onsdag den 27. februar 2013

Lærere laver intet

Intet. Og så behøver jeg egentlig ikke skrive mere. Alt er sagt. Men da jeg ikke er lærer, vil jeg faktisk lave noget og uddybe min påstand: Lærere laver ikke en skid. Nada. Du ved det. Jeg ved det. Børnene ved det. Lærerne ved det. Alle ved det. At være folkeskolelærer er verdens nemmeste job.

Lærerne vil naturligvis ikke helt indrømme det, selvom de sjovt nok altid er hjemme, når du tager på arbejde. Når du i morgenmørket har famlet dig frem til din bil, holder deres Fiat 127'ere pænt i garagerne og gardinerne i deres huse er trukket for. Når du kommer hjem sent på eftermiddagen, dødtræt efter at have knoklet for at indtjene penge til deres løn, hygger de sig i deres velplejede haver, som de lige har luget i to timer. "Skål," siger de og løfter håndbajeren og smiler. "Velkommen hjem, træl."

På tomandshånd kan du godt få en lærer til at indrømme, at de intet laver, og at ferierne er lange og fuldstændig arbejdstomme. Men når de taler offentligt, så er der ingen grænser for, hvor lang tid, de kan ævle om, hvor hårdt de har det. Naturligvis fordi de har al tid i verden til at beklage sig. Du ville gøre det samme, hvis du havde fundet et arbejde, der var et slags erhvervsmæssigt kosteskab, du kunne sove dit arbejdsliv væk i. Hvis der kom nogen og ville kigge ind, ville du da skrige op. Det ville kun være menneskeligt.

Som naturlig følge heraf udtaler Danmarks Lærerforening sig med et eneste formål: Lærerne skal undgå at arbejde lige så meget som alle andre. Prøv at lægge mærke til det. De dækker sig som regel ind under andre sager. For eksempel den med heldagsskolen, som i øvrigt er en lorteide, som i endnu højere grad vil omforme børnene til socialdemokratiske trækautomater. Lærerforeningen forsøger sig også med andre argumenter om børnenes trivsel, men i virkeligheden er de fuldstændig ligeglade med ungerne. De er bare skrækslagne for at skulle arbejde fra otte til seksten som alle os andre. Væk med shopping- og strandture på hverdage. Slut med at sove længe og at gå til frisør og på tilbudsjagt i Rema 1000 til langt op af formiddagen.

Det er da klart, de skriger. Og jo mere, de forsøger at forklare sig og gå i alle mulige usandsynlige detaljer om deres åh-så-hårde arbejde, jo mere ved man, de lyver. Det er et videnskabeligt faktum, at løgnere opfører sig sådan (se punkt 9). Der er heller ingen grænser for, hvad de laver af "morsomme" indslag for at bilde os ind, at de laver noget. Prøv at se denne video, som tydeligvis er lavet i arbejdstiden, eftersom den er optaget om dagen. Niveauet er rystende lavt. Klipning, kameraføring som lyd. For Guds skyld, selv jeg synger bedre.

Vi kender alle nogle lærere. Og de er bestemt ikke de stærkeste trækæsler på pampassen. Alle som en tager de middelmådige folkeskoleeksamener, hvorefter de hutler sig igennem HF, hvor de klarer sig så ringe, at de ikke kan komme på universitetet. Derfor tager de et par år i bollekollektiv i Bhawanipatna, hvor rygsækrejsende mænd fra hele verden får lov at skyde hornet af i frigjorte, danske kvinder, der i modsætning til deres egne ikke længere har ære. Når de kommer hjem, kan de stadig ikke komme på universitetet, hvorfor de vælger lærerseminariet, hvor de efter fem følebamsefag uden det store faglige indhold går op til en gruppeeksamen, der består af et uhjælpeligt teaterstykke, hvor alle medlemmerne får samme karakter som den bedste elev. Ja, elev. Niveauet på seminarierne er så uhyggeligt lavt, at man ikke kan kalde dem studerende. De fleste af dem kan ikke engang stave.

Efter "uddannelsen" på lærerseminariet er alle kvinderne og de få mænd, som endnu ikke er blevet taget med billeder af negerbabyer i upassende situationer, klar til deres vittighed af et job, hvor de uden konsekvenser får lov at smadre sig igennem generation efter generation af forsvarsløse børn. Nej, skoleledere kan ikke engang afskedige lærere, som stort set kan opføre sig, som de vil. Det er grotesk, hvor mange hyggefætre og uvidende psykopater jeg har set fejre 25-års jubilæum som lærere. 25 år gange 25 elever per klasse lig 625 totalt ødelagte børneskæbner pr. inkompetent ansat. Men at afskedige læreren? Nej, uha, så umenneskelige kan vi ikke være. Hvad er det da for et menneskesyn?!

"Når vores job er så vigtigt, burde du nok betale os mere," skriger I så, mens I vifter med jeres latterlige papmacheskilte i den improviserede fløjlsbukserevolution, der naturligvis er arrangeret i skoletiden. Nej, for alle kan blive lærere og derfor gider ingen det. Ingen. Selvom I manisk forsøger at jonglere med fine ord og socialistiske legegrupper og gang på gang bryder verdensrekorden i at bruge penge på klodens dårligste skole, handler jobbet stort set om at lære børn at stave og at møde til tiden. Men selv det kan I ikke finde ud af uden at få hjælp fra milliondyre kampagner, der kælent og underdanigt beder de små om at møde til tiden. Fair nok - det er egentlig forældrenes job. Men i det mindste kunne I da slå børnene, når de kommer for sent. Vi ved, I har det i jer. Bare fordi man fjernede jeres ret til at slå børnene, har man ikke taget lysten og trangen ud af jer. Bødler bliver ikke bedre mennesker af, at man tager deres økser.

Bare vent, I kommer til at tage jeres tørn. Al jeres udenomsnak ændrer ikke på det faktum, at I hidtil intet har lavet, og at I i fremtiden kommer til at arbejde grusomme, umenneskelige syv og en halv time om dagen ligesom alle andre danskere. På nær de 2,2 millioner på overførselsindkomst, naturligvis. Men så kommer I måske også en dag til at indse, at der er noget helt galt med Danmark, når I ikke længere kan sympatihygge med "de fattige" og bliver nødt til at yde noget for jeres løn og gratis iPads. Når man ikke selv døser den på sofaen dagen lang, er det nemlig ikke længere så skægt at se på alle dem, der vader rundt og bare feder den på ens surt indtjente skattekroner.

Måske kan man endda håbe på, at I holder op med at fylde børnene med velfærdsstatsløgne? Nej, igen udviser Bitter Blog for stor tiltro til den enkelte lærers evne til selvstændig tankevirksomhed. Det kommer naturligvis aldrig til at ske, så længe lærerstanden består af ungdomsuddannelsernes samlede bundfald af trompetbebukset, støbejernssmykkeklædt rødgrums. Det vil sige: For altid.

fredag den 22. februar 2013

Høns!

Forleden stillede Betina mig spørgsmålet, som enhver mand i et heteroseksuelt forhold på et eller andet tidspunkt bliver konfronteret med: "Ser min røv stor ud i de her bukser?" Jeg overvejede kort at svare med klicheen: "Det er ikke bukserne, der får din røv til at se stor ud." Men jeg besindede mig, talte til ti og svarede undvigende: "Kvinde, du er din røv!" Inden du hidser dig op, inden du langer ud efter mig, ligesom Betina gjorde, og inden jeg lige så ubesværet undviger dit slag, fordi din røv også hæmmer din hurtighed, så vil jeg tilføje: Heldigvis.

Jeg ved godt, at der er masser af røde feminister, der forsøger at bilde dig ind, at du skal være lige som en mand. At køn er en social konstruktion, selvom hundredetusindvis af år af naturlig udvikling, der er kulmineret med menneskekroppen og især størrelsen på din bagdel, siger det komplet modsatte. Om jeg fatter, at disse femifascister synes, at kvinder skal være som mænd. I visse henseender kan jeg endda ikke se, at der skulle være noget at stræbe efter.

For eksempel i forbindelse med sex, hvor feministernes jagt efter lige resultater har ledt til, at danske kvinder er de mest maskuline i verden. I øvrigt har det altid været en skrøne, at kvinder har færre sexpartnere end mænd. I min omgangskreds er der ikke ét eneste forhold, hvor kvinden har haft færrest partnere. Og ja, det kan da godt være mine venner er noller, men typisk fungerer det altså således, at kvinderne kæmper om 20 % af mændene, mens mændene kæmper om 100 % af kvinderne.

100 % af kvinderne kæmper om 20 % af mændene, der dermed får forholdsvist meget sex. De sidste 80 % af mændene ender med at overtage resterne fra de 20 %'s fester. Derved ender 80 % af kvinderne i et fast forhold med en økonomisk bæredygtig mand, primært på grund af en stor gæld, opbygget af udgifterne til udskejelser med de 20 %, kombineret med et  gådefuldt overforbrug af toiletpapir.

Nu kommer du nok med den sædvanlige: "Åh, jamen, folk ser ned på kvinder, der har mange sexpartnere, mens de hylder mænd, der kan score." Ja, men det er på grund af et af livets uundgåelige vilkår: Husk, at man altid og med fuld gyldighed kan sammenligne mænd med nøgler og kvinder med låse. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste denne sammenligning, men jeg lader grafikken tale for sig:

En god nøgle ...

... og en dårlig lås.
Nå, men det var kvindelige former, vi kom fra, og jeg kan godt se i fitness-centeret, at mange mænd kigger efter kvinder, der har former som en 14-årig kordreng. Og så er det nok fordi, de i virkeligheden er interesserede i 14-årige kordrenge. Hvis du nogensinde er stødt på en mand, som ikke kunne lide dig, udelukkende fordi du var for tyk eller havde former, så var det fordi, han var homoseksuel eller i hvert fald bifil. Det er der heller ikke noget i vejen med, og måske er det lige præcis denne mandetype, du søger, men jeg syntes bare, du skulle vide det, inden du investerer sytten timer om ugen på stepmaskinen for at komme til at ligne Justin Bieber.

Nej, kvinder er skabt til at føde børn, og det er derfor, de basalt set er udstyret som de marginalt mere tilbagestående høns, der som bekendt består af hoved, røv og fødder:

Hønens anatomi, der er direkte sammenlignelig med kvindens og som derfor beviser, at kvinden er sin røv.
Burhøns skal vist nok presse omkring trehundrede æg ud af numsen om året, så der må vi sige, at kvinderne slipper nemt set i lyset af, at de har forholdsvis lige så store røve, men at de vel allerhøjst skal lægge fire babyer i løbet af et liv. 

Foruden de mere fysiske karakteristika, så er der også de adfærdsmæssige. Høns bokker, kvinder snakker. Høns hakker på hinanden, det gør kvinder også. Især når det drejer sig om udseende. Tro mig, en rigtig mand - sådan en, der ikke jagter kordrenge og sidder i fitnesscenteret og kigger på sig selv i spejlet ligesom dig - er bedøvende ligeglad med, hvordan du ser ud, bare du har en stor røv. Men kvinder er ikke ligeglade med, hvordan andre kvinder ser ud. Kvinder kritiserer hinandens fysiske udseende. Især størrelsen på bagdelen. Jeg kan ikke gå forbi en anden kvinde sammen med Betina, uden at hun kritiserer den andens røv. Mentalt plukker kvinder hinanden, finder små fejl og hakker i dem, til de bløder. Det er ikke underligt, at kvindeforsamlinger sammenlignes med hønsegårde, og opførslen stammer klart fra det faktum, jeg beskrev ovenfor: At alle kvinder kæmper om en forholdsvis lille gruppe mænd. Derfor skal alle konkurrenterne ned med nakken og der er så mange, at der ikke er tid til at gøre forskel. Bare hak løs.

Kvinder bokker sig over, at deres køn forhindrer dem i at gøre karriere og at de i diskussioner bliver latterliggjort på grund af køn. Kunne det tænkes, at hønsene bare er for nærtagende? For eksempel ser jeg ofte kvinder klynke: "Har jeg måske ikke ytringsfrihed?" fordi de bliver modsagt på Facebook. Så ytringsfrihed betyder nu, at man ikke må modsiges, eller hvad? Njah, måske tager hønsene bare alting for nært? Hvis man tager ting for nært samtidig med, at man holder øje med alle andre de høns og sørger for at hakke dem, der står ud fra flokken, ja, så er det ikke så underligt, at det som regel er en hane, der ender med at bestemme i hønsegården.

Jeg har efterhånden arbejdet i mange forskellige firmaer, og i lige præcis to af dem sad der kvinder i topledelsen. I de samme to firmaer arbejdede der forholdsvist flest mænd. Altså understøtter empirien min fuldstændig korrekte udredning i dette indlæg. Indse det nu, kvinder: Der er ikke noget glasloft. Der er ikke bestyrelsesmedlemmer, der dækker for hinanden. Der er ikke mænd, der ansætter mænd.

Men der er høns, der hakker på de andre høns.

tirsdag den 19. februar 2013

Sovepude Danmark

Har du nogensinde prøvet at sove for længe en søndag? At vågne halvt op med følelsen af at din underkrop sidder fast i en sump, det er uoverkommeligt at trække sig ud af? At vide, at det bedste ville være, hvis du stod op og foretog dig noget, såsom at løbe en tur eller gøre rent? Men du bliver liggende, fordi det er nemmest. Bekvemmest. Og når aftenen kommer, føler du dig utilpas, utilfreds og uoplagt til de udfordringer, mandagen vil bringe?

Så ved du, hvordan det er at bo i Sovepude Danmark.

Hvis vi kigger på Danmarks politiske landskab, der er endnu fladere end det naturlige, kan man vælge at stemme på følgende partier:

- Socialdemokraterne, der ikke kan lide indvandrere.
- Socialdemokraterne, der ønsker marginalt lavere skatter.
- Socialdemokraterne i jakkesæt.
- Socialdemokraterne anno 1993.
- Socialdemokraternes moralske ledelse.
- Socialdemokraterne.
- Socialdemokraternes røde fløj.
- Kommunisterne.

Der er stort set ingen udsving i politikken på tværs af disse partier. For vi ligger alle i dynen søndag morgen og orker ikke at bevæge os ud og tage det, der i virkeligheden ville være det sundeste valg: Det frie valg. At turde overlade ansvaret til individer i stedet for et kollektiv.

Jeg skal bestemt ikke sige mig fri for at sidde fast i samme sump. Jeg betaler ganske bevidstløst min skat. Jeg stemmer på en af socialdemokraterne. Fordi jeg er bange. Bange for, at vi skulle få amerikanske tilstande. Bange for at blive syg og ende på gaden. Bange for alverdens ulykker. For jeg ved, at hvis jeg træder ud af min dyne, så kan ting begynde at ske. Livet kan risikere at begynde. Og som vi alle ved, så ender livet uundgåeligt med døden.

En gang imellem håber jeg, der kommer et nyt parti. Et, der tør være anderledes. Et, der vil bryde den politiske korrekthed og som ikke er bange for at sige sandheden. Når de politiske modstandere forarget spørger, om skatten skal sættes ned, svares der JA. Betyder det beskæringer i den offentlige sektor? JA. Vil dette forandre livet for de fleste i Danmark. JA. Der vil ske omrokeringer. Forandringer. Mange af jer vil miste det job, I har, men I vil finde et nyt. Men det vil på sigt blive et bedre job. Et, der skaber dynamik og vækst. Og et, der skaber selvværd i jer, så I søndag aften er udhvilede og klar til mandag morgen.

Det bliver nok ikke Bob, der kommer til at stå i spidsen for dette parti. Han er for magelig. Han tør ikke. Han flygter i skjul, så snart et eller andet venstredrejet yverparti råber "PUHA" efter ham. Han er en kujon. Men han har dog én stor fordel: Han ønsker ikke magten. En ny leder skal nemlig ikke være bange for at miste magten igen. For hvis han er det, så falder han straks tilbage i dynen igen. Den politiske korrektheds dyne.

For hvis Bob stod frem, skulle der nok hurtigt blive gravet noget snavs frem. Måske ville de finde frem til den der mongol? Eller hende fra den der vodkanytårsaften? Eller endnu nemmere bare grave lidt i Bitter Blog og finde et par indlæg, der fortalte den ubehagelige sandhed. Og så skulle alle socialdemokraterne nok komme frem og begynde at gnave på hans allerede rådnende, politiske kadaver. Paradoksalt nok har de røde, som bryster sig af at have undergravet den kristne moral og demonteret familien som samfundsbærende enhed blot indført en ny moral: Den politiske korrekthed, som alle skal tilbede. Gør du det, som en sand troende, kan du få magten. Forbryder du dig mod den, bliver du udstødt og forkastet. De røde har selv skabt noget, der er værre end de værste af verdens religioner.

Og hvem er Bob, eftersom han tillader sig at gøre modstand. Hvis man da kan kalde det modstand at skrive en sur blog, som har femhundrede læsere. Det er trods alt ikke andet end små pip, små spasmer i den bedøvende søvn her søndag eftermiddag. Nej, Bob vender sig bare om og sover videre. Trækker dynen endnu mere over hovedet og bilder sig ind, at mandag morgen er længere væk, hvis bare han får lov at sove en smule længere og skubbe det ubehageligt påtrængende selvhad på så stor afstand, at han slipper for at se i øjnene, at det vil forhindre ham i at få noget ud af den mandag morgen, der uværgeligt vil komme, uanset hvad vi finder på at blide os selv ind og uanset hvor tossede systemer, vi bedøver livet med.



lørdag den 16. februar 2013

Dissektion af en hipster III

Betinas veninde, Bodil, har mildest talt ikke været heldig med mænd. Med mindre vi måler i antal, altså, for hun har dælme godt nok trawlet mere medister end en gennemsnitlig kødhakker fra Danish Crown. Ingen af de såkaldte forhold har dog varet meget længere end en weekend, og tilsammen har de kraftigt devalueret hendes møntfod. Dette var bare en af rigtig mange grunde til, at jeg ikke hørte efter, da Betina sad og pludrede om Bodils nye kæreste ved morgenbordet.

"Vil du se det, eller hvad?" brød hun ind i mine tanker.
Hun havde vendt sin rådne iPad mod mig, og jeg løftede blikket i forventning om at se endnu et af internettets tilsyneladende uendeligt mange katte- og babybilleder.
"Hvem er dét?!" spurgte jeg og flåede iPad'en ud af hendes hænder.
"Det er Kjeld. Bodils nye kæreste. Sig mig, hører du slet ikke efter?"
Jeg knugede iPad'en i hænderne og mærkede varmen stige til hovedet.
"Kender du ham?" spurgte Betina. "Åh nej, det er ikke en voldelig type, vel? Ligesom ham den fulde fra nytårsaften?"
"Nej ... eller ... det ved jeg faktisk ikke. Muligvis. Nej, det er langt værre end en slagsbror, en voldtægtsmand eller en seriemorder."
Jeg sænkede iPad'en og kiggede Betina direkte i øjnene.
"Betina," sagde jeg, "Bodil har indladt sig med ..."
Jeg sank.
"... en hipster!"

Se, det ville have været meget lettere, hvis Bodil havde mødt en seriemorder. Så ville en eller anden hundelufter have fundet hendes mishandlede lig i en grøft om et par måneder, og vi kunne alle have fortsat vores liv i fred og ro. Jeg er nemlig totalt ligeglad med Bodil, den gamle, gennemredne sæk. Men hvis hun skulle finde på at opbygge et såkaldt liv med et overfladisk hipsterrøvhul, så ville Betina blive en del af det og dermed ville jeg blive en del af det. Jeg forudså endeløse besøg i deres kedelige villa, købt alt, alt for dyrt af Kjeld på grund af dens ironisk brune 70'er badeværelse. Jeg havde frygtelige visioner af tåbelige sommerferier på cykelture i det danske eller svenske land, hvor vi skulle fjolle rundt og drikke dårlig, ironisk papvin og spille stangtennis. Dette her måtte bare ikke ske.

Men nu sad jeg der foran en iPad, der hånligt viste mig Kjeld's fotografi. "Kjeld". Som om det var hans rigtige navn. Ingen unge mennesker hed da Kjeld nu om dage. Ingen. Og hvis nogen alligevel gjorde, ville hans stjålne navn være blot endnu en hån mod dem. Billedet var taget med Instagram, naturligvis, og lignede et festfoto fra et kobberbryllup i 70'erne. Han havde endda en grøn, ulden habit på og stod strategisk placeret foran en gammel globus med lys i og nogle maritime genstande i et hjørne, der var dekoreret med noget stormønstret tapet. Han bar det uundgåelige kønshårsfuldskæg og naturligvis nogle enorme, ironisk tonede metalstatementbriller. Naturligvis. Havde vi forventet noget som helst andet? Han var så unik som en affarvet brunette i Ikast centrum.

"Vi skal møde dem i aften nede i byen," sagde Betina. "Det husker du nok, ikke?"
Jeg gumlede surt videre på mit rundstykke.
"Hvorhenne?"
"Det kan jeg ikke lige huske. Det er vist Kjeld's stamsted. Jeg husker ikke navnet, men det var et eller andet sjovt. Han er sådan en lidt sjov fyr, ved du nok. Bodil siger, at han er nørdet. Meget nørdet."
Jeg kiggede tavst på mit stupide valg af en livspartner. Aha, tænkte jeg. Så han er nørdet. Gu' er han ej. En nørd har viden. En nørd er speciel. En nørd kan bruges til noget. Det kan en hipster ikke. Han er ikke andet end et forfejlet liv, der shopper esoteriske interesser blot for at virke unik og interessant. Ikke andet end en dum eremitkrebs. Bare væsentlig grimmere.

Først på aftenen tog vi bilen ned i byen. Vi befandt os i 2013, men jeg havde foretrukket, at året var 1487 og at jeg var på vej, bundet, frysende og nøgen, i en ladvogn til den Spanske Inkvisition for at forklare mit seneste tweet om Paven, frem for at skulle møde Kjeld. Et øjeblik havde jeg faktisk været positivt stemt, da en sms fra Bodil fortalte, at vi skulle mødes på en lille, gammel bodega i nærheden af Vesterbro Torv. Jeg havde været der tit og kunne lide stedet, men kom så pludselig i tanke om, at Kjeld naturligvis havde foretaget et ironisk valg.

Uden for bodegaen bemærkede jeg en fixie-cykel med gammeldags dynamolygte, og jeg vidste, at Kjeld og Bodil allerede var ankommet. Og da vi trådte ind, så vi ganske rigtigt Bodil vinke fra en af båsene og bag hende sad Kjeld, en ækel mandsling, langt spinklere og mere ynkelig end jeg troede muligt, med hænderne bag nakken og bare alt, alt for fed til at være på denne bodega. Vi gik hen til dem, og jeg havde knap lagt øjnene på Kjelds røde, ironisk zig-zag mønstrede sweater, før jeg mærkede behovet for alkohol. Kjeld havde naturligvis ikke købt noget, inden vi kom.
"Hvad skal I have?" spurgte jeg tørt.
Kvinderne kvidrede lidt og svarede: "Hvidvin, tak."
Jeg kiggede på Kjeld, der gabte og strakte sig lidt og tog sig god tid til at beundre det lille gulnede maleri, der hang i båsen, før han orkede at kigge i min retning.
"En solbærrom," lød en nasal stemme fra bag fuldskægget.

Jeg gik op til bartenderen, hilste og fik afleveret min bestilling, inklusive min egen halve liter fad.
"Solbærrom?" udbrød han, "Det er der ikke nogen, der har bestilt, siden gamle Else døde af det i '78. Jeg har sgu' vist stadig flasken et sted."
Han åbnede et skab og rodede rundt et stykke tid, før han trak en flaske frem, der lignede en rekvisit fra en Indiana Jones film.
"Man skal nok ikke drikke af den," sagde han tørt.
"Den er fin," sagde jeg.
"Men-"
"Den er fin. Jeg betaler dobbelt."
Bartenderen tøvede, skulede på mig et øjeblik, hvorefter han nikkede og skænkede rommen op i et stort snapseglas. Jeg ventede på resten af udskænkningen og tog den med ned til bordet.

De næste ti minutter hørte jeg intet af, hvad der blev sagt. Jeg var morbidt fascineret af at betragte Kjelds grimme, små fingre gribe fat i og tilfedte snapseglasset, som han løftede op til sin ækle mund. Hans alt for røde, smalle, fugtglinsende læber, omringet af sirlige, røde fimrehår fra det grimme fuldskæg, krusede sig sammen i kvalmefremkaldende imitation af en sugemallemund, idet han slubrede små portioner af den grumsede solbærrom i sig. Hans halvåbne, dumme øjne gloede hovent ud i luften gennem metalstellet under femhundredekroners frisuren, der omhyggeligt lod som om den var morgenhår.
"Smager den?" spurgte jeg og smilede koldt.
Kjeld trak på skuldrene og kiggede rundt i lokalet. Han havde tydeligvis svært ved øjenkontakt. Typisk for pæderaster.
"Tjah, den er udmærket," Han slubrede en lille sirlig slurk igen. "Men billig. Ikke så god som den, jeg smagte på cykelturen til Lolland sidste sommer."
Bodil fniste genert: "Kjeld har sådan nogle sjove interesser. Sådan helt unikke og specielle. Han er lidt af en nørd."
Hun kløede ham i håret og med et skævt smil skubbede han kælent hovedet over mod hende, som var han en eller anden indavlet, forladt, sygdomsbefængt hankat, der omsider havde mødt en, der var naiv nok til at fodre løs på ham. Det var i sandhed en af de ækleste opvisninger i falskhed, jeg nogensinde havde bevidnet.
"Det skal du så huske på, at du får med i pakken, når du siger ja i kirken," jokede Betina.
"Nej," lo Bodil. "Vi skal aldrig i kirken. Kjeld er jøde."

"Jøde?" spurgte jeg interesseret, mens Kjelds øjne flakkede.
"Konvertit," trak han på skuldrene. "Jeg bryder mig ikke om Kristendommen. Den er så racistisk og reaktionær og ekskluderende. Og så er næsten alle jo medlem af Folkekirken."
Han trak en lille bog op og lagde den på bordet. Den bar en jødestjerne.
"Det er kabbala," fløjtede hans lille, nasale rottestemme fornøjeligt, mens resten af kroppen forsøgte at udtrykke ligegyldighed. "Jødedommen har sådan nogle gode værdier. Og medmenneskelige. Det er slet ikke sådan noget Israel-pis med at hade muslimer."
Han trak på skuldrene.
"Nå, nå," svarede jeg. "Kabbala. Er det ikke det, Madonna dyrker?"
Kjeld lo højt og hånligt, hans latter krampagtige spasmer fra det forkrøblede indre. På hans skikkelse fornemmede jeg skyggerne fra den alkoholiske fars klamme, befølende hænder. Et evigt aftryk på hans tomme sjæl.
"Det ville jeg så sandelig ikke vide," fnøs han. "Madonna? Hvem er det? Jeg har aldrig hørt om hende."
"Nej, Madonna?! Helt ærligt, Bob, hvor gammel er du?" istemte Bodil og lo sammen med sin hipster, der sad der i sin tidlige 80'er sweater og gloede bedrevidende og stikkende på alt undtagen mit blik.

Ikke siden Claus von Stauffenberg forsøgte at dræbe Hitler, havde der eksisteret en mere ønskelig anledning til at have en taske med halvtreds kilo dynamit stående under et bord. Der var dog et enkelt, hastigt voksende glimt af håb i alt dette. Som jeg sad der i selskab med denne selvfede, ironiske hipsternar betragtede jeg hans ansigt ændre kulør. Jo mere solbærrom, han søbede med sine klamme, våde læber fra det mere og mere fedtede glas, jo tydeligere skiftede hans teint. Først havde den været nærmest rødmosset i et ironisk sympatistatement til den arbejdertype, han aldrig ville nå til sokkeholderne. Så blev den bleg. Og nu var den nærmest gennemsigtig. Små sveddråber begyndte at pible frem på hans pande og hans hænder rystede mere og mere.
"Nå, Kjeld," sagde jeg langsomt. "En solbærrom mere? Eller en snaps? Hvad med et Gallianoshot med flødeskum og det hele?"
Han styrtede ud på toilettet, flagrende med arme og ben som et ynkeligt, sønderklappet stankelben.
Da han kom tilbage og smed sig ned i båsen med et tøset hvin, var jeg sikker på, at aftenen var forbi. Men så væltede en gruppe "unge" ind på bodegaen.

"Hva' såååå?" råbte en af dem. "Er her nogl' dansk' luder' der vil ha' knipp'?"
De kom hen til vores bord og en af dem, der tilsyneladende havde stjålet en mospude fra en gammel dames gravsted og placeret den på sit hoved, sagde til mig:
"Må jeg knipp' din dame, hva'? Ska' hun ha' en rigtig stor, stiv, fremmed pik?"
"Ved du hvad, kammerat? Du og alle dine venner må voldtage både min kæreste, hendes veninde og i særdeleshed Kjeld derovre gentagne gange, hvis bare du ikke gør mig noget," havde jeg svaret, hvis jeg havde været ærlig.
I stedet tav jeg, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle slippe helskindet ud af bodegaen. Såvel Kjeld, Bodil som Betina var acceptable ofre i min vellykkede flugt.
"Hvad fuck er det?" skreg en af de unge og pegede på Kjelds kabbala-bog. "Er I fucking jøder? Er I jødesvin eller hvad?"
Jeg pegede øjeblikkeligt på Kjeld og sagde: "Han er. Jeg er ikke."
Den unge, "frustrerede" mand tog fat i blegsvedende Kjeld, løftede ham op i de ironisk overstore skjorteflipper, der stak ud over hans grimme sweaterhals, og udløste med et klik så stor en springkniv, at jeg mærkede vindtrykket fra bladet.
"Jeg skærer nosserne af dig," hvæsede han. Hvis du kan finde dem, tænkte jeg og gættede, at de for længst havde trukket sig helt op under lungerne.
"Stop," råbte en af de andre unge, og tog fat i springkniven og tvang den ned. "Vi kan ikke chikanere jøder eller homo'er her. Det kan vi kun gøre fra vores bil, ikke? Fat nu noget, mand."
Den unge slap Kjeld, der faldt ned i båsen som en gammel gulvklud, og kiggede på ham med døde, sorte øjne. Han lavede nogle små, hidsige korte ryk med skuldrene og nikkede hagen opad, truende.
"Jeg skal nok få dig," råbte han, mens han fulgte gruppen ud af bodegaen og pegede på Kjeld med en arm løftet i en så høj bue, at man skulle tro, han rakte over et plankeværk. "Jødesvin."

Vi sundede os et kvarters tid, indtil de "unge" forhåbentlig var gået langt væk.
"Bodil, jeg vil gerne hjem nu," peb Kjeld.
"Det er vist også på tide, at vi finder hjem, ikke Bob?" spurgte Betina.
Endelig. Vi rejste os og gik udenfor. Kjeld fumlede med sin fixie og lignede i det hele taget en marionetdukke med en fuld fører. Han rakte hånden ned i lommen, tog en kasket frem og satte den på hovedet. Jeg kneb øjnene sammen og betragtede ham i et par sekunder.
"Flot kasket, Kjeld," sagde jeg.
"Ved I hvad? Vi kan da kør-", begyndte Betina, inden mit blik slog hendes invitation ned som den syge køter, den var.
Jeg tog over: "Ja, vi kan da hjælpe dig op på cyklen, Kjeld."
Bodil og Betina begyndte igen at pludre, mens jeg fik skubbet Kjeld op på fixien. Forhjulet svingede under manglende fremdrift fra pindemandens sølle, fløjlsbebuksede ben.
"Jeg kan ikke se noget," klynkede Kjeld. "Jeg har det så dåårligt."
Da hørte jeg lyden. Et brøl. En tunet motor, ville jeg tro, men nu er jeg jo ikke en oliefinger, vel? Jeg drejede hovedet og så den komme kørende med fuld fart ned ad vejen. En BMW, sænket og med tonede ruder. Kraftig dunkende musik spillede dumpt over motorens drøn. Så greb jeg muligheden.
"Så er der fri bane," råbte jeg og tog fat i Kjeld og skubbede ham og fixien ud i fodgængerovergangen.

Det næste, der skete, husker jeg samtlige, vidunderlige detaljer af. Hvis man kunne koble en videooptager til min hjerne, hente mindet og gemme det i 100fps, Super HD med Dolby™ Surround Sound, så ville det tabe noget af sin krystalklare kvalitet. BMW'en traf ham på benene. Under knæene faktisk, da den var så sænket, at den burde have kørt i en undergrundstunnel. De knækkede med en kvasende, sygelig lyd, og Kjeld - eller i hvert fald det af ham, der stadig hang sammen over knæene - fløj op på kølerhjelmen, mens fixien blev opslugt under vognen. Læggene hang fast i kofangeren, og han blev slynget med sådan en kraft mod kølerhjelmen, at en sky af ironisk gulnede tandstumper eksploderede omkring ham, idet han slamdunkede sit behårede, dumme ansigt ned i den sorte, skinnende metaloverflade. Hans ben brast, flået over ved knæene og overkroppen fløj frem, hvorefter han landede en ganske pæn, men sandsynligvis utilsigtet flyveskalle på bilens forrude. Ikke siden juleaften havde jeg set en flottere, rød stjerne. Hver eneste af dens utallige, blodige spidser bredte hjertevarme i min krop. Som en slags bonus blev det grimme metalbrillestels ene arm stødt op i hans næse, og jeg bildte mig ind, at jeg hørte en svag lyd som af æggeskaller, der blev kvast, idet den trængte ind i hjernen. Resterne af det enorme, forvredne brillestel fløj bagud og skar hans mave op, og Kjelds hoved og overkrop, på vej op over taget af bilen, blev hurtigt indhentet af indvoldene, der havde efterladt deres blege, ynkelige hylster af en underkrop på kølerhjelmen. BMW'en fortsatte igennem ham og forlod stedet uden at sænke farten. Da den få sekunder senere var væk, bredte en stank af lort og delvist fordøjet tofu sig langsomt fra de sønderevne rester af Kjeld, som bilen havde efterladt på asfalten.
"Pas på, Kjeld, der kommer en bil," råbte jeg.
To sekunder efter greb jeg hans kasket, der faldt fra himlen som et andet Dannebrog. Uden at tænke puttede jeg den i lommen.

Jeg tror egentlig, at Kjeld ville have kunnet lide sin egen begravelse. Han havde tilsyneladende ingen venner eller familie, eller også havde de alle forladt ham. Det sidste var nok det mest sandsynlige. Under alle omstændigheder stod Bodil, Betina og jeg nogle dage efter ulykken som de eneste og kiggede på den statssponsorerede, anonyme trækiste i det kommunale kapel. Det var lidt ironisk, at så fed en person fik så ynkelig en begravelse. Men det havde nok været fedt i sig selv. Bodil prøvede at fremstå utrøstelig.
"Jeg finder aldrig en som ham. Han var så unik og speciel," forsøgte hun hulkende at overdøve lyden af sin telefon, der modtog en sms fra næste uges medistermeter.
Jeg valgte at være tavs. For en gangs skyld. Jeg satte hænderne i lommerne og opdagede kasketten. Jeg hev den frem.
"Hov, Kjelds kasket," sagde jeg. "Vil du have den som minde?"
Hun rystede på hovedet. "Behold den."
Jeg kiggede på kasketten. På det gulnede, fedtede net bagpå og på Budweiser logo'et foran. Dengang jeg solgte den på Den Blå Avis, havde jeg sendt den til en fyr, der hed Christian. Det er jo heller ikke så fedt et navn som Kjeld, tænkte jeg. Jeg stak kasketten i lommen.
"Kom," sagde jeg til de to kvindemennesker. "Jeg giver frokost nede i byen. Jeg tror, jeg lige har fundet lidt luft i budgettet."

tirsdag den 12. februar 2013

Staten er Stor

De fleste af jer har nok hørt om den 89-årige landmand, der er blevet idømt bøde og med nød og næppe undgik at komme fængsel for at vaske sine egne tagrender. I hvert fald har min Facebook været oversvømmet med sympatierklæringer til fordel for den stakkels, gamle mand. Især er det de rødt stemmende, mentalt udfordrede bekendte, der brokker sig. Hvilket er ret ironisk og lidt tragikomisk, idet vores små fagforeningskollaboratører har fået præcis det, de har stemt på og dermed bedt om.

Vores sindige vestjyde skal i spjældet, fordi vi har ladet en kræftknude af offentlige tilsyn vokse, ene og alene af den grund at latterlige og tøsede fagforeninger har lobbyet for sikre "rimelige vilkår" for deres medlemmer, hvilket betyder ti ugers ferie, 6 timers arbejdsdag, 3 dages weekend, betalt frokost og ikke mindst betingelsen, at ingen nogensinde må komme til skade på nogen som helst måde, hvorfor Arbejdstilsynet har ansat tonsvis af hysteriske kvinder, der kan vralte rundt på private arbejdspladser og brokke sig over alt fra papirclips, der ligger skævt, til helt usandsynlige forudsigelser af ulykker, intet menneske nogen sinde har tænkt eller burde tænke over i en rationel verden.

Det er lidt ligesom, når socialklienter brokker sig over at blive kontrolleret af kommunen. Fair nok, jeg kan eddermame godt forstå, at det må være træls at befinde sig i en dårlig film noir og blive jagtet af kommunens svar på Dick Tracy, Ruth Larsen med praktisk korthår og statementbrille i neonplastic, hver gang man træder uden for sin skattepengebetalte bolig. Men dette sker udelukkende fordi, staten har vokset sig for stor. Velfærdsydelserne er for store og dyre i forhold til løn ved ærligt arbejde, og så begynder for mange at rage for meget til sig, når de har chancen. Nøjagtig som når din nabo har haft indbrud og lige skriver 100 ekstra cd'ere på missing-listen, fordi "alle andre gør": Præmien stiger. Forsikringsselskaberne bliver mere mistænksomme. Der er intet sært eller mystisk ved det. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Eller nærmere, med de danske socialydelsers størrelse: Man kan ikke både snyde næse og sniffe kokain.

Jeg undrer mig i mit stille, sarte sind, når jeg fem minutter efter at have hørt socialklienternes og deres sympatisørers klynk, ser selvsamme personer samle sig ved tv'et som et kobbel hylende Nørrebrosjakaler omkring en enlig jøde for at se "Razzia - Skat rykker ud", hvor man følger Skats "specialenheder" på heltemodig jagt efter virksomheder, der måske har snydt i skat. Einzatsgruppen, ledt af tungt ravbesmykkede Birgit, koparret, men Mallorcagylden og modesmart, Herningstyle, i brun kjole og knæhøje knep-mig læderstøvler, lægger private virksomheders dyrebare arbejdsdage i benlås, mens hun minutiøst gennemgår Skats psykopatiske checkskemaer, der kun kan være udarbejdet af dyneløftende kvinder med erfaring i at terrorisere mænd. Så kan hun fodre sin sociopatiske bestemmesyge ved at dukke nakken på private iværksættere, de skide egoister. For sjovt nok er det "mareridtsagtig og umenneskelig terror" når dem, der tager af fælleskassen udsættes for kontrol, men når det går ud over dem, der betaler til fælleskassen er det bare "fedt" at de jages på offentlig tv af groteske indsatsgrupper. Logik for bureaukrathøns.


Debatniveauets skarpe objektivitet og dets afspejling af borgernes evne til at se ud over egen næsetip.
Der er dog ingen grund til at juble over plyndringen af de rige svin, for de sidder i nøjagtig samme, beskidte klemme som de stakkels, forfulgte socialklienter: Staten er for stor. For mange regler og for meget, der skal gives ud og kræves ind. Så der er ikke råd til bare de mindste smuthuller hos hverken modtagerne eller yderne. Det hele er låst i én stor gordisk knude, der kun kan løses op ved at vi enten ganske simpelt hugger den over nu eller venter, til den har kvalt os alle sammen. For min vinkel på sagen bærer den klare fordel i sig, at den med tiden vinder. På et tidspunkt er der ikke flere midler. Det er ikke noget, jeg gætter på. Det er et simpelt faktum, som venstrefløjen uagtet al dens "godhed" og "menneskelighed" ikke kan fornægte. Og nej, hold nu kæft med den der med, at markedsøkonomien skal erstattes af "noget cool, hvor vi alle kan leve af at tage Instagram billeder af hinanden." Stadig ikke overbevist? Så fortæl mig om et samfund med en stor stat, hvor kollektivet er mere vigtig end individet, som ikke er faldet, og hvor borgerne lever godt.

Måske vil I overraske mig positivt en dag, men jeg tvivler. Jeg har på fornemmelsen, at I med røven i vejret hver dag vil tilbede jeres Store Betongud, Staten, indtil fem, seks, syv, otte og ni ud af ti er på offentlig forsørgelse, og det hele ender i den apokalypse, som enhver stupid, monoteistisk religion stiller sine tilbedere i udsigt. God tur til helvede, røvhuller.

lørdag den 9. februar 2013

Raseriets ransagelige veje

Det er egentlig utroligt, at det er over fem år siden, jeg sidst skrev om danskernes manglende evner til at køre bil. Hver dag, hver evig eneste skide, pinagtige dag kører jeg til og fra mit arbejde i en trafik, der er så domineret af retarderede trafikanter, at jeg altid må et smut forbi psykiatrisk skadestue for at få hældt lidt jod på mine værste traumer.

Lad os begynde med det værste: Valg af bane. I Debile Trafikanters Håndbog må der stå følgende: "Såfremt du kører på en flerbanet vej, skal du altid placere dig i yderbanen. Altid." På Ringgaden i Aarhus, hvor jeg efterhånden triller rundt som en våd krysantemumbombe på glødende kul, betyder dette, at trafikanterne placerer sig i yderbanen ved Harald Jensens Plads, som ligger sydligst, når de skal til venstre på Randersvej, som ligger nordligst. Og for en sikkerheds skyld lægger de sig også derud, hvis de skal til højre.

Debile Trafikanters Håndbog fortsætter: "Når du har placeret dig i yderbanen, kører du cirka 5-10 km/t under hastighedsgrænsen. Når du skal køre efter at have holdt for rødt, skal du holde en lang pause, hvorefter din acceleration skal være langsom og tøvende. Ser du en lastbil eller en bus i en af de andre baner eller i din egen bane, eller bare på en sidevej, skal du straks blive bange og bremse." Jeg må begynde hver eneste arbejdsdag med at pille læderstykker ud fra mellem mine tænder, fordi jeg i arrigskab bed i rattet, da jeg hasarderet overhalede 17.000 bilister indenom i håbet om at komme på arbejde, inden pinsesolen danser næste år. Og når jeg overhaler indenom og ser yderbanens bilisters forbavsede dumme ansigter med de forbavsede dumme øjne, der kigger forbavset på mig gennem dumme statementbriller, så har jeg bare lyst til at lædere deres nyttesløse plastic-Hyundai'er og tæve førernes ubrugelige liv ud af dem. Langsomt, metodisk og hårdt.

Ovenstående regel annulleres naturligvis, hvis Debile Trafikanter kører ind i en tosporet rundkørsel. Her kører alle i inderbanen. Alle. Også selvom de først skal af i syttende afkørsel. Derved spærrer de effektivt for alle andre femten tilkørsler, idet de snegler sig rundt og kigger idiotisk og forvirret omkring, som om de sad i en karrusel som dumme børn, der forsøger at få øje på deres forældre. Desuden blinker de aldrig af, hvorved vi andre bilister er efterladt i endnu større uvished om deres intentioner. Jeg kører af og til i en rundkørsel, der blev indviet for tre år siden. I yderbanen ligger stadig rester af det bånd, en staldmestersvedende Nicolai Wammen klippede over til indvielsen. Saksen ligger der også stadig. Mellem champagneplasticglassene. Alle ligger de der som dengang på den perfekt sorte og ganske ubrugte asfalt i yderbanen.

Den dansk-tyske grænse under snestorm.
Den er helt galt med den yderbane. Jeg var i Tyskland, hvor man normalt kan spotte velfærdsdovne danskere på fem kilometers afstand, når de ligger i yderbanen og "kræver deres ret" til at køre 100 km/t. Med denne dag skulle jeg køre hjem under en snestorm, og kun én bane var farbar. Det var den bane, hvor bilerne kørte, og det var naturligvis inderbanen. I Tyskland, altså. Jeg sværger, wallah, min fætter, da jeg kørte forbi skiltet, der indikerede, at jeg var nået til EU-provins Danmark, så var det pludselig yderbanen, der var ryddet, fordi alle danskerne naturligvis kørte derude. Indersporet var sneet til og glade danske, dumme familier, der ikke gad arbejde gik rundt og hyggede sig, mens deres debile børn kælkede på de jomfruelige snedriver. Simpelthen ufatteligt.

Lad os heller ikke glemme højresvingsbaner med svingpil. Ved Harald Jensens Plads er der en, der dagligt trækker længere køer end Humac i Hipsterstræde. Hver gang, der bliver grønt, kan cirka otte biler passere. Men det bliver sjældent til mere end tre. Den forreste bilist skal nemlig hver eneste gang igennem følgende sekvens:

1. Opdage det bliver grønt.
2. Sætte bilen i første gear.
3. Accelerere langsomt.
4. Bremse op over for modkørende.
5. Indse, at modkørende har rødt og ikke kører.
6. Accelerere langsomt.
7. Blive forskrækket og bremse, fordi der holder cyklister til højre for bilen.
8. Indse, at cyklisterne har rødt og ikke kører.
9. Fuldføre svinget.

Dernæst starter næste bilist på samme nihalede kat af en tortursekvens. Prøv at kigge efter næste gang. Afstanden mellem to biler, der drejer i et højrepilssving er cirka to en halv kilometer. Den første er kraftedeme nået til Herning, inden den næste fatter, han må svinge. Det sker hver dag. Hver dag. Fat dog for satan i helvede, at den grønne svingpil betyder, at du skal køre. Nu. Uden at kigge. Og er der en cyklist, der ikke respekterer dette, så knaser du ham bare. Det er hans egen skyld.

Og så kommer der en ambulance. Hvorved al trafikken stopper. I begge baner. Lige så snart, Debile Trafikanter ser et blåt blinkende lys, så hugges bremserne i. Uanset om ambulancen er modkørende, og den ikke kan svinge over i din side af vejen. Husk også lige at tage din iPhone, fordi du ikke kan finde ud af at bruge en rigtig telefon, og ring til hele din familie og advar om, at der kører en ambulance på Ringgaden, så al trafikken på Ringvejen, Randersvej, Skanderborgvej, Oddervej og Grenåvej også kan stoppe og dræbe al effektivitet og fremdrift, fordi et eller andet åndssvagt barn er kommet til skade og er på vej i en ambulance et andet sted i byen, i en anden tid og dimension. For helvede da.

Noget af det sidste, der står i Debile Trafikanters Håndbog, er: Uanset hvad, så tænk udelukkende på dig selv. Hvis du i tæt trafik nærmer dig et rødt kryds, så brems ned og tilpas afstanden, så du kan køre igennem krydset uden at standse. Fedt for dig, men godt nok lidt ærgerligt for bilerne i den kø bag dig, der strækker sig til det sydlige Bayern og som alle bliver forsinkede, fordi du vil spare bremseklodser og en dråbe benzin. Eller, hvis du kommer kørende alene på en flerbanet vej, og der holder en bil, der fra en sidevej til højre gerne vil svinge ind på din vej, så kør undtagelsesvist ind i inderbanen og sænk farten, så han skal vente endnu længere på en mulighed for at komme ud på vejen.

Jeg ved faktisk ikke, hvad man kan gøre ved dette her. Andet end en dag at ofre sig, stoppe og bare langsomt presse øjenæblerne ind i idioternes hjernetomme kranier, fordi de ikke fatter og aldrig nogensinde har fattet, hvordan man udfører noget så simpelt som at køre bil. Nej, jeg tror fandeme, jeg siger op, så jeg slipper for at køre på arbejde. Så kan jeg også udleve min drøm om at blive forfatter. Jeg kunne belejligt lægge mig i slipstrømmen af husmoderpornobølgen. Jeg har allerede - under ventetiden i et lyskryds - skrevet klimakset i min bog:

"Bundet i ekstasens pinsel, mærkede hun hans stolte, ranke krigers azurblå tyskerhjelm presse sig mod sine paradisporte, glinsende af vellystens væsker. Hendes kødblomst åbnede sig, krampede sig for at gøre plads til hans rytmiske tunnelløb. Da han pressede sig ind, større end forventet, lod hun nydelsens nektar sprøjte og viste ham vej ind i sin livsskænkende skamgrotte."

Åh, Gud, se, hvad I driver mig ud i!? Nej, kunne vi ikke i stedet forbyde offentligt ansatte at eje personbiler. Langt de fleste debile trafikanter er gamle, sløve mænd og kvinder i alle aldre. Med andre ord: Offentligt ansatte. Og ligesom de sløver vores samfund og vækst, sløver de vores trafik. De kunne passende blive losset på de store, gule sneglebusser, hvis ineffektivitet matcher dem perfekt. Så kan de sidde derinde bag duggede ruder og kigge dumt ud igennem deres duggede, store briller, mens de leger med deres iPhones for at fordrive tiden til de skal ind på det offentlige kontor og lege videre med deres iPhones. End of problem.

onsdag den 6. februar 2013

Tid til at tie

Efter attentatet i går mod Lars Hedegaard har forudsætningerne for demokratisk debat i Danmark ændret sig grundlæggende. En vanvittig person har med sine handlinger sikret, at alle, der udtaler sig kritisk om noget og dermed eventuelt kunne såre nogen, skal leve i frygt for at blive mødt med vold. Er det tid til at tie? Bitter Blog mener JA.

Jeg er selv blevet truet til tavshed. Lars Hedegaard havde trods alt kun en vanvittig, bevæbnet araber i postuniform efter sig. Jeg blev jagtet af fire feminister, der på Facebook skreg ”FØJ” og ”PUHA” af mig, og jeg har kæmpet hårdt med de psykiske eftervirkninger i flere uger nu, efter jeg modigt kastede mig i flyverskjul. Det var og er tid til at holde kæft.

Dagen i går var en god dag for kulturradikale og multikulturalister i alle lande. De havde også en god dag, da Breivik legede kommandør på Utøya. For så kan de stække ytringsfriheden, der sårer især muslimer og som opildner tosser til at gribe til våben. Det er nemlig ordene, der bærer skylden. Ikke staklerne, der går amok. De er blot drevet ud i deres handlinger af skribenters vederstyggelige sammensætninger af bogstaver til ord til sætninger til had. Ja, det er dem, der ytrer ordene, der på hypnotisk vis tvinger nogen til at gå amok, enten ved opildning eller ved ydmygelse. Nøjagtig som når børn bliver skøre af computerspil og film.

Eftersom ordene bærer skylden er det nemmeste at gå efter kilden, altså dem, der ytrer ordene. Det må være den eneste, rette vej. For det er jo ikke sjovt, når der tales ondt om en religion. Det har vi aldrig gjort før i historien og hvis vi havde, ville der i hvert fald ikke være kommet noget godt ud af det. Det er heller ikke sjovt at skrive en vittighed om kræft. Eller om døde børn. Eller om influenza, indskyder manden, når han ligger derhjemme på sofaen og er et skridt fra graven. Ord er objektivt stødende; noget er rigtigt og noget er forkert. Ord er stærkere end sværd og derfor også værre end vold. Derfor bør vi oprette et statsagentur af folk med de korrekte, ikke-stødende meninger, som kan vurdere, hvornår ord er på sin plads og hvornår der skal ties. Det kan da umuligt støde nogen.

Efter gårsdagens angreb på Lars Hedegaard har politikerne også været ude med stærke ord. Meget stærke ord. Kraftige fordømmelser krydret med lidt afstandtagen fra den virkelige banemand, Lars Hedegaard. Ord om indvandrere, der skulle tages i hoved og røv og smides ud af landet. Mon ikke, der er nogen, der er blevet såret og stødt af disse udtalelser? Disse ord, som vi efter ovenstående argumentation må formode automatisk materialiserer sig i konkret handling.

Eller er det som sædvanlig bare ord?

mandag den 4. februar 2013

Lejlighedsvist had

De seneste ugers rapporter om jødeforfølgelser i Danmark har været et fantastisk studie i rød dobbeltmoral. Vi skal huske, at når vi taler om de røde - inklusive de såkaldt "liberale", "borgerlige" radikale, hvis udlændingepolitik giver Enhedslisten solide venstrehooks - så taler vi om højmoralske personer, der tror på det grænseløse menneske, uden kultur, race, køn eller andre individidentificerende kendetegn, og som tager afstand på enhver form for handling, der er begrundet i sådanne kendetegn.

Undtagen, når det sker mod jøder, altså. Jøderne ligner jo os, de onde, hvide kapitalister. USA støtter dem også. Altså Israel. Og Israel, som ligger tusindvis af kilometer fra Danmark, er jo onde ved yndlingsofrene, muslimerne, og så er jøderne herhjemme jo selv lidt ude om, at de bliver overfaldet, ikke? I hvert fald havde de røde politikere på stribe travlt med enten at tie stille eller at dementere historierne og bede os om lige at trække vejret dybt, inden vi konkluderede, at nogen skulle finde på at overfalde jøder.

Normalt har De Gode ellers travlt med at udpege gerningsmænd til de såkaldte hadforbrydelser. Gerningsmændene skal helst være kronragede, desillusionerede unge nazister, der i smug støttes af deres kakkelbordsejende, citronmånespisende forældre, der naturligvis stemmer Dansk Folkeparti. I Aarhus behøver vi ikke engang gribe til DR Drama for at finde disse nazister; nej, de blev skam udpeget til et kæmpe problem, og Nicolai Wammen igangsatte målrettede aktioner for at bekæmpe dem. På trods af, at ingen almindelige, velfungerende borgere i Aarhus har set en nazist siden 1945. Ingen.

Det er egentligt sjovt, at de røde ikke fik konkluderet, at det er nazister, der står bag jødeforfølgelserne. Men det er nok fordi, de så blev nødt til at gøre noget ved et reelt problem, som så vil vise sig at være skabt af en hel anden befolkningsgruppe, hvis opførsel passer helt fantastisk dårligt ind i RUC-rapporterne om danskernes stigende racisme igennem de seneste tyve år. Det ville også se skidt ud for de kampagner, der forsøger at forklare os, at det altså altid er hvide danskere, der overfalder primært muslimske indvandrere. Men vi ved jo godt, hvem der i virkeligheden står bag jødeforfølgelserne. Og langt de fleste overfald på homoseksuelle. Uanset, hvor meget den desperate elite forsøger at presse skylden over på fanatiske kristne fra Folkekirken eller manglende homoforbilleder i folkeskolen.

Fakta er, at de fleste eksempler på det, Politiken-segmentet gerne vil generalisere til "danskernes racisme" i stedet er almindelig sund fornuft: Hvis der står ti indvandrerknægte foran dit værtshus og råber og skriger "knipp dig, din luder", kaster håndtegn mens de gennem amfetamindræbte øjne beundrer hinandens stupide mospudehår, så er det en rigtig skidt ide at lukke dem ind. Ikke på grund af deres hudfarve eller grimme accent, men på grund af deres fremtoning og helt konkrete opførsel. Og hvis der foran din landegrænse står millioner af potentielle indvandrere, der i samtlige lande omkring dig har skabt store økonomiske og kulturelle problemer, så har du ikke tid til at vurdere hver eneste gennem fem-årige asylsager med gratis hotelophold og offentligt betalte, smart bebrillede støttepædagoger, der svarer navnet Rita. Nej, så er det ganske almindelig sund, økonomisk og menneskelig fornuft at afvise dem.

Husker du Jonas, der tilsyneladende umotiveret blev knivdræbt på et diskotek? Nej, vel? Og ved du hvorfor? Han var venstrefløjsdebattør, og man ser for sig, hvordan de hos de Radikale og på kreative værksteder landet over måtte have jublet: Endelig. Endelig havde vi et umotiveret overfald på en farvet, ung mand, der var mønsterbryder og en god socialdemokrat. Det MÅTTE være skaldede, onde Pia K. nazister næret af had til indvandrere og velfærdsstaten, der havde myrdet ham. Hurtigt. Fakkeloptog. Og altid modige Henrik Marstal lavede straks en sang om ham. En sang, der blev landeplage, ikke? Nåh nej, for vi opdagede lige pludselig, at indvandrere var indblandet i hans mord. Låg på. Videre.

Det værste er, at hvis man er en dansk vælger, der ønsker at sprøjte bare en smule fornuft ind i landets politik, så er man helt og aldeles hjemløs. Der findes intet parti, der kombinerer økonomisk fornuft med et indvandrerkritisk syn på trods af, at de to områder nærmest lever i symbiose. Liberal Alliance er rent økonomisk de mest fornuftige og rationelle, men deres reelle indvandringspolitik er radikalt arvegods, i direkte modstrid med resten af politikken og grund nok til, at man ikke bør stemme på dem. Dansk Folkeparti er indvandrerkritiske, men de vil gerne fylde flere skattekugler i velfærdssækkestolen, og de blander sig utidigt i tåkrummende enkeltsager og vil indskrænke den personlige frihed.

Hvem står frem og laver et nyt, nationalliberalt parti? Det bliver ikke Bob, der effektivt spolerede en eventuel politisk karriere ved at træde et par overfølsomme feminister over tæerne. Hvis han dog bare i stedet havde udvist næsegrus beundring for Sovjetunionen med al dens dejligt befriende folkemord. Så havde alt stadig været godt hos De Gode og dem, der vedbliver at ligge under for deres fordrejninger, løgne og shamingangreb.