torsdag den 30. juli 2015

Er David Trads idiot?

I går brugte David Trads sin tilstedeværelse på de sociale medier på endnu en gang at opdele Danmark i to hold: Det gode og det onde. Det siger sig selv, at David Trads tilhører førstnævnte på trods af sin blakkede fortid, hvor han fuldstændig ødelagde Henrik Gade Jensens karriere ved at hænge ham ud som nazist i Information. En nederdrægtig svinestreg, som avisen betalte erstatning for, men som David Trads formodentlig ikke har lært af - et gæt på baggrund af mandens gentagne forsøg på at tilsværte andre. Til det onde hold hører lande, der udviser folk på tålt ophold, politikere, der lammetæver ham i debatter og nu også Hanne Sindbæk, som har skrevet om CSR - Corporate Social Responsibility - i Børsen.

David Trads begår den - bevidste, konkluderer jeg på baggrund af mandens bedrifter - fejl at anklage Hanne Sindbæks artikel for at være "nærmest racistisk". Hun skriver om en oplevelse i Irma med en ekstraordinær sløv kassedame og en voksende kassekøs indestængte raseri:
"Normalt kan vi godt sige til og fra i forretninger, så ruderne klirrer. Men sagen er, at kassedamens forfædre tydeligvis kom fra nogle varmere himmelstrøg, så vi får den der fornemmelse af, at vi skylder en særlig tolerance."
David Trads' svar, besindigt tituleret "ER HANNE SINDBÆK RACIST?" [sic], er:
"At hævde, at årsagen til, at en konkret person synes langsom, skal findes i, at vedkommendes forfædre kommer fra 'varmere himmelstrøg, er simpelthen uacceptabelt."
Nej, det er direkte forkert, David Trads, og du ved det udmærket. Du kan både læse og forstå. Hanne Sindbæks tydelige pointe er, at årsagen til sløvheden skal findes i, at kassedamen sandsynligvis er ansat på baggrund af CSR og ikke sine kompetencer.



Gør dig selv den tjeneste, kære læser, at læse resten af artiklen selv. Hvis du er et normalt begavet menneske, vil du opdage, at Hanne Sindbæks pointe er, at virksomheder ikke kan leve af det gode image fra CSR alene. Det nytter ikke at udvise social ansvarlighed, hvis resultatet er elendig service. Så vil kunder, der ikke tør sige fra, smutte over til en konkurrerende biks på samme måde som visse vælgere i smug stemmer Dansk Folkeparti. Det er helt basale markedsmekanismer. Det mere abstrakte tema er naturligvis, at politisk korrekthed hæmmer alt og alle, lige fra almindelige borgere til virksomheder. Ingen må sige fra, for så får de af hammeren af de gode.

Og hvad sker der så? Lige præcis dét, som Sindbæk taler om. David Trads dukker op med sin politisk korrekte hammer og nagler pointen fast i panden på den tilsyneladende begrænsede skare af læsere, der har fattet Sindbæks pointe: Du må ikke sige noget negativt. Hvis du gør det, er du racist. Du skal holde din mund og ingenting sige. Men det gør vi jo heldigvis alligevel. Til familien derhjemme. Til betroede venner og kollegaer. Vi sukker i tavshed, og så stemmer vi Dansk Folkeparti eller smutter over til forretningen, der valgte at ansætte kvalificeret arbejdskraft. De gamle partier mærkede det, og virksomhederne kommer til at mærke det, og det gør de, uanset om David Trads eller andre politisk korrekte tomatkastere forsøger at rette os ind.

"Vent lige lidt, Bob," siger du og nulrer dit halvlange, fedtede akademikerhår. "Har Trads ikke en pointe? Hvordan kan Sindbæk antage, at kassedamen er ansat på baggrund af CSR, udelukkende på grund af hendes hudfarve?" Hmmm ... lad mig lige tænke i to nanosekunder, inden jeg bevidstløst videredeler David Trads' tilsvininger. Fordi hun stadig er ansat og fortsætter sin inkompetence. "Jamen, kunne man ikke forestille sig det samme med en inkompetent, hvid kassedame?" spørger du så, skarp som du er. Sagtens! Men så havde kunderne for hulen turdet sige fra, fordi de i så fald ikke er hæmmede af den omsiggribende politiske korrekthed. Det er hele pointen. Jamen, ved den hellige Marias struttende barm, så fat det dog!

David Trads forsøger at starte en shitstorm mod Hanne Sindbæk, og der er naturligvis masser af skrigende, mentale rotter, der sultne efter nye ådsler villigt danser til hans melodi. Han har også sin udstråling med sig. Han virker umiddelbart besindig, velovervejet og fornuftig. Han er ikke en åbenlys charlatan som Dan Jørgensen, en tvivlsom kvindecharmør med dumt pandehår og tilfældige, omhyggeligt trimmede skægstubbe som Jens Joel eller en skinger ekstremist som Zenia Stampe. Men han beviser gang på gang, at han er uden moral og ære.

Jeg vil ikke kalde David Trads idiot. For det første er han det næppe i lægefaglig forstand, og for det andet vil jeg ikke bevæge mig ned på hans niveau, og for det tredje ved han helt præcist, hvad han laver. Jeg bemærker nemlig, at han i sin nedrige tilsværtning faktisk ikke kalder Hanne Sindbæk for racist. Han spørger retorisk, om hun er racist og svarer selv med "tæt på". Det er stadig stærkt fordrejende og løgnagtigt og naturligvis et krumspring, der sit forbehold til trods har til formål at udskamme Hanne Sindbæk ved at sætte hende i den politisk korrekte gabestok, hvor stærke argumenter belejligt kan ignoreres, men kan vi i vores onde hjerter sparke liv i et spinkelt håb om, at manden måske nok alligevel er på vej til at blive lidt klogere efter sine tvivlsomme, tidligere tilsvininger?

Næppe.

mandag den 27. juli 2015

Kønsforskningens sygdomme

Har du nogensinde hørt en kønsforsker, sociolog eller måske endda en psykolog udtale sig og tænkt, at deres konklusioner lød som det argeste vrøvl? At det, de siger, lyder fornuftsstridigt, fortænkt og bevidst manipulerende? Alligevel har du holdt mund. De er jo forskere, der pryder sig med den akademiske verdens ypperste titler. Mennesker, der har investeret deres arbejdsliv i at grave sandheden frem. At finde ny viden til gavn for menneskeheden, nøjagtig som rumforskere og fysikere. Og da du heller ikke forstår kvantefysik, virker det ikke underligt, at du heller ikke forstår kønsforskningens dybere detaljer.

Hvis du er en af dem, står jeg parat med en bid gode nyheder.

Inden jeg kaster lunsen til mine lænkehundelæsere, vil jeg lægge ud med at overdrage min uforbeholdne undskyldning til naturvidenskabelige forskere og ikke mindst kvantefysikere, fordi jeg sammenlignede dem med kønsforskere og deslige i første afsnit. Selvom kvantefysikkens deltaljer er uforståelige, så baserer fysikernes hypoteser sig på konkrete observationer og verificerbare, matematiske beregninger. Så undskyld mig, Poindexters, men I måtte tage én for holdet. For første gang i jeres liv.

Nå, men lad mig komme i gang. Endnu en gang har en af mine læsere leveret substansen til et indlæg i form af en række links til en programrække, lavet af en norsk sociolog og komiker, Harald Eia. I programserien, der ganske passende hedder "Hjernevask", udfordrer Eia de såkaldte sandheder, som han selv blev indpodet med på sit sociologstudie på et norsk universitet. Hans opdagelser er overraskende. I hvert fald for dem, der anser kønsforskning som en disciplineret, sandhedssøgende videnskab.

De syv programmer i serien kan ses på YouTube:
  1. The Gender Equality Paradox
  2. The Parental Effect
  3. Gay / Straight
  4. Violence
  5. Sex
  6. Race
  7. Nature vs. Nurture
Se dem! Det vil være de mest værdifulde tohundredeogseksogtreds minutter, du har investeret i dit liv, og det kan jeg konstatere efter kun at have set de første fire afsnit. Jeg erkender blankt at være at for sen på den med at dele disse links. Lone Nørgaard, der er noget så forløsende som en fornuftig, feministisk stemme, skrev om programserien for længe siden.

Programmerne omhandler ovenstående køns- og identitetspolitiske emner, hvor der typisk er to forklaringsmuligheder på menneskers udvikling: Miljø og biologi. Mønsteret i programmerne er tydelige allerede efter de første tre programmer:
  1. Harald Eia tager et i politiske kredse kontroversielt emne op og spørger en række almindelige mennesker om deres holdning til det.
  2. Han besøger herefter en række norske psykologer, kønsforskere, homoforskere og sociologer og udspørger dem om emnet. De norske forskere er i store træk enige om, at miljø spiller den afgørende rolle.
  3. Han leder efter alternative undersøgelser, der indikerer, at biologi spiller den afgørende rolle.
  4. Han opsøger ophavsmændene til de alternative undersøgelser og præsenterer de norske forskeres forklaring.
  5. Han vender tilbage til forskerne og foreholder dem de studier, der indikerer, at biologi er forklaringen.
  6. De norske forskere afviser pure, at biologi spiller nogen særlig rolle, og latterliggør Eias alternative forklaringer.
  7. Det viser sig, at de almindelige mennesker fra punkt 1 er mest enige med dem, der præsenterer biologi som forklaring.

Det interessante i programserien er ikke de konkrete studier, der viser, at biologi kan være forklaringen, eller klippet, hvor en af forskerne forklarer, at der kun er de fysiske kønsorganer til forskel på køn. Nej, det sjove er de norske forskeres reaktion på at blive modsagt. Det viser sig, at de intet grundlag har for at antage, at miljø er det mest afgørende element i et menneskes udvikling. Intet. Seriøst, hvis det ikke ryster for meget til, at man kan fange det, må man tage sig til hovedet over deres forsøg på at retfærddiggøre deres præmisser. Tilsyneladende er deres vigtigste argument, at naturvidenskaben endnu ikke endegyldigt har bevist, at biologien spiller den afgørende rolle. Ud over denne latterlige bortforklaring, der lige så godt kunne være begrundelse for, at skatteborgere skulle finansiere en jagt på enhjørninger, Atlantis og den afskyelige snemand, så reagerer de ved:


De første fire reaktioner er naturligvis vand på min dybt reaktionære, priviligerede, hvidkridtede, danske mølle, men den femte chokerede mig. Sig mig, hvad foregår der? Står vi med en flok statsunderstøttede individer, der har den frækhed sig at kalde sig forskere og videnskabsmænd, og som bevidst vælger at frasortere bestemte forklaringer af den eneste grund, at det ikke passer ind i deres verdensbillede? Hvad fanden er meningen? Jeg er aldrig, aldrig stødt på noget lignende inden for naturvidenskabelige discipliner, måske klimaforskning undtaget, hvor man målrettet udskammer bestemte, plausible, alternative forklaringer.
 
Hvorfor gør de det her? Hvordan kan man så effektivt sætte kikkerten for det blinde øje eller bevidst vælge at fordreje virkeligheden? Er nogle af dem bange for, at hvis biologien er afgørende, så vil onde, hvide, kristne, rige, heteroseksuelle mænd udvikle en kur mod alle fostre, der ikke udvikler sig til enten onde, hvide, kristne, rige, heteroseksuelle mænd eller silikonebebrystede blondiner med permanent ammehjerne? Er nogen bange for, at vi bliver nødt til at se kritisk på æreskulturer? Eller for, at der uden absolut tvang ikke er en chance i helvede for, at kvinder og mænd opnår lige resultater på arbejdsmarkedet? Måske kan de bare ikke klare tanken om, at mennesker af biologiske årsager ikke har de samme muligheder og interesser i livet fra begyndelsen? Hvorfor er biologi så farligt?

Forklaringen er jo nok, at kønsforskerne har opdaget - cirka tredive år efter alle andre -  at verden ikke passer til deres forestilling. I et ligestillet velfærdssamfund som Norge, har de stadig ikke lige resultater på arbejdsmarkedet. Borgerne er blevet frie til at vælge præcis den retning, de interesserer sig for, stort set uafhængigt af økonomi, hvilket resulterer i, at kvinder bevæger sig endnu mere over i kvindefag, fordi de er biologisk disponerede herfor. Et resultat, der paradoksalt nok peger i retning af, at ligeresultatsfikserede feminister burde agitere for et liberalistisk samfund, hvor de økonomiske incitamenter for beskæftigelse er afgørende.

De ovenstående, såkaldte videnskaber - omend jeg skammer mig som en benlåst blotter i BR over at kalde deres organiserede vrøvlerier for videnskab - drives af politisk motivation og ikke af et ønske om at skaffe viden. De er en størknet rest af den marxistisk feministiske gennemblødning fra forrige århundrede, og deres arbejde er et forsøg på at føre nyt blod til dødfødte, fejlslagne, verdensfjerne teorier ved at genlancere dem som resultater af videnskabelig forskning. Nøjagtig som da Bertel Haarder nedlagde sociologistudiet i 1986, må det være den nyvalgte borgerlig regerings opgave øjeblikkeligt at trække støtten til videnskaber, som fremmer en bestemt politisk dagsorden i stedet for at søge ny viden. I et demokratisk samfund, er det ikke i orden, at borgerne tvinges til at betale for, at stærkt farvede holdninger bliver fremlagt som seriøs videnskab fra landets ellers internationalt anerkendte universiteter. Og fra Roskilde Universitetscenter.

Socialister vil åh-så-gerne have, at mennesker er tomme, kønsløse kar fra fødslen. Hvis de kan påvise det, kan de nemlig forklare kvinders historiske undertrykkelse med mandschauvinistiske strukturer og den hvide mands dominans med strukturel racisme. Tilmed kan de med platform i dette postulat ændre på balancegangen ved simpelthen at tale det væk. De kan konstruere sig ud af det. Når alle børn ved fødslen er lige, kan man behandle dem ens og gøre dem ens. Men alle almindelige mennesker har jo for længst indset, at socialismens maniske lighedsidé ikke fungerer. Den er faldet sammen utallige gange i forrige århundrede. Vi ved også, at kvinder er hysteriske og utilregnelige, især hver otteogtyvende dag. At de tænker med følelser. At mænd kun kan tænke på én ting ad gangen, og at det typisk er noget med at have sex med den nærmeste krop, der i hvert fald indenfor en uge har haft en puls. At man kan se på femhundrede meter og ti års afstand, at naboens lille søn, Daniel, bliver bøsse. At folk fra mellemøstlige kulturer er aggressive. Og så videre, og så videre.

Hvis en feministisk kønsforsker læste indeværende indlæg, ville hun naturligvis ligesom sine norske kollegaer affeje det med først overbærende og derefter hånlig latter. Jeg ville ikke have forstået de komplekse undertrykkelsesstrukturer, som jeg selv ligger under for, og som er årsagen til, at min falske bevidsthed kunne komme frem til sådan et forkert resultat. Heldigvis sidder hun inde med sandheden, og hun skal nok sørge for at trykke den ned over alle borgere ved at arbejde for censur og lovforslag og ved at kaste sig over de sociale medier med skingre Caps Lock indlæg, der udskammer alt, som kommer fra heteroseksuelle mænd og deres dekadente, vestlige kultur. Og der er mange, der hopper på den. Det er typisk humanistisk uddannede akademikere, der som bekendt er så kloge, at de ikke forstår de mest simple sammenhænge, som jeg til min skræk ser poste ganske sarkasmefri kommentarer som "jeg er ikke sikker på, der eksisterer biologiske køn" i fuld, skamløs offentlighed.

Nej, træk stikket til den slags politisk forskning. Hvis nogen ønsker at lancere deres manipulerende løgne og politiske programmer som videnskabelig litteratur, må de gøre det gennem deres egne kanaler og foreninger. For deres egne penge. Men det er nok her, hunden ligger begravet. De har brug for midler, og da de ikke kan skaffe dem selv, er de nødt til at tvinge dem fra den gruppe, de sådan hader for dens succes: De hvide, heteroseksuelle, arbejdende mænd. Vi burde tage os selv i nakken og sige stop. Jeg kan ikke gå i front, desværre, da mine søskende en kold eftermiddag i min barndoms halvfjerdsere iklædte mig en gulprikket kjole og kaldte mig Bonnie. Derfor har jeg udviklet kvindelige sider, som gør mig veg og konfliktsky. Nogle andre må træde til og tage pengene fra disse sociologer og kønsforskere. Give dem den ultimative eksamen og lade dem italesætte en virkelighed, hvor månedslønnen på magisk vis tikker ind på lønkontoen, og hvor civilisationens bekvemmeligheder såsom internet, elforsyning og kloakafledning fortsætter med at fungere uafhængigt af det køn, de så inderligt hader. Noget siger mig, at de ville ramme en virkelighed, som selv en akademiker bliver nødt til at forholde sig til. Uanset, om han eller hun, bevares, ønsker at forstå den eller ej.

onsdag den 22. juli 2015

Fagforeninger er egoister

Er du en af dem, der synes, det var fedt, at fagforeningen fik sparket RyanAir ud af Kastrup og Billund? At det var alle tiders, at det onde, irske selskab ikke fik lov til at sætte sine kapitalistiske kløer i Danmark, hvor fagforeningen svinger pisken, den danske model, over sit arbejdsmonopol? Så kan jeg fortælle dig, at du er en ren, uforfalsket egoist af en mindst lige så stor kaliber, som du anklager RyanAir for at være. Oveni bøtten er du sandsynligvis inkompetent.

Du er socialdemokrat, og derfor vil du gerne dele, siger du. Du deler gerne rovet, som SKAT inddrager fra andre borgere, ud mellem dine ligemænd. Men du vil ikke dele dit arbejde. Nej, du holder stædig fast i dit tilragede kødben med al for høj løn og for mange goder i forhold til, hvad du kan yde. Det er forståeligt, at du kæmper indædt for at fastholde din position, for du er den simpelthen ikke værd, og du ved det jo godt. Så når der kommer nogle værdigt trængende, nemlig RyanAir ansatte, som frivilligt har valgt at lade sig ansætte, fordi de virkelig har brug for et arbejde, så skubber du dem væk fra madskålen. De skal sateme ikke røre dit kødben. Så skide med, om deres alternativ er intet arbejde og ingen indkomst.

Et par repræsentative kommentarer fra de rødes skarpeste penne til Joachim B. Olsens statusupdate om RyanAir.

"Hov, hov," siger du, mens dine øjne udsender hadefulde, egoistiske lyn og mørkner dine farveskiftende brilleglas, som kun utroværdige mennesker bærer. "Vi beskytter dem, der arbejder i RyanAir. De skal ikke arbejde for så dårlig en løn. Det er slaveforhold!" Nu flyver jeg ikke særlig tit, og den ene gang jeg fløj med RyanAir, havde jeg faktisk en fin oplevelse. Det eneste, der stak i øjnene, da jeg steg ombord på deres Boing 737-800, som var døbt det mere mundrette Amistad, var deres skrigende svenske farver. Og så, selvfølgelig, at stewardesserne var så langsomme på grund af fodlænkerne. Det med, at de ikke har nok brændstof på, var ikke et problem, for da der kom en forsinkelse, fordi piloterne var faldet i søvn af udmattelse, smed de bare noget dødvægt i form af kabinepersonale ud af bagklappen. Ingen passagerer blev urolige, for de distraherede os med irsk-synkroniserede, gamle Nazikongres-taler fra 30'erne på de 12 tommers, sort/hvide billedrørs-TV, der var uforsvarligt boltet direkte på det nøgne skrog.

Nej, det er slet ikke grinagtigt at sammenligne RyanAirs personale med slaver. Man taler heller ikke ned til utallige mennesker ved at sammenligne deres historiske mangel på frihed med en arbejdsmarkedssituation, hvor en arbejdsgiver åbner op for et større felt af arbejdstagere. Hvad er RyanAirs ansattes alternativ? Sandsynligvis arbejdsløshed og efterfølgende fattigdom. Jeps, som blokerende fagforeningspamper er dit tilbud, dit alternativ, til de ansatte i RyanAir: Arbejdsløshed. Hvor solidarisk.

"Det er overhovedet ikke noget problem," råber du, så morilden danser over dine duvende, morgenbajerblissede kinder. "Så får de i stedet arbejdsløshedsunderstøttelse. Eller også kommer der et andet selskab ind og tager billigruterne." Det sidste kommer ikke til at ske. Uanset, hvor meget socialisterne ønsker det, eksisterer der ingen gaveindpakkede guldkister, nidkært bevogtede af grådige kapitalister. Det første sker, ja, i hvert fald i Danmark, på grund af vores enorme skattetryk, der i første omgang gjorde os afhængige af urimeligt høje lønninger. Så resultatet er altså, at vores priser bliver højere, hvilket gør os ukampdygtige over for konkurrence, samtidig med, at en stor gruppe mennesker holdes uden for arbejdsmarkedet.

"Hvad er dit svar så, Bob? Skal vi alle arbejde for slaveløn?", spørger du dumt uden at fatte oxymoronet. Nej, men lønnen bør konkurrenceudsættes i stedet for at lide under fagforeningernes monopol. Betyder det, at nogen får lavere løn end andre? Ja. At der er flere, der kan komme til fadet? Ja. At der kommer en mulighed for dem, der ikke kan finde arbejde nu, for at få en fod indenfor og dygtiggøre sig, så de senere kan få et bedre job, når firmaerne skal konkurrere indbyrdes for at få den bedste arbejdskraft, idet der kommer øget beskæftigelse på baggrund af lavere priser? Ja. At du stadig kan fede den med fødderne oppe i din alt for dyre sofa, udskifte din bil hvert år gennem et helt arbejdsliv, uden nogensinde at skulle dygtiggøre eller udvikle dig eller gøre en særlig indsats? Nej. Men hvad er problemet? Er det ikke lige netop den slags opførsel, du plejer at kalde usolidarisk? Når nogen sidder på flæsket uden at ville dele og ikke selv gider yde en ordentlig indsats?

På et frit marked, vil flyene fra RyanAir, der ifølge alle anden-, tredje- eller fjerdehåndsberetningerne på forunderlig vis forstår at sno sig uden om samtlige strenge sikkerhedskrav indenfor luftfart, stadig falde fra himlen som hagl på en dansk sommerdag? Vil RyanAir stadig tilbyde billigrejser, der faktisk er dyrere end andre selskabers, fordi kunderne simpelthen ikke er kloge nok til at udregne den samlede pris inklusive mærkelige gebyrer, som kun fagforeningen kan gennemskue og fortælle dem om? Vil de huløjede muselmænd, som udgør RyanAirs kabinepersonale, stadig rive endnu fyldte flasker ud af hænderne på deres passagerer, fordi panten er deres eneste, reelle indtægt? Muligvis til at begynde med. Men så kommer dels konkurrencen om arbejdskraft fra de andre selskaber og ikke mindst markedsmekanismerne, der ubetinget retter sig efter kundernes vilje. Og hvis viljen er der til at foretrække dyrere selskaber, så vil RyanAir blive presset ud af markedet.

"Vi kan ikke overlade så vigtige beslutninger til forbrugerne," udtaler de rødes mastermind, Villy Søvndal, mens han checker ind hos RyanAir for at flyve til Malaga. "Sådan noget må overlades til os ledende socialister." I rest my bloody case. Socialister har det superfint med lave priser og den grinagtigt titulerede slaveløn, så længe arbejdet foregår i udlandet og produktet er billigere flyrejser eller iPhones, så de nemt kan tweete lokationen på en spottet skruebrækker til deres tæskehold. Imens inddrager de skattepenge, som de kan pumpe i SAS, så medarbejderne kan få urimeligt høje lønninger, mens de strejker dag og nat til ulempe for alle kunderne, der ingen mulighed har for at sige fra, fordi deres penge og dermed deres frie valg netop blev taget af SKAT til at nurse SAS.

Næh, du, fagforeningerne består af en flok monopolejende egoister, der nægter at åbne deres arbejdsområde op for andre, værdigt trængende. De er altså det stik modsatte af, hvad de påstår at være. Ikke, at dét er nogen nyhed. Socialisterne har også altid pyntet sig med Robin Hoods fjer, fordi de arbejder for højere skatter. En opfattelse, der kun kan have gang i Bizarro World eller i knoppen på dem, der absolut intet fatter af, hvad Robin Hood-myten kæmpede imod. Intet! Men se, det er en helt anden historie.

fredag den 17. juli 2015

Må socialdemokrater brænde i helvede

Efter valget er der gået mode i at latterliggøre de nye, borgerlige ministre. Venstrefløjen holder sig som sædvanlig ikke tilbage med at gribe til løgne eller at omgå sandheden, så længe det gavner deres sag. Men det må også være umuligt at føre en troværdig og samtidig sandfærdig latterliggørelse af det nye, kompetente og erfarne ministerhold efter den røde regerings rædselskabinet af en svingsdørsbørnehave. Hvis du ligesom Bob her føler trang til at tæve dine knoer til tomatsuppe mod den nærmeste kampesten i uforfalsket afmagt og indestængt frustration, leverer Bitter Blog i indeværende indlæg en svovlprædiken, som du forhåbentlig kan finde forløsende, så du både sparer dine bløde kontorknoer og en efterfølgende, langsommelig fejlbehandling på et af velfærdsstatens socialdemokratiske hospitaler.

I latterliggørelsen af den nye regering er de røde især ude efter Esben Lunde Larsen, fordi han har fortalt, at han er troende kristen. Han kan så sandelig ikke være videnskabsminister og samtidig tro på Gud, selvom han har erklæret, at han anerkender alle videnskabelige metoder. Nej, puha, på venstrefløjen kan vi ikke lide kristne mennesker. De er så trælse, fordi de ofte er arbejdsomme, ærefulde og ærlige mennesker, der kalder spader for spader, og det går ikke særlig godt i spænd med venstrefløjens fortænkte verdensopfattelse, hvor alle kræfter sættes ind på at booste selvhadet for at slå dem ned, der klarer sig godt. Fokus skal væk fra kristendommen, fordi den er en succes. Men der er samtidig ikke noget i vejen med at pumpe midler ind i uduelige muslimer, der endnu ikke har forkastet selv de mest middelalderlige sider af deres religion.

De røde er også gået amok, fordi den nye regering har skrevet ind i deres grundlag, at Danmark er et kristent land. Fy, nej, det må vi ikke skrive. Vi skal holde fast i vores selvhad og latterliggøre og helst udradere det kulturelle og religiøse grundlag, der har været forudsætningen for vores samfund, og forresten "har det aldrig før været nødvendigt at skrive kristendommen ind i et regeringsgrundlag, vel?", spørger du dumt og plirrer med dine latterlige, dumme øjne. Nej, men har man overvejet muligheden, at de borgerlige omsider har indset, at det er på høje tid, at vi står fast på egne værdier? At vi snart sætter foden ned for det kvindagtige selvhad, venstrefløjen har indoktrineret os med? At vi indser, at vores kulturelle baggrund er det ubrydelige fundament, der har gjort os rige og frie, og at det er på tide vi forsvarer det i stedet for at modarbejde det ved at slikke nogle taberkulturer i mundvigen - ingen nævnt, ingen glemt?

Den socialdemokratiske sværvægter, Mette Gjerskov, er så fræk og tungnem at påstå i et blogindlæg, at velfærdssamfundet er skabt af socialdemokrater og ikke af kristendommen. Derved sætter hun en stor, fed streg under min og mange andres opfattelse af socialdemokrater som svigagtige og umoralske. At tilrage sig ære og gevinst fra de rette ejere ligger i deres natur. Det er tyk ironi, at hun påstår, at velfærden er skabt af socialdemokraters kræven ind af lukrative rettigheder. Det er typisk, at socialdemokrater tror, at rigdom er noget, man har fået foræret. Velfærdssamfundet er noget, danskerne har arbejdet sig til. Motivationen til denne kraftindsats kom af protestantismens arbejdsmoral og nøjsomhed. Den er fællesnævneren for, at hele den vestlige verden har succes. Det engang benævnte Socialdemokratiet var vist nok i en fjern fortid klar over, at velstand kræver arbejde og vilje. Men den indsigt er for længst forsvundet i skæret fra deres afgud, krævementaliteten, som falske profeter som Mette Gjerskov polerer op som en guldkalv, så den kan blænde sandheden for de forkælede masser.

Jeg hader det danske politiske landskabs skarlagenrøde plamage, socialdemokraterne, som jeg - indrømmet, ikke ulig en jyde, der kalder Sjælland for København - benævner store dele af centrum-venstre. Det har siddet i mig siden mine folkeskoledage, hvor jeg oplevede min selverklærede socialdemokratiske lærerinde tvinge sin dobbeltmoral og tvangsensretning ned over mine klassekammerater, der i dag sidder på de sociale medier og fortsætter hendes kvækken af ulidelige, socialistiske standardfraser som ustoppelige Trine Bramsen-bots. Det fedeste er nok, at de er ved at pisse deres egen velstand væk. De fatter ikke, at deres evindelige, barnlige krævementalitet er udtryk for nøjagtig samme egoisme, som de anklager de virksomheder, de jager bort, for at besidde.

"Er du selv troende, Bob?" spørger du og fortsætter i din overbærende, nedladende og afslørende overfladiske tone: "Tror du på Gud? Har du usynlige venner oppe i skyerne?" Nej, jeg tror ikke på Gud. I min evige tvivl må jeg være agnostiker. Men jeg kender dog den historiske og kulturelle baggrund for vores velstand og vores frihed. Og tro mig, den er ikke opbygget af en flok fede, hovne socialdemokrater, der drak bajere, masserede hinandens pamperrygge og inddrev skatter af andres ærlige arbejde. Det værste er, at når disse vildfarne børn engang igen får brug for tryghed eller nogle værdier, der ikke flakker i takt med hipsternes forpustede forsøg på at forfølge den næste konforme progressivitet, eller når de igen må søge andres beskyttelse for fremmede, stærkere magter, så vil kirken gud hjælpe mig åbne dørene for dem.

Nej, jeg kan ikke tro på den tilgivende, kristne Gud. Min Gud skal være en straffende Gud. En hævngerrig Gud. En Gud, der kræver konsekvens. Alt det, som socialdemokraterne hader. Min Gud skal, når Han opdager guldkalven, som socialdemokraterne har bygget, mens jeg var på bjerget for at hente stentavlerne med Bitter Blog, holde fast i sin oprindelige ide om at svitse hele bundtet af med rensende flammer. Og jeg vil ikke, ligesom Moses, blive pædagogblød og presse Ham til at tilgive hele flokken. Men det må blive ved dagdrømmen. Kirken er blevet blød og tør ikke engang holde fast på sine egne principper om rigtigt og forkert i angst for at støde de korrekte.

Heldigvis findes der en retfærdig Gud. Én, der ikke er tilgivende. Én, der ikke bøjer sig. Én, der ikke henholder sig til bløde tolkninger af gamle, klynkende tekster på vers: De økonomiske naturlove. De kommer med deres dom og de leverer deres retfærdige straf. Når socialisterne en dag løber tør for andres penge, vil de opdage, at deres fundament er bygget i modstrid med de økonomiske love, og deres underlag vil kollapse som en bro bygget af mænd, der benægter tyngdekraften. Nøjagtig, som det gør i Grækenland nu eller om et par år, når den næste, socialistiske hjælpepakke er brugt på Ouzo og billig harpiksvin, ligesom vi har set utallige gange før i de seneste hundrede år.

Når det sker, må vi håbe, at disse klynkende mennesker kan genfinde den ydmyghed og arbejdsomhed, der ligger i deres kulturelle gener, og som de kan takke kristendommen for. Når straffen kommer, er der ingen urimeligt høje lønninger, gratis feriepenge, arbejdsgiverbetalte homoportaler, produktivitetsødelæggende ligestillingskvoter, øvdage eller offentlige sovejobs med cafepenge til kvinder, der ikke orker have en mand. Så må de smøge ærmerne op og indstille sig på at leve for det, de er værd på et frit arbejdsmarked. Og et eller andet siger mig, at det i deres forkælede velfærdsfantasi vil forslå som en skrædder i helvede.

mandag den 13. juli 2015

Sønderjyllands sorte perle

Hvad tænker du, når du hører nogen tale om sorte perler? Jeg tænker umiddelbart noget dyrebart? Noget med pirater? Noget eftertragtet og måske eksotisk? En skat? Resultatet af en googling af betegnelsen er ikke uenig.

Hvorfor spørger jeg? Lad os spole tiden et par dage tilbage til forleden, hvor jeg fik følgende billede tilsendt af en læser.


Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne finde hverken hoved eller hale i, hvorfor han havde sendt billedet. Altså, jeg fattede selvfølgelig udmærket, at en eller anden fodboldklub havde handlet en ny boldkriger til at danse rundt på en græsplæne og sparke til en oppustet svinemave for at tilfredsstille kundernes sult efter primitiv underholdning, men udover det var der intet ved situationen, der rev i næseborene. Bortset fra, naturligvis, den lille krølle, at SønderjyskEs nye spydspids forsørger sig selv, og selvom jungletrommerne siger, at han tjener 80.000 bananer om måneden for at drikke hjernen ud i byen hver lørdag og at spille tredive minutter hver søndag, hvoraf han vil bruge de femten på at ligge på banen og hyle som en lille tøs ligesom alle andre professionelle fodboldspillere, så vil du ikke kunne tvinge en beklagelse ud mellem mine læber. Nej, han må i sandhed være noget specielt. Noget dyrebart. En ægte sort perle.

Men så faldt mine isblå øjne på kommentatorfeltet, hvor Godhedsindustriens Hvide Riddere, disse krænkelsesmasochister by proxy, fortalte mig noget ganske andet.



Jeg har set det før. Jeg har skrevet om det før. Gode mennesker, der opfatter andre som racistiske med begrundelse i, at de selv er racistiske. Betegnelsen "sort perle" er simpelthen dybt racistisk, fordi journalisten tillod sig at nævne en farve, hvilket er slemt nok i sig selv, hvorefter han brugte metaforen "perle". Noget, der ikke falder i de godes smag efter deres håbløse sag mod politimanden, de sådan havde håbet havde råbt "perker" efter en indvandrertype, men som i virkeligheden råbte "perle" - en kort form af det udtryk, der af og til bliver brugt i politiet om de kunder, der ikke prioriterer besøg hos tandlægen, og som derfor betegnes "perletand". Nedladende? Måske. Racistisk? Nej. Men vi kan altid dreje den sådan, hvis verden ikke er, som vi går og håber, ikke?

Det racistiske i udtrykket "sort perle" er udelukkende koblet i de stedfortrædende krænkelsesofres hjerner og ingen andre steder. For mig var det en uskyldig og måske endda smigrende overskrift. Der er intet i vejen med den. Intet. Kun hvis man i sin selvfede hvidvinsrus er blevet inficeret med den mytiske parasit, strukturel racisme, som ifølge venstrefløjen ellers udelukkende skulle finde føde i resten af befolkningen. Og så alligevel ... de venstredrejede gode omtaler til daglig landets hvide underbefolkning, kældermenneskene, med så åbenlys had og foragt, at det ikke med rette kan påtrykkes den formildende etiket "strukturelt".

Det endte med, at avisen ændrede overskriften.


Tak for det. Så har de sarte endnu en gang vundet. Endnu en gang er de blevet bekræftet i, at deres hovedfjende, den vestlige, succesfulde og frie civilisation, er grundlæggende og hvis ikke bevidst, så ubevidst racistisk. Sidste gang var vi mandschauvinistiske kvindehadere, der ønskede, at alle kvinder skulle have det dårligt med deres kroppe. Hvad bliver det næste? Hvis du kan gætte det, vinder du et sæsonkort til Djurs Sommerland.

Nu når vi omsider, sort på hvidt, står med en ikke-vestlig person, der vil deltage i vores samfund som en produktiv borger - og endda uden at skulle udstille sig i zoologisk have eller bestyre de kannibalgryder, som giver danske, ubekymrede børn en sidste, sommerglad svingtur, inden de bliver påduttet venstrefløjens ækle verdenssyn og for evigt skal leve i angst for, at de selv en dag kommer til at udtrykke noget, som de rigtige mennesker finder krænkende - så får han som det første at vide, at han er et offer. Udelukkende, fordi han kommer fra en mørk stamme af menneskeheden. Man kan ikke behandle en gæst mere nedladende.

Flot, folkens! Hvem er det egentlig, der burde kaldes racister?