fredag den 29. november 2013

Klynkekunstnere

Gud ved, at jeg ikke kan udstå kunstnere. Eller rettere ... jeg kan godt lide kunstnere, der leverer kvalitet funderet i ordentligt håndværk, men desværre har socialismen udvandet kunstbegrebet til at omfatte analt orienteret performancekunst og alle tænkelige former for gøgleraktivisme og ironiske, halvhjertede hipsterhappenings, opført af skabagtige selviscenesættere, som var de trodsalderramte pattebørn i Føtex, fredag eftermiddag.



For at legitimere deres små papmaché-jonglerende møgunger, opfandt socialisterne kunststøtten, så de kunne fortsætte deres undergravning af borgerlige værdier. Kunststøtten, denne guldskat, tiltrækker tillige proselytter fra den kommercielle verden, der til dels frygter at blive mobbet af parnasset og til dels håber en dag at blive taget under vingerne, for der er trods alt ikke noget bedre end at læne sig op ad staten, som har magt til at tvinge midler ud af kunderne, hvis de en dag af egen fri vilje ikke længere skulle ønske at købe mere.

Nu skulle man tro, at indeværende harmdirrende indlæg skulle handle om det groteske i, at danske kunstnere - på trods af, at kunstens fornemmeste opgave er skabe nye tanker hos dens iagttagere - i det store og hele beskytter staten og dens politiske status quo og ønsker mere og mere socialistisk centralisme. Jeg kunne skam også skrive et helt indlæg om, hvordan denne konstruktion minder om kunst/fascisme-symbiosen i både Nazi-Tyskland og Sovjetunionen, men i stedet vil jeg tage fat i noget meget sjovere: Kunstnere, der selv bliver ramt på tegnedrengen af de mekanismer, de hele tiden har støttet.

Ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad er danske kunstnere nemlig fortørnede over, at de pludselig ikke længere kan trække deres udgifter i forbindelse med "kunstnerisk arbejde" fra i skat. SKATs begrundelse er, at de ikke tjener nok penge til at godtgøre, at de ikke blot er hobbykunstnere. Det morsomme er, at visse af de ramte er de selvsamme, som er blevet tildelt livslang kunststøtte. Og nu hyler de, fordi de intet forstår: Staten har anerkendt dem som ophøjede individer, der ikke behøver tjene deres egne penge, så hvordan fanden kan man så tillade sig at kræve penge af dem?

Jamen, Herre Jemini, dobbeltmoralen er så tyk, at den driver ud fra kunstnernes selviscenesættende skønmalerier. Så disse kunstnere, der hele tiden har suget deres indkomst fra almindelige, produktive borgeres skatteplagede lommer, tillader sig seriøst nu at klynke over, at de selv kommer under pisken? På trods af, at de ikke engang nettoyder, da hele deres indkomst i forvejen er tvangsinddrevet fra andre? På et såkaldt argument om at være et ophøjet, kunstnerisk individ, selvom de ikke engang kan tjene nok penge til at betale for deres egen mad? Gud fader bevares!

Ingen tvivl om, hvem der er de kloge. Når man kan suge i kommunekassen samtidig med, at man sidder og æder økologiske burgere foran den skulptur, som man har lokket fem nøgne gymnasiepiger til at hugge for sig, fordi deres marxistiske billedkunstlærer har indprentet dem, at noget kun er kunst, når de ikke forstår det, ja, så kan man vel dårligt kaldes for dum. Derimod kan man ikke klage over at blive kaldt indbildsk, arrogant og snyltende, når man tillader sig at kræve en ophøjet ret til gratis indkomst for at lave hvad helvede, man lige har lyst til.

Kunstnerne har omsider mærket Moderstatens klamme favntag, og der skal ikke herske tvivl om, at jeg finder SKATs metoder latterlige og hæmmende for al initiativ og intelligent aktivitet. Men når de har været udøvet på os almindelige borgere i årevis, så har jeg helt ærligt svært ved at fremgrave bare den mindste forargelse over, at statens egne, små nassere pludselig bliver ramt af samme Gestapometoder, de selv har levet af alt, alt for længe.

Som sædvanlig ville løsningen være at stoppe staten. Afskaf kunststøtten og læg pengene tilbage i borgernes lommer. Og bare rolig, du røvhulsfotograferende, uuddannede, barnlige, blotterhipster: Der vil stadig være flokvis af statementbebrillede idioter, som gladeligt betaler for din "kunst". Der er ingen grund til at frygte, at det hele bliver kronhjort, nu når verden uafværgeligt er befolket af en flok bedrevidende nokkefårssnobber, der ikke kan se Kejserens manglende klæder, uanset hvor store, grimme briller, de er udstyret med. Men i det mindste kan de så nøjes med at spilde egne penge på det.

fredag den 22. november 2013

Kommunistvalget

Så fik Enhedslisten den forventede storsejr ved kommunalvalget? Er danskerne blevet ægte kommunister nu? Ønsker de virkelig revolution og ophævelse af privat ejendomsret? Næppe.

Langt størstedelen af Ø-vælgerne er snotforkælede SF- og S-vælgere, der er skuffede over, at den guldkrukke, som regeringen lovede inden valget, naturligvis ikke fandtes for enden af rødbuen - I ved, der hvor virkeligheden eksisterer. Og i stedet for at indse, at de røde fører dem bag lyset, tager de bare endnu et skridt ud til venstre, hvor løgnene er endnu større. Som at kompensere for sit tab i et pyramidespil ved at indgå i et endnu større pyramidespil, selvom denne analogi selvfølgelig ikke passer på socialister, der kun vil spille med, når de ikke selv behøver at lægge en indsats.

"Og hvad så, hvis jeg stemte Enhedslisten?" spørger pædagogen, som ville hyle som den fede, stukne gris, hun er, hvis Gadens Parlament virkelig dukkede op og tog hendes to-millioners villa med tilhørende trampolin. "Landet bliver jo ikke kommunistisk af, at Enhedslisten får mandater, for det vil de andre partier forhindre." Aha. Hvilken fantastisk logik! Vil det så også være okay at stemme på nazisterne? For vi ved jo, at de andre partier vil forhindre, at DSB sender jøderne på kreaturklasse til Auschwitz, ikke? Det var sikkert også sådan, de tænkte i Tyskland.

Og nu vi er ved nazister. Lad os lige zoome ind på Aarhus, denne landets næststørste by, der efter sigende var en veritabel rotterede af nynazister, hvor de stakkels unge, fredelige enhedslistegadekæmpere ikke kunne gå i fred. En by, der desperat måtte igangsætte målrettede projekter til bekæmpelse af højreekstremisme. Hvor mange stemmer fik Daniel Carlsen, tidligere nazist og hele Danmarks førerhund, da han omsider stillede op for den heilende pøbel i Danmarks svar på Ørneborgen:


Hov? Hvor var alle nazisterne henne i tirsdags? Var det Himmlers fødselsdag? Var de alle i København for at få en gratis hagekorstatovering? Nægtede de at stemme, fordi de er antidemokrater og holder sig til gadevold? Havde de heilet så meget, at deres højre arm var lammet, så de ikke kunne skrive et kryds på en seddel? Nej, de har simpelthen bare aldrig rigtig eksisteret - i modsætning til rødfascisterne, der som bekendt fik hele tre mandater med 9,4 procent af stemmerne og kun med nød og næppe undgik at sætte sig på en rådmandspost, fordi sosserne besluttede sig for at tilgodese vennerne i stedet for at lytte til vælgerne. Big surprise. Æd jeres egen medicin, kammerater.

Når vælgerne i Danmark er så debile, som de har givet udtryk for ved valget i tirsdags, har vi intet andet valg end at afskaffe demokratiet. Demokratiet misbruges simpelthen af flertallet til at tyvstjæle mindretallets midler. Vi bør i stedet indføre frihedsdiktatur. Det skal være ulovligt at undertrykke andre menneskers frihed og krænke deres ejendomsret, med mindre disse frivilligt går med til det. Så kan alle socialisterne gå sammen i deres egne, frie fællesskaber, der naturligvis ville implodere øjeblikkeligt uden tvangsinddrivning fra det store mindretal af borgere, der rent faktisk arbejder i produktive erhverv.

Historien om det historisk historieløse valg fortælles fint af ovenstående illustration. Kilde: heltnormalt.dk

Den overvældende sejr til Enhedslisten er et udtryk for umættelig grådighed hos socialisterne. Hvad vil de have mere end 8 ugers ferie, fri sygdom, masser af øv-dage og jobsikkerhed i deres selvdøde, offentlige snakkejobs? Det kan jeg svare på: De vil have hvilket som helst andet gode, der kunne risikere at dukke op hos en af deres medborgere, uanset hvad disse har ofret for at tjene til dette gode. Og de tillader sig endda at kræve det under klynken, hærgen og råben af for længst afdøde ligheds- og menneskelighedsklicheer.

Socialisterne bliver aldrig mætte. De er jo ikke engang sultne mere. Langt de fleste i Danmark har et alt for komfortabelt liv, et alt for let liv, fordi socialismen stamper alt liv ud af dem, der går foran, så fede forstads-Mette kan forny sin Toyota Aygo hvert tredje år uden egentlig rigtig at yde noget for det. Men det er ikke nok for hende. Nej, Enhedslisten skal til, så hun kan kræve endnu mere. Disse snyltervælgere er som fede, grådige børn ved en juletræsfest, hvor forældrene har sluppet alle tøjler, og børnene får lov at trække dem rundt i manegen. Det er på tide at sige stop og at give børnene den gave, de har bedst af: Frihed. Lige efter vi har hevet deres fedtede, autonome pølsefingre op af vores lommer og givet dem den lussing, de så himmelskrigende fortjener.

torsdag den 14. november 2013

Venstrefløjen hader Im

I disse dage løber alle klovnene fra det politiske mediecirkus rundt imellem hinanden. Grunden er, at Im, en syv-årig thailandsk pige, er blevet udvist, fordi hendes danske stedfar er død. Udvisningen er foregået efter alle regler, hvorefter hele Danmarks befolkning hyler op og får politikerne til at vedtage en særlov.

Im appellerer uundgåeligt til din medfølelse, hvad enten du er enlig, gift, mor, far eller en gammel, beskidt mand, der ønsker at spare en årlig ferierejse til Thailand. Som hun står der med en tandløs mund og tårer i de smalle øjne ligner hun jo ens egen datter, når man netop har trukket hende en lige højre. Hun er en nuttet lille en, siger I, og jeg er sikker på, at en bebumset, trettenårig amerikansk drengs udvisning ikke ville have vakt lige så stor furore. Nå, nok om dén side af sagen.

Venstrefløjen og højrefløjen har vidt forskellige mål med deres fælles, populistiske ønske om at hente Im hjem. Højrefløjen ønsker at fremstå menneskelig og tager fat i sagen, fordi det ikke er dem, der sidder med magten og afgørelsen og dermed aben. Venstrefløjen og Godhedens gumpe ønsker at ændre de bestående regler. For alle.

Sagen er, at Im faktisk skulle udvises. Ja, selvom hun er nuttet. Og ja, selvom hendes stedfar er død. Af kræft, endda, hvorfor alle violinerne er blevet trukket frem. Men hverken hun eller hendes mor er danske statsborgere, og derfor hører de ikke hjemme i Danmark.

"Er du ikke lidt hård nu, Bob?" spørger selv mine hårdeste, mest onde og fremmedhadende læsere. Jeg følger blot reglerne. Reglerne er nødvendige, så længe vi ikke vil reagere på det virkelige problem. For der findes faktisk en løsning på Ims problem. Der findes en måde, hvorpå Im og andre i en lignende situation - som det naturligste i verden og uden krampagtige særlove - kan blive i Danmark.

Reglerne er nemlig udformet, som de er, fordi ingen tør sige lige ud, at vi ikke vil have mellemøstlige, muslimske indvandrere. Derfor syr man alle mulige lappeløsninger op omkring det store hul i statskassen, som de efterlader, for at undgå, at det bliver endnu større. Og alle disse lappeløsninger ender med at ramme uskyldige. Præcis, som når kommunens dyneløfteri går ud over de virkeligt trængende, fordi det store flertal på støtten svindler.

Det fremstår totalt grotesk at udvise Im og hendes mor, der kan bidrage med både forårsruller og massage og hvad ved jeg, mens vi beholder to voldelige, kriminelle, der har skåret øret af deres offer, og som intet kan tilbyde os. Intet. Er det fordi, de har mospudehår? Er det fordi, de har en større tilknytning til Danmark? Nej, det er fordi de er mellemøstlige muslimer, og venstrefløjen har besluttet, at de altid er ofre, og at Vesten altid er skyld i deres ulykke.
Dansk indvandringspolitik i en Mortal Kombat version.
Venstrefløjen insisterer på, at vi skal modtage og absolut beholde de elendigste, mest uduelige flygtninge. De elendigste er dem, der har brug for mest hjælp, og i venstrefløjens optik er det altid deres stakkels ofre, mellemøstlige muslimer. Dermed er der ikke plads til Im i de rødes verden. Hun passer ikke ind i deres offerretorik. Se selv udmeldingen fra Amnesty International, der plejer at hyle op om racisme og politivold, hver gang en eller anden vanvittig indvandrer har voldtaget en tilfældig og har modtaget tre dages hæfte: Ingen rysten på hånden. Reglerne er fulgt.

"Hov, hov," bøvser dine Bjørnebrygblissede kinder. "Venstrefløjen ønsker, at der skal være plads til alle i Danmark. Både Im og Ahmed!" Ja, ja, fint. Men der er ikke plads til alle. Jeg ved godt, at venstrefløjen også tror på pengetræer, men i den virkelige verden er der altså begrænsninger på vores ressourcer, og de er hårdt pressede af latterlige konventioner, blødsødenhed og fuldstændig kritikløst åbne grænser. Så nej, vi kan ikke give adgang til alle børn, ligesom hende den (k)lamme ønsker, selvom Mellemøsten ganske sikkert kan levere en ordentlig røvfuld tandløse unger med skæve øjne. Desværre på grund af for mange "tæt beslægtede gener" i stedet for race. Nej, vi er allerede fyldt op, og derfor må børn som Im vige.

Husk det, næste gang du sætter dit kryds. En stemme på de røde svarer til endnu flere mærkelige regler for at undgå at forholde sig til det, alle tænker, og ingen tør sige: "Vi vil gerne have Im, for hun hører til og kan bidrage til vores samfund. Det kan og vil de mellemøstlige muslimer ikke. Derfor er det dem, der skal vige pladsen, når den er knap. Ikke Im."

mandag den 11. november 2013

Stop IKKE mobning!

Nogle gange, jeg ... nej, om igen ... hver gang, jeg hører Özlem Cekic udtale sig offentligt, bliver jeg overbevist om, at der er sket en fejl. Fejlen strækker sig mange år tilbage i tiden til hendes barndom og de omgivelser, hun voksede op i. Det drejer sig om en bremsefejl. Nogen har glemt at træde på bremsen, og jeg taler ikke om en blød ABS-opbremsning, men om en hård, blokerende katastrofeopbremsning, der burde have endt med et frontalt sammenstød med en betonmur.

Özlem Cekic er dybt debil at høre på. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan hun kunne blive valgt til Folketinget, eller hvordan hun overhovedet kunne blive valgt til kandidat af SF. Det er fristende at tro, at resten af medlemmerne er endnu mere debile og faktaresistente, men jeg har på fornemmelsen, at hun blev valgt, fordi hun simpelthen ikke fatter, hvor lamme hendes argumenter er, og at hun ikke har selvindsigt nok til at forstå, at hun bare burde holde kæft. Derved fungerer hun som en slags folkesocialistisk Juggernaut, der ufortrødent brager igennem enhver logik ind til de socialistiske kernevælgere, der gemmer sig bag solide, personlige Berlinmure for at beskytte sig mod rationel tænkning.

Özlem minder mig om en pige, jeg gik i klasse med i folkeskolen. Hun var nemlig lige så snottende stupid at høre på, og derfor tog jeg og mine klassekammerater affære. Vi trådte på bremsen. Stampede på den. Jeps, vi mobbede hende, konsekvent og skånselsløst i ni år, indtil hun blot var en skygge, der krøb langs skolegårdens mure med slukkede pupiller i sortrandede øjne. I dag er hun et ynkeligt væsen, der bor i Vestjylland med en knytnævesvingende mand, der følger op på klassekammeraternes grundarbejde, og med en Facebookprofil, hvor hun pirker til sine gamle plageånders dårlige samvittighed med uendelige, opmærksomhedshungrende "Åh nej ..." og "Håber dagen i dag bliver bedre end i går ..." statusopdateringer. For nu vi er blevet voksne og menneskelige, har vi naturligvis fortrudt vores handlinger.

Men når jeg hører og ser Özlem Cekic, så må jeg erkende, at vores barnlige arbejde tjente et fremtidssikrende formål. For havde Özlems kammerater som mig og mine medbødler udvist samme rettidige omhu og knust hendes selvværd, der tydeligvis er baseret på et falsk grundlag, så havde vi sluppet for at høre på hende i dag. Så ville hun have lært, at hun ikke er værd at høre på, hvorefter hun og hendes lamme klynkeholdninger ville have kravlet tilbage til den jordhule, hun kom fra. Ja, luk bare dit måbende gab, for du har helt ret i, at jeg hermed erklærer, at mobning er en fremragende ting.

"Stop mopning!" står der med store, hjemmestrikkede bogstaver på din bluse. Dine hænder knytter sig, fordi du sidder og læser et blogindlæg fra en voksen mand, der siger, at mobning er okay, selvom du bruger al din fritid på at piske din grimme unges kammerater ind i tvangslegegrupper, fordi ingen gider spilde to vågne sekunder på dit barn, med mindre det er hunkøn, jomfru og lige er blevet femten, og man har slugt tre elefantøl. For du mobber jo ikke selv? Du anvender ikke social pression for at få dine socialistiske synspunkter igennem? Du stigmatiserer ikke andre, fordi de ikke har samme "menneskesyn" som dig, og du konspirerer ikke med dine ligesindede for at få andre presset ud i periferien? Du sladrer heller ikke på dit arbejde om dine andre kvindelige kollegaer? Du hakker ikke på dem, du ikke kan lide, for at få dig selv til at fremstå bedre eller simpelthen for at få afløb for dit eget dårlige selvværd? Du skriver ikke blogindlæg, hvor du camouflerer ægte oplevelser for at udstille dine venner og give dem gratis uppercuts i mørket? Du er ikke medlem af en fagforening, der med tvang og blokader presser folk, der ikke ønsker at være medlem af selvsamme selskab? Du ruller ikke med øjnene over dine aldrende familiemedlemmer og efterlader dem i ensomhed til et besøg hver tredje uge af en somalisk social- og sundhedsassistent, der er mere interesseret i at checke sin iPhone end at udføre sit arbejde? Vel?

Godt.

"Nej!" står du for en gangs skyld fast i stedet for at levere din pointe gennem rævekager og snigangreb fra bag frikadellerne i medarbejderkantinen. "Hvis hun virkelig er så dum, hvorfor argumenterer du så ikke bare mod hende som en voksen, rationel person ville? Hvorfor angriber du så ikke hendes holdninger i stedet for hendes person?" Jamen, suk, du har intet fattet. Intet! Det er jo netop for sent. Alle andre end mig har prøvet og fejlet. Se blot situationen med Joachim B. Olsen, som slog fine, saglige argumenter på hende som vand på en gås. Det er en umulig opgave! Hun skulle have været knust for mange år siden, i skolegården, hvor voksen rationalitet og blødsøden medfølelse ikke var til stede for at gøde ukrudtet.

Normalt hader jeg børn, men jeg må erkende, at de med mobning gør et stort samfundsarbejde. Så husk det næste gang, dit barn får en seddel med hjem, fordi det har mobbet en kammerat. Måske har det blot lavet et forebyggende angreb for sit voksenlivs skyld, så det ikke ligesom os andre vil foretrække gør-det-selv rodbehandlinger frem for at høre på politiske debatter. Og hvis det er dit eget barn der bliver mobbet? Tjah, så skal du måske trække på skuldrene og forklare det, at det kan være en fordel med et filter, før man taler eller agerer. Eller måske agere som en ordentlig opdrager og bare være ærlig og sige ligeud, at det sgu' for helvede nok er møgungen selv, den er gal med.

torsdag den 7. november 2013

"Dansk Kvindesamfund"

... bør blive Danmarks nye navn, for vi er ikke andet end en nation af tøser. Den sidste rest af nosserne bliver fjernet, når regeringens forslag om at sikre F1-låntagere mod rentestigninger bliver vedtaget af et desværre bredt flertal i Folketinget.

Sig mig, hvor svært er det at forstå og forholde sig til den grundregel i enhver rimelig handel, at jo billigere din vare er, jo større risiko tager du? Det er sådan, tingene hænger sammen. F1-lån er billige, fordi renten kun ligger fast i kort tid, og du derved risikerer, at renten stiger i lånets løbetid. Vil du sikres en fast rente, er lånet dyrere, fordi låneudbyderen skal påtage sig risikoen for renteudsving:

  • Lav rente - størst gevinst - stor risiko.
  • Høj rente - mindre gevinst - lav risiko.

Det burde da for satan være til at forstå selv for matematikresistente halvhjerner.

Ovenstående letforståelige, gennemsigtige princip mudres nu til af Moderstaten. I stedet for, at låneren skal tage risikoen for rentestigninger på F1-lånet, pålægges låneudbyderen risikoen. Hvorfor gør staten det? Der er flere årsager:

  •  Leflen for vælgerne: Visse boligejere føler, at regeringen "gør noget" for at sikre deres boliger.
  •  Sikkerhed: Ved at "sikre" boligejerne vil der muligvis komme færre teknisk insolvente, der risikerer tvangsauktioner.

... men først og fremmest, fordi:

  • I alle er en flok tøser, der ikke kan tage ansvaret for jeres egne valg af risikobetonede lån.

Det er simpelthen ufatteligt! Nu bliver simple og forståelige markedsmekanismer mudret til, fordi I aldrig har taget bleen af. Hvis I valgte et F1-lån, fordi det så dejligt ud for syv år siden med lidt flere iPads og luksusrejser, så tillader I jer fandeme at klynke nu, hvor medisteren skal på disken?! "Uhhh ... tænk på, hvis børnene skal miste deres hjem". "Uhh, jeg får depression og kan ikke overskue, hvis jeg skal flytte". Overskrifterne i alle de underlødige mainstream-medier, dyppet i ren patos. Tag dog konsekvenserne af jeres egne valg, tabere!

For fanden, hvor kan det dog gøre mig så ulideligt træt, at I er sådan en flok tøser, der hverken kan tåle, at dem, der har gevinst på F1-lån får noget for deres risikovillighed, eller acceptere et tab, hvis I selv står med det i efterdønningerne af jeres kuldsejlede håb om en F1-gevinst. Forslaget tegner i bund og grund en fælles forsikring, tvunget ned over alle gennem staten, fordi så mange af jer klynker. Jævnfør ovennævnte grundregel er det uundgåelige resultat af forslaget lige præcis, at lånet bliver dyrere for alle, fordi risikoen falder; den grå mellemvej, ligheden i alt, hvor ingen vinder og ingen taber.

Til lykke, det får I nu med regeringens lamme forslag, der kun giver mening i et land, der er en de facto beskyttet bolig for socialistiske tabere, hvis værste mareridt er, at nogen og specielt dem selv skal tage konsekvenserne af deres handlinger. Jeg kan se, at forslaget vedtages med "et bredt flertal", men jeg kan ikke se, hvem der støtter det. Det ser dog ud som om, Enhedslisten sammen med de Konservative bakker op. Fantastisk! Jeg håber, I decimerer sidstnævnte ynkelige parodi på et borgerligt parti - både nu til kommunalvalget og til næste folketingsvalg.

"Du har ret, men hvorfor langede du ud efter kvinderne i dette indlæg?" spørger du dumt? Fordi det efter min erfaring altid er kvinderne, der kræver sikkerhed. I offentlige ansættelser, i trafikken, i livet generelt såvel som i huslånene. I kan simpelthen ikke kapere risici og derfor reducerer I gennem jeres kønsfascistiske dominans livet til en vatindpakket rørpostforsendelse mellem fødsel og død; sidstnævnte en tilstand, der knap er til at skelne fra livet i dette lille, smukke land i nord: Det Danske Kvindesamfund.

mandag den 4. november 2013

Efter DRs fløjte

Forleden brød Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti sin tavshedspligt, idet hun lækkede et internt notat om Odense kommunes millionudgifter til to, navngivne kriminelle indvandrerfamilier. Det var dumt. Jeg er imod brud på tavshedspligt, mest fordi sådan noget er umoralsk og typisk gøres af socialister, der altid meler egen kage uden hensyn til andre. Derudover vil jeg heller ikke selv have lækket for eksempel min egen lægejournal, så alle kan se, hvor meget det offentlige pumper i mig af nervemedicin for at stoppe mit evindelige skrigeri over dette tåbelige samfund.

Torsdag aften tændte jeg for DR og forventede, at TV-avisen var blevet sat i heltemodus til fordel for Pernille Bendixen. Det forholder sig således, at når nogen såsom Edward Snowden bryder sin tavshedspligt, så udråber DR dem til "whistleblowers" og kører lange nyhedsserier om, hvor synd det er for dem, og hvor retfærdige deres handlinger var. Men der var ingenting. Kun en notits om, at Odense kommune har meldt Bendixen til politiet.

Der er åbenbart ikke andre end mig, der undrer sig over dette forhold? Måske fordi det meste af Danmarks befolkning for længst er indoktrineret af Folkeskolen og DR og efterfølgende er blevet pacificeret med solide serieinjektioner af Vild med Dans og X Factor. Det kunne også være af den simple årsag, at der intet nyt er i DRs opførsel. Dette medie, der drives af tvangsinddrevne midler, er ræverødt - noget, der er så veldokumenteret, at jeg ikke engang gider linke til en kilde - og når noget er rødt, er det også dobbeltmoralsk.

Sandheden er, at både Snowden og Pernille Bendixen har brudt loven. Førstnævnte er forræder, sidstnævnte har brudt en tavshedspligt. De er begge således at betragte som forbrydere i ordets mest simple forstand, omend på ret forskellige niveauer. Forskellen er bare, at hvor Pernille Bendixens handlinger er til ulempe for venstrefløjen, så er Snowdens til fordel for venstrefløjen, hvorfor man opfinder et nyt navn, som skal dække over og retfærdiggøre sidstnævntes handlinger.

Fra Danmarks Radios journalistiske ordbog:
forbryder, -en, -e, -ne: Person, der har begået en eller flere forbrydelser. Bemærk, at hvis forbrydelsen retter sig mod USA, vestlige efterretnings- eller militærtjenester eller på nogen måde kan have som formål at undergrave den vestlige, kristlige, hvide mands kvindeundertrykkelse, racisme eller generelle dominans, så se under "whistleblower".
"Hov, whistleblowers afslører statsmagternes overgreb mod befolkningerne, og da racist-Pernille bare hænger en stakkels indvandrerfamilie ud, så er hun faktisk i sin egenskab af magthaver ikke en whistleblower, men derimod i sig selv et objekt for whistleblowing!" udbryder du, lukker øjnene med en smil og forventer det sædvanlige 12-tal fra din kommunistiske humaniora-professor. Men desværre, da du nu befinder dig i den virkelige verden på Bitter Blog, så får du ikke gevinst-hver-gang ved at gentage det, læreren sagde. Lad os kigge på, hvad Wikipedia siger om whistleblowing:
En whistleblower (da.: "fløjteblæser" eller snarere bare en, der fløjter og dermed giver lyd) er en betegnelse for en person, der afdækker og informerer om hvad han anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Det er normalt kendetegnet for en whistleblower, at vedkommende i kraft af sit ansættelsesforhold eller lignende er underlagt en eller anden form for tavshedspligt, dvs. en loyalitetspligt, som vedkommende tilsidesætter til fordel for ytringsfriheden når den pågældende vælger at blæse i fløjten.
Pernille Bendixens handlinger svarer fuldstændig til en whistleblowers. Dertil kommer, at de kritisable forhold rammer befolkningen generelt. Det er netop det korrekte Danmark, det kulturradikale parnas, der på skatteborgernes regning kaster millard efter milliard efter håbløse indvandrere uden nogen effekt. De dækker sig ind under umoralske love og tåbelige FN-konventioner, bruger danske skatteborgeres penge til at opnå deres egne mål, mens de skærer mere og mere ned på de modydelser til skatteborgeren, som han egentlig betaler for.

Skal vi finde en løsning? Så oplys krone for krone hvad der bliver brugt på de forskellige områder i Danmark. Til overførselsindkomster, til kulturprojekter, til hospitaler og til indvandrere og "integration". Så kan folket til valget vurdere, om de har valgt de rette administratorer af deres indkomst. I enhver anden handel, hvor man betaler bare en brøkdel af den sum, man kaster i statskassens sorte hul, ville man kræve en oversigt over, hvad man har betalt for. Men det slipper det offentlige for, fordi de igen-igen har sat sig selv uden for ganske almindelig kutyme og anstændighed, når det drejer sig om omgang med andre folks penge.

Derfor er Pernille Bendixen en whistleblower. Og er dine fornemmelser lige så fine som mine og stødt over, at hendes afsløringer navngiver en dybt kriminel familie, der dagligt voldtager kommunekassen, så kan man kun desto mere bifalde en offentliggørelse af samtlige udgifter. Jeg kan nemlig garantere for, at beløbet er så enormt og dækker over så mange personer, at man aldrig vil kunne finde ned og identificere nogen individuel tråd i det enorme mørklægningsgardin, som Det Gode Selskab har trukket ned for befolkningens øjne.

fredag den 1. november 2013

Hold nu kæft, Yahya Hassan!

Nej, det mener jeg faktisk ikke. Yahya, der er Danmarks nye hotte digter, må sige og skrive lige præcis det, han vil. Fint for ham og hans karriere, at han i en alder af 18 ophøjes til litterær helt af det politisk korrekte Danmark for en bunke digte, hvis kvalitetsmæssigt indavlede fætre vælter ud af enhver teenagers dagbog. I de rigtige kredse anses det vel som et avancement at gå fra almindelig pøbeloverførselsindkomst til den kunstnerstøtte, der vel snart kan forventes at falde ned over ham, selvom det reelt svarer til at skifte Choko Pops'ene ud med Guldkorn, tomme kaloriekilder, begge ensidige tab i samfundsøkonomiens socialdemokratiske kostplan.

Det, der irriterer mig, er den sædvanlige, den forventelige reaktion fra det politisk korrekte, venstreorienterede, elitære Danmark. Det er den forudsigelige, uendelige række af Yahya Hassan-hyldende Facebook-opslag med femhundrede tusinde millioner like's fra halvhjernede, danske nokkefår, der brægende tripper efter den politisk korrekte hyrdetaktstav. Hvis jeg ser bare ét opslag mere, ser jeg mig nødsaget til at flå alt tøjet af og løbe skrigende gennem nærmeste indkøbscenter.

Vi så samme fænomen i 2008, da Villy Søvndal blev hyldet for - femten år efter alle almindeligt tænkende danskere - at opdage, at radikal islamisme er uforeneligt med danske værdier. Eller rettere, han vidste det jo udmærket i forvejen, ligesom hans tusinder af hønsestrikkende fans gjorde, men de turde først "syntes godt om det", da Villy havde sagt det. For så blev det pludselig politisk korrekt.

Du har nok forstået pointen. Det, Yahya Hassan siger med sine digte, har været almen viden i de seneste tyve år. Der er intet nyt i det. Intet! Men fordi, det bliver bogstavrimet ud af en indvandrer, fordi nogle infantile ordsammensætninger bliver trykt på et politisk korrekt, pænt forlag, så kan parnasset omsider opfatte det som sandhed. Det er kombinationen af, at det ellers så uvelkomne budskab kommer fra et af de stakkels, knap-så-blege ofre og at det bliver leveret på en fisefornem, såkaldt kunstnerisk facon, at de anstændige endelig kan æde det uden at få latte'n helt galt i halsen.

"Du forstår ikke digte," flår din kazoostemme sig gennem mine trommehinder. Forkert! Jeg hader dem bare. Digte er gennemført tøsede og klynkende. Digte skrives af udviklingsretarderede, patetiske navlepillere, der hverken har vilje eller evner til bare at skrive, hvad fanden de mener. Det kræver nemlig arbejdsmoral. Nej, i stedet vimser de omkring som overvægtige, kønsforvirrede drengepattebørn i ballettrikot og strør tilfældige, prætentiøse fraser om sig. Og visse hovne, debile, indbildske klaphatte, der føler sig bedre end deres medmennesker og som tilfældigvis overlapper helt utroligt meget med mængden af socialister, løber med glæde rundt som nyttige idioter og samler dem op og påstår, at de åh-så-meget forstår det hele, fordi de ellers er bange for at blive stemplet som dumme eller racistiske af deres ligeså indbildske omgangskreds. Ja, det er i hvert fald ikke Yahya Hassan, der er dum.

"Nå, men så kan du bare ikke lide indvandrere," fortsætter du dumt, mens du nervøst piller ved din ironiske, islandske sweater i angst for at blive overfaldet af undertegnede, en ond, højreorienteret, sikkert nazistisk bodegaslagsbror, hvis grove, konstante, fysiske overfald på velmenende danske borgere er mindst lige så veldokumenterede som optagelsesritualerne på Hogwarts. "Du er nok racist!" Nej, din spade, jeg er fuldstændig ligeglad med farven på ophavet til de latterlige digte, som intet nyt bringer til bords. Jeg er bare pissetræt af den anden intet-nyhed: At det pæne og anstændige centrum-venstre er så ufatteligt dobbeltmoralske.

Når Yahya Hassan siger:
"Men jeg taler om underklassen. Tag ud i en hvilken som helst ghetto, tag til Gellerup, tag til Trillegården, tag til Nørrebro, tag Tingbjerg. Så ved du hvordan tingene hænger sammen, alle sælger hash, alle stjæler, alle hæler, mine fætre, alle gør det."
Så klapper de anstændige i deres små, liljehvide hænder eller nikker indforstået med pegefingeren på læben. Eller måske trækker de på skuldrene. Men hvis Lars Heedegaard eller Firoozeh Basrafkan laver en lignende generalisering, så bliver de øjeblikkeligt forfulgt og afstraffet ved hjælp af de anstændiges værktøj til at lukke munden på dem, de enten er uenige med eller ikke kan lide: Paragraf 266b, racismeparagraffen. Åh Allah, hvor har jeg lyst til at kravle op i nærmeste minaret og bare kaste mig ud og gøre en ende på min eksistens i jeres fuldstændigt selvmodsigende meningsdommerdømme.

Det værste ved det hele er, at de indvandringssultne sandsynligvis vil dreje alt dette her til deres egen fordel: Se, hvor smuk en kunstner vi har skabt ud af indvandringen. Se, hvad vores menneskelige, almoderlige velfærdsstat er i stand til at bygge ud fra så elendige kår. Yahya Hassan har alene været samtlige indvandringsmilliarder værd og det bedste, vi kan gøre, er at fortsætte med at åbne dørene og lukke endnu flere ind, så vi i fremtiden kan blive endnu mere beriget af smuk kunst.

Det ender aldrig! Selvom sandheden har været alment kendt i årtier, og selvom de får den serveret lige i deres modebebrillede fjæs i en åh-så-kunstnerisk form, som lige præcis de er så intelligente, fintfølende og æstetiske at kunne værdsætte, vil de Gode aldrig fatte den: At bevidstløs ikke-vestlig indvandring er noget lort. At den skader vores land og at konsekvenserne vil koste vores land dyrt, såvel økonomisk som menneskeligt som kulturelt. Den pris er bare for høj for en tynd omgang gymnasielyrik.