tirsdag den 22. november 2016

Gellerups badende babes

I Aarhus træder diskussionen om kønsopdelt svømning stadig vande. Et stort flertal i byrådet har besluttet at forbyde den kønsopdelte svømning, som hidtil har foregået tre timer i Gellerup Badet hver lørdag.

Kønsopdelt svømning betyder ikke, at der er hold for kvinder og mænd. Nej, det betyder, at der er hold kun for kvinder, hvor vinduerne bliver dækket af og dørene låst. Tilbuddet benyttes primært af muslimske kvinder, men de muslimske mænd har ikke samme behov. Hvis de vil svømme, tager de til en af kommunens andre svømmehaller, hvor de kan chikanere danske ludere, der villigt viser sig frem.

I går forsøgte de politisk korrekte medier endnu en gang at sparke liv i den gamle selvdøde krikke af en diskussion ved at invitere en tilhyllet, ung, kvindelig, muslimsk læge og en diabetes 2-disponeret, gråhåret do-gooder af en dansk, kommunalansat kvinde, der bruger sine sikkert ganske sparsomme og korte arbejdsdage på at agere hul i socialkassen, ind for at fortælle, hvor forfærdeligt forbuddet er.

I programmet forsøgte de sig med de samme gamle tåbelige argumenter, endda præsenteret som en slags fakta i lysavisen (news-ticker'en for de unge læsere) fordi alle ved, de smuldrer ved den mindste modsigelse: "I Danmark har vi allerede tradition for kønsopdelte hold i sport". Ja, for helvede, men det betyder jo ikke, at det modsatte køn er forment adgang. Ej heller, at det er umuligt, at et kvindehold kan have en mandlig træner. Det er et dødt argument, og så fat det dog.

Et marginalt bedre argument er, at disse muslimske kvinder ikke har mulighed for at bade på anden vis, og at forbuddet derfor afskærer dem fra svømningens sociale kvaliteter. Jovist, men hvorfor er de afskåret? Er det på grund af forbuddet? Eller er det på grund af, at deres kultur og sikkert i særdeleshed mændene ikke ønsker, at de risikerer at vise sig delvist afklædte for andre mænd, fordi alle ved, at kvinder, der gør det, er ludere. Se selv på de billige, danske kvinder i de andre svømmehaller, der hyler begejstret op ved enhver brun finger, der finder vej op i dem.

Derfor er kønsopdelt svømning et knæfald for oldsydlig, islamisk tankegang. Det skal ikke finde sted i offentlige svømmehaller, støttet af det offentlige. Hvis muslimerne ønsker et reservoir for deres ærbare kvinder, så må de sateme selv op med det overførselsindkomstspækkede læder og købe og drive en svømmehal, hvor de kan bure dem inde. Det skal ikke være for danskernes skattepenge, at kvinder gemmes væk. Når vi tvinges til at betale, vil vi også have lov til at glo på dem. Jeg ved ikke engang, hvad det er, de muslimske mænd frygter. Når sådan en enorm Barbamama bomber sin behårede bagdel i baljen, vil den efterfølgende tsunami sgu' da skylle enhver lystig lurer væk.

Nu er Bob her en blød debattør, som gerne indgår et kompromis. Hvad med, at vi tillader det lukkede kvindehold og samtidig kræver, at muslimske mænd også kun deltager på lukkede mandehold? På den måde kan også mændene få fred til at dyrke nogle af deres kulturelle traditioner, om end det nok bliver hårdt for damprørene og de afghanske tedrenge. Jeg forestiller mig, at der sagtens kan bankes et samarbejde op med både Spanien og Mariendal Strand. Det vil også have den sidegevinst, at man kan få sin kone hjem fra svømmehallen, uden at hun har skullet fungere som omvandrende tag-selv-buffet for sultne, uledsagede flygtningebørn. Nok er jeg rig, og nok er der rigeligt af hende til alle, men det betyder ikke, at jeg har lyst til at dele.

Muslimerne er altid ofre. Her er det en burkinisolbadende kvinde, der tvinges nøgen af fransk politi. For vi tror alle på, at en kvinde fra en kultur, hvor kvinder ikke engang må gå i svømmehallen, mens mænd er til stede, tager alene til stranden, og at hun endda smider tøjet på et par vantros opfordring.

Er jeg i øvrigt den eneste person, der kan være bekymret over, at en muslimsk kvinde, der går ind for streng kønsopdeling, bliver læge? Jeg ved da ikke, om jeg har lyst til, at hunkønsbørnene i min familie skal behandles af en doktorinde, der er så absurd angst for kvindekroppen? Nu kan jeg heller ikke engang se frem til mit eget dødsleje, for hvis sådan et offersygt kvindemenneske skal våge over mit hvide, privilegerede legeme, så er jeg sikker på, at jeg ret hurtigt bliver kørt ud på et sidespor til fordel for et eller andet tilfældigt palæstinensisk barn, der er blevet ramt af klyngebomber fra industrien, der finansierede mit opholdpleje-gated-community'et.

Nu er svømningen forresten også for kvinder med etnisk dansk oprindelse, fortæller den tilhyllede læge. Historien beretter så ikke, om det er etnisk danske, men stadig muslimske kvinder der er tale om. Den tanke kunne man godt få. Hele denne diskussion er nemlig gennemsyret af retoriske tricks, omformuleringer, talen-udenom og lemfældig brug af begreber såsom kønsopdeling og frihed, der kun overfladisk har med sagens kerne og alt med det sædvanlige bøvl med muslimsk indvandring at gøre.

Nå, men der skal nok være et par nysgerrige eller måske voldsomt berigede etniske danske kvinder, der begiver sig ind på et hermetisk lukket kvindehold. Jeg kunne have mine tvivl, om sidstnævnte så har lyst til at begive sig ind i en af Danmarks værste ghettoer for at gemme sig for mænd, der ikke kan styre testosteronindsprøjtningen. Eller til at betale ekstragebyret på en smadret siderude og alt ikke-fastnaglet inventar i Berlingo'en. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en sur, gammel, bitter satan, der er liderlig efter at se mandeløjede babes i min lokale pøl.

tirsdag den 15. november 2016

Misbrugte mindreårige

Jeg indrømmer, at jeg altid har ment, at jeg burde have revselsesret, når latterlige børn udtaler sig om ting, de ikke ved noget om. I min fantasi rammer min knyttede næve ungen i solar plexus, så slagets kinetiske energi på optimal tabsreduceret facon omdannes til potentiel energi, der bølger opad og igen omdanner sig til kinetisk energi, idet den presser barnets øjne ud af soklerne, umiddelbart efter det siger ting såsom "atomkraft er farligt", "jeg elsker dig" eller "du er ringere til fysik end pigen på bagerste række i klassen".

"Hvornår starter Donald Trump krigen?" spørger det 14-årige barn.

Okay, fair nok, jeg er i gang med at tæve budbringeren. Jeg ved jo godt, at barnet på ingen måde i helvede selv har ræsonneret sig frem til, at Donald Trump vil starte en krig. Det er der nemlig ingen tegn på. Han vil tværtimod reducere amerikanske militære interventioner. At der så kan komme en øget sikkerhedsrisiko herhjemme, fordi han har antydet, at lande såsom Danmark, der svigter deres økonomiske forpligtelser til NATO, fordi de prioriterer blinkende bænke og adelsprivilegier til offentlige skrankepaver, ikke skal regne med USAs beskyttelse, har barnet næppe selv tænkt sig frem til.

En god del af skylden ligger hos medierne. De færreste børn kan modstå det massive propagandabombardement fra Danmarks Radio. Før jeg selv blev politisk bevidst som seks-årig, troede jeg faktisk, at Snuden blot handlede om et sødt dyr med en snude, og at Cirkeline bare var en billig tøs, der gik uden trusser under kjolen og altid var frisk på en tur i svovlboksen.

Set på DR Ramasjang efter "Cirkeline og verdens mindste superhelt". Producenten afslutter med at sprøjte historiens åbenlyse pointe lige i ansigtet på de små børn bare for at være helt sikker på, at de har slugt den.

Så er der naturligvis folkeskolelærerne. Jeg har ikke tal på, hvor mange i min bekendtskabskreds, der har børn, som er kommet hjem fra disse DDR-inspirerede betoninstitutioner med de mest sindssyge marxistiske budskaber. Lærere laver intet, nej, bortset fra at proppe deres åndssvage meninger ned i halsen på dine børn. Men de er vel undskyldt på grund af manglende intelligens og uddannelse.

I det hele taget er offentlige institutioner pisseirriterende. Mens The Donald blev valgt til prez, befandt jeg mig på et hospital, fordi jeg har været så dum ikke at tegne en privatforsikring, der ville have kunnet sikre mig medicinsk hjælp over zimbabwiansk niveau, og under mit to-dages ophold fortalte hele fem sygeplejesker mig, hvor frygteligt præsidentvalget var. Tak, skide køer og enkelt, homoseksuel, ældre mand. Jeg ville have foretrukket at blive behandlet med dansemedicin af en maracassvingende, kridtmalet Zimbabweneger frem for at høre på jeres fornuftsstridige vrøvlerier.

Nå, men jeg er voksen og kan ignorere overbetalte og dovne offentligt ansattes automatholdninger. Det kan børn ikke. Og mine to første konkrete eksempler på indoktrinering er blot symptomer på et dybereliggende problem. Mere generelt handler det om, at venstreorienterede bevidst udnytter børns meget påvirkelige hjerner til at sprede deres sindssyge ideer.

Jeps, de røde er så moralsk fattige, at de direkte udnytter børns åbne, naive disposition til egne, ondsindede formål. Tænk på alle de røde børnesange fra halvfjerdserne, alle de røde børneprogrammer og alle pædagogernes og lærernes åbenlyse forsøg på subtil påvirkning gennem dans og leg og mere eller mindre tvungen deltagelse i kryptokommunistiske demonstrationer. Det er modbydeligt. Tænk, at de kan få sig selv til det. Hvor nedrig kan man egentlig være? Men okay, har man kun debile budskaber, så er det vel eneste udvej at fortælle dem til debile børn, der kan propagere dem med deres debile, snottede stemmer til alle deres debile, små venner.

"Hold nu op, Bob. Hvis du selv havde børn, ville du også viderebringe dine egne værdier til dem." Jo, tak, til mine egne børn. Jeg ville gudhjælpemig ikke skrive tåbelige, påståelige børnesange uden bare skyggen af reflekteret indhold for skamløst at indoktrinere andres børn. I stedet ville jeg sørge for at skabe et godt eksempel i mig selv, som børnene kunne følge. Er det i virkeligheden dér, skoen trykker for de røde? De evner simpelthen ikke at efterleve deres egen højt besungne altruisme i den evige jagt på andre folks penge, og så er de nødt til at agere Goebbels for at få børn til at gøre, hvad de siger i stedet for, hvad de gør.

Skulle problemet ligge ved dig selv som forælder, så hold det venligst inden for dine egne fire vægge hos dine egne børn. Ingen af os andre gider nemlig have børn, der vokser op til at blive unge mennesker, som halshugger ponyer og griller dem på stranden eller kræver safe-spaces på universitetet eller må udsætte eksamen, fordi et demokrati har valgt en anden kandidat, end de selv lige ønskede.

Der er kun én vej ud af dette her: Mit opråb til forældrene er at sige aktivt fra. Opsig licensen og søg børneunderholdning andetsteds. Læs de ting, som børnene får med hjem helt fra de mindste klasser og kast de røde løgne tilbage i ansigtet på den fede, evigt single skøge af et kvindemenneske, der gør det ud for deres lærerinde. Men endnu vigtigere: Stil kritiske spørgsmål til børnene. Det er ikke svært. Selv små børns logik kan gennemhulle venstreorienterede argumenter. De skal bare lige vide, hvor ammunitionen ligger.

Kom i gang inden det er for sent. Er børnene først kommet for langt ud i den sump, hvor de røde står og lokker, så er de fortabt, og vi er dømt til at udholde endnu en generation af forkælede, brostenskastende, voldelige, påståelige møgunger, der intet fatter af, hvordan tingene fungerer i den virkelige verden. Intet.

onsdag den 2. november 2016

Clinton og Klovnen

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at kommentere på det amerikanske præsidentvalg, da jeg ikke ved særlig meget om det, men hvis man følger bare en smule med i medierne, sociale som de traditionelt tvangsbetalte og tvangsfodrende, finder man hurtigt ud af, at viden ikke er nogen forudsætning for at tage del i debatten.

I går sad jeg som en anden foie gras gås i sofaen og så et tidligt aftenshow på DR, hvor to skuespillere fik lov at tale om satire i forbindelse med politikere. Meget aktuelt havde de valgt Donald Trump og Hillary Clinton, og jeg tunede ind, netop da Niels Olsen, som min mor syntes var sjov i begyndelsen af 90'erne, var i gang med at gøre sig munter på bekostning af Donald Trumps frisure. Han sad med et fjoget udtryk og havde taget en paryk omvendt på. LOLZ.

"Men hvad så med Hillary Clinton?" spurgte den squawlignende studievært, som i virkeligheden er inder, hvilket egentlig er helt utroligt skægt, og løftede dermed mit humør en smule: DR er sgu' alligevel fair, for nu når Niels Olsen fik lov at hamre på Trump, så får Vicki Berlin med den for kvinder så oxymorone beskæftigelse, komiker, nu lidt licensbetalt snor til at gøre grin med Clinton. "Prøv at lægge mærke til, hver gang Trump har sagt noget," sagde Berlin. "Så ryster Hillary sådan med skuldrene og smiler, lidt ligesom når man skal håndtere et uopdragent barn." "Ja, for han taler jo sig selv ned under gulvbrædderne," svarede Niels Olsen så og grinede, mens han plirrede med øjnene til studieværten. "Det er så langt ude."

Lad mig skære optrinnet ud i pap: Når DR skal gøre grin med Trump, så nedgør de ham personligt, og når de skal gøre grin med Clinton, nedgør de også Trump personligt. Hele forestillingen er symptomatisk for de danske mediers dækning af præsidentvalget: Alting er så kvalmende ensidet og tendentiøst, at jeg hellere vil dø af kræft end at høre mere af det.

Faktisk kunne jeg nærmest mærke den beroligende fornemmelse af metastaserende cancer, der nærmede sig fra både ører og øjne, da jeg kæmpede mig igennem et forherligende indslag om en mor og datter, der rejste til USA for at kæmpe for Clinton. Bland jer dog for helvede udenom, blanke kællinger. Jeg kunne lige forestille mig, hvis en flok texanere rejste til Danmark og gik rundt og stemte dørklokker for at få danskerne til at stemme på Liberal Alliance eller noget andet parti, som almindeligt idiotiske danskere fejlagtigt opfatter som et spejl af amerikanske partier. Jeg kan nærmest høre det selvretfærdige ramaskrig om udemokratiske metoder og amerikanske spioner fra statsmediernes uvildigt venstreorienterede eksperter.

Det værste af det hele er, at tomhovederne på skærmen med den største selvfølgelighed tillader sig at antage, at seerne er enige i, at Hillary Clinton er den bedste kandidat, og at Donald Trump bare er dum. Propagandaen spredes med fortrolighed, ikke arrogance, og det er dét, der i virkeligheden er det mest skræmmende: Selvfølgelig er du enig. Vi er sammen om at være enige, siger de fra skærmen, mens de med et indforstået blik lægger en klam arm om dine skuldre.

Denne kollektive uvidenhed forklædt som konfidens er udtryk for en ulækker flokmentalitet, hvor sympatierklæringer til fordel for Clinton er en gratis handling med indbygget god fornemmelse: Du ved, at de andre griner med dig, ikke af dig. Du ved, at de andre er enige med dig og ikke i opposition, og du ved at du er klog og de andre dumme, og heldigvis bakker statsmedierne følelsen op med at afspille klippet med en tandløs hillbilly, der knap har trukket sig ud af sin yndlingsso, før han omtaler Trump som "my kinda man", inden hvert eneste af deres skamklippede fragmenter af Trumps taler.

"Men Trump er da en forfærdelig mand. Prøv bare at høre, hvad han har sagt om kvinder." Åh ja. Kvinder. De kan altid finde sig selv i offerrollen, ikke? Hør lige her: Det er jo bare lummer snak. Alle mænd har sagt noget lignende i et omklædningsrum. Alle. Og dem, der siger, de ikke har, som for eksempel Niels Olsen, enten 1) lyver, 2) er aldrig sammen med mænd alene, eller 3) vover ikke at prale om det, fordi de udøver det i virkeligheden på virkelige kvinder.

Vi fra kloakken ved nok, hvem der har de flotteste balloner.
Modstanden mod Trump og alle andre republikanske kandidater siden vi valgte at glemme, at Demokraterne lå i ske med Ku Klux Klan, er forståelig nok, når vi ser gennem europæiske øjne. Hvorfor vil de dumme amerikanere have ret til våben? Det behøver vi jo ikke. Hvorfor vil de dumme amerikanere ikke have et offentligt sundhedssystem? Sådan et har vi jo. Dumme, dumme, tykke amerikanere. Det er hysterisk grotesk, hvor ringe vi europæere er i stand til at sætte os i andres sted og forstå deres situation, betragtet hvor tolerante, vi anser os selv for at være.

Hvorfor skulle USA ikke gå i samme retning som os her i Europa? Det går jo så godt. Herhjemme har den multikulturelle agenda bare i løbet af den seneste uge givet os Swingerklub Tullebølle og beretningen fra Aabenraa om en syrisk mor og hendes børn, hvis liv endte så kummerligt. Tonsvis af terroristfrø er spredt og spiret op over hele kontinentet, og samme, åbenlyst tåbelige, beviseligt fejlslagne globalisme ønsker Hillary for USA. What's not to love?

Trump har det politisk ukorrekte mål at beskytte sin nation. Han gider ikke længere betale til NATO for at beskytte en flok forkælede europæere, der for det første ikke selv gider betale og for det andet sviner USA til ved enhver lejlighed. Han vil arbejde for, at islamister ikke får fodfæste i Guds Eget Land. Det er en vej væk fra Europa, men det er på ingen måde en forkert vej. Det er en sikring af et af de sidste, velfungerende kontinenter.

Det taler mod Trump, at han ligesom Clinton står for korporatisme, altså at han går ind for et tæt samarbejde mellem stat og typisk store virksomheder, således at sidstnævnte til begges økonomiske fordel bliver favoriseret gennem regulering. Big banking. Big business. Det kender vi også herhjemme, hver gang befolkningen stemmer nej til EU, og de store virksomheder hyler, fordi de lige har brugt sidste års overskud på at smøre nogle EU-bureaukrater for at skubbe lovgivningen i retning af egne interesser.

I det mindste står Trump ved sin korporatisme i såvel ord som gerning. Det gør Clinton ikke, og heri ligger den helt afgørende forskel på de to kandidater. Clinton er overflade, pænhed og rigtighed - en amerikansk udgave af Helle Thorning-Schmidt, der påtager sig ethvert poleret budskab, blot det bidrager til karrierens gode fortælling. Trump er ærlighed og ligefremhed. Sidstnævnte er ikke altid kønt, for virkeligheden er ikke altid køn. Men hvis etablissementet ikke snart forholder sig til den, så står den vestlige verdens velstand, fremgang og fremtid for fald.

Vågn op, USA, du Europas ansvarlige afkom, og gå foran og fix problemerne for de gamle, ligesom I altid gør.