lørdag den 24. december 2016

Julebrev: Multikulturel jul

Forleden gravede jeg mine ivrige fingre så dybt i Bitter Blogs mørke annaler, at man skulle tro, at jeg var landets justitsminister. Jeg fandt ud af, at det er tre år siden, at jeg skrev et julebrev og hele fem år siden, at det udkom på selve juleaftensdag. Det vil jeg råde bod på i indeværende indlæg og dermed bringe det totale antal af indlæg i 2016 op på sidste års niveau. Det betyder, at de to seneste år har været Bitter Blogs sløveste siden 2010. Så meget for kontanthjælpsloftet.

Der er jul, og der findes næppe noget mere julet end Tysklands julemarkeder. Her er blinkende lys, verdens grimmeste nøddeknækkere, marcipankartofler, bratwurst, Glühwein mit Schuss, bananer i chokolade og julepynt i alverdens udformninger samlet i skøn forening. Enhver der har befundet sig, hvor sådan et ondskabsfuldt ritual finder sted, kan forstå, hvorfor den kan blive primært mål for et planlagt angreb fra Fredens Religion. Jeps, et vidunderligt degenereret eksemplar af islams abeskare følte sig retfærdigt kaldet til at myrde en polsk lastbilschauffør og pløje hans vogn med smuglersmøger gennem en folkemængde, der var samlet i den fælles, helt specielle glæde, der kendetegner julen, og som motiverer mange til at give endnu mere end de plejer til nødstedte socialbedragere, der aldrig kunne drømme om at fejre jul.

"Du er så skide dobbeltmoralsk, Bob," skriger du, mens du for en kort stund glemmer gaven til den statement-neger, du har inviteret til din egen alternative jul. "Vi i Vesten har selv angrebet civile. Se bare i Mellemøsten, hvor USA bomber hospitaler." Nåh ja, du har ret. De der terroristreder, som stiller kvinder og børn og indimellem frivillige, vestlige, nyttige idioter op som bombeskjold, hvorefter de efter et angreb optager film i bedste Pallywoodstil af sønderbombede babykroppe, alt imens de sørger for, at den tidligere abegrotte og nylige hul i jorden fremstår som om, det i virkeligheden havde været et "hospital"?

"Nu er du fandeme ikke fair," hvæser du. Nej, undskyld, du har ret. Nogle gange gemmer de modige mullah'er sig under rigtige hospitaler. Beklager, jeg tog fejl. Desuden er det da korrekt, at vestlige angreb har ramt forkert. Forskellen ligger i intentionen.

Nu, jeg vil forklare denne forskel for dig, er det på en måde heldigt nok, at araberens kujonagtige angreb var rettet mod julemarkedet ved Gedächnachtskirche, som netop blev ramt af de allieredes bomber under Anden Verdenskrig. Selvom bombninger af civile områder var normalt under Anden Verdenskrig, så var kirken i sig selv næppe et mål, ligesom hospitaler i arabiske lande heller ikke har været mål. Selvfølgelig har de ikke det, for Vesten bomber ikke civile længere. Når de så alligevel er blevet ramt, skyldes det uheld. Det var ikke intentionen at ramme. Men araberen, der i søndags smadrede gennem de fredelige, tyske julehandlende, havde dem som deciderede mål. Det var hans direkte intention at dræbe dem.

"Og hvad så? Det gør ingen forskel for de døde, om det var intentionen at dræbe dem eller ej," siger du så og virrer dumt med hovedet. Ak ja, venstrefløjens evindelige relativisering. Det er nu ellers meget normalt at tage intentionen i betragtning efter en forbrydelse er blevet begået. Ofte baserer strafudmålingen i vores retssystem sig på intention. Spørgsmålet om intention er sådan set også i enhver moralsk henseende afgørende, uanset venstrefløjens konstante strøm af undskyldninger om, at det er farligere at køre i bil, og at flere dør af kræft end af improviserede muslimske bomber. Privatbilisme har dynamisk og positiv effekt på vores økonomi og kræft er bare en af naturens små gaver. Det er direkte idioti at sammenligne trafikuheld og kræftdøde med terrorens intentionelle myrderier, der jo er en konsekvens af en politisk styret, på samtlige områder fejlbehæftet muslimsk indvandring, som vi kan stoppe hvert øjeblik, vi ønsker.

"Nu har jeg kun ét argument tilbage, inden jeg smider racismekortet og skrider," siger du med hadet blinkende som røde julelys i dine grimme, bulnende ko-øjne. "Hvorfor er du så vild med julen, Bob? Julen er en multikulturel smeltedigel, for glöggen er sven-" ... sk, juletræet er tysk, honningkagerne er norske og analkuglerne til moster Anna er lavet af taiwanesisk plastic. Ja ja, vi kender alle denne stupide remse, der skulle åbenbare for alle os angste kældermennesker, at "Danmark ikke er en ø" og at vi er påvirket af omverdenen, uanset om vi vil det, tror det eller ej.

Det er nok klodens dummeste argument at sammenligne en forholdsvis jævn, langsom indvandring af villig arbejdskraft fra vores nærmeste naboer over hundreder af år med en pludselig, enorm horde af uintegrerbare, inkompetente socialnassere fra middelalderlige kulturer fra Langtbortistan, der i øvrigt hader os som pesten. Kan du virkelig ikke se forskellen på en indvandrer, der kommer med respekt for sit nye land og kærlighed til sin egen kultur og en æbleskive i rygsækken, og så en indvandrer, der kommer med had, en hånd i statskassen og en halalslagtekniv, som vi forventes at anvende på vores stakkels dyr?

Nå, ikke? Jamen, uanset hvad, så synes jeg, du skulle pakke din hovne "brunkager er fra Skotland"-remse meget langt væk, inden jeg vælger at rykke mine tekstikler af med det ene formål at anvende de stadigt pumpende sædstrenge til at garrottere livet ud af dig. Den uudholdelige smerte vil være en lille pris at betale for den efterfølgende, velsignede julefred. Foretrækker du i stedet at bruge nogle nye, defekte argumenter for åbne grænser, så læs denne artikel, der lægger ud med at fortælle, at julemarkedsterroristen slet ikke var religiøs, selvfølgelig, og som konkluderer, at hvis vi ikke havde åbne grænser, ville den polske chauffør slet ikke have været der til at sætte sig til modværge.

Det er simpelthen så dumt et argument, at jeg næsten ikke kan tro, at nogen skrev det. Det svarer til at sige, at det var godt, man lod hoveddøren stå åben, så naboerne nemmere kunne komme ind og pågribe voldtægtsmanden, der vandrede ind og flækkede din 5-årige datter. Jeg ville tage mig til hovedet, hvis det ikke var fordi, jeg var nødt til at hamre det til en blodig pulp under læsningen af artiklen bare for at slippe for at lukke så raffineret dumhed ind i min bevidsthed.

Tilhængere af et Europa af nationalstater er ikke modstandere af hverken samarbejde eller indvandring og dens uundgåelige og positive kulturpåvirkning. Det er en stor, fed julestråmand, som de røde hver gang hiver frem af deres mugne sæk med mølædte argumenter, idet de baserer sig på den falske præmis, at europæisk samarbejde og EU er indbyrdes afhængige. Det er de ikke. EU er et fejlslagent forsøg på europæisk samarbejde, som er endt i et overdådigt frådsegilde på skatteborgernes regning. Skatteborgere, der samtidig tvinges en multikultur ned over halsen, der uundgåeligt vil lede til et ustabilt, fattigt og usikkert Europa.

Heldigvis har vi i 2016 set lyspunkter. Først Brexit og dernæst Donald Trump. To umulige valgudfald ifølge den politiske konsensus i de medier, der nu gennem censur vil spænde ben for de alternative medier, der spreder "falske nyheder". Der kommer helt sikkert mere. Vi kan ikke bare stoppes. Vi er populismen. I ved, den der ulækre ting, som betyder, at der lyttes til befolkninger i stedet for til en verdensfjern, priviligeret og bedrevidende elite.

Nå, men lad os til slut hive lidt nostalgi ud af garagen. De røde hader sådan noget reaktionært noget, hvilket er grund nok i sig selv. Jeg vil citere Peter Fabers gamle sang "Sikken voldsom trængsel og alarm". Til dels fordi julesangens titel på lidt uhyggelig vis kan minde om angrebet i Berlin. Sekundært, fordi den sidste strofe i sine midterste vers så fint illustrerer de ubehageligheder, vi er igennem i øjeblikket, og primært fordi de sidste vers kan tolkes som et varsel om, at vi i Vesten også har en grænse, og at når den overskrides, så vil vi uundgåeligt rejse os, stærkere end nogensinde før:

"Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul.
Jul, jul, jul, jul, jul, jul,
rør blot ikke ved min gamle jul,
jul, jul, jul, jul, jul,
rør blot ikke ved min gamle jul."

Bitter Blog ønsker dig en GLÆDELIG JUL ... (med et fromt ønske om, at din rødeste julegæst får de største og mest dyre gaver i aften. Det er nemlig eneste måde i helvede, du slipper for at høre på hendes evindelige kævlerier om, hvor vigtig materiel lighed er.)

onsdag den 21. december 2016

Falske nyheder

Man må virkelig lade sig imponere over venstrefløjens evne til at fordreje fakta, pakke manipulationen ind i pænt gavepapir og servere den med en aura af ærlig, uforfalsket godhed. I dag taler jeg om deres nye begreb, "falske nyheder" eller "fake news", som ifølge venstrefløjen er opstået som en konsekvens af det "postfaktuelle samfund".

Det "postfaktuelle samfund" er som alle venstrefløjens begreber en betegnelse, som kan strækkes til at dække stort set alt, de ikke kan lide, lidt ligesom "neoliberalisme". Her vil jeg anvende betegnelsen til at beskrive en offentlig debat, der ikke baserer sig på fakta, som den, forstås, gjorde i de gode, gamle dage, hvor jævne folk ikke havde mulighed for at kommunikere via internettet. Dengang fik folk deres viden fra Statsradiofonien som det sig hør og bør, og da der kun var ét medie, som fortalte Den Store Sandhed, så skulle man ikke kæmpe med besværligheder og løgne som i dag.

Jeg vil i julefredens ånd lade det groteske i, at en venstrefløj, der rent økonomisk og arbejdsmarkedsmæssigt baserer sig på en politik, der trækker sådan cirka 100% på følelser og 0% på fakta, og samtidig anklager andre for at fortælle løgne, fare.

Nå, men disse løgne eller "falske nyheder", som nu er så meget i fokus, er altså skyld i, at Donald Trump vandt præsidentvalget, og at Hillary tabte. Venstrefløjen var ved at dåne over resultatet, som naturligvis kun blev som det blev, fordi nogen spredte løgne. Venstrefløjen har jo ret, ikke? Og når de har ret, så lyver de andre.

Der blev naturligvis gravet nogle eksempler op. Der var en Facebook-deling om, at Paven støttede Trump (og en om, at han støttede Bernie Sanders, men den glemmer vi, for selvom den også er falsk, så hjælper den de røde), og Newspeeks Iben Thranholm berettede om mulige satanistiske ritualer i kredsen omkring Hillary Clinton. Og det er da klart, at det var det, som tippede valget, for folk som Bob, der er så dumme at følge disse underlødige medier, er da ikke i stand til at lugte bullshit, når de får det smurt direkte i fjæset. Ligesom de heller ikke kan gennemskue, at når de traditionelle medier sender jublende journalister ud for at fortælle, at asylansøgere giver overskud i kommuner, så er der i virkeligheden tale om suboptimering og et samlet tab for danske skatteydere, da det er statens tilskud, der udgør overskuddet.

Herhjemme chikanerer man firmaer, der annoncerer på Den Korte Avis, fordi de engang satte et foto af en albanernakke på en artikel om en voldtægt begået af en dansker. Og eftersom vi hele tiden har været fuldstændig enige om, at gerningsmandens race er en væsentlig del af nyheder om kriminalitet, så er det naturligvis også forkert at sætte fejlfarve på. Det giver dog ikke anledning til at spørge os selv, om det så ikke også er "postfaktuelt", at de sædvanlige medier vandrer udenom race som var det fede Ditte i dansetimen? For vi kender alle reglen om, at hvis:

  1. Etniciteten på gerningsmanden er angivet, så er vedkommende etnisk dansk.
  2. Etniciteten på gerningsmanden ikke er angivet, så er vedkommende ikke-vestlig indvandrer.
  3. Gerningsmanden er benævnt som "dansker", så er vedkommende sandsynligvis ikke-vestlig indvandrer.

Hvad gør vi så ved de falske nyheder? Jo, i Debatten stillede Jens Christian Grøndahl (fordi venstrefløjen skal bruge en fiktionsforfatter til at forklare problemet med højrefløjen) sig op og sagde ifølge min muligvis hullede hukommelse, at vi har brug for "en kvalificeret debat baseret på fakta". Hvad han påstod var, at der mangler uddannelse i befolkningen. Hvad han mente var, at han kun gider at diskutere med folk, der har samme grundholdninger som ham og hans kammerater om, at multikultur er godt og at nationalstater er onde. Hvad han kom til at sige var, at nogle mennesker simpelthen er for dumme til at stemme. Det er derfor, at socialisme altid leder til diktaturer. Folk er bare for dumme til at forstå, at de skal være fattige og leve et elendigt liv på statens betingelser.

Facebook hopper nu også på venstrefløjens vogn og går i rette med falske nyheder, idet de samarbejder med venstredrejede organisationer, som så får eneret på at vurdere sandhedsværdien i de historier, som folk deler. Det er jo fantastisk, for så kan venstrefløjen sætte sig på debatten og få markeret, hvad de ikke ønsker, folk skal høre. Personligt vil jeg se det som et hædersmærke at blive vurderet som falske nyheder, men jeg tvivler alligevel på, at jeg får mærkatet. Her kan I se de særdeles løst definerede kriterier for fake news:


Som I ser, optræder satire på listen. Dog er satire kun falske nyheder, hvis det fremstår som ægte nyheder, hvilket man vel ikke kan beskylde Bitter Blogs opslag for at gøre. Sjovt nok er det nok stadig ikke falske nyheder, når fede skøger på Politiken eller socialdemokratiske idioter på Facebook serverer satire som ægte nyheder og klasker et stort, svinsk associationstrick på.

Det er næppe heller falske nyheder, når det aktuelle muslimske terrorangreb i Berlin konsekvent beskrives som et "lastbilsangreb"? Er det ikke en form for falske nyheder, eller er det blot et fromt håb om, at gerningsmanden alligevel ikke tilhører yndlingsoffergruppen? Det er jo trods alt sjældent, man læser overskrifter om, at maskinpistoler slår folk ihjel i skoleskyderierne i onde, onde USA.

Åh ja, for havde det dog blot været en fuld polak i en lastbil, så havde alt været godt. Skide være med ofrene, der blot er brikker i et større politisk spil, hvor højrefløjen ikke ville få ammunition til at fortsætte deres kritik af Tysklands flygtningepolitik, og hvor vi i stedet ville få anledning til at kritisere EUs sociale dumping gennem uansvarlig østeuropæisk arbejdskraft, der ikke beder om en øre mere, end de er værd.

Tag imod et godt råd og stop nu, kære venstrefløj, inden I saver jeres egne, saftige kødben helt over. Befolkningerne i de europæiske nationalstater kan sagtens gennemskue jeres manipulerende definitioner af "falske nyheder", som jo rammer jer selv lige i masken. De ved godt, hvad der sker ude i samfundet. De ved godt, at multikulturen fejler, og at EU er på vej i graven. Alternative medier opstår på grund af de etablerede medier og ikke på trods. Og de bliver stærkere og stærkere i takt med, at I fortsætter med at kalde dem navne, fratage dem støtten og give den til vennerne i stedet og at slå nyheder ned, som fortæller historier, der afslører bundløsheden i jeres vanvittige fantasier og det ludomaniske hasardspil med landets fremtid.

fredag den 9. december 2016

Jo, vi skyder bådflygtninge

Så er den gal igen. Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti har udtalt, at vi bliver nødt til at definere en grænse ved Middelhavet, og hvis grænsen overskrides af migranter, må vi skyde. Hele venstrefløjen og deres statsbetalte medier skriger op som aber i et bur og vælger som altid at tage udtalelsen bogstaveligt og forstår og videredeler Kenneths bedskab som om han mener, at migranter betingelsesløst skal skydes ud af vandet.

Nu er jeg snart træt af at forsvare DF'ere. Jeg bryder mig ikke om økonomiske skabssocialister som Kenneth, som i Debatten sagde, at han "ikke tror på det der med økonomi", men jeg bliver nødt til at forsvare manden, når han har ret. Også selvom han er DF'er og ligner en mellemting mellem en midtjysk kræmmer og en blotter på vej ind i en børnehave.

De, der ikke har forstået (eller rettere: bevidst vælger ikke at forstå, fordi det fremmer deres argumenttomme, politiske budskab), at grænser ultimativt beskyttes af våben, fatter intet. Intet. De opfører sig som småbørn, der går, før de lærer at kravle. Det eneste, de får ud af det, er at de falder og slår panden mod gulvet, og det eneste, vi andre får ud af det, er et billigt grin.

Når du har din ytringsfrihed, din kontanthjælp og dit gratis sociologistudie, der har omdannet dig til en ubrugelig feminist, så har du fået dem på grund af valg, der er truffet i vores demokrati. Vores demokrati er grundfæstet i nationen Danmark. Nationen Danmark er defineret ved nogle fysiske grænser. De fysiske grænser skal håndhæves. For at håndhævelsen respekteres skal der være en trussel om magtanvendelse. Derfor har mænd ved grænsen autorisation til at bruge magt, og til det formål er de bevæbnede. Med skydevåben.

Den ubehagelige sandhed i afhængighedskæden i vores samfund sammenholdt med dine følelser.

Uden ovenstående afhængighedskæde har du ingen frihed. Det er nationen, der sikrer dig fra kaos. Der findes måske nok et universelt friheds- og rettighedsbegreb i dit blonde hoved og i visse FN-institutioner og europæiske konventioner, men de findes ikke i den virkelige verden, hvor de allermest positive rapporter vurderer, at et godt stykke under halvdelen af alle mennesker er frie og sikre. Kun nationen Danmark sikrer dig. Så kan det ikke siges meget klarere.

"Så du vil skyde på bådflygtninge," skriger du og fortsætter, fordi du ingen argumenter har: "Jeg smutter. Jeg kan ikke deltage i den diskussion." Nu vælger du godt nok at sige bådflygtninge, selvom vi alle ved, de er migranter. Nuvel, lad os være ligeglad med det i dag. Nej, jeg vil selvfølgelig ikke umiddelbart skyde på bådflygtninge, og det vil Kenneth heller ikke. Selvfølgelig vælger man en anden udvej først. Hvis en fuld svensker vakler over grænsen, kan man vise ham hjem. En tysker i en badering, der er drevet ind i dansk farvand vil vi redde, hvorefter han gladeligt drager sydpå igen. Men hvad gør vi med "bådflygtninge", der intet har at miste, og hvad gør vi den dag, de simpelthen bliver for mange?

"Så må vi sætte dem i fængsel," når jeg netop at hive ud af dig, inden du er løbet tilbage til dit safe space for at finde sympatiforargede ligesindede. I fængsel? Der er ikke plads. Der er ikke råd. Og selvom der var, ville de øjeblikkeligt blive omfattet af vores menneskerettigheder, så vi alligevel er tvunget til at beholde dem, uanset hvor mange ti-årige, de voldtager, eller hvor forfulgte, de ikke er. Afrikas milliardbefolkning fordobler sig inden 2050. Vi kan simpelthen ikke håndtere det på sigt, uden at vores kultur og vores velfærdssamfund bryder sammen.

"Okay da," hikster du gennem dine spædbørnstårer. "Så må vi sende dem tilbage, hvor de kommer fra." Alle tiders ide. Den er jeg faktisk helt med på. Men lad mig så spørge: Hvad gør vi, hvis de ikke vil sendes tilbage? Vi har allerede set eksempler på migranter, der opfører sig som pattebørn for at sikre sig, at vi ikke kan sende dem hjem, fordi det bliver for dyrt eller "umenneskeligt". Fortæl mig, hvad vi så skal gøre? Tror du, de lytter til, hvad den flinke politimand siger?

Nej, vel? Det gør de ikke. Eller vent ... hvad nu, hvis den flinke politimand havde en form for magt, han kunne bruge, hvis det bliver nødvendigt? Hvad nu, hvis vi gav ham en knippel. Så må han slå dem. Og hvad nu, hvis det ikke er nok. Jamen, så må vi give den flinke politimand et skydevåben og så må han benytte det, hvis det kommer dertil. Truslen fra magten bag en politimands autoritet ligger i skydevåben, ligesom det har gjort siden skydevåbenet blev opfundet. Hvis den - ultimative, forstås - trussel ikke er til stede, eller hvis den ikke menes alvorligt, så kan enhver vælge at ignorere, hvad den flinke politimand siger.

Kan du se det? Kan du forstå sammenhængen nu? Hvis ikke, så må du erkende, at du ikke ønsker at forsvare Danmark og Europa mod uendelige strømme af såkaldte "flygtninge", og at du accepterer at ofre vores kultur og samfund i samme ombæring. Der er ingen anden udvej. Du har lov til at mene, at vi skal gå ad den vej, men du kan i det mindste indrømme det i stedet for højhelligt at stå og sparke ned på realistiske folk som Kenneth Kristensen Berith, alt imens du nyder godt af lige præcis alle de rettigheder, som mændene og deres våben ved grænsen har sikret.

Indtil videre, i hvert fald.

tirsdag den 22. november 2016

Gellerups badende babes

I Aarhus træder diskussionen om kønsopdelt svømning stadig vande. Et stort flertal i byrådet har besluttet at forbyde den kønsopdelte svømning, som hidtil har foregået tre timer i Gellerup Badet hver lørdag.

Kønsopdelt svømning betyder ikke, at der er hold for kvinder og mænd. Nej, det betyder, at der er hold kun for kvinder, hvor vinduerne bliver dækket af og dørene låst. Tilbuddet benyttes primært af muslimske kvinder, men de muslimske mænd har ikke samme behov. Hvis de vil svømme, tager de til en af kommunens andre svømmehaller, hvor de kan chikanere danske ludere, der villigt viser sig frem.

I går forsøgte de politisk korrekte medier endnu en gang at sparke liv i den gamle selvdøde krikke af en diskussion ved at invitere en tilhyllet, ung, kvindelig, muslimsk læge og en diabetes 2-disponeret, gråhåret do-gooder af en dansk, kommunalansat kvinde, der bruger sine sikkert ganske sparsomme og korte arbejdsdage på at agere hul i socialkassen, ind for at fortælle, hvor forfærdeligt forbuddet er.

I programmet forsøgte de sig med de samme gamle tåbelige argumenter, endda præsenteret som en slags fakta i lysavisen (news-ticker'en for de unge læsere) fordi alle ved, de smuldrer ved den mindste modsigelse: "I Danmark har vi allerede tradition for kønsopdelte hold i sport". Ja, for helvede, men det betyder jo ikke, at det modsatte køn er forment adgang. Ej heller, at det er umuligt, at et kvindehold kan have en mandlig træner. Det er et dødt argument, og så fat det dog.

Et marginalt bedre argument er, at disse muslimske kvinder ikke har mulighed for at bade på anden vis, og at forbuddet derfor afskærer dem fra svømningens sociale kvaliteter. Jovist, men hvorfor er de afskåret? Er det på grund af forbuddet? Eller er det på grund af, at deres kultur og sikkert i særdeleshed mændene ikke ønsker, at de risikerer at vise sig delvist afklædte for andre mænd, fordi alle ved, at kvinder, der gør det, er ludere. Se selv på de billige, danske kvinder i de andre svømmehaller, der hyler begejstret op ved enhver brun finger, der finder vej op i dem.

Derfor er kønsopdelt svømning et knæfald for oldsydlig, islamisk tankegang. Det skal ikke finde sted i offentlige svømmehaller, støttet af det offentlige. Hvis muslimerne ønsker et reservoir for deres ærbare kvinder, så må de sateme selv op med det overførselsindkomstspækkede læder og købe og drive en svømmehal, hvor de kan bure dem inde. Det skal ikke være for danskernes skattepenge, at kvinder gemmes væk. Når vi tvinges til at betale, vil vi også have lov til at glo på dem. Jeg ved ikke engang, hvad det er, de muslimske mænd frygter. Når sådan en enorm Barbamama bomber sin behårede bagdel i baljen, vil den efterfølgende tsunami sgu' da skylle enhver lystig lurer væk.

Nu er Bob her en blød debattør, som gerne indgår et kompromis. Hvad med, at vi tillader det lukkede kvindehold og samtidig kræver, at muslimske mænd også kun deltager på lukkede mandehold? På den måde kan også mændene få fred til at dyrke nogle af deres kulturelle traditioner, om end det nok bliver hårdt for damprørene og de afghanske tedrenge. Jeg forestiller mig, at der sagtens kan bankes et samarbejde op med både Spanien og Mariendal Strand. Det vil også have den sidegevinst, at man kan få sin kone hjem fra svømmehallen, uden at hun har skullet fungere som omvandrende tag-selv-buffet for sultne, uledsagede flygtningebørn. Nok er jeg rig, og nok er der rigeligt af hende til alle, men det betyder ikke, at jeg har lyst til at dele.

Muslimerne er altid ofre. Her er det en burkinisolbadende kvinde, der tvinges nøgen af fransk politi. For vi tror alle på, at en kvinde fra en kultur, hvor kvinder ikke engang må gå i svømmehallen, mens mænd er til stede, tager alene til stranden, og at hun endda smider tøjet på et par vantros opfordring.

Er jeg i øvrigt den eneste person, der kan være bekymret over, at en muslimsk kvinde, der går ind for streng kønsopdeling, bliver læge? Jeg ved da ikke, om jeg har lyst til, at hunkønsbørnene i min familie skal behandles af en doktorinde, der er så absurd angst for kvindekroppen? Nu kan jeg heller ikke engang se frem til mit eget dødsleje, for hvis sådan et offersygt kvindemenneske skal våge over mit hvide, privilegerede legeme, så er jeg sikker på, at jeg ret hurtigt bliver kørt ud på et sidespor til fordel for et eller andet tilfældigt palæstinensisk barn, der er blevet ramt af klyngebomber fra industrien, der finansierede mit opholdpleje-gated-community'et.

Nu er svømningen forresten også for kvinder med etnisk dansk oprindelse, fortæller den tilhyllede læge. Historien beretter så ikke, om det er etnisk danske, men stadig muslimske kvinder der er tale om. Den tanke kunne man godt få. Hele denne diskussion er nemlig gennemsyret af retoriske tricks, omformuleringer, talen-udenom og lemfældig brug af begreber såsom kønsopdeling og frihed, der kun overfladisk har med sagens kerne og alt med det sædvanlige bøvl med muslimsk indvandring at gøre.

Nå, men der skal nok være et par nysgerrige eller måske voldsomt berigede etniske danske kvinder, der begiver sig ind på et hermetisk lukket kvindehold. Jeg kunne have mine tvivl, om sidstnævnte så har lyst til at begive sig ind i en af Danmarks værste ghettoer for at gemme sig for mænd, der ikke kan styre testosteronindsprøjtningen. Eller til at betale ekstragebyret på en smadret siderude og alt ikke-fastnaglet inventar i Berlingo'en. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare en sur, gammel, bitter satan, der er liderlig efter at se mandeløjede babes i min lokale pøl.

tirsdag den 15. november 2016

Misbrugte mindreårige

Jeg indrømmer, at jeg altid har ment, at jeg burde have revselsesret, når latterlige børn udtaler sig om ting, de ikke ved noget om. I min fantasi rammer min knyttede næve ungen i solar plexus, så slagets kinetiske energi på optimal tabsreduceret facon omdannes til potentiel energi, der bølger opad og igen omdanner sig til kinetisk energi, idet den presser barnets øjne ud af soklerne, umiddelbart efter det siger ting såsom "atomkraft er farligt", "jeg elsker dig" eller "du er ringere til fysik end pigen på bagerste række i klassen".

"Hvornår starter Donald Trump krigen?" spørger det 14-årige barn.

Okay, fair nok, jeg er i gang med at tæve budbringeren. Jeg ved jo godt, at barnet på ingen måde i helvede selv har ræsonneret sig frem til, at Donald Trump vil starte en krig. Det er der nemlig ingen tegn på. Han vil tværtimod reducere amerikanske militære interventioner. At der så kan komme en øget sikkerhedsrisiko herhjemme, fordi han har antydet, at lande såsom Danmark, der svigter deres økonomiske forpligtelser til NATO, fordi de prioriterer blinkende bænke og adelsprivilegier til offentlige skrankepaver, ikke skal regne med USAs beskyttelse, har barnet næppe selv tænkt sig frem til.

En god del af skylden ligger hos medierne. De færreste børn kan modstå det massive propagandabombardement fra Danmarks Radio. Før jeg selv blev politisk bevidst som seks-årig, troede jeg faktisk, at Snuden blot handlede om et sødt dyr med en snude, og at Cirkeline bare var en billig tøs, der gik uden trusser under kjolen og altid var frisk på en tur i svovlboksen.

Set på DR Ramasjang efter "Cirkeline og verdens mindste superhelt". Producenten afslutter med at sprøjte historiens åbenlyse pointe lige i ansigtet på de små børn bare for at være helt sikker på, at de har slugt den.

Så er der naturligvis folkeskolelærerne. Jeg har ikke tal på, hvor mange i min bekendtskabskreds, der har børn, som er kommet hjem fra disse DDR-inspirerede betoninstitutioner med de mest sindssyge marxistiske budskaber. Lærere laver intet, nej, bortset fra at proppe deres åndssvage meninger ned i halsen på dine børn. Men de er vel undskyldt på grund af manglende intelligens og uddannelse.

I det hele taget er offentlige institutioner pisseirriterende. Mens The Donald blev valgt til prez, befandt jeg mig på et hospital, fordi jeg har været så dum ikke at tegne en privatforsikring, der ville have kunnet sikre mig medicinsk hjælp over zimbabwiansk niveau, og under mit to-dages ophold fortalte hele fem sygeplejesker mig, hvor frygteligt præsidentvalget var. Tak, skide køer og enkelt, homoseksuel, ældre mand. Jeg ville have foretrukket at blive behandlet med dansemedicin af en maracassvingende, kridtmalet Zimbabweneger frem for at høre på jeres fornuftsstridige vrøvlerier.

Nå, men jeg er voksen og kan ignorere overbetalte og dovne offentligt ansattes automatholdninger. Det kan børn ikke. Og mine to første konkrete eksempler på indoktrinering er blot symptomer på et dybereliggende problem. Mere generelt handler det om, at venstreorienterede bevidst udnytter børns meget påvirkelige hjerner til at sprede deres sindssyge ideer.

Jeps, de røde er så moralsk fattige, at de direkte udnytter børns åbne, naive disposition til egne, ondsindede formål. Tænk på alle de røde børnesange fra halvfjerdserne, alle de røde børneprogrammer og alle pædagogernes og lærernes åbenlyse forsøg på subtil påvirkning gennem dans og leg og mere eller mindre tvungen deltagelse i kryptokommunistiske demonstrationer. Det er modbydeligt. Tænk, at de kan få sig selv til det. Hvor nedrig kan man egentlig være? Men okay, har man kun debile budskaber, så er det vel eneste udvej at fortælle dem til debile børn, der kan propagere dem med deres debile, snottede stemmer til alle deres debile, små venner.

"Hold nu op, Bob. Hvis du selv havde børn, ville du også viderebringe dine egne værdier til dem." Jo, tak, til mine egne børn. Jeg ville gudhjælpemig ikke skrive tåbelige, påståelige børnesange uden bare skyggen af reflekteret indhold for skamløst at indoktrinere andres børn. I stedet ville jeg sørge for at skabe et godt eksempel i mig selv, som børnene kunne følge. Er det i virkeligheden dér, skoen trykker for de røde? De evner simpelthen ikke at efterleve deres egen højt besungne altruisme i den evige jagt på andre folks penge, og så er de nødt til at agere Goebbels for at få børn til at gøre, hvad de siger i stedet for, hvad de gør.

Skulle problemet ligge ved dig selv som forælder, så hold det venligst inden for dine egne fire vægge hos dine egne børn. Ingen af os andre gider nemlig have børn, der vokser op til at blive unge mennesker, som halshugger ponyer og griller dem på stranden eller kræver safe-spaces på universitetet eller må udsætte eksamen, fordi et demokrati har valgt en anden kandidat, end de selv lige ønskede.

Der er kun én vej ud af dette her: Mit opråb til forældrene er at sige aktivt fra. Opsig licensen og søg børneunderholdning andetsteds. Læs de ting, som børnene får med hjem helt fra de mindste klasser og kast de røde løgne tilbage i ansigtet på den fede, evigt single skøge af et kvindemenneske, der gør det ud for deres lærerinde. Men endnu vigtigere: Stil kritiske spørgsmål til børnene. Det er ikke svært. Selv små børns logik kan gennemhulle venstreorienterede argumenter. De skal bare lige vide, hvor ammunitionen ligger.

Kom i gang inden det er for sent. Er børnene først kommet for langt ud i den sump, hvor de røde står og lokker, så er de fortabt, og vi er dømt til at udholde endnu en generation af forkælede, brostenskastende, voldelige, påståelige møgunger, der intet fatter af, hvordan tingene fungerer i den virkelige verden. Intet.

onsdag den 2. november 2016

Clinton og Klovnen

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at kommentere på det amerikanske præsidentvalg, da jeg ikke ved særlig meget om det, men hvis man følger bare en smule med i medierne, sociale som de traditionelt tvangsbetalte og tvangsfodrende, finder man hurtigt ud af, at viden ikke er nogen forudsætning for at tage del i debatten.

I går sad jeg som en anden foie gras gås i sofaen og så et tidligt aftenshow på DR, hvor to skuespillere fik lov at tale om satire i forbindelse med politikere. Meget aktuelt havde de valgt Donald Trump og Hillary Clinton, og jeg tunede ind, netop da Niels Olsen, som min mor syntes var sjov i begyndelsen af 90'erne, var i gang med at gøre sig munter på bekostning af Donald Trumps frisure. Han sad med et fjoget udtryk og havde taget en paryk omvendt på. LOLZ.

"Men hvad så med Hillary Clinton?" spurgte den squawlignende studievært, som i virkeligheden er inder, hvilket egentlig er helt utroligt skægt, og løftede dermed mit humør en smule: DR er sgu' alligevel fair, for nu når Niels Olsen fik lov at hamre på Trump, så får Vicki Berlin med den for kvinder så oxymorone beskæftigelse, komiker, nu lidt licensbetalt snor til at gøre grin med Clinton. "Prøv at lægge mærke til, hver gang Trump har sagt noget," sagde Berlin. "Så ryster Hillary sådan med skuldrene og smiler, lidt ligesom når man skal håndtere et uopdragent barn." "Ja, for han taler jo sig selv ned under gulvbrædderne," svarede Niels Olsen så og grinede, mens han plirrede med øjnene til studieværten. "Det er så langt ude."

Lad mig skære optrinnet ud i pap: Når DR skal gøre grin med Trump, så nedgør de ham personligt, og når de skal gøre grin med Clinton, nedgør de også Trump personligt. Hele forestillingen er symptomatisk for de danske mediers dækning af præsidentvalget: Alting er så kvalmende ensidet og tendentiøst, at jeg hellere vil dø af kræft end at høre mere af det.

Faktisk kunne jeg nærmest mærke den beroligende fornemmelse af metastaserende cancer, der nærmede sig fra både ører og øjne, da jeg kæmpede mig igennem et forherligende indslag om en mor og datter, der rejste til USA for at kæmpe for Clinton. Bland jer dog for helvede udenom, blanke kællinger. Jeg kunne lige forestille mig, hvis en flok texanere rejste til Danmark og gik rundt og stemte dørklokker for at få danskerne til at stemme på Liberal Alliance eller noget andet parti, som almindeligt idiotiske danskere fejlagtigt opfatter som et spejl af amerikanske partier. Jeg kan nærmest høre det selvretfærdige ramaskrig om udemokratiske metoder og amerikanske spioner fra statsmediernes uvildigt venstreorienterede eksperter.

Det værste af det hele er, at tomhovederne på skærmen med den største selvfølgelighed tillader sig at antage, at seerne er enige i, at Hillary Clinton er den bedste kandidat, og at Donald Trump bare er dum. Propagandaen spredes med fortrolighed, ikke arrogance, og det er dét, der i virkeligheden er det mest skræmmende: Selvfølgelig er du enig. Vi er sammen om at være enige, siger de fra skærmen, mens de med et indforstået blik lægger en klam arm om dine skuldre.

Denne kollektive uvidenhed forklædt som konfidens er udtryk for en ulækker flokmentalitet, hvor sympatierklæringer til fordel for Clinton er en gratis handling med indbygget god fornemmelse: Du ved, at de andre griner med dig, ikke af dig. Du ved, at de andre er enige med dig og ikke i opposition, og du ved at du er klog og de andre dumme, og heldigvis bakker statsmedierne følelsen op med at afspille klippet med en tandløs hillbilly, der knap har trukket sig ud af sin yndlingsso, før han omtaler Trump som "my kinda man", inden hvert eneste af deres skamklippede fragmenter af Trumps taler.

"Men Trump er da en forfærdelig mand. Prøv bare at høre, hvad han har sagt om kvinder." Åh ja. Kvinder. De kan altid finde sig selv i offerrollen, ikke? Hør lige her: Det er jo bare lummer snak. Alle mænd har sagt noget lignende i et omklædningsrum. Alle. Og dem, der siger, de ikke har, som for eksempel Niels Olsen, enten 1) lyver, 2) er aldrig sammen med mænd alene, eller 3) vover ikke at prale om det, fordi de udøver det i virkeligheden på virkelige kvinder.

Vi fra kloakken ved nok, hvem der har de flotteste balloner.
Modstanden mod Trump og alle andre republikanske kandidater siden vi valgte at glemme, at Demokraterne lå i ske med Ku Klux Klan, er forståelig nok, når vi ser gennem europæiske øjne. Hvorfor vil de dumme amerikanere have ret til våben? Det behøver vi jo ikke. Hvorfor vil de dumme amerikanere ikke have et offentligt sundhedssystem? Sådan et har vi jo. Dumme, dumme, tykke amerikanere. Det er hysterisk grotesk, hvor ringe vi europæere er i stand til at sætte os i andres sted og forstå deres situation, betragtet hvor tolerante, vi anser os selv for at være.

Hvorfor skulle USA ikke gå i samme retning som os her i Europa? Det går jo så godt. Herhjemme har den multikulturelle agenda bare i løbet af den seneste uge givet os Swingerklub Tullebølle og beretningen fra Aabenraa om en syrisk mor og hendes børn, hvis liv endte så kummerligt. Tonsvis af terroristfrø er spredt og spiret op over hele kontinentet, og samme, åbenlyst tåbelige, beviseligt fejlslagne globalisme ønsker Hillary for USA. What's not to love?

Trump har det politisk ukorrekte mål at beskytte sin nation. Han gider ikke længere betale til NATO for at beskytte en flok forkælede europæere, der for det første ikke selv gider betale og for det andet sviner USA til ved enhver lejlighed. Han vil arbejde for, at islamister ikke får fodfæste i Guds Eget Land. Det er en vej væk fra Europa, men det er på ingen måde en forkert vej. Det er en sikring af et af de sidste, velfungerende kontinenter.

Det taler mod Trump, at han ligesom Clinton står for korporatisme, altså at han går ind for et tæt samarbejde mellem stat og typisk store virksomheder, således at sidstnævnte til begges økonomiske fordel bliver favoriseret gennem regulering. Big banking. Big business. Det kender vi også herhjemme, hver gang befolkningen stemmer nej til EU, og de store virksomheder hyler, fordi de lige har brugt sidste års overskud på at smøre nogle EU-bureaukrater for at skubbe lovgivningen i retning af egne interesser.

I det mindste står Trump ved sin korporatisme i såvel ord som gerning. Det gør Clinton ikke, og heri ligger den helt afgørende forskel på de to kandidater. Clinton er overflade, pænhed og rigtighed - en amerikansk udgave af Helle Thorning-Schmidt, der påtager sig ethvert poleret budskab, blot det bidrager til karrierens gode fortælling. Trump er ærlighed og ligefremhed. Sidstnævnte er ikke altid kønt, for virkeligheden er ikke altid køn. Men hvis etablissementet ikke snart forholder sig til den, så står den vestlige verdens velstand, fremgang og fremtid for fald.

Vågn op, USA, du Europas ansvarlige afkom, og gå foran og fix problemerne for de gamle, ligesom I altid gør. 

fredag den 28. oktober 2016

Er du venligso?

Stemningsbillede fra Tullebølle børnecenter.

I kølvandet på sagen fra Tullebølle asylcenter, hvor nogle kvindelige ansatte er blevet afsløret i at have haft sex med "uledsagede flygtningebørn", har BitterLeaks opsporet følgende løbeseddel, der angiveligt har været i kraftig rotation landet over.


onsdag den 26. oktober 2016

Rig mands ghetto

Forleden bragte DR et for statsradiofonien typisk, ironisk undertonet indslag om såkaldte gated communities, der nu er på vej i Danmark. En smykkemilliardær har boet i USA og ønsker på baggrund af sine positive erfaringer at bygge et gated community, hvor beboerne bor bag hegn og vagt, i Solrød kommune. Kommunen, der er ledet af landets tredjestørste socialdemokratiske parti, Venstre, har naturligvis valgt at takke nej til projektet.

Hvordan kan det også være, at nogen skulle ønske at bo i et gated community i Danmark? Vi har jo vores fantastiske sammenhold, hvor alle er lige, og hvor fællesskaber er noget, man tvinges ind i. Hvordan kan nogen så have behov for at indgå i det frivillige fællesskab, som et gated community er? Ja, det forstod DR ikke, og derfor måtte de rejse til et af vores nabolande, som allerede har gated communities, og spørge beboerne hvorfor.

Helt tilfældigvis har Sverige gated communities. Det samme har Tyskland. Uden at skænke denne kuriositet en tanke, rejste DR-journalisten til Sverige for at spørge en svensk, ældre dame, hvorfor hun har valgt at bo sådan et mærkeligt sted. Det kunne hun ikke give et ordentligt svar på og kom i stedet med en halvkvalt sang om all inclusive hoteller, indbrudstyve og ubudne unge, der holder picnic på græsplænen.

Derfor måtte DR-journalisten rejse hjem igen og fremgrave en uvildig ekspert, der lignede en person, som havde brugt 70'erne og det første af 80'erne på at sidde i et støvet baglokale til Blekingegadebandens røverbule, krumbøjet over en radio, hvis frekvensdrejeknap var rustet fast på P1, mens han skriblede anklagepunkter til revolutionsdomstolen i sin falmede, røde notesbog, og som nu var blevet belønnet for sin livslange tjeneste som marxistisk gyllespreder med en lektorstilling som kultursociolog på Roskilde Universitetscenter.

Eksperten var simpelthen i besiddelse af sølvkuglen:
Når nogen skaber gated communities, så skaber de opsplitning i befolkningen. Opsplitningen leder til mindre social kontakt, hvorved fantasierne og forestillingerne om folk, der bor uden for disse gated communities vil vokse uden nogen som helst grund, hvilket vil lede til mere frygt og mere opsplitning.
Wow. Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt den tanke før? Tænk på, at de lande, som har gated communities, lige præcis er de samme lande, som oplever øgede opsplitninger og dannelse af parallelsamfund. Lande såsom Tyskland, Sverige og Frankrig. Endnu en gang er det de rige og priviligerede, der har skabt alle problemerne. Først slog de en dårlig tone an i debatten, og nu flytter de til beskyttede områder for at dele befolkningen op i A- og B-hold. Svin. Måske kunne vi løse alle problemerne som ved et trylleslag ved at forbyde gated communities?

Det er lidt samme fænomen med ukrudt i haven. Det er så pisseirriterende, når naboen konstant luger eller lægger flis i rosenbedene. Jo mere, han beskytter sine planter og nedgør ukrudtet, jo mere spreder det sig og gror i din egen have. Hvis han da for helvede bare kunne lade være med konstant at tale det op mellem fliserne på din terrasse, hvor du sidder med din moderne solbrille og kølige Chablis, der hjælper dig til at glemme alt om alle de frø, som nogen påstår ligger og lurer under dig.

Nå, men jeg skal ikke snakke problemerne op. Der er alligevel ikke mange i Danmark, der får råd til at bo i gated communities, så skaden bliver begrænset. Vi andre kan jo stille os op udenfor og grine lidt af dem, der er så tåbelige at bo indenfor. Og skulle der på trods af vores latter og gode stemning snige sig nogle mørker skyer ind sydfra og gennembløde os, så kan vi altid fortælle hinanden, at de kun kom, fordi morakkerne i de der gated communities så absolut insisterede på at installere stormdræn.

fredag den 22. juli 2016

Frisindets faldgruber

Det er oppe i tiden at hylde vores danske samfunds frisind. Det er som sådan forståeligt nok, for tendensen er en følge af det islamiske mørklægningsgardin, der er blevet trukket op over Europa i løbet af det seneste halve århundrede.

Men nu synes Bob altså, at I er gået over gevind.

Selvom frihed er alle tiders, så kan frisind godt gå for langt. Jeg kan leve med, at ekshibitionister løber rundt på strandene, og at unge piger klæder sig som tøjter, men jeg behøver vel ikke ligefrem hylde det? Jo, tilsyneladende, for det ligger i luften, at vi skal sætte folk, der i bund og grund har lige så lidt anstændighed som tøj på kroppen, på en piedestal.

Jeg ved godt, folk går amok, når jeg siger det, men jeg beklager: Jeg opfatter kvinder, der går rundt nøgne eller iklædt meget lidt tøj, som billige. Ja, billige. Denne opfattelse skaber af uransagelige årsager den vrangforestilling hos nogle, at det så automatisk følger, at jeg ikke respekterer dem og også mener, at folk har ret til at gramse på eller måske endda voldtage dem. Selvfølgelig ikke. Sådanne aktiviteter kræver naturligvis, hvad enten det er for en enkelt omgangs eller for et ægteskabs skyld, altid begge parters accept og forudgående udveksling af et indbyrdes anerkendt betalingsmiddel, såsom danske pengesedler eller Big Mac menuer.

Vi skal også hylde homoseksualitet nu. Det er ikke nok at være tilhænger af, at enhver må leve sit liv i fred, som han eller hun ønsker. Nej. Nu skal vi også have regnbueflag på såvel Facebookprofiler, bybusser som rådhuse og ved enhver given lejlighed poste selfies fra homooptog. Homoseksuelle kan indgå ægteskab, og vi forventes alle at klappe og at nikke smilende og råbe hurra, hver gang en sådan kontrakt indgås. Især, når det foregår i kristne kirker. At det ikke foregår i moskeer, ignorerer vi totalt. Intet at se her.

Jeg finder homoseksuelle ægteskaber latterlige. Ja, latterlige. Lidt ligesom studenterhuer til frisøruddannede, 10. klasses elever og handelsskoledimittender. Et ægteskab indgås mellem en mand og en kvinde, og intentionen er fra samfundets side at understøtte det engagement, der kan lede til menneskehedens fortsatte eksistens gennem undfangelse og efterfølgende opdragelse af parrets børn i et stabilt familieliv. Og uanset, hvordan I vender og drejer dem, så kan to homoseksuelle af samme køn ikke producere børn.

"Hvad fanden bilder du sig ind, Bob, dit svin?" råber du, selvom du ikke er homoseksuel, for sjovt nok er det sjældent homoseksuelle selv, der råber op. "Homoseksuelle par har brug for samfundets accept." Jeg har intet imod samfundets accept. De har endda min accept. Men vi burde kalde accepten noget andet end ægteskab. Noget som heteroseksuelle så ikke kan indgå. Hvad med kammeratskab for bøsserne og kogalskab for de lesbiske? For der er forskel. De to ting er ikke det samme - og slet ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt.

Jeg kunne sagtens deltage som gæst til et homoseksuelt pars bryllup. Jeg ville respektere deres valg og kunne måske endda få mit sorte, døde hjerte til slå et enkelt slag af glæde på deres vegne. Men jeg kunne bare ikke tage det helt seriøst. Det ville virke lidt ligesom når et barn får overrakt sit legokørekort, erhvervet i små, latterlige biler på en bane i Legoland under total fravær af nogen som helst forståelse for trafikreglerne. Ja, det er flot, Villads, nu har du fået et kørekort ligesom onkel Bob. Hvor er det flot. Nu er du en rigtig bilist, ja.

Det centrale problem i alt dette her er lighedstanken og dens perverse fætter, ensheden. Vi skal for pokker og fanden alle sammen være lige og opnå ens resultater i livet. Kønnene skal som bekendt også være ens. Og det på trods af, at alle ved, der er forskel. Alle. Det værste er, at ensheden ingen mening giver. De, der hylder absolut enshed, grundlæggende forskelle til trods, er typisk også dem, der hylder mangfoldighed. Hvordan giver det nogen mening? Det skal jeg fortælle dig: Det gør det ikke. Hvis I virkelig var så gode, åbne og fordomsfrie, så ville I acceptere mennesker og deres forskelle i stedet for med vold og magt at presse alle ind under samme tag.

Hvorfor kan folk ikke bare acceptere de kort, de er blevet givet? Alle er ved fødslen blevet overdraget et kors, de må bære gennem livet. Ja, selv os heteroseksuelle, hvide, onde mænd. Lær dog at leve med tingene og udnyt dem til din fordel og glæde i stedet for ved enhver given lejlighed at gøre opmærksom på dine klynkerier, tvære dem ind i folks ansigt og konstant kræve, at alle andre skal indrette sig efter dine mere eller mindre indbildte problemer.

Og få mig nu ikke i gang med at tale om transkønnede, vel? Suk. Jeg har en transkønnet i min bekendtskabskreds, og han har det elendigt, og det er synd for ham, for han er tydeligvis mentalt forstyrret. Fint nok. Det kan ikke genere mig, at han vader rundt og ligner en havneluder i sine kjoler. Men jeg finder det helt ærligt ikke særlig betryggende at lade de små piger i min familie dele offentlige toiletter med denne hærdebrede, tydeligt forstyrrede mand, der frejdigt lader sin enorme håndværkerpik dingle frit under kjolen.

Okay, så du er en biologisk mand, der føler sig som en kvinde. Fint. Jeg er et moderne menneske, der ikke mener, du burde spærres inde i en gummicelle på trods af dine åbenlyse vrangforestillinger. Jeg synes heller ikke, at negere skal betale skat til deres ejere mere. Men uanset, at jeg er født i 1744, så er du altså ikke en biologisk kvinde, og med mindre du som absolut minimum lader ragekniven permanent adskille dine kugler fra resten af kroppen, så vi kan se, at du virkelig mener det (jeps, jeg er så progressiv, at jeg synes, staten skal opmuntre forvirrede personer til selvkastration), så har du intet, intet at gøre i kvinders omklædningsrum.

Sjovt nok er det altid transkønnede mænd, der vil ind i kvinders omklædningsrum og aldrig vice-versa. Hvor er det mærkeligt, hva'? Det kan ikke have noget at gøre med, at de fleste mænd ville finde det alle tiders, hvis en kvinde dukkede op i deres bad, og ville bruge endnu mere tid end sædvanligt på at for helvede at tage de forpulede underhylere på NU, menneske! Nej, umuligt, for det ville jo indikere, at der er forskel på kønnene, og at alle ved det, og det ved vi jo, der ikke er. For eksempel kan en kvinde sagtens finde på at opføre sig som en mand.

Det forekommer mig, at det ikke så ofte er de mandlige homoseksuelle, transkønnede eller hvad-nu-der-findes-af-usandsynligt-mange-latterlige-variationer, der skaber problemer. De er ikke særlig synlige, passer ofte sig selv og med mindre du vader ind under en busk i Mindeparken, ser du dem egentlig ikke. Nej, den skingre, hadende pøbel består som regel af lebbe-beundrende kvinder. Som regel er det heteroseksuelle kvinder, der af uransagelige, måske fortrængte årsager føler sig kaldet til at beskytte deres ofre: De homoseksuelle kvinder. Smut forbi nogle af deres Facebook-grupper, og du vil opdage et had så intenst og skingert, komplet med opfordringer til at forfølge folk, at du ville ønske, nogen ville fremskynde dommedag.

(Tyvstjålet fra nettet og oversat til dansk)

Jeg ved ikke, kvinder, det er som om I ikke rigtig kan styre jer selv. I har virkelig et problem med at optræde i den offentlige debat. Der er kosmiske afstande mellem velargumenterende kvindelige debattører, der ikke griber til udskamning ved enhver oplagt og ikke oplagt mulighed. Det må være et resultat af manglende opdragelse. Måske manglen på synlige fædre, hvilket netop er et resultat af de seneste mange års lighedsmageri og opgør med de traditionelle, velfungerende familiemønstre.

Her til sidst vil jeg give jer et lille, lækkert tip i form af en musikvideo. Jeg har selv til gode at beslutte mig endeligt omkring videoen, for jeg er helt sikker på, der sidder mange feminister derude og ikke aner, hvad de skal mene om den. For selvom den i bedste lebbestil forsøger at være så ækel som mulig for lissom at være åh-så-chokerende over for det etablerede patriarkat med sin snak om næsten penisfri sex og menstruation og antydningen af oral numsesex, så har den alligevel en lækker, slank og særdeles letpåklædt pige i hovedrollen.



Jeg kender ikke sangerinden, Nikoline, men den anden er tydeligvis Donald Sutherland med blond paryk og make-up. Prøv at tage et godt kig på sangerindens ansigt gennem videoen, hvis du da kan tvinge dit blik derop. Her optræder hun i sit es, frit vridende og så satans vildt forargende provokerende og se bare, hvilken glæde hun udstråler. Ser det ikke ud som om, at hun er vildt lykkelig? Nå, uanset hvad, har jeg, en heteroseksuel, hvid og ond mand, opbrugt syvogtres supersugende Kleenex køkkenruller, mens jeg har stirret på videoen, så måske lykkedes deres mission ikke rigtigt. Eller måske gjorde den.

Under alle omstændigheder er Ketchup en satans god popsang. Af en eller anden grund har popmusikgenren den mærkværdige egenskab, at de musikalsk ringeste numre er de absolut bedste. Og om ikke andet kan vi da bare glæde os over at efter dette herlige, smerteligt ærlige indlæg, bragte musikken til sidst os alle, forkerte som rigtige, sammen i ren fordragelighed.

tirsdag den 19. juli 2016

Muslim søges

Der er noget, der er værre end at kapre en lastbil og pløje den igennem en fredeligt festende folkemængde i Nice, og det er at placere sin fede, RUC-uddannede røv i mikrofonstolen på den statsbetalte radio og flere dage efter terror-angrebet udtale, at "man stadig leder efter et motiv". Mængden af misinformation og fornægtelse i de gængse medier nærmer sig efterhånden propaganda. Hvis du aldrig kigger på et udenlandsk medie, aner du ikke, hvad du går glip af.

Har du for eksempel hørt, at de franske myndigheder tilsyneladende har skjult information om, at nogle af ofrene i Bataclan blev tortureret? Og selvom vi ikke taler om inhuman, grusom vestlig tortur, hvor mordere får trukket underbukserne ned om anklerne, så en pige kan se deres bare, små tissemænd, handler det om kastration, hvor testiklerne bagefter er blevet proppet i munden på ofrene. Opskæring af maver. Udskæring af øjne. Seksuelle krænkelser af kvindelige ofre. Informationen er kommet fra pårørende og overlevende, og hvis udenlandske nyhedsmedier ikke er gode nok til dig, kan du selv læse om det i den franske retsudskrift. Man får det så dårligt, at man næsten ikke har lyst til at joke om, at det er et mirakel, at terroristerne rent faktisk fandt nogle nosser at skære af den flok spinkle, selvhadende mandslinge, der efterhånden udgør størstedelen af den feministkastrerede, vestlige ungdom.

"Hvorfor skal vi høre alt det her?" spørger en alternativ vælger på Facebook og fortsætter: "Hvis du udtrykker din sorg, så er du med til at bane vejen for næste terrorangreb." Naturligvis burde det ikke undre nogen, at en neo-kommunist ønsker at feje historisk erfaring ind under gulvtæppet og skyde skylden på Vesten, men tendensen er også klar hos de andre på samme fløj. En anden citerede storladent en berømt forfatter for at skrive, at "man intet klogt kan udlede af en menneskelig massakre." Og med sådan et citat fremstår man både intellektuel og kunstnerisk, samtidig med at man gør sin del for at fortælle folk, at de ikke skal kigge terrorsagen efter i sømmene. For det vil åbne op for den sandhed, som vi alle kender.

Jeg skriver ingen forbehold i dette indlæg. Ingen. Hvorfor ikke? Fordi jeg gudfindemigetrebatkværkemigmed ikke orker at høre dem igen. Alle kender dem alligevel til bevidstløshed, for de har læst dem ethundredeotteogtrestusinde gange på de sociale medier, hver evig eneste gang at nogen formaster sig til at kritisere islam. Jeg vil blot bemærke, at stort set alle terrorister er muslimer.

"Men ikke alle," siger du, mens du for første gang i livet retter din sygeligt slappe ryg. "Breivik var ikke muslim. Han hadede muslimer. Faktisk var han højreradikal, vist nok kristen, og han dræbte 69 unge mennesker i koldt blod." Nåh, taler du om ham nordmanden, som enhver kan se er skingrende psykopat? Ham, der måtte skrive sit eget manifest for at have noget at drage inspiration fra? Ham, som alle almindelige nordmænd skammer sig over? Ham, hvis gerninger ingen relativiserer? Ham, som ingen gejstlig autoritetsfigur sympatiserer med gennem prædikener? Ham, som intet netværk har? Ham, som, når han engang dør, ikke vil blive fulgt af femhundrede sympatiserende landsmænd til sin ukendte, ensomme grav? Ja, det er rigtigt. Han er i den grad undtagelsen, der bekræfter reglen.

Problemet er islam. Så fat det dog. Vi andre har vidst det i tredive år nu. Vi har vidst, hvad der ventede. Fællesnævneren for de seneste mange års terrorangreb er islam. Og at terroristerne var muslimer. Og nu, hvor problemerne, som al empiri forudsagde, er til stede, så forsøger I at tale udenom. Når jeg som forleden oplever, at en efter danske forhold borgerlig vælger relativiserer en historie om en machete-angribende somalier med: "Jamen, macheten var nok ikke skarpsleben", så ved man bare, at alt håb er ude.

Det er helt ufatteligt, hvilke latterlige historier, man konfronteres med på de sociale medier. Det er efterhånden kommet så vidt, at det skal postes som en stor sag, når muslimske indvandrere udviser menneskelighed, som man burde kunne forvente af alle, der lever i et civiliseret samfund. "Hej, jeg vil bare sige, at jeg har fået troen på menneskeheden tilbage, efter jeg mødte en muslimsk dreng, der klappede min hund." eller "Min bedstemor faldt og slog hovedet og en indvandrer hjalp hende op. Stop nu al den negative snak om indvandrere. P.S.: Hun har mistet sit guldur, har nogen fundet det på gaden?" Det er utroligt, at helt banale historier om muslimer kan blæses op til enorme sukkerstorme med femtentusinde klappende likes.

At argumentere med folk, der er dannet af venstredrejet indoktrinering, er som at angribe en tågebanke med en le. Hvis man påpeger, at importen fra ikke-vestlige lande må stoppe, siger de, at Dansk Industri har brug for indvandring. Når man så forsøger at forklare, at erhvervslivet har brug for kompetente, veluddannede indvandrere, der er interesserede i at yde, får man at vide, at flygtninge naturligvis er traumatiserede og ikke kan forventes at arbejde. Vupti. Indvandrere bliver til flygtninge og tilbage igen, og ingen opdager, at nogen snublede over deres eget argument. På den måde ligner diskussionen folkevandringen i sig selv: Tiden går og intet sker, bortset fra at vi alle bliver dummere.

Hvorfor taler venstrefløjen udenom? Fordi de ikke kan klare, at deres multikulturelle projekt minder mere og mere om dansk filmindustri: Et enormt flop, som folk kun køber billetter til, fordi de tvinges af statsmagten. Heldigvis er der personer som den polske indenrigsminister, der - netop som man troede, at polakker ikke kan bruges til andet end prostitution, inddrivning af narkogæld og at fabrikere pølser af brusk og fedt - griber fat om de rødes yndlingsukrudt, rykker til og viser os, at roden er multikultur. Multikulturalismen, bastarden af den klassiske, marxistiske klassekamp, hvor samfundsklasserne er erstattet af race- og kulturklasser, vil ødelægge de vestlige, frie samfund og helt ærligt, så tror jeg efterhånden, at det er planen. Og nej, dit åndssvage vrøvl om, at fordi din forfader var norsk, frikadellen tysk, tøjet engelsk og knallerthåret svensk, så er vi alle i forvejen multikulturelle, er ikke et argument. At indvandre med kærlighed til egen kultur er ikke det samme som at indvandre med had til alle andres.

Nu er Bob en forstokket, reaktionær idiot, hvis hvidprivilegerede sind jo ikke kan se sin egen fordom for bare negre, men i dette migranthav må der da eksistere nogle intelligente stemmer, som kan pirke til hans tvivl, ikke? Bare to? En? Hvor er de henne? Helt ærligt, fortæl mig hvor der findes en knivskarp debattør med muslimsk baggrund. Og nu taler jeg altså om den der Jacob Mchangama-type, der udslynger argumenter så skarpe, at de så ubesværet som en af mandens utallige pophymner lirker sig ind mellem de militærranke molekyler i selv min dumstædige pandebrask. Jeg har endnu ikke fundet en. De har alle vist sig at være røde klynkere, der villigt lader deres uduelige dødvægt falde tilbage i offerrollen, som venstrefløjen altid står parat til at svøbe dem i.

Det er ikke sådan, at jeg ikke har ledt efter de skarpe stemmer. Jeg har efterhånden hørt og set en del med Abdel Aziz Mahmoud, men manden smider selv helt oplagte vinderchancer på gulvet som var de et par arbejdshandsker. For eksempel da han debatterer med en førtidspensionist, der kommer til at sige, at vold ligger i mellemøstlige gener. Nemmeste offer i verden. Alligevel kaster Abdel sig - indrømmet, efter lang tids tålmodighed - sig hylende på gulvet og siger han er bange for, at førtidspensionisten vil overfalde ham? Øh ... hvad? Blandt mængden af komplet dumme diskussionshåndtag, var voldstruslen nok det eneste, førtidspensionisten ikke trak i, og alligevel må Abdel opstille denne stråmand for at klare sig. Abdel klarer sig kun marginalt bedre i debat mod en fjollet, kejtet, mundvigsslikkende Daniel Carlsen fra Danskernes [Pseudonationalsocialistiske Arbejder] Parti. Jeg er på ingen måde imponeret.

Det var også bare skide skægt, da han gik rundt og undskyldte for alt muligt. Ha ha, det er da bare så skarpt set, for det er klart, at vi forventer, at en muslim skal gå rundt personligt og sige undskyld for terror, pædofili og alt muligt ondt. Ja, for det handler jo slet ikke om, at man måske godt kunne forvente, at moderate muslimer som gruppe aktivt og synligt stod sammen med os andre i stedet for at komme med halvhjertede pressemeddelelser eller ironiske undskyldninger, inden turen går til tordentale i den lokale moske.

Bogen burde have heddet "Hvor flot, at du ikke udnytter et velment kompliment til at trække det evindelige, omend ironisk vinklede offerkort."

Så er der Geeti Amiri. Hun er måske nok mest kendt for at sende stereotypisk-sur-tyk-negerkvinde-øjne i retning af Marie Krarup, da denne lagde en forsonende hånd på hendes ryg, men hun er også til stede i andre debatter. Blandt andet har hun skrevet om Nye Borgerlige, hvor hun påpeger det bekymrende i, at nye partier kommer frem, især når de har Saxo Bank i ryggen. Til hendes forsvar kan man sige, at man nok også skal helt ned i fjerde eller femte hit på Google for at finde ud af, at Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen, som er bror til Nye Borgerlige-grundlægger Peter Seier Christensen, ikke støtter Nye Borgerlige. Familiemæssige relationer giver ikke per automatik privilegier her i Danmark, borset fra hvis man er medlem af kongefamilien. Måske kan hun undskyldes med en kulturel blind vinkel.

"Dayum, bitch, you ain't got no right ta touch me wit dem white hands." (red.: Det sagde hun ikke).

Der er også Rushy Rashid fra Rushys Roulette på Radio24Syv. Selvom jeg må komplimentere hende for at invitere gæster, som hun er uenig med, så er hendes ordstyrerrolle mere farvet end en falsk Nike sweatshirt fra en bangladeshisk børnefabrik. En debat, hun påbegyndte med at indlede, at "partierne på den yderste højrefløj" ønsker, at danske statsborgere skal "bevise deres statsborgerskab otte generationer tilbage", fortsatte med, at partierne tilbageviste hendes påstand, hvorefter hun valgte at afslutte den med at erklære, at "partierne på den yderste højrefløj" ønsker, at danske statsborgere skal "bevise deres statsborgerskab otte generationer tilbage". Suk.  Atter gik tiden, mens vi alle blev dummere.

Der findes dog et par lyspunkter, såsom Naser Khader og Ahmed Akkari. De bidrager fint og er vel kloge nok, men de er bare ikke sådan rigtig skarpe, vel? Alle husker, hvordan Khader kagede rundt i Ny Alliance, og Ahmed Akkari virker meget optaget af at få opmærksomhed.

"Sig mig, Bob, hvad er det egentlig, du ønsker af os?" hyler du og kaster opgivende dine hænder i luften og puffer til den tilsyneladende permanent spritnye kasket i overstørrelse, der altid er placeret oven på dit mospudehår. "Er der overhovedet noget, der er godt nok?" Ja, men rollemodeller, der senere viser sig at være kriminelle, og middelmådige, socialistiske debattører, der fordrejer sandheden, er ikke godt nok. Nej, jeg ønsker at se og ikke bare at høre anekdoter om folkedybet af hårdtarbejdende, skattebetalende, moderate muslimer. Jeg ønsker at se dem rejse sig mod den frie verdens fjende og tage aktiv del i dette samfund i stedet for blot at stå tavse med et ben i begge lejre med en overførselsindkomst i favnen.

Hvis det ikke snart sker, vil jeg blive endeligt overbevist om, at Europa er uforanderligt splittet. At socialisternes multikulturelle projekt ikke er fejlet men i virkeligheden er lykkedes, og at vores frie, rige samfund er væk, og at folkevandringen intet, absolut intet har at gøre med flugt fra defekte, islamiske stater og alt at gøre med at transformere den onde, vestlige succes til en middelmådig, klumpet grød af socialistisk og lovreligiøs fiasko.

onsdag den 27. april 2016

Kald det nu bare Det Røde Råd

I forgårs læste jeg, at Det Etiske Råd anbefaler regeringen at lægge afgift på oksekød, og jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at sove de sidste to nætter. Ikke ved tanken om at jeg som en anden fyringstruet fagforeningspamper mister mit kødben at gnaske på men på grund af forundrelsen og arrigheden over, at der sidder en gruppe mennesker i et statsbetalt råd og føler sig berettigede til at bestemme over andre menneskers liv.

Efter at have vendt mig i sengen i timevis, stod jeg op og gik ind på Det Etiske Råds hjemmeside. Under deres formål står der:
Vores opgave er at rådgive og skabe debat om nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer.
Øh, hvad? Nu er jeg nok den eneste med en studentereksamen med et snit under to, der ikke har læst humaniora på universitetet, men er det kun mig, der fornemmer, at fokusområdet for etik har snævret sig en smule ind? Det lyder helt ærligt, som om Uffe Elbæks sociale ingeniørtropper har erobret Det Etiske Råd og omdannet det til et brohoved i kampen for en miljømæssig pendant til kønsløs børneopdragelse.

Vi må forstå, belærer hendes majestæt Signe Wenneberg fra Det Etiske Råd, at det her simpelthen drejer sig om intet mindre end at redde planeten og ikke om at genere "gastroseksuelle" kødgnaskere ved at "tage bøffen ud af kæften på dem". Nåh nej, der er ikke så¨meget som antydningen af antipati at spore i hendes ordvalg:

Statsansat smagsdommer taler ned til de gastroseksuelle undermennesker. Tak til Signe Wenneberg, professionel porresutter.

Jeps, vi 5,5 millioner danskere ud af knap 7 milliarder mennesker på planeten, altså ikke engang en promille af verdensbefolkningen, skal pålægges endnu flere afgifter på baggrund af religiøse overbevisninger om, hvordan planeten har det. Jeps, religiøse, eller skulle jeg sige politiske, for alt det her møg udspringer af socialismen. Socialismen har altid hadet den vestlige succes, dens vækst og teknologiske udvikling og dens forbrug. Miljøbevægelserne manifesterede sig i de vestlige lande ved hjælp af sovjetisk støtte og opildnede borgerne til at foragte deres egen adfærd, mens socialismen charmerede sin klamme hånd ind under blåøjede, vestlige pigers trussekant i kvindebevægelserne.

Tåbelige græshoppe-vælgere fra ovenstående bevægelser følger blindt socialismens utopiske rottefængerier og sprang først til R, dernæst til SF, så EL og nu til det neo-socialistiske Alternativet. Ja, neo-socialistiske, for det er nemlig smart at sætte neo foran ideologier, man hverken kan lide eller argumentere imod, for at få dem til at lyde onde. I socialismens tilfælde er præfikset dog, indrømmet, dobbeltkonfekt. Hvornår stiller medierne kritiske spørgsmål til drømmevælgerne og deres nuværende tilflugtssted, Alternativet? Kan man bare blive ved med at føre sig frem med bullshit som "bæredygtig udvikling" og "30 timers arbejdsuge" uden på nogen måde at skulle konkretisere med andet end en klappesang? Hvordan vil de f.eks. skabe mere frihed for borgerne, samtidig med at statens indblanding bliver stærkere? Det er umuligt.

Jeg er ked af at være lægen, der prikker til kræftbylden, men jeg kan ikke konkludere andet, end at Alternativets løsninger paradoksalt nok svarer til det, de røde plejer at kalde for neo-liberalisme: Et samfund med et endnu mere statssubsidieret marked til fordel for udvalgte, private virksomheder - som regel denoteret "iværksættere" eller "grønne virksomheder" - og deraf følgende konkurrenceforvridning, korruption og højere priser for forbrugerne og især de svageste. Nå, men i det mindste får jeg så også nogen at grine af.

Men ud over det, hvad har vi så fået ud af al den her camouflerede betonsocialisme? Latterlige kostpyramider indrettet efter, hvordan kvinder bedst kan lide at spise. Håbløse, uendeligt kostbare vindmølleprojekter, der piner og plager de borgere, der skulle være så uheldige at bo i nærheden af deres larmerier, og som sikrer os den dyreste energi i verden. En forskrækkelse over atomkraft, der paradoksalt nok sætter os i en taberposition angående udviklingen af thoriumreaktorer - en teknologi, som rent faktisk kan reducere CO2-udledningen. Men uha, atomkraften træder på en af mine andre religiøse ligtorne, så den må vi altså gå i en stor bue udenom, selvom den ifølge min egen teori kan redde verden, så vi slet ikke behøver intetsigende lappeløsninger såsom afgifter på oksekød.

Som nævnt i begyndelsen er det ikke så meget den konkrete ide om oksekødsafgift som den afstumpethed, der ligger i at føle sig berettiget til at bestemme over andres liv, der generer mig. Betragt følgende kommentar på Facebook fra komplet afdankede Charlotte Sachs Bostrup:

Endnu en statsfinansieret "kunstner" kloger sig på Facebook i et kommentarspor, hvor alle de bedrevidende tågehorn cirkelonanerer over alle deres gode, sunde, klodevenlige vaner. Tak til Charlotte Sachs Bostrup, tidligere radikal byrådspolitiker, der proformaflyttede for at slippe for byrådsarbejde.

Som en savlende mongol ... nej, langt værre, som et beregnende, ondskabsfuldt barn, der morer sig over myrernes panik, når det stikker pinden i tuen, sidder hun fandeme og griner over folks frustration over bedrevidende, arrogante røvhuller som hende, der ved magt vil presse egen livsstil ned over andre. Åh ja, og så nævner hun lige stegt flæsk, selvom emnet er oksekød, fordi det i et subtilt knæfald for muslimer er blevet lavsocialt og sådan lidt dumt at spise svinekød. Hvad bilder sådan en kælling sig egentlig ind? Og hvad helvede kan vi bruge disse scenetramperes latterlige, politiske holdninger til? Intet. Intet. De kan ikke engang leve af deres tåbelige kunst uden massiv, tvangsinddreven støtte fra skatteborgerne.

"Kom lige ned fra stolen, Bob. Du klager over, at andre vil bestemme over dit liv, mens du selv snakker om at skære i offentlige ydelser," siger du, mens du puster på din Chia-te som et mongolbarn på sin forhåbentligt sidste fødselsdagskage. "Så blander du dig også i andres liv. Kan du ikke se det?" Nu har jeg i snart ti år forsøgt at forklare det, men intet er sivet ind. Intet. Offentlige overførselsydelser og politisk motiverede afgifter begrænser skatteborgerens liv. Han mister simpelthen frihed, fordi han under trussel om vold skal aflevere en del af sit arbejde til enten dovne elementer eller andre folks livsdrømme. Jeg kræver ikke noget af nogen ved at ønske overførselsydelser beskåret. Jo, at folk skal forsørge sig selv. Det burde dog være et indlysende aspekt ved livet. Næsten ligeså indlysende som at man ikke bør stikke sine fedtede fingre i andres sager.

"Nu stopper du. Offentligt forsørgede betaler jo også skat og bidrager dermed til størrelsen af samlede samfundskage!" Jeps, det er korrekt på samme måde, som at solen skinner mere, når vi sætter spejle op foran den.

"Hvordan skal vi så nogensinde ændre verden, hvis vi ikke må forbyde dig at gøre, som du ønsker, når vi nu engang har bildt os ind, det skader os?" Okay, er du klar? Her kommer guldkornet: Udbred dine idéer. Reklamer for dem. Intet i et frit samfund vil forhindre dig i det. Du kan gå ind i frivillige fællesskaber og drikke din latterlige, økologiske kålkaffe og lokke andre med på ideen. Vi kan jo allerede se, at kødforbruget er faldende, og man falder nærmest over økologiske påfund og halvt fordærvede fødevarer med store, selvlysende "stop madspild"-mærkater, når man vader ind i et supermarked. Desuden er seksoghalvfjerds procent af befolkningen på mystisk vis blevet smittet med den smarte, moderigtige glutenallergi. Udviklingen forløber som enhver øko-spåkones våde drøm. Hør her: Selvom du lyver stærkere end dine motiver stinker, så hopper folk på din vogn. Folk har altid lyttet til undergangssnak, religion og nemme løsninger, der fritager dem for ansvar. Det er socialismens held.

Et frit marked følger med forbrugernes tossede ideer og udvikler løsninger og ny teknologi. Lemmingerne skal nok komme. Se f.eks. her, hvordan Rema 1000 helt uden en afgift eller en lov profiterer på dem, der hoppede på ammestuehistorien om en plastik-ø på størrelse med Fyn i Stillehavet:



Eller hvad med onde kapitalister, der uden socialisters demagogiske tvangsmetoder stiller sig selv til rådighed for velgørenhedsarrangementer:



Forskellen på dig og mig er, at jeg ikke vil blande mig i, hvordan du lever, men du vil blande dig i, hvordan jeg lever. Jeg forstår ikke behovet. Det må være en fejl i opdragelsen. En defekt i din personlighed. Eller også ligger den i generne, hvilket Auken-familien kan være en stærk indikation på. Uanset hvad, er det elendig dannelse og dårlig opførsel at ville presse sin egen livsstil ned over andre, især når det sker under dække af at opretholde en ophøjet form for etik, hvilket må formodes at være begrundelsen for at sidde i et Det Etiske Råd.

Jeg forventer, at regeringen øjeblikkeligt klipper navlestrengen til Det Etiske Råd og lader det gå i familiepleje hos Alternativet. Mon ikke de har masser af storbyskøre 9/11-konspirationsteoretikere, der kan undvære en enkelt kop sojamokka fra Kafé Hurra eller hvad nu deres statement-cafeer plejer at hedde og smide den sparede plovmand i en fælles bøtte, så de ærværdige oversmagsdommere kan gruble videre i deres elfenbenstårn? Imens kan du kvit og frit uden skat og afgifter få Bobs bedste råd:
Pas du dit og lad mig passe mit.
Det er det sandeste, mest etiske og ja, menneskevenligste råd der kan gives, modtages og følges. Desværre har årevis med gratis penge og pseudoomsorg fra Moder Stat forblændet danskerne. Tro mig, landet blev et meget bedre sted at leve, hvis du åbnede øjnene.

... og munden og smagte på et stykke rødt kød, forpulede kommunistyngel.

fredag den 1. april 2016

Kom til stand-Bob!

Aprilsnar 2016. Til mit egos store skuffelse modtog jeg kun to reservationer på VIP-billetter, den ene med forbehold for, at stand-Bob ikke var en aprilsnar.

Efter utallige og vedvarende opfordringer har Bob Glitter i et længere stykke tid arbejdet på et live, stand-up show med titlen "Skyggeliv":



Formlen er sikker og velkendt: Én scene, én mand, én mikrofon. Kom og oplev Bobs hadefulde, spydige stemme slæbe sig som en doven, aarhusiansk snegl ind i dine øregange. Hvis du er heldig, dukker et par gæster op. Måske kan du hjælpe Bob med at sætte Louise Korning på plads? Eller måske får du lejlighed til at slutshame den mytiske mongol, som Bob måske, måske ikke, knaldede i en brandert engang? Måske indgår der endda en afslørende mobilvideo af elendig kvalitet, som du aldrig efterfølgende vil indrømme at have surfet nettet tyndt for at finde?

Billetter sættes snarest til salg på billetten.dk til nedenstående datoer:

Fredag 16. september kl. 20, Loppen, København
Fredag 23. september kl. 20, Radar, Aarhus
Fredag 30. september kl. 20, Studenterhuset Aalborg, Aalborg

Stand-Bob, "Skyggeliv", opføres som et skyggeteater af følgende årsager:

  1. Forfatteren bag Bob Glitter kan i al sin kujonagtighed beholde sin anonymitet.
  2. En modvillig gæst såsom Ditte Giese kan skæres ud som papfigur, så publikum ikke opdager, at hun i virkeligheden ikke er der. Så kan vi også klippe hendes røv større, hvis det altså lykkes os at finde et tilstrækkeligt stort stykke pap inden september.
  3. Alle skygger er sorte, og derfor vil SKAT ikke umiddelbart kunne spotte eventuelle underbetalte negerarbejdere.
  4. Al skyld og skam for upassende jokes projiceres fra anonyme Bob over på virkelige ansigter i publikum, nøjagtig som i Facebookgruppen ...
  5. ... og derfor går AFAs fotohold og de feministiske kastrationssquads efter publikum i stedet for efter Bob.

Bemærk, at der findes et stærkt begrænset antal VIP billetter til hvert arrangement. VIP gæster får mulighed for:

  1. At spise (eventuelle) rester fra snackskåle, som uvaskede, østeuropæiske scenearbejderfingre har gået og snadret i hele dagen.
  2. At møde Bob på scenen bag skyggelærredet.

VIP-billetterne er kun tilgængelige for personer, der har været synligt aktive over længere tid på Bitter Blogs Facebookside eller gennem privat e-mail korrespondance, og kan IKKE købes på billetten.dk. Skriv i stedet til blogbitter+standbob@gmail.com for at reservere. Angiv fuldt navn og eventuelt link til Facebookprofil.

Kom til stand-Bob. Det gør alle andre. Alle.