onsdag den 31. juli 2013

Respekt for de ældre

Mens jeg var ved at skrive en hidsig, bitter kommentar på de firehundredeogfireogtyve liberale danskeres netavis, slog det mig pludselig, at jeg aldrig har brokket mig over gamle mennesker. Måske er jeg først begyndt at tænke over det for nylig, hvor jeg begravede et familiemedlem, der blev alt for gammelt.

"Jeg vil ikke have, folk skal være kede af det til min begravelse," sagde den gamle, og det var fandeme på tide, at han begyndte at tænke på sit selskabs velbefindende. Nu havde han kedet os ihjel i hele sit lange liv, strakt hvert eneste minut ud som var det den sidste maltbolsjemasse i verden, og da han så omsider tog sig sammen til at dratte i graven, så skulle vi da endelig ikke være kede af det. Nej, nej, jamen tak, men der var heller ingen grund til at tro, vi ikke ville juble over omsider at skulle forsamles omkring din alt for dyre kiste, der blot var spild af gode, potentielle arvepenge.

Gamle mennesker er: I vejen. Til festlige sammenkomster, i trafikken, til hverdag og i Føtex, hvor de fylder hele midtergange med deres sneglen-sig-af-sted, som om Døden ikke åndede dem i nakken, tættere for hvert sekund. Hver gang man tvinges til at bruge tid sammen med gamle, har man lyst til bare at tage dem i hånden og hjælpe dem over vejen til det hinsides. Det er sikkert en rød vandrehistorie, men jeg mener, at Glistrup engang sagde, at gamle mennesker skulle aflives. Uanset hvad, er jeg enig med ham. Og for en gangs skyld vil jeg bifalde halalslagtning for de muslimske medborgeres skyld. Nå. Og hvorfor ikke? Det gør jo ikke ondt på dem, vel?

Har du lagt mærke til, at enhver historie, en gammel person fortæller, har du hørt før? Til bevidstløshed og ofte inden for den seneste time? Man kan genkende historien på de første ord, ja, på de første stavelser, og de rigtig plagede kan allerede genkende anekdoten om dengang, Moster Annes bolledej kollapsede, på folderne der begejstret danser i oldsagens væmmelige, rynkede fjæs, idet hun får den geniale ide at fortælle historien for endnu en uendelig gang. Ingen gider høre den. Ingen.

Hvis du så en dag skulle finde på at bryde ind med en ny historie, så bør du holde dig til et plot, hvis kompleksitet ikke overstiger nedenstående:

"Har du hørt om Fætter Hans' nye plasticand, jah, hans datter ser så sød ud med den på, ja, hun er en dejlig baby."

... for ellers bliver du trukket igennem nedenstående pinefulde forløb, der må være obligatorisk indgangspensum til ethvert plejehjem:
  1. Når du har afsluttet historien, og alle tilhørerne er færdige med at more sig, råber den gamle: "HVA'? HVEM? HVEM VAR DET? HVAD GJORDE DE?".
  2. Genfortæl historien om Fætter Hans.
  3. Forklar, hvem Fætter Hans er, og at han nu er en voksen mand, som hun i øvrigt talte i telefon med i sidste uge.
  4. Gentag alle ord i din historie, der ikke har optrådt i en Karl Stegger-film og forklar deres betydning.
  5. Lyt til den ensidede diskussion om, at alle ordene fra punkt 4 er degenererede, uforståelige abelyde, der aldrig burde være optaget i nogen ordbog.
  6. Forklar pointen i din historie.
  7. Forbered dig på at genhøre alle anekdoterne om Onkel Oluf, som hun forveksler med Fætter Hans, og som absolut ingen relevans har i forhold til den historie, du lige har fortalt.
  8. Få kastet din historie fra punkt 2 lige tilbage i fjæset med alle de sensationskrydrede detaljer som en indskrumpet klump af sammenbrændte synapser er i stand til at opdigte efter årevis af bestråling fra Station 2 programmer.
Alting var bedre i gamle dage. Det ved vi. Og hvis vi ikke gør, skal de gamle nok sørge for at fortælle det femhundrede gange i timen. "Har du ikke lektier for? Da jeg gik i skole, blev jeg klædt nøgen og pisket med spanskrør foran hele skolen, hvis jeg ikke kunne alle de tyske gloser udenad. Det vågner jeg stadig svedende og skrigende af om natten, men du kan sateme tro, jeg kan huske alle sammen. Næh, det tog ingen skade af. Tværtimod!" Og så den vippende, krogede pegefinger; den mystiske argumenttryllestav, der på magisk vis underbygger påstandene i det gamle røvhuls pointe-, ende- og meningsløse vrøvl.

Her kan jeg faktisk godt gå hen og få lidt sympati med muslimerne. Det må være horribelt at være sammen med deres gamle, for der er intet, der har ændret sig i deres latterlige, middelalderlige kultur. Intet. Alting var fuldstændigt det samme, da gamle Moussaka var ung: "Har hun været utro, siger du? Næh, du, i gamle dage vidste vi, hvad vi skulle gøre med sådan nogle. Der gravede vi dem ned i sandet og kastede sten på dem til de døde. Så kunne de lære det!" Faktisk utroligt, at de ikke har taget tennisboldkasteren til sig endnu, for den eneste form for udvikling, der sker i muslimske samfund, er når de udnytter ny teknologi til middelalderlige formål, såsom at hænge bøsser i kraner i stedet for i dadeltræer.

Gamle mennesker skal også altid brokke sig over internettet. "Hvorfor skal vi gå på internettet for at ordne vores sager. Det kan vi ikke hitte ud af." Nej, men internettet er også kun over tyve år gammelt nu, og det er åbenlyst for enhver, at vi bare må nedlægge det og gå tilbage til blæk og fyldepenspapir, fordi du ikke gider bruge så meget som et sekund af din uendelige fritid på at fatte en meter af, hvad der foregår i et moderne samfund. Det er simpelthen alletiders at have installeret en PC hos et gammelt fjols og så modtage opkald i tide og utide på arbejdet: "HALLO? HVA'? HALLO! JA, DET ER MIG. ER DET BOB? MIT DATAAPPARAT VIRKER IKKE MERE. JEG HAR PRØVET ALLE KNAPPERNE PÅ SKRIVEBRÆTTET. HVA'? NEJ, SÅDAN VIRKEDE DEN IKKE FØR. HVORDAN FÅR JEG NU INTERNETTET NED PÅ DEN, SÅ JEG KAN PLOTTE FESTSANGEN FRA FASTER KAREN?"

Noget af det værste er gamle mennesker, der fortæller historier fra Anden Verdenskrig. Historier, der altid er bygget på den morale, at vi skal være taknemmelige for, at de bekæmpede nazisterne. For enhver gammel nar har selvfølgelig været medlem af Modstandsbevægelsen. Det er klart. På trods af, at nazisterne handlede og samarbejdede lystigt med danskerne, så var alle nulevende personer dengang modige, patriotiske modstandsmænd, med alt hvad det indebærer af selvretfærdighed og dårlig vindermentalitet. Indrøm nu bare for helvede, din gamle sæk, at du deltog lige så meget i den tyske kollektivisme, som du i dag gør i den danske støvsugerbandestat, der konstant har slangen nede i min tegnebog, for at du kan fede den på plejehjemmet og lige knap overleve næste afsnit af "Hun så et mord".

Ligesom vi skal være taknemmelige for, at alle gamle egenhændigt, frygtløst og uendeligt modigt gav Hitlers afsjælede legeme en gang prygl i 1945, da det var helt sikkert, at han havde tabt, så skal vi også være evigt taknemmelige for "det samfund, vi gamle har knoklet for at bygge til jer." Åh, mener I den der socialistiske tvangskonstruktion, hvor jeg afleverer adskillige hundredetusinde kroner om året for, at du kan få en times rengøring hver tirsdag formiddag, så længe det ikke indebærer rengøring af vådrum eller flytning af møbler, for det kan den offentligt ansatte altså ikke tåle? Jamen, tak for det, du gamle. Tanken om, at hvis jeg selv måtte disponere over mine penge, kunne du have badet dine værkende gigtled i flydende guld til lyden af en evigt livespillende Hansi Hinterseer, samtidig med at jeg kunne have hyret nogle fremmede personer, der var bedre end mig til at lade som om, de brød sig om dig, må være tak nok i sig selv.

Når 68'erne endelig er lagt i graven, og de som en græshoppesværm har udpint enhver værdi i velfærdssamfundet, har jeg ingen illusioner om, at der er noget tilbage til mig. Heldigvis har jeg tjent rigeligt til, at jeg kan nyde mit otium i et indhegnet kvarter samtidig med, at der er nok tilbage til at pisse grådige slægtninge af, når jeg donerer det hele til Inges Kattehjem. Så vil jeg sidde i mit hus, kigge ud over hegnet på de hærgende indvandrerbander og fortælle plejeren, der lader som om, hun bryder sig om mig, om dengang jeg var ung og sad og kiggede ud over hegnet på de hærgende indvandrerban .... nåh nej, den historie kender I jo.

mandag den 22. juli 2013

Troen på tortur

Ingen trofaste læsere af Bitter Blog vil blive overrasket over, at jeg er dyreven. Til stadighed kan det dog undre selv mig, at jeg kan oppebære positive følelser for noget som helst levende, og jeg antager, at det skyldes, at dyr simpelthen skinner i deres blotte kontrast til menneskets nedrighed.

Jeg køber altid økologisk kød. Det er ikke fordi, jeg er bekymret for stråforkortere, genmodificeret foder eller hvad nu, hysteriske hippier er bange for i dag, for jeg er ligeglad med mit eget legeme, der forhåbentlig snart ender i sin rådnende grav. Nej, jeg synes bare, det mindste vi kan gøre for dyrene, inden vi slagter dem, er at behandle dem ordentligt. Jeg køber også altid økologiske æg og jeg kaster aldrig sten efter andet end fritgående høns, fordi der ingen sport og sjov er i det, når de ikke har en chance for at flygte.

I ovenstående bløde lys er det vel heller ingen overraskelse, at halalslagtninger provokerer mig. Faktisk provokerer selve metoden mig mere end det faktum, at det ateistiske, danske samfund anno 2013 slagter dets dyr under nogle religiøse forskrifter, der burde have været afskaffet lige efter Struensee blev lagt på hjul og stejle.

"Åh, jamen," klynker du og kommer løbende med Dyrenes Beskyttelses præfabrikerede apologiskrift om halalslagtning. "Se her! Selv dyrevennernes organisation synes, at halalslagtning er helt i orden." Okay, makker, og det slår dig ikke som bare en smule sært, at en organisation, som kan lave en forsidehistorie ud af, at burhøns får vabler på fødderne, ikke har noget imod, at latterlig overtro dikterer, at vi skal skære halsen over på slagtedyr og tømme dem for blod, inden de får lov at udånde? Dyrenes Beskyttelse er naturligvis skrækslagne for at træde muslimerne over tæerne ligesom stort set enhver anden velgørende organisation i dette land. For det er jo naturligt, at når man er velgørende, så skal man automatisk have sympati for klynkende mindretal, uanset hvor bagstræberisk primitive og menneskelige, de er. Og ja, jeg skrev "menneskelige", da "menneskeligt" paradoksalt nok er det eneste tillægsord, der præcist beskriver den sædvanlige mening af ordet "umenneskeligt".

Når jeg ytrer mine holdninger angående mishandlinger af dyr, møder jeg altid De Godes erstatningspræparat for argumenter: Latterliggørelse. "Det er bare dyr, for helvede!" Ja, naturligvis er de det. Og de må bare vige og lide for mennesket. Ikke fordi mennesket kæmper for overlevelse eller fordi halalslagtning er dets naturlige måde at nå sit føde. Nej, simpelthen fordi mennesket bare er mere værd og klogere, hvilket illustreres til fulde af, at det fuldstændig underkaster sig en ældgammel, latterlig fabelbog som Koranen, der er lige så uværdig som menneskets moralske ledestjerne som den er til at tørre røv i. "Hvor er din respekt, Bob?", spørger du, og jeg svarer: "Hvor er grunden til, at jeg overhovedet skulle have nogen?"

Det værste ved at være dyreven er, at folk nogle gange tror, jeg er enig med charlatanen Dan Jørgensen. Se blot her, hvordan han udnytter et besøg på en burhønsefarm til at filme sine lidende, sorgfulde øjne under apostroføjenlågene i det runde ansigt for at indsamle stemmer fra naive, gamle damer, der hopper på hans plasticcharme, så han kan fortsætte sit arbejde i EU med at stemme for religiøse hensyn under slagtninger. Manden er en komplet fupmager og indbegrebet af charlataneri og hvis noget nogensinde skulle få mig til at være ond mod dyr, skulle det være for at distancere mig fra Dan Jørgensen. Ikke, at det ville nytte, for Dan Jørgensen bryder sig ikke om dyr. Han bryder sig kun om sin politiske karriere.

De eneste slagtninger, jeg ser positivt på, er nok henrettelser i USA. Men uha, tænk, hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis republikanerne, naturligvis, proklamerede, at de ville lede deres næste mordlystne neger over i dødsriget ved først at bedøve ham og dernæst tappe ham for blod. Det ville være "unødvendigt", "umenneskeligt" og "frygteligt" og ude af trit med "menneskerettighederne", selvom det ville gå ud over en forpulet morder og egentligt bare ville være retfærdigt og også en smule skideskægt. Men når hundredetusindvis af uskyldige dyr lider samme skæbne hver dag, ikke på grund af retfærdighed og sikkert ikke særligt tit, fordi det er sjovt, men på grund af tåbelig, forældet og sindssyg ørkenovertro og ammestuehistorier, så er det fandeme noget, der skal bevares og ligefrem kæmpes for på højeste, europæiske niveau.

Det sjoveste ved at skrive dyrevenlige indlæg er, at jeg går i clinch med nogle af mine faste læsere, der i tilgift til et par hjemmeværnsmænd og nogle jægere også omfatter en række liberalister, der opfatter levende dyr som privat ejendom og som derfor vil beskylde mig for at være stukket af med et cirkus af mine følelser. Jeg vil undlade at nævne min forundring over, at disse personer, med deres højtbesungne kampråb om indlysende naturlige, omend negative, rettigheder for det fantastiske og storslåede menneske, på trods af deres tilhørsforhold til selvsamme, åh-så-indsigtsfulde art, ikke kan se det åbenlyst retfærdige i, at mindre "intelligente" dyr burde nyde nogle af de samme. De minder mest af alt om en gruppe af de mest indspiste medlemmer af Det Radikale Venstre, der ser ned på alle andre fra deres selvbestaltede piedestal med en foragt, der i sin indbildskhed afslører, at deres selverklærede, altomfavnede forståelse og empati er et forgængeligt, spinkelt dække for selvdestruktiv enøjethed.

Jeg brækker mig over jer, mennesker. Ja, over jer, og ikke bare over, hvad I siger og gør.

torsdag den 18. juli 2013

Ud med svinene!

I disse agurketider kan vi læse pseudonyheden om, at omkring tredive daginstitutioner har bandlyst svinekød. Er det for dyrt, tænker du? Har de fundet dødelige bakterier i kødet? Er svineinfluenza på vej tilbage? Eller er det måske igen forpulede, overtroiske muslimer, der får lov at sætte grænsen for, hvad noget barn skal have mulighed for at indtage i en offentlig institution?

De altid hovne og bedrevidende akademikertyper rynker som sædvanlig på næsen af dem, der klager over at miste svinekødet. Fra deres evindelige selvudråbte moralske piedestal ser de ned på disse barnlige underborgere, der ikke engang vil opgive noget så primitivt som bacon til gengæld for fredelig sameksistens med en middelalderlig kultur. Mange af dem, der bare ved bedre, har allerede fjernet svinekødet fra deres eget middagsbord, fordi det ikke er tilstrækkeligt fint og måske endda risikerer at indikere, at de sympatiserer med Dansk Folkeparti-agtige kældermennesker. Ja, Anna Fisker, institutionsleder, kalder det endda mangfoldighed, når man skærer svinekød af menuen. Så har man da i sandhed bevidnet fødslen af et pendulord.

Forstå mig ret: Hvis en daginstitution selv bestemmer sig for at boykotte svinekød, så fred være med det. Men jeg tvivler helt ærligt på, at det er alle, der er kommet til orde i den diskussion. Vi ved jo, at det er eliten, politikerne, der ønsker og baner vejen for multikultur, fordi multikultur er godt, imens de sørger for, at deres egne børn ikke bliver udsat for det. I det daglige er det derfor de dårligt socialt stillede danskere, der må kæmpe med multikulturen. De skal ikke møde mange bedrevidende, SF-stemmende pædagoger, der har stillet sig op på moralpiedestalen med racismekortet klar på ryggen, før de bukker under og nikker ja til at bandlyse grisen.

Nu sidder jeg her i min grænseløse naivitet og tænker: Hvorfor kan en institution ikke tilbyde både svinekød og oksekød, sidstnævnte eventuelt mod en merbetaling fra forældrene, da oksekød er dyrere (selvom jeg her erkender, at der nok ingen prisforskel er, da offentlige indkøbere er komplet ligeglade med priserne, fordi pengene tilhører en flok diffuse skatteborgere og ikke dem selv)? Det kan de ikke, fordi den hysteriske overtro dikterer, at det torturerede kød, som dens nokkefårsfølgere skal indtage, ikke må transporteres eller opbevares samme sted som svinekød. Derfor bliver det en praktisk umulighed at tilbyde begge dele. Der skal tages et valg, og de angste, stupide flokdyr følger naturligvis elitens mantra: Danskerne ud! Samme tendens ses i øvrigt inden for flycatering.

Man kan ikke engang give muslimerne skylden. I kontekst af vores såkaldt civiliserede samfund er de faktisk præcis sådan, som eliten ønsker at opfatte dem: Ansvarsløse børn. De er drevet af overtro og ved ganske enkelt ikke bedre. Hvis de ikke får deres vilje, så skriger de og kaster med bomber. Og de bedrevidende pædagoger og politisk korrekte meningsholdere opdrager dem præcist, som de opdrager deres egne uvorne møgunger, der som bekendt render rundt og kaster sten, hvis de ikke får gratis ungdomshuse: De giver dem, hvad de beder om, uanset hvad de beder om, i visheden om at ønsket er så fromt, at det ville være barnlig, reaktionær og - Gud forbyde det - småborgerlig adfærd, hvis de voksne nægter dem noget.

Det er på tide, at der kommer nogle voksne til magten og afløser den nuværende forsamling af halvstuderede, helnaive do-gooders. Er det ikke lidt meget at gøre ud af en manglende frikadelle, spørger du så igen på din nedladende, bedrevidende facon, der skal latterliggøre mig og illustere, jeg er hysterisk, fordi jeg ikke ønsker at tillade, at en minoritet skal diktere, hvad børn må indtage i børnehaven? Ja, som om det bare var en frikadelle, ikke? Desværre ser vi hele tiden, hvordan vores vege godhed hjælper med udvidelsen af de andres Lebensraum. Jo, jeg siger "de andre", fordi jeg ikke kan se mig selv integreret med en kultur, der på baggrund af en omgang forældet overtro piner dyr, hænger homoseksuelle og sætter voldtagne kvinder i fængsel. Nej, nej, det er ikke dem alle sammen, men hvornår hører vi protesterne fra de "moderate muslimer"? Hvornår? For det eneste, jeg hører, er klynk, hyl og krav, krav, krav. Og vi, de voksne, tør ikke engang sige NEJ.

Joh, det kunne klæde politikerne at sætte foden ned i stedet for bare bevidstløst at importere endnu flere ubrugelige elementer uden at stille krav til gengæld. Det sker bare ikke, fordi det giver point for en politiker at være god. Point blandt akademikertyperne. Point blandt de andre gode politikere. Point i medierne. Point i EU og FN. God er godt. Hvor er det dog ynkeligt. Det ville klæde jer at gøre lidt modstand, inden vi skal forlade scenen. I det mindste ved bare at kæmpe en smule imod, inden I har importeret nok til, at de på pæn og demokratisk, dansk traditionel vis kan tage magten. Vi behøver ikke engang gisne om, hvad der så bliver afskaffet, lige efter demokratiet. Vi kan bare tage et kig på Mellemøsten.

mandag den 15. juli 2013

Hvem tager skraldet?

Jeg antager, at du har hørt, at et byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Tina Petersen, bliver tiltalt for overtrædelse af § 266 b, den såkaldte racismeparagraf, fordi hun postede følgende billede på Facebook med teksten "Hehe. Husk storskrald i morgen ;))) ...":


Du er fri til at tænke, hvad du vil om dette opslag. Måske finder du det morsomt. Måske finder du det krænkende. Måske finder du det bare usmageligt. Måske er du ligeglad. Måske finder du det nødvendigt at opliste enhver mulig følelse eller tanke, nogen kunne tænkes at få, fordi du er angst for at blive associeret med en DF'er. Bemærk dog det vigtigste: Du er fri til at tænke, hvad du vil. Det er Tina Petersen ikke.

"Hov, hov," råber du og rejser dig mens du med en harmdirrende pegefinger forsøger at understrenge din videre pointe: "Tina Petersen sammenligner muslimske kvinder i niqab med affaldssække. Hun siger jo, de er affald, som du skal huske at smide ud."

Og så spørger jeg: "Gør hun det?"

Nej, det gør hun faktisk ikke. Prøv at lægge mærke til billedet og nærlæs, hvad hun skriver. Hvis du synes, hun sammenligner muslimske kvinder med affald, så er det en forbindelse, du selv skaber i dit eget hoved. Noget, din helt egen indre svinehund har skrabet sammen fra dit rådne indre. Du bliver nemlig forarget over dig selv og dine egne tanker, ikke over hvad Tina Petersen skriver.

"Jo, hun kalder i hvert fald muslimske kvinder for storskrald," fortsætter du desperat med at overbevise dig selv. Men det gør hun reelt ikke, uanset hvad du forestiller dig, hendes intentioner var. Hvad nu, hvis billedet var publiceret af et fordomsfrit barn? Kunne det så tænkes, at billedet bare var sjovt, fordi niqab'er godt kunne ligne fyldte, sorte sække? Eller hvad med en hjemmeside, der viser billeder af hunde, der ligner deres ejere? Vil du i samme stil påstå, at denne hjemmeside kalder hundeejerne for køtere?

Kan du stadig ikke følge mig? Så lad mig fortsætte.

Betragt følgende billede fra en tysk menneskerettighedsorganisation:


Hvad synes du om dette billede? Er det racistisk? Nedgør det muslimske kvinder? Eller islam generelt? Eller er det måske ligefrem positivt, fordi det kaster lys over muslimske kvinders manglende rettigheder? Hvad er forskellen fra dette billede og så det, Tina Petersen publicerede? Ja, nemlig. Forskellen er afsenderen og den intention, du antager, at afsenderen havde.

Og afsenderen er i Tina Petersens tilfælde en beskidt DF'er. Et kældermenneske. Med skimmel på. Sådan en, ingen af os vil forbindes med. Sådan en, om hvem vi husker at tilføje, at selvom vi ved et tilfælde skulle være enige i et par af hendes synspunkter, så kunne vi aldrig finde på at stemme på hende eller hendes parti. Så derfor kan vi roligt sende loven efter hende.

Hvis du ikke forstår pointen endnu, er du håbløst fortabt, og der er ingen chance for, at du nogensinde indser, at § 266b er en skamplet på vores demokratiske frihed og ytringsfrihed og et værktøj til realiseringen af et tankepoliti.

Uanset hvem du er, kan tankepolitiet en dag komme efter dig. Hvem ved ... måske kommer de endda efter den engel, som anmeldte Tina Petersen.

fredag den 12. juli 2013

Min røv, ikke din!

Forleden diskuterede jeg med en nærmidaldrende kvinde. Ja, jeg ved godt, sådanne udflugter er formålløse, og at de altid ender i gråd og nederdrægtige personangreb, fordi kvinder diskuterer med følelserne, men faktisk var jeg i bund og grund og for en gangs skyld enig med kvinden.

Min næppe ligeværdige diskussionspartner fandt det forkasteligt, at en kvinde iført hotpants havde modtaget et klap i måsen fra en fyr på en festivalplads. Jeg var helt enig i, at det er forkert at røre nogen, uden de har bedt om det, fordi alle naturligvis selv er herre over deres egen krop, selvom jeg bekvemt undlod at fortælle hende om de to gange jeg i knapt genkaldelige ungdomsbranderter har stukket kvindelige diskoteksgæster en "brasiliansk g-streng" (bagfra stikker man en finger mellem deres ben, så fingerspidsen ligger på venusbjerget, trykker ind og fører fingeren baglæns indtil man rammer det bagerste hul). Første gang vendte offeret sig og stak min kammerat en lussing. Næste gang fik jeg en knytnæve i ansigtet, røg ned af en trappe og slog hovedet ind i væggen. Blot på grund af denne venlige påmindelse om at pæne piger ikke bør stå og skræve.

Nå, men den centrale uenighed i vores diskussion var, at min modstander problematiserede den mandlige seksualitet.

Hun forstod ikke, hvorfor mænd ikke bare har en seksualitet som kvinders. Faktisk mente hun, at mænd i virkeligheden har en seksualitet som kvinders, men at mænd på grund af kulturelle forhold (der som altid er skabt og med magt gennemtvunget af hvide, racistiske, vestlige mænd) føler sig kvinder overlegne, hvorfor de føler sig berettigede til at befamle dem, som de ønsker. Med andre ord:
Hun mente, fordi vi alle er skabt lige, at mænd og kvinder har samme seksualdrift og at mænds seksuelle adfærd er dikteret af kultur frem for natur.
Hun tager naturligvis helt ufatteligt meget fejl.

Jeg begyndte min argumentation med at bede hende om at forestille sig, at vi stod i et lokale med hundrede personer, halvtreds mænd og halvtreds kvinder. Dernæst bad jeg hende om at kigge på min laserudskårede klippekrop, min jernfaste bagdel og mit ariske kæbeparti. Så bad jeg hende om at beskue sin egen lavbenede kropsmasse, der i teint og form minder om Michelinmandens med hver andet dæk fjernet i et forgæves forsøg på at fremmane forgangne tiders kvindeformer. Da hun havde gjort det og efterfølgende virret med sin grove høstak af en manke og blinket med forlængst faldne øjenlåg, konstaterede jeg:

Ud af de hundrede personer i dette rum:

1. vil ingen, ingen ønske at se min fabioskikkelse nøgen.
2. vil alle ønske at se hendes dejagtige naturlighed. De halvtreds mænd, fordi de er liderlige og fordi hun da i en håndevending nok lige kunne gå an. De halvtreds kvinder, fordi de så kunne sammenligne hende med deres egne kroppe og sandsynligvis pludselig få det bedre med sig selv.

Med hensyn til punkt 1 indskyder jeg, at jeg ikke har taget højde for homoseksualitet. Homo'er har mænds seksualitet og derfor ville eventuelle homoseksuelle mænd ud af de halvtreds kunne ønske at se mig nøgen. "Narj," siger du nu. "Du er sådan et fordømmende svin. Du kan ikke konkludere, at bøsser er mere liderlige end alle mulige andre." Ikke? Hvorfor tror du så, HIV blev spredt med eksplosiv hast blandt bøsser? Fordi de alle går i seng med hinanden på kryds og tværs konstant og uden hæmninger? Eller fordi virussen lige præcis helst udser sig homoseksuelle? Hvis du vælger det sidste alternativ, svarer det til at kalde HIV for bøssepest.

Min modstander var stadig ikke overbevist. Jeg fortsatte:

I mit arbejdsliv har jeg været til hele to firmaarrangementer med striptease. Det første var en mandlig kollegas polterabend, hvor den strippende pige fik alle mændene til at juble og hoppe og kvinderne til at skule misundeligt. Det næste var, da en brovten, skovmandsskjorteklædt, kvindelig kollega med ring i næsen og højtråbende, gestikulerende fremtoning fik magt over firmamidlerne og købte en mandestripper.

Behøver jeg at fortælle, hvordan dén stripseance forløb? Med mænd, der kiggede væk og sad og snakkede om modelfly, idet stripperen klædt i en faux-N.Y.-cop-uniform forgæves forsøgte at tiltrække blege, dessertprikkende kvindelige kollegaers blikke, mens den brovtne arrangør på hele forsamlingens vegne hujede, skreg og piftede i et håbløst forsøg på at overbevise alle - og specielt sig selv - om, at hun i hvert fald ikke var lesbisk og egentlig hellere ville have set den stille kontormus fra hjørnet i et hullet læderoutfit naglet op på et kors på væggen.

Nu nåede vi dertil, hvor min diskussionsmodstander overfaldt mig med skrigeri og personangreb. Det er en fin indikator på, at man har vundet diskussionen. Vi kan derfor konkludere, at mænd har en mere aggressiv og udfarende seksualitet end kvinder, men giver det en mand ret til at klaske en tilfældigt forbipasserende kvinde bagi? Nej (heller ikke selvom, vi udmærket ved, at kvinden netop klædte sig sådan for at tiltrække opmærksomhed fra mænd, og at det havde været fnisende helt-i-orden hvis det havde været George Clooney-typen, der havde ladet hånden falde og ikke halvfede pilsner-Peter med hævi T-shirten.)

Kan kvinder gøre noget for at gardere sig mod sådanne Overgreb Light, når man tager i betragtning, at mindst halvfems procent af befolkningen er idioter? Ja, for eksempel kunne de lade være med at bøje sig forover i hotpants lige foran en flok fulde idioter. Er det så deres egen skyld, hvis de stiller sig i sådan en udsat situation og modtager et klask? Nej, ligesom det heller ikke er en fodgængers skyld at blive trafikdræbt, hvis han vader ud i et fodgængerfelt uden at kigge sig for. Trafikdrabet burde ikke ske i en retfærdig verden, men bilister er som bekendt også idioter, og hvis man er bare en smule verdensklog, kigger man sig for.

Til sidst kan man muse lidt over, hvorfor visse mænd, deres seksualitet tilsidesat, ikke kan kende forskel på dit og mit. Kan det måske være fordi, de er vokset op i et samfund, hvor kvinder som oftest fører sig succesfuldt frem på holdninger, der afslører, at de enten ikke kan eller ikke vil kende forskel på dit og mit? Det er jo ikke så slemt, når det er andre, det går ud over og når det er i en god sags tjeneste, såsom at finansiere insemineringen af de kvinder, der ikke kan finde en mand, der er god nok. Derved støtter samfundet faktisk kvinders seksualitet, for enhver ved, at en kvinde får sin første og eneste ægte orgasme i barselssengen.

Så husk dette råd i sommervarmen: En kvindes velspækkede røv er hendes egen. Men din ditto pung nyder ikke tilsvarende privilegium.

fredag den 5. juli 2013

Tøsebranderten

Ja, jeg ved godt, jeg allerede har tweetet om det, men jeg synes, at billedet med den fulde, unge student, der har floreret på internettet i de seneste dage, fortjener sit helt eget indlæg. Det er nemlig et brilliant eksempel på den kvindelige overbeskyttelse, der gennemsyrer hele vort samfund.

Kort fortalt handler det om en student (antager jeg), der drak sig fuld. Uhørt, ikke sandt? Faktisk blev han angiveligt så fuld, at det var nødvendigt for en af hans kvindelige bekendte at sende ham på hospitalet, hvorefter hans moder fandt det passende at poste et offentligt billede af ham på Facebook. Et billede som i skrivende stund er delt 3.624 gange til - må man formode - omkring 362.400 venner / 2 køn = 181.200 mænd, der forhåbentligt klasker lårene til blods af grin over dette ynkelige syn:



Ja, jeg tilføjede brillerne, fordi Bitter Blog er kendt i medierne som et anstændigt site, der i modsætning til vores berusede vens moder ikke finder det relevant at udstille ham offentligt. Jeg tilføjede også brillerne, fordi deres placering på hans ansigt vil være det eneste korrekte og normale behandling for en person, der bærer en brandert af den pågældende størrelse.

Prøv at læse beskrivelsen og kommentarerne, der udelukkende, naturligvis, kommer fra kvinder (og en enkelt mand, der ikke kan stave):


Så vores ven havde altså en promille på 1,7. En komma syv. Næsten, altså. Lad os lige betragte beskrivelserne af et menneskes tilstand, alt efter dets alkoholpromille:
0,2-0,5: Alkohol mærkes.
0,5-0,7: Angstdæmpende, tab af hæmninger.
0,8-1,4: Betydeligt tab af hæmninger, bedøvelse, sløvhed, nedsat bedømmelsesevne.
1,5-2,9: Klar forringet motorisk kontrol, hypnose tilstand, blackouts, generel bedøvelse.
3,0-3,9: Øget bedøvelse, bevidstløshed, koma.
4,0: Dødelig dosis for 50 % af mennesker.
Vores unge mands brandert var altså på højde med, hvad man finder en almindelig torsdag aften i et gennemsnitligt dansk hjem, og derfor fandt hans moar det nødvendigt at indlægge ham og derved udpumpe sundhedsvæsenet for adskillige tusinde kroner for en beruselse, der burde være sovet ud i en snedrive, muligvis i afbukset tilstand.

Bemærk venligst, hvor helt ufatteligt panikagtigt disse kvindemennesker opfører sig. Manden var jo for fanden to guldbajere fra at kunne køre Opel Manta'en hjem. Kvindernes eneste - og jeg mener eneste - undskyldning er, at deres køn ifølge det håbløst politisk korrekte skema afgår ved døden ved en promille over 4,0.

Vi kan desuden bruge skemaet til at konstatere at den ydmygelsesivrige moder må vedligeholde et konstant buzz på omkring de 0,5-1,4, for når man sådan udstiller sin egen svagdrikkersøn, lider man tydeligvis af et kraftigt tab af hæmninger. Han ligger for helvede da helt fredfyldt og sover sin fredagsbarsbrandert ud. Gud fader bevares.

Nu kunne jeg være ligeglad, selvom jeg har netop har bevidnet et eklatant, hysterisk spild af Esbjerg Sygehus' knappe ressourcer - og de må gudhjælpemig have værre branderter at tage sig af derovre - men ovenstående er bare endnu et symptom på det tøsede, omklamrende kvindesamfund, Danmark har udviklet sig til. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor langt visse personer ønsker at gå for at beskytte deres børn og ydmyge deres unge mænd på baggrund af ganske almindelig og sund maskulin opførsel.

Den eneste vej frem i dette samfund er som bekendt forbud, da kvinder elsker at spænde ben og sætte forhindringer op. Jeg foreslår, at det vedtages ved lov, at kvinder ikke har lov at blande sig i mænds alkoholindtagelse. Endelig ville jeg gerne udtrykke min sympati for den stakkels unge mand, der er blevet landskendt for sin latterligt lave alkoholtolerance på grund af en vatindpakkende moder, hvis seneste kendskab til beruselsens anatomi var et sip af en Malibu som 16-årig. Men jeg gør det ikke, fordi han er sådan en svagpisser.