torsdag den 19. december 2013

Julebrev: Årets Julegris

Det er jul og med julen følger Bitter Blogs julebrev, der er en tradition på den måde, at det ikke dukker op hvert år og slet ikke på samme tid. Til gengæld kan du hver evig, eneste jul være sikker på, at medierne graver en klynkehistorie op om en "fattig", der ikke kan finde penge til børnenes gaver efter smøgerne, kamphundefoderet og afdragene på 100-tommers TV'et er betalt. I år ankom historien på en lidt anderledes måde, da den efterhånden landskendte "Mille" postede en tudevideo på Facebook. Jeg har ventet lidt i håbet om, at der dukkede et endnu mere ynkeligt tilfælde op, men jeg har nu besluttet at udnævne hende til Årets Julegris.

Efter at have set videoen, kunne jeg spørge, hvor skammen er henne, men jeg kender jo svaret: Den blev skyllet ud den dag, hun valgte at lade fremmede mennesker forsørge hende. Hun kan vel dårlig bebrejdes. Der er ikke længere nogen skam i hverken at modtage penge eller at opføre sig som iPhone-generationens udgave af rumænsk tigger, og det er ifølge de røde helt fantastisk. Det beviser nemlig, at det er lykkes dem at undergrave familien som den primære understøttende enhed for personer i nød.

Jeg kunne skrive et helt indlæg, hvor jeg svinede Mille til, men det er ikke sjovt. Jeg vælger nemlig at tro på hendes egne ord om, at hun er alvorligt psykisk syg. Når hun er i så ringe stand og ikke kan fungere i hverdagen, så må det offentlige jo tilbyde hende en institutionsplads eller en sengeplads på et psykiatrisk hospital, hvor hun kan få opfyldt sine basale behov, mens hun modtager en passende behandling. I fraværet af sin families støtte, må det være den eneste sande omsorg og meget bedre end at købe aflad med en bunke knitrende pengesedler. Stillet over for sådan et tilbud, vil jeg dog godt sætte en klementin på, at hun reagerer som libaneseren fra Aarhus, der ikke kunne forstå, at hun skulle miste sit barn, bare fordi hun havde løjet sig psykisk syg over for kommunen for at få pension.

På trods af sine tossede rablerier om, at 16.000 efter skat til to voksne er "ingen penge", så har Mille dog opfattet én ting fra den virkelige verden: At der er mange, der føler, at de nye kontanthjælpsregler om gensidig forsørgerpligt "splitter familier". En opfattelse, man kun kan have, hvis man mener, at:
Behovet for gratis penge > Familiesammenholdet
... hvilket kun kan lade sig gøre, hvis man absolut ingen skam har i livet. Ingen! Hvem smadrer sin egen familie med det formål at rage flere af andres penge til sig? Socialister, selvfølgelig. De gode, der er åh-så-empatiske og omsorgsfulde og som altid tænker på andre. De ødelægger deres egne børns tryghed for at få lidt mere gratis guld; ussel mammon, der kan købe dem den større julegave, der alligevel ikke er nogen erstatning for en ødelagt familie. Og nej, det er ikke i desperat pengemangel. Når man har råd til bil og smøger og vejer trehundredeogtoogtyve pund, så er man ikke desperat på nogen måde. Bortset fra, måske, efter mere kage.

Det er ufatteligt, at folk der får så mange chancer, bliver ved med at klynke. Vi kunne give dem tyve, tredive eller fyrre tusinde hver måned, men når de møder virkeligheden i form af nødvendige nedskæringer, ville de stadig sidde og hyle og skrige patetisk op om, at de ikke længere "kan kende Danmark". Uha, det frygtelige Danmark, der propper penge ned i svælget på dem som foder i foie gras gæs, så de har råd til kviklån, fintrimmede øjenbryn og trøfler nok til at opbygge tredive kilos overvægt på et år. Og så lige lidt cafepenge oven i:

Fra Milles Facebook.

Jeg har fået nok af at blive kaldt umenneskelig, når jeg tillader mig at kritisere den kasten perler for svin, der foregår i det Velfærdsdanmark, hvortil jeg aftvinges firs procent af min indkomst, og som kvitterer med rå utaknemmelighed og en helt ufattelig åbenlys opvisning i dovenskab og mangel på personligt ansvar. Min eneste mulighed for at få lidt retur er at investere i Karen Volf-aktier og derved indgå i en slags tilbagekøbsaftale med de tykke damer, vi har placeret på evigt, frit forbrug.

Er det virkeligt helt umuligt for sådan en som Mille at arbejde, hvis gummicelletilbuddet med indlagte elektrochok mod al forventning skulle få hende til at ændre mening om sin psykiske tilstand? For nogle måneder siden kørte jeg gennem Tyskland og benyttede en række toiletter på vejen. Flere af dem blev rengjort af tissekoner, der til gengæld bad gæsterne om en skilling. Det er hæderligt arbejde. Kunne Mille ikke arbejde som tissekone? "Uhhh, nej!" skriger de røde. "Det er uværdigt arbejde." Uværdigt?! At tjene sine egne penge frem for at tigge og hyle i fuld offentlighed på Facebook som en anden iPhonesvingende, digital sigøjner? Ja, det giver da fuldstændig god mening her i Bizarro World.

Indrømmet, det er oftest de røde politikere, der hyler på de svagestes vegne, men flere af dem klarer det ligesom Mille ganske godt selv på de sociale medier. Når de så slår et af deres patetiske opslag op, bliver de på magisk vis til hellige køer, som man absolut skal respektere, anerkende og bestemt ikke på nogen som helst måde betvivle. Hvis jeg som betalende skaffedyr tillader mig til at skrive noget fra den forjættede anden side af sagen, bliver jeg tæsket rundt og kaldt udyr og umenneskelig og oven i købet mistænkeliggjort for groteske former for perverst, materielt begær af selvsamme personer, der splitter deres egne familier for at suge den sidste rest af mine tvangsinddrevne kroner ud af kommunekassen.

Det er slet ikke sjovt at holde jul, når der ikke er nogen rigtige fattige. Varmen fra ildstedet luner ringere, når der uden for vinduet ikke står sultende børn, som man kan kaste pebernødder efter. Som fattig erstatning kan man læse historier fra før, verden gik af lave. Den lille pige med svovlstikkerne er virkelig skæg og har altid fået mig til at le, så tårerne triller. I år triller tårerne dog nok af en anden årsag, for jeg har indset, at den lille pige med svovlstikkerne slet ikke er en af Danmarks "fattige". Hun døde nemlig, mens hun arbejdede. Ja ja, men det er jo også bare et eventyr.

GLÆDELIG JUL

onsdag den 11. december 2013

Stavepladeland

Siden jeg for halvandet år siden brokkede mig over, at rødpopulistiske politikere ville give gaver til skolebørn i form af iPads for at købe deres fremtidige stemmer, har virkeligheden bekræftet mine forudsigelser gang på gang. Det undrer ingen. Ingen. Enhver med bare et minimalt kendskab til IT ved, at ren teknologi ikke kan hæve skolebørns niveau, uanset hvor pinligt lavt det er. Men så længe vi har dybt inkompetente og spejlblanke politikere som Trine Bramsen siddende på teknologitunge områder, vil intet ændre sig.

En Pisa-undersøgelse viser nu, at elever, der bruger iPads klarer sig dårligere end elever uden iPads. Interessant. Så elever med et fancy stykke legetøj, hvor de kan spille Angry Birds hele dagen, lærer mindre end deres kammerater. Fantastisk! Hvem ville have troet det? Undskyldningerne og de dårlige bortforklaringer står som sædvanlig i kø hos de røde politikere:

  • Teknologien skal have tid til at bundfælde sig i undervisningen.
  • Det er en omstillingsperiode for både lærerne og eleverne.

Den med eleverne tror jeg ikke på. Børnene lærer lynhurtigt ny teknologi - med andre ord lærer de med det samme, hvordan de spilder tiden med en iPad. Lærerne fatter bare ingenting. De bruger alligevel al deres tid på at ryge og at holde fri, og desuden er langt de fleste lærere komplet uduelige i alle livets forhold. Derfor skal de bruge ugevis på kurser i at lære at bruge denne smarte staveplade, mens de alligevel ikke hører efter og brokker sig over, at de altså har så forbandet travlt. Mærkeligt, at man altid ser dem nede i Brugsen, når man en sjælden gang befinder sig der inden frokosttid på hverdage.

Så er der den med bundfældningen. Åh, jamen, er det ikke bare typisk rødt? Det er fuldstændigt analogt til deres tøsede kriminalitetshåndtering og deres håbløst naive indvandringspolitik. "Bare vent og se, det skal nok blive bedre engang. Det tager bare noget tid, når man vender en skude, ikke?". Nå, men her er et tip: Når man vender en skude, begynder den altså at dreje mod den retning, man ønsker. Og hvor længe har vi ventet på effekten af pladderpædagogien og den bløde indvandringspolitik? Henholdsvist fyrre og femogtyve år. Og vi kommer til at vente lige så længe, indtil det viser sig, at Apples prestigeplade får en effekt på nul og niks. Når vi bortregner de købte stemmer, naturligvis.

Der er nemlig kun én ting at sige om skolernes indkøb af iPads: Det er et prestigeprojekt. Et spørgsmål om at se smart ud. Selv erhvervsledere siger, at det handler om udseende, men i det mindste betaler de selv. Det er ligesom u-landshjælpen. Smid en masse penge og projekter efter et fattigt land, og du fremstår god® og handlekraftig, mens modtagerne skider pengene væk. Giv en mand en fisk og alt det der ... i dette tilfælde giver vi møgungerne en enorm smart, men komplet ubrugelig fiskestang.

Endelig handler det også om at rage til sig, byrådsmedlemmer som lærere som socialklasse-syv-forældre: "Vi vil ha' en gratis iPad på skatteborgernes regning." Og efter at udgifterne til reparationer er blæst gennem loftet, selvom dette resultat var fuldstændigt uundgåeligt, så skal man sateme også til at høre på klynken om "de fattiges børn", der sikkert med vilje har smadret deres skattebetalte luksusgenstand, og som nu er i en frygtelig knibe, fordi forældrene ikke har råd til at erstatte den, fordi de prioriterer smøger og Netflix. Hvilket faktisk er en fin og fornuftig prioritering i forhold til at købe en iPad. Men hvem kommer så til at betale erstatningen; dette dyre legetøj, der blot gør taberne til endnu større tabere, så de kan suge endnu mere i dine lommer, når de bliver voksne? Jeps, dig!

Basale opgaver kræver basale færdigheder. Og det har eksamenselever, der klogeligt har smidt iPad'en væk, allerede fundet ud af, ifølge gårsdagens TV-Avis. Nyttesløs, fancy teknologi har intet håb mod de kloge elevers ageren. Imens kan de dumme sidde og tampe med en-finger-systemet på deres latterlige caféskærme. Skrive på en iPad? Held og lykke med det. Men analfabeter har naturligvis heller ikke behov for at skrive. Næste gang, du møder en flok skolebørn, anbefaler jeg, at du stamper på deres iPads. Et blidt skub er forresten tilstrækkeligt til at smadre de åh-så-fine glasplader, der ikke er konstrueret til meget andet end at læse hovne artikler på Politikens hjemmeside. Jo hurtigere, lortet bliver smadret, jo hurtigere styrter budgettet, og jo hurtigere får vi et opgør med krævementalitet og spenderbukser på borgernes regning for at købe stemmer.

Sendt fra min iPad.



(... og angående det sidste, kan iDioterne så forklare, hvorfor det står i slutningen af samtlige deres mails? Nej, det kan de naturligvis ikke. For de fatter ikke, at denne information er ligeså ligegyldig som deres egen eksistens. Det er jo for helvede lige præcis pointen, at det er ligegyldigt, hvor mailen kommer fra?! Det er hele det forpulede formål med en mobil enhed, at du kan sende og læse mails hvor som helst. Hvorfor så fortælle det? Fordi det hele handler om prestige og overflade. Bare fordi, jeg ikke var til stede for at spilde tyve minutter af mit liv på at betragte dig og din hånlige attitude, mens du tampede dine ligegyldigheder ind på din håbløse statementtingest, så skal du absolut berette om det. Fordi du er en håbløs nar, der intet fatter. Intet. Og jeg vil hellere jorde en rusten skruetrækker ind under min venstre knæskal end at høre mere på dig)

tirsdag den 3. december 2013

Aftagerkønnet

Selvom samtlige af regeringens planer om at indføre øremærket barsel til mænd i en eller anden form er kollapset totalt ligesom alle andre af deres vi-lever-i-en-verden-bag-kosteskabet løfter, som fatsvage borgere har stemt på i det misfoster af en styreform, som giver dem stemmeret, så kan jeg stadig brokke mig over det.

Faktisk var det Betina, som gjorde mig opmærksom på, at det altid er kvindemennesker, hysteriske feminister med ideer om øremærket barsel, der bløder igennem overalt i medierne. Dog er det ikke den uundgåelige sandhed, der dukker frem som ildelugtende blodpletter fra feminismen, men derimod røde, forvrængede fantasier med et strejf af fascisme.

"Mændene skal have den her øremærkede barsel," siger talskvinden. "De ønsker den, og hvis de ikke får den, tager kvinderne den fra dem." Aha. Og hvor er så alle disse mænd, der skriger på øremærket barsel? Jeg kender ikke nogen. Jeg har ikke set nogen. Er de alle så vege, så feminiserede og under tøflen, at de ligesom kvinder ikke tør gå efter det de vil have? Næh, jeg tror bare ikke, de eksisterer, ligesom mange andre af socialismens ofre og skurke. Hvis mænd vil have deres barsel, tager de den bare sammen med mobningen, der følger med. De behøver ikke det modsatte køn til at give den dem, selvom det i sagens natur kan være svært for aftagerkønnet at forstå.
Aftagerkøn, -net: Det køn, der samlet set aftager mere, end det producerer. Se også: Kvinde.
Feministerne ønsker, at mænd skal opføre sig som kvinder, og hvis de ikke vil af egen fri vilje, skal de tvinges, så de kan lære at forstå, at det er godt for dem. Klassisk fascisme. Aftagerkønnet forstår simpelthen ikke, at når mænd vil have noget, så tager de det. Mænd venter ikke på, at det andet køn giver dem det, ligesom kvinderne selv gør. Mænd sidder ikke med hænderne i skødet og brokker sig bag om ryggen på kvinderne over, at de ikke må tage barsel. Og derfor skvatter feministernes argument om at mænd skal gives barsel gennem lov - en ide der vokser ud af kønsmæssig snævertsynethed - sammen i virkeligheden. Desuden er det direkte latterligt, at en lov vedtaget af en flok ubarberede fruentimmere skulle kunne annullere de naturlove, der er opbygget gennem menneskets 200.000 årige udvikling: Kvinderne passer børnene. Og de elsker det jo. Især det med at gå hjemme og at slippe for at lave rigtigt arbejde.

Nu når regeringen har måttet opgive alle planer om at kvindeliggøre mændene, så er det jo heldigt for feministerne, at der findes private virksomheder, der agerer nyttige idioter. Jeg har før beklaget mig over Danske Bank, der hoppede på Occupy-bølgen, og nu er det Fætter Kusine BR, der med det nye julekatalog lefler for de kønsfornægtende:

Ja, vælg da den lyserøde udgave, ikke? Dørmåtte!
Hvad forsøger de at bilde os ind? Drenge og mænd interesserer sig bare ikke for at støvsuge eller at gøre rent. Og hvorfor ikke? Fordi det er hjernedødt sisofysarbejde. Der er ingen udvikling i det. Ingen forandring. En sund dreng, der fik en støvsuger i julegave, ville inden for kort tid begynde at finde på alternative anvendelsesmuligheder, såsom at fange fluer, suge kjolerne af pigerne eller at plage livet af hunden. Skulle han omsider finde på at gøre rent, ville det alligevel ske så sent, at støvsugerrøret ville være for smalt til at opsuge skidtet.

Fat dog, at det er biologien, der afgør legetøjet. Ikke omvendt. Du får heller ikke en hund ud af en kat, uanset hvor mange kødben, du kaster den.

En pige, der bruger en Weber. Aldrig set i virkeligheden. Det kønsforvirrede katalog taget i betragtning, kan det dog ikke afvises, at det er en dreng, der har taget en paryk på.

Pigen gør sig smuk til en badboy, hvilket aldrig bliver drengen ved siden af.
Så er der drengen, der hjælper pigen med at smukkesere sig. Det giver ingen mening. Ingen! Pigen gør sig pæn for at tiltrække en mand med magt og penge, så hun til dels kan blive tændt og til dels kan gå hjemme på barsel og slippe for at arbejde. Drengen har ingen grund til at gøre sig smuk, med mindre han er en eller anden skabagtig homoseksuel, og helt ærligt, hvor mange mænd er det? Skal vi virkelig tilrette hele legetøjskataloget for, at medlemmerne af denne lille minoritet ikke skal "føle sig forkerte"?! Godt nok skal vi alle åbenbart være kvinder, men skal vi virkelig være så tøsede, at vi skal konstruere enorme problemer ud af enhver lille, latterlig følelse af at være udenfor? Held og lykke med at leve i et samfund, der fungerer som én stor, skiftevis klynkende og hakkende kvindearbejdsplads.

Og er der andre end mig, der har opdaget den skrigende dobbeltmoral i Kusine BRs katalog? Hvor er de handicappede børn og deres legetøjsudgaver af trehjulede scootere, parkeret ved plastikgadehjørner overdænget med små, tomme guldbajerflasker? Og hvor er indvandrerne? Lille Ahmed, der prøver tørklæder, mens hans søster leger med plastikspringkniv og et den-lille-halalslagter-sæt? Der er da vist et par minoriteter, som vi har glemt at inkludere, ikke? Sikkert fordi, man er bange for, at de som rigtige mænd ville tage handling og boykotte Kusine BR.

Præcis som alle I andre også burde gøre.




P.S.: Dette indlæg er til dels skrevet til ære for Ditte Geise, som endnu en gang nævner Bitter Blog i Politiken uden at linke hertil, så læserne ikke får en chance for selv at vurdere bloggens humoristiske vinkler. Det er ikke nemt, når den eneste, der bekræfter ens verdenssyn er en betøflet teenager.