fredag den 21. november 2014

Logik for licenshøns

Er du en af dem, der synes, at det er helt i orden, at vi skal betale licens til Danmarks Radio? I så fald vil jeg gerne bede dig om at læse videre. Du må være en af den type personer, jeg diskuterede med forleden. En af den slags, der lider af en form for abstraktionsniveaubetinget skizofreni. En af dem, der uden at blinke er i stand til at levere flere forskellige, direkte modstridende argumenter i samme sætning - argumenter, de aldrig ville drømme om at bruge i andre sammenhænge - samtidig med at de tillader sig at grine hånligt af modstanderen.

Normalt kalder jeg denne indstilling for socialdemokratisme; den manglende evne til på nogen måde forstå, at ens egne behov ikke bare kan presses ned over andre, samtidig med at man ikke anerkender andres behov. Jeg blev som sagt mødt med den i en diskussion om licens forleden, og situationen mindede mig om mine teenageår, da jeg lavede lektier og morede mig med at forsøge at forklare matematikbeviser for min labradorhund, der blot reagerede ved at glo dumt, indtil den bankede halen i gulvet og fes i frustration. Okay, sammenligningen med en hund er unfair. Jeg elskede min sorte tæve så højt, at man skulle tro, at jeg i et tidligere liv havde været plantageejer i Dansk Vestindien - og langt højere, end jeg hader dig. 

Argumenterne, som licensfortalerne kommer med, er så ufatteligt lamme, at man skulle tro, Dansk Handicapforbund havde gylpet dem op. De er så selvmodsigende og -retfærdige, at man bare får lyst til at hælde kautisk soda i sin hals og gurgle, indtil den smelter, og hovedet trimler af, falder på gulvet og sender ens bevidsthed ind i det evige, nådige mørke, hvor selv uendeligt store dumheder ingen chance har for at trænge ind.

Nå, men jeg har efterhånden indset, at det er umuligt at forklare licensproblematikkens simple sammenhænge over for licenstilhængere. Alligevel vil jeg være så dum at forsøge. Her følger en række forhåbentlige letforståelige fremstillinger af absurditeterne i licenstilhængernes mest almindelige og mest tåbelige argumenter - som om et af dem kunne tage førstepladsen i dette overflødighedshorn af latterligheder - klippet ud i pap med en saks bøjet i neon i form af et par samtaler mellem undertegnede og en licenstilhænger ved navn Licens Leif:
Bob: Hvorfor skal jeg betale licens? Jeg ser ikke DR, og jeg ønsker ikke at bidrage til deres venstreorienterede programmer.
Licens Leif: Min frue og jeg ser meget DR. Vi synes, det er fantastisk. Derfor er licensen helt fair, og der er helt sikkert også noget for Dem at se.
Vi lægger ud med et af mine yndlingsargumenter: "Licens er fair, fordi jeg kan lide DR." Dette er et af licensfortalernes fremmeste argumenter, der skærer sig gennem diskussionen som en varm kniv gennem smør, forudsat at diskussionens deltageres hjerner består af sidstnævnte. Sig mig, hvornår fatter disse nulliteter, at det er totalt ligegyldigt, hvad de personligt mener om DRs programmer? Det kan da aldrig retfærdiggøre, at andre skal tvinges til at betale for dem.

På trods af, at dem, der slynger sådant et argument ud, må være dummere end Trine Bramsen efter en rundtur på De Danske Spritfabrikker, så må de da kunne forstå, at det aldrig ville falde dem ind at bruge samme håbløse logik i andre situationer, f.eks på en tur ud at spise:
Licens Leif: Min frue og jeg vil på sushirestaurant.
Bob: Fint, men jeg kan ikke udstå rå fisk. Jeg smutter en tur på McDonald's, og så kan vi mødes bagefter.
Licens Leif: Udmærket. Hvis De virkelig ikke har smag, så gør endelig det. Men inden De smutter, så skal De betale mig halvdelen af sushien.
Bob: Hvorfor i alverden ... ? Hvad bilder du dig ind? Jeg betaler for min McD, og så kan du selv punge ud til din prætentiøse fisk.
Licens Leif: Aldeles ikke! De skal betale halvdelen af vores mad. Og her er begrundelsen: Fordi fruen og jeg godt kan lide sushi. Det er vel ikke så svært at fatte rimeligheden i?
Lad os gå videre til det næste par genialiteter:
Bob: Hvorfor er der i det hele taget behov for et statsstyret medie?
Licens Leif: Fordi staten har behov for at kunne bringe information ud til borgerne. Tænk på, hvis der sker gasudslip eller udbryder krig?
Bob: ...
Bob: Nej, seriøst, hvorfor er der i det hele taget behov for et statsstyret medie?
Licens Leif: Fordi vi skal have et medie, der bringer objektive og seriøse nyheder. Ellers bliver det hele til Fox News.
Den første fortjener næsten ikke en kommentar. Men alligevel, hvis formålet med DR er at sende tidskritisk, livsnødvendig information til angste borgere, ville det nok være billigere og mere effektivt at udstyre hver person i Danmark med en gratis smartphone og mobilabonnement, Til sådant et formål behøver man næppe seks TV-kanaler og et utal af radiokanaler, hvor unge tåber kan sidde og udbræge deres dobbeltmoralske vås, mens de polerer deres værdiløse egoer.

Den anden er næsten mere chokerende. At nogen - og jeg hører den meget ofte - kan tro, at DR er mere sandfærdige og mere seriøse end andre medier, kan kun skyldes hjernevaskeægte socialdemokratisk folkeskoleindoktrinering. DR er klart farvet, hvilket kan eksemplificeres med deres såkaldte dækning af Helle Thornings skattesag, hvor medarbejderne fik mundkurv på. Til gengæld var der frit lejde, da Lars Løkke efter nogens mening brugte for mange af sine egne penge. Og hvorfor skulle de ikke handle sådan? De lever jo netop af røde politikere og deres tilskudspenge, så derfor er de naturligvis farvede. Der findes ingen objektive nyhedsformidlere. Ingen.

Det ville dog klæde dem, at de indrømmede det. Og dig, at du ikke hoppede på sådan en åbenlys omgang bluff. Eller i det mindste, at du bare indrømmede, at du vil have, at andre skal betale for den slags nyheder, som lige præcis du gerne vil høre.
Bob: DR bør nedlægges og overgå til det private marked.
Licens Leif: Hvad skal alle medarbejderne så lave? Hvad vil De sige til dem?
Fantastisk. Hvad med at give dem jobs på landets mange tankstationer, hvor de kan pudse min forrude og sætte slangen i bilen, så jeg får noget for de uhyrlige benzinpriser? Nej, lad dem da inddrive 3,7 milliarder kroner om året. 3,7 milliarder kroner (svarende til 4,2 ton tusindkronesedler) så de kan blive rygklappet frem i deres kreative nulre-jobs og lave enorme homo-shows, der næsten overgår EUs evne til at sprænge budgetter, fordi ingen åbenbart bekymrer sig over kasten-i-grams af kollektiviserede likvide midler.

Kunne vi forestille os, at vi skar beløbet bare en smule ned? Hvad med at vi skar det ned til en tiendedel? Det er immervæk stadig 370 millioner kroner. Eller er det for lidt til at sende nødsignaler ud, i tilfælde af at Sovjetunionen bomber os? Er det alt for lidt til, at DR kan opretholde sine kvalmende venstreorienterede dokumentar- og nyhedsudsendelser? Vil det spænde ben for, at DR kan fortsætte med sine gennempolitiske fiktionsproduktioner såsom den 360416-kroner-per-minut-dyre "1864", der under det socialistiske princip om, at hvis du kan proppe depraveret sex ind, så er det kunst, belærer danskerne om deres ondskab mod fremmede, og "Borgen", den politiske serie med Helle Thorning-Schmidt i hovedrollen? Nej, der vil faktisk stadig være penge nok.
Licens Leif: Licens er noget, vi giver til hinanden.
Nej, spasser,

Licens er noget, nogen inddriver, fordi de ønsker at holde fast i kontrollen over landets demokratiske debat. Det gør de ved at give de inddrevne midler til et medie, som er komplet afhængig af, at de vedbliver med at give dem midler.

Det værste er næsten, at jeg ikke engang tør lade være med at betale licens. Det skulle ellers være enkelt og sikkert nok. Du kan roligt bede den altid dyneløftende og kontrollerende socialdemokrat eller en af de par anstændige konservative, som ønsker at holde liv i dinosauren, og som pumper deres magtlibido ved at iføre sig rollen som licenskontrollør og chikanerer borgere ved at banke på deres døre, om at fuck'e af. Jeg er dog en notorisk ulykkesfugl, og jeg ved bare, at hvis jeg kaster mig ud i sådanne økonomiske undvigemanøvrer, så vil samfundet i lige præcis mit tilfælde gøre et eksempel ud af sagen, sammenkøre registre og få min blege, kvindagtigt bløde bagdel hevet i spjældet sammen med en bøde på fem års licens og en liderlig neger.

Som undskyldning for mit manglende mod, kan jeg da også erklære, at jeg bruger DR til at se The Walking Dead. Det er dog en smule dyrt at betale 2436 kroner om året, næste år 2460 kroner, for at se en serie, som DR endda venter med at sende til januar, hvor de mener, vi er parat til at se den. Måtte jeg beholde mine penge, kunne jeg betale for at se serien på et af fremtidens on-demand streamingtjenester, der teknisk og mentalt ligger lysår foran DR, selv uden gratis 3,7 milliarder tilskudskroner om året. I stedet bliver jeg nu nødt til at undgå internettet indtil januar for ikke at blive overfaldet af spoilers fra seere fra de lande, hvor afsnittene er blevet vist på den facon, producenten ønskede det.

Det sker da også, at jeg ramler ind på et link til DRs sider - det er helt ærligt svært at undgå, deres budget til at lave bloatede webtjenester taget i betragtning - men jeg kunne sagtens stille mig tilfreds med en paywall. Eller endnu bedre: Et lille skilt, hvorpå der står:

"DR er lukket".

tirsdag den 18. november 2014

... og derfor er du racist!

Er du nogensinde blevet kaldt racist uden at være det? Uden nogensinde at have forfordelt eller forfordelt nogen på grund af deres hudfarve? Måske har du ikke engang kylet en banan efter en neger i en ærlig brandert? I så fald bør du læse videre.

Sandsynligheden taler for, at det var en repræsentant for krænkelsessegmentet, der kaldte dig racist. En fra flokken af venstreorienterede, der ingen argumenter har, og som derfor kalder deres modstandere for racister for at få opmærksomhed og magt. Du undrer dig nok over, hvordan de kan kalde dig racist, når du nu ikke er racist. Det viser sig, at det ikke er et problem for krænkelsessegmentet. De indfører bare en ny definition, hvormed du simpelthen ikke kan undgå at være racist? Endnu mere forvirret? Læs videre.

Problemet for krænkelsessegmentet har været, at der ikke findes særlig mange reelle racister blandt danskerne. Og eftersom racismen er hovedingrediensen i deres evindelige korstog mod den vestlige, kristne kultur, så må de ty til erstatningsprodukter. Heldigvis er disse personer veluddannede. De har brugt årevis på humanistiske uddannelser, der - udover at give dem adgang til dagpenge og underordnede småjobs under ledelse af handelskoleelever, hvis relativt enorme verdslighed løftede dem til chefstolen - også har givet dem adgang til et arsenal af fremmedord.

Med fremmedordene i mund går de i gang med deres forehavende: De ønsker at fremstå klogere end andre mennesker, og derfor udskammer de dem gennem tsunamier af læserbreve, som de på grund af deres ubrugelige uddannelser har uendelig tid til at skrive, og gennem villige DR-mikrofonholdere for de par segmenteksemplarer, der af ideologiske årsager er blevet placeret på statsbetalte ekspertskamler eller på fremtrædende poster i børneregeringspartierne: "De ubelæste har ikke indsigt nok. De forstår ikke virkelighedens raffinerede sammenhænge." Når de på denne vis har gødet jorden og fået folk overbevist om deres dumhed, sætter de deres endelige angreb ind.

Krænkelsessegmentet benytter sig af følgende, simple opskrift: Klistr adjektivet "strukturel" på det fænomen, som er drivkraften i din argumentation, men som du ikke kan bevise eksistensen af, og voila: Du er inde i kampen igen. Argumenter har du ikke længere behov for, når du i dine følelsers vold, stinkende af hadefuld indignation og med lærebogen i hånd nu kan slå folk oven i hovedet for at være "strukturelle racister".

Hvad betyder "strukturel"? Ordbogen siger "som vedrører eller skyldes forhold i strukturen". Med andre ord: Den er helt gal med selve strukturen i vores samfund. Det er uforanderligt og eviggyldigt racistisk. Du ved det bare ikke. Eller du anerkender det ikke. Og hvis du gør, ligger du alligevel under for det. Spørger du nogensinde en andet-end-hvid person, hvor hun kommer fra? Så er du racist! Uanset om du forventede, at svaret ville være Bogense eller Bongolien. Kalder du nogensinde lyserød for "hudfarvet"? Racist!

Det er fantastisk. Det venstredrejede krænkelsessegment har simpelthen defineret sig ud af behovet for en sammenhængende argumentation. Det er fuldstændigt analogt til deres vinkel på fattigdomsdebatten. Som gode, gamle Özlem Cekic udtrykte det: Vi skal have en fattigdomsgrænse i stedet for hver jul at diskutere, om der er fattige. Jamen, er det ikke mageløst? Fattigdom er bare, uanset at et af skoleeksemplerne har råd til at investere i en Le Klint.

Tror du ikke på mig? Så læs følgende nylige kronik, skrevet af en - og vi falder bagover af forbavselse - filosofistuderende (som jeg ikke nævner er af indisk oprindelse, fordi det ville gøre mig til strukturel racist. At jeg undlader at nævne det, gør mig desværre også til strukturel racist, fordi jeg dermed negligerer den ekstra sandhedsvidneværdi, det kan give kronikøren, at hun har en anden farve end hvid):
"Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki."
Aha, så racisme er uundgåelig på grund af en tusindårig historie? Så er det egentlig sært, at feministerne, der er en del af samme krænkelsessegment, og som benytter sig af det lignende begreb "strukturel kvindeundertrykkelse", mener, at vi uden problemer kan udviske forskellene mellem mand og kvinde, som er opbygget gennem hundredetusindvis af år af biologisk udvikling og overlevelseskamp mod andre arter. Tusind års civilisationsfernis medfører uundgåelighed, men hundredetusinde års genetisk udvikling kan vi nemt ignorere. Det hænger slet, slet ikke sammen. Men hvad fanden ... vi laver da bare en ny definition eller kører udskamningspladen krydret med lidt se-hvor-sur-jeg-er-og-derfor-har-jeg-ret-og-derfor-må-jeg-gerne-kaste-rundt-med-nedladende-skældsord-samtidig-med-at-jeg-beder-dig-om-at-moderere-din-tone.

Hvad gør du så, når du bliver kaldt "strukturel racist"? Du afviser det, for en kamp vil svare til Bill Murrays kamp i Groundhog Day: Du vågner hver morgen på samme dag og skal begynde forfra. Krænkelsessegmentet vil forsøge at dokumentere, at den strukturelle racisme eksisterer ved at henvise til "forskning" - med andre ord, tendentiøse og forudindtagede RUC-rapporter baseret på kilder, som er gået i rundhyl i flere årtier i det samme, gamle, verdensfjerne elfenbenstårn, der hviler på det fundament, en flok langhårede, hallucinogenpåvirkede marxister udpegede for halvtreds år siden, og som sidenhen har vist sig at være en bundløs sump af menneskelig åndløshed og lidelse.

Skulle du alligevel vælge at acceptere deres præmis om "strukturel racisme", så kan du ikke kæmpe mod den. Den vil altid være der. Om vi så får et samfund med sorte, lesbiske kvinder på samtlige magtposter, vil krænkelsessegmentet blot kalde det overkompensation fra den patriarkalske orden; et mandsdomineret forsøg på at genvinde magten fra bag facaden ved på overfladen og gennem skinmanøvrer at give indtryk af, at sorte lebber har rettigheder og muligheder i det samfund, hvor deres skæbner uundgåeligt er styret af den hvide mands strukturelle racisme. Den Spanske Inkvisition fremstår som en ren Fru Justitia sammenlignet med krænkelsessegmentets metoder og bevisførelse .

Det værste er næsten, at krænkelsessegmentet ikke arbejder for frihed for de grupper, de på så nedladende vis påstår har behov for deres hjælp. Nej, de arbejder for, at deres vilje på vanlig fascistoid facon skal mases ned over alle, uanset om de ønsker det eller ej. Statskontrol. Flere love. Positiv særbehandling af minoriteter - den elitære pendant til at kaste en banan. Statsregulerede parforhold gennem tvungen barsel til mænd. Kvindekvoter i bestyrelser. Krænkelsessegmentet vil undertrykke for at stoppe undertrykkelsen, og midlerne skrabes ind ved hjælp af øgede skatter og afgifter for gruppen af mænd og kvinder, der i kraft af deres kulturkristne flittighed knokler videre - bevidstløst, desværre - for at holde velstanden oppe.

Skulle nogen brokke sig, trækker de på den evige offergørelse. Jamen, de stakkels ofre har brug for vores hjælp. Derfor skal staten gribe ind og detailstyre borgernes privatliv, for de magter det ikke selv. De ligger nemlig, ganske ubevidst, under for automatreaktionerne fra den strukturelle racisme, som jo er en uundgåelig del af vores historie.

Gid personerne i krænkelsessegmentet en dag vil se sig selv i spejlet. At de en dag vil kigge på sig selv og lægge samme fortænkte og fordømmende diagnoser ned over sig selv. Dommen er klar. Der eksisterer i dagens feministiske og socialistiske samfund et gennemsyrende og uforgængeligt, evigt og uimodsigeligt strukturelt had til egen kulturelle og biologiske baggrund.

torsdag den 13. november 2014

Ingen brun jul

Så er den gal med Sverige igen. De har lige kæmpet indbyrdes med at indføre udskamningsdrevet selvcensur på deres gamle TV-serier og har åbenbart opbygget formen til - endnu en gang, fristes man til udbryde under et minutlangt suk, enhver kræftpatient ville misunde - at klage over Danmark. Denne gang over, at ingen mørklødede børn optræder i legetøjskatalogerne, som de danske butikker i vanlig god tid har spyttet ud til den kommende kristne højtid.

Lad os bare se bort fra det faktum, at det oftest er hvide børn, der får gaver til jul (og nej, ikke fordi det kun er hvide børns forældre, der har råd, men fordi det oftest er hvide børns forældre, der fejrer jul). Retfærdigvis ser jeg så også bort fra det faktum, at det oftest er mørklødede børns forældre, der modtager julehjælp (nej, ikke fordi mørklødede børns forældre er fattige, men fordi visse mørklødedes børn forældre ved lige præcis, hvor pengene kan suges), hvorfor man sagtens kunne se et behov for dyre forbrugsgoder hos denne gruppe. Men altså, lad os nu bare forestille os, at der virkelighedsmæssigt var et behov for at lade mørklødede børn optræde i julekatalogerne:

Så smadrer vi panden direkte mod en af ligestillings- og antiracismeskrigernes uendelige spiral af problemmure. Prøv at forestille dig, at et mørklødet barn ...

  • optræder i katalogets udklædningssektion i en "underlødig" rolle? En lille, negroid jord- og betonarbejder? Utænkeligt! Man ville så sandelig aldrig kunne udstille et barn med "anden etnisk oprindelse end politisk ukorrekt" som simpel slavelignende arbejder, når vi alle ved, det er meget mere værdifuldt, personligt såvel som samfundsmæssigt, at være arbejdsløs, humanistisk akademiker med pletvis erfaring i at telefonsælge Falck-forsikringer. Løsningen er naturligvis, at de mørklødede børn udelukkende optræder som autoritære personer såsom læger og politifolk, så de liljehvide ikke får det kulturelle selvhad galt i halsen.
  • udklæder sig som konge? Uha, så kommer vi til at tænke på Pippi. Drop det.
  • udklæder sig som pirat? Hvad tror du selv?
  • udklæder sig som et andet offer for vestlig dominans, imperialisme og brutalitet? Lille somaliske Ali, der ifører sig en vestligt karikeret udgave af et indianerhøvdingkostume. Du Gode Gud ... det ville svare til at levere et ydmygende double tap i brystet på deres allerede krænkede kultur.
  • der hedder Mohammed og som leger med strygejern? Selvom det nok ville frembringe en snurrende kilden det helt rigtige sted hos feministerne, så vil det nok ikke være den forretningsmæssigt mest fornuftige strategi til at hive julehjælpspengene ud af indvandrerfarmand. Ikke at nogen fra Det Gode Segment ville bekymre sig om noget så jordnært som kunsten at tjene ærlige penge af ærligt arbejde.

Konklusionen er, at det er umuligt at tilfredsstille krænkelsessegmentet. Gør du, hvad de siger, vil du alligevel gøre det forkert. Deres krav er selvmodsigende og dobbeltmoralske: Vi skal inkludere de mørke ... men ikke rigtig alligevel. Laver du kager af brun chokolade? Fy! Laver du slik, der forestiller afrikansk kultur. Puha!

Nej, jeg forstår udmærket, at butikkerne har undgået at smide de brune i katalogerne. De kunne lige så godt stikke hånden i et hvepsebo. Intet ville være godt nok. Intet. Ethvert forsøg på at gøre godt og på at inkludere vil blot være endnu et bidrag til den "strukturelle racisme" - begrebet, som krænkelsessegmentet indførte, så de kan stemple folk, der ikke er racister, som racister. Ubevidste, godt nok, men stadig: Racister.

Først skal de mørklødede deltage. Så må de ikke deltage, med mindre de optræder i roller, der på ingen måde kan tolkes som underlødige af antiracister samt feministiske wildcats med følelserne uden på pelsen. Så skal der være et lige antal. Så skal de afspejle deres egen kultur. Så skal de ikke afspejle deres egen kultur, fordi det er undertrykkende. Så er nogle af dem fotograferet i forkert perspektiv. Så er der kun hvide på forsiden. Så er der kun brune på forsiden, hvilket vil fremelske en irrationel, fremmedfjendsk frygt for at de kommer i overtal. Så ... så ... så ... Det ender aldrig. Aldrig!

Minder denne situation dig om noget? Måske om et parforhold mellem en kvinde og en mand? Præcis! Analogien er perfekt: Danmark er manden, Sverige er kvinden. Jo mere, manden træder tilbage og lader sig dominere, jo mere vil kvinden bestemme. Hun vil blive mere skinger, mere krævende og mere selvmodsigende i takt med, at manden bøjer sig. Det paradoksale er, at kvinden slet ikke ønsker denne tilstand, på trods af at hun arbejder sig frem mod den. Hvis manden aldrig sætter foden ned, og hun dermed ingen modstand får, så ender hun uundgåeligt med at miste respekten for ham. Hendes higen efter modstand vil til sidst drive hende i armene på en anden mand: Ham, der formår at sætte hende på plads. Hun ender med at løbe med badboy'en, ude af stand til at fatte at han ultimativt vil skade hende.

Til parforholdet Danmark og Sverige lyder mit råd: Lad hende løbe! Lad hende fare med sit umiddelbare svar på badboy'en: Den selvmodsigende bastard af krænkelsesdrevet marxisme og offeropdyrket arabisk kultur, der leder til en sikker undergang. Imens kan vi sørge for os selv ved at klippe pasunionen med svenskerne: Enhver ægtemand med pæren i behold ville gardere sig mod solidarisk hæftelse med et kvindemenneske, der med sin uansvarlige, eksotiske mand i hånden løber mod afgrunden, skrigende sine skingre, modstridende, uforbeholdne, urimelige, evindelige krav til den måbende omverden.

fredag den 22. august 2014

Ret til returbillet

Hvis man har trang til at krumme tæer, skal man bare kigge på Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms kampagner. Som eksempel husker du måske Julie Frølich, som først rasede mod Hot Buns brug af afklædte servitricer, fordi de brutalt udnyttede stakkels kvinders seksualitet, hvorefter hun måneden efter selv stillede op som nøgenmodel for en HK kampagne under det meterhøje slogan "Ta' mig! Det er lettere end du tror." Man fattes ord. Det var næsten mere dobbeltmoralsk end dengang, fagforeningen frivillige medarbejdere troppede op på min arbejdsplads for at kontrollere, om nogen arbejdede gratis.

Nu er DSU så på banen igen med en ny kampagne, der hedder "Ret til respekt". Lige som socialdemokrater mener, de har ret til andre folks penge, mener de nu også, at man har ubetinget ret til respekt. Andre, mere ærlige individer vil nok mene, at respekt er noget, man optjener. Ligesom penge, faktisk. Individerne i kampagnen er af anden etnisk baggrund end dansk, helt tilfældigt udvalgt blandt DSUs egne medlemmer, og de mener altså, at de har ubetinget ret til vores respekt, nu de har sørget for, at vi snart er løbet tør for penge.

Lad os kigge på den første, Khaterah Parwani:



Hendes problem var, at hun var ansat i en inkassoafdeling. Når hun ringede til klienter, skulle hun præsentere sig som Stine i stedet for Kat... Khaeh ... Katera ... glem det! Problemet var ikke, at hun ikke kunne få et job, eller at hun fik mindre løn, eller at chefen kastede bananer efter hende. Problemet var, at firmaet krævede et let, dansk navn ved henvendelse. Er det underligt? De fleste inkassoopkald til 45-årige Bonnie-Marie'r fra Skive, der ikke har betalt 60-tommers TV'et fra L'EASY, fordi hun prioriterede at spille online jackpot, ville, hvis inkassomedarbejderens navn var på mere end to stavelser, forløbe således:

Bonnie-Marie: "Hvad var det dit navn var, så jeg kan ringe tilbage, når jeg har tigget penge fra mine Facebookvenner?"
Khaterah: "Khaterah"
Bonnie-Marie: "Prosit!"

Personligt forstår jeg dog ikke, at inkassofirmaet ikke bad alle om at bruge arabiske navne. Mon ikke de fleste, der fik et halvtruende opkald på Gellerup-dansk ville betale øjeblikkeligt ved kasse 1 ... fordi vi har så meget "respekt" for dem?

Her er den næste, Benjamin Waraich:



Benjamin er kort fortalt træt af, at han kun kan komme ind på værtshuse, hvis han følges med etnisk danske venner. Med andre ord bliver han ikke afvist personligt, men udelukkende når han er en del af en af de grupper, der ni ud af ti gange smadrer inventaret og får alle andre gæster, der enten har lyst til:

  1. At komme hjem fra byen uden at skulle have fisket en springkniv ud af leveren af en overtræt lægestuderende,
  2. At befinde sig på værtshuse, hvor kvinder ikke er i kraftigt undertal,

til at løbe skrigende væk: Gellerup-talende gangster-karikaturer med marionetdukkebevægelser, mospudehår og døde øjne. Hvorfor helvede skulle beværtninger ikke måtte vurdere på en gruppes udseende, om de må komme ind, specielt når netop bestemte grupper bonger ud som kameler på den jydske hede? Selvfølgelig må de da det. Deres forretning skal ikke ødelægges af, at andre har taget elendige valg om at importere flokke af evnesvage jordhulebeboere til landet.

Og så kommer vi til den sidste, Tarek Ziad Hussein:



Tarek begynder med at klynke over, at udlejere kan bestemme, at han ikke må holde fest, kæledyr eller ryge i en lejlighed. Det er da også så uretfærdigt, at udlejeren må bestemme over sin ejendom. Nå, men pointen er, at udlejeren også kan bestemme over lejerens hudfarve, for han vil åbenbart kun leje ud til Tarek, hvis han kalder sig Thomas. Gad vide hvorfor? Lad os slå lidt økonomi op i statistikken.



Så Thomas tjener i gennemsnit temmelig meget mere end Tarek. Det kan jo være en fin indikator for en udlejer, der har penge i klemme, og som gerne vil være sikker på at få huslejen hver måned. Lad os se på kriminalitet:



Hov, udlejer, det var vist dumt, for Thomas er meget mere kriminel end de fleste. Lad os slå Tarek op:


Case closed.

"Hov, hov," afbryder du og fortsætter med din bedrevidende en-fremmed-er-en-ven-du-ikke-har-mødt-floskel, fordi du ikke selv har investeret hele din livsopsparing i en lejlighed, der er på vej til at blive lejet ud til en bindegal islamist med seksten koner og syv uopdragne drengebørn: "Der er kun 11% risiko for, at Tarek er kriminel. Altså er der hele 89% chance for, at han er så ren som Brian Holm til en børneormsundersøgelse." Åh ja ... men der er godt tre gange så stor risiko for, at han er kriminel i forhold til Thomas. Og hvorfor skulle en udlejer risikere det? Selvom Tarek på videoen ganske vist ikke ligner en, der holder ged på altanen, familiefest om natten eller skider i elevatoren, så kunne han sagtens være en af de velintegrerede indvandrere, der en dag sprænger sig selv i luften i metroen. Og hvor stor sandsynlighed er der så for, at han har betalt sin husleje på forhånd? Sikkert egentlig ret meget, faktisk, eftersom den naive danske stat gerne kaster penge efter palæstinensere og Hamas.

Man sidder og tænker: Hvad er egentlig formålet med DSUs kampagne? I bund og grund er den bare udtryk for en af de sædvanlige, klynkende offerroller, som arabere ynder at hylde sig ind i som var det ligklæder foran rullende kameraer. Og hvis de ikke selv gør, så skal der nok være en hob af liljehvide, unge, priviligerede DSU'ere med massivt selvhad, der gør det for dem. Formålet er naturligvis opdragende: Etnisk danske personer bør udsætte sig selv for større økonomisk risiko i "respekt" for indvandrere, der i højere grad end indfødte ikke formår at opføre sig ordentligt. Kunne man forestille sig, at det er ganske naturligt, at indvandrere bliver nødt til at anstrenge sig lidt mere end andre, deres historik taget i betragtning? Kunne man forestille sig, at de kunne gribe lidt i egen barm? Tage fat i deres egne og få dem til at opføre sig ordentligt? Tage afstand fra terror og racistiske overfald? Ikke konstant bare rende rundt og kræve penge og "respekt" til gengæld for ingenting?

Jeg er dødtræt af at høre på deres piberier over ligegyldigheder, hvis man da overhovedet kan få sig selv til at anvende så stærk en betegnelse om virkeligheden. Hvem husker ikke den grinagtige "Tror du, muslimer beder om blå øjne (Nej, det tror jeg ikke, for de har tydeligvis så mange i forvejen, at de gladeligt deler ud af dem!)?"-kampagne? I virkeligheden er det jøderne, der ikke kan gå i fred på gaden. Og nattelivets danske unge, der får tilråb og spark til gengæld for, at deres forældre har givet livslang forsørgelse til selvsamme, debile, værdiløse voldsmænd. Tak for lort!

"Der er også danskere, der hiver tørklædet af muslimske kvinder," tuder du så. "Og Pia K. giver dem lov!" Uanset Pia Kjærsgaards dobbeltmoralske holdning til religiøse beklædningsgenstande, som jeg naturligvis fremhæver her, mens jeg ligesom alle andre behændigt undgår at nævne, at Helle Thorning sagde noget i samme stil, hvor mange episoder med brutal tørklædeafrivning kan vi så rent faktisk dokumentere? Ingen! Okay, måske et par stykker på landsplan, men bare i min egen, nærmeste familie, der ikke befinder sig særlig meget i nattelivet og slet ikke i kriminelle miljøer, har vi hele fire eksempler på berigelse fra muslimske medborgere: Én, der er blevet kørt ned. Én, der blev slået ned. To, der er blevet forfulgt og chikaneret.

Vi ved alle sammen, hvilken side racismen kommer fra. Men er det racismen, DSU vil bekæmpe? Næh, de vil bare ensidigt fokusere på det, der fodrer deres selvhad og det, der er socialisternes evige, uforanderlige mantra: Det er altid nogle andres skyld. Især hvis de andre er os.

mandag den 18. august 2014

Stærke kvinder

For tiden hører vi meget om de stærke kvinder. Radio og TV taler konstant om disse personer af det svage køn, som er i gang med at vende alt på hovedet. Ifølge vort statsmedie, der selvfølgelig leverer objektiv og upartisk information, fordi befolkningen tvinges til at betale licens, stormer kvinderne ind på uddannelserne og vil snart overhale mændene som de dominerende i karriereræset.

Et eksempel kunne tages fra et af mine seneste indlæg om den stærke, selvstændige feminist, der har sit helt eget radioprogram, hvor hun for at udbrede sin fortænkte virkelighedsopfattelse kæmper som en elefant i en glasbutik for at undvige sandheden. Man undgår ikke at stille sig selv spørgsmålet: Når der nu er så mange sindssygt stærke kvinder, hvorfor fandt Radio24syv så ikke et eksemplar, der rent retorisk er i stand til at argumentere på et højere niveau end en Bubbles-beruset konfirmandinde med Downs syndrom?

Svaret er, at de kvinder, som vores venstredrejede medier hepper på, så man føler sig hensat til forældretribunen til handicap OL, overhovedet ikke er stærke. Faktisk er de dybt afhængige af andre for at kunne skabe deres såkaldt selvstændige tilværelse. Lad os kigge på et par af de "stærke" kvinder:

KARRIEREKVINDEN

Du er uden tvivl stødt ind i denne type, der typisk er ansat i en privat virksomhed, hvor hun arbejder røven ud af buksedragten. Hun knokler tres timer om ugen for at udfylde sit diffust titulerede "projektleder"-job. Ikke fordi hun dygtiggør eller specialiserer sig, men fordi hun er så jævnt begavet, at hun er nødt til at kaste et enormt antal timer ind på travbanen for overhovedet at få et mulehår op at strejfe røven af den nærmeste kollega.

Ikke desto mindre forventer hun at blive forfremmet, fordi hun "arbejder så meget". Desværre har ekstra tyve timer om ugen som kompensation for inferiøre Excel-evner eller for at skrive kilometerlangt, ligegyldigt ævleprosa om problemstillinger, hendes mandlige kollegaer nagler på en Post-it-seddel som Jesus til et kors, aldrig gjort nogen til en mere værdifuld medarbejder.

Snart vil hun begynde at brokke sig over sit lønniveau. Hendes kollegaer tjener nemlig meget mere, og det kan hun slet ikke forstå, på trods af at hun til de seneste fem lønsamtaler har udvist selvsikkerhed som en parkinsonsramt pekingeser til kinesisk nytår. Nu vil hun begynde at brokke sig over, at der ikke er "lige løn for lige arbejde", og da hun er ude af stand til selv at tage initiativ, vil hun gå til fagforeningen, hvis fornemmeste opgave er at skrabe flest mulig penge ind til de mindst kompetente medarbejdere. Endelig vil hun begynde at vrøvle om en konspiration blandt lederne og snakke om, at man bør indføre kvindekvoter, for der kan ikke være anden forklaring end simpel mandschauvinisme på hendes forsinkede forfremmelse.

Derhjemme krakelerer den professionelle facade, når vor heltinde slæber sin stakkels mand gennem timevis af en-vejs samtaler om, hvordan kollegaerne ikke kan lide hende og om, hvordan hun bare kan føle, at de tænker negativt om hende, hvorefter hun bryder grædende sammen i hans favn, så han kan trøste hende som det lillebitte pattebarn, hun er.

Giv en hånd til denne "stærke kvinde". Hvem ved, måske finder manden klodserne frem og forlader hende, så hun kan træde et skridt videre af vejen for "stærke" kvinder og blive til:

DEN SELVVALGT ENLIGE MOR

Uha, socialisterne knuselsker denne kvinde, der har sagt farvel til den forhadte traditionelle familieform og modigt har etableret sig helt, helt alene med børn uden en mand til at hjælpe sig. Hun klarer simpelthen alt selv: Opvasken, opdragelsen, madpakkerne, ferieturene og natteskrigerierne. Hun er intet mindre end en slags virkelighedens Marvel-figur. Fantastisk! Hun er simpelthen en bomstærk og komplet selvstændig kvinde, som hver eneste opslidende måned trækker hele sit spækfede, økonomiske livsgrundlag fra en offentlig konto, hvis midler er tvangsopkrævet fra de mænd, der ikke var gode nok til hende.

Jeps, dette selvkørende kvindemenneske, som ikke kunne finde en mand, der levede op til hendes ganske konsistente og fuldstændig realistiske krav om på samme tid:

  1. at være helt og aldeles under tøflen.
  2. at levere modspil og sætte hende på plads.
  3. at ligge cirka syvogtres trin over hende på lækkerhedsskalaen.
  4. at være en smartklædt badboy med en økonomisk betragtet bæredygtig uddannelse.

... kan nu gå til staten, som uden hverken vederlag eller samvittighed sprøjter sæd op i hendes slidte skød og nærmest kaster pengesække efter hende, når resultatet af den kærlighedsløse og egoistiske undfangelse kravler frem fra mellem stængerne.

Nogle af disse modige mødre indser efter et stykke tid, at det slet ikke kan betale sig at yde noget. Så snupper de lige den helt store udstyrspakke med halvtreds kilo overvægt, overarmstatovering, røde striber i håret og statsbetalt Odder-barnevogn til afkommet fra de mænd, der sandsynligvis ville have brækket sig over dem, hvis de havde skullet levere ladningen in vivo, hvorefter de kan fortsætte deres uafhængige tilskudskarriere på forvoksede ydelser.

Hvor er det flot klaret! Lad os alle rejse os og klappe af disse utroligt selvstændige kvinder, hvoraf en hel del faktisk formår også at tage en akademisk uddannelse og udvikle sig til:

DEN OFFENTLIGT ANSATTE

Kvinderne overtager uddannelserne, hører vi. Kvinderne bliver de nye ledere, siger centrum-venstre medierne. Og det er klart, at når hun har læst rigtig meget prosa, når hun har en bachelorgrad i kulturmødestudier og et halvt gennemført bifag i filosofi, hvor hun med næsen i skønlitteraturen har forlænget det trygge teenageliv, isoleret i sit værelse for at drømme sig væk fra den virkelighed, der afslørede sin uforståelighed i fysiktimerne, så udvikler hun sig lige præcis til den lederkandidat, som virksomhederne efterspørger.

Eller også kan hun i stedet blive barnepolitiker eller offentligt ansat. På præcis samme måde, som staten leverer sæd og gratis penge til kvinden, der ikke kan eller vil skaffe det selv, har de opbygget en enorm offentlig sektor, der kan beskæftige den fantastisk dygtige, akademisk uddannede kvinde, så det ser ud som om, hun producerer noget. Her er dejlige løntrin, der ikke skelner til noget så småligt som medarbejderens evner. Gratis øv-fri på de dage, hvor hun "bøvler med sig selv". Ingen krav om effektivitet. Vattede ledere, der taler hende efter munden, fordi de ikke har incitament til andet. Måske kan hun endda opgradere snakkejobbet til en myndighedsstilling hos SKAT, så hun kan jage driftige mænd og trække midler ud af dem til at finansiere sit årelange fravær grundet barsel og efterfølgende depressioner, der tager sin begyndelse i det øjeblik, undfangelsen af første afkom er bekræftet af doktormanden.

DEN KLYNKENDE JOURNALIST

Som konkret og aktuelt eksempel tager vi kronikken fra journalisten, der uden tvivl har kæmpet for et slapt, konsekvensløst samfund med lige resultater for kønnene, og som nu klynker i lange kolonner om sin oplevelse i metro'en, fordi de slappe hipstermandslinge, hun selv har kæmpet for at fostre, ikke lige pludselig udviklede testikler og trådte ind og forsvarede hende, da nogle spinkle taberdrenge konfronterede hende med grimme ord. Selv trådte hun ud af den traditionelle kvinderolle og sad stille og smilede genert ned i gulvet. Flot klaret!

"Okay, Bob, nu har vi hørt på dine lettere karikerede portrætter og forstået din opfattelse af stærke kvinder, men mener du virkelig, at der ikke findes stærke kvinder?" spørger du så. Til det vil jeg svare: Prøv at kigge på fællesnævneren ved mine eksempler: Kvindernes styrke opnås ved at trække økonomiske midler ud af andre. Altså tiltvinger de sig adgang til andres midler med henblik på at opnå egne, egoistiske mål. Disse kvinder er "stærke" på samme måde som rockere, der opkræver beskyttelsespenge.

Men er jeg stødt på kvinder, der er stærke? Altså rigtig stærke uden at bryste sig af den beskrevne pseudo-styrke, som i virkeligheden bare er snyltet fra skatteborgerne? Absolut. Har der været erhvervsledere blandt dem? Ja. Har de været dygtige? Ja. Har der været husmødre blandt dem? Ja. Har der været enlige forsørgere blandt dem? Måske et par stykker. Har nogen af dem været klynkende, bestemmesyge, krævende, socialistiske feminister?

Nej!

mandag den 4. august 2014

Gazas Galninge

Jeg ved cirka lige så meget om Israels konflikt med palæstinenserne, som du gør. Altså intet. For at følge bare en smule med, kunne jeg sætte mig ind i sagerne. Men da jeg ikke lige har lyst til at tage en kandidatgrad i historie, fordi a) jeg ikke gider, og b) jeg ikke vil snuppe studiepladsen fra en ung håbefuld studine, der ultimativt vil bruge graden til at sælge overflødige forsikringer over telefonen, vil jeg gøre det, som alle faktaresistente, konstant bortforklarende, overakademiserede snakkehoveder hader: Simpelthen bare tage et kig på verden omkring mig.

 Jeg vil begynde med at kigge på, hvem der støtter de to sider:

Israels fortalere Palæstinensernes fortalere
Borgerlige, fornuftige stemmer, der sædvanligvis bygger deres holdninger på rationelle overvejelser Indvandrere på førtidspension
Én socialdemokrat Danmarks Radio
Norsk læge, der støttede 9/11 angrebet
Klynkende centrum-venstre feminister
Kunstnere, der som sædvanlig ikke fatter en brik af, hvad de udtaler sig om
Blekingegadebanden

Du kan nok fornemme, at jeg ikke behøver kigge mere end én gang på ovenstående liste for at vælge side. Jeps, når en socialkammerat taler Israels sag, så må jeg så absolut stå på palæstinensernes side. Men vent ... på palæstinensernes liste står Danmarks Radio, som er notorisk enøjet og gennemsyret rød. Nej, så må jeg alligevel tilbage til Israel. Nå, det er åbenbart ikke helt nemt. Så må jeg i stedet kigge på metoderne, som tilhængerne fra de to sider bruger:

Israels tilhængeres metoder Palæstinensernes tilhængeres metoder
Rolig, saglig argumentation Brug af propagandabilleder fra andre krige
Fredelige demonstrationer Tilsvininger af amerikanske turister
Angreb på fredelige demonstrationer

Uha ... ud fra et rationelt synspunkt, er det stadig svært at vælge side. Jeg kan godt forstå, at danskerne er i tvivl, og hvorfor så mange af mine debile Facebookvenner giver udtryk for sympati med palæstinenserne. Vi må i gang med endnu en parameter:


Danske jøders opførsel "Danske" palæstinenseres opførsel
Tilbagetrukkethed Evindelige krav om at danskerne skal indrette sig efter dem
Religion udøves privat Hyl og skrigen, uendelig klynken og spillen offer
Driftighed Hærgende kørsel gennem byerne i rustne Toyota'er med grimme flag hængende ud af vinduerne
Absolut ingen positiv given-tilbage til samfundet som tak for gratis statsborgerskaber og deraf følgende evig forsørgelse på grund af latterlige konventioner. Ingen!

Jeg ved ikke med dig, men jeg vakler stadig. Måske skulle jeg se lidt på landene dernede:

Israel "Palæstina"
Eneste velfungerende demokratiske stat i Arabien inden for de seneste æoner Ørken med en masse skrald
Kæmper med uniformerede soldater under banner Bruger selvmordsbombere
Eneste land i Mellemøsten, hvor indbyggerne ikke bare læner sig tilbage og ryger vandpibe og knalder bjerggeder, mens olien pumpes op af jorden Gemmer sig bag civilbefolkningen og under hospitaler
Advarer fjendens civile inden angreb Bryder konstant våbenhviler

Okay, lad os ikke trække pinen ud længere: Hvordan kan nogen person, der er bare nogenlunde i vater på øverste etage, holde med palæstinenserne? Det er så himmelskrigende åbenlyst, at DR og venstrefløjen holder med palæstinenserne på grund af et historisk had til USA, der kommer af et forskruet, marxistisk verdenssyn. Hvorfor skulle man ellers holde med en ussel terrorrede, der åbenlyst fremprovokerer angreb for at få nogle civile palæstinensere slået ihjel, så de kan udnytte godtroende, røde vestlinge, der straks hopper på limpinden? Disse latterlige appeasere, der tillader sig at kræve, at Israel skal afgive deres land, fordi terrorister angriber dem. En fin taktik, der historisk set altid har virket på hensynsløse aggressorer.

Og ja, det er dybt, dybt irrelevant, at Israel har et hidtil effektivt missilforsvar. Hvad? Skal man holde med palæstinenserne, bare fordi Israel er dygtige til at føre krig? Hvorfor er de mon det? Er det mon fordi, de i tres år har været omringet af frådende, krumsabelsvingende, primitive arabere, der har benyttet enhver lejlighed til at angribe landet, hvorefter de har fået så grundig tæv, at de har måttet flygte som ynkelige tøsedrenge tilbage til deres jordhuler for at klynke deres nød? Noget, der forresten kun virker, fordi slappe, vestlige, venstreorienterede, godtroende tåber bliver ved med at holde med dem og sørger for at udnytte deres parlamentariske flertal til at sende skattekroner derned, så Hamas kan bygge terrortunneller i stedet for beskyttelsesrum.

Når man så samtidig herhjemme skal sidde og lytte til danske medier, der kan finde på at fyre absurditeter som "Våbenhvilen blev ophævet af Israel, fordi Hamas skød raketter ind over Israel" af for rullende kameraer, og at se en imam, som Danmark har givet ophold, udbasunere jødehad i af alle lande, Tyskland, gennem groteske prædikener, ja, så ved man bare, at man endnu engang har med venstrefløjen at gøre. Den er simpelthen flydende i dobbeltmoral og skruppelløse løgne. Hvis nogen fra højrefløjen skulle finde på at sige noget, der i bare én socialismeinficeret hjerne kan blive opfattet som sympati med nazisme, ja, så ryger han i gabestok. Men gør venstrefløjens egne darling'er nøjagtig det samme, bare seks millioner gange værre, ja, så er det fuldstændig lige meget, så længe det handler om kampen mod det vestlige; mod USA; mod kapitalismen; mod det velfungerende.

"Hov," udbryder du og tager en pause fra at pande kalotterne af de lokale jøder i bybussen. "Du glemmer vist, at vores egen Helle Thorning i modsætning til alle hendes nordiske socialkammerater har nægtet at underskrive en protest mod Israel. Så dine påstande passer ikke. Thorning er lige så kynisk som USA." Åh ja, jeg kunne skrive et helt indlæg, nej, en hel blog om Thornings kynisme. Men hvorfor underskriver hun ikke et dokument, som enhver spytslikkende socialdemokrat burde blåstemple hurtigere end et udgiftsbilag fra fagforeningstoppen? Det er fordi, hendes karriere har første prioritet, og hun skal ikke lægge sig ud med nogen, når hun går efter en toppost i EU, hvor landene bestemt ikke er enige om, hvor sympatien i konflikten ligger. Næh, Danmarks dårligste statsminister nogensinde, som skal blive EUs mest visionsløse, business-as-usual leder hidtil - for lad os nu ikke bilde os ind, at der er andre grunde til, at de andre ledere vil pege på hende - skal ikke foretage sig noget, der kan ødelægge den planlagte karriere.

Men fortsæt endelig med at poste arabernes klynkehistorier og falske billeder på Facebook. Fortsæt med at sige, at du udelukkende er på "de civile og børnenes side", hvorefter du ensidigt tager terroristernes parti. Udover, at du bliver medvirkende til, at jeg skraber min blodsprængte ansigtshud af i afmagt over din stupiditet, så løber du terroristernes ærinde, så de får endnu mere incitament til at fortsætte kampen og at skyde ynkelige raketter mod Israel for at få dræbt endnu flere palæstinensere, så du kan fortsætte klynkeriet. Det er ikke sådan, at de stiller sig tilfreds med Israel. Giver du efter, så står de ved din dør næste gang. Israel er bare så uheldig at være geografisk placeret så tæt på araberne, at det er dem, der står først for.

Du kan jo lune dig ved tanken om, at vi ligger næsten lige så tæt på Sverige som Israel på araberne. Hvilket stort set snart er det samme, taget i betragtning hvilken enorm, rød ladeport svenskerne har åbnet for de sydlandske venner, som nogen af uransagelige årsager endnu ikke har lært at kende. Du kan roligt glæde dig. Jeg er sikker på, at Hamas og andre bindegale islamister ikke vil glemme den lyshårede, frisindede danske kvindes ufravigelige loyalitet, hvis de skulle få magt, som de har agt. Hvis den tid kommer, satser jeg på at slippe med en kastration og et fast sitar-gig i det lokale harem. Så skal jeg nok klimpre dig en ubehjælpelig antikrigssang, når du klædt i passende gevandter bliver ført ind for at modtage dine nye herrers faste, rytmiske tilbagebetaling.

Mon du fatter det til den tid? Jeg tillader mig i al min optimisme at tvivle.

onsdag den 30. juli 2014

Mandedjævelen

Kender du Irene Manteufel? Nej, det gjorde jeg heller ikke. Hun er vært på Radio24syv i programmet "Ugens Rapport", som lyder ret interessant, indtil man finder ud af, at det er et feministisk program.

Irene Manteufel er et eksempel på en kvinde. Hun er også et eksempel på en feminist. Heldigvis er de to ikke ensbetydende. Man kan godt være kvinde uden at være feminist, og man kan godt være feminist uden at være kvinde. Sådan noget forstår Irene Manteufel ikke. Hun ville heller ikke forstå, at bare fordi hun er utåleligt dominerende og bestemmesyg og ikke har så meget som en rusten flig af humor i sin selvretfærdige personlighed, så betyder det ikke nødvendigvis, at alle feminister er sådan. Selvom det naturligvis er tilfældet.

Prøv at lytte til dette program (hvis du ikke orker at høre det, ligger der direkte links til interessante steder rundt omkring i dette indlæg), hvor Manteufel tager udgangspunkt i en række citater samlet af den socialistiske netavis Pio Pio. Citaterne, som stammer fra liberale, stammer fra liberale, fordi mange af dem er postet på Netavisen 180grader. Det skal altså forstås således, at alt, der postes på 180grader, kan ses som udtryk for et liberalt synspunkt. Dernæst indkalder hun en liberal, stakkels Christopher Arzrouni, som så skal stå til mål for alle synspunkterne. Hvis han kan forsage dem alle som djævelen, kan han frifindes, mens resten af de liberale stadig skal stå på anklagebænken. Altså, ironisk nok, en heksejagt.

Der er to skrifter, som Manteufel håber, at Arzrouni vil forsvare. Først er det Ole Birk Olesens "Jeg anklager ... kvinder!". I gennemgangen undlader Manteufel behændigt at nævne, at Ole Birk Olesen indleder sin kronik med at anføre, at:

  1. Det drejer sig om "syv grove generaliseringer".
  2. Han nemt kunne have fundet syv generaliseringer, der omhandlede kvinders gode sider.
  3. Han lige så godt kunne have skrevet syv grove generaliseringer om mænd.

Men ak, Ole Birk Olesens forbehold og dermed hans præmis for klummen, ignoreres som altid, når de røde skal "bevise", at liberale hader kvinder.

Dernæst går det ud over undertegnedes "Gratis HPV-vaccine", hvor Manteufel:

  1. Undlader at nævne, at indlægget kommer fra Bitter Blog ...
  2. ... der er kendt for at være humoristisk, meget grov og generaliserende.
  3. Anklager Liberal Alliance for at støtte indlægget, fordi en af deres folketingskandidater stemte indlægget op på 180grader. Også selvom han ikke havde læst det, hvilket tydeligt fremgår, hvis man ellers gad sætte sig ind i historien.
  4. Gentager påstanden om, at risikoen for smitte med HPV-virus ikke stiger med antallet af sexpartnere, selvom det f.eks. er dokumenteret på sundhed.dk.

Igen, ligesom fede-Ditte, undlader hun fuldstændig at nævne den humoristiske kontekst. Det er naturligvis fordi, hun ikke finder det sjovt, og hvis ikke hun finder det sjovt, så må ingen finde det sjovt. Sådan er feminismen.

Christopher Arzrouni formår på fantastisk vis at bevare roen under hele anklageregnen, mens han sagligt piller Manteufel fra hinanden. Det er ganske morsomt, selvom jeg personligt ville have skreget mine øjne ud i afmagt over, hvor lidt kvindemennesket fatter. Hendes argumentation er groft generaliserende, hvilket adskiller hende fra Bitter Blog på den måde, at der rent faktisk er nogen, der tager hendes seriøst og lytter til hende. Og det er hende, der er bange? Hende, der går rundt og tror, at hun konstant er to centimeter fra et venstrehook fra frådende liberale? Når det er hende, der vil have folk til at "stå til regnskab" for nogle simple ytringer, der afgives i humoristisk kontekst?

Feminister er ufattelige. De hyler op, hvis de ikke får ret, og de vil bestemme over andre mennesker, hvis de ikke retter ind efter feministernes fløjte. Tag nu bare debatten på 180grader, som er hele udgangspunktet for Manteufels stormflod af anklager, og som ofte bliver beskyldt for at være ekskluderende og hård. Jamen, hvad med at prøve at deltage i debatten derinde i stedet for at give op på forhånd? Karen West har f.eks. forsøgt og måtte gå derfra med røde baller, simpelthen fordi hun ikke formåede at argumentere, ligesom Manteufel heller ikke formår det. Jovist, der er et par enkelte idiotiske kommentarer derinde (velkommen til internettet, piger), men de kan ignoreres eller simpelthen tilbagevises.

Hvorfor opfatter feminister egentlig de liberale som kvindehadere? Det er så simpelt, at man skulle tro, de selv ville være i stand til at fatte det. Liberale bryder sig ikke om særbehandling, og hvis der er noget, feminister vil have, så er det særbehandling: Kvoter for kvinder, lovkrav til virksomheder med kvindelige ansatte, betaling for vacciner og gratis underhold til det afkom, de med fuldt overlæg skaffer sig ude i byen eller i et reagensglas, som i øvrigt også skal betales af staten. Liberale er trætte af at blive flået i skat for at betale for ting og ydelser, som kvinder mener, de har en eller anden ret til, bare fordi de ikke er mænd.

Kære feminister, I vinder ingen debat ved brug af stråmænd og latterlige generaliseringer. Heller ikke på at trække kvindekortet ved at give jer til at hyle og smutte hjem på jeres egen lille debatside på Facebook, hvor I kan slette modstandernes gode argumenter. Feminisme er kvindens værste sider, et destilleret ønske om at kontrollere, bestemme og at udskamme og dømme. Blandt andet med det formål at udrydde vold mod kvinder, hvilket kunne være et ædelt formål. Men måske skulle I begynde med at holde op med at gå efter badboys? Vi ved alle, at de fleste tilfælde af vold mod kvinder begås af nogen, de kender, så måske skulle I tænke to gange, når I får bløde knæ over fyren med flammetatoveringer på halsen. Det er der intet håb for. Natur fornægter sig ikke. Heller ikke for skingre feminister.

mandag den 26. maj 2014

Anti-DF statusupdate

Jeg skriver i dag denne statusupdate på mit foretrukne sociale medie, fordi det er vigtigt for mig at profilere mig selv som et godt og anstændigt menneske. Mine egne handlinger og argumenter er ikke tilstrækkelige til at overbevise jer om de fortræffeligheder og uforlignelige retfærdighedsprincipper, der har rod i mig, og derfor benytter jeg Dansk Folkepartis succes ved Europaparlamentsvalget i går som løftestang til at få jer alle til at tro, at jeg er et bedre menneske end jer.

Fordi et gennemdemokratisk parti blev det største ved gårsdagens valg, vil jeg nu råbe skældsord og ganske bevidst gentage løgne i håbet om at vende dem til sandhed. Desuden vil jeg komme med slet skjulte referencer til "en situation i Tyskland i 30'erne" eller "i 40'erne", fordi jeg ligesom de fleste andre i mit godhedssegment ikke fulgte med i historietimerne som barn. Jeg vil ikke på noget tidspunkt tøve eller reflektere over, at jeg - da et revolutionært parti, hvis bagland ofte tyer til vold, vandt en næsten lige så stor sejr ved kommunalvalget i 2013, og som hylder en ideologi, der i sidste århundrede hærgede store dele af verden med utallige menneskelige lidelser til følge - ikke sagde så meget som et kvæk.

I stedet for at kigge på sejrherrens konkrete argumenter og økonomiske politik, som jeg ellers er fuldstændig enig i, fordi det til forveksling ligner mit eget stuerene partis, vil jeg slynge om mig med vage formuleringer om "medmenneskelighed", "tolerance" og "inklusion", mens jeg proklamerer, at jeg ikke længere vil deltage i sociale sammenhænge sammen med de personer, der har stemt på Morten Messerschmidt. Ikke, at det er nødvendigt, for jeg sørger selvfølgelig også for at nævne, at jeg i hvert ikke kender nogen, der har stemt på hans parti.

Jeg vil også kaste mig ud i på ubehjælpeligt engelsk at sprede undskyldninger for andre folks valg ud til Europas folkeslag, som om nogen giver en flyvende fis for, at jeg spreder misinformation og løgne gennem håbløst gennemskuelige associationstrick i håbet om at kvæle den demokratiske skepsis, som jeg og eliten allerhelst vil undertrykke. Jeg vil erklære, at jeg meget hellere ville tilhøre et andet folkeslag end det danske, som jeg nu skammer mig så grundigt over. I min afmagt forsøger jeg forgæves at være overbærende over for det skimlede folkedyb, hvis valg naturligvis baserer sig på mangel på oplysning.

Jeg bærer på en moralsk pligt til fortsat at se ned på andre og til at forfølge dem med ytringshæmmende paragraffer, fordi min form for demokrati er den eneste rigtige. Det er indlysende, når man lytter til kultureliten og alverdens popsangere, der som bekendt er eksperter udi alt politisk, og som er totalt økonomisk uafhængige af at tilhøre den rigtige sociale gruppe. Fra min selvudråbte piedestal vil jeg se ned på de medborgere, der på så irriterende vis er demokratisk ligestillet med mig, og afslutte med at flyde over med en veritabel flod af vederstyggeligheder og udbrud, der umuligt kan have fundet næring i det gode, menneskekærlige selvbillede, jeg lige har brugt femhundrede ord på at tungekysse i sofaen: ØV. FØJ. ÆV. PUHA. SKAM JER!

fredag den 23. maj 2014

100.000 kr mere? Ja da!

Har du nogensinde modtaget en sms fra dit mobilselskab, der advarer om, at dit forbrug pludselig er steget kraftigt? Nej? Det er nok fordi, du:

1) Er en fornuftig forbruger.
2) Selv betaler din mobilregning.

Forestil dig nu, at en person får betalt sin telefonregning af andre. Personen er på ferie i udlandet og modtager følgende sms:
”Kære kunde. Du har nu brugt 100.000 kr., og din dataforbindelse er spærret. Besvar denne sms med ’ja’, hvis du ønsker et nyt max på 200.000 kr. Forbrug takseres til 20 kr/Mb i EU og op til 115 kr/Mb uden for EU. Mvh Kundeservice”.
Kan du forestille dig, at personen svarer "ja"? Nå, ikke? Men det gjorde personen altså. Og da personen lidt senere fik endnu en sms, der advarede om, at der nu var brugt 200.000 kr, så svarede personen "ja" igen. Hvad nu, hvis jeg fortalte dig, at denne person får sin mobilregning betalt af skatteyderne?

"Umuligt," siger du. "Det ville ingen gøre. Ingen ville være så ligeglad, så komplet utiltalende skødesløs med andres penge. Ingen kunne være så psykopatisk arrogant, så fuldstændig hoven og uden jordforbindelse eller nogen form for respekt for andre menneskers tvangsinddrevne skattekroner."

Ikke desto mindre er dette historien om Anker Boye, socialdemokratisk borgmester i Odense, som under en ferie i Tyrkiet brugte 245.057 kr på primært at downloade 3,19 gigabyte data. Noget, der kun kan ske, hvis man streamer film over sin mobilforbindelse, som han da ikke lige gad slukke til fordel for en gratis WiFi-forbindelse på det luksushotel, han var indkvarteret på. Herregud, det er jo bare andres penge.

Du undrer dig sikkert over, at du ikke har hørt om sagen. Det er fordi, Anker Boye er socialdemokrat, og så freder medierne ham. Han har jo også sagt, at han "er ked af det" og formanden for Socialdemokraterne mener da også, at han "har klokket i det." Nå, nå, jamen, så er det da helt i orden at have brugt en Mazda5 på at streame Gilmore Girls på Netflix.

Imens bruger medierne al deres energi på at jage Lars Løkke Rasmussen, der har fået tøj og en ferie betalt af Venstre. Venstre, som er en privat organisation. Tøj og ferie, som han nu har erklæret, at han har betalt det skat af, han skulle.

Anker Boye kan roligt slappe af og fortsætte sit plebejiske, fagforeningspamperiske svineri, der overstiger Lars Løkkes beskattede brug af private midler med 100.000 kr. Han skal nok blive stemt ind næste gang af kammeraterne, og herregud, det var jo bare en mobilregning. Hvem kan også finde ud af sådan noget teknologi? Hvem kan forstå sms'er, hvor der står, at man har brugt først 100.000 kr og dernæst 200.000 kr? Det var da et uheld, at han aktivt svarede "ja" til at få beløbsgrænsen hævet. Ja, fortsæt bare, dit fede, gamle, rynkede pampersvin. Din lavsociale, empatiforladte arrogance er der ingen, der tager sig af, så længe du er en af De Gode.

Det er helt utroligt, hvad man hører af undskyldninger ud over Anker Boyes egen trækken på skuldrene: Det var teleselskabets skyld! De skulle også sænke priserne! Det var IT-afdelingens skyld! Anker Boye skulle være blevet orienteret om brugen af en iPhone! Alle disse latterlige bortforklaringer, der intet andet end blotlægger, at man sagtens kan være chef for Danmarks fjerdestørste kommune og samtidig være komplet debil. Åh, hvis det dog bare var sådan frem for den grumme sandhed: At Anker Boye og kommunen faktisk er totalt pisseligeglade med, at de har kastet en kvart million kroner ud af vinduet, hvorefter de har den frækhed at skrige op mod offentlige besparelser med det argument, at der umuligt kan skæres nogen steder.

Ligegyldigheden med andres penge kan kun kureres ved at sænke skatten. Ellers vil grådige, selvretfærdige, samvittighedsløse pampere som Anker Boye blive ved med at bruge løs. "Jamen, Lars Løkke har også brugt mange penge," bliver du ved. Så fat dog, at han har brugt og selv betalt skat af Venstres penge. Venstre, som man kan melde sig ud af, hvis man ikke vil betale. "Venstre får jo også partistøtte," siger du. Du har helt ret. Lad os også cutte den fuldstændig. Så er der i hvert fald lukket der. Men du vil jo stadig have ondt af, hvis Venstre betaler Lars Løkke for deres egne penge, mens du af en eller anden grund synes, at tvangsinddrevne midler, der på groveste vis udnyttes af Anker Boye, er ganske retfærdigt brugt. Det er umuligt at banke fornuft ind i de røde, der står i kø for at bruge andres penge i deres egen højrøvede selvretfærdighed.

Det glæder mig, at Dansk Folkeparti er ved at overtage Socialdemokraternes rolle. Selvom Dansk Folkeparti har en økonomisk politik, der ligner Socialdemokraterne, så har deres kandidater heldigvis stadig en rest af borgerlig arv i sig; den der snusfornuft og integritet, der lige får dem til at bremse op og sige til sig selv: "Hov, det er faktisk andre menneskers hårdt indtjente penge, du er ved at kaste bort". Det er noget, socialister aldrig har forstået. De opfører sig som det skidt, de er, når de kommer til ære. Der er virkelig noget om, at socialister simpelthen bare ikke er ordentlige mennesker. Det beviser Anker Boye på skuldrene af sine altfortærende forgængere.

Anker Boye kan roligt forsætte sin vante, falsksmilende facon. Han er sikret sin virkelighedsfjerne taburet, hvor han uden at skelne til bundlinen kan bruge løs af tvangsinddrevne midler, så længe han sørger for at bestikke sine socialistiske tabervælgere med en solid strøm af andre folks penge. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, som man siger. Disse mennesker trænger til et møde med virkeligheden. Og med møde mener jeg kollision og med virkelighed mener jeg betonmur. For eksempel med 180 km/t som passager i den Mazda5, du klattede væk, fordi du ikke lige gad forholde dig til en regning, du med største ligegyldighed kastede i fjæset på skatteborgerne bagefter. Måtte det snarest ske. Indtil nogen opfinder en Roundup mod socialdemokratisk ukrudt, er det en af de få måder, man kan håbe på, jeres bestand bliver holdt nede på.

søndag den 20. april 2014

Årets Påskelam

Måske skulle jeg gøre det til en tradition at markere kristne højtider. Ikke fordi, jeg er praktiserende kristen, men fordi medierne tydeligvis anstrenger sig for at eksponere personer, der har visse ligheder med de dyr, der bliver associeret med aktuelle, kristne højtider. Sidste jul var det den tykke julegris, Mille, og i år er det Jesper, det fromme påskelam, der har været med til at afsløre, hvor frygteligt det danske politi kan opføre sig.

Du har nok hørt om Jesper eller i det mindste set bare én af de femtenhundrede mobilvideoer af "politivolden", der er blevet ivrigt delt på de sociale medier de seneste dage. Hvis ikke, er her en fin video, der desværre er akkompagneret af Danmarks Radios beskrivelse af episoden. Hvis du er træt af at blive indoktrineret af 21-årige, RUC-uddannede, licensbetalte "journalister", får du her mit resume, som med rimelighed kan beskrives som DRs udlægning opløftet i minus første:

En mørk aften på Blågårds Plads arresterer to betjente en person. Under arbejdet bliver de råbt og skreget af af Jesper, en irriterende sut, der triller rundt på sin drankerknallert og opfører sig som et lille pattebarn. Jesper bliver ved og ved. Til sidst bliver en af betjentene træt af ham og går over til ham og siger til ham - i et tonefald og med ord, der modsvarer hans opførsel - at han skal holde op. Jesper griber fat i betjenten, der reagerer ved at tage.fat i Jesper, som skvatter på sin drankerknallert, der viser sig at være en kørestol. Dermed falder alle brikkerne på plads. Jesper er nemlig spasser, hvilket betyder, at han brokker sig. Konstant. Over alting. Heldigvis for Jesper bliver episoden filmet af cirka attenhundrede personer, der begynder at nærme sig området, hvorefter betjentene vælger at fortrække. 

Nu træder den samlede danske venstrefløj, deres humanistiske kumpaner og en lille forsamling liberale ind på scenen. Med mobildokumentationen i hånden demonstrerer de behandlingen af Jesper Påskelam, deres danske Rodney King: Danmark er et fascistisk diktatur. Tænk, at man lever i et land, hvor man ikke kan opføre sig som et retarderet barn i Bilka og gribe fast i betjente, der arbejder, hver gang man lige har den personlige opfattelse, at de opfører sig forkert. Der er simpelthen sket et overgreb her! Et overgreb, der ifølge De Kriminelles Venner skal resultere i en varetægtsfængsling af betjentene på baggrund af, at der lige præcis intet er sket. Intet. Hverken med betjentene, nogle af de andre tilstedeværende eller med deres stakkels lille påskelam.

"Hov, hov, din fede, forpulede fucknar," råber du, mens du stamper i jorden og påberåber dig din grundlæggende ret til at afbryde, når de voksne taler. "Politiet overtræder mandens rettigheder. Dette er en glidebane, der vil ende i et nazistisk diktatur, hvis jeg ikke deler episoden på Facebook, inden jeg ser næste afsnit af Breaking Bad."

Suk! Handi'ens rettigheder til at gribe fat i en betjent, der udfører sit arbejde?

"Ja, præcis! Der skete jo ikke noget, kan jeg se på video'en, som jeg har sat på repeat i fem timer, mens jeg spiste chips hjemme i mit teenageværelse. Manden er jo ufarlig. Det kan enhver, der sidder trygt hjemme i Skive foran sin mors computer og gennemser videoerne igen og igen i fuldt dagslys da se! Og så skulle betjenten også have set det. Du er dum, Bob, og hvis du ikke passer på, så filmer jeg dig. Ja, jeg starter faktisk nu. Nu filmer jeg dig. Er der et problem i det?"

Film du bare. Og fortsæt du bare med at filme hvert eneste sekund af politiets arbejde. Hvad? Tror du, du er unik? Tror du, taberne på Blågårds Plads var unikke, da de gav sig til at lege Martin Scorsese i iPhoneudgave, mens spasseren provokerede til konfrontation? Ved du ikke, at politiet bliver mobilfilmet, fra de møder op til banale trafikuheld til de smutter fra episoder i skyd-efter-benene-ligaen? De skal da selvfølgelig bare overvåges, og hvis de begår bare så meget som et lille fejltrin, som denne episode allerhøjst kan blæses op til, så skal de hænges ud i det offentlige rum. Og nu vi er i gang, skal vi så ikke også videoovervåge dig og al din gøren og laden i det offentlige rum? Husk nu, at hvis du ikke gør noget forkert, så har du intet at frygte ... vel?

"Betjente er statsansatte! De må på ingen måder overtræde regler og i øvrigt skal de servicere mig i hoved og røv ved enhver given lejlighed, fordi jeg betaler skat! Jeg er chokeret over, at du støtter statsovermagten og de fascistiske betjente, Bob. Jeg troede ikke, du var kollektivist."

Selvom jeg selvfølgelig helst ville leve i et frihedsdiktatur, så har jeg svært ved at se, hvordan det skulle fungere uden en eller anden form for politimyndighed. Når man har sådan en myndighed, må man give dem ordentlige arbejdsforhold og behandle dem med respekt. Og I skal godt nok diske op med et bedre eksempel end nedlæggelsen af en gammelautonom, fascistisk anti-fascistisk, fordrukken og hylende spasser, der midt om natten griber fat i en betjent på Blågårds Plads - nok det mest fjendtlige miljø, en dansk politibetjent kan befinde sig i - før jeg begynder at miste tillid til de menige betjente.

Hvis du vil se ægte magtmisbrug, så kig i stedet på SKATs beføjelser eller på, hvordan staten ivrigt inddriver fartbøder fra allerede afgiftsudplyndrede danske borgere. Påskens sædvanlige kæmperazziaer er groteske eksempler på, at staten ligefrem budgetterer med at fange et vist antal nettoydende skatteborgere. Politiet holdes tilbage fra vigtige opgaver, så ledelsen kan opnå bonus for at inddrive penge, så staten har råd til at forsætte med at understøtte lamme idioter som Jesper og at køre opslidende sager mod betjente, der bare passer deres arbejde. Penge, der hører hjemme i borgernes egne lommer, eller som i det mindste burde bruges på at købe trettenhundrede bulldozere og skubbe Christania og det indre Nørrebro ud på nærmeste genbrugsstation.

Ligesom de kristne bruger påskelammet som et symbol på Jesu lidelser, anvender Godhedsindustrien Jesper som symbol på, hvor frygteligt de svage har det i det danske samfund. Tænk sig, at en handicappet bliver behandlet som enhver anden borger ville, hvis han vedholdende og stærkt generende forstyrrer politiets arbejde. Åh Gud, ring til Amnesty. De er de eneste, der kan tage jeres barnagtige hysteri seriøst. Og hold så op med at klynke og tag konsekvensen af dine handlinger som en mand, Spacey! Du blev ikke slagtet som det påskelam, du foregiver at være. Du fik, hvad du fortjente: En tur i asfalten.

mandag den 14. april 2014

Undskyld, du er homo!

Jeg har besluttet at omdøbe Bitter Blog til Bitter Bøsseblog. Det sker som et led i et forebyggende angreb mod den fremadstormende, humanistiske pøbelmasse, der er så heldige at have monopol på Den Rigtige Holdning. Inden for de seneste par uger har jeg indset, at hvis jeg i fremtiden har lyst til blive ved med at have et job, så skal jeg af ganske uforståelige årsager hylde homoseksuelles seksualitet.

Specialbygget banner til dette indlæg.

Først blev en chef i Mozilla fyret, fordi han i 2008 havde støttet en kampagne mod homoægteskaber. Noget, som de helliges sorte engel, Barack Obama, i øvrigt også var imod på det tidspunkt. Men som ledende medarbejder i Mozilla må man åbenbart ikke være det mindste "tilbageskuende", sjovt nok, nu når alt deres software er noget ubrugeligt, gammelt bras, som de fleste med mere end en kvart hjerne skoddede engang i 00'erne. Man bliver også godt advaret, når man går ind på deres side:

Fra Mozillas website
Jeg får kvalme.

Dernæst røg en mand i Spar Nord. Han havde vovet at udtale sig om det tåbelige navn, "Regnbuepladsen", som man af en eller anden årsag vil tildele nogle adresser i København:
"Det forekommer pinligt og useriøst, at et så stort flertal i Borgerrepræsentation bakker op om denne intetsigende naturbeskrivelse blot fordi, den tilsyneladende - af visse minoritetsgrupper - er knyttet til en bestemt seksuel observans.
Navnet er at sidestille med Solskinspladsen, Regnvejrspladsen, Blæsepladsen eller andre beskrivelser af naturfænomener."
... og manden har fuldstændig ret. Uanset, hvilke associationer nogen obskur kæledæggeminoritet måtte have til det, lyder navnet som noget fra et nybyggerkvarter i en forstad til Skive. Jeg forstår udmærket, han syntes, navnet var useriøst, men han måtte altså betale med sit job. Sådan er virksomheder bare. Til salg for pøbelvældet, fordi det er der, pengene er. Vi så det også med Arla under Muhammedkrisen og med Danske Bank, inden de omsider tog sig sammen til at få sparket deres latterlige direktør ud.

Jeg finder det skræmmende, hvor få der er i stand til fatte implikationerne af ovenstående tendens. Det er meningstyranni og holdningsfascisme i fuldt flor, og man kan kun gisne om, hvad det næste, man ikke må mene, bliver. Det værste er, at dette fænomen, som man kunne blive fristet til at kalde for homofascisme, sikkert hverken er igangsat eller holdes i skub af homoseksuelle. Jeg vil vædde min bagdelsmødom på, at det er de gode mennesker, der endnu engang er på spil for at massere det image, der har så ondt under deres sære, kronisk dårlige samvittighed over for alt, der ikke er rigt, hvidt, kristent og af hankøn.

Hvordan ved jeg så det? Jo, den primære argumentationsform består af udskamning: PUUUH. FY-HA. SKAM DIG. Det er skam også et ganske effektivt værktøj over for nokkefår såsom mig selv, der ikke tør stå fast på egne meninger, når først humanisterne er tromlet ind i lokalet. Det går nok, så længe det er et lokalt fænomen, men når det begynder at handle om folks job og deres muligheder for at begå sig i samfundet, så er vi alt for langt ude på et skråplan.

Det er i øvrigt morsomt, at De Gode bruger udskamning, for jeg skal da lige love for, at fanden er løs i Lebbelunden, hvis man benytter sig af slutshaming. Men sådan er det jo hele vejen igennem: Udskamning og endda vold må man gerne bruge, så længe man er på den rigtige side. Lad os håbe for jer på den rigtige side, at I bliver ved med at være der. Uanset, at Godhedsbulldozerne påberåber sig mangfoldighed som begrundelse for deres hærgen, så kommer de en dag efter dig. Mangfoldigheden gælder nemlig kun alle de forskelligheder, som de kan lide. Ikke andre mennesker eller holdninger. De skal ties og skammes ihjel. Puha!

"Hvorfor kan du ikke lide bøsser?" råber du, så negerdildoen svupper ud af din røv. "Er du homofob?" Suk. Folk fatter simpelthen ikke, at der er en ikke uanseelig forskel mellem at hade bøsser og at være modstander af, at folks seksualitet død og pine skal hives frem til frit skue. Jeg er totalt ligeglad med, hvad folk render og laver hjemme bag gardinerne, men når der begynder at opstå krav om specielle rettigheder eller hensynstagen på baggrund af seksualitet, så kan de simpelthen hoppe i havnen ... nu de alligevel sniger sig rundt dernede hver nat.

Egentlig er jeg totalt ligeglad om de beslutter sig for at kalde adresserne for Regnbuepladsen. Jeg venter bare spændt på Polyamorøspassagen, Urinslædestræde og Pædoparken - komplet med hundredvis af buske i mandestørrelse og tilhørende Manneken Pis statuer. Måske var det mere passende at finde en mørk, snæver og snoet baggyde og kalde den for Regnbuekanalen? Eller også skulle man bare behandle homoseksuelle ligesom alle andre i stedet for at omdøbe adresser efter deres seksualitet for at rette op på sin egen dårlige samvittighed.

tirsdag den 1. april 2014

En bitter dag

(Aprilsnar. Alle kommentatorerne, der følte trang til at råbe "APRILSNAR" for at vise, at de er klogere end alle andre, fordi de gennemskuede en åbenlys aprilsnar, har nu fået deres kommentarer udgivet) 

Siden jeg for et par måneder siden åbnede op for Fan Fiction, har jeg fået tilsendt en hel del bidrag. Det har været rigtig interessant at læse dem, og jeg takker alle, der har indsendt deres helt egne vinkler på, hvordan Bitter Blog indlæg skal skrives. Langt de fleste har overrasket mig. De kommer med ideer, jeg aldrig selv ville have fundet på, og som alligevel passer perfekt ind i Bitter Blogs arv. Jeg vil fra i dag begynde at publicere dem, og det første kommer fra Joan, som får lov at introducere sig selv med egne ord:
"Jeg hedder Joan og bor sammen med min mand (jeg ville have skrevet mænd, men jeg risikerer, at ham med ringen læser med !!) og mine to børn i Hammerum mellem Ikast og Herning. Jeg nævner begge byer, så ingen bliver sure. Og nej, det er IKKE udkants-Danmark. Det er indkants-Danmark, eller indkast-Danmark som jeg kalder det, når tanken går på håndbold. Ha ha. Jeg håber, BOB kan bruge mit indlæg !"
Husk, at der stadig er åbent for bidrag. Læs retningslinierne her.

En Bitter Dag


Så ringer vækkeuret og lyder som om mit hoved er et kirketårn, men jeg er lige gået i seng. Måske føles det sådan fordi manden har ligget og snorket hele natten. Det lød som et kæmpe tordenvejr og jeg slog til ham som om vi var i en stor boksekamp hele natten, men han blev bare ved og ved. Skøre hoved, men sådan er mænd, og nu er der kun udsigt til at jeg skal høre ham børste tænder. SKURE-SKURE-SKURE, det runger i mit hoved som to store skovhuggertømmermænd, der står og saver i en træstamme. Men jeg elsker den strutterut alligevel.

Åh nej, tænker jeg og slår opgivende ud med armene, fordi børnene er stået op. To små hvirvelvinde løber omkring mig, så jeg bliver helt rundtosset og forvirret. "Mor vi skal have mad. Jeg vil have cornflakes. Jeg vil have ristede boller !". Ja ja, tror I jeg er en tjener på en børnerestaurant, der bare opfylder alle jeres mindste ønsker? Og min søn ved vist ikke, hvad han beder om når han spørger en powerwoman om han må få ristet boller ;-) ;-) ;-). Og så har jeg endda selv presset jer ud. Er du gal, det gjorde ondt. Ligesom at lave en vandmelon på toilettet. Men det var al smerten værd og det ved I, selvom jeg råber af jer om morgenen. Men jeg er ikke en tjener, vel? Så tænder husbonden (ja, BONDsk er han sgu) radioen og skal høre politik fra morgenstunden. Jeg ville heller tage til tandlægen og få trukket to tænder ud. Fordi så er der Helle Thooorning-Schmidt i radioen. Prøv og sige det navn igen, Thoooooorning. Det lyder som et af børnene, der synger til et MGP-nummer. Undskyld, unger det er ikke for at kalde jer Helle Thorning, så meget hader jeg jer ikke. Nej, jeg hader jer ikke, jeg er bare bitter om morgenen. Jeg elsker mine små rundboller.

Jeg sidder i bilen på vej på arbejde og der er tændt for radioen. Igen taler de politik og hvorfor er DR så rød? Har de brugt alt rød maling i verden på at farve den der nye DR-bygning som er betalt af vores skat?

Jeg ønsker, at Bob Glitter var i radioen og tale. Så ville jeg glemme alt om de dumme bilister omkring mig. De kører helt op i bagdelen (hvis du forstår sådan en lille en - JA, der er GAS) på mig og jeg skærer tænder i bakspejlet. De skulle bare vide, hvis de kom ud af bilen og hen til mig. Så skulle de få et kvindeligt superheltekaratespark lige i ølbodegamaven. KA-PUH ! Nej, selvfølgelig er jeg ikke til road race, men tænker sådan nogle gange, når det hele er ved at gå op i én stor spids. Vi skal passe på hinanden i trafikken, men nogen gange vil jeg ønske, at vi kørte i radiobiler til arbejde. Så kunne man køre ind i dem som en slags forhåndstjeneste på, at de generer en på arbejde. BAM ! Tak på forhånd, starut, men det er kærlig ment alligevel.

Åh nej, sikken dag. Min bitterhed som funktion af sted (tak BOB, for det udtryk - jeg aner ikke, hvad det betyder. Undskyld men jeg var mest til billedkunst på gymnasiet !)
Billeder fra www.freedigitalphotos.net - kvinde med ramme, kvinde med tandbørste, kænguru, baby).

Inde i mig selv, når jeg er på arbejde er jeg Bob Glitter. Desværre kalder de mig ikke Fru Bob men i stedet Fru BABS ... gad vide hvorfor, selvom det er til min FORDEL ;-). Men uden på min indre Bob er der en stor skal af en venlig dame - haha, ja alt for stor og tyk, måske, men når jeg er bange for at BOB kommer ud, så må jeg bestikke ham med trøfler ! Og han er ikke billig betalt ! Udenpå er jeg nok en kontormus. Nej, en rotte med store gnasketænder. Nej, en kænguru med boksehandsker, der hopper rundt som en hoppebold og slår kollegaerne helt ud, når de kommer med kedelige opgaver. I hvert fald inde i hovedet. Når klienterne kommer og er trælse og vil have penge så har jeg bare lyst til at råbe: Tag dig sammen, dit store fjols, og tag dog et arbejde. Og jeg drømmer bare om næste kaffepause men der er altid tre kvarter til? Kender du det? Uret viser altid tre kvarter til kaffepausen, selvom den er hver time? Det er som at være fanget i en gyserfilm. Og så kommer der en klient mere, der banker på og vil have mine skattepenge. Jeg betaler også skat og er træt af at han bare tager og tager. Hvis vi var i Amerika havde jeg nok købt den største pistol og skudt op i loftet for at vække ham. PUFF !! Så asbesten regner ned over os. Så ville jeg nok også vække cheferne ovenpå. Nej, det er bare skæg, jeg ville aldrig skyde nogen. Det er ikke den Vilde West, det her, ligesom i Amerika, og vi har det godt herhjemme hvor folk ikke sulter på gaderne. Mine chefer arbejder også hårdt. Næsten ligeså hårdt som mig. Ha ha.

Om aftenen er jeg lige så træt som om morgenen. Også selvom jeg tog en ordentlig skraaaber på sofaen om eftermiddagen, men desværre er min mand stadig på arbejde, så jeg ikke kan drille ham med MIN snorken. Eller prutten. Kvinder prutter også, selvom de ikke vil indrømme det. Og det er nogle lede nogen, ligesom når vi stikker hinanden i ryggen på arbejde. Nej, altså ikke rigtigt, men vi vil ønske nogle gange at vi kunne. Så det er altså en dag i en BITTER quindes liv, BOB, bliv ved med at skrive for vi er mange der hader ligeså mange som dig. Nej vi hader ikke. Det er en form for kærlighed, ikke, BOB? Som ingen forstår. Ingen ! (Yes, jeg er en copy-cat. En copy-mis. Uden hår! Uden! Ha ha jeg MÅTTE (FIK du den?) gøre det).

fredag den 28. marts 2014

Uduelige journalister!

Jeg hader journalister. Der er ingen grænser for, hvor inkompetente de er. Jeg synes ellers - når jeg tænker tilbage på dengang, Danmark udelukkende var skiftevis isvintre og lange, varme somre med folkekære skuespillere, der sang muntre viser på markveje - at der var en tid, hvor journalister var i stand til:
  1. At stave.
  2. At stille kritiske spørgsmål.
Disse to vel egentlig ret grundlæggende kompetencer for journalistik blev skyllet ud sammen med det marxistiske badevand, der som en anden tsunami oversvømmede uddannelsesinstitutionerne i 70'erne og aldrig trak sig tilbage. Og jeg må da også af egen bitter erfaring medgive, at oplæringen i en disciplin som stavning kræver vedholdenhed og viljen til at lære af egne fejl; to egenskaber, der er umiskendeligt antisocialistiske.

Jeg opgav håbet om kritiske spørgsmål, sidst jeg hørte P1, hvor de bragte et nyhedsindslag om en lovændring, der havde resulteret i en uforholdsmæssig skattestigning for en bestemt befolkningsgruppe. Journalisten anlagde sin kritiske vinkel ved at afkræve den ansvarlige minister et svar på, hvorfor han ikke også havde sat skatten op for alle andre grupper. Her flåede jeg bilradioen ud af instrumentbrættet, kastede den ud af vinduet og ramte en hipster i panden, mens han ciklede på væltepeter sammen med sin prinsesseudklædte søn, så han flækkede kraniet og ikke mindst sine retro-stålbriller. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Efter at have set alt for meget fjernsyn, læst alt for mange danske internetnyheder og hørt alt for meget skattebetalt statsradio, har jeg analyseret mig frem til de grundlæggende retningslinjer, som en gennemsnitlig RUC-uddannet journalist med speciale i omsorgsfordeling og rumlig forandring åbenbart villigt lader sig indoktrinere til at følge i hver eneste ubehjælpeligt sammensatte sætning, han eller hun vælger at offentliggøre i løbet af sin karriere som såkaldt "professionel" nyhedsskribent:
  1. Velfærdsstaten og dens omfordelingscirkus - inklusive alle fremtidige tiltag og forslag fra kollektivistiske politikere på fattigstemmejagt - er ikke til debat. Den er simpelthen et af det civile samfunds aksiomer.
  2. Ingen danske borgere må nogensinde forventes at tænke eller at handle selvstændigt.
  3. Det er synd for kvinder.
  4. ... og når det er synd for kvinder, er det den hvide, kristne, heteroseksuelle, rige mands skyld.
  5. ... fordi han ikke i tilstrækkelig grad har udbygget omtalte velfærdsstat fra punkt 1.

Men lad os da bare tage et eksempel, som hjernedødt lever op til alle fem pinagtige punkter. Forleden vågnede jeg op til følgende, chokerende nyhed på min smartphone:



Skræmmende, ikke sandt? Jeg antog naturligvis, at det handlede om en gentagelse af den berømte programmeringsfejl på Therac-25, der overdoserede strålingen og lavede et par kræftpatienter om til Lørdagskylling. Jeg kunne ikke rigtig antage andet, nu når en it-fejl åbenbart var direkte skyld i, at fem kvinder var døde af kræft.

Men nej, ingen kvajekage i it-afdelingen. Det viste sig, at it-fejlen bestod i, at nogle kvinder ikke var blevet inviteret til screening for livmoderhalskræft. Sidenhen havde nogle af dem udviklet sygdommen og var omkommet. Jeg hæfter mig ved nedenstående lille perle i artiklen:
"I Region Syddanmark kan fire til syv kvinder have fået livmoderhalskræft, fordi de ikke blev kaldt til screening."
Nu skal jeg fortælle jer noget: Kvinder får ikke livmoderhalskræft, fordi de ikke bliver indkaldt til screening. Kvinder får livmoderhalskræft, fordi de knalder som kaniner. Lad os lige gentage artiklens vinkel: Fordi en række kvinder ikke tog sig sammen og tænkte sig til, at de måske skulle screenes for en sygdom, som de selv placerede sig i risikogruppen for, lægger vi skylden for det manglende initiativ over på et computerprogram, der skulle invitere kvinderne til en fuldstændig offentligt betalt - populært kaldt "gratis" - screening.

Er det overhovedet muligt at møve sig længere ud på uselvstændighedens og uansvarlighedens spinkle gren? Helt sikkert, og det ville overhovedet ikke undre mig, hvis vi snart saver den over. Undskyld mig, "journalist", men det nytter ikke at give et it-program skylden for, at nogle kvinder har fået kræft. Især ikke, når der altid vil være fejl i it-programmer - især, når de udvikles til det offentlige af den fantastisk inkompetente, overbetalte, forvoksede dræbersnegl KMD, selveste datamatikeruddannelsens eneste og i øvrigt alt for fede eksistensgrundlag.

Glem it-programmerne og lad i stedet Bitter Blog hjælpe dig. Hvis du er kvinde, og du endnu ikke er blevet indkaldt til en mandeskattebetalt screening for livmoderhalskræft, så løft knoglen - hvis du da orker det, lille prinsesse - og ring for helvede selv til hospitalet og bed om én, hvis du bon'er ud på følgende selvtestdiagram:

Hjemmetestdiagram for livmoderhalskræft, også kendt som luderkræft eller det mere folkekære, kønsneutrale og mundrette "kneppecancer".

Det er vel ikke for meget forlangt for vores skattepenge? Og hold nu din kæft med din evindelige bitchen. Jo, risikoen for kneppecancer stiger med antallet af sexpartnere. Deraf navnet. Det er højt og tydeligt dokumenteret:
"Der er en sammenhæng mellem livmoderhalskræft og seksualvaner - jo flere partnere man har, jo større risiko er der for at blive smittet med en af de farlige HPV typer og dermed for at få livmoderhalskræft."
... og hvis du i din sarte, politiske korrekthed ikke tåler at høre sandheden, ja, så forlad Bitter Blog og fortsæt med at læse de faktaresistente danske medier, udviklet af kvinder for kvinder.

Er der overhovedet nogen, der kan holde ud at se TV-avisen mere? Jeg holdt op for mange år siden. Når jeg en sjælden gang zapper forbi, hører jeg ikke andet end rødvinklede korthistorier (som i sagens natur altid er korthistorier, fordi rød argumentation kollapser efter cirka syv et halvt sekund), mens Kim Bildsøe Lassen bruger al sin energi på desperat at skjule sine tænder med overlæben. Sig mig, er det fordi hans tænder er grimme? Eller er der noget andet i vejen? Det er vi mange, der godt kunne tænke os at vide. I stedet får vi tyve minutter med vejrbøsserne, der fylder os med løgne i håbet om, at vi panikker over, at havemøblerne alligevel ikke vælter den kommende nat.

Sluk for deres bras! Hold op med at købe det. Det ville være en effektiv og ægte gratis vaccine mod den journalistiske kræftknude. Nåh nej, det nytter ikke så længe, vi er tvunget til at finansiere deres underlødigheder gennem licensen. Endnu en grund til at gå ud og hænge sig i skuret. Den må jeg skrive i bogen, hvis der overhovedet er plads til flere.



P.S.: Hjemmettestdiagrammet i dette indlæg kunne også bruges til mænd, men vi har ikke brug for det. Vi venter med at gå til lægen, indtil knuden har vokset sig til en stor blårød, pulserende tingest, der forhindrer os i at gå på arbejde. Og så dør vi i løbet af få dage. Men i det mindste giver vi ikke andre skylden for det.