torsdag den 19. november 2015

Alting er Hitlers skyld

Jamen, så skete det jo: Det alvorlige terrorangreb på europæisk jord. Et angreb på civile, der kostede 129 liv. Sådan. Det er på ingen måde overraskende, og når jeg ser gode mennesker stille sig op med åben mund og polypper, får jeg en ubændig trang til at retfærdiggøre deres forbavsede udtryk ved at jage en tambourstav op i røven på dem.

De gode mennesker har selv bedt om det. De har selv lukket terroristerne ind bag et dække af patos, deriblandt et tåreprovokerende fotografi af et druknet barn, som var sendt uden redningsvest over et farligt hav i gummibåd af deres far, som ville have nye tænder i Canada. Helt ærligt, who cares? Herhjemme dør børn af endnu mere meningsløse årsager, f.eks. når forældrene bakker dem over i indkørslen på vej ned i 7-Eleven efter citronmåne til Vild med Dans.

Min pointe er: Hvorfor lukker vi dem ind? Stol på Bob, der har slidt adskillige stokke op ved blot at ryste dem arrigt ad skyerne, når han siger, at der ingen chance i helvede er for, at vores nuværende ledere tør ændre den åbenlyse katastrofekurs at fortsætte med at lukke migranter ind i Europa. Hvorfor fortsætter vi? Der er ingen positiv nettogevinst ved mellemøstlig indvandring. Ingen. Og for dem, der stadig ikke fatter det:


"Jamen, der er humanistiske grunde til at hjælpe dem," siger du så. Aha. Er det værd at undergrave vores egne, frie demokratier for at hjælpe en menneskehorde, der på trods af dens zombieagtige uendelighed er en dråbe i havet i forhold til dem, der står tilbage? Hjælpe dem på dyrest tænkelige måde, forstås, ved at hente dem herop, så vore samfund kan blive fattigere, mindre frie og mere utrygge og på sigt endnu ringere stillet til at hjælpe taberlande med at trække sig op af middelalderens dynd? Det er kun 12 % af verdens befolkning, der lever i demokratier. Tidligere generationer har knoklet, svedt og møjsommeligt bygget det op ved hårdt arbejde, lidelser og tab af liv, og I pisser det bort, fordi det blev placeret direkte i jeres fede, blege babyfavn som dåbsgave. I tager det for givet.

"Du må hjælpe dem, der står ved døren og banker på og beder om hjælp. Alt andet er umenneskeligt," indvender du. Mener du de "syriske flygtninge", der af uforklarlige årsager er negre, de fleste af dem mænd mellem 18 og 35 år? Eller mener du "de uledsagede flygtningebørn", som i virkeligheden er granvoksne mænd? Eller er det bare de smart klædte unge mænd, altid med deres dumme hip-hop kasketter latterligt placeret ovenpå hovedet for lissom at understrege deres hjerneforskerpotentiale?

Nå, men jeg er efterhånden røvsygt træt af at forklare det åbenlyse til humanister, der øjensynligt enten mangler sanserne eller er ude af stand til at koordinere indtrykkene fra dem. Måske skulle jeg i stedet fortælle, at vi er på vej i krig, og at der ikke er udsigt til, at vi vinder. Forleden blev de sociale medier oversvømmet af en video af en fransk kinesermand, der forklarer sit franske kineserbarn, at terrorister skal bekæmpes med lys og blomster:



Alle kvindehjerter smeltede naturligvis. Desværre var det et præmieeksempel på, hvorfor vi ikke vinder. Vi er opfostret som overbeskyttede pattebørn. Hør her, lille kineserdreng: Din far lyver. Frihed blev ikke vundet med blomster og lys. Nazisterne blev ikke besejret med bistandshjælp, forståelse og kram. Vore landegrænser - i den udstrækning de bliver håndhævet - er ikke blot streger på et kort realiseret i rækker af symbolsk bløde rhododendronhække. De er beskyttet af mænd med våben, som udgør bolværket, der gør nationernes frihed og demokrati mulig. Lys og blomster?! Pffft. Tænk, at man skulle høre det fra et par repræsentanter fra kineserne, som opfandt krudtet og var verdensmestre i nedrig tortur.

Har sådanne vege pacifister aldrig tænkt på, hvad der egentlig skaber krige? Tror de, at krig skabes ved, at to onde, naturligvis højreorienterede politikere fra hvert sit land kommer op at skændes og sender hver deres hær af modvillige, tvangsudskrevne mænd mod hinanden i blodige kampe, der halvtreds år senere filmatiseres af en patetisk tudende Tom Hanks? Åbenbart. Læs det her kvaj, som tror krig kan behandles som et banalt skænderi. Men nej, krige starter i det små. I befolkningen, når nogen får nok.

Hvor ligger din grænse? Har du tænkt over det? Hvad, hvis din bil bliver smadret? Trækker du så på skulderen og håber på, at bussen kører? Hvad, hvis nogen går ind i din have? Bryder ind i din opgang? Ind i dit hjem? Tager din mad? Håber du så bare, at Netto har midnatsåben? Hvad, hvis nogen stjæler dine ting? Gør din familie ondt? Tænk over det. Hvor er din grænse? For du kan faktisk risikere at blive konfronteret med den engang i nær fremtid, og så kan du stå klar med nok så mange lyserøde håb, tændte stearinlys og færdigbundne buketter fra Føtex. Det hjælper bare ikke.

Disse arabere, som tilsyneladende fik nok og bombede en koncert - den eneste formildende omstændighed var, at den blev afholdt af et hipsterband - og derefter pløkkede løs i kærlighedens hovedstad, var indvandrere. Vi gav dem muligheden for et frit liv hos os. De fik penge i hoved og røv. De behøvede ikke at sodomere husdyr og små brødre, når europæiske piger stod villigt i kø. Alligevel fik de nok, og spar mig for din evindelige, selvhadende, venstreorienterede, naive sang om, at det var vores egen skyld, fordi vi behandlede dem dårligt. Nej, de blev forført af en ondskabsfuld ideologi ved navn islam.

Islam er en ideologi, der spreder død og ødelæggelse overalt, hvor den trænger frem. Og alligevel importerer vi gladeligt dens følgere. Åh, ja, der er da mange af dem, der er søde. Du kan være venner med dem og måske endda - hvis du spreder ben som en nyskilt kulturjournalist med en efter alt at dømme ustoppelig appetit på kiksekage - danne par med en af dem for en stund, indtil han finder noget ærbart. På nøjagtig samme måde, som du utvivlsomt kunne møde masser af flinke borgere i Nazi-Tyskland. Venlige, omgængelige mennesker, der aldrig selv kunne finde på at gøre nogen ondt og som beskæftigede sig med opbyggelige aktiviteter såsom at lave de vildeste kraftspring i Hitler-Jugend eller de flotteste, tykke fletninger i Bund Deutscher Mädchen, men som alligevel pegede på undertrykkelse og diktatur, da de havde muligheden for at vælge frihed og demokrati.

"Come on, Bob, trak du lige nazi-kortet, internetdebattens ældste trick? Sammenligner du alle muslimer med nazister?" Nej, selvfølgelig findes der muslimer, som står og måske endda arbejder imod det onde i islam. Problemet er mængden, den store vandrende masse, som vi sjældent nogen mulighed har for at sortere i på individ-niveau, men som på statistisk niveau udviser klare tendenser. Åh, og sammenligningen med Nazi-Tyskland var blot for at give en referenceramme. De der fire-fem år på flødeskumsfronten, hvor danskerne mistede tres mand og jernbanesporet mellem Silkeborg og Herning, mens resten af Europa mistede en generation, er det vildeste begreb om krig, moderne danskere har.

Amin og Adolf.

Jeg aner ikke, om bomber virker mod den islamiske stat. Mest er jeg fortaler for at bygge en mur rundt om dem, eventuelt supplere alle parterne med et atomvåben eller to og lade dem boble i deres egen sandkasse i et par hundrede år. Så kan vi til den tid åbne døren og se, om de har fundet fred. Men egentlig kan jeg ikke forstå, hvad problemet er med bomber? Under Anden Verdenskrig skambombede vi tyskerne. Dengang, hvor også vestlige nationer bombede civile, døde der godt 40.000 i Hamburg på en enkelt uge.

Disse bombetogter hovedsageligt rettet mod uskyldige civile skabte ikke flere nazister, ligesom de gode mennesker påstår, at taktiske indgreb mod militære mål vil skabe flere islamister. Nej, derimod skabte bomberne og de allieredes sejr en vaccine mod nazisme. En vaccine så stærk, at den nu svækker os og gør os ude af stand til at tage de nødvendige skridt for at forsvare vore egne grænser i frygten for, at nogen skulle associere os med nazisme, uanset hvor uretfærdig og ufortjent en sådan påstand måtte være.

Først dræbte Hitler jøderne, og dernæst smadrede han Europa. Til sidst fratog han de vesteuropæiske folk modet og viljen til at forsvare grænserne og sig selv. Ak ja, nutidens invaderende masser har så sandelig meget at takke den lille monobeklunkede maler med det sjove overskæg for.