onsdag den 2. december 2015

DF og vielsesringene

"I nogle tilfælde mener jeg, det vil være fair nok, men det vil helt klart være undtagelsen."

Sådan svarer Martin Henriksen (DF) i dette radioklip, efter han gentagne gange er blevet presset for et svar af intervieweren på, om man kunne forestille sig en situation, hvor den beslaglæggelse af værdier, som flygtninge ifølge en sandsynligvis kommende lovgivning kan blive udsat for, og som normalt kun vil gælde væsentlige værdier uden personlig affektionsværdi, kunne risikere at gælde for en vielsesring.

Martin Henriksens svar bliver nu fremlagt af venstrefløjens kombattanter, som at DF vil indføre systematisk tyveri af vielsesringe (og sikkert snart hår, hud og briller), ikke ulig, naturligvis, tilstandene i Buchenwald og Auschwitz. Når man har nazikortet, skal man selvfølgelig spille det. Og selvfølgelig spiller venstrefløjen det, for som sædvanlig duer det ikke at holde sig til sandheden og det, der rent faktisk blev sagt, når nu man ønsker at skabe en shitstorm og råbe puh, æv og bøh for at vise, hvor godt et menneske, man selv er.

Men venstrefløjens reaktion undrer mig. Den undrer mig såre dybt.

Enhedslistens åbne politik var for få år tilbage, at den private ejendomsret skulle indskrænkes. Præcis hvordan, det skulle foregå, ville de ikke præcisere, men "man måtte gerne beholde sin tandbørste".

I lyset af sådan en holdning kan det undre, at socialisterne lige pludselig har påtaget sig som deres vigtigste mission at beskytte fremmede statsborgeres private værdier og i særdeleshed noget så overflødigt som et smykke set i forhold til en tandbørste. Disse mennesker er trods alt flygtet til vores socialistiske paradis, og her bliver alle dagligt frarøvet deres værdier for at betale til fællesskabet. Hvordan bliver det så lige pludselig uretfærdigt, bare fordi man er flygtning?

Man kan drage to interessante konklusioner ud af denne historie:

  1. At den socialistiske tankegang er sivet dybt ind hos Folketingets såkaldte borgerlige fløj og i særdeleshed Dansk Folkeparti.
  2. At de røde opfører sig dobbeltmoralsk og sært overraskede, når de får serveret deres egen tankegang lige i fjæset.

Jeg kunne ønske mig, at socialisterne ville vogte lige så nidkært over danske borgeres private ejendomsret under den danske stats åg, som de nu tilsyneladende ønsker at gøre det overfor fremmede statsborgeres. Det ville naturligvis kræve, at de måtte kaste deres egen ideologi af sig og indse, at ægte frihed opnås ved, at staten lader borgerne forvalte deres egne værdier i stedet for at konfiskere dem.

Jeg kommer nok til at vente længere end til juleaften for at få dét ønske opfyldt.

tirsdag den 1. december 2015

Når shitstormen raser

Jeg har her i weekenden opdaget, at franske Toys R Us butikker har fjernet våbenlegetøj fra deres butikker. Gad vide hvorfor? Indeholdt de skadelige stoffer, som det uskyldige barn, der leger Kurt Cobain, kunne få i munden? Kunne der gå ild i dem på grund af det ellers uskadelige krudt, de bruger? Nej, de blev fjernet på grund af terrorangrebet i Paris d. 13. november.

"Åh, Gud, vores unge er gået amok i blodrus og har myrdet hundredevis af uskyldige mennesker. Hvad kan det dog skyldes?" Helt klart plasticlegetøj, anvendt af flokke af glade, leende drenge, der løber rundt i en skov og leger krig en hel dag, som de afslutter med kakao og boller hjemme hos en af mødrene, hvor de snakker om, hvem der tog det sejeste dødsfald fra en bakketop. Hvem her i Danmark havde ikke en fregnet, rødhåret skolekammerat, som gik amok med automatriffel blandt handicappede børn, fordi han fik en camouflagehat på sin niende fødselsdag?

Heldigvis er de fornuftige i Frankrig. Mit blodtryk faldt til et all-time low på 180/110, da jeg gennem mit blinde raseri alligevel formåede at læse videre og forstå, at Frankrig har fjernet de virkelighedstro legetøjsvåben, for at politiet under et forhøjet beredskab ikke skulle panikke og nedskyde legende, camouflagesminkede børn i den tro, at de var cracksløvede negre. Det gav alligevel mening. Udmattet og slap i kroppen faldt jeg tilbage i min slidte, lysebrune lænestol ... og læste så udmeldingen fra den danske afdeling af Toys R Us, Top Toys, der også driver Fætter BR:
- Vi vil gerne drive en ansvarlig forretning, og så er det helt naturligt for os, at se hvad der passer ind i vores sortiment. Det betyder, at vi ikke sælger legetøjsvåben, der kan associeres med moderne krig, terror og gadekriminalitet, siger Liselotte Gjerdrun Carlsen.
Min blådunkende pandepulsåre havde alligevel ikke pustet sig forgæves op. Som følge af en "etisk produktpolitik" har Top Toy bandlyst legetøjsvåben siden 2013. Flot. Og jeg som var så naiv at tro, at de havde nået bunden med deres kønsneutrale julekatalog.

Hvordan kan man være så dum at bandlyse plasticvåben? Alle ved, at de ikke er skyld i terror eller vold. Alle. Børn bliver ikke frådende terroristiske selvmordsbombere af at kaste en gummihåndgranat, der med en lyd som et punkteret pivdyr hopper hen ad gulvet mod den strikkende bedstemoder. Børn bliver terrorister af at blive opdraget i æres- og krænkelseskulturer, hvor de får indprentet, at al deres ulykke udelukkende skyldes andre, navnligt USA og den vestlige kultur, og hvor evig hæder og ære og tooghalvfjerds uerfarne elskere af uspecificeret køn kun er ét eneste, ultimativt befriende selvudløsertræk fra dynamitkorsettet væk.

Jeg har sikkert ikke gjort opmærksom på det ofte nok, men jeg hader store firmaer. Jeg hader store organisationer, fordi de opfører sig mere og mere idiotisk, jo større, de bliver. Hvis du nogensinde har været ansat i en international virksomhed og nærmest har fået krampe i bagerste ringmuskel i forsøget på at balancere på den politisk korrekte, smalle sti ned af ledergangen for ikke at blive udpeget som en afviger fra de to kasser, HR-afdelingens personlighedstest formår at proppe folk i, mens du ganske paradoksalt overfaldes af homo-forums og kvalmende, venstredrejede miljømottos på deres pastelfarvede medarbejderportal, så ved du, hvad jeg mener.

Disse store firmaer er skrækslagne for at blive udsat for hetz. Derfor foretager de bizarre, symbolske manøvrer og i dette tilfælde politisk korrekte pre-emptive strikes ved at forbyde legetøjsgeværer i et forsøg på at sno sig ud af i horisonten lurende shitstorme, der risikerer at påvirke deres markedsandele, hvorved de i sidste ende hjælper hetzerne, der desperat forsøger at udpege alle mulige andre skyldnere end den åbenlyse, store, fede elefant i rummet. For at "unge" går amok har i hvert fald intet at gøre med, at de er indvandret fra et jordhuleland og ligger med røven i vejret fem gange om dagen i total underkastelse for en sabelsvingende dødskult, anført af hadprædikende, middelalderlige imamer, som vi har importeret i hobetal. Intet. Nej, skylden må udelukkende ligge hos os selv, under juletræet, ved det fjernøstlige plasticbras, vi overdrager børnene i gave.

Nej, tossede feminist. Dette er ingen
voldtægtstrussel. Det er en joke. Den
bliver ikke til alvor, bare fordi du ikke
forstår den. Den bliver heller ikke
til forherligelse, bare fordi den laver
sjov med noget, du ikke synes, man
skal lave sjov med. Det er ikke dig, der
bestemmer alting. Så fat det dog.
Hvordan fungerer hetzen eller shitstormen, som den også kaldes? Den anføres af det tonebærende, tolerante godhedssegment, specielt de bitre, fede, midaldrende, nyskilte kvinder med sammensunkne skræv og de halstatoverede, statementbebrillede, lesbiske feminister, der desperat forsøger at ligne en nyligt prøveløsladt Karsten ovre fra den sociale boligblok, som føler sig berettigede til bestemme over, hvad andre skal gøre. Og hvis nogen gør noget, de ikke kan lide, hænger de dem ud i forvrængende opslag på Facebook, kalder det voldtægtstrusler og melder det til politiet. Man skal aldrig tækkes sådanne personer. Aldrig. Deres latterlige krav vil aldrig stoppe.

Men shitstormen kræver masse for at kunne blæse sig op. Ovenstående relativt lille, skingre, konfrontationsskabende Sturmabteilung får støtte til deres politiske ærinde af andre, endnu mere simple fjolser med for meget tid til sociale medier. Folk, der elsker at vise pseudovennerne, hvor gode, de er. Den nyligt overståede shitstorm mod Marie Krarup er et skoleeksempel. Deltagerne, der ikke engang formår at dokumentere deres egne påstande, tilføjer deres argumentationsfattige kommentarer som stod de i de frådende pøbler, der i de gode, gamle dage kylede rådne tomater mod staklen på skafottet, hvorefter de deler løgnehistorierne uden nogen som helst tanke for at undersøge, om de har hold i virkeligheden.

Bevares, der skal da nok være nogen på RUC, som er ligeså anerkendt blandt feminister som de er genstand for latter i udlandet, der på lige præcis intet videnskabeligt grundlag har "forsket" sig frem til, at legetøjsvåben bidrager til at bevare den patriarkalske samfundsorden i Danmark. I ved, det protestantisk kristne patriarkat, som sikrer, at hvide mænd arbejder og betaler firs procent af deres forbandede sjæl i skat hver måned, for at staten kan sprøjte donorsæd op i på alle måder uattraktive, naturligt infertile "stærke single-kvinders" HPV-plagede køn og forsørge dem og deres utålelige afkom bagefter. Det patriarkat, som opretholder sekshundredehalvtredstusinde overflødige, overbetalte, offentlige skånejobs til skrøbelige sjæle, humaniorakandidater og andre overuddannede kontorassistenter. Patriarkatet, der sikrer, at mødre har mere ret til skilsmissebørn end fædre.

Nå, men det bliver meget sjovt at se, hvem der kommer til at gøre mest skade i fremtiden. Drenge, der får lov at lege krig, eller drenge, som hver gang de forsøger at pille ved deres aflange variation af irrelevant kønsekstremitet, bliver svirpet over fingrene af en skingrende vanvittig feministpædagog, der i sit sociopatiske kønseksperiment tvinger dem til at opfatte sig selv som "henner, der kraftedeme bare har at sætte sig hen i hjørnet NU og amme spædbarnsdukken. Mens de andre børn spiser."

Åh for satan, hvor ville jeg ønske, at de store firmaer kunne udvikle et par mandigt behårede boller og bare trække på skuldrene af den relativt lille, men på såvel sociale medier som i fysisk rum meget pladskrævende flok af hystader og virtuelle gorillaer, der kræver censur og forbud, hver gang de ser noget, de ikke kan tåle. Men jeg kan vel ikke pege fingre. Jeg løber jo selv hylende væk, når krænkelseskliken kommer. Og jeg blev endda opflasket med legetøjsvåben og en Nesquik-dåse fyldt med små, ariske plastictropper. Hvordan skal det ikke ende for os, når små henner, der udelukkende er opdraget med flæbende, blødt tøselegetøj, vokser op og skal styre tingene? Når shitstormen rammer, er vi færdige, siger jeg. Færdige!

torsdag den 19. november 2015

Alting er Hitlers skyld

Jamen, så skete det jo: Det alvorlige terrorangreb på europæisk jord. Et angreb på civile, der kostede 129 liv. Sådan. Det er på ingen måde overraskende, og når jeg ser gode mennesker stille sig op med åben mund og polypper, får jeg en ubændig trang til at retfærdiggøre deres forbavsede udtryk ved at jage en tambourstav op i røven på dem.

De gode mennesker har selv bedt om det. De har selv lukket terroristerne ind bag et dække af patos, deriblandt et tåreprovokerende fotografi af et druknet barn, som var sendt uden redningsvest over et farligt hav i gummibåd af deres far, som ville have nye tænder i Canada. Helt ærligt, who cares? Herhjemme dør børn af endnu mere meningsløse årsager, f.eks. når forældrene bakker dem over i indkørslen på vej ned i 7-Eleven efter citronmåne til Vild med Dans.

Min pointe er: Hvorfor lukker vi dem ind? Stol på Bob, der har slidt adskillige stokke op ved blot at ryste dem arrigt ad skyerne, når han siger, at der ingen chance i helvede er for, at vores nuværende ledere tør ændre den åbenlyse katastrofekurs at fortsætte med at lukke migranter ind i Europa. Hvorfor fortsætter vi? Der er ingen positiv nettogevinst ved mellemøstlig indvandring. Ingen. Og for dem, der stadig ikke fatter det:


"Jamen, der er humanistiske grunde til at hjælpe dem," siger du så. Aha. Er det værd at undergrave vores egne, frie demokratier for at hjælpe en menneskehorde, der på trods af dens zombieagtige uendelighed er en dråbe i havet i forhold til dem, der står tilbage? Hjælpe dem på dyrest tænkelige måde, forstås, ved at hente dem herop, så vore samfund kan blive fattigere, mindre frie og mere utrygge og på sigt endnu ringere stillet til at hjælpe taberlande med at trække sig op af middelalderens dynd? Det er kun 12 % af verdens befolkning, der lever i demokratier. Tidligere generationer har knoklet, svedt og møjsommeligt bygget det op ved hårdt arbejde, lidelser og tab af liv, og I pisser det bort, fordi det blev placeret direkte i jeres fede, blege babyfavn som dåbsgave. I tager det for givet.

"Du må hjælpe dem, der står ved døren og banker på og beder om hjælp. Alt andet er umenneskeligt," indvender du. Mener du de "syriske flygtninge", der af uforklarlige årsager er negre, de fleste af dem mænd mellem 18 og 35 år? Eller mener du "de uledsagede flygtningebørn", som i virkeligheden er granvoksne mænd? Eller er det bare de smart klædte unge mænd, altid med deres dumme hip-hop kasketter latterligt placeret ovenpå hovedet for lissom at understrege deres hjerneforskerpotentiale?

Nå, men jeg er efterhånden røvsygt træt af at forklare det åbenlyse til humanister, der øjensynligt enten mangler sanserne eller er ude af stand til at koordinere indtrykkene fra dem. Måske skulle jeg i stedet fortælle, at vi er på vej i krig, og at der ikke er udsigt til, at vi vinder. Forleden blev de sociale medier oversvømmet af en video af en fransk kinesermand, der forklarer sit franske kineserbarn, at terrorister skal bekæmpes med lys og blomster:



Alle kvindehjerter smeltede naturligvis. Desværre var det et præmieeksempel på, hvorfor vi ikke vinder. Vi er opfostret som overbeskyttede pattebørn. Hør her, lille kineserdreng: Din far lyver. Frihed blev ikke vundet med blomster og lys. Nazisterne blev ikke besejret med bistandshjælp, forståelse og kram. Vore landegrænser - i den udstrækning de bliver håndhævet - er ikke blot streger på et kort realiseret i rækker af symbolsk bløde rhododendronhække. De er beskyttet af mænd med våben, som udgør bolværket, der gør nationernes frihed og demokrati mulig. Lys og blomster?! Pffft. Tænk, at man skulle høre det fra et par repræsentanter fra kineserne, som opfandt krudtet og var verdensmestre i nedrig tortur.

Har sådanne vege pacifister aldrig tænkt på, hvad der egentlig skaber krige? Tror de, at krig skabes ved, at to onde, naturligvis højreorienterede politikere fra hvert sit land kommer op at skændes og sender hver deres hær af modvillige, tvangsudskrevne mænd mod hinanden i blodige kampe, der halvtreds år senere filmatiseres af en patetisk tudende Tom Hanks? Åbenbart. Læs det her kvaj, som tror krig kan behandles som et banalt skænderi. Men nej, krige starter i det små. I befolkningen, når nogen får nok.

Hvor ligger din grænse? Har du tænkt over det? Hvad, hvis din bil bliver smadret? Trækker du så på skulderen og håber på, at bussen kører? Hvad, hvis nogen går ind i din have? Bryder ind i din opgang? Ind i dit hjem? Tager din mad? Håber du så bare, at Netto har midnatsåben? Hvad, hvis nogen stjæler dine ting? Gør din familie ondt? Tænk over det. Hvor er din grænse? For du kan faktisk risikere at blive konfronteret med den engang i nær fremtid, og så kan du stå klar med nok så mange lyserøde håb, tændte stearinlys og færdigbundne buketter fra Føtex. Det hjælper bare ikke.

Disse arabere, som tilsyneladende fik nok og bombede en koncert - den eneste formildende omstændighed var, at den blev afholdt af et hipsterband - og derefter pløkkede løs i kærlighedens hovedstad, var indvandrere. Vi gav dem muligheden for et frit liv hos os. De fik penge i hoved og røv. De behøvede ikke at sodomere husdyr og små brødre, når europæiske piger stod villigt i kø. Alligevel fik de nok, og spar mig for din evindelige, selvhadende, venstreorienterede, naive sang om, at det var vores egen skyld, fordi vi behandlede dem dårligt. Nej, de blev forført af en ondskabsfuld ideologi ved navn islam.

Islam er en ideologi, der spreder død og ødelæggelse overalt, hvor den trænger frem. Og alligevel importerer vi gladeligt dens følgere. Åh, ja, der er da mange af dem, der er søde. Du kan være venner med dem og måske endda - hvis du spreder ben som en nyskilt kulturjournalist med en efter alt at dømme ustoppelig appetit på kiksekage - danne par med en af dem for en stund, indtil han finder noget ærbart. På nøjagtig samme måde, som du utvivlsomt kunne møde masser af flinke borgere i Nazi-Tyskland. Venlige, omgængelige mennesker, der aldrig selv kunne finde på at gøre nogen ondt og som beskæftigede sig med opbyggelige aktiviteter såsom at lave de vildeste kraftspring i Hitler-Jugend eller de flotteste, tykke fletninger i Bund Deutscher Mädchen, men som alligevel pegede på undertrykkelse og diktatur, da de havde muligheden for at vælge frihed og demokrati.

"Come on, Bob, trak du lige nazi-kortet, internetdebattens ældste trick? Sammenligner du alle muslimer med nazister?" Nej, selvfølgelig findes der muslimer, som står og måske endda arbejder imod det onde i islam. Problemet er mængden, den store vandrende masse, som vi sjældent nogen mulighed har for at sortere i på individ-niveau, men som på statistisk niveau udviser klare tendenser. Åh, og sammenligningen med Nazi-Tyskland var blot for at give en referenceramme. De der fire-fem år på flødeskumsfronten, hvor danskerne mistede tres mand og jernbanesporet mellem Silkeborg og Herning, mens resten af Europa mistede en generation, er det vildeste begreb om krig, moderne danskere har.

Amin og Adolf.

Jeg aner ikke, om bomber virker mod den islamiske stat. Mest er jeg fortaler for at bygge en mur rundt om dem, eventuelt supplere alle parterne med et atomvåben eller to og lade dem boble i deres egen sandkasse i et par hundrede år. Så kan vi til den tid åbne døren og se, om de har fundet fred. Men egentlig kan jeg ikke forstå, hvad problemet er med bomber? Under Anden Verdenskrig skambombede vi tyskerne. Dengang, hvor også vestlige nationer bombede civile, døde der godt 40.000 i Hamburg på en enkelt uge.

Disse bombetogter hovedsageligt rettet mod uskyldige civile skabte ikke flere nazister, ligesom de gode mennesker påstår, at taktiske indgreb mod militære mål vil skabe flere islamister. Nej, derimod skabte bomberne og de allieredes sejr en vaccine mod nazisme. En vaccine så stærk, at den nu svækker os og gør os ude af stand til at tage de nødvendige skridt for at forsvare vore egne grænser i frygten for, at nogen skulle associere os med nazisme, uanset hvor uretfærdig og ufortjent en sådan påstand måtte være.

Først dræbte Hitler jøderne, og dernæst smadrede han Europa. Til sidst fratog han de vesteuropæiske folk modet og viljen til at forsvare grænserne og sig selv. Ak ja, nutidens invaderende masser har så sandelig meget at takke den lille monobeklunkede maler med det sjove overskæg for.

mandag den 3. august 2015

Radikal Revisionisme

I lørdags observerede jeg en række selvretfærdige radikale dele følgende avisklip fra engelske Daily Mail fra 30'erne på Facebook og spørge deres bedrevidende følgere, om nogen kunne se parallellen til nutidens læserbreve i de danske aviser.


De Radikale elsker at sammenligne den nuværende muslimske masseindvandring med jødernes flugt under Anden Verdenskrig, og de har jo helt ret: Jødisk og muslimsk indvandring er stort set det samme. Jøderne flygtede til nabolande, mellem ligesindede kulturer, som de var velintegrerede i. Muslimerne flygter omkring en halv jordklode til fuldstændigt fremmedartede kulturer og integrerer sig ind i lige præcis ingenting, kriminalstatistikkerne undtaget, hvorefter de kræver særhensyn, flere penge og råber racisme af alt og alle. Jeg er helt sikker på, at de jødiske flygtninge i 30'erne også først og fremmest var mænd, der modigt havde efterladt koner og børn derhjemme sammen med en enkeltbillet til kreaturklasse hos Deutsche Bahn.

Daily Mail-udklippet viser dog alligevel, at der eksisterede skepsis mod jødiske flygtninge i 30'ernes England. Men mon de radikale skrigeballoner, der deler klippet på Facebook, er klar over, at Daily Mail var nazivenligt? Lord Rothermere, der ejede Daily Mail, var personlig ven med Adolf Hitler, støttede det engelske fascistparti og havde tidligere hyldet det tyske regime, så selvfølgelig var avisen ikke positivt indstillet over for jødiske flygtninge. Hvis avisudklippet skulle sammenlignes med i dag, så skulle vi finde en dansk, islamistisk avis, der beklager sig over flygtningestrømmen til Danmark. Det er naturligvis ikke muligt af den simple årsag, at islamisterne er glade for åbne grænser i Danmark. Ud over, at de finder en bekvem kanal til, at deres sympatisører og dem, der er værre, kan komme på betalt ophold eller orlov fra det psykisk belastende homohængningsjob, er det også gennem flygtningestrømmen, at de kan få fodfæste indenfor Europas grænser. Den består nemlig overvejende af muslimer, som i bekymrende grad støtter kampen mod demokrati.

"Men hov," siger du, mens du ser hånligt ned på mig fra den Væltepeter, du cikler rundt på for at få opmærksomhed fra dine kreative byvenner. "Avisklippet viser, at der også udenfor Daily Mails redaktion var modstand mod flygtningene. Og det skal vi huske på og lære af. Vi radikale lærer. Også af historien." Ligeså pegefingerløftende, årvågne og bagkloge, De Radikale er over for historien om Englands modstand mod jødiske flygtninge, lige så blinde og glemsomme er de over for, hvordan De Radikale selv kælede for nazi-regimet før og under Anden Verdenskrig.

Kulturradikale forfattere har forsøgt at indoktrinere den jævne borger med grinagtige kontrafaktiske historier om modige radikale modstandsmænd, der uselvisk bekæmper nazismen. Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvilken rolle, de noble radikale vil spille i fremtidens DR-serier. Måske som amerikanske spioner, der egenhændigt vælter Sovjetunionen, i en serie om den kolde krig i 2025? Eller som satiretegnere, der med livet som indsats kæmper for ytringsfriheden, i et tilbageblik på Muhammedkrisen i 2040? Uanset hvilke fiktive fordrejninger, de finder på, så kan de ikke udviske deres smudsige fortid fra forstandige folks hukommelse.

Det morsomme er jo, at hvis vi absolut skal finde en parallel til ovenstående avisklip, så finder vi den netop hos De Radikale. Daily Mail leflede gennem deres nazisympatier for en fremmed, udemokratisk magt, nøjagtig som De Radikale selv gjorde før og under Anden Verdenskrig, og nøjagtig som De Radikale gør nu med deres støtte til muslimsk masseindvandring, der truer med at omvælte vores kultur, velstand og fred. Skepsis mod voldsom indvandring, uanset at den kommer fra en lignende kultur, ligesom det beskrives i Daily Mail klippet, er måske ikke andet end en sund reaktion fra en velfungerende, homogen nation, der forsøger at beskytte sin sammenhængskraft.

Nu mine saglige argumenter er afleveret, må jeg hellere tage fløjlshandskerne af. Jeg er ærligt talt åndssvagt træt af at høre disse komplet sindssyge sammenligninger, der serveres med friskpresset hovenhed, og hvis målgruppe åbenlyst er andre gloriepudsere. Nu er der endda nogle af disse selvfede godhedsekshibitionister, der vil bruge hundredetusindevis af kroner på at annoncere i The Guardian og lignende godhedssprøjter for at fortælle ligesindede, boblevandsslubrende humanister på den anden side af Nordsøen om deres fortræffelige menneskesyn. Det er heller ikke mere end et par uger siden, jeg så en eller anden hysterisk ko sammenligne menneskesmuglerne fra Middelhavet med danskerne, der hjalp jøder til Sverige under besættelsen. Der er så mange fejl i den sammenligning, at de næsten overdøver dens nederdrægtighed, taget i betragtning at det netop er muslimer, der har udøvet terror og almindelig hverdagschikane mod medlemmer af det jødiske samfund i Danmark.

Det er selvfølgelig altid fedt at sammenligne med nazisterne og jøderne. Anden Verdenskrigs rædsler er noget, man kan se tilbage på og betragte med bekvem bagklogskab, og det har danskerne for vane, når det drejer sig om besættelsestiden. Det er et lukket, uforanderligt kapitel, og vi kan nemt parallelforskyde vore politiske modstanderes argumenter tilbage i tiden og erklære, at de hører til blandt dem, som vi i kraft af tysk dokumentationsiver med sikkerhed kan udpege som de onde. Samme indsigt om islamisk indvandring har ikke ramt alle i Europa endnu. Og hvis vi skal lære af historien, så viser den faktisk, at De Radikale spillede nyttige idioter for først Nazi-Tyskland, dernæst Sovjetunionen, begge indædte fjender af Vesten og af frihed og demokrati. Så du kan roligt sætte en friskrullet shawarma på, at De Radikales nyeste allierede, islam og dets tilhængere, også vil tilhøre denne gruppe, når historikere engang i en fjern fremtid skal føje endnu et sort kapitel til Europas fortælling.

torsdag den 30. juli 2015

Er David Trads idiot?

I går brugte David Trads sin tilstedeværelse på de sociale medier på endnu en gang at opdele Danmark i to hold: Det gode og det onde. Det siger sig selv, at David Trads tilhører førstnævnte på trods af sin blakkede fortid, hvor han fuldstændig ødelagde Henrik Gade Jensens karriere ved at hænge ham ud som nazist i Information. En nederdrægtig svinestreg, som avisen betalte erstatning for, men som David Trads formodentlig ikke har lært af - et gæt på baggrund af mandens gentagne forsøg på at tilsværte andre. Til det onde hold hører lande, der udviser folk på tålt ophold, politikere, der lammetæver ham i debatter og nu også Hanne Sindbæk, som har skrevet om CSR - Corporate Social Responsibility - i Børsen.

David Trads begår den - bevidste, konkluderer jeg på baggrund af mandens bedrifter - fejl at anklage Hanne Sindbæks artikel for at være "nærmest racistisk". Hun skriver om en oplevelse i Irma med en ekstraordinær sløv kassedame og en voksende kassekøs indestængte raseri:
"Normalt kan vi godt sige til og fra i forretninger, så ruderne klirrer. Men sagen er, at kassedamens forfædre tydeligvis kom fra nogle varmere himmelstrøg, så vi får den der fornemmelse af, at vi skylder en særlig tolerance."
David Trads' svar, besindigt tituleret "ER HANNE SINDBÆK RACIST?" [sic], er:
"At hævde, at årsagen til, at en konkret person synes langsom, skal findes i, at vedkommendes forfædre kommer fra 'varmere himmelstrøg, er simpelthen uacceptabelt."
Nej, det er direkte forkert, David Trads, og du ved det udmærket. Du kan både læse og forstå. Hanne Sindbæks tydelige pointe er, at årsagen til sløvheden skal findes i, at kassedamen sandsynligvis er ansat på baggrund af CSR og ikke sine kompetencer.



Gør dig selv den tjeneste, kære læser, at læse resten af artiklen selv. Hvis du er et normalt begavet menneske, vil du opdage, at Hanne Sindbæks pointe er, at virksomheder ikke kan leve af det gode image fra CSR alene. Det nytter ikke at udvise social ansvarlighed, hvis resultatet er elendig service. Så vil kunder, der ikke tør sige fra, smutte over til en konkurrerende biks på samme måde som visse vælgere i smug stemmer Dansk Folkeparti. Det er helt basale markedsmekanismer. Det mere abstrakte tema er naturligvis, at politisk korrekthed hæmmer alt og alle, lige fra almindelige borgere til virksomheder. Ingen må sige fra, for så får de af hammeren af de gode.

Og hvad sker der så? Lige præcis dét, som Sindbæk taler om. David Trads dukker op med sin politisk korrekte hammer og nagler pointen fast i panden på den tilsyneladende begrænsede skare af læsere, der har fattet Sindbæks pointe: Du må ikke sige noget negativt. Hvis du gør det, er du racist. Du skal holde din mund og ingenting sige. Men det gør vi jo heldigvis alligevel. Til familien derhjemme. Til betroede venner og kollegaer. Vi sukker i tavshed, og så stemmer vi Dansk Folkeparti eller smutter over til forretningen, der valgte at ansætte kvalificeret arbejdskraft. De gamle partier mærkede det, og virksomhederne kommer til at mærke det, og det gør de, uanset om David Trads eller andre politisk korrekte tomatkastere forsøger at rette os ind.

"Vent lige lidt, Bob," siger du og nulrer dit halvlange, fedtede akademikerhår. "Har Trads ikke en pointe? Hvordan kan Sindbæk antage, at kassedamen er ansat på baggrund af CSR, udelukkende på grund af hendes hudfarve?" Hmmm ... lad mig lige tænke i to nanosekunder, inden jeg bevidstløst videredeler David Trads' tilsvininger. Fordi hun stadig er ansat og fortsætter sin inkompetence. "Jamen, kunne man ikke forestille sig det samme med en inkompetent, hvid kassedame?" spørger du så, skarp som du er. Sagtens! Men så havde kunderne for hulen turdet sige fra, fordi de i så fald ikke er hæmmede af den omsiggribende politiske korrekthed. Det er hele pointen. Jamen, ved den hellige Marias struttende barm, så fat det dog!

David Trads forsøger at starte en shitstorm mod Hanne Sindbæk, og der er naturligvis masser af skrigende, mentale rotter, der sultne efter nye ådsler villigt danser til hans melodi. Han har også sin udstråling med sig. Han virker umiddelbart besindig, velovervejet og fornuftig. Han er ikke en åbenlys charlatan som Dan Jørgensen, en tvivlsom kvindecharmør med dumt pandehår og tilfældige, omhyggeligt trimmede skægstubbe som Jens Joel eller en skinger ekstremist som Zenia Stampe. Men han beviser gang på gang, at han er uden moral og ære.

Jeg vil ikke kalde David Trads idiot. For det første er han det næppe i lægefaglig forstand, og for det andet vil jeg ikke bevæge mig ned på hans niveau, og for det tredje ved han helt præcist, hvad han laver. Jeg bemærker nemlig, at han i sin nedrige tilsværtning faktisk ikke kalder Hanne Sindbæk for racist. Han spørger retorisk, om hun er racist og svarer selv med "tæt på". Det er stadig stærkt fordrejende og løgnagtigt og naturligvis et krumspring, der sit forbehold til trods har til formål at udskamme Hanne Sindbæk ved at sætte hende i den politisk korrekte gabestok, hvor stærke argumenter belejligt kan ignoreres, men kan vi i vores onde hjerter sparke liv i et spinkelt håb om, at manden måske nok alligevel er på vej til at blive lidt klogere efter sine tvivlsomme, tidligere tilsvininger?

Næppe.

mandag den 27. juli 2015

Kønsforskningens sygdomme

Har du nogensinde hørt en kønsforsker, sociolog eller måske endda en psykolog udtale sig og tænkt, at deres konklusioner lød som det argeste vrøvl? At det, de siger, lyder fornuftsstridigt, fortænkt og bevidst manipulerende? Alligevel har du holdt mund. De er jo forskere, der pryder sig med den akademiske verdens ypperste titler. Mennesker, der har investeret deres arbejdsliv i at grave sandheden frem. At finde ny viden til gavn for menneskeheden, nøjagtig som rumforskere og fysikere. Og da du heller ikke forstår kvantefysik, virker det ikke underligt, at du heller ikke forstår kønsforskningens dybere detaljer.

Hvis du er en af dem, står jeg parat med en bid gode nyheder.

Inden jeg kaster lunsen til mine lænkehundelæsere, vil jeg lægge ud med at overdrage min uforbeholdne undskyldning til naturvidenskabelige forskere og ikke mindst kvantefysikere, fordi jeg sammenlignede dem med kønsforskere og deslige i første afsnit. Selvom kvantefysikkens deltaljer er uforståelige, så baserer fysikernes hypoteser sig på konkrete observationer og verificerbare, matematiske beregninger. Så undskyld mig, Poindexters, men I måtte tage én for holdet. For første gang i jeres liv.

Nå, men lad mig komme i gang. Endnu en gang har en af mine læsere leveret substansen til et indlæg i form af en række links til en programrække, lavet af en norsk sociolog og komiker, Harald Eia. I programserien, der ganske passende hedder "Hjernevask", udfordrer Eia de såkaldte sandheder, som han selv blev indpodet med på sit sociologstudie på et norsk universitet. Hans opdagelser er overraskende. I hvert fald for dem, der anser kønsforskning som en disciplineret, sandhedssøgende videnskab.

De syv programmer i serien kan ses på YouTube:
  1. The Gender Equality Paradox
  2. The Parental Effect
  3. Gay / Straight
  4. Violence
  5. Sex
  6. Race
  7. Nature vs. Nurture
Se dem! Det vil være de mest værdifulde tohundredeogseksogtreds minutter, du har investeret i dit liv, og det kan jeg konstatere efter kun at have set de første fire afsnit. Jeg erkender blankt at være at for sen på den med at dele disse links. Lone Nørgaard, der er noget så forløsende som en fornuftig, feministisk stemme, skrev om programserien for længe siden.

Programmerne omhandler ovenstående køns- og identitetspolitiske emner, hvor der typisk er to forklaringsmuligheder på menneskers udvikling: Miljø og biologi. Mønsteret i programmerne er tydelige allerede efter de første tre programmer:
  1. Harald Eia tager et i politiske kredse kontroversielt emne op og spørger en række almindelige mennesker om deres holdning til det.
  2. Han besøger herefter en række norske psykologer, kønsforskere, homoforskere og sociologer og udspørger dem om emnet. De norske forskere er i store træk enige om, at miljø spiller den afgørende rolle.
  3. Han leder efter alternative undersøgelser, der indikerer, at biologi spiller den afgørende rolle.
  4. Han opsøger ophavsmændene til de alternative undersøgelser og præsenterer de norske forskeres forklaring.
  5. Han vender tilbage til forskerne og foreholder dem de studier, der indikerer, at biologi er forklaringen.
  6. De norske forskere afviser pure, at biologi spiller nogen særlig rolle, og latterliggør Eias alternative forklaringer.
  7. Det viser sig, at de almindelige mennesker fra punkt 1 er mest enige med dem, der præsenterer biologi som forklaring.

Det interessante i programserien er ikke de konkrete studier, der viser, at biologi kan være forklaringen, eller klippet, hvor en af forskerne forklarer, at der kun er de fysiske kønsorganer til forskel på køn. Nej, det sjove er de norske forskeres reaktion på at blive modsagt. Det viser sig, at de intet grundlag har for at antage, at miljø er det mest afgørende element i et menneskes udvikling. Intet. Seriøst, hvis det ikke ryster for meget til, at man kan fange det, må man tage sig til hovedet over deres forsøg på at retfærddiggøre deres præmisser. Tilsyneladende er deres vigtigste argument, at naturvidenskaben endnu ikke endegyldigt har bevist, at biologien spiller den afgørende rolle. Ud over denne latterlige bortforklaring, der lige så godt kunne være begrundelse for, at skatteborgere skulle finansiere en jagt på enhjørninger, Atlantis og den afskyelige snemand, så reagerer de ved:


De første fire reaktioner er naturligvis vand på min dybt reaktionære, priviligerede, hvidkridtede, danske mølle, men den femte chokerede mig. Sig mig, hvad foregår der? Står vi med en flok statsunderstøttede individer, der har den frækhed sig at kalde sig forskere og videnskabsmænd, og som bevidst vælger at frasortere bestemte forklaringer af den eneste grund, at det ikke passer ind i deres verdensbillede? Hvad fanden er meningen? Jeg er aldrig, aldrig stødt på noget lignende inden for naturvidenskabelige discipliner, måske klimaforskning undtaget, hvor man målrettet udskammer bestemte, plausible, alternative forklaringer.
 
Hvorfor gør de det her? Hvordan kan man så effektivt sætte kikkerten for det blinde øje eller bevidst vælge at fordreje virkeligheden? Er nogle af dem bange for, at hvis biologien er afgørende, så vil onde, hvide, kristne, rige, heteroseksuelle mænd udvikle en kur mod alle fostre, der ikke udvikler sig til enten onde, hvide, kristne, rige, heteroseksuelle mænd eller silikonebebrystede blondiner med permanent ammehjerne? Er nogen bange for, at vi bliver nødt til at se kritisk på æreskulturer? Eller for, at der uden absolut tvang ikke er en chance i helvede for, at kvinder og mænd opnår lige resultater på arbejdsmarkedet? Måske kan de bare ikke klare tanken om, at mennesker af biologiske årsager ikke har de samme muligheder og interesser i livet fra begyndelsen? Hvorfor er biologi så farligt?

Forklaringen er jo nok, at kønsforskerne har opdaget - cirka tredive år efter alle andre -  at verden ikke passer til deres forestilling. I et ligestillet velfærdssamfund som Norge, har de stadig ikke lige resultater på arbejdsmarkedet. Borgerne er blevet frie til at vælge præcis den retning, de interesserer sig for, stort set uafhængigt af økonomi, hvilket resulterer i, at kvinder bevæger sig endnu mere over i kvindefag, fordi de er biologisk disponerede herfor. Et resultat, der paradoksalt nok peger i retning af, at ligeresultatsfikserede feminister burde agitere for et liberalistisk samfund, hvor de økonomiske incitamenter for beskæftigelse er afgørende.

De ovenstående, såkaldte videnskaber - omend jeg skammer mig som en benlåst blotter i BR over at kalde deres organiserede vrøvlerier for videnskab - drives af politisk motivation og ikke af et ønske om at skaffe viden. De er en størknet rest af den marxistisk feministiske gennemblødning fra forrige århundrede, og deres arbejde er et forsøg på at føre nyt blod til dødfødte, fejlslagne, verdensfjerne teorier ved at genlancere dem som resultater af videnskabelig forskning. Nøjagtig som da Bertel Haarder nedlagde sociologistudiet i 1986, må det være den nyvalgte borgerlig regerings opgave øjeblikkeligt at trække støtten til videnskaber, som fremmer en bestemt politisk dagsorden i stedet for at søge ny viden. I et demokratisk samfund, er det ikke i orden, at borgerne tvinges til at betale for, at stærkt farvede holdninger bliver fremlagt som seriøs videnskab fra landets ellers internationalt anerkendte universiteter. Og fra Roskilde Universitetscenter.

Socialister vil åh-så-gerne have, at mennesker er tomme, kønsløse kar fra fødslen. Hvis de kan påvise det, kan de nemlig forklare kvinders historiske undertrykkelse med mandschauvinistiske strukturer og den hvide mands dominans med strukturel racisme. Tilmed kan de med platform i dette postulat ændre på balancegangen ved simpelthen at tale det væk. De kan konstruere sig ud af det. Når alle børn ved fødslen er lige, kan man behandle dem ens og gøre dem ens. Men alle almindelige mennesker har jo for længst indset, at socialismens maniske lighedsidé ikke fungerer. Den er faldet sammen utallige gange i forrige århundrede. Vi ved også, at kvinder er hysteriske og utilregnelige, især hver otteogtyvende dag. At de tænker med følelser. At mænd kun kan tænke på én ting ad gangen, og at det typisk er noget med at have sex med den nærmeste krop, der i hvert fald indenfor en uge har haft en puls. At man kan se på femhundrede meter og ti års afstand, at naboens lille søn, Daniel, bliver bøsse. At folk fra mellemøstlige kulturer er aggressive. Og så videre, og så videre.

Hvis en feministisk kønsforsker læste indeværende indlæg, ville hun naturligvis ligesom sine norske kollegaer affeje det med først overbærende og derefter hånlig latter. Jeg ville ikke have forstået de komplekse undertrykkelsesstrukturer, som jeg selv ligger under for, og som er årsagen til, at min falske bevidsthed kunne komme frem til sådan et forkert resultat. Heldigvis sidder hun inde med sandheden, og hun skal nok sørge for at trykke den ned over alle borgere ved at arbejde for censur og lovforslag og ved at kaste sig over de sociale medier med skingre Caps Lock indlæg, der udskammer alt, som kommer fra heteroseksuelle mænd og deres dekadente, vestlige kultur. Og der er mange, der hopper på den. Det er typisk humanistisk uddannede akademikere, der som bekendt er så kloge, at de ikke forstår de mest simple sammenhænge, som jeg til min skræk ser poste ganske sarkasmefri kommentarer som "jeg er ikke sikker på, der eksisterer biologiske køn" i fuld, skamløs offentlighed.

Nej, træk stikket til den slags politisk forskning. Hvis nogen ønsker at lancere deres manipulerende løgne og politiske programmer som videnskabelig litteratur, må de gøre det gennem deres egne kanaler og foreninger. For deres egne penge. Men det er nok her, hunden ligger begravet. De har brug for midler, og da de ikke kan skaffe dem selv, er de nødt til at tvinge dem fra den gruppe, de sådan hader for dens succes: De hvide, heteroseksuelle, arbejdende mænd. Vi burde tage os selv i nakken og sige stop. Jeg kan ikke gå i front, desværre, da mine søskende en kold eftermiddag i min barndoms halvfjerdsere iklædte mig en gulprikket kjole og kaldte mig Bonnie. Derfor har jeg udviklet kvindelige sider, som gør mig veg og konfliktsky. Nogle andre må træde til og tage pengene fra disse sociologer og kønsforskere. Give dem den ultimative eksamen og lade dem italesætte en virkelighed, hvor månedslønnen på magisk vis tikker ind på lønkontoen, og hvor civilisationens bekvemmeligheder såsom internet, elforsyning og kloakafledning fortsætter med at fungere uafhængigt af det køn, de så inderligt hader. Noget siger mig, at de ville ramme en virkelighed, som selv en akademiker bliver nødt til at forholde sig til. Uanset, om han eller hun, bevares, ønsker at forstå den eller ej.

onsdag den 22. juli 2015

Fagforeninger er egoister

Er du en af dem, der synes, det var fedt, at fagforeningen fik sparket RyanAir ud af Kastrup og Billund? At det var alle tiders, at det onde, irske selskab ikke fik lov til at sætte sine kapitalistiske kløer i Danmark, hvor fagforeningen svinger pisken, den danske model, over sit arbejdsmonopol? Så kan jeg fortælle dig, at du er en ren, uforfalsket egoist af en mindst lige så stor kaliber, som du anklager RyanAir for at være. Oveni bøtten er du sandsynligvis inkompetent.

Du er socialdemokrat, og derfor vil du gerne dele, siger du. Du deler gerne rovet, som SKAT inddrager fra andre borgere, ud mellem dine ligemænd. Men du vil ikke dele dit arbejde. Nej, du holder stædig fast i dit tilragede kødben med al for høj løn og for mange goder i forhold til, hvad du kan yde. Det er forståeligt, at du kæmper indædt for at fastholde din position, for du er den simpelthen ikke værd, og du ved det jo godt. Så når der kommer nogle værdigt trængende, nemlig RyanAir ansatte, som frivilligt har valgt at lade sig ansætte, fordi de virkelig har brug for et arbejde, så skubber du dem væk fra madskålen. De skal sateme ikke røre dit kødben. Så skide med, om deres alternativ er intet arbejde og ingen indkomst.

Et par repræsentative kommentarer fra de rødes skarpeste penne til Joachim B. Olsens statusupdate om RyanAir.

"Hov, hov," siger du, mens dine øjne udsender hadefulde, egoistiske lyn og mørkner dine farveskiftende brilleglas, som kun utroværdige mennesker bærer. "Vi beskytter dem, der arbejder i RyanAir. De skal ikke arbejde for så dårlig en løn. Det er slaveforhold!" Nu flyver jeg ikke særlig tit, og den ene gang jeg fløj med RyanAir, havde jeg faktisk en fin oplevelse. Det eneste, der stak i øjnene, da jeg steg ombord på deres Boing 737-800, som var døbt det mere mundrette Amistad, var deres skrigende svenske farver. Og så, selvfølgelig, at stewardesserne var så langsomme på grund af fodlænkerne. Det med, at de ikke har nok brændstof på, var ikke et problem, for da der kom en forsinkelse, fordi piloterne var faldet i søvn af udmattelse, smed de bare noget dødvægt i form af kabinepersonale ud af bagklappen. Ingen passagerer blev urolige, for de distraherede os med irsk-synkroniserede, gamle Nazikongres-taler fra 30'erne på de 12 tommers, sort/hvide billedrørs-TV, der var uforsvarligt boltet direkte på det nøgne skrog.

Nej, det er slet ikke grinagtigt at sammenligne RyanAirs personale med slaver. Man taler heller ikke ned til utallige mennesker ved at sammenligne deres historiske mangel på frihed med en arbejdsmarkedssituation, hvor en arbejdsgiver åbner op for et større felt af arbejdstagere. Hvad er RyanAirs ansattes alternativ? Sandsynligvis arbejdsløshed og efterfølgende fattigdom. Jeps, som blokerende fagforeningspamper er dit tilbud, dit alternativ, til de ansatte i RyanAir: Arbejdsløshed. Hvor solidarisk.

"Det er overhovedet ikke noget problem," råber du, så morilden danser over dine duvende, morgenbajerblissede kinder. "Så får de i stedet arbejdsløshedsunderstøttelse. Eller også kommer der et andet selskab ind og tager billigruterne." Det sidste kommer ikke til at ske. Uanset, hvor meget socialisterne ønsker det, eksisterer der ingen gaveindpakkede guldkister, nidkært bevogtede af grådige kapitalister. Det første sker, ja, i hvert fald i Danmark, på grund af vores enorme skattetryk, der i første omgang gjorde os afhængige af urimeligt høje lønninger. Så resultatet er altså, at vores priser bliver højere, hvilket gør os ukampdygtige over for konkurrence, samtidig med, at en stor gruppe mennesker holdes uden for arbejdsmarkedet.

"Hvad er dit svar så, Bob? Skal vi alle arbejde for slaveløn?", spørger du dumt uden at fatte oxymoronet. Nej, men lønnen bør konkurrenceudsættes i stedet for at lide under fagforeningernes monopol. Betyder det, at nogen får lavere løn end andre? Ja. At der er flere, der kan komme til fadet? Ja. At der kommer en mulighed for dem, der ikke kan finde arbejde nu, for at få en fod indenfor og dygtiggøre sig, så de senere kan få et bedre job, når firmaerne skal konkurrere indbyrdes for at få den bedste arbejdskraft, idet der kommer øget beskæftigelse på baggrund af lavere priser? Ja. At du stadig kan fede den med fødderne oppe i din alt for dyre sofa, udskifte din bil hvert år gennem et helt arbejdsliv, uden nogensinde at skulle dygtiggøre eller udvikle dig eller gøre en særlig indsats? Nej. Men hvad er problemet? Er det ikke lige netop den slags opførsel, du plejer at kalde usolidarisk? Når nogen sidder på flæsket uden at ville dele og ikke selv gider yde en ordentlig indsats?

På et frit marked, vil flyene fra RyanAir, der ifølge alle anden-, tredje- eller fjerdehåndsberetningerne på forunderlig vis forstår at sno sig uden om samtlige strenge sikkerhedskrav indenfor luftfart, stadig falde fra himlen som hagl på en dansk sommerdag? Vil RyanAir stadig tilbyde billigrejser, der faktisk er dyrere end andre selskabers, fordi kunderne simpelthen ikke er kloge nok til at udregne den samlede pris inklusive mærkelige gebyrer, som kun fagforeningen kan gennemskue og fortælle dem om? Vil de huløjede muselmænd, som udgør RyanAirs kabinepersonale, stadig rive endnu fyldte flasker ud af hænderne på deres passagerer, fordi panten er deres eneste, reelle indtægt? Muligvis til at begynde med. Men så kommer dels konkurrencen om arbejdskraft fra de andre selskaber og ikke mindst markedsmekanismerne, der ubetinget retter sig efter kundernes vilje. Og hvis viljen er der til at foretrække dyrere selskaber, så vil RyanAir blive presset ud af markedet.

"Vi kan ikke overlade så vigtige beslutninger til forbrugerne," udtaler de rødes mastermind, Villy Søvndal, mens han checker ind hos RyanAir for at flyve til Malaga. "Sådan noget må overlades til os ledende socialister." I rest my bloody case. Socialister har det superfint med lave priser og den grinagtigt titulerede slaveløn, så længe arbejdet foregår i udlandet og produktet er billigere flyrejser eller iPhones, så de nemt kan tweete lokationen på en spottet skruebrækker til deres tæskehold. Imens inddrager de skattepenge, som de kan pumpe i SAS, så medarbejderne kan få urimeligt høje lønninger, mens de strejker dag og nat til ulempe for alle kunderne, der ingen mulighed har for at sige fra, fordi deres penge og dermed deres frie valg netop blev taget af SKAT til at nurse SAS.

Næh, du, fagforeningerne består af en flok monopolejende egoister, der nægter at åbne deres arbejdsområde op for andre, værdigt trængende. De er altså det stik modsatte af, hvad de påstår at være. Ikke, at dét er nogen nyhed. Socialisterne har også altid pyntet sig med Robin Hoods fjer, fordi de arbejder for højere skatter. En opfattelse, der kun kan have gang i Bizarro World eller i knoppen på dem, der absolut intet fatter af, hvad Robin Hood-myten kæmpede imod. Intet! Men se, det er en helt anden historie.

fredag den 17. juli 2015

Må socialdemokrater brænde i helvede

Efter valget er der gået mode i at latterliggøre de nye, borgerlige ministre. Venstrefløjen holder sig som sædvanlig ikke tilbage med at gribe til løgne eller at omgå sandheden, så længe det gavner deres sag. Men det må også være umuligt at føre en troværdig og samtidig sandfærdig latterliggørelse af det nye, kompetente og erfarne ministerhold efter den røde regerings rædselskabinet af en svingsdørsbørnehave. Hvis du ligesom Bob her føler trang til at tæve dine knoer til tomatsuppe mod den nærmeste kampesten i uforfalsket afmagt og indestængt frustration, leverer Bitter Blog i indeværende indlæg en svovlprædiken, som du forhåbentlig kan finde forløsende, så du både sparer dine bløde kontorknoer og en efterfølgende, langsommelig fejlbehandling på et af velfærdsstatens socialdemokratiske hospitaler.

I latterliggørelsen af den nye regering er de røde især ude efter Esben Lunde Larsen, fordi han har fortalt, at han er troende kristen. Han kan så sandelig ikke være videnskabsminister og samtidig tro på Gud, selvom han har erklæret, at han anerkender alle videnskabelige metoder. Nej, puha, på venstrefløjen kan vi ikke lide kristne mennesker. De er så trælse, fordi de ofte er arbejdsomme, ærefulde og ærlige mennesker, der kalder spader for spader, og det går ikke særlig godt i spænd med venstrefløjens fortænkte verdensopfattelse, hvor alle kræfter sættes ind på at booste selvhadet for at slå dem ned, der klarer sig godt. Fokus skal væk fra kristendommen, fordi den er en succes. Men der er samtidig ikke noget i vejen med at pumpe midler ind i uduelige muslimer, der endnu ikke har forkastet selv de mest middelalderlige sider af deres religion.

De røde er også gået amok, fordi den nye regering har skrevet ind i deres grundlag, at Danmark er et kristent land. Fy, nej, det må vi ikke skrive. Vi skal holde fast i vores selvhad og latterliggøre og helst udradere det kulturelle og religiøse grundlag, der har været forudsætningen for vores samfund, og forresten "har det aldrig før været nødvendigt at skrive kristendommen ind i et regeringsgrundlag, vel?", spørger du dumt og plirrer med dine latterlige, dumme øjne. Nej, men har man overvejet muligheden, at de borgerlige omsider har indset, at det er på høje tid, at vi står fast på egne værdier? At vi snart sætter foden ned for det kvindagtige selvhad, venstrefløjen har indoktrineret os med? At vi indser, at vores kulturelle baggrund er det ubrydelige fundament, der har gjort os rige og frie, og at det er på tide vi forsvarer det i stedet for at modarbejde det ved at slikke nogle taberkulturer i mundvigen - ingen nævnt, ingen glemt?

Den socialdemokratiske sværvægter, Mette Gjerskov, er så fræk og tungnem at påstå i et blogindlæg, at velfærdssamfundet er skabt af socialdemokrater og ikke af kristendommen. Derved sætter hun en stor, fed streg under min og mange andres opfattelse af socialdemokrater som svigagtige og umoralske. At tilrage sig ære og gevinst fra de rette ejere ligger i deres natur. Det er tyk ironi, at hun påstår, at velfærden er skabt af socialdemokraters kræven ind af lukrative rettigheder. Det er typisk, at socialdemokrater tror, at rigdom er noget, man har fået foræret. Velfærdssamfundet er noget, danskerne har arbejdet sig til. Motivationen til denne kraftindsats kom af protestantismens arbejdsmoral og nøjsomhed. Den er fællesnævneren for, at hele den vestlige verden har succes. Det engang benævnte Socialdemokratiet var vist nok i en fjern fortid klar over, at velstand kræver arbejde og vilje. Men den indsigt er for længst forsvundet i skæret fra deres afgud, krævementaliteten, som falske profeter som Mette Gjerskov polerer op som en guldkalv, så den kan blænde sandheden for de forkælede masser.

Jeg hader det danske politiske landskabs skarlagenrøde plamage, socialdemokraterne, som jeg - indrømmet, ikke ulig en jyde, der kalder Sjælland for København - benævner store dele af centrum-venstre. Det har siddet i mig siden mine folkeskoledage, hvor jeg oplevede min selverklærede socialdemokratiske lærerinde tvinge sin dobbeltmoral og tvangsensretning ned over mine klassekammerater, der i dag sidder på de sociale medier og fortsætter hendes kvækken af ulidelige, socialistiske standardfraser som ustoppelige Trine Bramsen-bots. Det fedeste er nok, at de er ved at pisse deres egen velstand væk. De fatter ikke, at deres evindelige, barnlige krævementalitet er udtryk for nøjagtig samme egoisme, som de anklager de virksomheder, de jager bort, for at besidde.

"Er du selv troende, Bob?" spørger du og fortsætter i din overbærende, nedladende og afslørende overfladiske tone: "Tror du på Gud? Har du usynlige venner oppe i skyerne?" Nej, jeg tror ikke på Gud. I min evige tvivl må jeg være agnostiker. Men jeg kender dog den historiske og kulturelle baggrund for vores velstand og vores frihed. Og tro mig, den er ikke opbygget af en flok fede, hovne socialdemokrater, der drak bajere, masserede hinandens pamperrygge og inddrev skatter af andres ærlige arbejde. Det værste er, at når disse vildfarne børn engang igen får brug for tryghed eller nogle værdier, der ikke flakker i takt med hipsternes forpustede forsøg på at forfølge den næste konforme progressivitet, eller når de igen må søge andres beskyttelse for fremmede, stærkere magter, så vil kirken gud hjælpe mig åbne dørene for dem.

Nej, jeg kan ikke tro på den tilgivende, kristne Gud. Min Gud skal være en straffende Gud. En hævngerrig Gud. En Gud, der kræver konsekvens. Alt det, som socialdemokraterne hader. Min Gud skal, når Han opdager guldkalven, som socialdemokraterne har bygget, mens jeg var på bjerget for at hente stentavlerne med Bitter Blog, holde fast i sin oprindelige ide om at svitse hele bundtet af med rensende flammer. Og jeg vil ikke, ligesom Moses, blive pædagogblød og presse Ham til at tilgive hele flokken. Men det må blive ved dagdrømmen. Kirken er blevet blød og tør ikke engang holde fast på sine egne principper om rigtigt og forkert i angst for at støde de korrekte.

Heldigvis findes der en retfærdig Gud. Én, der ikke er tilgivende. Én, der ikke bøjer sig. Én, der ikke henholder sig til bløde tolkninger af gamle, klynkende tekster på vers: De økonomiske naturlove. De kommer med deres dom og de leverer deres retfærdige straf. Når socialisterne en dag løber tør for andres penge, vil de opdage, at deres fundament er bygget i modstrid med de økonomiske love, og deres underlag vil kollapse som en bro bygget af mænd, der benægter tyngdekraften. Nøjagtig, som det gør i Grækenland nu eller om et par år, når den næste, socialistiske hjælpepakke er brugt på Ouzo og billig harpiksvin, ligesom vi har set utallige gange før i de seneste hundrede år.

Når det sker, må vi håbe, at disse klynkende mennesker kan genfinde den ydmyghed og arbejdsomhed, der ligger i deres kulturelle gener, og som de kan takke kristendommen for. Når straffen kommer, er der ingen urimeligt høje lønninger, gratis feriepenge, arbejdsgiverbetalte homoportaler, produktivitetsødelæggende ligestillingskvoter, øvdage eller offentlige sovejobs med cafepenge til kvinder, der ikke orker have en mand. Så må de smøge ærmerne op og indstille sig på at leve for det, de er værd på et frit arbejdsmarked. Og et eller andet siger mig, at det i deres forkælede velfærdsfantasi vil forslå som en skrædder i helvede.

mandag den 13. juli 2015

Sønderjyllands sorte perle

Hvad tænker du, når du hører nogen tale om sorte perler? Jeg tænker umiddelbart noget dyrebart? Noget med pirater? Noget eftertragtet og måske eksotisk? En skat? Resultatet af en googling af betegnelsen er ikke uenig.

Hvorfor spørger jeg? Lad os spole tiden et par dage tilbage til forleden, hvor jeg fik følgende billede tilsendt af en læser.


Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne finde hverken hoved eller hale i, hvorfor han havde sendt billedet. Altså, jeg fattede selvfølgelig udmærket, at en eller anden fodboldklub havde handlet en ny boldkriger til at danse rundt på en græsplæne og sparke til en oppustet svinemave for at tilfredsstille kundernes sult efter primitiv underholdning, men udover det var der intet ved situationen, der rev i næseborene. Bortset fra, naturligvis, den lille krølle, at SønderjyskEs nye spydspids forsørger sig selv, og selvom jungletrommerne siger, at han tjener 80.000 bananer om måneden for at drikke hjernen ud i byen hver lørdag og at spille tredive minutter hver søndag, hvoraf han vil bruge de femten på at ligge på banen og hyle som en lille tøs ligesom alle andre professionelle fodboldspillere, så vil du ikke kunne tvinge en beklagelse ud mellem mine læber. Nej, han må i sandhed være noget specielt. Noget dyrebart. En ægte sort perle.

Men så faldt mine isblå øjne på kommentatorfeltet, hvor Godhedsindustriens Hvide Riddere, disse krænkelsesmasochister by proxy, fortalte mig noget ganske andet.



Jeg har set det før. Jeg har skrevet om det før. Gode mennesker, der opfatter andre som racistiske med begrundelse i, at de selv er racistiske. Betegnelsen "sort perle" er simpelthen dybt racistisk, fordi journalisten tillod sig at nævne en farve, hvilket er slemt nok i sig selv, hvorefter han brugte metaforen "perle". Noget, der ikke falder i de godes smag efter deres håbløse sag mod politimanden, de sådan havde håbet havde råbt "perker" efter en indvandrertype, men som i virkeligheden råbte "perle" - en kort form af det udtryk, der af og til bliver brugt i politiet om de kunder, der ikke prioriterer besøg hos tandlægen, og som derfor betegnes "perletand". Nedladende? Måske. Racistisk? Nej. Men vi kan altid dreje den sådan, hvis verden ikke er, som vi går og håber, ikke?

Det racistiske i udtrykket "sort perle" er udelukkende koblet i de stedfortrædende krænkelsesofres hjerner og ingen andre steder. For mig var det en uskyldig og måske endda smigrende overskrift. Der er intet i vejen med den. Intet. Kun hvis man i sin selvfede hvidvinsrus er blevet inficeret med den mytiske parasit, strukturel racisme, som ifølge venstrefløjen ellers udelukkende skulle finde føde i resten af befolkningen. Og så alligevel ... de venstredrejede gode omtaler til daglig landets hvide underbefolkning, kældermenneskene, med så åbenlys had og foragt, at det ikke med rette kan påtrykkes den formildende etiket "strukturelt".

Det endte med, at avisen ændrede overskriften.


Tak for det. Så har de sarte endnu en gang vundet. Endnu en gang er de blevet bekræftet i, at deres hovedfjende, den vestlige, succesfulde og frie civilisation, er grundlæggende og hvis ikke bevidst, så ubevidst racistisk. Sidste gang var vi mandschauvinistiske kvindehadere, der ønskede, at alle kvinder skulle have det dårligt med deres kroppe. Hvad bliver det næste? Hvis du kan gætte det, vinder du et sæsonkort til Djurs Sommerland.

Nu når vi omsider, sort på hvidt, står med en ikke-vestlig person, der vil deltage i vores samfund som en produktiv borger - og endda uden at skulle udstille sig i zoologisk have eller bestyre de kannibalgryder, som giver danske, ubekymrede børn en sidste, sommerglad svingtur, inden de bliver påduttet venstrefløjens ækle verdenssyn og for evigt skal leve i angst for, at de selv en dag kommer til at udtrykke noget, som de rigtige mennesker finder krænkende - så får han som det første at vide, at han er et offer. Udelukkende, fordi han kommer fra en mørk stamme af menneskeheden. Man kan ikke behandle en gæst mere nedladende.

Flot, folkens! Hvem er det egentlig, der burde kaldes racister?

torsdag den 25. juni 2015

Socialister hader livet

... og især i disse dage, efter at blå blok med Dansk Folkeparti i spidsen vandt folketingsvalget. Det var hård kost for mange af de røde, der proklamerede, at de ønskede at flytte til Sverige - landet, der i deres øjne må være den ypperste inkarnation af skandinavisk neoliberalisme. Men sådan er der så meget.

Det er dog ikke nogen nyhed, at socialister hader livet. Det gør de konstant, og de hader det, fordi de lever i den vestlige kultur og hele tiden konfronteres med dens succes. Det frie, private initiativ i den vestlige verden skaber fremskridt og velstand. Det gør vores liv bedre. Og puha, hvor de røde hader det. Derfor griber de til alle midler, der kan have en chance for at forpurre fremskridtet og væksten.

Under den kolde krig lykkedes det Sovjetunionen gennem fredsbevægelsens nyttige idioter at modarbejde Vestens og NATOs oprustning. Mange af tosserne i fredsbevægelsen forsatte deres arbejde i miljøbevægelserne, hvor de ikke holdt sig tilbage for at skræmme befolkningerne med dommedagsscenarie efter dommedagsscenarie. Alt for at stoppe den vestlige kulturs forhadte fremgang og forbrug.

Som gamle svinekoteletter, der hakkes om og reintroduceres i køledisken, er socialismen blevet genopfundet i Alternativet. Nu skal forbruget stoppe. Nu må vi ikke spise kød hver dag. Eller arbejde. Nu er grænsen omsider nået for det vestlige forbrug, for selvom vi med vores frihed som katalysator hele tiden har formået at forny os selv, gøre os selv klogere og bruge ressourcerne smartere, så er der ingen grund til at tro, at det fortsætter, vel? Så står de der, Alternativet, med en blød bøsse og en klappelands-syngende gulerod i front og får frit spil til at kramme sig ud af at forklare, hvorfor de realpolitisk ligger et sted mellem SF og Enhedslisten og dermed endegyldigt allerede har demonstreret, at de til syvende og sidst serverer den samme, gamle, røde, kaloriefattige suppe, som så mange forarmede befolkninger i mangel af Vestens alternativer har måttet søbe i sig i de gamle, kommunistiske lande.

Nu skal du ikke tro, at det kun er i de store linier, venstrefløjen modarbejder vestlig succes. Et fremragende eksempel er den aktuelle hetz, hvor venstrefløjen er gået bananas over, at Djurs Sommerland har bygget et Afrikaland med hottentotter og kannibalgryder. Det er strukturel racisme, skriger de, og påstår, at Djurs Sommerland bygger sine temaområder på kolonialistiske stereotyper. For det kan slet ikke tænkes, at Djurs Sommerland blot har forsøgt at lave en tegneserieagtig, bekymringsfri fantasiverden, som børnene kan lade sig opsluge af nogle få timer i de få år, de har tilbage i ubekymrethed? Det kan ikke tænkes, at børnene godt kan forstå, at det er sjov og ballade?

Nej, Djurs Sommerland skal i stedet konfrontere børnene med Vestens ondskab og fremstille Afrika som den elendighed, det er - på grund af Vestens undertrykkelse, naturligvis. Det minder mig om Børnenes Ulandskalender, der i 80'erne blev frarøvet al glædesinficeret julestemning til fordel for triste afbildninger af sultende, lidende negerbørn. Fordi det var Vestens skyld. Og det havde børnene altså bare at forstå, så de ikke glædede sig al for meget. Realistisk set burde Djurs Sommerland vel lave Afrikaland som et område, hvor børnene betaler alle deres lommepenge for at komme ind, får udleveret en spade, bliver sat til tvangsarbejde, hvorefter de efter nogle timer kan se en flok sorte dukker tage en tur i karrussellen. Men noget siger mig, at venstrefløjen heller ikke ville juble over dén fremstilling. Ærligt talt, så jubler de sjældent, bortset fra når en betjent bliver ramt af en molotov-cocktail.

Et andet eksempel er Roundup. Puha, det kan socialisterne ikke lide, for det gør livet nemmere, og det kan så sandelig ikke passe, at miljøet ikke lider under, at ukrudt bliver udryddet effektivt. Nu mister tusindvis af kommunale arbejdere i den lykkelige arbejdsløshedsfri, socialistiske stat deres bevidstløse beskæftigelsesterapi med at stå og hamre lugejern ned mellem fliserne. Nu får haveejerne mere tid mellem hænderne til mere forbrug, som er dårligt. Så derfor hetzer vi dem, der bruger det. Inficerer grundejerforeninger og stiller os op og spiller gode og hellige og kræver, at grundene skal være sprøjtefri. Ikke fordi, vi har argumenter eller dokumentation. Nej, fordi vi hader fremskrift, lethed og glæde, og fordi vi elsker at hænge sedler op i den lokale brugs, hvor vi udstiller dem, der tillader sig at anvende fuldstændigt lovlige midler for at få et par minutter ekstra fritid i den skaffedyrseksistens, der skaber grundlaget for, at nogen i det hele taget har tid til at bruge deres hverdage på at løbe rundt i brugser og hænge gabestoklister op, for bagefter at gå hjem og bruge resten af dagen sammen med en ukrudtsbrænder, der i endnu større grad fremrykker himlens fald.

Bemærk, hvordan hadet dominerer, hver gang en vestlig - og især amerikansk - succes rammer landet. Tænk Pizza Hut. Tænk Dunkin' Donuts. Hver eneste gang, hver evig eneste, skide gang, skal man lytte til tåbelige, irriterende røde, der moraliserer og fortæller, hvor dårlig mad, de serverer, og hvor uetiske og onde, de er. Fordi de er amerikanske. Fordi de er udtryk for vestlig kultur. Og det hader vi. Hvis jeg én gang mere skal høre på min underbo plapre løs om, at jeg hellere skulle købe mine donuts fra Gullivers økologiske, ironiske gadebod nede på hjørnet - "deres munkeringe med grønkålstopping er bare så lækre" - så tager jeg fat i hans, latterligt lange, bølgede hårlokker, smadrer ham ned i asfalten og stamper hans latterlige, uindfattede, intellektuelle briller ind i hans ansigt og ned gennem hans kranie, til jeg mærker fortovets beroligende beton under mine såler. Eller rettere: Det drømmer jeg om. Hvis jeg var voldelig, ville jeg være rød. Og valgt ind i Folketinget.

Fuck jer og jeres had. Jeg vil have Pizza Huts nyskabende pølsebrødspizza. Jeg æder mine Dunkin' Donuts, om så ingredienserne er sukker, genmodificeret hvedemel, E425, E666, saften fra fem egern og Roundup. Fordi de smager: Fremragende! Fordi de gør mig glad. Fordi de giver mig et lille pusterum i socialisternes, evige hadrus mod alt, der giver glæde i livet: Vestens initiativ, nyskabelse, frihed og fremgang. Fire fordele, der oven i købet efterlader plads til, at man sagtens kan vælge at spilde sit liv som mavesur, misundelig og fornægtende lille socialist.

tirsdag den 24. februar 2015

Tal videre, Yahya Hassan!

Yahya Hassan, venstrefløjens yndlingsetniker, har i weekenden postet et billede af Liberal Alliances politiker, Henrik Dahl, med hovedet klistret på en naziuniform. Hele det venstredrejede parnas er fuldstændig oppe at køre over magtdemonstrationen i den unge kunstners billede på hykleriet hos dem, der hylder ytringsfrihed.

Det sørgelige er, at ingen af dem indser, at Yahya Hassan fejler på alle punkter. Alle.

Yahya Hassan spørger:
"Hvorfor er det mere forfærdeligt at portrættere Henrik Dahl i naziuniform end det er at portrættere Muhammed med en bombe i sin turban? Det ene indikerer, at en højreorienteret er nazist, mens det andet indikerer at en muslim er jihadist."
Bitter Blog svarer:
  1. Hvem siger, det er mere "forfærdeligt"? Ingen. Ingen. Henrik Dahl selv har været ude at sige, at han ikke rigtig gider tage sig af det. Hele den efterhånden gennempulede pointe er, at du, Yahya Hassan, i modsætning til dem, der laver tegninger af Muhammed, roligt kan poste dit billede uden at risikere at få din bil ridset, miste dit job, blive retsforfulgt eller at blive hugget ned med machete på Strøget i Aarhus. Altså, hvornår fanden fatter folk det? Det er altså ikke så svært.

  2. Injurielovgivningen til side: Forstår Yahya Hassen virkelig ikke forskellen på at lave et billede af en nulevende, identificerbar, navngiven person og på at tegne en mytisk person, et symbol som Muhammed, der døde for over 1400 år siden, hvis han overhovedet har levet, med en bombe i sin turban? Åbenbart ikke. Man kan vel heller ikke forvente, at digtere har forstand på analogier. Et billede af Jesus i naziuniform ville have været en korrekt analogi. Men Yahya Hassan vidste nok godt, at det ikke ville skabe røre, eftersom den kulturkristne danske befolkning for længst er holdt op med at behandle deres eventuelle religiøse følelser som et lille, tudende, møgforkælet pattebarn.

  3. Yahya Hassan siger selv, at han ikke mener, Henrik Dahl er nazist, men skulle han alligevel have ønsket at indikere det, så er han en smule galt på den. Henrik Dahl er liberal. Jeg tror ikke, man kan finde en ideologi som står i større modsætning til nazismen. Af en eller anden grund, så fatter venstrefløjen ikke dette indlysende faktum. Måske er de blændet af, at deres egen ideologi ligner nazismen mere: Stor stat og indskrækning af ytringsfrihed for bare at nævne et par ideologiske punkter og udrensning af politiske modstandere for at nævne et praktisk.

  4. Det er faktisk tilladt at blive fornærmet over ytringer, selvom man er for ytringsfrihed. At man mener, at folk må ytre sig frit, er ikke ensbetydende med, at man ikke må kritisere, hvad andre siger, eller at man ikke må blive ked af det. Pointen er, om den, der bruger sin ytringsfrihed, risikerer at blive retsforfulgt eller måske endda slået ihjel for det. Nu har jeg nævnt det to gange i indeværende indlæg, og så må I for fanden da snart fatte det. Og ja, muslimer må gerne blive krænkede over Muhammedtegninger, men nej, de må ikke myrde folk på grund af krænkelsen. De må æde deres krænkelse og finde sig i, at folk samtidig griner af dem. Det er vilkårene i et demokrati. Forstå det eller land fly.

Som du måske ved, har jeg tidligere bedt Yahya Hassan om at holde kæft (og nej, det er ikke selvmodsigende, selvom jeg er tilhænger af ytringsfrihed), men jeg har efterhånden indset, at det ikke er en god ide. Faktisk skal han bare blive ved med at tale og at udgive sine synspunkter. Han kæmper ytringsfrihedsfortalernes sag, jo mere han snakker. En af de utallige fordele ved ytringsfrihed er nemlig, at det får folk til at udstille sig selv.

Der er nok intet håb om, at modstanderne af ytringsfrihed fatter noget. Måske skulle jeg prøve med et billede. Det er nok nemmere at forstå end ord. Hvad nu, hvis jeg anvendte Hassans egne metoder mod ham selv? Inden et mainstrem medie poster billedet med overskriften "Luderkræftblogger hænger muslimsk dreng ud som grissebasse" eller bare helt ude af kontekst, så lad mig hermed erklære, at jeg ikke mener, at Yahya Hassan er et svin. Det ville formodentlig være en personlig fornærmelse mod ham som individ. Ej heller mener jeg, at svin er Yahya Hassan. Det ville aldrig kunne fornærme nogen bestemt gris, eftersom intet grise-individ kan identificeres ud fra billedet:


Nu har jeg dælme godt nok skåret det ud i pap for jer.

"Nåh, Bob," siger du hovent og afslører, at du stadig intet fatter. "Du er nok alligevel blevet lidt sur over det nazi-billede, hva'?" Nej, overhovedet ikke. Det ville være ret hyklerisk. Jeg har nemlig selv en gang produceret et lignende nazibillede med en klassekammerats hoved og publiceret det på hele skolens intranet. Og han var forresten jøde. Det var det, man inden krænkelseskulturens indtog kaldte for go' gas.

fredag den 20. februar 2015

Tænk på børnene!

Flere har sikkert undret sig over, at jeg ikke har skrevet et indlæg om lørdagens terrorangreb på Krudttønden, hvor Muhammedtegneren Lars Vilks var til stede. Med fare for at lyde som en offentlig ansat: Jeg orker det ikke. Orker ikke, at forholde mig til alle undskyldningerne, kronikkerne, der forsøger at få problemet til at handle om hudfarve, Odenses Kommunes politisk styrede nysprog, alle forsikringerne om, at gerningsmanden blot var en sindssyg kriminel, og at det utroligt overraskende terrorangreb, som al empiri havde forudset, intet, intet har med islam at gøre, og at vi i øvrigt fremover bør være endnu mere bløde overfor de stakkels "unge", så de ikke føler sig isolerede i samfundet. Måske burde staten endda finansiere en moske, hvor deres ondsindede ideologi kan udklække endnu flere tosser? Pissegod ide!

Heldigvis er der dukket en anden sag op: Forældre til børn på Samsøgadeskolen i Aarhus er bekymrede, fordi Kurt Westergaard går på skolen til et spanskkursus, der begynder, inden børnene er taget fra SFO. Så nu synes de, han bør blive væk af sikkerhedshensyn. Som en ægte hædersmand har Kurt Westergaard øjeblikkeligt erklæret, at han vil stoppe med at gå på kurset, fordi han ikke vil udsætte andre for den angst, han selv har måttet leve med. Uden brok. Men så er det godt, at vi har Bitter Blog.

"Kurt Westergaard har selv bedt om det," skreg en eller anden bekymret far på Facebook. "Men han skal ikke udsætte mine børn for fare." Aha. Så Kurt Westergaard er selv ude om at blive forfulgt 24/7, fordi han tegnede en tegning af Muhammed. Men du er ikke selv ude om, at terroren er kommet til landet, og at dine børn skal vokse op i et mindre frit samfund, fordi du i din storladne godhed konsekvent har stemt på partier, der aktivt arbejder for islamisk masseindvandring? Nåh nej, for terroren har jo intet med islam at gøre. Godt nok har de hidtidige angreb udelukkende rettet sig mod tegnere af Muhammed, men jeg kan godt se, at der absolut ingen forbindelse er at spore.

"Men tilfældige mennesker kommer til skade!" fortsætter du. "Hvad med Finn Nørgaard, der blev dræbt ved Krudttønden?" Du har tydeligvis ikke fulgt med, for Finn Nørgaard forsøgte aktivt at standse terroristen. Han døde under sin heltedåd. Og tillad mig at ræsonnere, at såfremt dit afkom virkelig skulle stamme fra den kvarte centiliter sure mosevand, du formåede at skvætte i konen og dermed udspringer fra dine vege gener, og ikke fra en badboy, som hun i desperation lod sig råbolle af for at opleve lidt mandighed, så er der nok overvejende sandsynlighed for, at terroristen ikke vil se meget mere end dine møgungers skosåler og kujonagtige piben.

I denne sag er det ret relevant at bemærke, at der i attentatforsøget mod netop Kurt Westergaard faktisk var et barn til stede, nemlig Westergaards eget barnebarn. Alligevel var barnet aldrig udsat for fare. Attentatmanden vidste nemlig lige præcis, hvem han gik efter: Tegneren af den profane profet. Sjovt nok, egentligt, nu når negeren bare var en sindssyg, øksesvingende, morderisk person uden relation til islam.

Hvad forestiller disse forældre sig egentlig? At vi skal isolere Kurt Westergaard helt? Hvis han ikke må komme i nærheden af deres præmiepoder, kan han aldrig gå i supermarkedet, i svømmehallen eller på biblioteket. De vil for enhver pris, deres egen og Kurt Westergaards frihed inkluderet, sikre, at børnene ikke kommer til skade, alt imens de bevidstløst overlader magten til galninge, som de gladeligt åbner grænserne for. Jeg kan ikke beslutte mig, om det er mere debilt, end det er kujonagtigt.

Til sidst vil jeg gerne komme med en henstilling til mainstream medierne. Hold venligst op med at benævne muslimernes profet som "profeten" som om, der kun skulle være én profet. Og endnu værre: Hold op med at skrive det med stort P. Kan I ikke se, at I hopper med på deres terminologi og bekræfter dem i, at deres grinagtige overtro har en eller anden særstatus, som den gudhjælpemig aldrig nogensinde har gjort sig fortjent til? Jeg brækker mig, hvis jeg skal opleve selvfede, overbærende akademikere, der ved overlagt brug af komma ved parentetisk apposition belærer os om, at "vi skal vise respekt for Profeten, Muhammed, ..."

Vise respekt? Gu' fanden skal vi ej. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre det? Hvorfor skulle overbekymrede forældre gøre det? Det kan på ingen måde udsætte os for større fare at lade være. Terroren har jo intet med islam at gøre. Vel? Jeg anbefaler alle jer klynkende forældre, præmieborgere i "Dansk Kvindesamfund", at udvikle et par testikler og begynde at sætte spørgsmålstegn ved denne uendeligt latterlige påstand. Så kan vi for alvor tale om, at I er begyndt at tænke på jeres børn.

torsdag den 5. februar 2015

Pladder på plakaten

Jeg har egentlig i lang tid villet skrive et indlæg om at gå i biografen, og nu hvor Inger Støjberg får med grovfilen for at påtale nogle indvandrerdrenges opførsel, er tiden vist inde. Meget af diskussionen handler om, at lige så mange danskere opfører sig dårligt i biografen. Mit bidrag til sagen er at fortælle om, hvorfor jeg ikke længere går til offentlige fremvisninger af film. Jeg kan nemlig ikke holde ud at være sammen med resten af publikum.

Folk opfører sig generelt dårligt i biografen. Og med dårligt mener jeg, at de fleste biografgængere tilsyneladende tror, de sidder hjemme bag lås og slå på deres eget private lokum, når de i virkeligheden sidder på et tyggegummiprikket plyssæde blandt hundrede fremmede mennesker.

Min sidste biograftur nogensinde var til en annonceret ikke-tekstet engelsk film. Alligevel så jeg som det første, da jeg trådte op af trappen og ind i den sal, der skulle levere to timers fortløbende pinsel, det måbende, dumme fjæs på en otte-årig fed dreng, der var blevet slæbt med ind af sin bovlamme bedstemor, en statement-bebrillet, grå-korthåret ko af en offentlig-skrankepave-type.

Og der gik naturligvis ikke mere end fem minutter af filmen, før det rådne afkoms afkom begyndte at stille højlydte, idiotiske spørgsmål til bedstemoderen, der i stedet for at irettesætte ungen for at genere alle de andre gæster tændte for sin egen, elendige simultanoversættelse i forhøjet toneleje. Jeg mener seriøst, at revselsesretten bør genindføres til forældre, der har børn med i biografen.

Nu var vi så heldige, at der var en forfilm inden selve filmen. Det fik på ingen måde et andet kvindemenneske i salen til at holde inde med at diktere sin kæreste, hvilke møbler han skulle købe til deres lortelejlighed. Da jeg vendte mig om og lavede Pacman-bevægelser med hånden, gloede hun på mig, som om jeg havde spurgt hende, hvad hun skulle have for en god sutter.

Lidt senere passede det hende omsider at holde kæft, hvorefter en gruppe på otte trampede ind i salen. De morede sig tydeligvis, for de snakkede med hinanden med glade, høje, debile stemmer. De masede sig ind på rækken bag mig, mens snakken kørte således (jeg hader folk, der bruger Caps Lock, men det er den eneste måde, jeg kan gengive situationen, som den foregik):
"SKAL VI SIDDE HER?"
"JA, HER ER DIN PLADS, MAJBRIT. KOM OM OG SID VED SIDEN AF MIG."
"NÅ, JEG SKAL DA SIDDE PÅ NUMMER FEM. HVORFOR ER DET HER NUMMER NI? HVILKEN RÆKKE ER VI PÅ?"
"EJ, JEG HAR KØBT ALT FOR MEGET SLIK. JEG KØBTE DET FORRESTEN SLET IKKE I BUTIKKEN UDENFOR SOM MAN SKAL."
"JEG KØBTE POPCORN. JEG KAN BEDRE LIDE POPCORN."
"HOV? ER FILMEN STARTET?"
"HVAD?"
"ER FILMEN STARTET? DET LIGNER REKLAMER?"
"NEJ, DET ER FILMEN. SÅ MÅ VI HELLERE VÆRE STILLE."
(Højlydte grin fra samtlige otte)
"ÅH, HVOR ER DET DEJLIGT AT SE JER ALLE IGEN. OG MADEN VI FIK VAR BARE SÅ GOD, IKKE?"
På dette tidspunkt var vi ti minutter inde i filmen, og jeg missede det meste af handlingen. Jeg kunne ikke høre lyden på grund af al larmen, og underteksterne var til min ærgrelse og bedstemor-og-forkælet-møgunges store overraskelse aldrig dukket op.

Efter to timers lidelse og spild af penge på alt for dyr biografbillet og popcorn til tusind kroner kiloet, rejste jeg mig og kom til at kigge på rækkerne bag mig. Folk havde efterladt deres affald. De havde ikke stillet det på sædet eller ladet det stå i kopholderne. Nej, de havde smidt det, kastet det på gulvet og sæderne, så selv den mest fæle baby måtte skule misundeligt på svineriet.

Sådan opfører danskerne sig i biografen i dag. Det er elendig opførsel. Men skal vi stramme skruen lidt? Klikke tingene et par trin op i grovhed? Så lad os, se hvad der sker, når en flok indvandrerdrenge invaderer biografsalene.

Inger Støjberg er blevet ramt af en shitstorm efter hun på Facebook skrev følgende statusopdatering:




Hvad er der egentlig galt med den statusopdatering? Den ligner til forveksling den, jeg skrev om mine tidligere beskrevne, tåbelige danske medtilskuere, efter jeg kom hjem fra min sidste biograftur. Den eneste forskel er, at Støjberg taler direkte til indvandrerdrengene.

Og uha, det kan vi ikke have. For så er man racist. Selvom vi alle ved, at når en flok adidasbeklædte mospuder med døde øjne supplerer biografsalenes mørke, så er fornøjelsen slut for alle andre gæster - selv dem, der i modsætning til undertegnede ikke blot er sarte krokus og inkarnerede Disneyprinsesser over for andre menneskers uhæmmede gumle-, gnaske- og raslelyde.

Jeg har selv oplevet det. Det er i en helt anden liga. Vi taler kast med slik og popcorn. Ikke kun ud over sæderne til blot de ansattes fortvivlelse, men direkte mod andre gæster. Der lyder højrøstede tilråb til filmen. Jeg har set nogle af dem begynde at ryge i salene og derefter kaste de stadigt glødende skod. En enkelt gang bevidnede jeg endda cirkusset, mens hyænerne var flankeret af tre naturligvis fuldstændigt passive socialpædagoger, der ledsagede dem på en utvivlsomt kommunebetalt biftur som belønning for anden kriminalitet.

Forskellen ligger mellem at være dum som de fleste etniske danskere og at være direkte chikanerende. Alligevel kaster de sociale medier sig over Inger Støjberg med en forargelse, der er begrundet lige nøjagtig i, at mange danskere opfører sig lige så dårligt i biografen.

Det passer simpelthen ikke. Hvordan kan man være så virkelighedsresistent, at man ikke kan se forskel? Lad mig gætte: De forargede er den liljehvide kulturelite, der aldrig kunne finde på at bære deres hvidvinsmarinerede kranier ind til andet end smalle, fisefornemme forestillinger, betalt af alle os andre over skatten, besøgt af få og da slet ikke af en flok mindrebemidlede aber med hang til vold.

De oplever det simpelthen ikke, fordi de ikke er der. Og når de så er der alligevel, ligesom når P3 forsøger at lave et interview, der skal undskylde indvandrerungerne, hvorefter de ender med at bekræfte det, de ville modbevise, så nægter de at tro på det. "Ej, de mener ikke, hvad de siger," lyder det. "Herregud, jeg kastede også et bolsje i Biffen i Odder, da jeg var en ung lømmel. Ho, ho, I kan tro, jeg fik stuearrest i en hel uge bagefter." Eller også kommer de med dødfødte sammenligninger med danske unge, der sidder og fniser i kirken.

Hvordan tror de kloge så, at indvandrerdrenge reagerer, når Inger Støjberg bliver kastet ud i en medieorkan, som jeg med vanlig meteorologisk sans for drama vil døbe 'Zenia', hvor flokke af tossegode danskere kæmper for at forsvare dem, der bærer den åbenlyse skyld for hele miseren? Tror de, det hjælper? Tror de, det får indvandrerungerne til at se sig selv i de tomme øjne og opføre sig ligesom alle andre? Selvfølgelig gør de det.

For de er den snakkende klasse. De er dem, der tror, de kan ændre samfundet ved at sætte andre ord på det. Ved at moderere og censurere tonen. Ved ikke at tale om det åbenlyse, forsvinder det. Og nej, problemet er der ikke, når man udelukkende ser sort/hvide polske stumfilm om skomageres kamp mod social stigmatisering sammen med andre priviligerede cand. mag.'er og bagefter tager Toyota'en hjem til de trygge forstæder for at sidde og glo dumt på hinanden blege fjæs under Le Klintens kolde lys. Hvad? Indvandrere, der opfører sig dårligt? Det har vi aldrig set. Til gengæld sad der en dansk bonderøv bag mig, der havde taget vulgært meget slik med. Det var bare så amerikansk og upassende.

Vi andre, der er til platte, inferiøre underholdningsfilm, må så tage slæbet med det importerede resultat af godhedssegmentets dårlige samvittighed. Vi ser, dag efter dag, hvad der foregår og må dag efter dag blive ved med at finde os i at blive trampet på af nedladende, bedrevidende naivister, der bare ikke vil indse, at tingene er ved at bevæge sig i en hel gal retning, og at hvis noget ikke ændrer sig, så bliver de nødt til at indstille sig på, at der meget snart kommer noget ganske andet end pladderhumanisme på plakaten.

Læn Dem tilbage og nyd filmen.