torsdag den 21. marts 2013

Raseriets ransagelige veje II

Det glæder mig, at alle trafikanter i Aarhus har læst mit indlæg om trafik. Samtlige bilister kører fornuftigt, der er ikke kø længere, og alle er glade. Ja, lige nu kan jeg faktisk se et gult næsehorn i miniskørt, der kommer flyvende med en skål Blommer i Madeira, som den deler ud til alle folk foran mig, og .... åh nej, det er en drøm, og nu vågner jeg fra den lykkekoma, min krop sendte mig i for at aflede mig fra spontan sindssyge, fordi kvindemennesket foran mig endnu en gang ikke opdagede, lyset skiftede til grønt.

Siden jeg skrev mit indlæg har jeg modtaget mails fra samtlige, dygtige bilister i Danmark. Jeps, hele tre henvendelser er det blevet til. Staklerne føler med mig og påpeger et par situationer, jeg glemte i mit gamle indlæg. Jeg vil ikke kopiere deres bitre beskrivelser. I stedet vil jeg fortælle videre om de pinagtige situationer, der konstant opstår i den tortur, jeg kører igennem hver morgen og eftermiddag, og som min efterhånden spinkle rationalitet fortrængte i sit blinde raseri.

"Du kan lige nå med over," står der i Debile Trafikanters Håndbog, og alle læsere af dette enorme opslagsværk følger mantraet som rotter efter en fløjte, hver gang de nærmer sig et stærkt trafikeret kryds. "Skidt med, at bilen, som kørte ind i krydset foran dig, kun er nået to millimeter over hajtænderne. Glem, at du i de sidste to timer i køen har observeret nøjagtig samme fænomen hos alle andre debile trafikanter, som strandede midt ude i krydset, fordi der for fanden i helvede ikke er plads til flere biler!" Jamen, så fat det dog! Krydset udvider sig ikke lige pludselig for magisk at give sig plads til dig. Asfaltens atomer har ikke strakt sig efter morgenmaden, så der på fantastisk vis pludselig er blevet plads i krydset til din åndssvage KIA og de bilister, der skal på tværs, når de om to nanosekunder får grønt. Nej, som en bleg klump åndløs dej i en lakeret aluminiumsdåse kommer du til at sidde og glo med stupide, forbavsede, runde øjne, når du strander midt ude i krydset og maser proppen endnu hårdere i trafikflaskehalsen, nøjagtig ligesom de sidste femhundredetusinde debile idioter før dig. Rotte går frem. Rotte får hammer i hovedet. Ny rotte går frem. Hammer i hovedet. Rotte. Hammer. Så bliver det din tur? Tag dit valg, din kæmpe debile nar, og hvis du gør, som jeg forventer, skal jeg personligt åbne din latterlige Paderbornerbil og kvase din hjerne ud på asfalten bare for at opdage, at næste bilist vil køre frem og spærre det hele nøjagtigt lige som du gjorde.

Et typisk dansk, lysreguleret trafikkryds i den begyndende myldretid.
For at undgå disse gordiske knuder af trafiklys tager jeg af og til motorvejen på arbejde. Her ender jeg i kø. Hver eneste morgen. Hver dag.
"Hvorfor?" spørger du. "Sker der uheld?"
Nej.
"Er der mange biler?"
Nej.
"Kommer der en afkørsel, som omdanner sig til en enkeltsporet tilkørsel til en anden motorvej, så alle debile trafikanter tror, de befinder sig på en villavej eller måske i indkørslen til bedstemors beskyttede bolig, hvorefter de sænker farten til 25 km/t et sted, som for satan da stadig er motorvej, og hvor der med skilte på størrelse med Fyn er markeret, at man gerne må og helst skal køre 90 km/t?"
Bingo.
Hvad fanden er det, der er så svært? Hallo, vi er stadig på motorvej. Nu er den bare enkeltsporet og fungerer som forbindelse til en anden motorvej. Men nej, nej. "Uha, her er kun en bane, så jeg bliver altså forvirret og lidt nervøs. Måske kommer der en legeplads om lidt? Eller en skide Fakta, så jeg kan købe en citronmåne at skubbe i kæften, så jeg bliver endnu mere uopmærksom på trafikken? Måske er det indkørslen til bilvask, og jeg vil da ikke ramle ind i en eller anden stakkels gammel mand foran." Nej, det er stadig motorvej, forstår du det? Og når du kører af den enkeltsporede vej, lander du på en ny motorvej, så derfor skal du sætte farten op. Ikke køre de næste halvtreds kilometer med 30 i timen og være bange for, at der kommer trafik ind fra en eller anden imaginær sidevej. Men nej, du fatter det ikke, og resultatet er kilometervis af kø på den motorvej, du kommer fra. Utallige spildte timer for dine medtrafikanter. Ikke på grund af trafik. Ikke på grund af uheld eller vejarbejde. Men fordi du panisk stamper på bremsen som en amfetaminpåvirket, squaredansende, araknofobisk mongol på en edderkop.

Er jeg i øvrigt den eneste, der undrer sig over, at man skal cirka 20 km væk fra byerne, før man må køre 130 km/t på motorvejen? Er det på grund af det videnskabeligt veldokumenterede faktum, at hvis biler kører af vejen med 130 km/t, flyver de altid 20 km i luften og risikerer dermed at ramme en barnevogn i tætbefolkede områder? Og hvorfor er afkørsler i Danmark fem kilometer lange, når de kan nøjes med halvtreds meter i Tyskland? Kunne det være fordi, danskerne har sikret plads til fartkontroller? Jeg kender en betjent, der fik overarbejdsbetaling for fartkontrol. Han havde aldrig fået betaling for overarbejde før, heller ikke da han deltog i jagten på ham negeren, der skambamsede en 10-årig pige i Herning. Nej, nej, der kunne han bare holde fri, så længe han ville. Men ved fartkontrol, uh, ja, der kan vi skrabe penge ind til vores umættelige system, så der kan blive råd til endnu flere hærgende indvandrere, som udover at begå folkehor på vores jomfruer kun fungerer i en trafik, der er domineret af kameler og knallertbenzindrevne Anders And biler fra forrige årtusinde.

Nå, men jeg har før skrevet om pinen ved rundkørsler, men vi kan da lige kaste endnu en Parkinsonramt elefant ind i keglespillet ved at inddrage rundkørsler med cykelbaner. Cyklister er nogle af de værste trafikanter. De er en slags trafikkens hipstere: Hovne, bedrevidende og psykopatisk ligeglade med alle andre, hævder de sig ved at spille svage. Så kommer de kørende der i rundkørslen med deres latterlige statement-hovedtelefoner, som om alting rager dem en høstblomst. Og vi venter på dem. Og venter. Og køen bliver længere og længere. Hvorefter cyklisten drejer uden at have vist af, kører et stykke ned af vejen og råber af de hundrede miljøsvinbiler, der holder i tomgang, uden overhovedet at fatte, at de netop ventede i syv timer på grund af hans arrogante trækrammer-røv, der bare skulle have løftet sin fucking dovne arm 90 grader i tre sekunder for, at hele morgentrafikken kunne have kørt som smurt, og vi alle havde sluppet for at indånde dampene fra 100 liter totalt spildt benzin. Eksisterede der nogen retfærdighed i verden, ville en ung mor dø i en højresvingsulykke for hver idiotisk cyklist, der ikke viser af.

Nu vi er ved cyklisterne, så vil jeg gerne spørge, hvad de helt præcist ikke forstår ved ordet "fodgængerfelt", specielt ordene "fod", "gænger" og sammensætningen "fodgænger". Sidst jeg kiggede, var "fod" ikke synonym med "hjul", "gænger" ikke med "cyklist" og "fodgænger" ikke med "hjulcyklist" og alligevel racer cyklisterne ud i fodgængerfelter med tres km/t fra fuldstændig umulige vinkler og kanter, mens de hovent forlanger, at jeg skal spotte deres sortklædte korpusser på sorte retrocykler, der kører uden lys i nattemørket, fordi det "er så taberagtigt 90'er at køre med cykellygte". Hvis jeg så kører ind i dem og måske kommer til at bakke en smule tilbage over dem også, så påstår de gudhjælpemig, at det er min skyld, fordi de er "bløde trafikanter", hvorfor de påkalder sig en eller anden fantastisk ret til at te sig i trafikken som stankelben i en loftslampe. Nogle gange ønsker jeg bare, at vi blev invaderet af et land, som for længst har afskaffet denne forældede form for transport. Hvad med USA? De kunne passe indlede angrebet med at drøne 50.000 U.S. Army Hummers ind over landets cykelstier og mose jer og jeres ubrugelige retrosmedejernscykler tilbage til partikelstadiet. Det vil blive den dag, hvor du oplever, at jeg bliver landsforræder. God bless fucking America!

Jeg er efterhånden begyndt at more mig, når jeg ser en ulykke. Ikke, at jeg svælger i dem ligesom jer andre, der ved synet af et uheld stamper på bremsen, som var den en spruttende dynamitlunte, hvorefter I endnu en gang sænker al trafik med den glokø, I og jeres børn danner i håbet om at se blod og lemlæstelse. Nej, jeg lader det stille passere og mærker glæden kilde i mit bryst, når jeg kører forbi endnu en kvast cyklist eller en folkepensioneret campist, som lige har gravet sig en permanent fastliggerplads. Jeg betragter dødsulykkerne som en slags hærdning af stål. For hver ulykke, for hver iteration af hærdningen bliver trafikken stærkere og mere effektiv, fordi en svag trafikant er blevet sorteret fra.

Således forestiller jeg mig, hvordan trafikken til sidst vil komme til at bestå af de unedbrydelige stumper af danske mænd mellem otteogtyve og niogfyrre, smedet sammen til en ustoppelig, ubrydelig klinge af hvidt stål, der snitter sig igennem usikre, kvindelige bilister, hipstercyklister og dødsforagtende arabere, hvorved trafikken igen kan blive et sted, hvor normalfungerende mennesker med reflekser, der hæver sig over skildpaddeniveau, kan komme til at trives, uden at deres kroppe hver dag må lukke sig selv ned i koma i forsøget på at forhindre deres sindssyge ejere i at trække tyktarmen ud gennem navlen og bide den over i bare arrigskab over alle de andre, komplet uduelige bilister.

Ha! Jeg drømmer igen.

mandag den 18. marts 2013

Dissektion af en hipster IV

Efter Bitter Blogs populære serie om hipstere modtager jeg bunkevis af e-mails fra forvirrede læsere, der gerne vil vide, hvordan man med hundrede procent sikkerhed identificerer en hipster. Problemet er som regel, at man står med et individ, som man gerne vil tæske. Personen ligner en hipster, men man er ikke sikker. Man kunne jo ved et uheld stå med en nørd, en hjemløs, en stakkel på vej til et maskebal med 70'er tema eller en ægte, omend helt utrolig slap skovhugger i næverne, og ingen er interesserede i at invalidere vigtige medlemmer af samfundet.

Bob forstår naturligvis problemet og vil nu beskrive fremgangsmåderne, der entydigt vil afgøre, om personen, der hænger i kraven fra din højre hånd, virkelig er hipster.

Bekræftet igen:
Identitets- og værdishopping.
(Tak til Frederik Peter Høngaard
for billedet.)
"Men hov," overdøver du dumt dit nyeste Marie Key album. "Opfordrer dette indlæg ikke til vold mod anderledes tænkende? Hader du mennesker, der er anderledes?" Og lige netop dér afslører du, at du intet fatter. Intet. Med mulig undtagelse af børn, bryder Bitter Blog sig ikke om vold mod sagesløse, som når pæne Østerbrodamer skånselsløst forfølger og brutalt rynker på næsen af homoseksuelle.

Forstå dog, at hipstere ikke er anderledes. De er heller ikke anderledes tænkende. De er ingenting. De er blot ironiseringer over ægte fænomener. Forvrængninger. Atmosfæriske forstyrrelser. En slags dysfunktionelle kameralinser, der fordrejer virkeligheden for dit blik. Og da de blot er funktioner over virkeligheden, kan du roligt tæve dem. Rent strafferetsligt svarer det til at slå huller i luften.

Det værste, du kan gøre, når du skal identificere en hipster, er at spørge: "Er du hipster?" Ingen hipster vil indrømme, at han er hipster. Måske ved de dummeste af dem det ikke engang selv. At blive puttet i hipsterkassen ville være en kategorisering. En ydmygende degradering fra det at være unik. For hipsteren tror, han er unik, selvom han er fuldstændig enestående konform: Statementbriller, dum hat, fuldskæg, usammenhængende sømandstatoveringer, dyrt genbrugstøj og fixie. Ikke siden Hitler sendte seks af sine 187 centimeter høje SS-vagter på teambuildingkursus i synkronsvømning har man set tilsvarende eksempel på ensretning.

Tror du ikke på mig? Jeg har et skoleeksempel fra den virkelige verden, selvom jeg vægrer mig ved at give ham den opmærksomhed, han åh-så-lidenskabeligt begærer. Husker du Lasse Karlo Birch Svedborg (yeah, right)? Han var i Go' Morgen Danmark for at fortælle om hipsterstilen. Og akkurat lige efter udsendelsen proklamerede han, at han gjorde nar af det hele, og at han da slet ikke var hipster. Nej, overhovedet ikke, og hvor var det da bare fedt, at dumme TV2 hoppede på den ironiske limpind. Et ganske typisk reaktionsmønster for den ægte hipster: Bliver du afsløret, så ironisér, ironisér, ironisér.

Hipstere forekommer også i naturen ...
Tilbage til identifikationsmetoden. Hvis du er heldig, kan du være løbet ind i en hipster, som er blevet træt af at blive spurgt, om han er hipster. Han har hørt spørgsmålet tusindvis af gange, og hver eneste gang lod han som om, han aldrig havde hørt om hipstere, ligesom når han lader som om, han aldrig har hørt om nogen tv-serie fra dette årtusinde. Men nu knækker han. Han flakker med øjnene og rykker nervøst på sig. Med pegefingrene og tommelfingrene danner han brillestel og sætter dem for øjnene, selvom de på ingen måde dækker for hans rigtige, enorme statementbrillestel nedenunder:

"Uhhhhhh," begynder han nasalt. "Jeg er en hiiiiipster. Er du bange nu, hva'? Er du også bange for spøøøgelser?"

Imens glor han hovent på dig, som om du er en endnu større idiot end ham. Nu skal du bare stå stille og blive ved med at kigge på ham. For så opdager han pludselig, at han har fået opmærksomhed. Og der er intet, en hipster hellere vil have. Inden for få sekunder vil han forme en rund, forbavset mund med sine grimme, kønsbehårede læber, lave store øjne og begynde at danse som en anden fransk klovn. Ganske ironisk vil han klappe sig på lårene og gå i knæ og sparke med benene, idet han uden skrupler gør nar af generationsvis af hårdtarbejdende folkedansere. I dette øjeblik har han afsløret sig, og du kan derfor roligt sønderknuse hans ynkelige kropshylster og dermed effektivt fjerne hans forstyrrende indgriben i vores verden.

Hvis du vil være klogere end at stille hipsterspørgsmålet, kan du også række ham en telefon og sige, at han har ét telefonopkald, før du dekorerer fortorvet med hans ansigtstræk. Vi lever vel i en retsstat, ikke? Her er det som i samtlige andre situationer en enorm fordel ikke at eje en iPhone. En ægte hipster vil aldrig betjene en telefon, der koster under tolvtusinde forældresponsorerede kroner i Humac. Han vil kigge sig omkring og rulle med øjnene, og du kan med sindsro tage ham ud af spillet. Skulle han alligevel forsøge at bruge din telefon, vil han stå som en idiot og forsøge at betjene den med fingerstrejf over de fysiske taster. Smadr ham øjeblikkeligt.

Hvis du ejer en iPhone, har du et problem. Hipsteren vil med glæde foretage sit opkald. Dette vil dog være til hans forældre, som er hans eneste venner i verden. De bestak ham med en forældrebetalt Øgadelejlighed langt væk oppe i Aarhus for at naboerne ikke skulle opdage deres håbløse afkoms fingermalingskunst og den street-art, han altid snakkede folk til døde om ved enhver given lejlighed, og som ingen nogensinde så noget spor af. Heldigvis. Art-art-art. Altså: Ringer han til sine forældre, er han en død mandsling.

Den sidste lakmustest er af den alvorlige slags og bør kun benyttes i nødstilfælde. Før jeg fortæller om den, er det vigtigt, at du gør dig klart, at du aldrig, aldrig, aldrig må få medlidenhed med en hipster. Aldrig. Det ville svare til at vælge den sky hund fra hvalpekuldet, selvom et sådant valg ikke er nært så skæbnesvangert. En sky hund kan opdrages i den rigtige retning, men en hipster vil altid være en forhånende og fordømmende skygge af et menneske. Hvis du er enlig mor, må du aldrig falde for en hipster. Aldrig. Dette er helt absurd vigtigt, hvilket du vil forstå, når du læser den sidste, meget farlige metode til at afsløre en hipster.

Du placerer hipsteren i et rum sammen med et barn, helst af hankøn, og efterlader dem alene. Inden der er gået ti minutter, vil ungen stå grædende med bar numse, mens hipsteren ligger i hjørnet og snuser til hans underbukser med en pibende stønnen. Jeg kan ikke få mig selv til at beskrive barnets tilstand nærmere, og du kan nok forstå, hvorfor dette er aller-allersidste udvej, og hvorfor denne metode kun må benyttes i absolutte særtilfælde. Nej, for helvede, ikke på grund af overgrebet på barnet, men på grund af overgrebets risiko for, at barnet selv udvikler sig til hipster, hvorved du har medvirket til at forurene verden endnu mere.

Det vil derfor være nødvendigt at overvåge barnets adfærd. Begynder det at udvikle mærkelige interesser for gammelt tøj, skrivemaskiner eller globuser med lys i uden for fastelavnssæsonen, ja, så vil der kun være én ting at gøre. Snig dig ind til barnet om natten og dræb det for at skåne dine medmennesker for endnu en hipster. Den nemmeste metode er at knække nakken på barnet. Eventuelt kan du lægge dynen over den lille hipsterspire og derved dæmpe den ubehagelige fornemmelse af nakkehvirvlerne, der brister. Bemærk, at børns knogler er forholdsvis bløde, så du skal trykke godt til. Det vil føles som en kvasen i stedet for en knasen, nærmest som når du knækker en gulerod, der er blevet lidt for gammel og blød.

God fornøjelse.

torsdag den 14. marts 2013

Velfærdszombier

Jeg ved ikke hvor langt, Bitter Blogs læsere evner at huske tilbage, men hvis I er bare i nærheden af at være så dumme som pøblen, så er det omkring et års tid. Allerhøjst. Personligt husker jeg detaljeret samtlige hændelser i dansk politik, siden jeg gik i sjette klasse. Denne evne gør det desto mere pinefuldt at eksistere, men til gengæld vil den utvivlsomt belønne mig med en tidlig grav.

Hvis jeg spørger dig: "Hvad er velfærd?", så vil du svare noget i stil med, at velfærd er fri lægehjælp, fri uddannelse, hjemmehjælp til de gamle og et socialt sikkerhedsnet. Du vil naturligvis bruge ordet "gratis" i stedet for "fri", fordi du intet fatter, men i dette indlæg vil jeg for en gangs skyld undlade at prikke min uvaskede finger i dét betændte sår.

Når du så har svaret lige så dumt som en seks-årig, snottet unge, der snubler i samtlige ord med flere end to stavelser, vil jeg sige: "Korrekt .... eller, sådan var det for omkring femogtredive år siden. For tingene har ændret sig." Dog har de færreste bemærket, at velfærden har transformeret sig. Udadtil foregiver den at være den samme, mens den indadtil har ændret væsen og formål:

Lad mig illustrere:

Velfærdens udvikling. Til venstre ses velfærdssystemet i gamle dage. Her gik skatten primært til ydelser til borgerne. Til højre ses nutidens velfærd, som fokuserer på at bruge skattepengene på systemet selv. Hvis overgangen fra venstre til højre minder dig om en supernova eller måske et rasks menneskes øje kontra en zombies, har du fat i et af de helt rigtige billeder.
Jeg skærer hermed ud i pap for de fatsvage: I gamle dage blev borgernes skat primært brugt på de såkaldte "varme hænder", altså offentligt ansatte på gulvet som - omend i begrænset grad - leverede modydelser til borgerne. Men så kom paradigmeskiftet. Fokus vendte sig væk fra borgerne og endte med at pege indad. Med andre ord begyndte man at bekymre sig om de offentligt ansatte i stedet for de betalende borgerne. Velfærd blev pludselig synonym med at have et job, hvor ingen stiller irriterende krav og stressende spørgsmål. Velfærd er jobsikkerhed i det offentlige. Det er velfærd at kunne melde sig syg hver mandag, uden at nogen stiller spørgsmål. Det er velfærd at modtage lønstigninger uafhængigt af konjunkturerne i virkelighedens samfundet. Dermed blev velfærdssystemets primære formål at fungere som offentlig jobbank, og stillinger i denne enorme dræbermonolit er de facto at betragte som borgerløn.

Prøv at bemærke det næste gang, politikerne taler i fjernsynet. Det gælder stort set dem alle: Når de taler om velfærd og truer med nedskæringer, så lader de som om, det handler om uddannelse, sundhed, ældrepleje og socialt sikkerhedsnet, men i virkeligheden handler det altid om det rå antal af offentligt ansatte. Og de tager helst flere ind. Den offentlige sektor vokser år for år og dens ansatte æder sig som en epidemi af zombier ind i de produktive borgere. Se, hvordan de skriger, hvis der tales om nedskæringer i antallet af offentligt ansatte eller bare om nulvækst. Det afslører direkte, at de sætter lighedstegn mellem antallet af ansatte og niveauet af velfærd. Enhver, der har befundet sig i en af enderne ved dog, at effektiviseringer sagtens kan lade sig gøre, men effektiviseringer vil "gå ud over velfærden", netop fordi velfærden er de offentligt ansattes egne, egoistiske ansættelsesforhold.

Socialisterne elsker, at de er i stand til at dække deres våde drøm om borgerløn ind under begrebet velfærd, som har mistet enhver oprindelig betydning i sin nuværende perversion. Modydelser til borgerne er ligegyldige eller kommer i bedste fald i anden række. Har du nogensinde mødt en offentligt ansat, der er bange for, at borgerne ikke kan få de ydelser, de betaler for? Nej, for de er primært optaget af, om de mister deres egne jobs. Det kan godt være, de overfladisk argumenterer med, at nedskæringer går ud over ydelserne til skatteborgerne, men over alt andet vil de sikre, at deres egne, fede, dovne røve stadig vil være komfortabelt placerede i de sikkert stigende lønstole i det offentlige.

Jobcentrene er et skoleeksempel på den nye velfærd. Hver dag på vej til arbejde kører jeg forbi et af disse veritable paladser. Indeni løber hobevis af grinende, kagespisende ansatte rundt med kaffekopper og ligegyldige projektmapper. Men har nogen nogensinde fået et job af dem? Nej. De eneste job, de skaber, er deres egne. De holder sig selv i gang i et alt, alt for dyrt aktiveringsværksted. Okay, jeg lyver. Jeg kender en, der fik et job af dem. Han er en uduelig, overlønnet humanist, og han fik selvfølgelig en stilling i jobcenteret selv. Mission fuldført. Zombiemassen vokser.

Der er nogle, der går og tror, at beskæftigelse i sig selv er godt. "Det vigtigste er, at de har et job i stedet for at vade rundt på bistand," siger de, selvom de selv ville nægte at skifte kontanthjælpen ud med en kassedameløn. Nej, ikke alle jobs er positive og da slet ikke de overbetalte, offentlige stillinger. Vi skal i stedet lade markedet skabe jobs, som både arbejdsgiver og arbejdstager har reelle behov for. Og så må folk tage disse jobs, som sikkert ikke er fine samtalestillinger til akademikerløn, men hvem har fortjent akademikerløn for et arbejde, ingen har gavn af, bortset fra den ansatte selv? Tænk det nu igennem. Jeg ved, at I et eller andet sted kunne drives til at forstå, selvom jeg efterhånden er begyndt at indse, at jeg må være uendelig naiv.

Min evige fordel er, at jeg på et tidspunkt får ret. På et tidspunkt løber det offentlige tør for penge, nøjagtigt som zombier løber tør for levende mennesker. Ligesom zombierne producerer de offentligt ansatte intet nyt. De forbruger bare. Æder løs. Og det eneste, uundgåelige resultat af deres evige ekspansion er, at der bliver færre til at betale, hvilket allerede kan mærkes blandt de få tilbageværende privatansatte. Nøjagtig som i zombiefilm er det ikke så meget zombierne som de overlevende mennesker selv, der udgør den største trussel. For vi stemte i sidste ende selv på de politikere, der sendte horderne ud for at æde de sidste rester af os, og som lover os, at lykken er et hjernedødt, risikofrit liv blandt alle de andre pacificerede, intersolidariske levende døde i verdens hastigst voksende velfærdssystem.

lørdag den 9. marts 2013

Croquis er sex

Betinas veninde Bodil - I ved, hende med Kjeld - går til Croquis. Som tegner, altså. Betina vil også gerne af sted, men jeg har forbudt hende det. Jeg ved nemlig, at croquis-tegning er sex, og at enhver dyrkelse af denne "kunstform" af en af parterne i et forhold kan betegnes som utroskab.

Bodil råber altid af mig, når jeg præsenterer hende for denne sandhed. "Croquis er kunst," skriger hun som en anden hipster, der forsvarer sine barnlige papmachékreationer. "Menneskekroppen er en smuk skabning," siger hun, mens jeg forsøger at undgå at kigge på hendes ben, der er dækket af adskillige kvadratmeter appelsinhud. For at overbevise mig, viste hun mig en af sine tegninger:
Bodil tegner nøgne kvinder.

Så måtte jeg alligevel trække lidt i land. Jeg havde ikke forventet meget andet end tændstikmænd fra hendes side, og jeg syntes alligevel, hendes tegning var pæn nok. Men jeg holder fast i, at croquis er sex. Om ikke andet så fra modellens synspunkt. Hvorfor skulle nogen ellers stille sig splitterravende nøgen op foran en gruppe mennesker for en halvtredser? Det fungerer jo af en eller anden grund ikke sådan, at kunstnerne selv står model på skift. Nej, de finder deres modeller ude i byen, og dermed ender de med at sidde og tegne en skøn blanding af blottere, imamer og andet godtfolk.

Nu tænker du nok: "Bob er sarkastisk igen. Han mener det ikke, og selvfølgelig er croquistegning kunst," men der tager du fejl. Prøv lige at spørge dig selv, hvorfor modellerne ikke kan bære g-streng og dermed dække de mest intime områder af deres kroppe? Det er vel kroppens former, det handler om? Vel ikke brystvorterne eller en bar tissekone? Eller de fyrre gram behåret saltkød, der hænger mellem benene på de fleste mænd? Eller hvad? Kan du se selvmodsigelsen nu? Så kan vi ikke bare se hinanden i øjnene som voksne mennesker og erkende, at vi alle udmærket ved, at det ikke handler om former eller menneskekroppe. Det handler om legitimt at vise sig nøgen over for fremmede og/eller at se på nøgne fremmede.

Jeg har før talt om, hvordan "kunstnere" og deres idiotiske følgere får et kick ud af at misbruge begrebet "kunst" til at få unge, usikre kvinder til at vise deres kønsdele offentligt. Nøjagtigt det samme sker ved croquis og oven i købet fungerer det nogle gange omvendt: Blotterne udnytter kunsten til offentligt at klæde sig nøgne. I denne situation er croquistegnerne i bedste fald en flok nyttige idioter, men reelt er de prostituerede med seksuelle afvigere som kunder.

Udsnit af Bitter Blogs liste over beskæftigelser, sorteret efter hvor meget sex, de indebærer.
Jeg ved allerede, hvad der vil ske, når jeg poster dette indlæg. Hundredevis af hadefulde læsere vil skrive, at jeg er kropsforskrækket, jomfru og sikkert latent homoseksuel (kunstnere er alle til hobe venstreorienterede, og sjovt nok bruger venstreorienterede flittigt homoseksualitet som et skældsord mod deres modstandere, selvom de bryster sig af at være åh-så-åbne og forstående over for enhver seksuel minoritet med mulig undtagelse af pædofili). Nej, forstå dog, at jeg ikke er modstander af ekshibitionisme eller voyeurisme i sig selv. I må gøre, som I vil. Jeg forstår bare ikke, at I ikke kan udleve jeres fantasier i private hjem, på nudiststrande eller i swingerklubber blandt indforståede voksne i stedet for at kradse visualiseringer af dem på papir, tvære dem ud i ansigtet på mig ved enhver given lejlighed og på groveste vis fornærme min æstetiske sans ved at påstå, at det er kunst.

"Sidste gang, jeg var til croquis var der også en masse midaldrende damer med. Og hvorfor skulle de få noget ud af at kigge på en nøgen pige?" spørger en rødblusset Bodil. Jamen, jeg er sikker på, disse gamle damer selv er overbeviste om, at de er kunstnere. Det er sikkert en forestilling, der behageligt blokerer for den virkelighed, at de har brugt hele deres liv i en tør, offentlig stilling uden nogensinde at have produceret noget brugbart. Og lur mig, om de ikke inde bag kassehåret og de farvestrålende brillestel håber, at næste model er en mand, så de kan dyrke legitimt utroskab ved at få ham til at smide tøjet under "kunst"-løgnens beskyttelse? I kan tro, der sker ting og sager inde i hovedet på sådanne kvinder, efter de har levet hele liv sammen med deres tøfler af feminiserede, danske mænd. Så er det ikke så skidt, hvis en veludrustet neger dukker op og svinger kakkelovnsrøret i den lokale folkeskoles formningslokale. Naturligvis fordi hans "former" er "kunstnerisk" "interessante" og ikke fordi hans nøgne krop fungerer som direkte brændstofsindsprøjtning til deres "Fifty Shades of Grey"-motoriserede krybdyrshjerner.

Nå, men Bodil fik mig til at vakle en smule i min kritik af croquistegning. Det varede dog ikke længe. En dag jeg kom hjem fra arbejde, var Bodil på besøg og jeg bemærkede med det samme, at noget var galt. En underlig blanding af hvin og støn lød fra stuen. Da jeg trådte ind, forsøgte en panikramt Bodil at skrabe nogle tegninger sammen, men hendes skælvende reaktioner var for langsomme for min aftrækkerfinger:

Bodil tegner nøgne mænd.

Jeps, Bodil havde været til croquis igen, og denne gang havde en mand stået model. Men det betyder jo ikke noget for Bodil, vel? Det er kroppens former, ikke? Det handler ikke om at være nøgen? Og manden nød det slet ikke, vel? Forpulede hyklere, hør nu her: Kald nu croquis, hvad det er: Sex. Hold op med at dække det ind under kunst. Det er både trættende, barnligt og ret pinligt. Det viste sig selvfølgelig også hurtigt, at Bodil allerede havde været i seng med modellen. Fandeme typisk.

Tror du stadig ikke på mig? Så prøv at tjekke hjemmesiden for denne model. Og specielt denne underside. Ja, ja, det er "kunst", ikke? Hvad så med ham her? I kan også få lov at male på ham.

Kunst, min velvilligt bare røv. I er ludere hele bundtet.

mandag den 4. marts 2013

Der var et yndigt land

Lørdag aften sad jeg og så TV2 Nyhederne, som fortalte historien om asylansøgeren fra Afghanistan, der ifølge FN-konventioner har fået fejlagtigt afslag på sin asylansøgning i Danmark. Derfor er det åbenbart nu rigets fornemmeste opgave at opstøve manden i Afghanistan og hente ham hjem til Danmark, så han kan få sit retmæssige, livsvarige, skattebetalte ophold. Altså satte det offentlige Danmark  himmel og helvede i bevægelse og i overensstemmelse med deres sædvanlige effektive indsats, lykkedes det TV2-journalisten at finde manden først.

Historien er hjerteskærende, hans forsvarer udråbte sin glæde i telefonen og her ude i Aarhusforstaden kunne jeg næsten høre hvidvinsglassenes klirren fra samtlige kønsløse, midtbyslogerende speltpar, der skålende lykønskede hinanden med, at Danmark er sådan et anstændigt land. Imens sad jeg med en stille undren og tænkte på de to danske sømænd, Søren og Eddy, der i skrivende stund har befundet sig 781 dage som gidsler hos somaliske pirater, uden at nogen gider bekymre sig om dem.

På den ene side har vi en afghansk mand, der ingen tilknytning har til Danmark bortset fra, at han har søgt asyl her. Han er blevet afvist, fordi der ingen beviser er fundet på, at han har været eller er i risiko for at blive udsat for tortur. En virkelighedsfjern FN-konvention, der mistede enhver jordforbindelse omkring John F. Kennedys præsidentindsættelse, har omgjort sagen, og derfor gør vi alt for at hente ham "hjem".

På den anden side har vi Søren og Eddy, der er danske statsborgere, den ene født og opvokset i Danmark. De er i forbindelse med deres arbejde blevet kidnappet og bortført af somaliske pirater. De er beviseligt blevet udsat for tortur, for fangenskab i uvished i så lang tid er uden tvivl forfærdelig psykisk tortur. Alle har kendt til deres situation i flere år og alligevel gøres der intet for dem. Intet.

I modsætning til Søren og Eddy har afghanermanden en sag, der er langt mere interessant for eliten. Det er en principsag, som understreger vores evigt anstændige udsyn i en globaliseret verden og ikke mindst vigtigheden af FN-konventionerne, som Zenia Stampe og de andre medlemmer af den evigt kværnende og fordømmende godhedsindustri bruger som grundlag for den fortsatte nedbrydning af nationalstaterne. Resultatet er, at vi ignorerer vores egne og arbejder for nogle andre i den evigt selvhadende retfærdigheds ånd.

Skulle en af de gode og elitære kulturradikale været nået så langt som hertil i mit indlæg, vil han eller hun lige nu sidde og fnyse hånligt. Jeg sammenligner naturligvis æbler og bananer. Det er provinsielt at interessere sig for Søren og Eddy, ikke? Dansk Folkeparti-agtigt, du ved. Sådan en irriterende enkeltsag, som man er lidt dum, hvis man omtaler. Populistisk, endda, udspyr de, som om ethvert emne, der har folkets interesse, bør ignoreres af samme årsag. I øvrigt er det rederiets ansvar. Nej, hvis det er Danmarks opgave aktivt at importere folk fra den anden side af kloden, der intet har med vores land at gøre, og som uden tvivl vil bidrage ensidigt med udgifter og besvær, er det fandeme også Danmarks opgave at befri vores to stakkels statsborgere.

Jeg ved godt, at Danmark mistede al selvværd i 1864, og at de seneste tre generationer af danskere har bestået af horder af feminiserede tøsedrenge, men jeg fatter ikke, at vi ikke sender en flok jægersoldater ned for at befri de to stakler i Somalia. Det ville da være fremragende træning for vores eliteenheder. Hvem fanden bekymrer sig om, at det officielle Somalia sikkert ville beklage sig. Hvad skulle de gøre? Kaste bananer efter os? Sende en heksedoktor efter vores FN-diplomater? Spille bongo til vi overgiver os? Nægte at modtage vores ulandsbistand? Jeg tvivler på, at de overhovedet ville opdage sådan en aktion, selv hvis soldaterne kom til at klippe en militærperson under missionen. Enhver uniformsbærende person i Somalia ligner en, der lige har dræbt ham, der sidst havde den på. Hver og en.

Måske burde jeg være glad for, at vi intet gør for danske statsborgere, der er kommet i knibe i udlandet. Med den udvanding, der i de seneste 30 år er foretaget af værdien af danske statsborgerskaber, ville vi ruinere os selv ved at lave et eksempel ud af Eddy og Søren. For så ville vi efterfølgende være forpligtet til at hjælpe, hver gang en af vores 360.000 importerede, stolte "danskere" kommer i klemme under ferier i deres oprindelige hjemlande. For eksempel, når "helt tilfældige" "danske turister" kastes i spjældet i Israel. I ved, et af de lande, der stadig har selvværd og selvrespekt og som gør noget for at bevare det.

Nå, men der er vel ikke så meget mere at sige til dette. Jeg håber, alle I liljehvide vælgere derude i de pæne stuer med alle jeres korrekte kunstværker og bøger sidder med en rigtig dejlig fornemmelse i maven. Jeg håber, I føler jer rigtig, rigtig anstændige ved sådan at hjælpe en fremmed og totalt pisse på jeres egne. "Uhm, det er jo næstekærlighed," siger du dumt, mens du holder pistolen for panden af denne dyd, du har taget som gidsel fra det kristne værdisæt, du selv for længst har forkastet. Selvom jeg lykønsker jer for, at I muligvis har fundet en asylansøger, der teoretisk set kan være forfulgt, så bør vi altså tage os af vore egne først. Men jeg ved jo godt, at I ikke ser sådan nogle som Søren eller Eddy som jeres egne. Jeres eneste fællesskab er, at I er statsborgere i et land, der ingen mening har for jer. Et land, der engang havde stolthed, men som nu er godt på vej til opløsning i jeres fantastiske, harmoniske og frem for alt utopiske multikultur.

I har været drivkraften i opløsningen af de landegrænser, hvis bolværk er en af de få tilbageværende, fungerende mekanismer i en verden, der langsomt bliver mindre, og som har behov for stærke, frie og demokratiske nationer, der samarbejder i frivillighed med respekt for hinandens suverænitet. Måtte I rådne op i jeres fine hjem. Hvis I engang kommer i samme situation som Søren og Eddy, så kommer der heldigvis heller ikke nogen og hjælper jer. Det har I selv sørget for.