tirsdag den 29. oktober 2013

Danish for Politikerlede

Nå, men jeg bliver vel nødt til at reagere på, at jeg forleden nåede over tusinde følgere på Facebook. Jeg har været stille et stykke tid, fordi jeg er ved at brække mig over alting; der er ikke engang noget, der er værd at brokke sig over.

Det hjælper slet ikke, at der snart afholdes kommunalvalg. I lørdags vågnede jeg godt nok til en smuk efterårsdag, hvor der hang socialdemokrater fra alle lygtepæle, men desværre var det kun deres portrætter. Enhedslisten har forresten ikke billeder af kandidaterne på plakaten. Måske fordi Aarhus Ø ikke har en Johanne og alle kandidaterne derfor ligner grønlandske kromosomdefekter, som lige er vågnet på fortovet foran Cirkuskroen efter årets brandert. Og et ordentlig lag tæsk.

Når man bevæger sig ad byens gader, følges man af kandidaternes døde blikke og kunstige smil under højt svungne teflonpander. Som lydige tilbedere forventes borgerne at krybe sig til nærmeste stemmetempel og ofre deres eneste, ydmyge kryds til en af afguderne, der forsøger at manifestere sig på en trone i byrådet. Afdankede jakkesæt og lærere med al for megen fritid alle til hobe, øjner de chancen for at vrikke sig ind i kommunalpolitikkens enorme kadaver ved at skubbe en af de andre ligorme ud. De er blot blege erstatninger for deres forgængere. Intet nyt, bare endnu flere snyltende eksistenser, der søger gnaveben på borgernes regning.

Lokalpolitik i Danmark er en stor, døende snegl, stoppet i sit eget slimede spor af årevis af lighedsmageri og borgeromklamring, der har opbygget uoverstigelige mure af bureaukrati, administration og barnepigeansvar, hvor al virke- og forandringslyst med omgående virkning bliver omdannet til enøjet karrieremaskineri. Politikerne er sjælløse personer, hvis flade personlighed drukner i valgplakaternes dybde; tandløse profiler, trykket ud af samme skabelon som forgængeren. De burde give inspiration og rum til, at borgerne selv ville få lyst til at udvikle byerne. I stedet tager de æren, når de iklædt selvfede grin klipper endnu en rød snor til et dyrt, offentligt bygningsprojekt, som "de har bygget" for tvangsindrevne midler.

Jeg aner ikke, hvem jeg skal stemme på. Folk omkring mig siger: "Stem på den, der vil skubbe flest penge i din retning." Det er i bund og grund det, det handler om: Andre folks penge og hvordan du som vælger kan få flest af dem. Ingen vover at være så umenneskeligt egoistiske at spørge: Hvem vil sikre, at borgerne kan beholde flere af de penge, de selv har tjent, så de selv kan dreje deres liv i den retning, de ønsker?

Måske skulle jeg proteststemme. Der er jo altid "Danskernes Parti" eller "Kommunistisk Fællesliste". Sidstnævnte bør skoses for med deres navn at hænge fast i begyndelsen af forrige århundrede. Til gengæld fortjener de ros for blankt at erkende hvilken ideologi, de udspringer af. Noget, førstnævnte da vist nok lige glemte at nævne. Desværre stiller Liste P.I.K ikke op i Aarhus i år. De var ellers et frisk pust, da de sidste gang blev afvist i døren til en tv-debat, fordi formanden var fuld. Desværre stod P.I.K for Penge i Kommunekassen, og partiet faldt da også til konformitetspatten, da de på sædvanlig gutmenschen-facon begyndte at råbe af Dansk Folkeparti.

Så kedeligt er valget i Aarhus: Selv protestpartierne er skåret af samme, grå postej af pegen-fingre og evindelige skatteindkrævnings- og -uddelingsskænderier som alle de andre. Ingen forandringer og ingen visioner. Og hvis der alligevel skulle dukke en enkelt eller to op, skal de nok hurtigt blive kvalt i maskineriet, hvis stolteste skabning var vatnissen Nicolai Wammen, fem-stjernet slip-let vaffeljern.

Landspolitik er bare mere interessant. Hvilket er ret ærgerligt, når nu kommunalpolitikken nok har langt større betydning end den bevidstløse processering af EU-dekreter, der blindt blåstemples i Folketinget. Jeg kan dog ikke bebrejde nogen, at de hverken gider stemme eller stille op til kommunalvalgene, for hvem fanden kan omgås lokalpolitikerstanden, de tørre, papirskubbende politisk korrekte bureaukrater og magtsyge skolelærermadammer med friske korthårsfrisurer, uden at falde for fristelsen til at sluge sin egen tunge? Ingen!

Hold kæft, jeg glæder mig til 20. november.