fredag den 28. marts 2014

Uduelige journalister!

Jeg hader journalister. Der er ingen grænser for, hvor inkompetente de er. Jeg synes ellers - når jeg tænker tilbage på dengang, Danmark udelukkende var skiftevis isvintre og lange, varme somre med folkekære skuespillere, der sang muntre viser på markveje - at der var en tid, hvor journalister var i stand til:
  1. At stave.
  2. At stille kritiske spørgsmål.
Disse to vel egentlig ret grundlæggende kompetencer for journalistik blev skyllet ud sammen med det marxistiske badevand, der som en anden tsunami oversvømmede uddannelsesinstitutionerne i 70'erne og aldrig trak sig tilbage. Og jeg må da også af egen bitter erfaring medgive, at oplæringen i en disciplin som stavning kræver vedholdenhed og viljen til at lære af egne fejl; to egenskaber, der er umiskendeligt antisocialistiske.

Jeg opgav håbet om kritiske spørgsmål, sidst jeg hørte P1, hvor de bragte et nyhedsindslag om en lovændring, der havde resulteret i en uforholdsmæssig skattestigning for en bestemt befolkningsgruppe. Journalisten anlagde sin kritiske vinkel ved at afkræve den ansvarlige minister et svar på, hvorfor han ikke også havde sat skatten op for alle andre grupper. Her flåede jeg bilradioen ud af instrumentbrættet, kastede den ud af vinduet og ramte en hipster i panden, mens han ciklede på væltepeter sammen med sin prinsesseudklædte søn, så han flækkede kraniet og ikke mindst sine retro-stålbriller. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Efter at have set alt for meget fjernsyn, læst alt for mange danske internetnyheder og hørt alt for meget skattebetalt statsradio, har jeg analyseret mig frem til de grundlæggende retningslinjer, som en gennemsnitlig RUC-uddannet journalist med speciale i omsorgsfordeling og rumlig forandring åbenbart villigt lader sig indoktrinere til at følge i hver eneste ubehjælpeligt sammensatte sætning, han eller hun vælger at offentliggøre i løbet af sin karriere som såkaldt "professionel" nyhedsskribent:
  1. Velfærdsstaten og dens omfordelingscirkus - inklusive alle fremtidige tiltag og forslag fra kollektivistiske politikere på fattigstemmejagt - er ikke til debat. Den er simpelthen et af det civile samfunds aksiomer.
  2. Ingen danske borgere må nogensinde forventes at tænke eller at handle selvstændigt.
  3. Det er synd for kvinder.
  4. ... og når det er synd for kvinder, er det den hvide, kristne, heteroseksuelle, rige mands skyld.
  5. ... fordi han ikke i tilstrækkelig grad har udbygget omtalte velfærdsstat fra punkt 1.

Men lad os da bare tage et eksempel, som hjernedødt lever op til alle fem pinagtige punkter. Forleden vågnede jeg op til følgende, chokerende nyhed på min smartphone:



Skræmmende, ikke sandt? Jeg antog naturligvis, at det handlede om en gentagelse af den berømte programmeringsfejl på Therac-25, der overdoserede strålingen og lavede et par kræftpatienter om til Lørdagskylling. Jeg kunne ikke rigtig antage andet, nu når en it-fejl åbenbart var direkte skyld i, at fem kvinder var døde af kræft.

Men nej, ingen kvajekage i it-afdelingen. Det viste sig, at it-fejlen bestod i, at nogle kvinder ikke var blevet inviteret til screening for livmoderhalskræft. Sidenhen havde nogle af dem udviklet sygdommen og var omkommet. Jeg hæfter mig ved nedenstående lille perle i artiklen:
"I Region Syddanmark kan fire til syv kvinder have fået livmoderhalskræft, fordi de ikke blev kaldt til screening."
Nu skal jeg fortælle jer noget: Kvinder får ikke livmoderhalskræft, fordi de ikke bliver indkaldt til screening. Kvinder får livmoderhalskræft, fordi de knalder som kaniner. Lad os lige gentage artiklens vinkel: Fordi en række kvinder ikke tog sig sammen og tænkte sig til, at de måske skulle screenes for en sygdom, som de selv placerede sig i risikogruppen for, lægger vi skylden for det manglende initiativ over på et computerprogram, der skulle invitere kvinderne til en fuldstændig offentligt betalt - populært kaldt "gratis" - screening.

Er det overhovedet muligt at møve sig længere ud på uselvstændighedens og uansvarlighedens spinkle gren? Helt sikkert, og det ville overhovedet ikke undre mig, hvis vi snart saver den over. Undskyld mig, "journalist", men det nytter ikke at give et it-program skylden for, at nogle kvinder har fået kræft. Især ikke, når der altid vil være fejl i it-programmer - især, når de udvikles til det offentlige af den fantastisk inkompetente, overbetalte, forvoksede dræbersnegl KMD, selveste datamatikeruddannelsens eneste og i øvrigt alt for fede eksistensgrundlag.

Glem it-programmerne og lad i stedet Bitter Blog hjælpe dig. Hvis du er kvinde, og du endnu ikke er blevet indkaldt til en mandeskattebetalt screening for livmoderhalskræft, så løft knoglen - hvis du da orker det, lille prinsesse - og ring for helvede selv til hospitalet og bed om én, hvis du bon'er ud på følgende selvtestdiagram:

Hjemmetestdiagram for livmoderhalskræft, også kendt som luderkræft eller det mere folkekære, kønsneutrale og mundrette "kneppecancer".

Det er vel ikke for meget forlangt for vores skattepenge? Og hold nu din kæft med din evindelige bitchen. Jo, risikoen for kneppecancer stiger med antallet af sexpartnere. Deraf navnet. Det er højt og tydeligt dokumenteret:
"Der er en sammenhæng mellem livmoderhalskræft og seksualvaner - jo flere partnere man har, jo større risiko er der for at blive smittet med en af de farlige HPV typer og dermed for at få livmoderhalskræft."
... og hvis du i din sarte, politiske korrekthed ikke tåler at høre sandheden, ja, så forlad Bitter Blog og fortsæt med at læse de faktaresistente danske medier, udviklet af kvinder for kvinder.

Er der overhovedet nogen, der kan holde ud at se TV-avisen mere? Jeg holdt op for mange år siden. Når jeg en sjælden gang zapper forbi, hører jeg ikke andet end rødvinklede korthistorier (som i sagens natur altid er korthistorier, fordi rød argumentation kollapser efter cirka syv et halvt sekund), mens Kim Bildsøe Lassen bruger al sin energi på desperat at skjule sine tænder med overlæben. Sig mig, er det fordi hans tænder er grimme? Eller er der noget andet i vejen? Det er vi mange, der godt kunne tænke os at vide. I stedet får vi tyve minutter med vejrbøsserne, der fylder os med løgne i håbet om, at vi panikker over, at havemøblerne alligevel ikke vælter den kommende nat.

Sluk for deres bras! Hold op med at købe det. Det ville være en effektiv og ægte gratis vaccine mod den journalistiske kræftknude. Nåh nej, det nytter ikke så længe, vi er tvunget til at finansiere deres underlødigheder gennem licensen. Endnu en grund til at gå ud og hænge sig i skuret. Den må jeg skrive i bogen, hvis der overhovedet er plads til flere.



P.S.: Hjemmettestdiagrammet i dette indlæg kunne også bruges til mænd, men vi har ikke brug for det. Vi venter med at gå til lægen, indtil knuden har vokset sig til en stor blårød, pulserende tingest, der forhindrer os i at gå på arbejde. Og så dør vi i løbet af få dage. Men i det mindste giver vi ikke andre skylden for det.

tirsdag den 18. marts 2014

Nej - den 25. maj!

Jeg sidder inde med et argument, der transcenderer alle dine andre argumenter for enten at stemme ja eller nej til patentdomstolen ved EU-parlamentsvalget d. 25. maj 2014. Lad mig lægge ud med at opremse de mere almindelige, knap så gennemtærende argumenter:

Stem ja:

  • Fordi det skal være lettere for danske virksomheder at registrere patenter i EU. Som det er nu, skal virksomheder ansøge i ét land ad gangen, men med patentdomstolen vil det være muligt at søge én gang for hele EU.

Stem nej:

  • Fordi patentdomstolen primært gavner de store virksomheder. Det er uklart i hvilke lande og på hvilke sprog, patenttvister skal behandles, selvom resultatet vil påvirke patentet i hele EU. Man ser nok ikke Flyttemand Olsen forsvare sin flytterobot på rumænsk i en rumænsk ret, der efter al sandsynlighed er klasket sammen af en sigøjner, en hjemmerøver, et par olderkoner og muligvis en adelig, bleg eneboer.
  • Fordi vi kan bruge patentdomstolen, selvom vi ikke er med i den. Indrømmet, det er lidt usolidarisk, hvis du går op i den slags.
  • Fordi det er endnu en suverænitetsafgivelse til et enormt, stadigt voksende, udemokratisk EU-bureaukrati.
  • Fordi du er pissetræt af, at du ikke får mulighed for at stemme om EU, og af, at regeringen i stedet kaster dig en gammel knogle såsom patentdomstolen for at give dig illusionen af, at du selv er med til at sætte kursen.

Og hermed kommer vi til det ultimative argument, der fejer alle andre af banen, uanset om du er til ja eller nej:

  • Stem NEJ, fordi det vil sætte hindringer i vejen for, at Helle Thorning-Schmidt kan forfølge en topkarriere i EU.


Der er ingen tvivl om, at Helle Thorning har haft en overordnet plan med sin karriere fra begyndelsen. Hele regeringsperioden har været én lang jobsamtale til EU, som hun har lagt sig på knæ for - senest med børnechecken, som skal udbetales til andre EU-borgere. Og hvorfor? For at Danmark med Helle i spidsen kan være foregangsland for et forenet Europa med Helle i spidsen. Skide være med, at det er dine skattepenge, der kyles ud af vinduet i et naivt håb om, at de andre lande følger trop. For nu er det Helles karriere, det gælder. Skidt med, at de andre lande er totalt ligeglad med, hvad duksen Danmark indfører af EU-forslag for at forpeste livet for danskere. Vi er et land, der befolkningsmæssigt er på størrelse med Hamburg og forstæder. Ingen lytter til os. Ingen. Slet ikke, når det handler om mere skat og flere "grønne" afgifter. Vi ved det. De ved det. Helle ved det. Det rager hende bare langsomt, fordi målet for hende er at gøde vejen for Helle Thorning-Schmidts karriere i EU, nu da hun har udpint dansk jord.

Et tilbageblik over Helle Thorning-Schmidts fortid og et lille glimt af fremtiden.

Selvom Helle sikkert må nøjes med en kommissionsformandspost til at begynde med, så stiler hun efter EU-præsidentstolen. Og hvorfor ikke? Hun er den perfekte kandidat, fordi hun for det første er kvinde og dermed passer fint ind i EUs håbløse ønsker om at skabe lige resultater ved at give positiv særbehandling til inkompetente individer udelukkende på baggrund af deres køn. For det andet besidder hun styrken ved ikke at være så forskellig fra alle de andre: En ekskommunist uden nogen som helst form for integritet eller folketække. Og hvad er så bedre end at komme ned i EU, hvor obskuritet ligefrem kan være et plus på CV'et, fordi man alligevel ikke gider spørge de irriterende vælgere om noget. Se bare på den nuværende EU-præsident Herman Van Rompuy. Hvem? Netop. Ingen kender ham. Ingen.

Nej, det er ikke en mongol, der har iført sig et hjemmelavet Yoda-kostume. Det er Herman Van Rompuy, EUs verdensberømte præsident, der i øvrigt tjener mere end Barack Obama.
Et nej kan kaste grus i Helle-maskineriet. Det bliver alt andet lige sværere for EU at udpege hende, hvis hendes fødeland konstant sætter sig på tværs, og selvom de nok skal give hende et eller andet EU-ben at gnave i som tak for hendes tjenstvillighed, så bliver hun forhåbentlig parkeret på det sidespor, hun fortjener, og hvor hun hører hjemme.

"Jeg stemmer altså ja, Bob, for så er der jo større chance for, at Helle smutter til EU, og så slipper vi for hende," siger du så. Bare rolig! Hun ryger ud under alle omstændigheder. Der er nul chance for, at hendes ego klarer flere omgange i Folketinget efter et knusende valgnederlag som konsekvens af hendes bedrifter som en af Danmarks allermest inkompetente og sandheds- og skatteundvigende statsministre nogensinde, selvom hun utvivlsomt i egne øjne har været Danmarks Store Reformator og Fremadsynede Leder.

"Det siger du bare, fordi hun er kvinde!" Nej! Jeg synes, det er synd for kvinderne, at Danmarks første kvindelige statsminister viste sig at være så enorm en fiasko og sådant et blålys for især sine egne vælgere. Bitter Blogs modstandere ynder at kalde mig for kvindehader, men fakta er, at jeg godt kan lide kvinder. Jeg har haft dygtige, kvindelige chefer, og i de første syv år, jeg kunne stemme, satte jeg udelukkende mit kryds hos kvindelige kandidater. Ikke på grund af deres køn, ikke på grund af deres udseende, men på grund af, at jeg mente, de i situationen var de bedste kandidater. Og måske fordi jeg håbede på bedre frikadeller for min bedstefar på plejehjemmet.

Vi har med Helle fået et glimt af det, Kinnock-familie er berygtet og forhadt for i England. Det er almindeligt kendt herhjemme, at medlemmer af familien Kinnock stikker snablen underlige steder hen, men i England er det oftest de offentlige kasser, de suger tomme. Helle kender vi bedst for den evindelige papegøjesnak om de bredeste skuldre, mens hun sørger for, at hendes egen familie slipper for at bære de tunge skattebyrder. Og som jeg har beskrevet i indeværende indlæg: Hendes offer på EU-karrierens alter: De danske velfærdsgoder, deriblandt børnechecken, der slagtes i håbet om, at hun kan blive kalif i stedet for kaliffen.

Er du stadig i tvivl? Umuligt! Stem nej d. 25. maj. Og sæt så dit andet kryds ved Morten Messerschmidt - den eneste reelle kandidat for danske, borgerlige EU-skeptikere - selvom hans popularitet efterhånden er så enorm, at mit Rasmus Modsat-gen snart tvinger mig til at stille spørgsmålstegn ved ham. Det kommer vist først den dag, han begynder at opføre sig som en typisk DF'er.

fredag den 14. marts 2014

Che Guevara: Et portræt

Che Guevara var en kommunistisk massemorder, der internerede mennesker, han ikke kunne lide - deriblandt homoseksuelle - i lejre, og han foretog personligt over 200 henrettelser. Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?

Jeg har brokket mig utallige gange over, hvordan de røde får lov til at slippe fri for den kritik, der burde trænge sig på fra alle sider. Hvordan de kan vade rundt med hammer og segl og komme med de mest groteske udtalelser samtidig med, at de stiller sig op og udråber sig selv til at være gode og omsorgsfulde mennesker, der bare ønsker at være kærligt solidariske. Alt imens medierne villigt leger mikrofonholdere.

Tag et simpelt, ganske jordbundet eksempel: I årets X Factor show - ja, lad bare som om, at du ikke ser det, hvis du er lige så flov over det som mig - deltager sangerinden Lucy Mardou. Hun er atypisk for det populistiske, popkapitalistiske X Factor koncept. Hun bor nemlig i Thy-lejren sammen med sin mand og sit barn, og hendes varemærke i showet er at udtrykke ro, salighed og fuldstændig hvilen-i-sig-selv. Hendes sange er som regel dramatiske og tåkrummende i deres komplette mangel på ironi, og de er fyldt med dejlige, naturlige og positive "vi ønsker fred og kærlighed"-vibrationer, mens hun foretager sine ekspressionistiske dansetrin som en eller anden debil, pothøj, asetroisk troldkvinde.

Lucy Mardou, komplet med Thy-monteret luserede.
Hvad sker der så, mens hygge-tykke Lucy udfylder scenen og er åh-så-forstående og omfavnende over for alt og alle omkring hende? Blachman siger undskyld for sin i øvrigt ganske berettigede kritik, og mens hun overskudsagtigt proklamerer, at han ikke skal undskylde for noget, der bare er hans mening, panorerer følelsespornokameraet over på hendes mand, der ...


... bærer en Che Guevara T-shirt. Jamen, jeg forstår det ikke? Så vores alle sammens lille, kærlighedssprudlende zen-Buddhafigur danner par med en mand, der har en massemorder som idol? Endda en, som har forfulgt vores tids ellers mest allerhelligste minoritet, de homoseksuelle? Det må da skabe lidt mere end de sædvanlige ægteskabelige gnubberier hjemme i træskuret.

"Årh, Che Guevara er bare en slags rockikon. Du ser ham også over det hele på Roskilde Festival. Det skal du ikke lægge så meget i, Bob," siger du så. Nå, men vidste du, at Che Guevara også proppede folk, der lyttede til rockmusik, i arbejdslejre? Nej? Nå, men måske skulle du så læse lidt op på massemorderen, du hylder, inden du klistrer hans portræt op overalt, fordi han ligner Chris Cornell.

"Che Guevara er jo et symbol på vores frihedskamp," fortsætter du. Et symbol på frihed? En mand, der myrdede løs i et kommunistisk diktatur? Jamen, jeg kan simpelthen ikke forstå det. Og det kan jeg ikke, fordi det: Ingen ... mening ... giver. Det er ligesom at dukke op til møder i en dyreværnsforening iført en minkpels eller en T-shirt fra en tyrefægtning. Bortset fra, naturligvis, at det ville have været sjovt.

Fair nok, jeg kan ikke vide, om Lucys mand, kæreste, bolleven, tilfældigt forbipasserende eller hvem kvinderne i Thy-lejren ligger med for at skaffe sig friske gener, egentlig har noget til overs for Che Guevara. Bare fordi han går rundt med en T-shirt med hans portræt, behøver han jo ikke at sympatisere med ham. Og derfor behøver medierne heller ikke stille kritiske spørgsmål til folk som ham. Nøjagtig ligesom de ikke ville gå kritisk til Pia Kjærsgaard, hvis hun deltog i et TV-program, og hendes bedre halvdel sad blandt publikum iført en Hitler T-shirt. Hov, hov, Adolf er da bare et symbol på små og enkeltbeklunkede mænds kamp eller måske på kærligheden til flotte uniformer? Eller måske er det bare et ironisk statement?

Nej, selvfølgelig ikke, og heldigvis for dét, for den nationale socialisme er en modbydelig ideologi. Nøjagtig så modbydelig som den frihedshadende internationale socialisme, hvis symboler, Che Guevara, hammer og segl og så videre og så videre, dit radikale pigebarn af en teenagedatter vader rundt med i sin grænseløse naivitet, uden at du eller nogen andre løfter så meget som et øjenbryn.

Efterhånden har jeg indset, at jeg aldrig lærer at forstå det her. Siden sjette klasse, hvor jeg opdagede, at Kina ikke var det paradis, der blev portrætteret i vores klasselærers film om vidunderlige Mao, har jeg undret mig over al dobbeltmoralen. Og hykleriet, der gennemsyrer vores samfund, er bare vokset siden. Se for eksempel, hvordan Bent Jensen bliver behandlet, fordi han har undersøgt hvilke danskere, der arbejdede for Sovjetunionen. Se bare, hvordan Enhedslisten fremfører det ene himmelråbende absurde politiske forslag efter det andet, uden at en eneste journalist stiller de spørgsmål, der har roteret i mit hoved, siden jeg kun havde dun på kæben. Eller se i noget så idiotisk og lavkulturelt som X Factor, som man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig blive mere fordummende, indtil det sank lige så dybt som resten af alt det venstredrejede pis, DR fylder os med for vores egne penge.

"Hvorfor går du så meget op i det, Bob? Det er bare en T-shirt," siger du og trækker på skuldrene. Og lige præcis dét udsagn viser, at du intet har fattet. Intet. Det er jo netop den trækken på skuldrene, den ligegyldighed og den selvfølgelighed, som følger i kølvandet på fremvisningen af sådant et modbydeligt symbol, der beviser, at socialismens vold og tvang er fuldstændigt accepteret i vores samfund. Lige fra folkeskolen og langt ind i regeringen, omend man med rette kan sige, at der for tiden godt nok ikke er særlig lang vej mellem netop de to ståsteder i livet.

Socialismen har i sandhed for længst sejret. Åh ja.

fredag den 7. marts 2014

Pump løs, Mohammed!

Forleden overlæste jeg på højreradikale, ultrakonservative og naziliberalistiske 180grader.dk en diskussion om, hvorvidt man som mand skulle blande sig i en i øvrigt ikke fiktiv situation, hvor man bevidnede et kvindemenneske blive generet af en flok unge indvandrere. Det lå som en undertone i diskussionen, at hun muligvis ville blive voldtaget.

Da jeg i modsætning til dig ikke shopper politisk korrekte meninger i Politiken, så jeg kan polere min facade, eller fordi jeg er bange for, hvad andre tænker om mig, så satte jeg mig ned og spekulerede over, om jeg ville hjælpe i ovenstående situation. Og min konklusion blev: Næh, hvorfor skulle jeg egentlig det? Inden du begynder at kaste med stegepander og forfølge mig med kagerullen og melder mig til Kvinfo eller hvad i helvede man nu melder mænd til for imaginær vold, så lad mig forklare min tankerække, og så må vi se, om du kan følge den.

Tankerækken kan opsummeres som følger: Lad mig se. Skulle jeg først knokle fra tidlig morgen til sen aften for at tjene skattekroner ind, så kvinderne kan forfølge kontraproduktive, offentlige snakkekarrierer og stemme horder af komplet uintegrerbare indvandrere ind, for dernæst at risikere mit liv ved at træde ind foran en af kvinderne, når hun har placeret sig selv i en farlig situation med selvsamme indvandrere, som hun i øvrigt kun møder, fordi hun har fri kl. 14 og dermed støder ind i alle de understimulerede overførselsindkomster i Bruuns Galleri? Næh.

"Du er ikke en rigtig mand, hvis du ikke hjælper" hører jeg dig skrige. Aha, så nu skal der pludselig være forskel på kønnene? For indtil nu har jeg skullet betale helt tosset meget i skat for at finansiere kunstige "lige resultater" mellem kønnene, fordi kvinderne ikke er tilfredse med, hvad de selv kan opnå med ligestillingen. Men nu, hvor de står i en situation, de selv har stemt sig til ved at importere frække badboys fra Mellemøsten, så skal jeg udelukkende på baggrund af mit maskuline køn træde ind mellem dem og konfrontere Ahmed, der vil stikke mig gentagne gange i maven med sin butterflykniv som en epohøj Bjarne Riis, der pumper et fladt dæk på Alpe d'Huez? Glem det.

Der er mange mænd, der er uenige med mig. Det er fordi, mange vattede mænd forfalder til såkaldt "white knighting", især når kvinder skriver i debatfora. "White knighting" forløber som regel således:
  1. Anne skriver et indlæg på et debatforum.
  2. Peter modargumenterer nogle påstande i Annes indlæg.
  3. Ole svarer på Peters modargumentation med:
  4. En løftet pegefinger om at opføre sig ordentligt.
  5. En bekræftelse af, at Ole er enig med Anne (dette trin svarer i den fysiske verden til, at Ole stiller sig mellem Anne og Peter med ryggen til sidstnævnte).
Formålet med den hvide ridders handling er naturligvis at komme i kridthuset hos Anne med henblik på efterfølgende romantisk udvikling. Det sker bare ikke. Anne kan nemlig ikke lide bløde mænd, der er mere feministiske end feministerne på samme ucharmerende facon som feminine bøsser er mere feminine end kvinder. Nej, hun bliver tiltrukket af bad boys, der ikke respekterer hende. I ovenstående forløb ville hun blive mest tiltrukket af Peter. Og det er nøjagtig samme reaktionsmønster, der ligger til grundlag for, at hun har inviteret alle indvandrerne. Bare ærgerligt, at det er din mave, der skal punkteres, hvis hun så kommer i problemer. Din lille, bløde feministmave, der tilfældigvis var i nærheden, og som ikke skal forvente noget som helst til gengæld for din moralsk højt svungne indtræden i den hvide ridderrustning, hvis du altså er så dum at vælge dén selvmordsrute. Du kan dog være heldig at modtage et smil, hvilket også på en måde er en præstation i Aarhus, hvor pigerne er notorisk pissesure. Hele tiden. Beklager, men det er svært at håndtere for en omvandrende solstråle som mig selv.

"Hvis du er for stor en tøs til at redde en kvinde i nød, kan du så ikke ringe til politiet?" Joh, jeg skal da overveje det, hvis det er før kl. 17, hvor mine mobilsamtaler er ekstra billige. Hvis jeg kommer igennem til politiet, må du bare håbe på, at de får sig nosset sammen til at komme. De har nemlig travlt med at stille fotovogne op, så de kan skrabe endnu flere penge ind fra ærligt arbejdende borgere, så der i fremtiden kan blive råd til endnu flere kvindesnakkejobs og endnu flere ubrugelige indvandrere.

Forresten ... nu jeg i det seneste årti er blevet tvangsfodret med information om, at der ikke er forskel på kvinder og mænds indstilling til sex, hvordan kan det så i øvrigt være, at jeg skulle opfatte situationen med indvandrerdrengene og kvinden som et overgreb? Altså, jeg er en typisk mand, og jeg ville ikke have noget imod at blive overfaldet af en frådende horde unge araberpiger, der ville udnytte mig til sex. Det ville faktisk være helt fint. Og nu hvor kønnene er ens, hvordan kan jeg så andet end antage, at kvinden vil elske det?

Okay, spøg til side, jeg er lodret imod fysisk vold, ligesom jeg respekterer den private ejendomsret. Sjovt nok alt det, der bliver trådt under fode af det, som kvinder stemmer på: Mere stat gennem mere skat, der inddrages under trusler om vold og frihedsberøvelse. Det tænker du ikke på, vel? At staten under tvang fratager mig en enorm del ud af min indtægt. Faktisk bliver min hjerne voldtaget hver dag og nægter jeg at lade SKAT trænge ind, ryger jeg i fængsel, hvor jeg sikkert skal lege "tab sæben" i brusebadet sammen med sytten ADHD-ramte kæmper med dobbelt Y-kromosom. Og så klager du over, at du skal betale med lidt tvangspenis fra de personer, som du selv tager imod med åbne arme og andres åbne pengepung? Uhhh-ha, ja, for så handler det om kvinders kønsdele, og så er det hele bare ultrahelligt og ukrænkeligt.

Det er naturligvis ikke alle kvinder, der har inviteret voldtægtslystne primater hjem i stuen. Men indtil jeg kan skelne jer fra hinanden på anden vis end at kigge efter hennafarvet hår og tælle kønslæbepiercinger, så bistår jeg kun kvinder fra min egen familie. Såfremt de ikke stemmer rødt, naturligvis. I så fald skal de få lov at mærke al glæden ved kulturberigelsen, selvom det naturligvis ville være bedre, om ingen skulle udsættes for den. Men hvad skal jeg gøre? Vi har selv bedt om den. Og vi bliver åbenbart ved og ved.

Jeg holder aldrig op med at blive forundret over, hvordan det socialistiske system, der skulle være åh-så-solidarisk og fællesskabsdannende, i praksis flår folk fra hinanden, kulturelt såvel som familiemæssigt. Statens monolitiske magtmonopol og altomfattende adfærdsregulering kvæler glæden ved at hjælpe andre og skaber egoister af de stakkels borgere, der gerne vil have udsigt til lidt mere end en Trabant, en kommunefinansieret betonbolig og påtaget omsorg fra en offentlig deltidsansat med kassehår og en galoperende diabetes 2.

Jeg er klar over, at dette indlæg vil blive stemplet som kvindehadende, for alt der ikke er i overensstemmelse med den offentlige, etablerede, statsstøttede mening er naturligvis "had". Men det er ikke had. Det er ligegyldighed, skabt af håbløshed og resignation. Så pump du bare videre, Mohammed. Jeg skal ikke have noget klinket.