onsdag den 2. december 2015

DF og vielsesringene

"I nogle tilfælde mener jeg, det vil være fair nok, men det vil helt klart være undtagelsen."

Sådan svarer Martin Henriksen (DF) i dette radioklip, efter han gentagne gange er blevet presset for et svar af intervieweren på, om man kunne forestille sig en situation, hvor den beslaglæggelse af værdier, som flygtninge ifølge en sandsynligvis kommende lovgivning kan blive udsat for, og som normalt kun vil gælde væsentlige værdier uden personlig affektionsværdi, kunne risikere at gælde for en vielsesring.

Martin Henriksens svar bliver nu fremlagt af venstrefløjens kombattanter, som at DF vil indføre systematisk tyveri af vielsesringe (og sikkert snart hår, hud og briller), ikke ulig, naturligvis, tilstandene i Buchenwald og Auschwitz. Når man har nazikortet, skal man selvfølgelig spille det. Og selvfølgelig spiller venstrefløjen det, for som sædvanlig duer det ikke at holde sig til sandheden og det, der rent faktisk blev sagt, når nu man ønsker at skabe en shitstorm og råbe puh, æv og bøh for at vise, hvor godt et menneske, man selv er.

Men venstrefløjens reaktion undrer mig. Den undrer mig såre dybt.

Enhedslistens åbne politik var for få år tilbage, at den private ejendomsret skulle indskrænkes. Præcis hvordan, det skulle foregå, ville de ikke præcisere, men "man måtte gerne beholde sin tandbørste".

I lyset af sådan en holdning kan det undre, at socialisterne lige pludselig har påtaget sig som deres vigtigste mission at beskytte fremmede statsborgeres private værdier og i særdeleshed noget så overflødigt som et smykke set i forhold til en tandbørste. Disse mennesker er trods alt flygtet til vores socialistiske paradis, og her bliver alle dagligt frarøvet deres værdier for at betale til fællesskabet. Hvordan bliver det så lige pludselig uretfærdigt, bare fordi man er flygtning?

Man kan drage to interessante konklusioner ud af denne historie:

  1. At den socialistiske tankegang er sivet dybt ind hos Folketingets såkaldte borgerlige fløj og i særdeleshed Dansk Folkeparti.
  2. At de røde opfører sig dobbeltmoralsk og sært overraskede, når de får serveret deres egen tankegang lige i fjæset.

Jeg kunne ønske mig, at socialisterne ville vogte lige så nidkært over danske borgeres private ejendomsret under den danske stats åg, som de nu tilsyneladende ønsker at gøre det overfor fremmede statsborgeres. Det ville naturligvis kræve, at de måtte kaste deres egen ideologi af sig og indse, at ægte frihed opnås ved, at staten lader borgerne forvalte deres egne værdier i stedet for at konfiskere dem.

Jeg kommer nok til at vente længere end til juleaften for at få dét ønske opfyldt.

tirsdag den 1. december 2015

Når shitstormen raser

Jeg har her i weekenden opdaget, at franske Toys R Us butikker har fjernet våbenlegetøj fra deres butikker. Gad vide hvorfor? Indeholdt de skadelige stoffer, som det uskyldige barn, der leger Kurt Cobain, kunne få i munden? Kunne der gå ild i dem på grund af det ellers uskadelige krudt, de bruger? Nej, de blev fjernet på grund af terrorangrebet i Paris d. 13. november.

"Åh, Gud, vores unge er gået amok i blodrus og har myrdet hundredevis af uskyldige mennesker. Hvad kan det dog skyldes?" Helt klart plasticlegetøj, anvendt af flokke af glade, leende drenge, der løber rundt i en skov og leger krig en hel dag, som de afslutter med kakao og boller hjemme hos en af mødrene, hvor de snakker om, hvem der tog det sejeste dødsfald fra en bakketop. Hvem her i Danmark havde ikke en fregnet, rødhåret skolekammerat, som gik amok med automatriffel blandt handicappede børn, fordi han fik en camouflagehat på sin niende fødselsdag?

Heldigvis er de fornuftige i Frankrig. Mit blodtryk faldt til et all-time low på 180/110, da jeg gennem mit blinde raseri alligevel formåede at læse videre og forstå, at Frankrig har fjernet de virkelighedstro legetøjsvåben, for at politiet under et forhøjet beredskab ikke skulle panikke og nedskyde legende, camouflagesminkede børn i den tro, at de var cracksløvede negre. Det gav alligevel mening. Udmattet og slap i kroppen faldt jeg tilbage i min slidte, lysebrune lænestol ... og læste så udmeldingen fra den danske afdeling af Toys R Us, Top Toys, der også driver Fætter BR:
- Vi vil gerne drive en ansvarlig forretning, og så er det helt naturligt for os, at se hvad der passer ind i vores sortiment. Det betyder, at vi ikke sælger legetøjsvåben, der kan associeres med moderne krig, terror og gadekriminalitet, siger Liselotte Gjerdrun Carlsen.
Min blådunkende pandepulsåre havde alligevel ikke pustet sig forgæves op. Som følge af en "etisk produktpolitik" har Top Toy bandlyst legetøjsvåben siden 2013. Flot. Og jeg som var så naiv at tro, at de havde nået bunden med deres kønsneutrale julekatalog.

Hvordan kan man være så dum at bandlyse plasticvåben? Alle ved, at de ikke er skyld i terror eller vold. Alle. Børn bliver ikke frådende terroristiske selvmordsbombere af at kaste en gummihåndgranat, der med en lyd som et punkteret pivdyr hopper hen ad gulvet mod den strikkende bedstemoder. Børn bliver terrorister af at blive opdraget i æres- og krænkelseskulturer, hvor de får indprentet, at al deres ulykke udelukkende skyldes andre, navnligt USA og den vestlige kultur, og hvor evig hæder og ære og tooghalvfjerds uerfarne elskere af uspecificeret køn kun er ét eneste, ultimativt befriende selvudløsertræk fra dynamitkorsettet væk.

Jeg har sikkert ikke gjort opmærksom på det ofte nok, men jeg hader store firmaer. Jeg hader store organisationer, fordi de opfører sig mere og mere idiotisk, jo større, de bliver. Hvis du nogensinde har været ansat i en international virksomhed og nærmest har fået krampe i bagerste ringmuskel i forsøget på at balancere på den politisk korrekte, smalle sti ned af ledergangen for ikke at blive udpeget som en afviger fra de to kasser, HR-afdelingens personlighedstest formår at proppe folk i, mens du ganske paradoksalt overfaldes af homo-forums og kvalmende, venstredrejede miljømottos på deres pastelfarvede medarbejderportal, så ved du, hvad jeg mener.

Disse store firmaer er skrækslagne for at blive udsat for hetz. Derfor foretager de bizarre, symbolske manøvrer og i dette tilfælde politisk korrekte pre-emptive strikes ved at forbyde legetøjsgeværer i et forsøg på at sno sig ud af i horisonten lurende shitstorme, der risikerer at påvirke deres markedsandele, hvorved de i sidste ende hjælper hetzerne, der desperat forsøger at udpege alle mulige andre skyldnere end den åbenlyse, store, fede elefant i rummet. For at "unge" går amok har i hvert fald intet at gøre med, at de er indvandret fra et jordhuleland og ligger med røven i vejret fem gange om dagen i total underkastelse for en sabelsvingende dødskult, anført af hadprædikende, middelalderlige imamer, som vi har importeret i hobetal. Intet. Nej, skylden må udelukkende ligge hos os selv, under juletræet, ved det fjernøstlige plasticbras, vi overdrager børnene i gave.

Nej, tossede feminist. Dette er ingen
voldtægtstrussel. Det er en joke. Den
bliver ikke til alvor, bare fordi du ikke
forstår den. Den bliver heller ikke
til forherligelse, bare fordi den laver
sjov med noget, du ikke synes, man
skal lave sjov med. Det er ikke dig, der
bestemmer alting. Så fat det dog.
Hvordan fungerer hetzen eller shitstormen, som den også kaldes? Den anføres af det tonebærende, tolerante godhedssegment, specielt de bitre, fede, midaldrende, nyskilte kvinder med sammensunkne skræv og de halstatoverede, statementbebrillede, lesbiske feminister, der desperat forsøger at ligne en nyligt prøveløsladt Karsten ovre fra den sociale boligblok, som føler sig berettigede til bestemme over, hvad andre skal gøre. Og hvis nogen gør noget, de ikke kan lide, hænger de dem ud i forvrængende opslag på Facebook, kalder det voldtægtstrusler og melder det til politiet. Man skal aldrig tækkes sådanne personer. Aldrig. Deres latterlige krav vil aldrig stoppe.

Men shitstormen kræver masse for at kunne blæse sig op. Ovenstående relativt lille, skingre, konfrontationsskabende Sturmabteilung får støtte til deres politiske ærinde af andre, endnu mere simple fjolser med for meget tid til sociale medier. Folk, der elsker at vise pseudovennerne, hvor gode, de er. Den nyligt overståede shitstorm mod Marie Krarup er et skoleeksempel. Deltagerne, der ikke engang formår at dokumentere deres egne påstande, tilføjer deres argumentationsfattige kommentarer som stod de i de frådende pøbler, der i de gode, gamle dage kylede rådne tomater mod staklen på skafottet, hvorefter de deler løgnehistorierne uden nogen som helst tanke for at undersøge, om de har hold i virkeligheden.

Bevares, der skal da nok være nogen på RUC, som er ligeså anerkendt blandt feminister som de er genstand for latter i udlandet, der på lige præcis intet videnskabeligt grundlag har "forsket" sig frem til, at legetøjsvåben bidrager til at bevare den patriarkalske samfundsorden i Danmark. I ved, det protestantisk kristne patriarkat, som sikrer, at hvide mænd arbejder og betaler firs procent af deres forbandede sjæl i skat hver måned, for at staten kan sprøjte donorsæd op i på alle måder uattraktive, naturligt infertile "stærke single-kvinders" HPV-plagede køn og forsørge dem og deres utålelige afkom bagefter. Det patriarkat, som opretholder sekshundredehalvtredstusinde overflødige, overbetalte, offentlige skånejobs til skrøbelige sjæle, humaniorakandidater og andre overuddannede kontorassistenter. Patriarkatet, der sikrer, at mødre har mere ret til skilsmissebørn end fædre.

Nå, men det bliver meget sjovt at se, hvem der kommer til at gøre mest skade i fremtiden. Drenge, der får lov at lege krig, eller drenge, som hver gang de forsøger at pille ved deres aflange variation af irrelevant kønsekstremitet, bliver svirpet over fingrene af en skingrende vanvittig feministpædagog, der i sit sociopatiske kønseksperiment tvinger dem til at opfatte sig selv som "henner, der kraftedeme bare har at sætte sig hen i hjørnet NU og amme spædbarnsdukken. Mens de andre børn spiser."

Åh for satan, hvor ville jeg ønske, at de store firmaer kunne udvikle et par mandigt behårede boller og bare trække på skuldrene af den relativt lille, men på såvel sociale medier som i fysisk rum meget pladskrævende flok af hystader og virtuelle gorillaer, der kræver censur og forbud, hver gang de ser noget, de ikke kan tåle. Men jeg kan vel ikke pege fingre. Jeg løber jo selv hylende væk, når krænkelseskliken kommer. Og jeg blev endda opflasket med legetøjsvåben og en Nesquik-dåse fyldt med små, ariske plastictropper. Hvordan skal det ikke ende for os, når små henner, der udelukkende er opdraget med flæbende, blødt tøselegetøj, vokser op og skal styre tingene? Når shitstormen rammer, er vi færdige, siger jeg. Færdige!