tirsdag den 24. februar 2015

Tal videre, Yahya Hassan!

Yahya Hassan, venstrefløjens yndlingsetniker, har i weekenden postet et billede af Liberal Alliances politiker, Henrik Dahl, med hovedet klistret på en naziuniform. Hele det venstredrejede parnas er fuldstændig oppe at køre over magtdemonstrationen i den unge kunstners billede på hykleriet hos dem, der hylder ytringsfrihed.

Det sørgelige er, at ingen af dem indser, at Yahya Hassan fejler på alle punkter. Alle.

Yahya Hassan spørger:
"Hvorfor er det mere forfærdeligt at portrættere Henrik Dahl i naziuniform end det er at portrættere Muhammed med en bombe i sin turban? Det ene indikerer, at en højreorienteret er nazist, mens det andet indikerer at en muslim er jihadist."
Bitter Blog svarer:
  1. Hvem siger, det er mere "forfærdeligt"? Ingen. Ingen. Henrik Dahl selv har været ude at sige, at han ikke rigtig gider tage sig af det. Hele den efterhånden gennempulede pointe er, at du, Yahya Hassan, i modsætning til dem, der laver tegninger af Muhammed, roligt kan poste dit billede uden at risikere at få din bil ridset, miste dit job, blive retsforfulgt eller at blive hugget ned med machete på Strøget i Aarhus. Altså, hvornår fanden fatter folk det? Det er altså ikke så svært.

  2. Injurielovgivningen til side: Forstår Yahya Hassen virkelig ikke forskellen på at lave et billede af en nulevende, identificerbar, navngiven person og på at tegne en mytisk person, et symbol som Muhammed, der døde for over 1400 år siden, hvis han overhovedet har levet, med en bombe i sin turban? Åbenbart ikke. Man kan vel heller ikke forvente, at digtere har forstand på analogier. Et billede af Jesus i naziuniform ville have været en korrekt analogi. Men Yahya Hassan vidste nok godt, at det ikke ville skabe røre, eftersom den kulturkristne danske befolkning for længst er holdt op med at behandle deres eventuelle religiøse følelser som et lille, tudende, møgforkælet pattebarn.

  3. Yahya Hassan siger selv, at han ikke mener, Henrik Dahl er nazist, men skulle han alligevel have ønsket at indikere det, så er han en smule galt på den. Henrik Dahl er liberal. Jeg tror ikke, man kan finde en ideologi som står i større modsætning til nazismen. Af en eller anden grund, så fatter venstrefløjen ikke dette indlysende faktum. Måske er de blændet af, at deres egen ideologi ligner nazismen mere: Stor stat og indskrækning af ytringsfrihed for bare at nævne et par ideologiske punkter og udrensning af politiske modstandere for at nævne et praktisk.

  4. Det er faktisk tilladt at blive fornærmet over ytringer, selvom man er for ytringsfrihed. At man mener, at folk må ytre sig frit, er ikke ensbetydende med, at man ikke må kritisere, hvad andre siger, eller at man ikke må blive ked af det. Pointen er, om den, der bruger sin ytringsfrihed, risikerer at blive retsforfulgt eller måske endda slået ihjel for det. Nu har jeg nævnt det to gange i indeværende indlæg, og så må I for fanden da snart fatte det. Og ja, muslimer må gerne blive krænkede over Muhammedtegninger, men nej, de må ikke myrde folk på grund af krænkelsen. De må æde deres krænkelse og finde sig i, at folk samtidig griner af dem. Det er vilkårene i et demokrati. Forstå det eller land fly.

Som du måske ved, har jeg tidligere bedt Yahya Hassan om at holde kæft (og nej, det er ikke selvmodsigende, selvom jeg er tilhænger af ytringsfrihed), men jeg har efterhånden indset, at det ikke er en god ide. Faktisk skal han bare blive ved med at tale og at udgive sine synspunkter. Han kæmper ytringsfrihedsfortalernes sag, jo mere han snakker. En af de utallige fordele ved ytringsfrihed er nemlig, at det får folk til at udstille sig selv.

Der er nok intet håb om, at modstanderne af ytringsfrihed fatter noget. Måske skulle jeg prøve med et billede. Det er nok nemmere at forstå end ord. Hvad nu, hvis jeg anvendte Hassans egne metoder mod ham selv? Inden et mainstrem medie poster billedet med overskriften "Luderkræftblogger hænger muslimsk dreng ud som grissebasse" eller bare helt ude af kontekst, så lad mig hermed erklære, at jeg ikke mener, at Yahya Hassan er et svin. Det ville formodentlig være en personlig fornærmelse mod ham som individ. Ej heller mener jeg, at svin er Yahya Hassan. Det ville aldrig kunne fornærme nogen bestemt gris, eftersom intet grise-individ kan identificeres ud fra billedet:


Nu har jeg dælme godt nok skåret det ud i pap for jer.

"Nåh, Bob," siger du hovent og afslører, at du stadig intet fatter. "Du er nok alligevel blevet lidt sur over det nazi-billede, hva'?" Nej, overhovedet ikke. Det ville være ret hyklerisk. Jeg har nemlig selv en gang produceret et lignende nazibillede med en klassekammerats hoved og publiceret det på hele skolens intranet. Og han var forresten jøde. Det var det, man inden krænkelseskulturens indtog kaldte for go' gas.

fredag den 20. februar 2015

Tænk på børnene!

Flere har sikkert undret sig over, at jeg ikke har skrevet et indlæg om lørdagens terrorangreb på Krudttønden, hvor Muhammedtegneren Lars Vilks var til stede. Med fare for at lyde som en offentlig ansat: Jeg orker det ikke. Orker ikke, at forholde mig til alle undskyldningerne, kronikkerne, der forsøger at få problemet til at handle om hudfarve, Odenses Kommunes politisk styrede nysprog, alle forsikringerne om, at gerningsmanden blot var en sindssyg kriminel, og at det utroligt overraskende terrorangreb, som al empiri havde forudset, intet, intet har med islam at gøre, og at vi i øvrigt fremover bør være endnu mere bløde overfor de stakkels "unge", så de ikke føler sig isolerede i samfundet. Måske burde staten endda finansiere en moske, hvor deres ondsindede ideologi kan udklække endnu flere tosser? Pissegod ide!

Heldigvis er der dukket en anden sag op: Forældre til børn på Samsøgadeskolen i Aarhus er bekymrede, fordi Kurt Westergaard går på skolen til et spanskkursus, der begynder, inden børnene er taget fra SFO. Så nu synes de, han bør blive væk af sikkerhedshensyn. Som en ægte hædersmand har Kurt Westergaard øjeblikkeligt erklæret, at han vil stoppe med at gå på kurset, fordi han ikke vil udsætte andre for den angst, han selv har måttet leve med. Uden brok. Men så er det godt, at vi har Bitter Blog.

"Kurt Westergaard har selv bedt om det," skreg en eller anden bekymret far på Facebook. "Men han skal ikke udsætte mine børn for fare." Aha. Så Kurt Westergaard er selv ude om at blive forfulgt 24/7, fordi han tegnede en tegning af Muhammed. Men du er ikke selv ude om, at terroren er kommet til landet, og at dine børn skal vokse op i et mindre frit samfund, fordi du i din storladne godhed konsekvent har stemt på partier, der aktivt arbejder for islamisk masseindvandring? Nåh nej, for terroren har jo intet med islam at gøre. Godt nok har de hidtidige angreb udelukkende rettet sig mod tegnere af Muhammed, men jeg kan godt se, at der absolut ingen forbindelse er at spore.

"Men tilfældige mennesker kommer til skade!" fortsætter du. "Hvad med Finn Nørgaard, der blev dræbt ved Krudttønden?" Du har tydeligvis ikke fulgt med, for Finn Nørgaard forsøgte aktivt at standse terroristen. Han døde under sin heltedåd. Og tillad mig at ræsonnere, at såfremt dit afkom virkelig skulle stamme fra den kvarte centiliter sure mosevand, du formåede at skvætte i konen og dermed udspringer fra dine vege gener, og ikke fra en badboy, som hun i desperation lod sig råbolle af for at opleve lidt mandighed, så er der nok overvejende sandsynlighed for, at terroristen ikke vil se meget mere end dine møgungers skosåler og kujonagtige piben.

I denne sag er det ret relevant at bemærke, at der i attentatforsøget mod netop Kurt Westergaard faktisk var et barn til stede, nemlig Westergaards eget barnebarn. Alligevel var barnet aldrig udsat for fare. Attentatmanden vidste nemlig lige præcis, hvem han gik efter: Tegneren af den profane profet. Sjovt nok, egentligt, nu når negeren bare var en sindssyg, øksesvingende, morderisk person uden relation til islam.

Hvad forestiller disse forældre sig egentlig? At vi skal isolere Kurt Westergaard helt? Hvis han ikke må komme i nærheden af deres præmiepoder, kan han aldrig gå i supermarkedet, i svømmehallen eller på biblioteket. De vil for enhver pris, deres egen og Kurt Westergaards frihed inkluderet, sikre, at børnene ikke kommer til skade, alt imens de bevidstløst overlader magten til galninge, som de gladeligt åbner grænserne for. Jeg kan ikke beslutte mig, om det er mere debilt, end det er kujonagtigt.

Til sidst vil jeg gerne komme med en henstilling til mainstream medierne. Hold venligst op med at benævne muslimernes profet som "profeten" som om, der kun skulle være én profet. Og endnu værre: Hold op med at skrive det med stort P. Kan I ikke se, at I hopper med på deres terminologi og bekræfter dem i, at deres grinagtige overtro har en eller anden særstatus, som den gudhjælpemig aldrig nogensinde har gjort sig fortjent til? Jeg brækker mig, hvis jeg skal opleve selvfede, overbærende akademikere, der ved overlagt brug af komma ved parentetisk apposition belærer os om, at "vi skal vise respekt for Profeten, Muhammed, ..."

Vise respekt? Gu' fanden skal vi ej. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre det? Hvorfor skulle overbekymrede forældre gøre det? Det kan på ingen måde udsætte os for større fare at lade være. Terroren har jo intet med islam at gøre. Vel? Jeg anbefaler alle jer klynkende forældre, præmieborgere i "Dansk Kvindesamfund", at udvikle et par testikler og begynde at sætte spørgsmålstegn ved denne uendeligt latterlige påstand. Så kan vi for alvor tale om, at I er begyndt at tænke på jeres børn.

torsdag den 5. februar 2015

Pladder på plakaten

Jeg har egentlig i lang tid villet skrive et indlæg om at gå i biografen, og nu hvor Inger Støjberg får med grovfilen for at påtale nogle indvandrerdrenges opførsel, er tiden vist inde. Meget af diskussionen handler om, at lige så mange danskere opfører sig dårligt i biografen. Mit bidrag til sagen er at fortælle om, hvorfor jeg ikke længere går til offentlige fremvisninger af film. Jeg kan nemlig ikke holde ud at være sammen med resten af publikum.

Folk opfører sig generelt dårligt i biografen. Og med dårligt mener jeg, at de fleste biografgængere tilsyneladende tror, de sidder hjemme bag lås og slå på deres eget private lokum, når de i virkeligheden sidder på et tyggegummiprikket plyssæde blandt hundrede fremmede mennesker.

Min sidste biograftur nogensinde var til en annonceret ikke-tekstet engelsk film. Alligevel så jeg som det første, da jeg trådte op af trappen og ind i den sal, der skulle levere to timers fortløbende pinsel, det måbende, dumme fjæs på en otte-årig fed dreng, der var blevet slæbt med ind af sin bovlamme bedstemor, en statement-bebrillet, grå-korthåret ko af en offentlig-skrankepave-type.

Og der gik naturligvis ikke mere end fem minutter af filmen, før det rådne afkoms afkom begyndte at stille højlydte, idiotiske spørgsmål til bedstemoderen, der i stedet for at irettesætte ungen for at genere alle de andre gæster tændte for sin egen, elendige simultanoversættelse i forhøjet toneleje. Jeg mener seriøst, at revselsesretten bør genindføres til forældre, der har børn med i biografen.

Nu var vi så heldige, at der var en forfilm inden selve filmen. Det fik på ingen måde et andet kvindemenneske i salen til at holde inde med at diktere sin kæreste, hvilke møbler han skulle købe til deres lortelejlighed. Da jeg vendte mig om og lavede Pacman-bevægelser med hånden, gloede hun på mig, som om jeg havde spurgt hende, hvad hun skulle have for en god sutter.

Lidt senere passede det hende omsider at holde kæft, hvorefter en gruppe på otte trampede ind i salen. De morede sig tydeligvis, for de snakkede med hinanden med glade, høje, debile stemmer. De masede sig ind på rækken bag mig, mens snakken kørte således (jeg hader folk, der bruger Caps Lock, men det er den eneste måde, jeg kan gengive situationen, som den foregik):
"SKAL VI SIDDE HER?"
"JA, HER ER DIN PLADS, MAJBRIT. KOM OM OG SID VED SIDEN AF MIG."
"NÅ, JEG SKAL DA SIDDE PÅ NUMMER FEM. HVORFOR ER DET HER NUMMER NI? HVILKEN RÆKKE ER VI PÅ?"
"EJ, JEG HAR KØBT ALT FOR MEGET SLIK. JEG KØBTE DET FORRESTEN SLET IKKE I BUTIKKEN UDENFOR SOM MAN SKAL."
"JEG KØBTE POPCORN. JEG KAN BEDRE LIDE POPCORN."
"HOV? ER FILMEN STARTET?"
"HVAD?"
"ER FILMEN STARTET? DET LIGNER REKLAMER?"
"NEJ, DET ER FILMEN. SÅ MÅ VI HELLERE VÆRE STILLE."
(Højlydte grin fra samtlige otte)
"ÅH, HVOR ER DET DEJLIGT AT SE JER ALLE IGEN. OG MADEN VI FIK VAR BARE SÅ GOD, IKKE?"
På dette tidspunkt var vi ti minutter inde i filmen, og jeg missede det meste af handlingen. Jeg kunne ikke høre lyden på grund af al larmen, og underteksterne var til min ærgrelse og bedstemor-og-forkælet-møgunges store overraskelse aldrig dukket op.

Efter to timers lidelse og spild af penge på alt for dyr biografbillet og popcorn til tusind kroner kiloet, rejste jeg mig og kom til at kigge på rækkerne bag mig. Folk havde efterladt deres affald. De havde ikke stillet det på sædet eller ladet det stå i kopholderne. Nej, de havde smidt det, kastet det på gulvet og sæderne, så selv den mest fæle baby måtte skule misundeligt på svineriet.

Sådan opfører danskerne sig i biografen i dag. Det er elendig opførsel. Men skal vi stramme skruen lidt? Klikke tingene et par trin op i grovhed? Så lad os, se hvad der sker, når en flok indvandrerdrenge invaderer biografsalene.

Inger Støjberg er blevet ramt af en shitstorm efter hun på Facebook skrev følgende statusopdatering:




Hvad er der egentlig galt med den statusopdatering? Den ligner til forveksling den, jeg skrev om mine tidligere beskrevne, tåbelige danske medtilskuere, efter jeg kom hjem fra min sidste biograftur. Den eneste forskel er, at Støjberg taler direkte til indvandrerdrengene.

Og uha, det kan vi ikke have. For så er man racist. Selvom vi alle ved, at når en flok adidasbeklædte mospuder med døde øjne supplerer biografsalenes mørke, så er fornøjelsen slut for alle andre gæster - selv dem, der i modsætning til undertegnede ikke blot er sarte krokus og inkarnerede Disneyprinsesser over for andre menneskers uhæmmede gumle-, gnaske- og raslelyde.

Jeg har selv oplevet det. Det er i en helt anden liga. Vi taler kast med slik og popcorn. Ikke kun ud over sæderne til blot de ansattes fortvivlelse, men direkte mod andre gæster. Der lyder højrøstede tilråb til filmen. Jeg har set nogle af dem begynde at ryge i salene og derefter kaste de stadigt glødende skod. En enkelt gang bevidnede jeg endda cirkusset, mens hyænerne var flankeret af tre naturligvis fuldstændigt passive socialpædagoger, der ledsagede dem på en utvivlsomt kommunebetalt biftur som belønning for anden kriminalitet.

Forskellen ligger mellem at være dum som de fleste etniske danskere og at være direkte chikanerende. Alligevel kaster de sociale medier sig over Inger Støjberg med en forargelse, der er begrundet lige nøjagtig i, at mange danskere opfører sig lige så dårligt i biografen.

Det passer simpelthen ikke. Hvordan kan man være så virkelighedsresistent, at man ikke kan se forskel? Lad mig gætte: De forargede er den liljehvide kulturelite, der aldrig kunne finde på at bære deres hvidvinsmarinerede kranier ind til andet end smalle, fisefornemme forestillinger, betalt af alle os andre over skatten, besøgt af få og da slet ikke af en flok mindrebemidlede aber med hang til vold.

De oplever det simpelthen ikke, fordi de ikke er der. Og når de så er der alligevel, ligesom når P3 forsøger at lave et interview, der skal undskylde indvandrerungerne, hvorefter de ender med at bekræfte det, de ville modbevise, så nægter de at tro på det. "Ej, de mener ikke, hvad de siger," lyder det. "Herregud, jeg kastede også et bolsje i Biffen i Odder, da jeg var en ung lømmel. Ho, ho, I kan tro, jeg fik stuearrest i en hel uge bagefter." Eller også kommer de med dødfødte sammenligninger med danske unge, der sidder og fniser i kirken.

Hvordan tror de kloge så, at indvandrerdrenge reagerer, når Inger Støjberg bliver kastet ud i en medieorkan, som jeg med vanlig meteorologisk sans for drama vil døbe 'Zenia', hvor flokke af tossegode danskere kæmper for at forsvare dem, der bærer den åbenlyse skyld for hele miseren? Tror de, det hjælper? Tror de, det får indvandrerungerne til at se sig selv i de tomme øjne og opføre sig ligesom alle andre? Selvfølgelig gør de det.

For de er den snakkende klasse. De er dem, der tror, de kan ændre samfundet ved at sætte andre ord på det. Ved at moderere og censurere tonen. Ved ikke at tale om det åbenlyse, forsvinder det. Og nej, problemet er der ikke, når man udelukkende ser sort/hvide polske stumfilm om skomageres kamp mod social stigmatisering sammen med andre priviligerede cand. mag.'er og bagefter tager Toyota'en hjem til de trygge forstæder for at sidde og glo dumt på hinanden blege fjæs under Le Klintens kolde lys. Hvad? Indvandrere, der opfører sig dårligt? Det har vi aldrig set. Til gengæld sad der en dansk bonderøv bag mig, der havde taget vulgært meget slik med. Det var bare så amerikansk og upassende.

Vi andre, der er til platte, inferiøre underholdningsfilm, må så tage slæbet med det importerede resultat af godhedssegmentets dårlige samvittighed. Vi ser, dag efter dag, hvad der foregår og må dag efter dag blive ved med at finde os i at blive trampet på af nedladende, bedrevidende naivister, der bare ikke vil indse, at tingene er ved at bevæge sig i en hel gal retning, og at hvis noget ikke ændrer sig, så bliver de nødt til at indstille sig på, at der meget snart kommer noget ganske andet end pladderhumanisme på plakaten.

Læn Dem tilbage og nyd filmen.