fredag den 12. april 2013

Logouted

Nu er det nok. Jeg gider ikke høre mere på lærernes overdrivelser, klynk og løgne. Jeg gider ikke gå på arbejde mere, hvor min ellers så fredelige hverdag er blevet forurenet af hjemløse kollegabørn, der lugter, larmer og hoster på kantinemaden.

Jeg betaler skat som alle andre. Skat, som skal bruges til at holde børn låst inde i en skole, mens jeg er på arbejde. Alligevel kan jeg glæde mig til, at skatten bliver sat op, så lærerne kan få flere penge for ikke at lave en skid.

Selv Facebook er oversvømmet af al deres klynk og tudehistorier. Jeg gider det ikke mere. Her er mit nye profilbillede. Brug det som du vil.


tirsdag den 2. april 2013

Aprilsnar '13

Aprilsnarren i år var ikke et indlæg i sig selv men i stedet en udvidet advarselsskærm:


På dagen udgav jeg samtidig et standard Bitter Blog indlæg for at forvirre læserne.

Jeg observerede ingen særligt ophidsende reaktioner, bortset fra folk der udbad sig forklaringer på ting, der allerede stod i advarselsskærmen. Altså var det, som man kunne forvente: Ingen læste den.

På 180grader opstod der dog lidt gætterier om, hvilken professionel, fjernsynskendt komiker, forfatteren bag Bitter Blog skulle være:

Beskyldningerne flyver til højre og venstre.

At jeg skulle være Lasse Rimmer må være en kompliment, eftersom folk opfatter ham som meget intelligent, bare fordi han har vundet en konkurrence om at være Danmarks mest intelligente person. Jeg synes dog, at han er en del mere arrogant og bedrevidende end Bob Glitter, men gættet passer fint på advarselsskærmens udlægning af forfatterens politiske standpunkt. Jeg tror nemlig, at Lasse Rimmer er radikal. Det står i øvrigt helt for min egen regning, og jeg trækker det gerne i mig, hvis det ikke er sandt. I så fald er det en modbydelig beskyldning. Betydeligt værre end at blive beskyldt for at være Bob.

Tobias Dybvad ved jeg ikke, hvem er, men han er sikkert lige så lidt interesseret i at blive forbundet med Bob Glitter som alle andre.

Jeg kan til sidst informere om, at der absolut ingen magi er omkring Bitter Blogs forfatters identitet. Ingen. Han er en ganske ukendt, jævn, lettere drikfældig og kedelig århusianer med en udstråling som en udkogt kartoffel.

Til sidst på denne aprilsnarrens påskedag havde jeg en informativ Twitter-samtale med Ditte Giese:

Der bekendes klart og tydeligt kulør. Og lad mig så for altid lægge låg på snakken om hende.
Summa summarum: Aprilsnarren var en komplet fiasko med en lidt sørgelig, omend forventeligt afslørende udgang. Og hvorfor skulle den egentlig også være meget anderledes end resten af livet?

mandag den 1. april 2013

Derfor stemmer du rødt

Kender du talemåden: Hvis man ikke var rød som ung, har man intet hjerte, og hvis man ikke er blå som voksen har man ingen hjerne? Det er selvfølgelig løgn og burde omformuleres til: Hvis man ikke var rød som ung, blev man hurtig fornuftig, og hvis man ikke er blå som voksen har man ingen hjerne.

Der er dog en forståelig grund til, at unge er røde. Tænk tilbage til din teenagetid. Hvad var det værste, der kunne ske for dig? Mobberi. Social isolation. Derfor anvender teenagere alle midler at undgå konflikter med klassekammeraterne, og når man så står på tærsklen til et voksenliv og skal vælge politisk retning, hvilken af disse kasser hopper man så i?

Den røde kasse, hvor:
  • Alle får, hvad de vil have, af alle andre end dig selv, uanset hvordan de opfører sig.
  • Løsagtige røde piger giver eller nemt kan presses til fri sex.
  • Der er fede gadgets til alle skoleelever.
  • Begreberne "menneskelighed", "miljø" og "fred" ligger kneblet i baglokalet til fri udnyttelse.
  • Det kulturelle selvhad fint supplerer teenageangsten og oprørstrangen.
  • Alle dine klassekammerater befinder sig, især dominerende, voldelige Matthias, der lige nu sidder og skuler ud på dig fra under sin beanie.
  • Klasselæreren befinder sig.
... eller den blå kasse, hvor:
  • Der er krav om, at du skal tage ansvar for dig selv og ikke bare kan kræve af alle andre.
  • iPhones ikke bare falder ned fra kommunens pengetræ.
  • Fred og frihed er noget, man respekterer og har kæmpet sig til.
  • Der stilles krav til folk, der ønsker at være en del af samfundet.
  • Din far muligvis befinder sig.
  • Klasselæreren bildte dig ind, nazisterne befandt sig.

Det er derfor ikke så underligt, at mange af de unge hopper i den røde kasse. Hvis man oven i købet er lidt ligeglad med politik, er det nemt at blive der, for de røde har alle de lette, konsekvensfrie svar, og du behøver ikke gøre et klap selv bortset fra at betale din del af skatten, som i øvrigt hovedsageligt bør betales af de rige. "Så langt, så godt med de unge," tænker du nu. "Men hvorfor stemmer voksne kvinder rødt? Det er jo ikke fordi, de ikke har en hjerne?"

Nej, ingen hjerne er at overdrive, for kvinder, der som bekendt alle som én stemmer rødt,  har vel en slags hjerne. Én, der er beregnet til at pusle i hjemmet. Én, der kan multitaske, så den kan håndtere fem unger, der løber i hver sin retning. Én, der er domineret af følelser frem for logik. Og faktisk er det rigtig godt, for kvindens hjerne fungerer fremragende i den virkelige verdens eneste fungerende socialistiske konstruktion: Familien. En af hendes vigtigste funktioner er at agere stødpude mellem uvorne børns ansigter og faderens knytnæve, og dette gør hun ved - og dette er meget vigtigt - at udglatte konflikter.

Kvinder afskyr konflikter, fordi de er katastrofale i familien. Dette er fint og godt, men da feministerne overtog magten engang i tresserne, gik det helt galt. I takt med at de feminiserede socialistpartier lod arbejderne i stikken og primært koncentrerede sig om arbejdsløse akademikeres interesser, forsøgte de samme taktik på samfundet, som kvinderne havde brugt i familien i årtusinder: Undgå konflikter. Glid af. Undskyld og beklag. Drenge, som blev opdraget af feministiske pædagoger, blev holdt nede og opdraget til konfliktskyhed, indtil de udviklede sig til ynkelige, krølhårede undskyldninger for mænd. Tendensen fortsætter i øvrigt, for feministerne ønsker nu, at det skal være forbudt ved lov at kritisere dem. Kritik er en potentiel konflikt. Konflikter er onde og skal forbydes.

"Nu er du vist på vildspor, Bob," siger du endnu en gang uden at tænke. "Hvis feministerne har magten, hvorfor er der så stadig så mange konflikter og krige rundt omkring i verden?" Det er en ren naturlighed. Konflikter blandt mennesker er i sidste ende uundgåelige. Når de opstår på trods af undskyldninger, kryben og udglatninger, kaster kvinderne RUC-rapporterne om mangfoldighed og verdensunion fra sig, skriger "voldtægt" og forventer, at mændene, som underligt nok stadig er af det eneste køn, der har værnepligt, kommer og ofrer deres liv for at redde dem ud af den kattepine, de selv satte sig i. Bare ærgerligt for kvinderne, at når konflikterne for alvor rammer Danmark, så er alle mændene blevet konverteret til hvinende, kastrerede og ynkelige intetkønskopier af deres eget, svage, ved undfangelsen udstukne lod.

Nu er det ikke fordi, jeg ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne. Eller jo, det gør jeg faktisk. Som bekendt dominerer mændene kokkefaget, og det er der kun én grund til: Mænd tør satse og nytænke og vinder derfor de snobbede madlavningsmesterskaber, hvor det gælder om at lave æg-og-bacon-is og myrer i creme fraiche. Bagefter stiller de sig op i samtlige tv-programmer med deres buffede overkroppe og rustne stemmer, som væder trusserne hos alle de kvindemennesker, der kun kan drømme om at bevæge sig længere bort end frikadellens kulinariske grænseland.

Det sidste lød som en kritik. Det var det ikke. Det var en ros. Kom nu hjem og lav gode, gammeldags frikadeller og stegt flæsk til mig af de råvarer, jeg har købt til jer. I lighed med socialisterne er I mestre i at bruge det, som andre har skaffet. I modsætning til socialisterne gør I det godt.