fredag den 28. oktober 2016

Er du venligso?

Stemningsbillede fra Tullebølle børnecenter.

I kølvandet på sagen fra Tullebølle asylcenter, hvor nogle kvindelige ansatte er blevet afsløret i at have haft sex med "uledsagede flygtningebørn", har BitterLeaks opsporet følgende løbeseddel, der angiveligt har været i kraftig rotation landet over.


onsdag den 26. oktober 2016

Rig mands ghetto

Forleden bragte DR et for statsradiofonien typisk, ironisk undertonet indslag om såkaldte gated communities, der nu er på vej i Danmark. En smykkemilliardær har boet i USA og ønsker på baggrund af sine positive erfaringer at bygge et gated community, hvor beboerne bor bag hegn og vagt, i Solrød kommune. Kommunen, der er ledet af landets tredjestørste socialdemokratiske parti, Venstre, har naturligvis valgt at takke nej til projektet.

Hvordan kan det også være, at nogen skulle ønske at bo i et gated community i Danmark? Vi har jo vores fantastiske sammenhold, hvor alle er lige, og hvor fællesskaber er noget, man tvinges ind i. Hvordan kan nogen så have behov for at indgå i det frivillige fællesskab, som et gated community er? Ja, det forstod DR ikke, og derfor måtte de rejse til et af vores nabolande, som allerede har gated communities, og spørge beboerne hvorfor.

Helt tilfældigvis har Sverige gated communities. Det samme har Tyskland. Uden at skænke denne kuriositet en tanke, rejste DR-journalisten til Sverige for at spørge en svensk, ældre dame, hvorfor hun har valgt at bo sådan et mærkeligt sted. Det kunne hun ikke give et ordentligt svar på og kom i stedet med en halvkvalt sang om all inclusive hoteller, indbrudstyve og ubudne unge, der holder picnic på græsplænen.

Derfor måtte DR-journalisten rejse hjem igen og fremgrave en uvildig ekspert, der lignede en person, som havde brugt 70'erne og det første af 80'erne på at sidde i et støvet baglokale til Blekingegadebandens røverbule, krumbøjet over en radio, hvis frekvensdrejeknap var rustet fast på P1, mens han skriblede anklagepunkter til revolutionsdomstolen i sin falmede, røde notesbog, og som nu var blevet belønnet for sin livslange tjeneste som marxistisk gyllespreder med en lektorstilling som kultursociolog på Roskilde Universitetscenter.

Eksperten var simpelthen i besiddelse af sølvkuglen:
Når nogen skaber gated communities, så skaber de opsplitning i befolkningen. Opsplitningen leder til mindre social kontakt, hvorved fantasierne og forestillingerne om folk, der bor uden for disse gated communities vil vokse uden nogen som helst grund, hvilket vil lede til mere frygt og mere opsplitning.
Wow. Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt den tanke før? Tænk på, at de lande, som har gated communities, lige præcis er de samme lande, som oplever øgede opsplitninger og dannelse af parallelsamfund. Lande såsom Tyskland, Sverige og Frankrig. Endnu en gang er det de rige og priviligerede, der har skabt alle problemerne. Først slog de en dårlig tone an i debatten, og nu flytter de til beskyttede områder for at dele befolkningen op i A- og B-hold. Svin. Måske kunne vi løse alle problemerne som ved et trylleslag ved at forbyde gated communities?

Det er lidt samme fænomen med ukrudt i haven. Det er så pisseirriterende, når naboen konstant luger eller lægger flis i rosenbedene. Jo mere, han beskytter sine planter og nedgør ukrudtet, jo mere spreder det sig og gror i din egen have. Hvis han da for helvede bare kunne lade være med konstant at tale det op mellem fliserne på din terrasse, hvor du sidder med din moderne solbrille og kølige Chablis, der hjælper dig til at glemme alt om alle de frø, som nogen påstår ligger og lurer under dig.

Nå, men jeg skal ikke snakke problemerne op. Der er alligevel ikke mange i Danmark, der får råd til at bo i gated communities, så skaden bliver begrænset. Vi andre kan jo stille os op udenfor og grine lidt af dem, der er så tåbelige at bo indenfor. Og skulle der på trods af vores latter og gode stemning snige sig nogle mørker skyer ind sydfra og gennembløde os, så kan vi altid fortælle hinanden, at de kun kom, fordi morakkerne i de der gated communities så absolut insisterede på at installere stormdræn.