskellige mænd, hvilket ligefrem er behageligt i forhold til de hverdage efter kl. 23, hvor hun begynder at øve sig i at synge. For lille frøken Unik har selvfølgelig hørt The Cranberries og synger hvert eneste lille vers i hver eneste i forvejen forfærdelige sang, hun finder på at synge, med knæk i stemmen. For så kan vi jo høre, hvor dyb hun er.

Knæk i stemmen er sangens svar på fotokunstens storbybilleder i sort/hvid. Ung pige finder spejlreflekskamera, indstiller på sort/hvid og tager et billede af en betonvæg med grafitti, noget skrald og en væltet stol. Se, hvor dyb hun er. Nej, hun er ikke dyb. Hun er overfladisk, doven og efter al sandsynlighed billig og liderlig. Som EkstraBladets dovenskabsjournalistik i sensationialismeklæder eller den efterhånden afklædte objektive og dybdeborende DR-journalistik.

Så når jeg bliver vækket om aftenen kl. 23, hvor jeg som reaktionær gammel stodder for længst har skrevet dagens sidste brokkronik til den lokale onsdagssprøjte og er gået i seng, så jeg næste dag kan være frisk til at indtjene skattekroner til Alternativets peniskollager, så vil jeg i det mindste gerne blive vækket af en smule originalitet frem for af naboens parforholdbanalitet i form af lyden af en badboy-næve, der kolliderer med hendes kæbe, selvom jeg - dengang det rent faktisk skete - vækkede Betina ved triumferende at udbryde: "Det havde kællingen kraftedeme fortjent." Der havde hun altså også skreget hysterisk i over fyrre minutter.

Det irriterende er vel ikke almuens valg af det banale og dets deraf følgende prævalens på hverdagslinserne, for det er trods alt et uundgåeligt udkomme af menneskets reaktion på frihed, men derimod det sære fænomen, at det enkelte jævne individ opfatter sig selv om unik på trods af prævalensen. Det må være det mest generaliserede, der kan siges om alt dette. Lidt mere jordbundet formuleret, så pisser det mig af, at min nabo ikke fatter, at alle hendes mænd blot bokser i en del af samme, store bolledej, uanset hvor meget stemmen knækker i hendes skrigeri.

"Hvad skal jeg så gøre for at være unik?" spørger du, fordi du ikke er unik. Jamen, hvad med at prøve noget nyt? Du går vel for fanden heller ikke ned og får en lændetatovering for at chokere din mor fra Skive, der sidder og ryger på sin køkkenstol med sit eget eksemplar flydende ud igennem hullet mellem ryggen og sædet? Uanset, hvad du vælger, så lad det dog ikke vække mig om natten. Ellers må jeg jo hælde afløbsrens ned i halsen på din taskehund. Og nej, bare rolig, jeg er ikke totalt vanvittig ... der er masser af syriske drenge i min ghetto, som kan tage faldet for dén modus operandi.

tirsdag den 24. oktober 2017

Ti bitre år

Det er kommet så vidt, at Bitter Blog har ti års fødselsdag i dag. Jeg, forfatteren bag Bitter Blog, husker tydeligt den dag for ti år siden, hvor jeg satte mig i lænestolen med min laptop på lårene for at skrive bloggens første indlæg i irritation over en smartenheimerudtalelse fra Tor Nørretranders. Ideen om Bitter Blog kom på et øjeblik, som jeg greb og realiserede med det samme.

Jeg fik hurtigt fans, og de fleste var tilsyneladende kvinder. Måske fordi flest kvinder læste og skrev blogs dengang, for nu fortæller Google Analytics mig, at bloggen ligger på en 80/20 procentfordeling på henholdsvis mænd og kvinder. 80/20 fordelingen udgør i øvrigt en magisk fordeling, som jeg ofte bruger som tommelfingerregel. Hvis jeg skriver "alle" i en af mine efterhånden berygtede generaliseringer, så kan du som regel skrue det ned til 80 procent. Tilsvarende, hvis jeg skriver "ingen" kan du selv hamre procentsatsen op på 20.

Når jeg kigger tilbage på mine indlæg, så er der én ting, der slår mig: Jeg havde ret. Det er svært for mig at finde et indlæg, jeg er uenig i. Sandt nok er der et par svipsere ind imellem, men overordnet set er billedet konsistent: Jeg havde ret. Se bare min kommentar om valgdebatten i 2007, hvor jeg havde sat Thornings hår på Pia Kjærsgaard. Hvorfor? Fordi jeg for længst havde set hvilken sengepartner, de lurede på, og som Kristian Thulesen Dahl nu er på vej til at lægge sig i ske med.

Min kamp foregår stadig, omend noget mere stille, mod nøjagtig det samme, som jeg for ti år siden begyndte at tage livtag med: Dobbeltmoral, humanistiske vrøvleteorier og socialistisk social kontrol og den idiotiske opførsel, de leder til blandt såvel menigmand som kendisser. Mere konkret er modstanderne politisk korrekthed, den forløjede lykke i multikulturen og internationalismen ... og så selvfølgelig feministerne.

Selvom jeg i løbet af de ti år gentagne gange har ønsket min egen død eller i det mindste bare en borgerkrig, som kunne få nokkefårene i dette tåbelige land til at tage sig sammen, så har der politisk set også været lyspunkter. Først var det Liberal Alliance, der dukkede op og udfordrede vanetænkningen i vores socialistiske samfund. Da de desværre flere gange fejlede fælt med deres praktiske politik i forhold til den ikke-vestlige indvandring, måtte jeg stå skuffet tilbage. Indtil Nye Borgerlige dukkede op.

Egentlig havde jeg troet, at Morten Messerschmidt skulle danne det parti, der kunne tænke rationelt ikke kun halvt, men hele vejen igennem programmet i en blanding af liberalisme og konservatisme. Men desværre viste Knivsmeden sig at have givet op over for socialismen og gået med på dens præmisser. Det er desværre dét, der er problemet med mange politikere: Konfronteret med en igennem fyrre år socialistisk indoktrineret befolkning, tør de ikke andet end selv blive socialister.

"Til lykke med fødselsdagen og alt det der, Bob, men hold nu op," siger du så. "Den socialistiske indoktrinering var måske virkelig i 70'erne, men så blev vi alle neoliberalister, husk nu det." Seriøst? Har du været så fornuftig ikke at se det seneste afsnit af DRs historiefortælling, hvor statsmonopolet ensidigt giver venstrefløjen æren for modstandsbevægelsen under krigen? Okay, det er da en forbedring efter Matador, hvor den radikale læge egenhændigt redder Korsbæk fra nazismen, men alligevel: Hvor er det langt ude.

Et andet aktuelt eksempel på den socialistiske indoktrinering kunne være, at der eksisterer forskellige spilleregler for henholdsvis socialistiske og borgerlige politikere. De får simpelthen komplet forskellige behandlinger af medierne. Lad os kigge på Nye Borgerliges byrådskandidat i Esbjerg, Johnny Boalth Lambertsen, og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Johnny ...

  • skrev for fem år siden i en ophedet Facebook-kommentar, at der burde foregå "etnisk udrensning fra hus til hus" i Danmark, hvilket han
  • har fortrudt og ved samme lejlighed erklæret, at han
  • står fuldt inde for Nye Borgerliges politik og program.

Johanne ...

  • har erklæret sig selv for kommunist, og
  • har politisk arbejdet hårdt for Enhedslistens program, der i mange år indeholdt ordet "revolution", og baserer sig på en ideologi, der har dræbt en decimilliard mennesker.

Så hvad sker der? Medierne kaster sig over Nye Borgerlige og Johnny, en mand, der har skrevet noget dumt i en ophedet diskussion og har fortrudt og efterfølgende erklæret sig helt enig i Nye Borgerliges fuldt ud demokratiske program, mens de skåner og holder mikrofon for Johanne, der i årevis har arbejdet indædt og konsekvent for en ondsindet ideologi, og alligevel ifølge Lykketoft er en sød pige, som ikke kan gøre nogen fortræd.

Eller hvad med Ole Sohn, der vel var det tætteste på en ægte landsforræder under den kolde krig? Han var kommunistleder og en marionet for Sovjet. Havde Sovjet invaderet os, havde han stået for "politisk udrensning fra hus til hus", og husk, at det ikke bare var nogen finke, der røg af panden. Det var og er stadig sådan, praktisk socialisme fungerer. Og socialismens store leder blev uden problemer minister i en rød regering.

Men uha, Johnny skrev noget rigtig dumt i et par kommentarer til en artikel om endnu et tilfælde af den evindelige kriminalitet hos de overrepræsenterede ikke-vestlige migranter, og derfor skal han og hans parti jages til verdens ende. Det er ikke til at holde ud. Det er faktisk ufatteligt, hvis nogen af jer kan udholde at følge med på de etablerede medier længere. Indoktrineringen er så skamløs og åbenlys, at selv socialister må sidde og krumme tæer.

Heldigvis tager Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, shitstormen i stiv arm. Det er sådan nogle politikere, vi har brug for: Dem, der ikke underkaster sig den socialistiske tilsvining, og som tillader, at folk begår småfejl. Ellers ender de alle som glatpolerede Rasmus Brygger-typer, om hvem man vel knap nok kan grave en ildelugtende ble op fra babydommen.

Nå, men nok om det i dag. I dag er min fødselsdag, og derfor vil jeg - som stort set alle andre dage på året - læne mig tilbage og lade mig hylde. Ikke mindst af mig selv. Til lykke med dagen, Bob.




... og forresten, hvis nogen kan give mig en konsistent definition af "neo-liberalisme" inklusive argumentation for, at definitionens afledte politik kan tilskrives liberalister, så giver jeg jordbærtærte. I samme ombæring kan vedkommende måske også svare på, hvorfor nazismen placeres på højrefløjen. Held og lykke.

fredag den 25. august 2017

Styr din falske dialekt

Forleden var jeg til et møde, hvor min chefs chef deltog. Mødet foregik via video, som det jo er tvingende nødvendigt i disse globaliserede og internationaliserede tider, hvor den ene kollega er på arbejde i Aarhus, den anden sidder hjemme i Beder med påstået sygt barn, og den tredje er på lokationen i Ballerup. Af samme årsager skulle mødet foregå på engelsk.

Nå, men efter min chef havde forsøgt sig med samtlige knapper på fjernbetjeningen, og alle forbindelserne omsider var blevet oprettet, så udvandrede min rationelle hjerne fra mødet. Sådan en udvikling er forventelig på møder, der inkluderer kransekagefigurer fra taburetter højere end min chefs, fordi de absolut intet fatter af og ingen interesse har for, hvad der foregår på gulvet. Denne gang skyldtes mit mentale fravær dog noget andet.

For selvom det godt nok var min chefchefs dumme, fuldskæggede ansigt der tonede frem i pseudo-HD på den alt, alt for store konferenceskærm, tilhørte stemmen fra hans blodrøde, glinsende fugtige sugemallelæber efter alt at dømme ... Ricky Gervais. "Blah, blah ... awkay ... blah, blah ... yeah, yeah ... blah, blah ... naw, naw, it's not, issit ... blah, blah"

Da mødet omsider endte, måtte jeg spørge min chef, hvorfor en person, der kun var en sixpence og et irriterende friskt gadedrengespring fra at være en engelsk avissælger, havde taget hans chefs plads i mødet. "Malte læste et halvt år i England," svarede han. Et halvt år? Okay, jamen, han må da være født der, så? Boet der i begyndelsen af sit liv, flyttet til Danmark og derefter returneret til det gamle hjemland i et halvt års tid i respekt for det gamle imperiums traditioner?

Men nej. Selvfølgelig ikke. Malte var naturligvis født og opvokset i Hammel, hvor han nu også bor med sin danske kone og deres danske børn. Så lad os opridse situationen: Malte tog til England i et halvt år, altså i et semester, der i virkeligheden varer knap tre måneder, som han sandsynligvis brugte på at eksperimentere med seksuelt frustrerede engelske unge drenge, hvorefter han tog hjem til Danmark og blev her i atten år, indtil han troppede op på mit møde og lød som en forpulet West End-indfødt.

Eftersom den rationelle del af min hjerne havde smækket med døren, brugte jeg således mødet på først at fantasere om at invitere Malte og min sløve kødkniv på oplevelsesrejse i min hjemmebyggede U-båd, og dernæst om at trække mine koffeingule fortænder ud af deres rodfæste i mine hvide knoer og omplante dem i mandens øretæveindbydende, bedrevidende ansigtsfolder.

Ser du denne her lille fyr? Det er ikke dig! Lad nu være med at tale som ham, bare fordi du så tror, vi andre finder dig eksotisk og spændende. Det er jo kun fordi, vi befinder os i Danmark, at han skulle være spændende. Han er så ligegyldig i sin hjemby som en flad leverpostejmad herhjemme. Men du er vel også typen, der vader i Brugsen og betaler atten kroner stykket for tyske lokalpilsnere for at virke smart til fester. Idiot.

Malte er langt fra den eneste, hvis påtagede dialekt fremprovokerer sådan en reaktion hos mig. Forleden stod en fitnessbabe ved siden af mig og lød som en australsk surfer, da hun gav en nyankommen udlænding ubrugelige råd om nogle træningsteknikker. Hvad har hun ... brugt nogle måneder for over ti år siden på at ride og sutte endeløse geled af ranke, australske sportsidiotpikke i fornuftig afstand af danske rygtespredere, og nu er hun pludselig aboriginal? Hold nu. Bare stop. Stop dig selv.

"Jamen, vores måde at tale på falder os helt naturligt. De fem måneder i udlandet har gjort så stort indtryk på os, at vi ikke bare sådan kan lade være." Nåh ja, lidt ligesom Gitte Stallone, der vendte hjem efter otte ugers forfejlet golddiggeri i USA, og i et tv-interview "ikke lige kunne remember det danish udtryk" for det, hun ville overbringe alle os bovlamme, provinsielle seere. Aha, så en forlænget ferie i et engelsktalende land går ind og trumfer de indtryk, du får gennem årelang eksponering for engelsksprogede bøger og film, hvor der ikke bruges lige præcis den dialekt, som du så tydeligvis elsker at demonstrere? Naturligvis ikke. For det handler jo selvfølgelig netop om demonstrationen: Du vil gerne virke speciel og vidende og international.

Og lur mig om ikke du sagtens kan smide din åndssvage dialekt. Lad os forestille os at en forhadt person, for eksempel Donald Trump, talte med nøjagtig samme dialekt. Så skulle du nok øjeblikkeligt kaste den af dig som var den forrige sæsons Ralph Lauren-sweater. Nemlig ja, for din dialekt er ikke andet end lånte fjer, der skal få dig til at fremstå mere interessant end en gennemsnitlig leverpostejsdansker. Men det er du desværre ikke.

Ved at tale med påtaget dialekt imponerer du præcis lige så mange som ved at tage et par spejlsolbriller på: Ingen over tolv år, bortset fra dem, der 1) hedder Liam, eller 2) har navngivet nogen Liam eller 3) hører LOC eller 4) er LOC. Faktisk blokerer det for dit budskab, fordi du enten virker prætentiøs eller fordi dine let imponerbare tilhørere bruger al energien på at gætte, hvordan denne cockney foran dem også taler så godt dansk. Men måske er det netop meningen at blokere, så folk ikke opfatter, hvor spinkel og uinteressant en personlighed, du har.

Så for at skåne dels den mentale sundhed hos os med en grund dybere end Vadehavets og dels dit strubehoveds fortsatte fysiske tilknytning til din hals, er det hermed en aftale, at du fremover taler som en normal, dansk person, når du taler engelsk. Så kan vi andre måske se igennem til det du siger, i stedet for at sidde og måbe over den fish and chips-sælger fra 1800-tallet, der er flygtet fra Charles Dickens romanens gulnede sider, og står og råber foran os på møder.

Du må dog gerne beholde din påtagede engelske dialekt, hvis du er neger. Alle negere, som ikke har engelsk som førstesprog, taler med jamaicansk accent. Alle! Jeg tror ikke, de kan andet. Om så de er født i Afrika, Rusland eller Danmark. Det er imponerende, hvordan sådan en lille undskyldning af en ø har formået at smitte alle med sin sødligt duftende accent. Men sådan er dét altså.

onsdag den 19. juli 2017

Forbudt af Facebook

Nedenstående indlæg var oprindeligt et opslag, der blev fjernet af Facebook, fordi det åbenbart overtræder deres regler. Jeg har ingen anelse om, hvad der har udløst censuren. Hvis du har et bud, så skriv gerne en kommentar.

Bob må bare endnu en gang konstatere, at kvinder er ude af stand til at diskutere uden at lade sig drive på afveje af deres følelser.

I går tillod jeg mig ellers den glæde at tro, at Karen West havde ændret mening om humor. Hun lavede nemlig et opslag om, at Mary, som var krænket over negervittigheder på P3, skulle "stoppe", for "vi skal ikke have svenske krænkelsestilstande". Hvis man støder på vitser, man ikke kan lide, kigger man bare væk, måtte man forstå på Karen Wests opslag. Derfor måtte hun have ændret mening om reaktionen på mit indlæg om HPV-vaccine, som også var grov humor, for selvom Karen West naturligvis stadig ikke vil kunne lide mit indlæg, så måtte hun ifølge sin egen logik blot skulle kigge væk.

Desværre viser det sig nu [se vedhæftede billede], at jeg glemte at indberegne variablen KWFODSH, Karen Wests Følelse Omkring Den Specifikke Humor.

Screenshot fra kommentarspor på Karen Wests Facebookvæg


... for hvis:

  1. Karen West har en dårlig følelse omkring humoren, så er det ikke humor. 
  2. Karen West har en god følelse omkring humoren, så er det humor. 

Med andre ord gjorde hun fuldstændig og lige præcis det samme med mit indlæg, som hun nu irettesætter Mary for: Hun forsøgte at få fjernet humoren, som hun ikke kan lide. Og jo, hun forsøgte at fjerne den. Hun henvendte sig direkte til Ole Birk Olesen og skrev at hun ikke forstod, at han "tillod" sådan et opslag på 180grader.dk. Opslaget var med til at skabe en shitstorm, der efterfølgende fik Ole Birk Olesen til at tage afstand fra indlægget på 180grader.dk.

Karen West forsøger at undskylde sig med, at mit indlæg ikke indeholdt "vittigheder". Åh, okay, så hvis jeg skal være humoristisk, så skal jeg altså indlede alle mine indlæg med "tre billige hpv-ludere gik ind på en bar ..." Jamen, det kunne du jo bare have sagt, og hej, hej, år 1965, forresten.

"Bob, dit svin, selvom jeg er sur over dit indlæg, fordi det rammer så godt og jeg sagtens kan se, at det er lidt sjovt, så var det altså groft kvindefornedrende. Det må du da kunne se?" Selvfølgelig var det groft. Det er Bitter Blogs DNA. Men er P3s negervittigheder da ikke lige så grove? De baserer sig på tusindvis af personers århundredlange pinsler og frihedsberøvede fornedrelser, mens mit indlæg baserer sig på en flok nutidige, forkælede, unge piger, der hellere vil have en ny iPhone end betale for deres egen HPV-vaccine. Så mit er værre? Makes perfect sense.

Jeg giver op. Der er bare ingen måde i helvede, man kan føre en logisk samtale med en kvinde om et emne, hun har investeret følelser i. Men husk, at hvis du skriver satire, så må du hellere lige vende den omkring overdommer Karen West. Du skal ikke sende den omkring underdommer Mary, for hun må ikke udtale sig om, hvad der er sjovt. Jeg ved ikke, hvad der gør forskellen, men man kan med et skævt smil forestille sig, at vi her står med et for en gangs skyld ganske konkret bevis på hvidt privilegie.

fredag den 16. juni 2017

Tag dig et arbejde!

Forleden fremlagde Nye Borgerlige deres økonomiske program, og det har været en ynk at se på. Det har været en ynk at se på alle de kommentatorer, deriblandt både menige medlemmer og medlemmer med tillidserhverv, som trækker sig i chok over, at de med en fuldt gennemført plan ikke får lov at gnaske videre på det fede kødben, de har raget til sig i den eksisterende velfærdsstat.

Folk piber, fordi Nye Borgerliges plan fjerner en masse socialydelser, såsom kontanthjælp og SU, og erstatter dem med en basisydelse på 6000 kr om måneden til alle danske statsborgere. De røde hyler, fordi det ikke er nok gratis penge, og de blå kalder det borgerløn. Man kan diskutere, om man kan kalde det borgerløn, når man ikke kan basere sin tilværelse på beløbet.

Jeg fatter ikke de Nye Borgerlige-medlemmer, som er chokerede over planen. Med undtagelse af dem, der ikke kan acceptere, at staten uddeler gratis penge uden modkrav, så må det jo dreje sig om, at de selv eller nogen, de kender, er dybt afhængige af de syge, danske overførselsindkomster. Sig mig, hvad havde de regnet med? At Nye Borgerlige bare var Dansk Folkeparti med en lidt strammere Pia og udlændingepolitik? Nej, Nye Borgerlige er Danmarks reelt eneste ægte borgerlige parti.

Hvis du vil have høje overførselsindkomster og folkepension i tredive år, inden du flytter i urne, og ikke gider udenlandsk konkurrence, ja, så stem dog Dansk Folkeparti og giv skrigeskinken nøglen til statsministerstolen. Du har næppe indset, at velfærdsmonsteret er to-hovedet. Sandt nok er ikke-vestlig indvandring en katastrofe i enhver økonomisk og kulturel horisont, men vores overførselsindkomster er også en bombe under landet. Og når man kæmper blindt for førtidspensionister, så kæmper man forresten også for rigtig mange ikke-vestlige indvandrere, som i hvert fald her i Aarhus fik den tildelt som belønning for at stemme borgmesterkæden på Nicolai Wammen.

"Jamen, jeg er syg og kan ikke arbejde," hoster du gennem din nyerhvervede iPhone 7, som du købte i Plus-udgaven, fordi dine fingre er for fede. Fint! Så skal du have invalidepension. Jep, invalidepension. Ikke hyggelig førtidspension, hvis navn jo netop afspejler, at den blot giver tidligt fri fra pligterne. Invalidepension. Du har uhelbredelig skizofreni, kræft, ALS eller har fysik som et stankelben, man lige har kvast halvvejs med sin sutsko. Altså har du intet at frygte. Intet! Din invalidepension bliver endda højere med Nye Borgerliges forslag.

"Det kommer ikke til at virke," fortsætter du så, knap hørligt. "Min læge vil ikke anerkende, at min aura lider under kronisk energitab. Det sagde damen, der diagnosticerede mig ved at sætte et vokslys i mit højre øre, mens jeg lyttede til hvalsang fra en konkylie." Hvis din læge ikke vil skrive under på, at du er syg ... så er det nok fordi, du ikke er syg. Så er det nok fordi, du sagtens kan arbejde. Hvis ikke fuldtid, så i hvert fald deltid, så du kan supplere basisbeløbet på 6000 kr.

"Der er ingen deltidsjob. De hænger ikke på træerne," råber du og slår ud med armene. "Det siger jobcenteret." Suk. Nej, i det nuværende system er der ikke mange deltidsjob, men hvis vi øger arbejdsstyrken - blandt andet ved at vippe din jobcenterkonsulent ud af sin ergonomiske lædertaburet og ud på gaden - og nedsætter skatten, så stiger mængden af jobs. Der findes masser af småjobs rundt omkring, som ikke bliver lavet, simpelthen fordi det i det nuværende system ikke kan betale sig at få dem udført.

Og skulle du være lidt psykisk sårbar, hvilket jeg tillader mig at antage, når du lader dig diagnosticere af en numerolog med bachelorgrad fra januar måneds kuponhæfte, så kan civilsamfundet træde til. Mon ikke der er nogen i dit lokalsamfund, der vil ansætte dig til at passe børn eller gøre rent eller vande blomster, nu når det pludselig kan betale sig for både dem og dig? Og mon ikke du vil være i stand til at oparbejde et godt rygte og noget respekt, så din løn vil stige, og du bliver gladere og opdager, at det faktisk gør en masse mere godt for dit liv at forsørge dig selv i stedet for at overlade din skæbne til håbet om, at dine energibaner vil rette sig ud, fordi du ændrer navn til Dikte de Dimsedut?



"Hør her. Jeg er virkelig syg. Det siger min læge også. Men det er umuligt at opnå ført-, øh, invalidepension. Er du klar over, hvor mange krav der er? Politikere må tilføre flere penge til invalidepensionen." Nej, nej og atter nej. Forstår du intet? Det er selve problemet, at der er blevet givet for meget invalidepension, og kernen i problemet er, at en masse, som ikke har fortjent invalidepensionen, har fået den. Derfor stiger kravene, og dermed holdes de rigtigt syge, som næppe har lige så stor energi til at kæmpe, ude. Det er et ekstremt usolidarisk og egoistisk system, og lur mig, om du ikke vil gå tilbage til Dansk Folkeparti, fordi du selv er en af de knap så syge.

Det er på tide, at danskerne indser, at det:
  • er både unfair og uholdbart, at hver privatansatte dansker skal bære to offentligt forsørgede personer på ryggen.
  • ikke er okay at kræve gratis pension, mens andre skal arbejde videre.
  • skal være hver enkelt danskers eget ansvar at planlægge sit liv.
  • er en fordel at arbejde, uanset hvad man kan byde ind med, og at det forbedrer samfundets velstand, ens eget helbred og andres liv.
Det er simpelthen røvsygt at høre på alle forherligelserne af de dovne, der ikke gider tage et ærligt arbejde, fordi de er opdraget i en venstreorienteret barnepigestat, hvor de er vant til at få leveret alt på et sølvfad. "Jeg er dårlig." "Jeg er syg." "Jeg har en kandidatgrad i filosofi, så jeg vil ikke feje gader." Undskyldningerne står i østblok-lignende køer. "Men man bliver altså ikke rig af sociale ydelser," siger du så. Nej, det er så sandelig heller ikke meningen, men problemet er altså ikke, at du bliver rig. Problemet er, at du bliver passiveret, for beløbene er tilstrækkeligt høje til, at du kan leve, samtidig med at en masse jobs ryger under grænsen for, hvad der kan betale sig at tage. Hør her, 2,1 millioner danskere er på overførselsindkomst. Den går ikke længere.

"Kom nu ind i det nye årtusinde, Bob. Robotterne er på vej, og så findes der ikke længere et job til mig," siger du, idet du vender dig på sofaen for at snuppe eftermiddagens tredje lur og slutte dig til maskinstormernes arvtagere: Maskinslumrerne, der lægger sig på ryggen og venter på, at robotterne gør arbejdet. Hold nu kæft. Der er historisk set lavet ufattelig mange åndssvage forudsigelser om fremtiden, og bare fordi det lyder teknologisk smart og enormt Elon Musk-agtigt at tale om den med robotterne, så kommer de ikke. I hvert fald ikke før de har udviklet sig til mere end de to sammentapede hjulkapsler, der rasler rundt på stuetæppet og skræmmer livet af hunden og spænder ben for bedstemor. Og selv når de kommer, så får vi sikkert bare andre jobs. Det skete ved alle de tidligere kvantespring i den teknologiske udvikling.

Nej, skrub ud og tag dig et arbejde. Det handler om at komme ud af mageligheden og finde ud af, at den ikke var så magelig alligevel. Havde jeg været en HR-mand, ville jeg være sprunget ind foran dig med mine smarte briller og mit skriggrønne slips dinglende som en anden marsboers penis og skreget, at du skulle "ud af din comfortzone". Men i min version handler det ikke om at nedværdige sig selv gennem ekspressionistisk modellervoksleg, tvungen nøgenballet eller andet kaospilotidioti. Nej, det handler om, at du og alle andre får respekt for din person, ved at du yder en ærlig indsats. Det er ikke nedværdigende. Det er derimod nedværdigende konstant at klynke efter almisser fra staten.

Det er heller ikke let for mig. Jeg har lidt svært ved at sluge den pseudoborgerløn med sekstusinde ufortjente, skattefri kroner om måneden til alle. Det værste er, at hvis den bliver indført, gætter jeg på, at alle fremtidige valg bliver vundet af det parti, der i et ræs mod bunden lover at hæve beløbet mest, og så har vi balladen igen. Nå, det er en chance, jeg må tage, nu jeg nok aldrig får indført min utopi: Frihedsdiktaturet, hvor enhver krænkelse af andres negative rettigheder bliver slået hårdt ned på af militærjuntaen. Så jeg må æde borgerlønnen. Og således formåede selv Bob at optø lidt misforstået humanisme fra sit ellers bundfrosne hjerte.

mandag den 12. juni 2017

Drengestreger med døden til følge

Jeg har nu i et stykke tid undret mig over den nye dille med at skrue bolte løs på cykel- og bilhjul og endda barnecykelsæder i - formoder jeg naivt - fnisende forventning om den Fedtmule-agtige ulykke, en sådan lille spøg vil forårsage.

Nu må jeg hellere tage forbehold for, at den slags drengestreger blot er enkeltstående tilfælde, som er blæst op af de sociale medier, for det vil der helt sikkert være nogen, der vil påstå. Det kan jeg heller ikke afvise, selvom der efterhånden har været en hel del opslag og kommentarer, der fortæller om konkrete tilfælde.

Lad os derfor tilføje episoderne med søm, der tilsyneladende systematisk er blevet lagt ud i villakvarterer i Aarhus, og så selvfølgelig de mere berømte stenkast fra broer, der som bekendt har haft fatale konsekvenser for en ung, tysk familie. Hvorfor samle alle disse spilopper under én paraply? Fordi de alle er karakteriseret ved, at gerningsspøgefuglen mangler såvel empati som evne til at gennemskue simple konsekvenser af handlinger.

Tilsyneladende er der sneget sig en grovhed og hensynsløshed ind i befolkningen i løbet af de seneste årtier. Da jeg var dreng, var der bestemt også nogle, der gjorde rigtig dumme og åndssvage ting. I selverkendelsens ånd kan jeg berette om dengang, jeg tog en dunk kaustisk soda fra kemilokalet og vendte den på hovedet over klassens mest upopulære pige for at få de andre til at grine. Da latteren havde lagt sig og dunken blev sat tilbage, opdagede bette Bob, at låget sad helt løst på. Blot ved at dreje det en kvart omgang, kunne jeg tage det af.

Jeg kan stadig få sveden til at springe frem på kroppen, ved tanken om hvad min tankeløse spøg kunne have ført til. Og det er netop her, forskellen til de mere moderne narrestreger opstår: Dengang stoppede spasmageren og alle medløberne øjeblikkeligt, så snart alvoren gik op for dem. Sådan er det ikke mere. Tværtimod synes alvoren at få løjerne til at sprede sig. "Se, en ung mor er lige død af et stenkast fra en motorvejsbro. Nej, hvor er det sjovt. Lad os prøve igen."

Dette er en "sten". Mine kilder fortæller, at en myndighedsperson, som arbejdede med en sag, hvor et individ med intet specifikt gruppetilhørsforhold havde vippet en brosten ned over en pædagog, stillede sådan en børge her på sit skrivebord for at visualisere alvoren i "sagen om stenkast", som episoden hurtigt blev reduceret til i daglig tale. (Billede: Wikipedia).

Hvad har forårsaget en sådan radikalisering blandt bøllespirerne? Jeg er sikker på, at nogle vil sige, at det er "00'ernes neoliberalisme", der har presset familier ud i fattigdom og efterfølgende desperation, men vores samlede skattetryk og statens BMI er steget markant siden min drengedom, og i øvrigt husker jeg ingen åbenbar sammenhæng mellem at have få mønter i pengepungen og at være afstumpet. Hvis man dog bare kunne finde en gruppe, man kunne pege på.

Eftersom spredningen af søm på villaveje foregår i Risskov, ville det være nærliggende at slå op på side 1 i manualen for DR's manuskriptforfattere og konkludere, at gerningsmanden er en rigmandssøn, der keder sig. En omsorgssvigtet Sten, der går rundt med sin pastelfarvede kashmirsweater om skuldrene og beordrer de patriarkalsk laverestående Bjørn og Mulle til at begå uhyrlige handlinger under trussel af at blive smidt ud af hulen. Det er bare ret svært at tro på efterhånden.

Nej, det er som om en afart, et vildfarent skud på det danske stamtræ, stikker i en helt anden retning og har produceret en gruppe af måske endda påviseligt gennemsnitligt mindre intelligente individer, som ikke er i stand til at fungere i et civiliseret samfund. De er i samlet flok men agerer alligevel altid individuelt og isoleret, når deres handlinger bliver for alvorlige til, at vores liberale stat kan trække et kollektivt ansvar ned over dem.

Hvis der dog bare fandtes et fællestræk, eller ja, bare et tegn, samtidigt eller historisk, et eller andet sted i verden, der kunne pege os i retning af synderne. Men der er ingenting. Der er intet tegn, der har noget med noget at gøre. Træer overalt, men absolut ingen skov i miles omkreds.

Det får Bob til at tænke. Kunne det have været ham selv? Hvad nu hvis nogle kvantepartikler havde flippet den anden vej dengang i kemilokalet, og låget på den kaustiske soda var røget af, og indholdet havde ætset den nørdede piges ydre ligesom mobberierne hendes sjæl, ville han så være røget ud af den gren? Ville han have mistet al empati? Havde han fortsat med at kaste syre i andres ansigter og bagefter affejet det hele som drengestreger?

Ja, for hvis man tænker sådan, så kan man pege fingeren mod sig selv. Det gør voksne og ansvarlige mennesker, som måske endda er formet af grundlæggende kristne værdier. Det må være vores egen skyld. Fej for din egen dør og fej manisk uden at kigge op. Ellers risikerer du at opdage, at vores samfund, som baserer sig på, at folk opfører sig grundlæggende hæderligt, er ved at blive opløst omkring dig, som om nogen i spot, velvidende at låget sidder løst, ryster en dunk kaustisk soda over dets endnu så uskyldige grønne og blå øjne.

onsdag den 7. juni 2017

Det muslimske offer

En ny modesmart trend er begyndt at poppe op ved danske sommerarrangementer: Koranklodser. Og her taler jeg ikke om den slags koranklodser, din radikalt stemmende datter villigt lader klaske mod sin bagdel i ly af en falmet teltdug på Roskilde Festival. Nej, koranklodser er store betonelementer, som placeres på veje, så det bliver svært for lastbiler at pløje ind i flokkene af candyflossædende, blonde familier, der hygger sig i regnen.

Koranklodser ved Roskilde Dyrskue. Sakset fra Uriasposten.

"Jamen, hvorfor er lastbiler så vrede?" spørger du undrende. Jeg ved det heller ikke, men der er tilsyneladende en Stephen King-agtig epidemi i gang med vrede, vildfarne motorkøretøjer, der vil hævne sig for årtiers hård retorik om byforurening. Svenskernes forslag om at forbyde lastbiler i byerne hjælper nok heller ikke på tonen i debatten, og hvad skal vi gøre med alle de ulåste skraldebiler, der står og truer med terror rundt omkring på gaderne?

Spøg til side, for svaret ligger naturligvis i navnet koranklodser. Selvom mainstream medierne så vidt muligt forsøger at skjule det for dig, så handler det selvfølgelig igen-igen om muslimsk terror. Det er nemlig hverken maskinpistolerne, bomberne, knivene eller lastbilerne, der er sure. Nej, det er muslimerne, der bruger dem, der er sure. Er du med? Helt sikker? Fint, så kan vi trække debatten op over børnehaveniveau og fortsætte.

Hvorfor er muslimerne så egentlig så sure?

"Uh, uh, det ved jeg," råber du, mens du ivrigt hopper i sædet og virrer med den pegefinger, du har haft oppe i røven siden d. 8. juni 1983. "Det er fordi, vi, de vestlige samfund, har bombet den muslimske civilbefolkning i Mellemøsten, da vi gik ind i Kuwait, Irak og Afghanistan. Når vi myrder deres børn for at få olie, så er det klart og retfærdigt, at de er vrede. Det er lidt ligesom de autonome, ikke? Når du opfostrer børn i byer af beton, kan det så undre dig, at de har sten i hænderne?"

Bortset fra din sidste bemærkning, der giver mig kvalmespasmer helt ned i tæerne, så lyder det da egentlig meget plausibelt. De vestlige samfund har hærget Mellemøsten, og derfor er befolkningen blevet radikaliseret af had og angriber os. Så vi får faktisk som fortjent. Der er bare én lille ting, der undrer mig ... hvorfor opstår den reaktion udelukkende blandt muslimer? Lad os prøve at kaste et blik på nogle af de andre befolkningsgrupper, som den forfærdelige vestlige verden har mishandlet.

Tyskerne: De vestlige allierede opererede en hel generation af unge mænd ud af Tyskland i sidste århundrede. To gange. Store byer blev bombet, så storme af ild farede igennem gaderne og omdannede 42.000 civile til askestøtter på en uge. Blev vi hærget af tyske terrorister efter krigen? Voldtog og udnyttede de tyske flygtninge den danske befolkning? Næh.

Vietnameserne: USA var i en langvarig og udmattende krig i Vietnam, hvor en million mennesker mistede livet. Har vi problemer med vietnamesiske indvandrere? Graver vi store betonplader ned i jorden, så vietcongerne ikke kan grave klaustrofobiske tunneller ind under vores omrejsende tivolier og udløse improviserede Rambo-fælder mod popcornsguffende gæster? Nopes.

Japanerne: USA kastede to atombomber over japanske byer, lukkede 200.000 sæt skæve øjne permanent, og gav deres unge piger grimme tænder for al tid fremover. Må vi sætte store plader op ved offentlige arrangementer, så ninjaernes kastestjerner ikke kan trænge ind på området? Må vi advare de unge mod hærgende samuraier i nattelivet og forklare, at denne fare blot er en del af at bo i en storby? Heller ikke.

Østeuropæere: De onde, onde kapitalistiske samfund holdt deres rigdom for sig selv og nægtede at dele dem med den østeuropæiske kommunistblok under den kolde krig. Den udsultede befolkning skrumpede ind til empatiløse, senede skygger og Ceaușescus børn blev for evigt fladnakkede af vestligt påtvunget svigt. Er vi siden blevet invaderet af vandrende horder af østaber, som er underlagt den kommunistiske ideologi og som hader vores værdier? Lever de i parallelsamfund og drømmer om at omdanne Danmark til en postkapitalistisk kommunistisk utopi? Ikke så vidt jeg er informeret.

Næste gang, du bliver belært om, at det er de vestlige samfunds egen skyld, at terrorismen rammer, så tænk på ovenstående fire eksempler. Deres påstand er en del af den marxistiske tænkning om, at nogen undertrykker andre. Kun gennem en løgn om at de hvide, vestlige, frie mennesker undertrykker de stakkels, brune muslimer kan de venstreorienterede holde liv i deres defekte ideologi i en moderne, postkommunistisk verden, og desværre gennemsyrer tænkningen hele samfundet og forhindrer os i at tænke og handle rationelt. Vi behandler muslimerne som ofre, og derfor opfatter de sig selv som ofre. Og når nogen er et offer, så ønsker de færreste velopdragede mennesker at støde dem unødigt.

Derfor kan vi høre Lars Løkke Rasmussen fable om, at "mørket" har ramt Storbritannien, fordi han ikke vover at sige, at Storbritannien er ramt af islam forårsaget af fjendtlig, muslimsk indvandring. Derfor beder vi og synger, skifter profilbilleder og undskylder muslimerne i uendelige, relativiserende monologer, mens vi blindt fortsætter importen af islams følgere og kaster skattekroner ind i kampen mod os selv. Derfor stiller vi koranklodser op uden egentlig at tænke over, hvor absurd det er.

Det bliver nødt til at stoppe. Helst inden vi oplever mere terror herhjemme. For I er forhåbentlig ikke i tvivl om, at det sker? Jeg nægter simpelthen at holde kæft, hvis jeg skal læse tillægsord som "chokeret", "overrasket" og "forfærdet", når lastbilen rammer en dansk breddegrad. For det kommer til at ske. Det er forventeligt og beregneligt. Så sikkert som amen i kirken og koranklodser til dit barns børnehaves næste havefest.

torsdag den 27. april 2017

Nej, du er ikke kvinde

Jeg er ligesom alle andre rationelt tænkende individer ved at blive drevet til idiot af al vores sutten-op til LBGT-segmentet. Eller, mere præcist, til T-delen, som står for transgender eller transperson, hvilket betyder en person, som tror, han eller hun har et andet køn end sit biologiske.

Jeps, jeg skrev "tror", for det er det, det er: En tro eller en indbildning, om du vil.

Hvis vi lige glemmer det latterlige juridiske kønsskifte, hvor lovteksten er nødt til at slå knuder på sig selv for at undgå at referere til biologisk køn (en mand bliver således "en person med mindst én testikel". Ja, jeg joker ikke. Læs selv linket), så kunne jeg jo egentlig være ligeglad med de transkønnede. Faktisk generer de mig ikke. Det er fint for mig, at der går mænd rundt klædt i dametøj og insisterer på at blive kaldt Stella, så længe de ikke skader andre, og jeg stadig med al moralsk såvel som juridisk ret kan tiltale dem Bjarne.

Problemet opstår, når transpersoner (eller andre, typisk midaldrende, humanistisk uddannede kvinder, som ikke har andet at tage sig til end at blive forargede på andres vegne) dukker op og stiller krav til os andre. Jeg var så uheldig at støde på nedenstående video af en transkønnet mand (eller hedder det en transkønnet kvinde ... hjælp mig her):



Vores langlokkede ven fortæller dig, at hvis du er ciskønnet (altså befinder dig godt i dit biologiske køn), så bør du overveje, om du ikke er cissexist, hvis du ikke vil date en transkønnet. Med andre ord, hvis du er en heteroseksuel mand, så er du muligvis cissexist, hvis du ikke - på lige fod med alle andre kvinder - vil date en mand, der tror, han er en kvinde. Hvis du er en homoseksuel kvinde, er du også mulig cissexist, hvis du ikke vil date samme mand.

Så som mand eller lesbisk kvinde skal man altså finde sig i at blive kaldt sexist, eller mere præcist det næsten smukt rimende cissexist, hvis man har en præference for tissekoner frem for tissemænd. Præferencen er naturligvis opstået gennem den onde patriarkalske kultur, som man dermed opfordres til at nedbryde. Vores transkønnede YouTubers mål er selvfølgelig at blive opfattet lige så meget som kvinde som en biologisk kvinde. Det bør nævnes, at den feminine fætter konstant indskyder, at man naturligvis har al ret til at have præferencer, når man dater. Alle disse krumspring er nødvendige for ikke at begå en af de største forbrydelser blandt de, der deler hans retorik: At trigge nogen. Well ... mission failed.

Jeg er ked af at være den, der skal udpege elefantens enorme klunker, men: Nej, du er ikke kvinde. Du er en mand, der af uransagelige årsager tror, han er en kvinde, og hvis jeg nogensinde kom for skade at være på en date med dig i troen om, at du var en kvinde - hvilket aldrig ville ske, fordi jeg altid scorer 10/10 i de der tests på Facebook, hvor man skal spotte transvestitterne - så ville jeg reagere på nøjagtig samme måde som hunden Brian i Family Guy, da han fandt ud af, at han havde haft sex med en kønsskiftet mand:



Jeg tror, Jimmy Carr kommer tættest på at udtrykke fænomenet præcist: Mænd er enten 1) heteroseksuelle og synes, deres egne peniser er lækre, og at alle andres er klamme, eller 2) homoseksuelle, og synes, at alle peniser er lækre. Som heteroseksuel mand giver det mig seriøst opkastningsspasmer at tænke på andre mænds peniser, og så er det komplet hamrende ligegyldigt, om mændene tror, de er kvinder eller ej. Og dermed må jeg så udskammes som cissexist. Nå, men så må jeg jo finde mig at at få også dét kort smidt i hovedet. Jeg kan lægge det hen i bunken oven på nazist-, racist-, homofob- og kvindehaderkortene. Nogle burde seriøst lave disse kulturradikale udskamningskort som samlerkortserie, selvom de naturligvis ville floppe, fordi de trykkes og kastes ud med højere intensitet end venezuelske pengesedler.

Men er jeg virkelig cissexist? Nej. For du er ikke kvinde. Du er en mand.

"Nu har du sagt det der tre gange, og det provokerer mig altså, skal du bare vide," siger du og blinker vildt med dine grimme øjenvipper. "Ville du da have sex med en transkønnet kvinde? Altså en kvinde, der i virkeligheden er en mand, selvom hun er en kvinde udenpå? Ville du? Hva'? Er du homo? Hva'?" Selvfølgelig ville jeg gerne have sex med hende. Uden skyggen af tvivl. Men jeg er ikke homoseksuel, for hun er ikke en mand. Hun er en kvinde. Lur mig, om jeg ikke inde bag skovmandsskjorten finder et par liderlige bryster, og mon ikke, jeg i kroppens Sherman tank-agtige konturer aner et par kvindelige kurver? Selvfølgelig gør jeg det. Det eneste, jeg er i tvivl om er, om der overhovedet findes kvinder, der tror, de er mænd? Jeg har en mistanke om, at fænomenet som regel viser sig den anden vej, hvilket igen er en indikation på, at transkønnethed blot er endnu en mutation af mandens mangefarvede, uregerlige og til tider sygeligt afvigende seksualitet.

"Har du slet ingen medlidenhed med disse mennesker? Hvordan kan du afvise deres oplevelser så kategorisk?" Jo, jeg har medlidenhed med transkønnede, for rigtig mange af dem har det ad helvede til. Fordi de, postulerer jeg, er syge. Tro det eller ej, men jeg kender faktisk en transkønnet. Han er arbejdsmand, går med paryk og lårkort uden trusser, og han ligner en arbejdsmand med paryk og lårkort uden trusser, og han har det elendigt. Men hjælper det ham og alle andre transkønnede, hvis jeg, vi og samfundet blot giver dem ret i deres vrangforestillinger? Ville det hjælpe skizofrene at give dem ret i, at emhætten aflytter dem, eller at naboen sender tanker ind i deres hjerner? Skulle vi indføre en lov, der forpligter tandlæger til at advare samtlige patienter om, at sølvplomber risikerer at modtage radiostråler fra rummet? Nej, vel? Hvorfor så gøre noget tilsvarende for transkønnede?

Hvis du synes, Bob er langt ude her, så prøv at lytte til Ben Shapiro, når han diskuterer transkønnethed. Han har undersøgt sagen. Vidste du, at transkønnede har den højeste selvmordsrate overhovedet? Ingen anden gruppe kan sammenlignes med dem. Og nej, det er ikke på grund af samfundets stigmatisering, for ellers ville man vel se samme selvmordsrate hos andre, angiveligt stigmatiserede grupper. Men det gør man ikke. Faktisk falder transkønnedes selvmordsrate ikke engang markant, selvom de fysisk skifter køn gennem kirurgiske indgreb. Hvad tyder det på? At deres tilstand er markant anderledes, end at de blot er mænd fanget i kvinders kroppe eller vice versa.

Inden du går helt amok og aflirer dine sædvanlige påstande om, at mit blogindlæg er "had", så bemærk, at jeg accepterer de transkønnede som mennesker. Jeg accepterer endda deres tilbøjeligheder. Hvis de kan lide at gå rundt i dametøj i supermarkedet og ikke påtvinger lingeributikkerne at have størrelse XXXL i g-streng på lager, så fred være med det. Det generer ikke mig. Så længe de er velfungerende og ikke skader andre, vil jeg måske endda kalde dem Stella og lade som om, jeg forventer, at de ikke kan parallelparkere. Jeg vil bare ikke acceptere deres opfattelse som sandhed og ændre samfundet efter den, for den er ikke sandhed.

For eksempel er det så pisseirriterende, at vi nu skal have unisextoiletter overalt, fordi "køn er plastisk, og vi kan alle som en anden hermafrodistisk snegl skifte til det køn, vi lyster". Virksomhederne griber den naturligvis, fordi de kan spare penge ved kun at skulle have ét toilet, og fordi de ikke vil have deres ejendom smadret af fascistisk voldelige LBGT-terrorister. Så jeg må altså undvære urinaler, fordi 0.0001 % af befolkningen har bildt sig ind, at de tilhører et andet køn. Måske bliver jeg endda nødsaget til at vaske hænder, når jeg er færdig, nu kvinderne er til stede. Jeg tvivler ærlig talt på, at kvinderne er med på mændenes usagte aftale om, at man ikke behøver vaske hænder efter nummer ét, og at man efter nummer to vasker med sæbe, med mindre man har drukket over to fadøl.

Og ja, jeg ved godt, at unisextoiletter ikke er en direkte af følge af transkønnethed specifikt. De vil blot gerne have lov til at gå ind på toilettet for det køn, de ikke tilhører. Og ville vi ikke alle gerne det? Hvis du svarer nej til det spørgsmål, er du garanteret kvinde. For lad os nu være ærlige: Det er jo aldrig biologiske kvinder, der vil ind på herretoilettet, vel? Det er altid, altid mænd, der vil ind og mænge sig og svinge deres enorme behårede testikler foran din 8-årige datter, for de er jo "kvinder", ikke sandt? Heldigvis kan de sagtens være lesbiske kvinder. Meget belejligt.

På et eller andet tidspunkt imploderer alt det her vrøvl, så måske skulle jeg bare lade tiden gå og lade naturen gå sin gang. Hvis man følger lidt med i feminismen, som benytter sig af mange af de samme opfattelser og begreber omtalt i indeværende indlæg, så spotter man hurtigt dens iboende kannibalisme. Løbende i mere og mere snævre cirkler for ikke at snuble over egne retoriske definitioner, udskammer og ekskluderer de flere og flere af deres egne. Betragt blot ovenstående eksempel, hvor LBGT-segmentets egne, nemlig de homoseksuelle, kan udskammes som cissexistiske for ikke at ville date mennesker af et andet biologisk køn.

Jeg har blot et fromt håb om, at den totale implosion forekommer, inden de når at pille al for meget af den bærende fornuft ud af vores samfundsstrukturer. Desværre er politikerne meget ivrige for at please dette segment, hvilket er ret underligt, da politikere er berygtede for at ignorere psykiatrien. Måske finder du Bob hjerteløs, men tro mig, du kommer også til at fortryde det, hvis vi fortsætter ad en vej, hvor subjektive oplevelser hæves over objektiv viden. Nok så megen håbløst tendentiøs kønsforskning kan ikke ændre på det faktum, at vi som samfund betragtet er godt på vej til at købe katten i sækken. Eller skulle jeg sige: Den svedende, savlende pædofile i husmoderkjolen.

torsdag den 6. april 2017

Gift ved første blik

Som passende kompensation for, at Betina fik lov at gennemtvinge, at vi skulle se "Gift ved første blik", selvom der lå vigtige serier og ventede, og for, at hun efterfølgende - ligesom hver eneste forpulede gang, hun får lov at vælge, hvad vi skal se - faldt i søvn på sofaen, vil jeg nu svine deltagerne til.

Hvis du har et problem med mine tilsvininger, så smut. Deltagerne er ikke uskyldige mennesker. De har selv valgt at stille sig til rådighed for denne modbydelige horeunge af livsstils- og reality-tv, hvor man skider ægteskabets hellige institution ned ad ryggen. Hvilket ikke siger særlig meget efter at man tillod homoseksuelle ægteskaber.

Er du helt blank på konceptet, så handler det om, at en flok eksperter har matchet nogle par, som så gifter sig, uden at de har set hinanden først. Derefter har de fem uger til at afgøre, om de vil fortsætte. Det ender naturligvis i katastrofe ligesom alle andre ægteskaber.

Lad os se på parrene.

Mette og Christian

Hun gad ikke forholdet, og hun gad ikke ham. Nok fordi han havde cirka nul selvværd. Det kunne jeg have fortalt ham fra første minut. Alligevel skulle vi trækkes gennem lange, pinefulde afsnit, hvor han hændervridende forsøger at få hende til at give udtryk for hendes holdning. Der var masser af tegn. Hun var ikke forelsket og hun følte ingenting, og hun turde ikke være ærlig. Hun var så stor en kujon, at de fortsatte med at være kærester efter udsendelsen, indtil han omsider fattede, at hun bare ikke gad.

Imens kunne vi seere så sidde og undre os over, at Mette meldte sig til et program, hvor hendes partner bliver valgt på rationelle kriterier, når hun nu åbenbart forventede den stormende forelskelse. Hun er tydeligvis ligesom alle kvinder under tredive: Komplet sindssyg. Og jeg ved ikke engang, om hun er under tredive.

Bobs løsning: Han skulle have sat foden ned og ditchet hende i første afsnit. En hård afvisning er det eneste, der kunne have kickstartet kødflapperne på sådan en ko.

Martin og Birgitte

Jetsettet, seksuelt udforskende kvinde sættes sammen med noller, kristen vestjyde. Hvad kunne gå galt? Som med de fleste andre par gad hun ikke. Han var typen, der stryger sine underbukser, og hun ville bare se dyret. Det hjalp heller ikke, at han gav hendes London-baserede datter et creepy knus.

Bobs løsning: Ingen.

Allan og Pernille

Frisk, sporty pige fra Aarhus sættes sammen med frisk, sporty mand fra Sønderborg. Det virkede ikke. Hvorfor? De praktiske menneskers fandt, at den upraktiske magi ikke var til stede, og det var for upraktisk at køre mellem Aarhus og Sønderborg for et samlejes skyld, hvilket ikke siger så lidt for sådan et par personer, der garanteret bruger det meste af døgnets timer på at køre panikalder-motorcykel. Så det endte med, at de - evigt friske og storgrinende - satte sig med en flaske rødvin og blev skilt via NemID. Fagre nye verden.

Bobs løsning: Forbyd skilsmisse via NemID.

Nicolas og Pernille

Disse to skønne mennesker udgjorde mit yndlingspar. Hun hadede ham fra første blik. Hadede ham. Enhver lille ting, han gjorde, blev påtalt og kritiseret som var hun hans religiøse og dominerende moder. Han skulle have løbet langt, langt væk med det samme, men han blev, selvom han "ikke var hendes type", som hun sagde så tit.

Og selvfølgelig var han ikke det. Han var den mest vege, vege, ynkelige mandsling, komplet med statementbriller og fuldskæg. Jamen, for helvede, hvor var han træls, men i det mindste på en sært sympatisk måde, hvis man altså vel at mærke sammenligner med hendes psykopatiske facon.

Nå, dér var min mormors hue. Jamen, så stop dog dig selv, din grinagtige svagling. Vi har set dig, okay?

Bobs løsning: Skub Nicolas ud over Stevns Klint.

"Gift ved første blik" er et skrækkeligt program. Men i det mindste belyser det de problemer, som er allestedsnærværende i den moderne kvinde-mand relation: Kvinden vil have fejet benene væk under sig af en badboy, og betahannerne slikker mundvige i angst for at blive afvist, hvilket bare cementerer afvisningen.

Så heldigvis bekræftede programmet samtlige mine fordomme. Jeg ved ikke, med hvilket formål disse personer meldte sig, men noget fortæller mig, at de bare ville på skærmen. Med den alder, de trods alt har, burde de have fattet, at med mindre man er usandsynligt heldig, så ender langt de fleste succesfulde ægteskaber med at være fornuftsarrangementer, der kræver kompromis og samarbejde fra begge parter. Og det var de kvindelige deltagere i hvert fald ikke indstillet på.

Til held for kvinden understøtter velfærdssamfundet hendes såkaldte selvstændighed, så hun enten kan blive forsørget, når en badboy har bollet hende fed og er smuttet på en evig tur efter smøger, eller - hvis hun ikke får indfriet sine komplet urealistiske forventninger om en uregerlig alfahan, som hun kan modellere efter behov - vælge at blive insemineret og rigtig få trukket penge ud af statskassen, så hun kan blive en endnu større belastning for skatteborgerne, end hun allerede er.

Ingen kvaler, vi andre betaler. Ligesom vi også gør for lorteprogrammer som "Gift ved første blik".

lørdag den 1. april 2017

Pressemeddelelse: Opstilling

Årets aprilsnar, hvor Bob smed masken og sprang ud som kageformsudstukket konservativ. 

I løbet af næste uge annoncerer Det Konservative Folkeparti mit kandidatur til Folketinget, hvor jeg opstiller i Østjyllands Storkreds. Som læserne ved, har jeg været træt af tingenes tilstand i åresvis, og det er på tide, at borgerne får en stemme, som vil repræsentere dem ærligt og uden omsvøb.

Jeg kaster således min anonymitet af mig, og eventuelle politiske med- og modspillere, der kan ligge inde med kritik eller nogle spørgsmål med hensyn til Bob Glitters indlæg er velkomne til at kontakte mig på blogbitter@gmail.com. Jeg kan blot gentage, at Bitter Blog er et humoristisk site, og at Bob Glitter er en figur, der blackfacer en kombination af nationalpopulister og liberalister.


Udkast til fremtidig valgplakat.


Mine fokusområder er indvandring, energipolitik og EU

EN STRAM INDVANDRINGSPOLITIK

Migrantbølgen presser Danmark, og det er afgørende, at vi står fast og tegner en streg i sandet og møder vores fremtidige borgere med en stram og fair indvandringspolitik. Vi skal fortsat respektere FN- og flygtningekonventionerne, og med civilsamfundets hjælp kan vi gøre en indsats for at integrere langt flere nødstedte medmennesker. Det kræver, at vi italesætter racisme og fordomme på lokalt plan og møder de nye danskere som mennesker. I processen vil vi forstå, at ingen flygter frivilligt fra deres hjem, og at vi bør arbejde for at skabe fred, så flygtningene kan rejse hjem igen, når de føler sig parate.

Når vi tager imod med den ene hånd, må vi stå imod med den anden. Derfor vil jeg arbejde for at fastholde indvandrerstoppet, som Folketinget vedtog i 1973, og som hidtil har været vores bolværk i bevarelsen af dansk kultur.

ENERGIPOLITIK PÅ MARKEDSVILKÅR

Alt for længe har vi valgt nemme løsninger med kulkraft herhjemme. Det blæser stort set altid i Danmark, og derfor er det oplagt, at vi fortsætter i førertrøjen i vindkraftindustrien. Det giver et grønt og dejligt Danmark, som vi alle drømmer om. Når det er borgernes ønske bliver det via markedsmekanismerne hele industriens ønske og dette frivillige valg skal vi understøtte ved at fortsætte med stabile subsidier til videreudvikling af vindmølleteknologier.

ET EU MED STÆRKERE NATIONALSTATER

Højrepopulismen vinder frem i Europa, og i Danmark mærker vi også tendensen med ((DF)) og de nye nationalister i Nye Borgerlige. Kursændringen fortæller os, at borgerne ikke kan se sig selv i det EU, der eksisterer i dag. Under parolen "Sammen er vi stærkere" vil vi styrke de enkelte nationalstater ved at give EU mere magt, så EU fremstår med en tydeligere profil, som borgerne kan respektere og finde støtte, identitet og værdier i.

En stemme på Niels Ohlsen er en stemme på en borgerlig, anstændig og fast politik med Danmark i fokus.

Om Niels

Jeg er 48 år og bor i en murermestervilla i Hammel med min smukke kone, Lene, og vores to piger, Julie og Sofie. Til daglig arbejder jeg som leder i en mellemstor produktionsvirksomhed og supplerer i min fritid med frivilligt arbejde i Lions Club og Amnesty International. De få frie timer, jeg har til overs, sørger jeg for at bruge i min elskede sejlbåd.

Jeg og min familie åbnede i 2015 vores hjem og hjerter for det uledsagede flygtningebarn, Akheem, der mistede sine forældre i Syrien, da Assad bombede det hospital, hvor de skulle behandles for alderdomsbetingede sygdomme. Akheem er trængt ind i os alle og især i mine piger, der hurtigt åbnede sig for ham, og har plantet en spire, der giver os håb om, at familier og kulturer kan og vil vokse videre på trods af død og ødelæggelse.

Gennem den seneste årrække har jeg positioneret mig som internetdebattør med stærke holdninger, og jeg har oparbejdet værdifulde erfaringer med at holde borgeren og det frie menneske i fokus, når andre borgerlige debattører har villet rykke for meget til venstre eller højre. Jeg har bekæmpet såvel blødsødenhed som bodegabøvs med beslutsomhed, fast forankret i argumenter, viden og konservative værdier.

mandag den 30. januar 2017

Tag fat i fissen

Nå, lad os fortsætte med at tale om Donald Trump. Det gør alle andre. Forleden hørte jeg i vejrudsigten, at "enhver åbenbart kan blive præsident i USA". Fedt nok. Her troede jeg, vejrudsigten var et safe space for et lille, ustabilt snefnug som mig. Et af de få steder i medierne, hvor jeg ikke bliver talt ned til, fordi jeg kan lide Donald Trump. Jeg tog fejl, og jeg forventer ingen undskyldning fra vejrbøssen, hvor berettiget den end måtte være.

Så lad os tale om Trumps nok mest berømte udtalelse:

"Grab them by the pussy."

Var det nu bare noget, han sagde?

Venstrefløjen elsker dette citat, for det fortæller jo, at manden er "kvindehader" og "går ind for voldtægt", ikke sandt? Bydeformen får udtalelsen til at fremstå som en opfordring eller en ordre: Gå ud og tag fat i fissen på kvinderne, råber han, så man skulle tro, man var til fredagsbøn i Köln. Desværre er citatet - som altid når venstrefløjen laver dem - taget ud af en sammenhæng.

Lyt til hele sekvensen her. Trump hyggesnakker med en eller anden tv-mand og de gejler hinanden op. Der er intet underligt i den snak. Den er brovten, ja, men det samme hører jeg mindst én gang om ugen i omklædningsrummet. Han siger, at hvis du er "a star", så lader kvinder dig gøre hvad som helst. Det er mandesnak. Pralerier. Tåbeligt, men på en måde også meget sjovt at høre på. Bortset fra, naturligvis, at Trump har 100% ret: Kvinder lader dig gøre hvad som helst, hvis du er berømt. Som for eksempel at lade dig tage dem i fissen.

"Hvad fanden bilder du dig ind," skriger du ligesom alle andre feministdemonstranter, der i virkeligheden er forvoksede, forkælede børn. "Ingen skal fandeme tage mig i fissen, uanset om de er berømte." Rolig nu. Ingen kunne drømme om at tage dig i fissen, med mindre de er offentligt ansatte gynækologer, der har en rigtig, rigtig uheldig dag på jobbet. Man gider kun tage de lækre kvinder i fissen, og du er ikke en del af den hastigt skrumpende gruppe. Men måske er det dét, der er dit problem?

"Kan du ikke se, at han legitimerer overgreb på kvinder?" Nej, det kan jeg ærligt talt ikke. Lyt nu for helvede til samtalen. Han siger:

"They let you do anything."

Let you do. Lader dig. Hvad er det, du ikke forstår? Hvad er det, du vil misforstå? Kvinder er til fals for mænd med magt og styrke. Berømte mænd. Og nogle gange bare mænd, som har en eller anden latterlig pseudoautoritet, såsom en fitnesstræner. Det er virkeligheden. Selv Bob har oplevet det. Alle kender den. Alle. Og bare fordi du tilhører den procentdel af kvinder, der både ligner og opfører sig som mænd, eller bekender sig til en af de sekshundredeogtoogfirs nye kønskategorier, der ikke er andet end afdiagnosticerede sindssygdomme, så ændrer det intet ved dette faktum. Intet. Heller ikke selv om Trump selv undskyldte for udtalelsen.

Politisk korrekte Claus Meyer, der demonstrerer for kvinders rettigheder, når han ikke laver TV-stjerner ud af mænd, der slog deres koner til kørestolsbrugere.
Og hvor er det dog himmelråbende dobbeltmoralsk, at kvinder og visse mænd løber rundt på gaderne med et latterligt "My pussy grabs back"-skilt for at protestere mod noget, Trump sagde i en lummer, privat samtale, mens samme mennesker er totalt tavse over for de overgreb, der rent faktisk bliver begået mod kvinder i den virkelige verden i fuld offentlighed af muslimske mænd. Måske er forklaringen, at de forventer mere af en hvid mand end af en mørk, muslimsk mand? Se, dét er sand racisme.

Faktisk virker Donald Trump som en stand-up guy. Bob ville i hvert fald gerne tilbringe nogle timer i hans selskab. Omsider er der en politiker, som tør sige, hvad han har lyst til. Desuden har Trump en fantastisk humor, som ingen kan finde ud af at påskønne. Ikke engang undertegnede. Se blot nedenstående tweet fra den gang lige efter valget, hvor vicepræsident Mike Pence blev buh'et i et teater:

Det er jo genialt. Og femøren faldt først for mig forleden! Manden kaster den krænkelseslabile venstrefløjs retorik lige tilbage i dens grimme, gennempiercede ansigt. "Safe and special place". "Apologize!". Undskyld mig, men det er fremragende humor. Fremragende.

"Men Trump og andre hvide mænd vil bestemme, hvad kvinder må gøre med deres kønsdele," står der på dit skilt, der ligner noget fra papirkurven i børnehaven for retarderede spasserbørn, hvorefter du deler følgende billede på Facebook:

Nej, billedet viser ikke "det hvide patriarkat, der underskriver en lov mod abort". De underskriver et dekret, så USAs skattedollars ikke må gå til NGO'er, der underviser i abort.

Igen fatter du absolut nada. Zilch. Trump og hans mænd underskriver et dekret om, at amerikanske skatteborgeres penge ikke må gå til humanitære organisationer, der underviser i abort. Det er ikke det samme som at Trump vil bestemme, at afrikanske kvinder ikke må stikke en bøjle op i kutten. Siden hvornår har kvinder, der blender beviserne på deres seksuelle fejltagelser, haft ret til amerikanske skattedollars? Og hvorledes bliver det i fremtiden umuligt for afrikanske kvinder, der ikke længere får amerikanske skattedollars, at piske deres ufødte børn til chokolademousse? Beklager, men jeres argument er dødfødt.

Det skal dog siges, at jeg ikke forstår mænd. der vil lovgive mod abort. Enhver mand, der på en alkoholiseret afvej er kommet til at så sit frø i en af de der hæsligt hvæsende hekse, der demonstrerer mod Trump, bør prise sig lykkelig over, at hejrene frivilligt ønsker at aflive og skrabe ethvert spor af hans dna ud af deres klamme skød.

Bedste "NOOO-OOOOO" siden Darth Vader. Please, få lavet så mange aborter du kan. Vi betaler gerne.

At dømme fra den elendige mediedækning af Trump er det tydeligt, at for os danskere er det vigtigst, hvad der bliver sagt og ikke gjort. Obama var en charmerende smoothtalker med en bomuldsblød stemme, og så er det bedøvende lige meget, hvad han egentlig udrettede. Han mente det jo godt, og han kan stadig tale, så kvinderne kniber et par tårer i trussen. Clinton snakkede også godt, og så er det lige meget, at han stak cigarer op i halvfede praktikantinder.

Vi er vidne til et kulturchok inden for politik. Det må være så indgroet i os, at politikere intet foretager sig, at vi ikke kan skelne handling fra snak, og at vi derfor dømmer politikere på snak og bliver chokerede, når politikere rent faktisk gør, hvad de lover. Hold kæft, hvor er det latterligt. Tænk, at vi er nået så langt, at det kun er snak, der tæller. Snak og symbolpolitik driver skuden, mens det hele sejler. Heldigvis viser Trump vejen. Omsider sidder der en handlingens mand i det hvide hus, og jeg glæder mig til, han virkelig tager fat i den slappe skede, som USAs politik har været i mindst otte lange, sorte år.

... og inden du tænder helt af, så husk, at han spurgte om lov først.

onsdag den 18. januar 2017

Røde tabere er pattebørn

Så simpelt kan det siges: Røde tabere er pattebørn. Sådan er det herhjemme, og sådan er det i USA, hvor Donald Trumps sejr til præsidentvalget får centrum-venstre (liberals) og de røde (leftists) til at opføre sig som sukkerchokramte børnehavebørn, der har fået konfiskeret deres sutteklude midt i ulvetimen.

Jeg kan ikke forklare fænomenet anderledes, end at de røde grundlæggende bare opfører sig som forkælede børn. De vil ha' og ha', og eftersom ingen nogensinde har sat grænser for dem, så går de amok, når de møder modstand. Verden er pludselig blevet uforståelig for dem, og så stejler de. I USA har disse små snefnug, som nu omsider har mærket varmen fra virkelighedens verden, måttet flygte ind i deres "safe spaces" på universiteterne, hvor eksaminer udskydes med begrundelse i Trumps sejr.

"Trump vandt altså ikke valget," siger du og afslører, at du som sædvanlig intet har fattet. Intet. "Hillary fik flere stemmer end Trump". Det er faktisk helt korrekt, hvis man betragter det, der hedder "the popular vote", altså det absolutte stemmetal. Men præsidenter vælges ikke direkte. Lad mig tage dig i hånden og forklare systemet i simple termer:

USA er en union, der består af en række stater. Hver stat har et antal valgmænd, og stemmerne i hver stat afgør, hvordan statens valgmænd fordeler sig på kandidaterne. Valgmændene vælger til sidst præsidenten, som dermed er indirekte valgt af vælgerne. Det fungerer på den måde, så også mindre og folkefattige stater i USA får indflydelse. Med andre ord har stemmerne fra disse stater større vægt i præsidentvalget end stemmerne fra de andre stater.

Systemet minder faktisk lidt om EU, som de røde ellers knuselsker, hvor præsidenten vælges ved kvalificeret flertal af EU-landenes regeringschefer. Bortset fra, naturligvis, at vi ikke får muligheden for at vælge, hvem vores regeringschef skal pege på, hvilket også er lige meget, da alle alligevel er ligeglade med, hvem der er EU-præsident. Men uanset, så har den enkelte dansker grundet vores relativt lave befolkningstal langt mere at sige end den enkelte tysker.

I mindre målestok kan man også sammenligne systemet med vores egne folketingsvalg og den efterfølgende regeringsdannelse. Hver kreds i Danmark får en række mandater, som udregnes efter folketal, tidligere vælgerantal og landareal. Dermed vælges folketingskandidater i de forskellige kredse ikke med en-til-en sammenlignelige stemmetal, og derfor er der også indbygget en ulighed i forhold til sammensætningen af folketinget og efterfølgende dannelse af regering.

"Nå, men jeg er ligeglad, om vi har lignende systemer eller ej, for nu vil jeg altså bestemme over USA, og jeg synes, deres system er rigtig dumt og uretfærdigt," siger du med din nasale hipsterstemme, mens du dumper dit miljøfarlige affald oven på kommunens nedgravede affaldsbeholdere, selvom det klart og tydeligt står, at man ikke må. Fint. Men så må dem, der synes, systemet bør ændres, jo arbejde for det. Jeg har ikke hørt noget fra Demokraterne om, at systemet burde laves om, og lur mig, om ikke de fuldt ud havde accepteret Hillary som vinder, hvis hun havde stået i samme situation som Trump. Men hun er selvfølgelig også den rigtige vinder, som burde have vundet.

"Hvad så med Trump, hva'? Han sagde da også, at han ikke nødvendigvis ville respektere udfaldet af valget, hvis Hillary vandt." Jeps, det er sandt. Men ud over, at han i modsætning til de hellige demokrater på forhånd blankt erkender, at han ville være skeptisk over resultatet, så talte han altså om valgsvindel. Det er ikke valgsvindel, de hysteriske liberals skriger op om. Det er selve systemet.

"Men hvad så med russerne, der fik valgt Trump?" Åh ja, det er klart. Dem havde jeg helt glemt. Igen handlede det ikke om valgsvindel, men om påvirkning af vælgerne. Og alle ved jo, at russerne har apparater, der kan sende stråler ind i vælgernes hoveder og få dem til at trykke på Trump-knappen på valgmaskinen.

Er det ikke mærkværdigt, at de venstreorienterede, globalisterne og de kulturradikale, der altid hæver deres højhellige demokrati- og retfærdighedsfane så højt at alle kan og skal se den, ikke respekterer resultatet af et demokratisk valg? Er det ikke sært, at de forbereder alle mulige slags underlige demonstrationer, hvor de kræver at "få deres stemme hørt" (duh!), eller direkte ønsker at afbryde Trumps indsættelse? Er det ikke underligt, at de kalder en sort, republikansk senator for "house n****"? Synes du ikke det? Så er det nok fordi, du er rød.

Hollywood er også i gang med fullblown mobning a la folkeskole. Hvis ikke de lyver om, at Trump skulle have gjort grin med en såkaldt forsvarsløs, handicappet journalist, så udskammer de dem fra deres egne rækker, der ikke står 100% bag ikke bare Hillary men også protesten mod systemet. Nicole Kidman, som vovede noget så fascistisk som at foreslå, at man skulle acceptere valget og stå bag den valgte præsident - altså hun udtrykte støtte til USAs demokratiske system - blev angrebet og måtte trække sig fra diskussionen. Andrea Bocelli måtte trække sig fra Trumps indsættelse efter dødstrusler, og Jennifer Holliday måtte også pludselig sige fra. Bagefter kan man så som håbløst uvidende, dansk has-been more sig over, at ingen "har lyst til" spille til Trumps indsættelse. Det svarer til at grine af, at klassens mobbede dreng ikke tør stille sig op til tavlen. Bortset fra, at sidstnævnte situation faktisk er ret sjov.

Den bedste måde at imødekomme disse tåber er at spørge dem om, hvorfor de foretrækker Hillary frem for Trump, og hvilken politik, de nu forudser, USA vil føre. Det er svært at slå koldt vand i blodet, mens de fremstammer deres vandrehistorier og følelsesbaserede argumenter, fordi det er så svært at forstå, hvorfor deres åbenlyse fejlslutninger og dobbeltmoral ikke for længst har kortsluttet et eller andet bag de der hovne ansigtsgrimasser. Det må være fordi, de lever i et ekkokammer af farvede, danske medier blandt bovlamme flokdyr, at de færreste af dem formår at fremhoste andet end et par slimede, fortænkte hadefuldheder.

Når man er rød eller et vrøvle pattebarn, må man gerne græde, når man har tabt et ærligt valg eller er blevet slået hjem i Ludo. Så må man gerne skrige og slå brættet af bordet, fordi alt er så dumt-dumt-DUMT. Gud fader bevares. Men sådan er de røde i alle livets forhold. De indgår gerne i spil på præmisser, som de så tuder over senere. Hvis ejeren af virksomheden, de er ansatte i, tjener penge, vil de have del i overskuddet, men ikke underskuddet. Hvis ejere af lejligheder tjener på risikoen og ansvaret ved at eje selv, vil de røde lejere have, at de også får penge, men de vil have stabil leje, når boligpriserne stiger. Igen og igen. Mig mig mig. Vil ha' ha' ha'.

Alt det ovenstående danner grundlaget for, at jeg afskyr de røde, lige så meget som jeg afskyr børn. De ligner hinanden. Se bare Informations test, hvor du skal gætte, om en række politiske udtalelser kommer fra danske kulturpersonligheder eller fra elever i folkeskolens fjerde klasse. Held og lykke med dén opgave. Fakta er, som jeg har påvist, at de røde er snævertsynede og hadefulde. Jeg ved, hvad du tænker: "Bob, de er jo ligesom dig". Og du har ret. Jeg har jo næsten lyst til at knuselske dem. Lige bortset fra, at jeg i modsætning til de røde indrømmer, at jeg er en hadefuld, gammel satan. Jeg løber ikke rundt og stiller mig selv op på en piedestal af påstået overskud, medmenneskelighed og hellighed.

... og skulle jeg en dag gøre det, er du mere end velkommen til at behandle mig som det sig hør og bør med uopdragne børn og stikke mig en på siden af hovedet eller bare pløkke mig ned, ligesom flere af de røde håber om Trump.

Og det er jo ikke fordi, Bob ikke kan se det sjove i en god dødsjoke. Det er bare fordi, man ved, at folk fra det samme segment går amok, hvis man skulle lave en lignende joke om en, som de kan lide. I ved nok, at reglerne ikke gælder for alle. Nøjagtig som når man spiller Ludo med pattebørn.