torsdag den 30. januar 2014

Støt politisk vold!

Er du nået dertil, hvor din utilfredshed over samfundet får dig til at overveje, om der skal nye midler i brug? Hvor du føler, at din demokratiske stemme, som du skribler på en skallet seddel hvert fjerde år, simpelthen ikke rækker til at få retfærdigheden igennem? Hvor du faktisk er parat til anvende fysisk vold mod dem, der undertrykker din demokratiske frihed?

Så ønsker jeg dig til lykke, såfremt du stemmer på eller er medlem af et af følgende partier:
  • Enhedslisten
  • Socialistisk Folkeparti
  • Socialdemokraterne
I går blev Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti fysisk overfaldet ved en demonstration for salget af Dong til Goldman Sachs. Angrebsmanden var naturligvis - som det igen og igen viser sig, hver eneste gang vi oplever politisk vold i Danmark - fra venstrefløjen, der var i gang med en demonstration mod salget til Goldman Sachs. Det var den demonstration, der var for alle med undtagelse af dem, de inkluderende røde ikke er enige med.

"Åh, det var da bare en bølle," siger du som ægte rød og trækker på skuldrene. "Dem har vi intet med at gøre," fortsætter du og - hvis du er ligesom Svend Auken, da han undskyldte et overfald på Pia Kjærsgaard - tilføjer det berømte: "MEN ... Jarlov provokerer jo folk, når han vil sælge til onde, kapitalistiske Goldman Sachs." Aha, og så er det helt i orden at overfalde ham? Eller er det bare sådan okay acceptabelt, set hjemme fra sofaen i fire-millioners lejligheden?

For det er jo forunderligt, hvordan venstreekstremistisk vold gang på gang accepteres langt ind i regeringspartierne. Hører vi dem nogensinde beklage? Nej. Hører vi nogensinde, at de smider nogen ud af deres usle partier på grund af vold? Nej. Og det er ganske paradoksalt, når nu disse partier netop befolkes af så selvgode, frelste og såkaldt fredelige mennesker.

De røde selv er ellers ikke bange for at pege fingre af andre. Jeg kunne igen nævne sagen med de imaginære aarhusianske højreradikale, som skulle bekæmpes med skatteborgernes midler, selvom de ikke eksisterer. Seriøst, hvor er de henne? Samtidig flokkes røde voldsmænd igen og igen under de røde faner, som vi i skrivende stund, i 2014, gudhjælpemig stadig skal se vaje på Rådhuspladsen i Århus med hammer og segl og hele pivtøjet. Ingen løfter et øjenbryn. Ikke en eneste. Fagforeningsmændene står upåvirket og taler, mens fanen - under hvilken der døde 95 millioner mennesker i sidste århundrede - blafrer bag ham.

Prøv at tænke på det, nogen ville kalde den "omvendte situation": Tænk, hvis Dansk Folkeparti eller bare et andet parti, der med rimelighed kan associeres med højrefløjen, arrangerede demonstrationer, hvor deltagerne overfaldt nogen fysisk? Der ville opstå et ramaskrig. DR ville dække intensivt fra "brændpunktet, hvor demokratiet var blevet sat ud af spil med mindelser om 40'erne". Men når det er de røde, der bruger vold, er der tavshed. Fra medierne og fra de røde, etablerede politikere, der uanfægtet arbejder videre og nikker til hinanden i fortrolighed. For de er nemlig stadig sikret din debile, ureflekterende stemme.

Partier som Dansk Folkeparti må ekskludere medlemmer, som anvender grimme ord om indvandrere, for ellers har de ikke legitimitet. Partier som Enhedslisten opstiller gladeligt personer, som har benyttet sig af voldelige metoder og pression, og SF og S overtager dem gerne, når de nærmer sig de fyrre. Så får de et dejligt blødt ordførerskab, hvor de kan stå på åben skærm og hyle og spille forargede over, at Goldman Sachs investerer i klyngebomber, mens de selv gemmer molotovcocktails i ungdomsrygsækken.

Hvorfor denne dobbeltmoral kan man spørge? Tjah, fordi de kan. Fordi du bliver ved med at stemme på dem. Fordi du et eller andet sted faktisk synes, det er helt i orden, at folk, du ikke er enig med, får et lag tæsk, bare du ikke selv får blod på fingrene. I dag svinger jeg mig selv op på den høje, moralske hest og bruger et udtryk, der ellers er forebeholdt de røde i deres usmageligt selvmodsigende, bedrevidende overlegenhed: Føj for satan!

onsdag den 29. januar 2014

Lige løn for lige arbejde

Der er én ting, som socialister og feminister altid råber op om, og som jeg til min egen store forundring er fuldstændig enig med dem i. Nemlig at lige arbejde skal give lige løn. Der er bare ét lille praktisk problem: Der er ikke noget, der hedder lige arbejde, når vi betragter en mængde af arbejdere med mere end ét element.

Hvis f er en funktion, der afbilleder fra personer til deres arbejdsværdi, så kan vi sige, at f er injektiv. For læsere med sproglig intelligens - som det så smukt hedder, når man ikke længere må kalde jer dumme - kan jeg nøjes med at smile overbærende og fortælle, at når vi betragter værdierne af menneskers arbejde, så er ikke to snefnug ens.

"Hov, hov," råber du og slukker radioen med meningsløs musik, der skal overdøve meningsløsheden i dit arbejde. "Når jeg og mine kollegaer står her ved samlebåndet på legetøjsfabrikken og borer røvhuller i gyngeheste, så laver to personer det samme arbejde." Forkert! Der vil altid være nogle, der borer mere lige end andre. Eller borer den korrekte dybde. Eller som piller næse mere end sidemanden. Eller er mere syg. Eller smutter mere på toilettet. Eller brokker sig mere. Eller ... eller ...

Det er som regel feministerne, der skriger højest om lige løn for lige arbejde, fordi de ved, at kvinder generelt er mere uduelige end mænd. For at skjule dette faktum, påstår de, at deres deraf afledte og ganske naturligt lavere løn skyldes kønsdiskrimination. I deres seneste angreb mod menneskets genetik forsøger de at sløre kønsmæssige forskelle ved at indføre kønsløshed overalt. Kvinderne glemmer dog fordelene ved deres svagheder. For eksempel, at de altid kan slippe fri for arbejde ved at klage over "menstruationssmerter" - de mest avancerede klynkere bilder sig ind, de har "endometriose" - et åbenbart eviggyldigt slip-ud-af-fængslet-kort til at blive hjemme og se "Vampire Diaries" og slippe for såvel at hjælpe manden med at bære indkøbsposer som for at tale ordentligt til ham.

"Vi skal føde børn, som er nødvendige for at samfundet kan fortsætte," skriger kvinderne for at retfærdiggøre, at de får et helt år fri for hver møgunge, de presser ud. Ja, men hvad med at se på fordelene ved, at I kan klone jer, nu I vælger at spille på en kønsmæssig forskel, som I ellers normalt gør alt for at udrydde? Såsom at I netop får et helt år fri til at vralte rundt derhjemme på arbejdsgivernes og alle andres bekostning og påstå, at I har bækkenbundsløsning, så I desværre ikke kan hjælpe manden med noget som helst, såsom at udskifte netkablerne, hvis elektroner er blevet trykket flade på grund af al jeres Netflix-kiggeri. Eller at I får et tættere forhold til barnet end faderen, der trods alle udgifterne og ærgrelserne ender alene som Ja-pilsner-sut i en gammel et-værelses, når I om femten år dumper ham til fordel for en ung cubaner, som udnytter jeres liderlighed til at få opholdstilladelse i et land, hvor arbejdsgiverne er tvunget til at give ham lige så meget i løn som den håndfuld af hans salatplukkerkollegaer, der ikke bare sover i rygeskuret hele dagen.

Lad os blot konkludere, at kvinder er højest det halve værd af mænd rent arbejdsmæssigt, og lad os så kigge på, hvilke konsekvenser det får, når ligeløn for "lige arbejde" indføres på trods af, at det er én stor luftspejling. "Lige arbejde" eksisterer forresten heller ikke mellem mænd indbyrdes. Vi hyler, skriger og skaber os bare ikke som små, forkælede møgunger, når den åbenlyst mere kompetente kollega får en slat ekstra i lønposen.



Ovenstående figur illustrerer, hvad der sker med en arbejdsstyrkes værdi over tid, når der indføres ligeløn.

1. Den kompetente (grønne) del af arbejdsstyrken begynder med at levere samme værdi som tidligere, men den vil hurtigt falde i takt med, at deres dygtig- og flittighed bliver mødt med skældsord såsom "skruebrækker-svin" fra den mere lade del af arbejdsstyrken, der er bange for, at de kompetente vil hæve barren for værdien af det "lige arbejde". Desuden vil de inkompetentes sløvhed demotivere de kompetente i sådan en grad, at de begynder at levere ringere arbejde.

2. Den inkompetente (røde) del af arbejdsstyrken er den gode socialdemokratiske masse, der mener at have ret til at fede den, og som alligevel ikke rigtig kan finde ud af noget, når de en sjælden gang tager sig sammen. De nyder godt af ligelønnen, hvis værdi ligger højere end deres optimale arbejdsværdi, og de er som sædvanlig den dødvægt, der trækker den samlede styrkes arbejdsværdi ned i mosens sure bund. Når de opdager, at deres træghed ikke har nogen negativ effekt på ligelønnen, vil de langsomt presse arbejdsværdien længere og længere nedad for at se, hvor langt de kan gå. Og når de går over grænsen, kommer fagforeningen løbende og redder dem.

3. Efter et stykke tid er hele arbejdsstyrken trukket ned under gennemsnittet og samlet glider de støt nedad som en ensartet, brunlig, kaloriedrænet masse; en stor, stinkende bæ i socialismens endetarm.

Resultatet er ikke til at tage fejl af. Heller ikke, selvom du er dum og ikke kan læse grafer: Ligeløn gør os alle ringere. Nøjagtig ligesom skatteudligning gør alle fattigere, og enhedsskolen gør os alle dummere. Præcis ligesom alle andre socialistiske konstruktioner maser os alle ned i samme, homogene surdej af laveste fællesnævnere. Men I ser det jo ikke. Ikke så længe lovpligtig ligeløn får jeres egoistiske tunnelsyn til at fokusere på flere knaster i egen pengepung  - stik imod alle floskler om fællesskab og solidaritet - og giver jer råd til den årlige fornyelse af iPhonen, selvom I intet yder for den. Intet. Ikke før I bliver nødt til det, når landet er kørt totalt i sænk, og vi er overhalet af udlandet på alle områder, og hele lortet braser sammen om ørerne på jer.

Lad det snarest ske!

fredag den 24. januar 2014

Når kvinder ser porno

Jeg skærer tænder i arrigskab, hver gang jeg går på Facebook og møder menneskers stupiditet. Det er selvfølgelig fint, at folk kan komme af med deres tanker, men det kan være en anelse prøvende, når de jonglerer med begreber som ytringsfrihed og frihed oven på en argumentation, de har klasket sammen, som var de en flok blinde mongolbørn, der leger med Legoklodser.

Først var der hele showet med at poste "naturlige nøgenbilleder" fra 70'erne. Når Facebook så fjernede dem, brokkede folk sig over, at deres "ytringsfrihed blev taget fra dem", selvom Facebook naturligvis selv må bestemme, hvad de vil præsentere på deres sider. Og hvis folk tog ét - bare ét lillebitte - tankeskridt videre og indså, at den næste konsekvens af nøgenbillederne er, at pornoproducenterne begynder at overklatte Facebook med annoncer, så kunne de måske også forudse, at det bliver dem selv, der efterfølgende vil overfalde Facebook med anklager om, at de "pornoficerer" deres børn (som de nok vil kalde "vores børn", fordi de heller ikke har fattet, at børn kun er deres egne forældres ansvar).

Den evige idioticirkel

Det er ikke kun Facebooks muligheder for at bestemme selv, der bliver angrebet med påstand om krænkelse af diverse friheder. Se nu nedenstående eksempel på et indlæg fra gruppen "Pornofrit miljø", som netop blev like't og fremhævet af lige præcis de Facebook-kvinder, der havde brokket sig over, at de ikke frit måtte poste deres ammende, runkne sækkebryster prime time på det mest populære sociale medie. Indlægget er langt og ævlende, fordi det er skrevet af en kvinde, så derfor får du mit resume her:

"Jeg var i biografen og så en Cult-reklame med en kvinde. Hendes udseende provokerede mig, fordi hun mindede mig om en pornomodel. Jeg klagede til biografen, men de ville ikke gøre noget. Vi ved dog alle, at anti-abort reklamen blev fjernet fra biografen, så hvis vi er nok, der brokker os, vil de også fjerne Cult-reklamen."

Mit resume er renset for alle selvmodsigelserne, som jeg gennemgår om lidt. Her er det fulde indlæg:

Indlægget kan læses på Facebooksiden "Pornofrit Miljø"

Det er især i det følgende afsnit, at tingene begynder at knække for kvindemennesket:
"Derfor vil jeg opmuntre dig til forsat at stille kristiske spørgsmål til denne form for marketing, til de signal værdiger som sådanne billeder sender til mennesker. Ved, at gøre folk opmærksomme på at vi er nogle, der synes grænsen er nået, kan vi være med til at give den enkelte mulighed for at reflektere over sine egne værdier og holdninger."
Aha, så ved at arbejde for at censurere reklamer, giver vi altså "den enkelte mulighed for at reflektere over sine egne værdier og holdninger"? Sig mig, hvordan undgår kvindelige hjerner at implodere? Hun vil fjerne elementer, så alle andre kan reflektere over dem? Hvis det ikke var det pureste vrøvl, ville det være smagsdommeri og bedrevidenhed af værste skuffe. Lad da netop folk se reklamen, så de er i stand til at danne deres egne meninger. Ellers er det jo bare hendes censur og dermed hendes holdning, der bliver indprentet i folk. Men det er naturligvis også det, hun ønsker. Hun fatter det bare ikke selv. Næh, hun tillader sig ovenikøbet at påstå, at reklamen er i modstrid med "frihed", selvom hun dog sætter ordet i citationstegn, hvilket vi alle ved er ensbetydende med en negering:
"Men, hvis ikke jeg handler når jeg ser noget, som strider imod min opfattelse af "frihed" så sker der i hvert fald ingenting."
Hun fortsætter:
"Men i virkeligheden ved vi jo godt allesammen, at det ikke er ALLE der bliver givet en chance og/eller skal have en chance for at komme ud med deres buskab på offentlige steder....! "
Åh, undskyld, du højestepræstinde udi hoven bedrevidenhed om, hvad der passer sig i det verdslige rum. Det er ikke alle, der "skal have en chance"? Nå, og hvem skal så bestemme, hvem der skal have en chance? Åh, lad mig gætte: Dig, ikke? Gud fader bevares. Hun har dog ret i, at det ikke er alle, der "bliver givet en chance". Et eksempel er Danskernes Partis reklame, som blev fjernet på grund af en Enhedslistekvindes brok. Politikeren med ideologien, der slog knap femoghalvfems millioner mennesker ihjel, får fjernet reklamer for ideologien, der slog seks millioner ihjel. Logik for burhøns, der er opdrættet i et socialdemokrati.

Anti-abort reklamen fik heller ikke en chance, fordi visse kvinder blev stødt af at se den. Det var da også synd, at de skulle konfronteres med, at de valgte at få slået deres barn ihjel. Hvis det virkelig var så slemt at fjerne barnet, at de ikke kan tåle at blive mindet om det, så skulle de nok ikke have fået lavet aborten, vel? Et samfund, der kvit og frit stiller babyblendere til rådighed, kan vel godt tillade sig at forvente, at kvinderne i det mindste tænker sig lidt om, inden de bestiller en fostersmoothie? "Det var et hårdt, umenneskeligt men uundgåeligt valg," hulker du og løber hjulbenet bort. Jamen, hvis du er afklaret med, at abort var det rigtige valg, hvorfor så lade sig genere af, hvad en tilfældig, i dine øjne idiotisk reklame siger? Ignorer den dog. Træk på skuldrene. Eller er det fordi, den måske alligevel kunne have en pointe i et land, hvor der bliver foretaget 16.000 aborter om året? En pointe, som nogle ikke kan tåle at høre, og som derfor skal forbydes i det offentlige rum, så ingen kan få lov at forholde sig til den?

Tilbage til Cult. Jeg tror godt, de fleste unge mennesker ved, hvilken type, der drikker Cult og dermed netop bliver afskrækket af at se reklamen. Og hvis de ikke gør, så bliver de sgu' nok alligevel uundgåeligt til typen, der tatoverer sig med lamme Volbeat-vers, affarver hår, går i solarium, melder sig til Big Brother frem for ingeniørhøjskolen og klæder sig i selvlysende tøj og danser "løft loftet" til debil techno konstant, mens de snakker om silikonepatter og Paradise Hotel. Det er ikke reklamen, der ændrer folk. Det er deres opdragelse. Og hvis deres forældre bruger al tiden på at bortfægte overfladiske forstyrrelser såsom tumpede Cult-reklamer i stedet for at opdrage deres børn, ja, så vokser de sig nok ind i det segment, kneppecanceren blev skabt til at decimere.

Er Cult-reklamen porno? Facebookkvinderne siger ja på grund af reklamepigens kropsbygning. Er nøgenbilleder fra 70'erne porno? Facebookkvinderne siger nej. Hvorfor? Kun guderne må kende til kemien i det svage køns hjerne, men jeg vurderer, at det fungerer således: Grænsen mellem naturlig nøgenhed og pornografi er subjektiv, og for den enkelte kvinde trækkes den lige præcis dér, hvor kvinden ikke længere er i stand til selv at leve op til de idealer, som den portrætterede kvindekrop repræsenterer. Så hvis vi virkelig skal have pornocensur foranstaltet af kvinder i biograferne, så forvent at du kun kommer til at se bart pigekød fra kroppe, der er komplet ude af stand til at styre studenterbrødsindtaget. Baseret på antallet af tykke piger her til lands må det nemlig være det mest "naturlige".

Et lille stykke uforfalsket sandhed. Print ud og hæng op.

I enhver kvinde bor en brutal diktator. Det ved alle mænd, der har prøvet at bo sammen med en. Kvinder skal have deres frihed, nøjagtig som mænd, men de kan simpelthen ikke finde ud af at forvalte den. De tror, friheden indebærer retten til at bestemme over alle andre, og kan ikke se den indlysende konsekvens, at de dermed begrænser andres. De ønsker, at samfundet skal indrette sig efter, hvad de personligt mener. Det frie samfund gennemlever parforholdets mikromagtkampe blæst op på makroniveau. Det er nøjagtig det, ovenstående indlæg er et trist eksempel på.

Til slut et par ord til indlæggets forfatter. For det første: Gå til kilden, Cult, og brok dig. Bland dog biografen udenom. Der er desværre stor chance for, at Cult vil bøje sig for grundløs, forvrøvlet kritik. For det andet: Når du tordner mod unaturlige kvinder i reklamer, bør du nok ikke bære femten lag sminke, blive fotograferet af en professionel, gennemhøvle billedet i Photoshop og lægge det op som Facebook profilbillede. Jeg kender piger, der ved synet af dit fotografi vil skrælle ansigtet af med en ostehøvl i afmagt over, at de ikke kan leve op til din skønne unaturlighed. "Det er ikke porno!" siger du. Undskyld, jeg glemte, at det er dig, der bestemmer. Jeg synes bare, det er mindst lige så overfladisk. Hvis jeg da må have lov at være så "fri".

mandag den 20. januar 2014

Haribo macht Gutmenschen froh

For anden gang på under et år er lakridserne på banen. Først behandlede overformyndigheden EU et forslag om at forbyde slik, der ligner tobak, hvilket skabte panik blandt lakridspibemisbrugere, og nu fjerner Haribo lakridserne, der forestiller etniske masker fra Skipper Mix-poserne. Begrundelsen er tilsyneladende, at visse af slikspiserne - primært de svenske, naturligvis - finder maskerne racistiske.

Lad os kigge på Haribos lakridser:

Jeg er ikke bekendt nok med Skipper Mix til at huske hvilke af ovenstående lakridser, der findes i posen. Haribo meddeler selv, at posens indhold forestiller en række souvenirs, som en sømand kunne tage med hjem fra sine rejser rundt i verden. Dukaten kunne han vel finde i Caribien, hatten i en storby og jeg antager, at sutten kunne være noget fra en bytur med "happy ending" i Thailand. Og så er der den virkelig farlige: De nu bandlyste masker - et eksempel kan ses som nummer to fra højre.

Hvordan en maske nogensinde kan blive racistisk, skal man vist være dobbeltmoralsk kulturradikal for at se. Maskerne er et stykke kultur, som ingen vel bør skamme sig over? Men nu skal de censureres væk, fordi nogle - garanteret hverken sorte, røde eller gule - fladpander bliver stødt og misforstår alt. Alt.

Man kunne levende forestille sig situationen i det liljehvide, svenske hjem:



Jeps, disse håbløst uvidende spader, der ellers skulle være åh-så intellektuelle og klogere end alle os andre, har kigget på en maske og tænkt: "Det er jo sådan en neger ser ud, og sådan noget kan man bestemt ikke vise!" Disse liljehvide naivister er de mest racistiske af alle, for det er jo netop i deres ellers så glorificerede hoveder, at racismen opstår: De har set maskernes store læber, brede næser og tænkt: NEGER! Ikke et sekund har de overvejet, at lakridsen bare kunne være en maske eller forestille et stykke kultur. Og selvom de har, skal det alligevel straks fjernes, for det kunne jo anspore nogen - såsom andre rygklappende idioter som dem selv, der kan finde på at pege fingre, hvis nogen skulle tænke noget andet, end hvad de opfatter som anstændigt - til at tro, at de kigger på en NEGER. En rigtig negermand. Hvem skulle tro det? Derude i den fine forstad, hvor man forarges over et stykke negerslik, fordi man aldrig har bevæget sig ud i et område, hvor den virkelige vare huserer.

Og inden du trækker på skuldrene og ruller dine dumme øjne over, at jeg hidser mig op over nogle lakridser, så lad mig begynde med at sige, at det var dig, der først blev rød i hovedet over formen på noget slik. Desuden ligger djævelen som bekendt i detaljen: Det er de mange bække små, alle korrektionerne og rettelserne, der sniger sig ind og gennemsyrer alt med kvalmende politisk korrekthed, overbeskyttelse og formynderi. Det værste er, at private firmaer - i dette tilfælde Haribo - lader sig undertrykke. Men man kan vel dårligt bebrejde dem. Ingen kan som de Gode opildne og skabe had og hetz mod anderledes tænkende og vé dem, der kommer i deres søgelys.

Bitter Blog forfalder normalt ikke til had, men der er efterhånden ikke nogen grænser for, hvor meget jeg afskyr disse kulturradikale, over- og dobbeltmoralske, speltædende, hovne, statementbebrillede, tissemandshårsbeskæggede, kønsløse spild af molekyler, der vader rundt i storbyerne og tror, de har regnet det hele ud, når spørgsmålene omkring logikken i deres verdensanskuelser hober sig op hurtigere end økologiske upcycletrælegetøjsbutikker med åbent hver tirsdag mellem 11 og 14.30 på Frederiksbjerg.

Når man mener, at alle kulturer er lige gode ... når man mener, at alle mennesker er lige meget værd, uanset race og alt muligt andet, hvorfor skal alt, der ikke minder om et hvidt menneske eller dets kreationer, så udraderes fra alting omkring os? Hvorfor må afrikansk kultur ikke også blive afbilledet - for de må jo trods alt snart have fattet, at det drejer sig om masker? Er det kun vestlig kultur, der må optræde i slik og tegneserier? Og hvorfor må andre kulturer ikke optræde, nu når de frelste nærmest laver stående ovationer hver gang en eller anden indvandrer er så "modig og selvbevidst" at bekende sig til en fremmed kultur, fordi den danske jo er ond og helst bør gemmes væk. Er det fordi, Haribo er et vestligt, kapitalistisk og dermed ondt foretagende, at de ikke må inkludere andre kulturer? Sig mig, skulle vi alle ikke være inkluderende? Gud fader bevares, er der overhovedet nogen af disse Gode Mennesker, der nogensinde lægger akvarelpenslen og rent faktisk tænker en logisk tanke? Jeg tvivler. Hvad mon det næste bliver?

"Hvad er det, der står til venstre? En muslimsk kvinde i burka?!! Og hvad står hun ved siden af? Er det ikke ... en skraldespand? Siger Haribo nu, at kvinder i burka er affald?! Lad os straks ringe til Haribo og kræve, at de øjeblikket stopper denne racisme, uanset at den udelukkende har grobund i mit eget dumme hoved!"

Ja, det ville efterhånden ikke undre nogen. Tænk desuden på, at Saltbomber glorificerer terrorisme (som dog er helt okay, hvis det foregår imod vestlige interesser, især Israel), for slet ikke at tale om Zulu'er?! Og kan vi overhovedet leve med, at lakridser er sorte? Næppe. De frelste stopper ikke, før lakridsuniverset består af poser med hvide, ensformede stykker, som de med sindsro kan nippe til, mens de sidder og kigger hovent på det arbejdende folk, uden at risikere at føle, at de støder nogen med forkert farve.

Gud fader bevares!


P.S.: Man kan håbe på, at maskerne bliver ved med at optræde i den tyske udgave af Matador Mix, som i ALDI koster 1,19 € for 400 gram i et land, der endnu ikke er totalt hærget af vanvittige afgifter.

onsdag den 15. januar 2014

Hjemmehjælpere laver intet

Et ældre medlem af min familie er kommet i den situation, at hun ikke længere kan klare sig selv. Det er en træls situation, som kun kunne ordnes på to måder: Enten måtte familien træde til, eller også gav vi hende et hurtigt, hårdt skub i ryggen, så hun faldt ned af trappen. Desværre var min blødsødne familie ikke med på sidstnævnte løsning, så i stedet måtte vi alle give en hånd. Hvilket vi heller ikke gad, og derfor ringede vi til kommunen.

Ved hjælp af hurtig hovedregning kommer jeg frem til, at vi i familien har betalt godt atten millioner tilsammen i skat gennem vores arbejdsliv til det fantastiske velfærdssystem, som nu skulle vise sit værd, når vi som slaver var blevet for nedslidte og af socialistisk ansvarsfraskrivelse for ligeglade til at tage os af vores aldrende familiemedlem. Og det var da også med kyshånd og bukken og skraben, at vi tog imod den ene times rengøring hver fjortende dag, som den ældre dame efter månedslange papirprocesser med talrige besøg fra hovne bureaukrater og patroniserende fysioterapeuter allernådigst kunne tildeles.

Nu den gamle dame havde det så svært, besluttede jeg mig for at besøge hende lidt oftere, og jeg kiggede derfor ind, da hun havde haft hjemmehjælp i cirka et halvt år. Jeg må sige, at det der slog mig som mest underligt var nok, at hendes lejlighed ikke var blevet gjort rent. Jeg spurgte ind til, hvad der var sket med hjemmehjælpen, og damen svarede, at der da godt nok kom en vældig sød, omend lettere overvægtig pige, som dog desværre ikke var særlig god til at gøre rent. Her er et par af de episoder, hun fortalte mig om:

  • Pigen måtte ikke støvsuge gulvet, hvor der stod møbler, inklusive spisebordsstole lavet af pindebrænde, for hun "måtte ifølge reglerne kun flytte det, hun kunne skubbe med fødderne." Desuden var kun halvdelen af stuen visiteret til støvsugning, fordi den var "for stor".
  • Badeværelset var heller ikke ordentlig rent, fordi det er et vådrum, og pigen kunne dermed risikere at falde på det eventuelt våde gulv. Dog havde hun mod al menneskelig fornuft og til fare for eget liv og helbred en gang imellem kørt en våd klud hen over vasken.
  • Stuegulvet blev vasket ved at klaske en svaber rundt, så skidtet fra den ikke-støvsugede del lagde sig og tørrede ind til flotte mønstre på brædderne.
  • Pigebarnet var udeblevet fra rengøring indtil flere gange på grund af "sygdom". Et par gange havde hun også meddelt på sms, at hun var "på ferie". Det var afløseren åbenbart også, for en sådan hørte man aldrig fra.
  • Den ældre dame er gammel. Så gammel, at hun pudser vinduer. Også indersiden. Derfor havde hun spurgt pigen, om hun ikke kunne gøre det i stedet for at omrokere stuens støv. Men ak ... hun måtte ifølge reglerne ikke stille sig op på noget, for hun kunne jo risikere at falde, og desuden vidste hun egentlig ikke, hvordan man pudser vinduer.

Servicen var bare samtlige atten millioner værd!

Nå, men hvem skal vi så give skylden, hvis vi ser bort fra os selv, som har været så dumme blindt at indbetale skat i stedet for at have grebet høtyvene og faklerne og vippet hele den lange perlerække af uduelige, socialistiske regeringer af pinden? Der er kun systemet og hjemmehjælperne tilbage. For der er ingen tvivl om, at alting er indrettet til fordel for dem. Skidt med kunderne, skidt med de betalende borgerne, bare de selv har det godt.

Det er ovenstående indstilling, der udmønter sig i vores grotesk ineffektive system, hvor fagforeninger og socialistiske tosser sørger for, at de stakkels hjemmehjælpere ikke risikerer at skulle anstrenge sig bare det mindste. For uuuuh, de kunne jo risikere at forstrække en muskel, hvis de fik lidt motion. Og nej, der må så sandelig aldrig sættes spørgsmålstegn ved deres uendelige sygdomsmeldinger og dårlige undskyldninger for ikke at komme på arbejde. Faktisk ville de offentligt ansattes organisation foretrække, at hjemmehjælperne bare sad hjemme på sofaen og fik udbetalt deres fede løn, tvangshævet fra de stakkels ældre, der må leve i skidt til halsen. Så har vi nemlig velfærd ... for de offentligt ansatte.

Og kan vi egentlig bebrejde de svagelige hjemmehjælpere for at falde i med begge, fede leggingsindsvøbte ben? Naturligvis. Selv kandidatmassen til hjemmehjælperjobbet - halvdebile, dovne køer fra socialklasse sytten, hvis største lidenskab og bedrift i livet er at farve hår og få tatoveret kattepoter på patterne - må kunne se, at den er helt gal. Men deres egne behov kommer naturligvis altid i første række, og når man vælger at dække sine livsstilsforårsagede dårligdomme ind under imaginære diagnoser såsom fibromyalgi eller kronisk depression, fordi man faktisk hellere vil ligge hjemme på sofaen i stedet for at lette røven og for satan gøre noget ved det selv, så er det dejlig bekvemt, at arbejdsgiveren bare villigt lægger sig om på ryggen. Så er det heller ikke så sært, at hjemmehjælperkorpset ligner Julemærkehjemmet og det nærmeste åndssvagehjem på fælles ekskursion.

Som en slags bonus oven i mine oplevelser med landets smukke og værdige ældrepleje, fik jeg en Tour de Beskyttet Bolig i den ældre dames nabolag. Forskellen mellem de tyve år gamle og de nybyggede boliger illustrerer på glimrende vis systemtænkningen i dette vort vestlige svar på DDR. De gamle boliger var adskilt af hække, var lavloftede, hyggelige og lignede små lejligheder. De nye var placeret på åbne, flisebelagte områder og bestod af ét stort rum med et klinisk køkken, det hele optimeret til nem og hurtig vedligeholdelse til glæde for de lade hjemmehjælpere. Døråbningerne til badeværelset, der var så hyggeligt som afblødningskammeret på det lokale slagteri, og til det spartanske soverum med hjemmehjælpervenlig institutionsseng var meterbrede og uden karme. "Fordi de ældre ofte sidder i kørestol," tænkte jeg. Indtil jeg indså, at de var til ære for Citronmåneædende hjælpere, der nemt skulle kunne klemme deres fede måse igennem uden at risikere at mase nogen ihjel i processen. Der manglede bare transportbånd under sengene, så ligene af nyligt afdøde ældre med et tryk på en knap kunne rumle ud gennem en luge i væggen, direkte til krematoriet. Vi skulle jo så nødig genere de ansatte.

Til den gamle dames held er hun nu begyndt at falde. Helt af sig selv uden hjælp fra kommunen. Morgenfrisk og med vanlig offentlig forebyggelsesiver svarer kommunens kassehårsdame kl. 11.10 i telefonen, at en faldalarm desværre ikke kan udleveres, med mindre den ældre allerede er faldet og har slået sig alvorligt. Det var sgu' da godt. Så slipper hun for at skulle leve så længe med offentlig hjælp. Hun betaler jo alligevel ikke skat længere. Men det gør vi andre. Så blindt, dumt og bevidstløst, at vi faktisk heller ikke fortjener så meget som et skuldertræk mere, end hvad et socialdemokratisk velfærdssystem kan hoste op.