fredag den 22. juli 2016

Frisindets faldgruber

Det er oppe i tiden at hylde vores danske samfunds frisind. Det er som sådan forståeligt nok, for tendensen er en følge af det islamiske mørklægningsgardin, der er blevet trukket op over Europa i løbet af det seneste halve århundrede.

Men nu synes Bob altså, at I er gået over gevind.

Selvom frihed er alle tiders, så kan frisind godt gå for langt. Jeg kan leve med, at ekshibitionister løber rundt på strandene, og at unge piger klæder sig som tøjter, men jeg behøver vel ikke ligefrem hylde det? Jo, tilsyneladende, for det ligger i luften, at vi skal sætte folk, der i bund og grund har lige så lidt anstændighed som tøj på kroppen, på en piedestal.

Jeg ved godt, folk går amok, når jeg siger det, men jeg beklager: Jeg opfatter kvinder, der går rundt nøgne eller iklædt meget lidt tøj, som billige. Ja, billige. Denne opfattelse skaber af uransagelige årsager den vrangforestilling hos nogle, at det så automatisk følger, at jeg ikke respekterer dem og også mener, at folk har ret til at gramse på eller måske endda voldtage dem. Selvfølgelig ikke. Sådanne aktiviteter kræver naturligvis, hvad enten det er for en enkelt omgangs eller for et ægteskabs skyld, altid begge parters accept og forudgående udveksling af et indbyrdes anerkendt betalingsmiddel, såsom danske pengesedler eller Big Mac menuer.

Vi skal også hylde homoseksualitet nu. Det er ikke nok at være tilhænger af, at enhver må leve sit liv i fred, som han eller hun ønsker. Nej. Nu skal vi også have regnbueflag på såvel Facebookprofiler, bybusser som rådhuse og ved enhver given lejlighed poste selfies fra homooptog. Homoseksuelle kan indgå ægteskab, og vi forventes alle at klappe og at nikke smilende og råbe hurra, hver gang en sådan kontrakt indgås. Især, når det foregår i kristne kirker. At det ikke foregår i moskeer, ignorerer vi totalt. Intet at se her.

Jeg finder homoseksuelle ægteskaber latterlige. Ja, latterlige. Lidt ligesom studenterhuer til frisøruddannede, 10. klasses elever og handelsskoledimittender. Et ægteskab indgås mellem en mand og en kvinde, og intentionen er fra samfundets side at understøtte det engagement, der kan lede til menneskehedens fortsatte eksistens gennem undfangelse og efterfølgende opdragelse af parrets børn i et stabilt familieliv. Og uanset, hvordan I vender og drejer dem, så kan to homoseksuelle af samme køn ikke producere børn.

"Hvad fanden bilder du sig ind, Bob, dit svin?" råber du, selvom du ikke er homoseksuel, for sjovt nok er det sjældent homoseksuelle selv, der råber op. "Homoseksuelle par har brug for samfundets accept." Jeg har intet imod samfundets accept. De har endda min accept. Men vi burde kalde accepten noget andet end ægteskab. Noget som heteroseksuelle så ikke kan indgå. Hvad med kammeratskab for bøsserne og kogalskab for de lesbiske? For der er forskel. De to ting er ikke det samme - og slet ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt.

Jeg kunne sagtens deltage som gæst til et homoseksuelt pars bryllup. Jeg ville respektere deres valg og kunne måske endda få mit sorte, døde hjerte til slå et enkelt slag af glæde på deres vegne. Men jeg kunne bare ikke tage det helt seriøst. Det ville virke lidt ligesom når et barn får overrakt sit legokørekort, erhvervet i små, latterlige biler på en bane i Legoland under total fravær af nogen som helst forståelse for trafikreglerne. Ja, det er flot, Villads, nu har du fået et kørekort ligesom onkel Bob. Hvor er det flot. Nu er du en rigtig bilist, ja.

Det centrale problem i alt dette her er lighedstanken og dens perverse fætter, ensheden. Vi skal for pokker og fanden alle sammen være lige og opnå ens resultater i livet. Kønnene skal som bekendt også være ens. Og det på trods af, at alle ved, der er forskel. Alle. Det værste er, at ensheden ingen mening giver. De, der hylder absolut enshed, grundlæggende forskelle til trods, er typisk også dem, der hylder mangfoldighed. Hvordan giver det nogen mening? Det skal jeg fortælle dig: Det gør det ikke. Hvis I virkelig var så gode, åbne og fordomsfrie, så ville I acceptere mennesker og deres forskelle i stedet for med vold og magt at presse alle ind under samme tag.

Hvorfor kan folk ikke bare acceptere de kort, de er blevet givet? Alle er ved fødslen blevet overdraget et kors, de må bære gennem livet. Ja, selv os heteroseksuelle, hvide, onde mænd. Lær dog at leve med tingene og udnyt dem til din fordel og glæde i stedet for ved enhver given lejlighed at gøre opmærksom på dine klynkerier, tvære dem ind i folks ansigt og konstant kræve, at alle andre skal indrette sig efter dine mere eller mindre indbildte problemer.

Og få mig nu ikke i gang med at tale om transkønnede, vel? Suk. Jeg har en transkønnet i min bekendtskabskreds, og han har det elendigt, og det er synd for ham, for han er tydeligvis mentalt forstyrret. Fint nok. Det kan ikke genere mig, at han vader rundt og ligner en havneluder i sine kjoler. Men jeg finder det helt ærligt ikke særlig betryggende at lade de små piger i min familie dele offentlige toiletter med denne hærdebrede, tydeligt forstyrrede mand, der frejdigt lader sin enorme håndværkerpik dingle frit under kjolen.

Okay, så du er en biologisk mand, der føler sig som en kvinde. Fint. Jeg er et moderne menneske, der ikke mener, du burde spærres inde i en gummicelle på trods af dine åbenlyse vrangforestillinger. Jeg synes heller ikke, at negere skal betale skat til deres ejere mere. Men uanset, at jeg er født i 1744, så er du altså ikke en biologisk kvinde, og med mindre du som absolut minimum lader ragekniven permanent adskille dine kugler fra resten af kroppen, så vi kan se, at du virkelig mener det (jeps, jeg er så progressiv, at jeg synes, staten skal opmuntre forvirrede personer til selvkastration), så har du intet, intet at gøre i kvinders omklædningsrum.

Sjovt nok er det altid transkønnede mænd, der vil ind i kvinders omklædningsrum og aldrig vice-versa. Hvor er det mærkeligt, hva'? Det kan ikke have noget at gøre med, at de fleste mænd ville finde det alle tiders, hvis en kvinde dukkede op i deres bad, og ville bruge endnu mere tid end sædvanligt på at for helvede at tage de forpulede underhylere på NU, menneske! Nej, umuligt, for det ville jo indikere, at der er forskel på kønnene, og at alle ved det, og det ved vi jo, der ikke er. For eksempel kan en kvinde sagtens finde på at opføre sig som en mand.

Det forekommer mig, at det ikke så ofte er de mandlige homoseksuelle, transkønnede eller hvad-nu-der-findes-af-usandsynligt-mange-latterlige-variationer, der skaber problemer. De er ikke særlig synlige, passer ofte sig selv og med mindre du vader ind under en busk i Mindeparken, ser du dem egentlig ikke. Nej, den skingre, hadende pøbel består som regel af lebbe-beundrende kvinder. Som regel er det heteroseksuelle kvinder, der af uransagelige, måske fortrængte årsager føler sig kaldet til at beskytte deres ofre: De homoseksuelle kvinder. Smut forbi nogle af deres Facebook-grupper, og du vil opdage et had så intenst og skingert, komplet med opfordringer til at forfølge folk, at du ville ønske, nogen ville fremskynde dommedag.

(Tyvstjålet fra nettet og oversat til dansk)

Jeg ved ikke, kvinder, det er som om I ikke rigtig kan styre jer selv. I har virkelig et problem med at optræde i den offentlige debat. Der er kosmiske afstande mellem velargumenterende kvindelige debattører, der ikke griber til udskamning ved enhver oplagt og ikke oplagt mulighed. Det må være et resultat af manglende opdragelse. Måske manglen på synlige fædre, hvilket netop er et resultat af de seneste mange års lighedsmageri og opgør med de traditionelle, velfungerende familiemønstre.

Her til sidst vil jeg give jer et lille, lækkert tip i form af en musikvideo. Jeg har selv til gode at beslutte mig endeligt omkring videoen, for jeg er helt sikker på, der sidder mange feminister derude og ikke aner, hvad de skal mene om den. For selvom den i bedste lebbestil forsøger at være så ækel som mulig for lissom at være åh-så-chokerende over for det etablerede patriarkat med sin snak om næsten penisfri sex og menstruation og antydningen af oral numsesex, så har den alligevel en lækker, slank og særdeles letpåklædt pige i hovedrollen.



Jeg kender ikke sangerinden, Nikoline, men den anden er tydeligvis Donald Sutherland med blond paryk og make-up. Prøv at tage et godt kig på sangerindens ansigt gennem videoen, hvis du da kan tvinge dit blik derop. Her optræder hun i sit es, frit vridende og så satans vildt forargende provokerende og se bare, hvilken glæde hun udstråler. Ser det ikke ud som om, at hun er vildt lykkelig? Nå, uanset hvad, har jeg, en heteroseksuel, hvid og ond mand, opbrugt syvogtres supersugende Kleenex køkkenruller, mens jeg har stirret på videoen, så måske lykkedes deres mission ikke rigtigt. Eller måske gjorde den.

Under alle omstændigheder er Ketchup en satans god popsang. Af en eller anden grund har popmusikgenren den mærkværdige egenskab, at de musikalsk ringeste numre er de absolut bedste. Og om ikke andet kan vi da bare glæde os over at efter dette herlige, smerteligt ærlige indlæg, bragte musikken til sidst os alle, forkerte som rigtige, sammen i ren fordragelighed.

tirsdag den 19. juli 2016

Muslim søges

Der er noget, der er værre end at kapre en lastbil og pløje den igennem en fredeligt festende folkemængde i Nice, og det er at placere sin fede, RUC-uddannede røv i mikrofonstolen på den statsbetalte radio og flere dage efter terror-angrebet udtale, at "man stadig leder efter et motiv". Mængden af misinformation og fornægtelse i de gængse medier nærmer sig efterhånden propaganda. Hvis du aldrig kigger på et udenlandsk medie, aner du ikke, hvad du går glip af.

Har du for eksempel hørt, at de franske myndigheder tilsyneladende har skjult information om, at nogle af ofrene i Bataclan blev tortureret? Og selvom vi ikke taler om inhuman, grusom vestlig tortur, hvor mordere får trukket underbukserne ned om anklerne, så en pige kan se deres bare, små tissemænd, handler det om kastration, hvor testiklerne bagefter er blevet proppet i munden på ofrene. Opskæring af maver. Udskæring af øjne. Seksuelle krænkelser af kvindelige ofre. Informationen er kommet fra pårørende og overlevende, og hvis udenlandske nyhedsmedier ikke er gode nok til dig, kan du selv læse om det i den franske retsudskrift. Man får det så dårligt, at man næsten ikke har lyst til at joke om, at det er et mirakel, at terroristerne rent faktisk fandt nogle nosser at skære af den flok spinkle, selvhadende mandslinge, der efterhånden udgør størstedelen af den feministkastrerede, vestlige ungdom.

"Hvorfor skal vi høre alt det her?" spørger en alternativ vælger på Facebook og fortsætter: "Hvis du udtrykker din sorg, så er du med til at bane vejen for næste terrorangreb." Naturligvis burde det ikke undre nogen, at en neo-kommunist ønsker at feje historisk erfaring ind under gulvtæppet og skyde skylden på Vesten, men tendensen er også klar hos de andre på samme fløj. En anden citerede storladent en berømt forfatter for at skrive, at "man intet klogt kan udlede af en menneskelig massakre." Og med sådan et citat fremstår man både intellektuel og kunstnerisk, samtidig med at man gør sin del for at fortælle folk, at de ikke skal kigge terrorsagen efter i sømmene. For det vil åbne op for den sandhed, som vi alle kender.

Jeg skriver ingen forbehold i dette indlæg. Ingen. Hvorfor ikke? Fordi jeg gudfindemigetrebatkværkemigmed ikke orker at høre dem igen. Alle kender dem alligevel til bevidstløshed, for de har læst dem ethundredeotteogtrestusinde gange på de sociale medier, hver evig eneste gang at nogen formaster sig til at kritisere islam. Jeg vil blot bemærke, at stort set alle terrorister er muslimer.

"Men ikke alle," siger du, mens du for første gang i livet retter din sygeligt slappe ryg. "Breivik var ikke muslim. Han hadede muslimer. Faktisk var han højreradikal, vist nok kristen, og han dræbte 69 unge mennesker i koldt blod." Nåh, taler du om ham nordmanden, som enhver kan se er skingrende psykopat? Ham, der måtte skrive sit eget manifest for at have noget at drage inspiration fra? Ham, som alle almindelige nordmænd skammer sig over? Ham, hvis gerninger ingen relativiserer? Ham, som ingen gejstlig autoritetsfigur sympatiserer med gennem prædikener? Ham, som intet netværk har? Ham, som, når han engang dør, ikke vil blive fulgt af femhundrede sympatiserende landsmænd til sin ukendte, ensomme grav? Ja, det er rigtigt. Han er i den grad undtagelsen, der bekræfter reglen.

Problemet er islam. Så fat det dog. Vi andre har vidst det i tredive år nu. Vi har vidst, hvad der ventede. Fællesnævneren for de seneste mange års terrorangreb er islam. Og at terroristerne var muslimer. Og nu, hvor problemerne, som al empiri forudsagde, er til stede, så forsøger I at tale udenom. Når jeg som forleden oplever, at en efter danske forhold borgerlig vælger relativiserer en historie om en machete-angribende somalier med: "Jamen, macheten var nok ikke skarpsleben", så ved man bare, at alt håb er ude.

Det er helt ufatteligt, hvilke latterlige historier, man konfronteres med på de sociale medier. Det er efterhånden kommet så vidt, at det skal postes som en stor sag, når muslimske indvandrere udviser menneskelighed, som man burde kunne forvente af alle, der lever i et civiliseret samfund. "Hej, jeg vil bare sige, at jeg har fået troen på menneskeheden tilbage, efter jeg mødte en muslimsk dreng, der klappede min hund." eller "Min bedstemor faldt og slog hovedet og en indvandrer hjalp hende op. Stop nu al den negative snak om indvandrere. P.S.: Hun har mistet sit guldur, har nogen fundet det på gaden?" Det er utroligt, at helt banale historier om muslimer kan blæses op til enorme sukkerstorme med femtentusinde klappende likes.

At argumentere med folk, der er dannet af venstredrejet indoktrinering, er som at angribe en tågebanke med en le. Hvis man påpeger, at importen fra ikke-vestlige lande må stoppe, siger de, at Dansk Industri har brug for indvandring. Når man så forsøger at forklare, at erhvervslivet har brug for kompetente, veluddannede indvandrere, der er interesserede i at yde, får man at vide, at flygtninge naturligvis er traumatiserede og ikke kan forventes at arbejde. Vupti. Indvandrere bliver til flygtninge og tilbage igen, og ingen opdager, at nogen snublede over deres eget argument. På den måde ligner diskussionen folkevandringen i sig selv: Tiden går og intet sker, bortset fra at vi alle bliver dummere.

Hvorfor taler venstrefløjen udenom? Fordi de ikke kan klare, at deres multikulturelle projekt minder mere og mere om dansk filmindustri: Et enormt flop, som folk kun køber billetter til, fordi de tvinges af statsmagten. Heldigvis er der personer som den polske indenrigsminister, der - netop som man troede, at polakker ikke kan bruges til andet end prostitution, inddrivning af narkogæld og at fabrikere pølser af brusk og fedt - griber fat om de rødes yndlingsukrudt, rykker til og viser os, at roden er multikultur. Multikulturalismen, bastarden af den klassiske, marxistiske klassekamp, hvor samfundsklasserne er erstattet af race- og kulturklasser, vil ødelægge de vestlige, frie samfund og helt ærligt, så tror jeg efterhånden, at det er planen. Og nej, dit åndssvage vrøvl om, at fordi din forfader var norsk, frikadellen tysk, tøjet engelsk og knallerthåret svensk, så er vi alle i forvejen multikulturelle, er ikke et argument. At indvandre med kærlighed til egen kultur er ikke det samme som at indvandre med had til alle andres.

Nu er Bob en forstokket, reaktionær idiot, hvis hvidprivilegerede sind jo ikke kan se sin egen fordom for bare negre, men i dette migranthav må der da eksistere nogle intelligente stemmer, som kan pirke til hans tvivl, ikke? Bare to? En? Hvor er de henne? Helt ærligt, fortæl mig hvor der findes en knivskarp debattør med muslimsk baggrund. Og nu taler jeg altså om den der Jacob Mchangama-type, der udslynger argumenter så skarpe, at de så ubesværet som en af mandens utallige pophymner lirker sig ind mellem de militærranke molekyler i selv min dumstædige pandebrask. Jeg har endnu ikke fundet en. De har alle vist sig at være røde klynkere, der villigt lader deres uduelige dødvægt falde tilbage i offerrollen, som venstrefløjen altid står parat til at svøbe dem i.

Det er ikke sådan, at jeg ikke har ledt efter de skarpe stemmer. Jeg har efterhånden hørt og set en del med Abdel Aziz Mahmoud, men manden smider selv helt oplagte vinderchancer på gulvet som var de et par arbejdshandsker. For eksempel da han debatterer med en førtidspensionist, der kommer til at sige, at vold ligger i mellemøstlige gener. Nemmeste offer i verden. Alligevel kaster Abdel sig - indrømmet, efter lang tids tålmodighed - sig hylende på gulvet og siger han er bange for, at førtidspensionisten vil overfalde ham? Øh ... hvad? Blandt mængden af komplet dumme diskussionshåndtag, var voldstruslen nok det eneste, førtidspensionisten ikke trak i, og alligevel må Abdel opstille denne stråmand for at klare sig. Abdel klarer sig kun marginalt bedre i debat mod en fjollet, kejtet, mundvigsslikkende Daniel Carlsen fra Danskernes [Pseudonationalsocialistiske Arbejder] Parti. Jeg er på ingen måde imponeret.

Det var også bare skide skægt, da han gik rundt og undskyldte for alt muligt. Ha ha, det er da bare så skarpt set, for det er klart, at vi forventer, at en muslim skal gå rundt personligt og sige undskyld for terror, pædofili og alt muligt ondt. Ja, for det handler jo slet ikke om, at man måske godt kunne forvente, at moderate muslimer som gruppe aktivt og synligt stod sammen med os andre i stedet for at komme med halvhjertede pressemeddelelser eller ironiske undskyldninger, inden turen går til tordentale i den lokale moske.

Bogen burde have heddet "Hvor flot, at du ikke udnytter et velment kompliment til at trække det evindelige, omend ironisk vinklede offerkort."

Så er der Geeti Amiri. Hun er måske nok mest kendt for at sende stereotypisk-sur-tyk-negerkvinde-øjne i retning af Marie Krarup, da denne lagde en forsonende hånd på hendes ryg, men hun er også til stede i andre debatter. Blandt andet har hun skrevet om Nye Borgerlige, hvor hun påpeger det bekymrende i, at nye partier kommer frem, især når de har Saxo Bank i ryggen. Til hendes forsvar kan man sige, at man nok også skal helt ned i fjerde eller femte hit på Google for at finde ud af, at Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen, som er bror til Nye Borgerlige-grundlægger Peter Seier Christensen, ikke støtter Nye Borgerlige. Familiemæssige relationer giver ikke per automatik privilegier her i Danmark, borset fra hvis man er medlem af kongefamilien. Måske kan hun undskyldes med en kulturel blind vinkel.

"Dayum, bitch, you ain't got no right ta touch me wit dem white hands." (red.: Det sagde hun ikke).

Der er også Rushy Rashid fra Rushys Roulette på Radio24Syv. Selvom jeg må komplimentere hende for at invitere gæster, som hun er uenig med, så er hendes ordstyrerrolle mere farvet end en falsk Nike sweatshirt fra en bangladeshisk børnefabrik. En debat, hun påbegyndte med at indlede, at "partierne på den yderste højrefløj" ønsker, at danske statsborgere skal "bevise deres statsborgerskab otte generationer tilbage", fortsatte med, at partierne tilbageviste hendes påstand, hvorefter hun valgte at afslutte den med at erklære, at "partierne på den yderste højrefløj" ønsker, at danske statsborgere skal "bevise deres statsborgerskab otte generationer tilbage". Suk.  Atter gik tiden, mens vi alle blev dummere.

Der findes dog et par lyspunkter, såsom Naser Khader og Ahmed Akkari. De bidrager fint og er vel kloge nok, men de er bare ikke sådan rigtig skarpe, vel? Alle husker, hvordan Khader kagede rundt i Ny Alliance, og Ahmed Akkari virker meget optaget af at få opmærksomhed.

"Sig mig, Bob, hvad er det egentlig, du ønsker af os?" hyler du og kaster opgivende dine hænder i luften og puffer til den tilsyneladende permanent spritnye kasket i overstørrelse, der altid er placeret oven på dit mospudehår. "Er der overhovedet noget, der er godt nok?" Ja, men rollemodeller, der senere viser sig at være kriminelle, og middelmådige, socialistiske debattører, der fordrejer sandheden, er ikke godt nok. Nej, jeg ønsker at se og ikke bare at høre anekdoter om folkedybet af hårdtarbejdende, skattebetalende, moderate muslimer. Jeg ønsker at se dem rejse sig mod den frie verdens fjende og tage aktiv del i dette samfund i stedet for blot at stå tavse med et ben i begge lejre med en overførselsindkomst i favnen.

Hvis det ikke snart sker, vil jeg blive endeligt overbevist om, at Europa er uforanderligt splittet. At socialisternes multikulturelle projekt ikke er fejlet men i virkeligheden er lykkedes, og at vores frie, rige samfund er væk, og at folkevandringen intet, absolut intet har at gøre med flugt fra defekte, islamiske stater og alt at gøre med at transformere den onde, vestlige succes til en middelmådig, klumpet grød af socialistisk og lovreligiøs fiasko.