fredag den 22. august 2014

Ret til returbillet

Hvis man har trang til at krumme tæer, skal man bare kigge på Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms kampagner. Som eksempel husker du måske Julie Frølich, som først rasede mod Hot Buns brug af afklædte servitricer, fordi de brutalt udnyttede stakkels kvinders seksualitet, hvorefter hun måneden efter selv stillede op som nøgenmodel for en HK kampagne under det meterhøje slogan "Ta' mig! Det er lettere end du tror." Man fattes ord. Det var næsten mere dobbeltmoralsk end dengang, fagforeningen frivillige medarbejdere troppede op på min arbejdsplads for at kontrollere, om nogen arbejdede gratis.

Nu er DSU så på banen igen med en ny kampagne, der hedder "Ret til respekt". Lige som socialdemokrater mener, de har ret til andre folks penge, mener de nu også, at man har ubetinget ret til respekt. Andre, mere ærlige individer vil nok mene, at respekt er noget, man optjener. Ligesom penge, faktisk. Individerne i kampagnen er af anden etnisk baggrund end dansk, helt tilfældigt udvalgt blandt DSUs egne medlemmer, og de mener altså, at de har ubetinget ret til vores respekt, nu de har sørget for, at vi snart er løbet tør for penge.

Lad os kigge på den første, Khaterah Parwani:



Hendes problem var, at hun var ansat i en inkassoafdeling. Når hun ringede til klienter, skulle hun præsentere sig som Stine i stedet for Kat... Khaeh ... Katera ... glem det! Problemet var ikke, at hun ikke kunne få et job, eller at hun fik mindre løn, eller at chefen kastede bananer efter hende. Problemet var, at firmaet krævede et let, dansk navn ved henvendelse. Er det underligt? De fleste inkassoopkald til 45-årige Bonnie-Marie'r fra Skive, der ikke har betalt 60-tommers TV'et fra L'EASY, fordi hun prioriterede at spille online jackpot, ville, hvis inkassomedarbejderens navn var på mere end to stavelser, forløbe således:

Bonnie-Marie: "Hvad var det dit navn var, så jeg kan ringe tilbage, når jeg har tigget penge fra mine Facebookvenner?"
Khaterah: "Khaterah"
Bonnie-Marie: "Prosit!"

Personligt forstår jeg dog ikke, at inkassofirmaet ikke bad alle om at bruge arabiske navne. Mon ikke de fleste, der fik et halvtruende opkald på Gellerup-dansk ville betale øjeblikkeligt ved kasse 1 ... fordi vi har så meget "respekt" for dem?

Her er den næste, Benjamin Waraich:



Benjamin er kort fortalt træt af, at han kun kan komme ind på værtshuse, hvis han følges med etnisk danske venner. Med andre ord bliver han ikke afvist personligt, men udelukkende når han er en del af en af de grupper, der ni ud af ti gange smadrer inventaret og får alle andre gæster, der enten har lyst til:

  1. At komme hjem fra byen uden at skulle have fisket en springkniv ud af leveren af en overtræt lægestuderende,
  2. At befinde sig på værtshuse, hvor kvinder ikke er i kraftigt undertal,

til at løbe skrigende væk: Gellerup-talende gangster-karikaturer med marionetdukkebevægelser, mospudehår og døde øjne. Hvorfor helvede skulle beværtninger ikke måtte vurdere på en gruppes udseende, om de må komme ind, specielt når netop bestemte grupper bonger ud som kameler på den jydske hede? Selvfølgelig må de da det. Deres forretning skal ikke ødelægges af, at andre har taget elendige valg om at importere flokke af evnesvage jordhulebeboere til landet.

Og så kommer vi til den sidste, Tarek Ziad Hussein:



Tarek begynder med at klynke over, at udlejere kan bestemme, at han ikke må holde fest, kæledyr eller ryge i en lejlighed. Det er da også så uretfærdigt, at udlejeren må bestemme over sin ejendom. Nå, men pointen er, at udlejeren også kan bestemme over lejerens hudfarve, for han vil åbenbart kun leje ud til Tarek, hvis han kalder sig Thomas. Gad vide hvorfor? Lad os slå lidt økonomi op i statistikken.



Så Thomas tjener i gennemsnit temmelig meget mere end Tarek. Det kan jo være en fin indikator for en udlejer, der har penge i klemme, og som gerne vil være sikker på at få huslejen hver måned. Lad os se på kriminalitet:



Hov, udlejer, det var vist dumt, for Thomas er meget mere kriminel end de fleste. Lad os slå Tarek op:


Case closed.

"Hov, hov," afbryder du og fortsætter med din bedrevidende en-fremmed-er-en-ven-du-ikke-har-mødt-floskel, fordi du ikke selv har investeret hele din livsopsparing i en lejlighed, der er på vej til at blive lejet ud til en bindegal islamist med seksten koner og syv uopdragne drengebørn: "Der er kun 11% risiko for, at Tarek er kriminel. Altså er der hele 89% chance for, at han er så ren som Brian Holm til en børneormsundersøgelse." Åh ja ... men der er godt tre gange så stor risiko for, at han er kriminel i forhold til Thomas. Og hvorfor skulle en udlejer risikere det? Selvom Tarek på videoen ganske vist ikke ligner en, der holder ged på altanen, familiefest om natten eller skider i elevatoren, så kunne han sagtens være en af de velintegrerede indvandrere, der en dag sprænger sig selv i luften i metroen. Og hvor stor sandsynlighed er der så for, at han har betalt sin husleje på forhånd? Sikkert egentlig ret meget, faktisk, eftersom den naive danske stat gerne kaster penge efter palæstinensere og Hamas.

Man sidder og tænker: Hvad er egentlig formålet med DSUs kampagne? I bund og grund er den bare udtryk for en af de sædvanlige, klynkende offerroller, som arabere ynder at hylde sig ind i som var det ligklæder foran rullende kameraer. Og hvis de ikke selv gør, så skal der nok være en hob af liljehvide, unge, priviligerede DSU'ere med massivt selvhad, der gør det for dem. Formålet er naturligvis opdragende: Etnisk danske personer bør udsætte sig selv for større økonomisk risiko i "respekt" for indvandrere, der i højere grad end indfødte ikke formår at opføre sig ordentligt. Kunne man forestille sig, at det er ganske naturligt, at indvandrere bliver nødt til at anstrenge sig lidt mere end andre, deres historik taget i betragtning? Kunne man forestille sig, at de kunne gribe lidt i egen barm? Tage fat i deres egne og få dem til at opføre sig ordentligt? Tage afstand fra terror og racistiske overfald? Ikke konstant bare rende rundt og kræve penge og "respekt" til gengæld for ingenting?

Jeg er dødtræt af at høre på deres piberier over ligegyldigheder, hvis man da overhovedet kan få sig selv til at anvende så stærk en betegnelse om virkeligheden. Hvem husker ikke den grinagtige "Tror du, muslimer beder om blå øjne (Nej, det tror jeg ikke, for de har tydeligvis så mange i forvejen, at de gladeligt deler ud af dem!)?"-kampagne? I virkeligheden er det jøderne, der ikke kan gå i fred på gaden. Og nattelivets danske unge, der får tilråb og spark til gengæld for, at deres forældre har givet livslang forsørgelse til selvsamme, debile, værdiløse voldsmænd. Tak for lort!

"Der er også danskere, der hiver tørklædet af muslimske kvinder," tuder du så. "Og Pia K. giver dem lov!" Uanset Pia Kjærsgaards dobbeltmoralske holdning til religiøse beklædningsgenstande, som jeg naturligvis fremhæver her, mens jeg ligesom alle andre behændigt undgår at nævne, at Helle Thorning sagde noget i samme stil, hvor mange episoder med brutal tørklædeafrivning kan vi så rent faktisk dokumentere? Ingen! Okay, måske et par stykker på landsplan, men bare i min egen, nærmeste familie, der ikke befinder sig særlig meget i nattelivet og slet ikke i kriminelle miljøer, har vi hele fire eksempler på berigelse fra muslimske medborgere: Én, der er blevet kørt ned. Én, der blev slået ned. To, der er blevet forfulgt og chikaneret.

Vi ved alle sammen, hvilken side racismen kommer fra. Men er det racismen, DSU vil bekæmpe? Næh, de vil bare ensidigt fokusere på det, der fodrer deres selvhad og det, der er socialisternes evige, uforanderlige mantra: Det er altid nogle andres skyld. Især hvis de andre er os.

mandag den 18. august 2014

Stærke kvinder

For tiden hører vi meget om de stærke kvinder. Radio og TV taler konstant om disse personer af det svage køn, som er i gang med at vende alt på hovedet. Ifølge vort statsmedie, der selvfølgelig leverer objektiv og upartisk information, fordi befolkningen tvinges til at betale licens, stormer kvinderne ind på uddannelserne og vil snart overhale mændene som de dominerende i karriereræset.

Et eksempel kunne tages fra et af mine seneste indlæg om den stærke, selvstændige feminist, der har sit helt eget radioprogram, hvor hun for at udbrede sin fortænkte virkelighedsopfattelse kæmper som en elefant i en glasbutik for at undvige sandheden. Man undgår ikke at stille sig selv spørgsmålet: Når der nu er så mange sindssygt stærke kvinder, hvorfor fandt Radio24syv så ikke et eksemplar, der rent retorisk er i stand til at argumentere på et højere niveau end en Bubbles-beruset konfirmandinde med Downs syndrom?

Svaret er, at de kvinder, som vores venstredrejede medier hepper på, så man føler sig hensat til forældretribunen til handicap OL, overhovedet ikke er stærke. Faktisk er de dybt afhængige af andre for at kunne skabe deres såkaldt selvstændige tilværelse. Lad os kigge på et par af de "stærke" kvinder:

KARRIEREKVINDEN

Du er uden tvivl stødt ind i denne type, der typisk er ansat i en privat virksomhed, hvor hun arbejder røven ud af buksedragten. Hun knokler tres timer om ugen for at udfylde sit diffust titulerede "projektleder"-job. Ikke fordi hun dygtiggør eller specialiserer sig, men fordi hun er så jævnt begavet, at hun er nødt til at kaste et enormt antal timer ind på travbanen for overhovedet at få et mulehår op at strejfe røven af den nærmeste kollega.

Ikke desto mindre forventer hun at blive forfremmet, fordi hun "arbejder så meget". Desværre har ekstra tyve timer om ugen som kompensation for inferiøre Excel-evner eller for at skrive kilometerlangt, ligegyldigt ævleprosa om problemstillinger, hendes mandlige kollegaer nagler på en Post-it-seddel som Jesus til et kors, aldrig gjort nogen til en mere værdifuld medarbejder.

Snart vil hun begynde at brokke sig over sit lønniveau. Hendes kollegaer tjener nemlig meget mere, og det kan hun slet ikke forstå, på trods af at hun til de seneste fem lønsamtaler har udvist selvsikkerhed som en parkinsonsramt pekingeser til kinesisk nytår. Nu vil hun begynde at brokke sig over, at der ikke er "lige løn for lige arbejde", og da hun er ude af stand til selv at tage initiativ, vil hun gå til fagforeningen, hvis fornemmeste opgave er at skrabe flest mulig penge ind til de mindst kompetente medarbejdere. Endelig vil hun begynde at vrøvle om en konspiration blandt lederne og snakke om, at man bør indføre kvindekvoter, for der kan ikke være anden forklaring end simpel mandschauvinisme på hendes forsinkede forfremmelse.

Derhjemme krakelerer den professionelle facade, når vor heltinde slæber sin stakkels mand gennem timevis af en-vejs samtaler om, hvordan kollegaerne ikke kan lide hende og om, hvordan hun bare kan føle, at de tænker negativt om hende, hvorefter hun bryder grædende sammen i hans favn, så han kan trøste hende som det lillebitte pattebarn, hun er.

Giv en hånd til denne "stærke kvinde". Hvem ved, måske finder manden klodserne frem og forlader hende, så hun kan træde et skridt videre af vejen for "stærke" kvinder og blive til:

DEN SELVVALGT ENLIGE MOR

Uha, socialisterne knuselsker denne kvinde, der har sagt farvel til den forhadte traditionelle familieform og modigt har etableret sig helt, helt alene med børn uden en mand til at hjælpe sig. Hun klarer simpelthen alt selv: Opvasken, opdragelsen, madpakkerne, ferieturene og natteskrigerierne. Hun er intet mindre end en slags virkelighedens Marvel-figur. Fantastisk! Hun er simpelthen en bomstærk og komplet selvstændig kvinde, som hver eneste opslidende måned trækker hele sit spækfede, økonomiske livsgrundlag fra en offentlig konto, hvis midler er tvangsopkrævet fra de mænd, der ikke var gode nok til hende.

Jeps, dette selvkørende kvindemenneske, som ikke kunne finde en mand, der levede op til hendes ganske konsistente og fuldstændig realistiske krav om på samme tid:

  1. at være helt og aldeles under tøflen.
  2. at levere modspil og sætte hende på plads.
  3. at ligge cirka syvogtres trin over hende på lækkerhedsskalaen.
  4. at være en smartklædt badboy med en økonomisk betragtet bæredygtig uddannelse.

... kan nu gå til staten, som uden hverken vederlag eller samvittighed sprøjter sæd op i hendes slidte skød og nærmest kaster pengesække efter hende, når resultatet af den kærlighedsløse og egoistiske undfangelse kravler frem fra mellem stængerne.

Nogle af disse modige mødre indser efter et stykke tid, at det slet ikke kan betale sig at yde noget. Så snupper de lige den helt store udstyrspakke med halvtreds kilo overvægt, overarmstatovering, røde striber i håret og statsbetalt Odder-barnevogn til afkommet fra de mænd, der sandsynligvis ville have brækket sig over dem, hvis de havde skullet levere ladningen in vivo, hvorefter de kan fortsætte deres uafhængige tilskudskarriere på forvoksede ydelser.

Hvor er det flot klaret! Lad os alle rejse os og klappe af disse utroligt selvstændige kvinder, hvoraf en hel del faktisk formår også at tage en akademisk uddannelse og udvikle sig til:

DEN OFFENTLIGT ANSATTE

Kvinderne overtager uddannelserne, hører vi. Kvinderne bliver de nye ledere, siger centrum-venstre medierne. Og det er klart, at når hun har læst rigtig meget prosa, når hun har en bachelorgrad i kulturmødestudier og et halvt gennemført bifag i filosofi, hvor hun med næsen i skønlitteraturen har forlænget det trygge teenageliv, isoleret i sit værelse for at drømme sig væk fra den virkelighed, der afslørede sin uforståelighed i fysiktimerne, så udvikler hun sig lige præcis til den lederkandidat, som virksomhederne efterspørger.

Eller også kan hun i stedet blive barnepolitiker eller offentligt ansat. På præcis samme måde, som staten leverer sæd og gratis penge til kvinden, der ikke kan eller vil skaffe det selv, har de opbygget en enorm offentlig sektor, der kan beskæftige den fantastisk dygtige, akademisk uddannede kvinde, så det ser ud som om, hun producerer noget. Her er dejlige løntrin, der ikke skelner til noget så småligt som medarbejderens evner. Gratis øv-fri på de dage, hvor hun "bøvler med sig selv". Ingen krav om effektivitet. Vattede ledere, der taler hende efter munden, fordi de ikke har incitament til andet. Måske kan hun endda opgradere snakkejobbet til en myndighedsstilling hos SKAT, så hun kan jage driftige mænd og trække midler ud af dem til at finansiere sit årelange fravær grundet barsel og efterfølgende depressioner, der tager sin begyndelse i det øjeblik, undfangelsen af første afkom er bekræftet af doktormanden.

DEN KLYNKENDE JOURNALIST

Som konkret og aktuelt eksempel tager vi kronikken fra journalisten, der uden tvivl har kæmpet for et slapt, konsekvensløst samfund med lige resultater for kønnene, og som nu klynker i lange kolonner om sin oplevelse i metro'en, fordi de slappe hipstermandslinge, hun selv har kæmpet for at fostre, ikke lige pludselig udviklede testikler og trådte ind og forsvarede hende, da nogle spinkle taberdrenge konfronterede hende med grimme ord. Selv trådte hun ud af den traditionelle kvinderolle og sad stille og smilede genert ned i gulvet. Flot klaret!

"Okay, Bob, nu har vi hørt på dine lettere karikerede portrætter og forstået din opfattelse af stærke kvinder, men mener du virkelig, at der ikke findes stærke kvinder?" spørger du så. Til det vil jeg svare: Prøv at kigge på fællesnævneren ved mine eksempler: Kvindernes styrke opnås ved at trække økonomiske midler ud af andre. Altså tiltvinger de sig adgang til andres midler med henblik på at opnå egne, egoistiske mål. Disse kvinder er "stærke" på samme måde som rockere, der opkræver beskyttelsespenge.

Men er jeg stødt på kvinder, der er stærke? Altså rigtig stærke uden at bryste sig af den beskrevne pseudo-styrke, som i virkeligheden bare er snyltet fra skatteborgerne? Absolut. Har der været erhvervsledere blandt dem? Ja. Har de været dygtige? Ja. Har der været husmødre blandt dem? Ja. Har der været enlige forsørgere blandt dem? Måske et par stykker. Har nogen af dem været klynkende, bestemmesyge, krævende, socialistiske feminister?

Nej!

mandag den 4. august 2014

Gazas Galninge

Jeg ved cirka lige så meget om Israels konflikt med palæstinenserne, som du gør. Altså intet. For at følge bare en smule med, kunne jeg sætte mig ind i sagerne. Men da jeg ikke lige har lyst til at tage en kandidatgrad i historie, fordi a) jeg ikke gider, og b) jeg ikke vil snuppe studiepladsen fra en ung håbefuld studine, der ultimativt vil bruge graden til at sælge overflødige forsikringer over telefonen, vil jeg gøre det, som alle faktaresistente, konstant bortforklarende, overakademiserede snakkehoveder hader: Simpelthen bare tage et kig på verden omkring mig.

 Jeg vil begynde med at kigge på, hvem der støtter de to sider:

Israels fortalere Palæstinensernes fortalere
Borgerlige, fornuftige stemmer, der sædvanligvis bygger deres holdninger på rationelle overvejelser Indvandrere på førtidspension
Én socialdemokrat Danmarks Radio
Norsk læge, der støttede 9/11 angrebet
Klynkende centrum-venstre feminister
Kunstnere, der som sædvanlig ikke fatter en brik af, hvad de udtaler sig om
Blekingegadebanden

Du kan nok fornemme, at jeg ikke behøver kigge mere end én gang på ovenstående liste for at vælge side. Jeps, når en socialkammerat taler Israels sag, så må jeg så absolut stå på palæstinensernes side. Men vent ... på palæstinensernes liste står Danmarks Radio, som er notorisk enøjet og gennemsyret rød. Nej, så må jeg alligevel tilbage til Israel. Nå, det er åbenbart ikke helt nemt. Så må jeg i stedet kigge på metoderne, som tilhængerne fra de to sider bruger:

Israels tilhængeres metoder Palæstinensernes tilhængeres metoder
Rolig, saglig argumentation Brug af propagandabilleder fra andre krige
Fredelige demonstrationer Tilsvininger af amerikanske turister
Angreb på fredelige demonstrationer

Uha ... ud fra et rationelt synspunkt, er det stadig svært at vælge side. Jeg kan godt forstå, at danskerne er i tvivl, og hvorfor så mange af mine debile Facebookvenner giver udtryk for sympati med palæstinenserne. Vi må i gang med endnu en parameter:


Danske jøders opførsel "Danske" palæstinenseres opførsel
Tilbagetrukkethed Evindelige krav om at danskerne skal indrette sig efter dem
Religion udøves privat Hyl og skrigen, uendelig klynken og spillen offer
Driftighed Hærgende kørsel gennem byerne i rustne Toyota'er med grimme flag hængende ud af vinduerne
Absolut ingen positiv given-tilbage til samfundet som tak for gratis statsborgerskaber og deraf følgende evig forsørgelse på grund af latterlige konventioner. Ingen!

Jeg ved ikke med dig, men jeg vakler stadig. Måske skulle jeg se lidt på landene dernede:

Israel "Palæstina"
Eneste velfungerende demokratiske stat i Arabien inden for de seneste æoner Ørken med en masse skrald
Kæmper med uniformerede soldater under banner Bruger selvmordsbombere
Eneste land i Mellemøsten, hvor indbyggerne ikke bare læner sig tilbage og ryger vandpibe og knalder bjerggeder, mens olien pumpes op af jorden Gemmer sig bag civilbefolkningen og under hospitaler
Advarer fjendens civile inden angreb Bryder konstant våbenhviler

Okay, lad os ikke trække pinen ud længere: Hvordan kan nogen person, der er bare nogenlunde i vater på øverste etage, holde med palæstinenserne? Det er så himmelskrigende åbenlyst, at DR og venstrefløjen holder med palæstinenserne på grund af et historisk had til USA, der kommer af et forskruet, marxistisk verdenssyn. Hvorfor skulle man ellers holde med en ussel terrorrede, der åbenlyst fremprovokerer angreb for at få nogle civile palæstinensere slået ihjel, så de kan udnytte godtroende, røde vestlinge, der straks hopper på limpinden? Disse latterlige appeasere, der tillader sig at kræve, at Israel skal afgive deres land, fordi terrorister angriber dem. En fin taktik, der historisk set altid har virket på hensynsløse aggressorer.

Og ja, det er dybt, dybt irrelevant, at Israel har et hidtil effektivt missilforsvar. Hvad? Skal man holde med palæstinenserne, bare fordi Israel er dygtige til at føre krig? Hvorfor er de mon det? Er det mon fordi, de i tres år har været omringet af frådende, krumsabelsvingende, primitive arabere, der har benyttet enhver lejlighed til at angribe landet, hvorefter de har fået så grundig tæv, at de har måttet flygte som ynkelige tøsedrenge tilbage til deres jordhuler for at klynke deres nød? Noget, der forresten kun virker, fordi slappe, vestlige, venstreorienterede, godtroende tåber bliver ved med at holde med dem og sørger for at udnytte deres parlamentariske flertal til at sende skattekroner derned, så Hamas kan bygge terrortunneller i stedet for beskyttelsesrum.

Når man så samtidig herhjemme skal sidde og lytte til danske medier, der kan finde på at fyre absurditeter som "Våbenhvilen blev ophævet af Israel, fordi Hamas skød raketter ind over Israel" af for rullende kameraer, og at se en imam, som Danmark har givet ophold, udbasunere jødehad i af alle lande, Tyskland, gennem groteske prædikener, ja, så ved man bare, at man endnu engang har med venstrefløjen at gøre. Den er simpelthen flydende i dobbeltmoral og skruppelløse løgne. Hvis nogen fra højrefløjen skulle finde på at sige noget, der i bare én socialismeinficeret hjerne kan blive opfattet som sympati med nazisme, ja, så ryger han i gabestok. Men gør venstrefløjens egne darling'er nøjagtig det samme, bare seks millioner gange værre, ja, så er det fuldstændig lige meget, så længe det handler om kampen mod det vestlige; mod USA; mod kapitalismen; mod det velfungerende.

"Hov," udbryder du og tager en pause fra at pande kalotterne af de lokale jøder i bybussen. "Du glemmer vist, at vores egen Helle Thorning i modsætning til alle hendes nordiske socialkammerater har nægtet at underskrive en protest mod Israel. Så dine påstande passer ikke. Thorning er lige så kynisk som USA." Åh ja, jeg kunne skrive et helt indlæg, nej, en hel blog om Thornings kynisme. Men hvorfor underskriver hun ikke et dokument, som enhver spytslikkende socialdemokrat burde blåstemple hurtigere end et udgiftsbilag fra fagforeningstoppen? Det er fordi, hendes karriere har første prioritet, og hun skal ikke lægge sig ud med nogen, når hun går efter en toppost i EU, hvor landene bestemt ikke er enige om, hvor sympatien i konflikten ligger. Næh, Danmarks dårligste statsminister nogensinde, som skal blive EUs mest visionsløse, business-as-usual leder hidtil - for lad os nu ikke bilde os ind, at der er andre grunde til, at de andre ledere vil pege på hende - skal ikke foretage sig noget, der kan ødelægge den planlagte karriere.

Men fortsæt endelig med at poste arabernes klynkehistorier og falske billeder på Facebook. Fortsæt med at sige, at du udelukkende er på "de civile og børnenes side", hvorefter du ensidigt tager terroristernes parti. Udover, at du bliver medvirkende til, at jeg skraber min blodsprængte ansigtshud af i afmagt over din stupiditet, så løber du terroristernes ærinde, så de får endnu mere incitament til at fortsætte kampen og at skyde ynkelige raketter mod Israel for at få dræbt endnu flere palæstinensere, så du kan fortsætte klynkeriet. Det er ikke sådan, at de stiller sig tilfreds med Israel. Giver du efter, så står de ved din dør næste gang. Israel er bare så uheldig at være geografisk placeret så tæt på araberne, at det er dem, der står først for.

Du kan jo lune dig ved tanken om, at vi ligger næsten lige så tæt på Sverige som Israel på araberne. Hvilket stort set snart er det samme, taget i betragtning hvilken enorm, rød ladeport svenskerne har åbnet for de sydlandske venner, som nogen af uransagelige årsager endnu ikke har lært at kende. Du kan roligt glæde dig. Jeg er sikker på, at Hamas og andre bindegale islamister ikke vil glemme den lyshårede, frisindede danske kvindes ufravigelige loyalitet, hvis de skulle få magt, som de har agt. Hvis den tid kommer, satser jeg på at slippe med en kastration og et fast sitar-gig i det lokale harem. Så skal jeg nok klimpre dig en ubehjælpelig antikrigssang, når du klædt i passende gevandter bliver ført ind for at modtage dine nye herrers faste, rytmiske tilbagebetaling.

Mon du fatter det til den tid? Jeg tillader mig i al min optimisme at tvivle.