Julebrev: Årets Julegris

Det er jul og med julen følger Bitter Blogs julebrev, der er en tradition på den måde, at det ikke dukker op hvert år og slet ikke på samme tid. Til gengæld kan du hver evig, eneste jul være sikker på, at medierne graver en klynkehistorie op om en "fattig", der ikke kan finde penge til børnenes gaver efter smøgerne, kamphundefoderet og afdragene på 100-tommers TV'et er betalt. I år ankom historien på en lidt anderledes måde, da den efterhånden landskendte "Mille" postede en tudevideo på Facebook. Jeg har ventet lidt i håbet om, at der dukkede et endnu mere ynkeligt tilfælde op, men jeg har nu besluttet at udnævne hende til Årets Julegris.

Efter at have set videoen, kunne jeg spørge, hvor skammen er henne, men jeg kender jo svaret: Den blev skyllet ud den dag, hun valgte at lade fremmede mennesker forsørge hende. Hun kan vel dårlig bebrejdes. Der er ikke længere nogen skam i hverken at modtage penge eller at opføre sig som iPhone-generationens udgave af rumænsk tigger, og det er ifølge de røde helt fantastisk. Det beviser nemlig, at det er lykkes dem at undergrave familien som den primære understøttende enhed for personer i nød.

Jeg kunne skrive et helt indlæg, hvor jeg svinede Mille til, men det er ikke sjovt. Jeg vælger nemlig at tro på hendes egne ord om, at hun er alvorligt psykisk syg. Når hun er i så ringe stand og ikke kan fungere i hverdagen, så må det offentlige jo tilbyde hende en institutionsplads eller en sengeplads på et psykiatrisk hospital, hvor hun kan få opfyldt sine basale behov, mens hun modtager en passende behandling. I fraværet af sin families støtte, må det være den eneste sande omsorg og meget bedre end at købe aflad med en bunke knitrende pengesedler. Stillet over for sådan et tilbud, vil jeg dog godt sætte en klementin på, at hun reagerer som libaneseren fra Aarhus, der ikke kunne forstå, at hun skulle miste sit barn, bare fordi hun havde løjet sig psykisk syg over for kommunen for at få pension.

På trods af sine tossede rablerier om, at 16.000 efter skat til to voksne er "ingen penge", så har Mille dog opfattet én ting fra den virkelige verden: At der er mange, der føler, at de nye kontanthjælpsregler om gensidig forsørgerpligt "splitter familier". En opfattelse, man kun kan have, hvis man mener, at:

Behovet for gratis penge > Familiesammenholdet

... hvilket kun kan lade sig gøre, hvis man absolut ingen skam har i livet. Ingen! Hvem smadrer sin egen familie med det formål at rage flere af andres penge til sig? Socialister, selvfølgelig. De gode, der er åh-så-empatiske og omsorgsfulde og som altid tænker på andre. De ødelægger deres egne børns tryghed for at få lidt mere gratis guld; ussel mammon, der kan købe dem den større julegave, der alligevel ikke er nogen erstatning for en ødelagt familie. Og nej, det er ikke i desperat pengemangel. Når man har råd til bil og smøger og vejer trehundredeogtoogtyve pund, så er man ikke desperat på nogen måde. Bortset fra, måske, efter mere kage.

Det er ufatteligt, at folk der får så mange chancer, bliver ved med at klynke. Vi kunne give dem tyve, tredive eller fyrre tusinde hver måned, men når de møder virkeligheden i form af nødvendige nedskæringer, ville de stadig sidde og hyle og skrige patetisk op om, at de ikke længere "kan kende Danmark". Uha, det frygtelige Danmark, der propper penge ned i svælget på dem som foder i foie gras gæs, så de har råd til kviklån, fintrimmede øjenbryn og trøfler nok til at opbygge tredive kilos overvægt på et år. Og så lige lidt cafepenge oven i:

Fra Milles Facebook.

Jeg har fået nok af at blive kaldt umenneskelig, når jeg tillader mig at kritisere den kasten perler for svin, der foregår i det Velfærdsdanmark, hvortil jeg aftvinges firs procent af min indkomst, og som kvitterer med rå utaknemmelighed og en helt ufattelig åbenlys opvisning i dovenskab og mangel på personligt ansvar. Min eneste mulighed for at få lidt retur er at investere i Karen Volf-aktier og derved indgå i en slags tilbagekøbsaftale med de tykke damer, vi har placeret på evigt, frit forbrug.

Er det virkeligt helt umuligt for sådan en som Mille at arbejde, hvis gummicelletilbuddet med indlagte elektrochok mod al forventning skulle få hende til at ændre mening om sin psykiske tilstand? For nogle måneder siden kørte jeg gennem Tyskland og benyttede en række toiletter på vejen. Flere af dem blev rengjort af tissekoner, der til gengæld bad gæsterne om en skilling. Det er hæderligt arbejde. Kunne Mille ikke arbejde som tissekone? "Uhhh, nej!" skriger de røde. "Det er uværdigt arbejde." Uværdigt?! At tjene sine egne penge frem for at tigge og hyle i fuld offentlighed på Facebook som en anden iPhonesvingende, digital sigøjner? Ja, det giver da fuldstændig god mening her i Bizarro World.

Indrømmet, det er oftest de røde politikere, der hyler på de svagestes vegne, men flere af dem klarer det ligesom Mille ganske godt selv på de sociale medier. Når de så slår et af deres patetiske opslag op, bliver de på magisk vis til hellige køer, som man absolut skal respektere, anerkende og bestemt ikke på nogen som helst måde betvivle. Hvis jeg som betalende skaffedyr tillader mig til at skrive noget fra den forjættede anden side af sagen, bliver jeg tæsket rundt og kaldt udyr og umenneskelig og oven i købet mistænkeliggjort for groteske former for perverst, materielt begær af selvsamme personer, der splitter deres egne familier for at suge den sidste rest af mine tvangsinddrevne kroner ud af kommunekassen.

Det er slet ikke sjovt at holde jul, når der ikke er nogen rigtige fattige. Varmen fra ildstedet luner ringere, når der uden for vinduet ikke står sultende børn, som man kan kaste pebernødder efter. Som fattig erstatning kan man læse historier fra før, verden gik af lave. Den lille pige med svovlstikkerne er virkelig skæg og har altid fået mig til at le, så tårerne triller. I år triller tårerne dog nok af en anden årsag, for jeg har indset, at den lille pige med svovlstikkerne slet ikke er en af Danmarks "fattige". Hun døde nemlig, mens hun arbejdede. Ja ja, men det er jo også bare et eventyr.

GLÆDELIG JUL

Stavepladeland

Siden jeg for halvandet år siden brokkede mig over, at rødpopulistiske politikere ville give gaver til skolebørn i form af iPads for at købe deres fremtidige stemmer, har virkeligheden bekræftet mine forudsigelser gang på gang. Det undrer ingen. Ingen. Enhver med bare et minimalt kendskab til IT ved, at ren teknologi ikke kan hæve skolebørns niveau, uanset hvor pinligt lavt det er. Men så længe vi har dybt inkompetente og spejlblanke politikere som Trine Bramsen siddende på teknologitunge områder, vil intet ændre sig.

En Pisa-undersøgelse viser nu, at elever, der bruger iPads klarer sig dårligere end elever uden iPads. Interessant. Så elever med et fancy stykke legetøj, hvor de kan spille Angry Birds hele dagen, lærer mindre end deres kammerater. Fantastisk! Hvem ville have troet det? Undskyldningerne og de dårlige bortforklaringer står som sædvanlig i kø hos de røde politikere:

• Teknologien skal have tid til at bundfælde sig i undervisningen.
• Det er en omstillingsperiode for både lærerne og eleverne.

Den med eleverne tror jeg ikke på. Børnene lærer lynhurtigt ny teknologi - med andre ord lærer de med det samme, hvordan de spilder tiden med en iPad. Lærerne fatter bare ingenting. De bruger alligevel al deres tid på at ryge og at holde fri, og desuden er langt de fleste lærere komplet uduelige i alle livets forhold. Derfor skal de bruge ugevis på kurser i at lære at bruge denne smarte staveplade, mens de alligevel ikke hører efter og brokker sig over, at de altså har så forbandet travlt. Mærkeligt, at man altid ser dem nede i Brugsen, når man en sjælden gang befinder sig der inden frokosttid på hverdage.

Så er der den med bundfældningen. Åh, jamen, er det ikke bare typisk rødt? Det er fuldstændigt analogt til deres tøsede kriminalitetshåndtering og deres håbløst naive indvandringspolitik. "Bare vent og se, det skal nok blive bedre engang. Det tager bare noget tid, når man vender en skude, ikke?". Nå, men her er et tip: Når man vender en skude, begynder den altså at dreje mod den retning, man ønsker. Og hvor længe har vi ventet på effekten af pladderpædagogien og den bløde indvandringspolitik? Henholdsvist fyrre og femogtyve år. Og vi kommer til at vente lige så længe, indtil det viser sig, at Apples prestigeplade får en effekt på nul og niks. Når vi bortregner de købte stemmer, naturligvis.

Der er nemlig kun én ting at sige om skolernes indkøb af iPads: Det er et prestigeprojekt. Et spørgsmål om at se smart ud. Selv erhvervsledere siger, at det handler om udseende, men i det mindste betaler de selv. Det er ligesom u-landshjælpen. Smid en masse penge og projekter efter et fattigt land, og du fremstår god® og handlekraftig, mens modtagerne skider pengene væk. Giv en mand en fisk og alt det der ... i dette tilfælde giver vi møgungerne en enorm smart, men komplet ubrugelig fiskestang.

Endelig handler det også om at rage til sig, byrådsmedlemmer som lærere som socialklasse-syv-forældre: "Vi vil ha' en gratis iPad på skatteborgernes regning." Og efter at udgifterne til reparationer er blæst gennem loftet, selvom dette resultat var fuldstændigt uundgåeligt, så skal man sateme også til at høre på klynken om "de fattiges børn", der sikkert med vilje har smadret deres skattebetalte luksusgenstand, og som nu er i en frygtelig knibe, fordi forældrene ikke har råd til at erstatte den, fordi de prioriterer smøger og Netflix. Hvilket faktisk er en fin og fornuftig prioritering i forhold til at købe en iPad. Men hvem kommer så til at betale erstatningen; dette dyre legetøj, der blot gør taberne til endnu større tabere, så de kan suge endnu mere i dine lommer, når de bliver voksne? Jeps, dig!

Basale opgaver kræver basale færdigheder. Og det har eksamenselever, der klogeligt har smidt iPad'en væk, allerede fundet ud af, ifølge gårsdagens TV-Avis. Nyttesløs, fancy teknologi har intet håb mod de kloge elevers ageren. Imens kan de dumme sidde og tampe med en-finger-systemet på deres latterlige caféskærme. Skrive på en iPad? Held og lykke med det. Men analfabeter har naturligvis heller ikke behov for at skrive. Næste gang, du møder en flok skolebørn, anbefaler jeg, at du stamper på deres iPads. Et blidt skub er forresten tilstrækkeligt til at smadre de åh-så-fine glasplader, der ikke er konstrueret til meget andet end at læse hovne artikler på Politikens hjemmeside. Jo hurtigere, lortet bliver smadret, jo hurtigere styrter budgettet, og jo hurtigere får vi et opgør med krævementalitet og spenderbukser på borgernes regning for at købe stemmer.

Sendt fra min iPad.



(... og angående det sidste, kan iDioterne så forklare, hvorfor det står i slutningen af samtlige deres mails? Nej, det kan de naturligvis ikke. For de fatter ikke, at denne information er ligeså ligegyldig som deres egen eksistens. Det er jo for helvede lige præcis pointen, at det er ligegyldigt, hvor mailen kommer fra?! Det er hele det forpulede formål med en mobil enhed, at du kan sende og læse mails hvor som helst. Hvorfor så fortælle det? Fordi det hele handler om prestige og overflade. Bare fordi, jeg ikke var til stede for at spilde tyve minutter af mit liv på at betragte dig og din hånlige attitude, mens du tampede dine ligegyldigheder ind på din håbløse statementtingest, så skal du absolut berette om det. Fordi du er en håbløs nar, der intet fatter. Intet. Og jeg vil hellere jorde en rusten skruetrækker ind under min venstre knæskal end at høre mere på dig)

Aftagerkønnet

Selvom samtlige af regeringens planer om at indføre øremærket barsel til mænd i en eller anden form er kollapset totalt ligesom alle andre af deres vi-lever-i-en-verden-bag-kosteskabet løfter, som fatsvage borgere har stemt på i det misfoster af en styreform, som giver dem stemmeret, så kan jeg stadig brokke mig over det.

Faktisk var det Betina, som gjorde mig opmærksom på, at det altid er kvindemennesker, hysteriske feminister med ideer om øremærket barsel, der bløder igennem overalt i medierne. Dog er det ikke den uundgåelige sandhed, der dukker frem som ildelugtende blodpletter fra feminismen, men derimod røde, forvrængede fantasier med et strejf af fascisme.

"Mændene skal have den her øremærkede barsel," siger talskvinden. "De ønsker den, og hvis de ikke får den, tager kvinderne den fra dem." Aha. Og hvor er så alle disse mænd, der skriger på øremærket barsel? Jeg kender ikke nogen. Jeg har ikke set nogen. Er de alle så vege, så feminiserede og under tøflen, at de ligesom kvinder ikke tør gå efter det de vil have? Næh, jeg tror bare ikke, de eksisterer, ligesom mange andre af socialismens ofre og skurke. Hvis mænd vil have deres barsel, tager de den bare sammen med mobningen, der følger med. De behøver ikke det modsatte køn til at give den dem, selvom det i sagens natur kan være svært for aftagerkønnet at forstå.

Aftagerkøn, -net: Det køn, der samlet set aftager mere, end det producerer. Se også: Kvinde.

Feministerne ønsker, at mænd skal opføre sig som kvinder, og hvis de ikke vil af egen fri vilje, skal de tvinges, så de kan lære at forstå, at det er godt for dem. Klassisk fascisme. Aftagerkønnet forstår simpelthen ikke, at når mænd vil have noget, så tager de det. Mænd venter ikke på, at det andet køn giver dem det, ligesom kvinderne selv gør. Mænd sidder ikke med hænderne i skødet og brokker sig bag om ryggen på kvinderne over, at de ikke må tage barsel. Og derfor skvatter feministernes argument om at mænd skal gives barsel gennem lov - en ide der vokser ud af kønsmæssig snævertsynethed - sammen i virkeligheden. Desuden er det direkte latterligt, at en lov vedtaget af en flok ubarberede fruentimmere skulle kunne annullere de naturlove, der er opbygget gennem menneskets 200.000 årige udvikling: Kvinderne passer børnene. Og de elsker det jo. Især det med at gå hjemme og at slippe for at lave rigtigt arbejde.

Nu når regeringen har måttet opgive alle planer om at kvindeliggøre mændene, så er det jo heldigt for feministerne, at der findes private virksomheder, der agerer nyttige idioter. Jeg har før beklaget mig over Danske Bank, der hoppede på Occupy-bølgen, og nu er det Fætter Kusine BR, der med det nye julekatalog lefler for de kønsfornægtende:

Ja, vælg da den lyserøde udgave, ikke? Dørmåtte!

Hvad forsøger de at bilde os ind? Drenge og mænd interesserer sig bare ikke for at støvsuge eller at gøre rent. Og hvorfor ikke? Fordi det er hjernedødt sisofysarbejde. Der er ingen udvikling i det. Ingen forandring. En sund dreng, der fik en støvsuger i julegave, ville inden for kort tid begynde at finde på alternative anvendelsesmuligheder, såsom at fange fluer, suge kjolerne af pigerne eller at plage livet af hunden. Skulle han omsider finde på at gøre rent, ville det alligevel ske så sent, at støvsugerrøret ville være for smalt til at opsuge skidtet.

Fat dog, at det er biologien, der afgør legetøjet. Ikke omvendt. Du får heller ikke en hund ud af en kat, uanset hvor mange kødben, du kaster den.

En pige, der bruger en Weber. Aldrig set i virkeligheden. Det kønsforvirrede katalog taget i betragtning, kan det dog ikke afvises, at det er en dreng, der har taget en paryk på.

Pigen gør sig smuk til en badboy, hvilket aldrig bliver drengen ved siden af.

Så er der drengen, der hjælper pigen med at smukkesere sig. Det giver ingen mening. Ingen! Pigen gør sig pæn for at tiltrække en mand med magt og penge, så hun til dels kan blive tændt og til dels kan gå hjemme på barsel og slippe for at arbejde. Drengen har ingen grund til at gøre sig smuk, med mindre han er en eller anden skabagtig homoseksuel, og helt ærligt, hvor mange mænd er det? Skal vi virkelig tilrette hele legetøjskataloget for, at medlemmerne af denne lille minoritet ikke skal "føle sig forkerte"?! Godt nok skal vi alle åbenbart være kvinder, men skal vi virkelig være så tøsede, at vi skal konstruere enorme problemer ud af enhver lille, latterlig følelse af at være udenfor? Held og lykke med at leve i et samfund, der fungerer som én stor, skiftevis klynkende og hakkende kvindearbejdsplads.

Og er der andre end mig, der har opdaget den skrigende dobbeltmoral i Kusine BRs katalog? Hvor er de handicappede børn og deres legetøjsudgaver af trehjulede scootere, parkeret ved plastikgadehjørner overdænget med små, tomme guldbajerflasker? Og hvor er indvandrerne? Lille Ahmed, der prøver tørklæder, mens hans søster leger med plastikspringkniv og et den-lille-halalslagter-sæt? Der er da vist et par minoriteter, som vi har glemt at inkludere, ikke? Sikkert fordi, man er bange for, at de som rigtige mænd ville tage handling og boykotte Kusine BR.

Præcis som alle I andre også burde gøre.




P.S.: Dette indlæg er til dels skrevet til ære for Ditte Geise, som endnu en gang nævner Bitter Blog i Politiken uden at linke hertil, så læserne ikke får en chance for selv at vurdere bloggens humoristiske vinkler. Det er ikke nemt, når den eneste, der bekræfter ens verdenssyn er en betøflet teenager.

Klynkekunstnere

Gud ved, at jeg ikke kan udstå kunstnere. Eller rettere ... jeg kan godt lide kunstnere, der leverer kvalitet funderet i ordentligt håndværk, men desværre har socialismen udvandet kunstbegrebet til at omfatte analt orienteret performancekunst og alle tænkelige former for gøgleraktivisme og ironiske, halvhjertede hipsterhappenings, opført af skabagtige selviscenesættere, som var de trodsalderramte pattebørn i Føtex, fredag eftermiddag.



For at legitimere deres små papmaché-jonglerende møgunger, opfandt socialisterne kunststøtten, så de kunne fortsætte deres undergravning af borgerlige værdier. Kunststøtten, denne guldskat, tiltrækker tillige proselytter fra den kommercielle verden, der til dels frygter at blive mobbet af parnasset og til dels håber en dag at blive taget under vingerne, for der er trods alt ikke noget bedre end at læne sig op ad staten, som har magt til at tvinge midler ud af kunderne, hvis de en dag af egen fri vilje ikke længere skulle ønske at købe mere.

Nu skulle man tro, at indeværende harmdirrende indlæg skulle handle om det groteske i, at danske kunstnere - på trods af, at kunstens fornemmeste opgave er skabe nye tanker hos dens iagttagere - i det store og hele beskytter staten og dens politiske status quo og ønsker mere og mere socialistisk centralisme. Jeg kunne skam også skrive et helt indlæg om, hvordan denne konstruktion minder om kunst/fascisme-symbiosen i både Nazi-Tyskland og Sovjetunionen, men i stedet vil jeg tage fat i noget meget sjovere: Kunstnere, der selv bliver ramt på tegnedrengen af de mekanismer, de hele tiden har støttet.

Ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad er danske kunstnere nemlig fortørnede over, at de pludselig ikke længere kan trække deres udgifter i forbindelse med "kunstnerisk arbejde" fra i skat. SKATs begrundelse er, at de ikke tjener nok penge til at godtgøre, at de ikke blot er hobbykunstnere. Det morsomme er, at visse af de ramte er de selvsamme, som er blevet tildelt livslang kunststøtte. Og nu hyler de, fordi de intet forstår: Staten har anerkendt dem som ophøjede individer, der ikke behøver tjene deres egne penge, så hvordan fanden kan man så tillade sig at kræve penge af dem?

Jamen, Herre Jemini, dobbeltmoralen er så tyk, at den driver ud fra kunstnernes selviscenesættende skønmalerier. Så disse kunstnere, der hele tiden har suget deres indkomst fra almindelige, produktive borgeres skatteplagede lommer, tillader sig seriøst nu at klynke over, at de selv kommer under pisken? På trods af, at de ikke engang nettoyder, da hele deres indkomst i forvejen er tvangsinddrevet fra andre? På et såkaldt argument om at være et ophøjet, kunstnerisk individ, selvom de ikke engang kan tjene nok penge til at betale for deres egen mad? Gud fader bevares!

Ingen tvivl om, hvem der er de kloge. Når man kan suge i kommunekassen samtidig med, at man sidder og æder økologiske burgere foran den skulptur, som man har lokket fem nøgne gymnasiepiger til at hugge for sig, fordi deres marxistiske billedkunstlærer har indprentet dem, at noget kun er kunst, når de ikke forstår det, ja, så kan man vel dårligt kaldes for dum. Derimod kan man ikke klage over at blive kaldt indbildsk, arrogant og snyltende, når man tillader sig at kræve en ophøjet ret til gratis indkomst for at lave hvad helvede, man lige har lyst til.

Kunstnerne har omsider mærket Moderstatens klamme favntag, og der skal ikke herske tvivl om, at jeg finder SKATs metoder latterlige og hæmmende for al initiativ og intelligent aktivitet. Men når de har været udøvet på os almindelige borgere i årevis, så har jeg helt ærligt svært ved at fremgrave bare den mindste forargelse over, at statens egne, små nassere pludselig bliver ramt af samme Gestapometoder, de selv har levet af alt, alt for længe.

Som sædvanlig ville løsningen være at stoppe staten. Afskaf kunststøtten og læg pengene tilbage i borgernes lommer. Og bare rolig, du røvhulsfotograferende, uuddannede, barnlige, blotterhipster: Der vil stadig være flokvis af statementbebrillede idioter, som gladeligt betaler for din "kunst". Der er ingen grund til at frygte, at det hele bliver kronhjort, nu når verden uafværgeligt er befolket af en flok bedrevidende nokkefårssnobber, der ikke kan se Kejserens manglende klæder, uanset hvor store, grimme briller, de er udstyret med. Men i det mindste kan de så nøjes med at spilde egne penge på det.

Kommunistvalget

Så fik Enhedslisten den forventede storsejr ved kommunalvalget? Er danskerne blevet ægte kommunister nu? Ønsker de virkelig revolution og ophævelse af privat ejendomsret? Næppe.

Langt størstedelen af Ø-vælgerne er snotforkælede SF- og S-vælgere, der er skuffede over, at den guldkrukke, som regeringen lovede inden valget, naturligvis ikke fandtes for enden af rødbuen - I ved, der hvor virkeligheden eksisterer. Og i stedet for at indse, at de røde fører dem bag lyset, tager de bare endnu et skridt ud til venstre, hvor løgnene er endnu større. Som at kompensere for sit tab i et pyramidespil ved at indgå i et endnu større pyramidespil, selvom denne analogi selvfølgelig ikke passer på socialister, der kun vil spille med, når de ikke selv behøver at lægge en indsats.

"Og hvad så, hvis jeg stemte Enhedslisten?" spørger pædagogen, som ville hyle som den fede, stukne gris, hun er, hvis Gadens Parlament virkelig dukkede op og tog hendes to-millioners villa med tilhørende trampolin. "Landet bliver jo ikke kommunistisk af, at Enhedslisten får mandater, for det vil de andre partier forhindre." Aha. Hvilken fantastisk logik! Vil det så også være okay at stemme på nazisterne? For vi ved jo, at de andre partier vil forhindre, at DSB sender jøderne på kreaturklasse til Auschwitz, ikke? Det var sikkert også sådan, de tænkte i Tyskland.

Og nu vi er ved nazister. Lad os lige zoome ind på Aarhus, denne landets næststørste by, der efter sigende var en veritabel rotterede af nynazister, hvor de stakkels unge, fredelige enhedslistegadekæmpere ikke kunne gå i fred. En by, der desperat måtte igangsætte målrettede projekter til bekæmpelse af højreekstremisme. Hvor mange stemmer fik Daniel Carlsen, tidligere nazist og hele Danmarks førerhund, da han omsider stillede op for den heilende pøbel i Danmarks svar på Ørneborgen:

0,3 procent.

Hov? Hvor var alle nazisterne henne i tirsdags? Var det Himmlers fødselsdag? Var de alle i København for at få en gratis hagekorstatovering? Nægtede de at stemme, fordi de er antidemokrater og holder sig til gadevold? Havde de heilet så meget, at deres højre arm var lammet, så de ikke kunne skrive et kryds på en seddel? Nej, de har simpelthen bare aldrig rigtig eksisteret - i modsætning til rødfascisterne, der som bekendt fik hele tre mandater med 9,4 procent af stemmerne og kun med nød og næppe undgik at sætte sig på en rådmandspost, fordi sosserne besluttede sig for at tilgodese vennerne i stedet for at lytte til vælgerne. Big surprise. Æd jeres egen medicin, kammerater.

Når vælgerne i Danmark er så debile, som de har givet udtryk for ved valget i tirsdags, har vi intet andet valg end at afskaffe demokratiet. Demokratiet misbruges simpelthen af flertallet til at tyvstjæle mindretallets midler. Vi bør i stedet indføre frihedsdiktatur. Det skal være ulovligt at undertrykke andre menneskers frihed og krænke deres ejendomsret, med mindre disse frivilligt går med til det. Så kan alle socialisterne gå sammen i deres egne, frie fællesskaber, der naturligvis ville implodere øjeblikkeligt uden tvangsinddrivning fra det store mindretal af borgere, der rent faktisk arbejder i produktive erhverv.

Historien om det historisk historieløse valg fortælles fint af ovenstående illustration. Kilde: heltnormalt.dk

Den overvældende sejr til Enhedslisten er et udtryk for umættelig grådighed hos socialisterne. Hvad vil de have mere end 8 ugers ferie, fri sygdom, masser af øv-dage og jobsikkerhed i deres selvdøde, offentlige snakkejobs? Det kan jeg svare på: De vil have hvilket som helst andet gode, der kunne risikere at dukke op hos en af deres medborgere, uanset hvad disse har ofret for at tjene til dette gode. Og de tillader sig endda at kræve det under klynken, hærgen og råben af for længst afdøde ligheds- og menneskelighedsklicheer.

Socialisterne bliver aldrig mætte. De er jo ikke engang sultne mere. Langt de fleste i Danmark har et alt for komfortabelt liv, et alt for let liv, fordi socialismen stamper alt liv ud af dem, der går foran, så fede forstads-Mette kan forny sin Toyota Aygo hvert tredje år uden egentlig rigtig at yde noget for det. Men det er ikke nok for hende. Nej, Enhedslisten skal til, så hun kan kræve endnu mere. Disse snyltervælgere er som fede, grådige børn ved en juletræsfest, hvor forældrene har sluppet alle tøjler, og børnene får lov at trække dem rundt i manegen. Det er på tide at sige stop og at give børnene den gave, de har bedst af: Frihed. Lige efter vi har hevet deres fedtede, autonome pølsefingre op af vores lommer og givet dem den lussing, de så himmelskrigende fortjener.

Venstrefløjen hader Im

I disse dage løber alle klovnene fra det politiske mediecirkus rundt imellem hinanden. Grunden er, at Im, en syv-årig thailandsk pige, er blevet udvist, fordi hendes danske stedfar er død. Udvisningen er foregået efter alle regler, hvorefter hele Danmarks befolkning hyler op og får politikerne til at vedtage en særlov.

Im appellerer uundgåeligt til din medfølelse, hvad enten du er enlig, gift, mor, far eller en gammel, beskidt mand, der ønsker at spare en årlig ferierejse til Thailand. Som hun står der med en tandløs mund og tårer i de smalle øjne ligner hun jo ens egen datter, når man netop har trukket hende en lige højre. Hun er en nuttet lille en, siger I, og jeg er sikker på, at en bebumset, trettenårig amerikansk drengs udvisning ikke ville have vakt lige så stor furore. Nå, nok om dén side af sagen.

Venstrefløjen og højrefløjen har vidt forskellige mål med deres fælles, populistiske ønske om at hente Im hjem. Højrefløjen ønsker at fremstå menneskelig og tager fat i sagen, fordi det ikke er dem, der sidder med magten og afgørelsen og dermed aben. Venstrefløjen og Godhedens gumpe ønsker at ændre de bestående regler. For alle.

Sagen er, at Im faktisk skulle udvises. Ja, selvom hun er nuttet. Og ja, selvom hendes stedfar er død. Af kræft, endda, hvorfor alle violinerne er blevet trukket frem. Men hverken hun eller hendes mor er danske statsborgere, og derfor hører de ikke hjemme i Danmark.

"Er du ikke lidt hård nu, Bob?" spørger selv mine hårdeste, mest onde og fremmedhadende læsere. Jeg følger blot reglerne. Reglerne er nødvendige, så længe vi ikke vil reagere på det virkelige problem. For der findes faktisk en løsning på Ims problem. Der findes en måde, hvorpå Im og andre i en lignende situation - som det naturligste i verden og uden krampagtige særlove - kan blive i Danmark.

Reglerne er nemlig udformet, som de er, fordi ingen tør sige lige ud, at vi ikke vil have mellemøstlige, muslimske indvandrere. Derfor syr man alle mulige lappeløsninger op omkring det store hul i statskassen, som de efterlader, for at undgå, at det bliver endnu større. Og alle disse lappeløsninger ender med at ramme uskyldige. Præcis, som når kommunens dyneløfteri går ud over de virkeligt trængende, fordi det store flertal på støtten svindler.

Det fremstår totalt grotesk at udvise Im og hendes mor, der kan bidrage med både forårsruller og massage og hvad ved jeg, mens vi beholder to voldelige, kriminelle, der har skåret øret af deres offer, og som intet kan tilbyde os. Intet. Er det fordi, de har mospudehår? Er det fordi, de har en større tilknytning til Danmark? Nej, det er fordi de er mellemøstlige muslimer, og venstrefløjen har besluttet, at de altid er ofre, og at Vesten altid er skyld i deres ulykke.

Dansk indvandringspolitik i en Mortal Kombat version.

Venstrefløjen insisterer på, at vi skal modtage og absolut beholde de elendigste, mest uduelige flygtninge. De elendigste er dem, der har brug for mest hjælp, og i venstrefløjens optik er det altid deres stakkels ofre, mellemøstlige muslimer. Dermed er der ikke plads til Im i de rødes verden. Hun passer ikke ind i deres offerretorik. Se selv udmeldingen fra Amnesty International, der plejer at hyle op om racisme og politivold, hver gang en eller anden vanvittig indvandrer har voldtaget en tilfældig og har modtaget tre dages hæfte: Ingen rysten på hånden. Reglerne er fulgt.

"Hov, hov," bøvser dine Bjørnebrygblissede kinder. "Venstrefløjen ønsker, at der skal være plads til alle i Danmark. Både Im og Ahmed!" Ja, ja, fint. Men der er ikke plads til alle. Jeg ved godt, at venstrefløjen også tror på pengetræer, men i den virkelige verden er der altså begrænsninger på vores ressourcer, og de er hårdt pressede af latterlige konventioner, blødsødenhed og fuldstændig kritikløst åbne grænser. Så nej, vi kan ikke give adgang til alle børn, ligesom hende den (k)lamme ønsker, selvom Mellemøsten ganske sikkert kan levere en ordentlig røvfuld tandløse unger med skæve øjne. Desværre på grund af for mange "tæt beslægtede gener" i stedet for race. Nej, vi er allerede fyldt op, og derfor må børn som Im vige.

Husk det, næste gang du sætter dit kryds. En stemme på de røde svarer til endnu flere mærkelige regler for at undgå at forholde sig til det, alle tænker, og ingen tør sige: "Vi vil gerne have Im, for hun hører til og kan bidrage til vores samfund. Det kan og vil de mellemøstlige muslimer ikke. Derfor er det dem, der skal vige pladsen, når den er knap. Ikke Im."

Stop IKKE mobning!

Nogle gange, jeg ... nej, om igen ... hver gang, jeg hører Özlem Cekic udtale sig offentligt, bliver jeg overbevist om, at der er sket en fejl. Fejlen strækker sig mange år tilbage i tiden til hendes barndom og de omgivelser, hun voksede op i. Det drejer sig om en bremsefejl. Nogen har glemt at træde på bremsen, og jeg taler ikke om en blød ABS-opbremsning, men om en hård, blokerende katastrofeopbremsning, der burde have endt med et frontalt sammenstød med en betonmur.

Özlem Cekic er dybt debil at høre på. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan hun kunne blive valgt til Folketinget, eller hvordan hun overhovedet kunne blive valgt til kandidat af SF. Det er fristende at tro, at resten af medlemmerne er endnu mere debile og faktaresistente, men jeg har på fornemmelsen, at hun blev valgt, fordi hun simpelthen ikke fatter, hvor lamme hendes argumenter er, og at hun ikke har selvindsigt nok til at forstå, at hun bare burde holde kæft. Derved fungerer hun som en slags folkesocialistisk Juggernaut, der ufortrødent brager igennem enhver logik ind til de socialistiske kernevælgere, der gemmer sig bag solide, personlige Berlinmure for at beskytte sig mod rationel tænkning.

Özlem minder mig om en pige, jeg gik i klasse med i folkeskolen. Hun var nemlig lige så snottende stupid at høre på, og derfor tog jeg og mine klassekammerater affære. Vi trådte på bremsen. Stampede på den. Jeps, vi mobbede hende, konsekvent og skånselsløst i ni år, indtil hun blot var en skygge, der krøb langs skolegårdens mure med slukkede pupiller i sortrandede øjne. I dag er hun et ynkeligt væsen, der bor i Vestjylland med en knytnævesvingende mand, der følger op på klassekammeraternes grundarbejde, og med en Facebookprofil, hvor hun pirker til sine gamle plageånders dårlige samvittighed med uendelige, opmærksomhedshungrende "Åh nej ..." og "Håber dagen i dag bliver bedre end i går ..." statusopdateringer. For nu vi er blevet voksne og menneskelige, har vi naturligvis fortrudt vores handlinger.

Men når jeg hører og ser Özlem Cekic, så må jeg erkende, at vores barnlige arbejde tjente et fremtidssikrende formål. For havde Özlems kammerater som mig og mine medbødler udvist samme rettidige omhu og knust hendes selvværd, der tydeligvis er baseret på et falsk grundlag, så havde vi sluppet for at høre på hende i dag. Så ville hun have lært, at hun ikke er værd at høre på, hvorefter hun og hendes lamme klynkeholdninger ville have kravlet tilbage til den jordhule, hun kom fra. Ja, luk bare dit måbende gab, for du har helt ret i, at jeg hermed erklærer, at mobning er en fremragende ting.

"Stop mopning!" står der med store, hjemmestrikkede bogstaver på din bluse. Dine hænder knytter sig, fordi du sidder og læser et blogindlæg fra en voksen mand, der siger, at mobning er okay, selvom du bruger al din fritid på at piske din grimme unges kammerater ind i tvangslegegrupper, fordi ingen gider spilde to vågne sekunder på dit barn, med mindre det er hunkøn, jomfru og lige er blevet femten, og man har slugt tre elefantøl. For du mobber jo ikke selv? Du anvender ikke social pression for at få dine socialistiske synspunkter igennem? Du stigmatiserer ikke andre, fordi de ikke har samme "menneskesyn" som dig, og du konspirerer ikke med dine ligesindede for at få andre presset ud i periferien? Du sladrer heller ikke på dit arbejde om dine andre kvindelige kollegaer? Du hakker ikke på dem, du ikke kan lide, for at få dig selv til at fremstå bedre eller simpelthen for at få afløb for dit eget dårlige selvværd? Du skriver ikke blogindlæg, hvor du camouflerer ægte oplevelser for at udstille dine venner og give dem gratis uppercuts i mørket? Du er ikke medlem af en fagforening, der med tvang og blokader presser folk, der ikke ønsker at være medlem af selvsamme selskab? Du ruller ikke med øjnene over dine aldrende familiemedlemmer og efterlader dem i ensomhed til et besøg hver tredje uge af en somalisk social- og sundhedsassistent, der er mere interesseret i at checke sin iPhone end at udføre sit arbejde? Vel?

Godt.

"Nej!" står du for en gangs skyld fast i stedet for at levere din pointe gennem rævekager og snigangreb fra bag frikadellerne i medarbejderkantinen. "Hvis hun virkelig er så dum, hvorfor argumenterer du så ikke bare mod hende som en voksen, rationel person ville? Hvorfor angriber du så ikke hendes holdninger i stedet for hendes person?" Jamen, suk, du har intet fattet. Intet! Det er jo netop for sent. Alle andre end mig har prøvet og fejlet. Se blot situationen med Joachim B. Olsen, som slog fine, saglige argumenter på hende som vand på en gås. Det er en umulig opgave! Hun skulle have været knust for mange år siden, i skolegården, hvor voksen rationalitet og blødsøden medfølelse ikke var til stede for at gøde ukrudtet.

Normalt hader jeg børn, men jeg må erkende, at de med mobning gør et stort samfundsarbejde. Så husk det næste gang, dit barn får en seddel med hjem, fordi det har mobbet en kammerat. Måske har det blot lavet et forebyggende angreb for sit voksenlivs skyld, så det ikke ligesom os andre vil foretrække gør-det-selv rodbehandlinger frem for at høre på politiske debatter. Og hvis det er dit eget barn der bliver mobbet? Tjah, så skal du måske trække på skuldrene og forklare det, at det kan være en fordel med et filter, før man taler eller agerer. Eller måske agere som en ordentlig opdrager og bare være ærlig og sige ligeud, at det sgu' for helvede nok er møgungen selv, den er gal med.

"Dansk Kvindesamfund"

... bør blive Danmarks nye navn, for vi er ikke andet end en nation af tøser. Den sidste rest af nosserne bliver fjernet, når regeringens forslag om at sikre F1-låntagere mod rentestigninger bliver vedtaget af et desværre bredt flertal i Folketinget.

Sig mig, hvor svært er det at forstå og forholde sig til den grundregel i enhver rimelig handel, at jo billigere din vare er, jo større risiko tager du? Det er sådan, tingene hænger sammen. F1-lån er billige, fordi renten kun ligger fast i kort tid, og du derved risikerer, at renten stiger i lånets løbetid. Vil du sikres en fast rente, er lånet dyrere, fordi låneudbyderen skal påtage sig risikoen for renteudsving:

• Lav rente - størst gevinst - stor risiko.
• Høj rente - mindre gevinst - lav risiko.

Det burde da for satan være til at forstå selv for matematikresistente halvhjerner.

Ovenstående letforståelige, gennemsigtige princip mudres nu til af Moderstaten. I stedet for, at låneren skal tage risikoen for rentestigninger på F1-lånet, pålægges låneudbyderen risikoen. Hvorfor gør staten det? Der er flere årsager:

•  Leflen for vælgerne: Visse boligejere føler, at regeringen "gør noget" for at sikre deres boliger.
•  Sikkerhed: Ved at "sikre" boligejerne vil der muligvis komme færre teknisk insolvente, der risikerer tvangsauktioner.

... men først og fremmest, fordi:

• I alle er en flok tøser, der ikke kan tage ansvaret for jeres egne valg af risikobetonede lån.

Det er simpelthen ufatteligt! Nu bliver simple og forståelige markedsmekanismer mudret til, fordi I aldrig har taget bleen af. Hvis I valgte et F1-lån, fordi det så dejligt ud for syv år siden med lidt flere iPads og luksusrejser, så tillader I jer fandeme at klynke nu, hvor medisteren skal på disken?! "Uhhh ... tænk på, hvis børnene skal miste deres hjem". "Uhh, jeg får depression og kan ikke overskue, hvis jeg skal flytte". Overskrifterne i alle de underlødige mainstream-medier, dyppet i ren patos. Tag dog konsekvenserne af jeres egne valg, tabere!

For fanden, hvor kan det dog gøre mig så ulideligt træt, at I er sådan en flok tøser, der hverken kan tåle, at dem, der har gevinst på F1-lån får noget for deres risikovillighed, eller acceptere et tab, hvis I selv står med det i efterdønningerne af jeres kuldsejlede håb om en F1-gevinst. Forslaget tegner i bund og grund en fælles forsikring, tvunget ned over alle gennem staten, fordi så mange af jer klynker. Jævnfør ovennævnte grundregel er det uundgåelige resultat af forslaget lige præcis, at lånet bliver dyrere for alle, fordi risikoen falder; den grå mellemvej, ligheden i alt, hvor ingen vinder og ingen taber.

Til lykke, det får I nu med regeringens lamme forslag, der kun giver mening i et land, der er en de facto beskyttet bolig for socialistiske tabere, hvis værste mareridt er, at nogen og specielt dem selv skal tage konsekvenserne af deres handlinger. Jeg kan se, at forslaget vedtages med "et bredt flertal", men jeg kan ikke se, hvem der støtter det. Det ser dog ud som om, Enhedslisten sammen med de Konservative bakker op. Fantastisk! Jeg håber, I decimerer sidstnævnte ynkelige parodi på et borgerligt parti - både nu til kommunalvalget og til næste folketingsvalg.

"Du har ret, men hvorfor langede du ud efter kvinderne i dette indlæg?" spørger du dumt? Fordi det efter min erfaring altid er kvinderne, der kræver sikkerhed. I offentlige ansættelser, i trafikken, i livet generelt såvel som i huslånene. I kan simpelthen ikke kapere risici og derfor reducerer I gennem jeres kønsfascistiske dominans livet til en vatindpakket rørpostforsendelse mellem fødsel og død; sidstnævnte en tilstand, der knap er til at skelne fra livet i dette lille, smukke land i nord: Det Danske Kvindesamfund.

Efter DRs fløjte

Forleden brød Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti sin tavshedspligt, idet hun lækkede et internt notat om Odense kommunes millionudgifter til to, navngivne kriminelle indvandrerfamilier. Det var dumt. Jeg er imod brud på tavshedspligt, mest fordi sådan noget er umoralsk og typisk gøres af socialister, der altid meler egen kage uden hensyn til andre. Derudover vil jeg heller ikke selv have lækket for eksempel min egen lægejournal, så alle kan se, hvor meget det offentlige pumper i mig af nervemedicin for at stoppe mit evindelige skrigeri over dette tåbelige samfund.

Torsdag aften tændte jeg for DR og forventede, at TV-avisen var blevet sat i heltemodus til fordel for Pernille Bendixen. Det forholder sig således, at når nogen såsom Edward Snowden bryder sin tavshedspligt, så udråber DR dem til "whistleblowers" og kører lange nyhedsserier om, hvor synd det er for dem, og hvor retfærdige deres handlinger var. Men der var ingenting. Kun en notits om, at Odense kommune har meldt Bendixen til politiet.

Der er åbenbart ikke andre end mig, der undrer sig over dette forhold? Måske fordi det meste af Danmarks befolkning for længst er indoktrineret af Folkeskolen og DR og efterfølgende er blevet pacificeret med solide serieinjektioner af Vild med Dans og X Factor. Det kunne også være af den simple årsag, at der intet nyt er i DRs opførsel. Dette medie, der drives af tvangsinddrevne midler, er ræverødt - noget, der er så veldokumenteret, at jeg ikke engang gider linke til en kilde - og når noget er rødt, er det også dobbeltmoralsk.

Sandheden er, at både Snowden og Pernille Bendixen har brudt loven. Førstnævnte er forræder, sidstnævnte har brudt en tavshedspligt. De er begge således at betragte som forbrydere i ordets mest simple forstand, omend på ret forskellige niveauer. Forskellen er bare, at hvor Pernille Bendixens handlinger er til ulempe for venstrefløjen, så er Snowdens til fordel for venstrefløjen, hvorfor man opfinder et nyt navn, som skal dække over og retfærdiggøre sidstnævntes handlinger.

Fra Danmarks Radios journalistiske ordbog:

forbryder, -en, -e, -ne: Person, der har begået en eller flere forbrydelser. Bemærk, at hvis forbrydelsen retter sig mod USA, vestlige efterretnings- eller militærtjenester eller på nogen måde kan have som formål at undergrave den vestlige, kristlige, hvide mands kvindeundertrykkelse, racisme eller generelle dominans, så se under "whistleblower".

"Hov, whistleblowers afslører statsmagternes overgreb mod befolkningerne, og da racist-Pernille bare hænger en stakkels indvandrerfamilie ud, så er hun faktisk i sin egenskab af magthaver ikke en whistleblower, men derimod i sig selv et objekt for whistleblowing!" udbryder du, lukker øjnene med en smil og forventer det sædvanlige 12-tal fra din kommunistiske humaniora-professor. Men desværre, da du nu befinder dig i den virkelige verden på Bitter Blog, så får du ikke gevinst-hver-gang ved at gentage det, læreren sagde. Lad os kigge på, hvad Wikipedia siger om whistleblowing:

En whistleblower (da.: "fløjteblæser" eller snarere bare en, der fløjter og dermed giver lyd) er en betegnelse for en person, der afdækker og informerer om hvad han anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Det er normalt kendetegnet for en whistleblower, at vedkommende i kraft af sit ansættelsesforhold eller lignende er underlagt en eller anden form for tavshedspligt, dvs. en loyalitetspligt, som vedkommende tilsidesætter til fordel for ytringsfriheden når den pågældende vælger at blæse i fløjten.

Pernille Bendixens handlinger svarer fuldstændig til en whistleblowers. Dertil kommer, at de kritisable forhold rammer befolkningen generelt. Det er netop det korrekte Danmark, det kulturradikale parnas, der på skatteborgernes regning kaster millard efter milliard efter håbløse indvandrere uden nogen effekt. De dækker sig ind under umoralske love og tåbelige FN-konventioner, bruger danske skatteborgeres penge til at opnå deres egne mål, mens de skærer mere og mere ned på de modydelser til skatteborgeren, som han egentlig betaler for.

Skal vi finde en løsning? Så oplys krone for krone hvad der bliver brugt på de forskellige områder i Danmark. Til overførselsindkomster, til kulturprojekter, til hospitaler og til indvandrere og "integration". Så kan folket til valget vurdere, om de har valgt de rette administratorer af deres indkomst. I enhver anden handel, hvor man betaler bare en brøkdel af den sum, man kaster i statskassens sorte hul, ville man kræve en oversigt over, hvad man har betalt for. Men det slipper det offentlige for, fordi de igen-igen har sat sig selv uden for ganske almindelig kutyme og anstændighed, når det drejer sig om omgang med andre folks penge.

Derfor er Pernille Bendixen en whistleblower. Og er dine fornemmelser lige så fine som mine og stødt over, at hendes afsløringer navngiver en dybt kriminel familie, der dagligt voldtager kommunekassen, så kan man kun desto mere bifalde en offentliggørelse af samtlige udgifter. Jeg kan nemlig garantere for, at beløbet er så enormt og dækker over så mange personer, at man aldrig vil kunne finde ned og identificere nogen individuel tråd i det enorme mørklægningsgardin, som Det Gode Selskab har trukket ned for befolkningens øjne.

Hold nu kæft, Yahya Hassan!

Nej, det mener jeg faktisk ikke. Yahya, der er Danmarks nye hotte digter, må sige og skrive lige præcis det, han vil. Fint for ham og hans karriere, at han i en alder af 18 ophøjes til litterær helt af det politisk korrekte Danmark for en bunke digte, hvis kvalitetsmæssigt indavlede fætre vælter ud af enhver teenagers dagbog. I de rigtige kredse anses det vel som et avancement at gå fra almindelig pøbeloverførselsindkomst til den kunstnerstøtte, der vel snart kan forventes at falde ned over ham, selvom det reelt svarer til at skifte Choko Pops'ene ud med Guldkorn, tomme kaloriekilder, begge ensidige tab i samfundsøkonomiens socialdemokratiske kostplan.

Det, der irriterer mig, er den sædvanlige, den forventelige reaktion fra det politisk korrekte, venstreorienterede, elitære Danmark. Det er den forudsigelige, uendelige række af Yahya Hassan-hyldende Facebook-opslag med femhundrede tusinde millioner like's fra halvhjernede, danske nokkefår, der brægende tripper efter den politisk korrekte hyrdetaktstav. Hvis jeg ser bare ét opslag mere, ser jeg mig nødsaget til at flå alt tøjet af og løbe skrigende gennem nærmeste indkøbscenter.

Vi så samme fænomen i 2008, da Villy Søvndal blev hyldet for - femten år efter alle almindeligt tænkende danskere - at opdage, at radikal islamisme er uforeneligt med danske værdier. Eller rettere, han vidste det jo udmærket i forvejen, ligesom hans tusinder af hønsestrikkende fans gjorde, men de turde først "syntes godt om det", da Villy havde sagt det. For så blev det pludselig politisk korrekt.

Du har nok forstået pointen. Det, Yahya Hassan siger med sine digte, har været almen viden i de seneste tyve år. Der er intet nyt i det. Intet! Men fordi, det bliver bogstavrimet ud af en indvandrer, fordi nogle infantile ordsammensætninger bliver trykt på et politisk korrekt, pænt forlag, så kan parnasset omsider opfatte det som sandhed. Det er kombinationen af, at det ellers så uvelkomne budskab kommer fra et af de stakkels, knap-så-blege ofre og at det bliver leveret på en fisefornem, såkaldt kunstnerisk facon, at de anstændige endelig kan æde det uden at få latte'n helt galt i halsen.

"Du forstår ikke digte," flår din kazoostemme sig gennem mine trommehinder. Forkert! Jeg hader dem bare. Digte er gennemført tøsede og klynkende. Digte skrives af udviklingsretarderede, patetiske navlepillere, der hverken har vilje eller evner til bare at skrive, hvad fanden de mener. Det kræver nemlig arbejdsmoral. Nej, i stedet vimser de omkring som overvægtige, kønsforvirrede drengepattebørn i ballettrikot og strør tilfældige, prætentiøse fraser om sig. Og visse hovne, debile, indbildske klaphatte, der føler sig bedre end deres medmennesker og som tilfældigvis overlapper helt utroligt meget med mængden af socialister, løber med glæde rundt som nyttige idioter og samler dem op og påstår, at de åh-så-meget forstår det hele, fordi de ellers er bange for at blive stemplet som dumme eller racistiske af deres ligeså indbildske omgangskreds. Ja, det er i hvert fald ikke Yahya Hassan, der er dum.

"Nå, men så kan du bare ikke lide indvandrere," fortsætter du dumt, mens du nervøst piller ved din ironiske, islandske sweater i angst for at blive overfaldet af undertegnede, en ond, højreorienteret, sikkert nazistisk bodegaslagsbror, hvis grove, konstante, fysiske overfald på velmenende danske borgere er mindst lige så veldokumenterede som optagelsesritualerne på Hogwarts. "Du er nok racist!" Nej, din spade, jeg er fuldstændig ligeglad med farven på ophavet til de latterlige digte, som intet nyt bringer til bords. Jeg er bare pissetræt af den anden intet-nyhed: At det pæne og anstændige centrum-venstre er så ufatteligt dobbeltmoralske.

Når Yahya Hassan siger:

"Men jeg taler om underklassen. Tag ud i en hvilken som helst ghetto, tag til Gellerup, tag til Trillegården, tag til Nørrebro, tag Tingbjerg. Så ved du hvordan tingene hænger sammen, alle sælger hash, alle stjæler, alle hæler, mine fætre, alle gør det."

Så klapper de anstændige i deres små, liljehvide hænder eller nikker indforstået med pegefingeren på læben. Eller måske trækker de på skuldrene. Men hvis Lars Heedegaard eller Firoozeh Basrafkan laver en lignende generalisering, så bliver de øjeblikkeligt forfulgt og afstraffet ved hjælp af de anstændiges værktøj til at lukke munden på dem, de enten er uenige med eller ikke kan lide: Paragraf 266b, racismeparagraffen. Åh Allah, hvor har jeg lyst til at kravle op i nærmeste minaret og bare kaste mig ud og gøre en ende på min eksistens i jeres fuldstændigt selvmodsigende meningsdommerdømme.

Det værste ved det hele er, at de indvandringssultne sandsynligvis vil dreje alt dette her til deres egen fordel: Se, hvor smuk en kunstner vi har skabt ud af indvandringen. Se, hvad vores menneskelige, almoderlige velfærdsstat er i stand til at bygge ud fra så elendige kår. Yahya Hassan har alene været samtlige indvandringsmilliarder værd og det bedste, vi kan gøre, er at fortsætte med at åbne dørene og lukke endnu flere ind, så vi i fremtiden kan blive endnu mere beriget af smuk kunst.

Det ender aldrig! Selvom sandheden har været alment kendt i årtier, og selvom de får den serveret lige i deres modebebrillede fjæs i en åh-så-kunstnerisk form, som lige præcis de er så intelligente, fintfølende og æstetiske at kunne værdsætte, vil de Gode aldrig fatte den: At bevidstløs ikke-vestlig indvandring er noget lort. At den skader vores land og at konsekvenserne vil koste vores land dyrt, såvel økonomisk som menneskeligt som kulturelt. Den pris er bare for høj for en tynd omgang gymnasielyrik.

Danish for Politikerlede

Nå, men jeg bliver vel nødt til at reagere på, at jeg forleden nåede over tusinde følgere på Facebook. Jeg har været stille et stykke tid, fordi jeg er ved at brække mig over alting; der er ikke engang noget, der er værd at brokke sig over.

Det hjælper slet ikke, at der snart afholdes kommunalvalg. I lørdags vågnede jeg godt nok til en smuk efterårsdag, hvor der hang socialdemokrater fra alle lygtepæle, men desværre var det kun deres portrætter. Enhedslisten har forresten ikke billeder af kandidaterne på plakaten. Måske fordi Aarhus Ø ikke har en Johanne og alle kandidaterne derfor ligner grønlandske kromosomdefekter, som lige er vågnet på fortovet foran Cirkuskroen efter årets brandert. Og et ordentlig lag tæsk.

Når man bevæger sig ad byens gader, følges man af kandidaternes døde blikke og kunstige smil under højt svungne teflonpander. Som lydige tilbedere forventes borgerne at krybe sig til nærmeste stemmetempel og ofre deres eneste, ydmyge kryds til en af afguderne, der forsøger at manifestere sig på en trone i byrådet. Afdankede jakkesæt og lærere med al for megen fritid alle til hobe, øjner de chancen for at vrikke sig ind i kommunalpolitikkens enorme kadaver ved at skubbe en af de andre ligorme ud. De er blot blege erstatninger for deres forgængere. Intet nyt, bare endnu flere snyltende eksistenser, der søger gnaveben på borgernes regning.

Lokalpolitik i Danmark er en stor, døende snegl, stoppet i sit eget slimede spor af årevis af lighedsmageri og borgeromklamring, der har opbygget uoverstigelige mure af bureaukrati, administration og barnepigeansvar, hvor al virke- og forandringslyst med omgående virkning bliver omdannet til enøjet karrieremaskineri. Politikerne er sjælløse personer, hvis flade personlighed drukner i valgplakaternes dybde; tandløse profiler, trykket ud af samme skabelon som forgængeren. De burde give inspiration og rum til, at borgerne selv ville få lyst til at udvikle byerne. I stedet tager de æren, når de iklædt selvfede grin klipper endnu en rød snor til et dyrt, offentligt bygningsprojekt, som "de har bygget" for tvangsindrevne midler.

Jeg aner ikke, hvem jeg skal stemme på. Folk omkring mig siger: "Stem på den, der vil skubbe flest penge i din retning." Det er i bund og grund det, det handler om: Andre folks penge og hvordan du som vælger kan få flest af dem. Ingen vover at være så umenneskeligt egoistiske at spørge: Hvem vil sikre, at borgerne kan beholde flere af de penge, de selv har tjent, så de selv kan dreje deres liv i den retning, de ønsker?

Måske skulle jeg proteststemme. Der er jo altid "Danskernes Parti" eller "Kommunistisk Fællesliste". Sidstnævnte bør skoses for med deres navn at hænge fast i begyndelsen af forrige århundrede. Til gengæld fortjener de ros for blankt at erkende hvilken ideologi, de udspringer af. Noget, førstnævnte da vist nok lige glemte at nævne. Desværre stiller Liste P.I.K ikke op i Aarhus i år. De var ellers et frisk pust, da de sidste gang blev afvist i døren til en tv-debat, fordi formanden var fuld. Desværre stod P.I.K for Penge i Kommunekassen, og partiet faldt da også til konformitetspatten, da de på sædvanlig gutmenschen-facon begyndte at råbe af Dansk Folkeparti.

Så kedeligt er valget i Aarhus: Selv protestpartierne er skåret af samme, grå postej af pegen-fingre og evindelige skatteindkrævnings- og -uddelingsskænderier som alle de andre. Ingen forandringer og ingen visioner. Og hvis der alligevel skulle dukke en enkelt eller to op, skal de nok hurtigt blive kvalt i maskineriet, hvis stolteste skabning var vatnissen Nicolai Wammen, fem-stjernet slip-let vaffeljern.

Landspolitik er bare mere interessant. Hvilket er ret ærgerligt, når nu kommunalpolitikken nok har langt større betydning end den bevidstløse processering af EU-dekreter, der blindt blåstemples i Folketinget. Jeg kan dog ikke bebrejde nogen, at de hverken gider stemme eller stille op til kommunalvalgene, for hvem fanden kan omgås lokalpolitikerstanden, de tørre, papirskubbende politisk korrekte bureaukrater og magtsyge skolelærermadammer med friske korthårsfrisurer, uden at falde for fristelsen til at sluge sin egen tunge? Ingen!

Hold kæft, jeg glæder mig til 20. november.

Tåbelige turister

Nu er der igen dukket historier op om stakkels danskere, der af en eller anden grund er blevet afvist indrejse til USA, hvorefter medierne og alle vi andre forventes at ynke dem. Et eksempel er en radikal politiker, som ikke kan komme ind, fordi hun har købt kjoler i Pakistan, og et andet er en ung mand, som tilsyneladende har overtaget et telefonnummer fra en PET-overvåget person, hvorfor han er havnet på en terrorliste og dermed nægtes indrejse til Staterne.

Nu kan man selvfølgelig godt forstå, at det må være træls ikke at kunne få lov til at rejse ind i verdens bedste nation, men hvad er egentlig problemet? Er det bare en ganske almindelig opfattelse, at man har en gudsgiven ret til at rejse ind i ethvert land, man skulle ønske? I så fald er det en fejl. USA er en selvstændig nation og kan nægte lige præcis enhver, de måtte ønske, at komme ind i deres land. At de oven i købet på en eller anden facon skulle være forpligtet til at forklare det over for alle og enhver er en latterlig tanke.

Nu ved vi jo godt, at det i langt de fleste tilfælde handler om, at de afviste indrejsende bærer noget skummelt i bagagen. Og jeg taler ikke om den kuffert, de bringer med ind. Nej, for det meste drejer det sig om, at de har en eller anden fortid i en voldelig, socialistisk ungdomsorganisation, og enten spiller de uvidende eller også tror de virkelig, det ingen betydning har, fordi de stadig ikke fatter de helt logiske konsekvenser af at have været medlem af eller at have støttet samfundsomstyrtende organisationer.

Jeg ved ikke med den unge mand og hans telefonnummer, men lur mig, om ikke den pakistanske netbutik, hvor det radikale kvindemenneske købte sine hæslige hipsterkjoler, er et mere eller mindre kendt terrorskalkeskjul? Og selvom det ikke er tilfældet, så fatter jeg udmærket, at USA afviser radikale politikere. I hvert fald hvis de bare har den mindste anelse om, hvor meget landsskadelig virksomhed det parti har bedrevet inden for de seneste firs år.

De fleste står som dumme børn med store, dumme, åbne runde munde, når jeg siger min mening om dette emne. Dette skyldes, at medierne og systemet i årevis har hetzet mod nationalstater og advokeret for den grænseløse verden. Der er endda de Amnesty-typer, som tror, at der findes et eller anden overnationalt, moralsk regelsæt, som de tilfældigvis selv støtter eller har fundet på, og som kan gå ind og tilsidesætte lovgivning i suveræne stater. Magen til humanistisk, selvsmagende og bedrevidende ævl skal man lede længe efter. Bare fordi vi selv lukker alskens affald ind i landet, beholder voldtægtsforbrydere og terrormistænkte og udviser velfungerende indvandrere, og samtidig føler os enormt gode derved, så betyder det ikke at alle andre lande i verden er lige så totalt dumme, naive og selvdestruktive som os.

Kære danskere: Så fat det dog! I har ikke en eller anden overnational ret til at flytte jeres fede, blege korpusser rundt, hvor det lige præcis behager jer. Enhver nation kan med fuld ret afvise hvem fanden de vil, og de behøver ikke forklare noget som helst for jer. Heller ikke selv om I er "ganske, almindelige danske turister", der tilbageholdes i Israel. Yeah right! Der ligger altid noget bag. Altid.

Hullet til højre

Selvom jeg er tidligere konservativ vælger, finder jeg partiets afgrundskurs temmelig underholdende. Den nuværende leder, Lars Barfoed, bruger primært magten på at lave damer, som han sidenhen vurderer ved hjælp af for- og imodlister. Hans politiske udmeldinger har været håbløse, lige fra forslaget om at tilslutte Danmark til euroen netop da den havde det værst, til det famøse, pinlige knæfald for den radikale bedrevidenhed.

På trods af, at det på overfladen ser ud til, at Lars Barfoed som en anden Campariberuset, nordsjællandsk bådturist zigzagger til højre og venstre, så er der faktisk en rød tråd i hans konstante strøm af håbløse, politiske udmeldinger: Han er på jagt efter den anstændige, borgerlige vælger med brunt forklæde og altid pænt friseret hår, der står i sin lille købmandsforretning og vejer mel ud til Frk. Hansen hver formiddag. Problemet er bare, at denne vælger uddøde cirka omkring 1995.

"Ha, Bob," jubler du. "Du indrømmer altså, at borgerlige ikke er anstændige?" Nej, for som sædvanlig fatter du intet. Det er nemlig ikke så meget de borgerlige, der har rykket sig, som det er definitionen af ordet "anstændig":

anstændig [an'sdæn'di] adj. -t, -e
[1] som betragter alting ud fra en håbløst naiv vinkel, hvor andre mennesker altid handler uegennyttigt, med mindre de er hvide og højreorienterede.
[2] som til enhver tid vil forkaste sin egen kultur og normer til fordel for ubetinget knæfald for andre kulturers traditioner, uanset hvor håbløst middelalderlige og overtrosbaserede, de måtte være.
[3] som konsekvent ombytter betydningen af offer og forbryder, med mindre sidstnævnte er en hvid, protestantisk mand.

I takt med at definitionen af anstændig ændrede sig, valgte de konservative vælgere side. De hvirvelløse gik til De Radikale og resten vandrede til Venstre og Dansk Folkeparti. Og stadigvæk tramper den så afslørende lavpandede Barfoed rundt i spinatbedet i sine grønne gummirøjsere og fisker i døde vande, hvor allerhøjst en håndfuld plejehjemsbeboere, der mistede bevidstheden i 1990, ligger og flyder rundt med maven opad.

Eksisterer der så kun uanstændige borgerlige, tænker du. Nej, der findes masser af anstændige borgerlige i ordets gamle betydning. Folk, der ikke er bange for at stå inde for deres egen kultur og traditioner. Folk, der er stolte af deres fortid og som ser, at de resultater, den har skabt trods alt er at foretrække fremfor det, alle de andre kan levere. Men i det danske politiske landskab er de hjemløse.

De kan vælge at stemme på LA, der har kappet det kulturelle ankertov og alene har valgt kurs ud fra økonomiske betragtninger. Eller Venstre, der ligger under for EU og i det store og hele minder om Socialdemokraterne. Eller DF, som er socialdemokrater, der ikke kan lide udlændinge. Eller selvfølgelig de Konservative med Lars Barfoed, der render rundt som en lille terrier og skiftevis gør ad og slikker de Radikale i mundvigene, og som bare bliver en slags appendiks i Venstre-bogen, hvis de kommer i regering.

Disse vælgere mangler et parti, hvis kandidater:

1. er stolte over Danmark og dets historie, og som ønsker at bygge fremtiden med fortiden in mente, frem for at serielovgive om samtlige, progressive indfald med den eneste begrundelse, at de er progressive.
2. vil gå imod det socialistiske og udemokratiske EU, og som medlemmer af EU-parlamentet - med en dansk oversættelse af Nigel Farages ord - vil være de ænder, der stemmer for julen, hvis muligheden opstår.
3. vil hjælpe landsmænd i nød, så længe det ikke over i grådig og hensynsløs udnyttelse af dem, der hjælper.
4. kan acceptere miljømæssige tiltag, hvis de har reel, påviselig effekt og ikke bare er baserede på overtro og et ønske om at pleje image over for verdensfjerne, sushiædende byboere.
5. går ind for markante skattelettelser, færre afgifter og en betydelig beskæring af den offentlige sektor, og som ikke lader sig intimidere af dansk fjernsyns Bizarro World debatter, hvor en kandidat vinder stemmer ved at få sin modstander til at indrømme, at han vil nedsætte skatten eller fyre et par offentligt ansatte.
6. målretter indvandringen til individer, der rent faktisk har noget at byde på, og som ønsker at være en del af det danske samfund.
7. tør gøre op med den evindelige ombytning på offer-forbryder-rollen i stort set alle afkroge af samfundets konstruktioner.
8. står fast i kampen mod den offentlige sektor, og som - når statspopulisterne spørger, hvad de tusindvis af offentligt ansatte filosoffer og kvindelige projektledere skal gøre, når de mister deres job - vil svare: "Finde et andet, sandsynligvis manuelt, lavere betalt job i den private sektor og flytte i et hus, der svarer til den værdi, de leverer til samfundet."
9. kan udholde at blive kaldt "tosse" og "nazist" af medierne, det eksisterende folkestyre, eliten og kunstnerstanden, der alle er blevet blinde af indbyrdes økonomisk afhængighed og overbevisningen om, at de alene har patent på gode og korrekte meninger.

Det sværeste ved at realisere et sådant parti vil være at finde kandidater, der kunne opfylde det sidste punkt. De vil blive ramt af latterliggørelse, spot og sikkert en masse maling og vil blive kaldt "nationalromantikere"; en betegnelse, hvis formål er at erklære nationalstaten for død og dens tilhængere for agterskuende drømmere. For alternativet, tanken om den grænseløse verden med syv milliarder individer uden rødder eller referencerammer, der lever i indbyrdes fredsommelighed, er jo selvfølgelig hverken naiv, drømmerisk eller utopisk.

Den sociale isolation vil være det eksisterende systems stærkeste våben, selvom det burde den største lise at blive dissocieret fra den kræftsvulst af berøringsangst og kvalmende selvgodhed, der klæber sig til samfundets overflade. Jeg ville i hvert fald labbe den sociale isolation i mig, som var jeg en radikal, der er faldet over et tilbud på 2-liters dunke med arabersæd.

Naturligvis ville jeg ikke det. Jeg ville pibe, lukke min blog og løbe tilbage under den sten, jeg kravlede ud fra, ved lyden af den første, fede feminist, der angreb mig. Men jeg kan da håbe på, at andre vil tage teten? Hvad siger I? Er der nogen, der tør? Jeg garanterer, at jeg stemmer på jer. Hvis I altså dropper punkt tre og fire.

Nøgenhedens pris

Måske har du hørt sidste uges agurkehistorie om den fyr, der filmede tredive gamle nøgenbadere i Nordsjælland, fordi hans elleveårige datter blev forskrækket over deres lange testikler, og uploadede filmen til YouTube under titlen "Liderbasserne"? Manden var naturligvis en nar. Mændene har lov til at gå nøgne, hvis de vil, og hvis vi skulle forbyde alt, der kan få elleveårige piger til at himle, ville menneskeheden ende med at eksistere i et vacuum i evig kredsløb omkring en uendelig livekoncert med One Direction. At gamle mænd med deres iver for at vise sig frem og med deres dårlige undskyldninger om, at badetøj "føles koldt", ingen skam har i livet, er så en anden sag.

Jeg kender desværre alt for godt den type gamle mænd fra det fitnesscenter, jeg beærer med mine besøg. Ældre, ufatteligt brune herrer, der bogstaveligt talt nyder at dingle nøgne rundt i omklædningsrummet hele dagen, mens de desperat forsøger at fange ens blik. Mænd, der bruger timer på at tage deres underbukser på, og som sjovt nok altid lige skal ordne en hel masse inden, som om omklædningsrummet var deres eget, alt, alt for private hjem. Seniorborgere, der stiller sig to centimeter fra en og tørrer sig langsomt, forsigtigt og skrigende rytmisk.

Specielt én fed, altid højtstønnende, gammel nar irriterer mig. Når han med et "OOOOOOrrrHHHHH!" har forladt bruseren, stiller han sig op midt i omklædningsrummet med spredte ben, kaster sit lille, lyserøde håndklæde om skuldrene som en kappe, så han ligner Pokemonudgaven af Grev Dracula, åbner munden, stikker tungen ud og ryster med hovedet fra side til side og skriger: "Lahlahlahlahlahlah", mens hans kønsorganer svinger og dasker i indbyrdes kappestrid om at hænge øverst. Denne øvelse foretager han sjovt nok altid lige præcis inden for den ti centimeter brede bræmme, der er synlig gennem døren fra resten af fitnesscenteret.

Jeg har ingen intention om at anmelde disse idioter til hverken centerledelsen, politiet eller YouTube. De har naturligvis lov til at gå nøgne rundt i omklædningsrummet, uanset deres lumre bagtanker. Men når jeg falder på knæ (i sikker afstand fra omklædningsrummet) og desperat beder til den i folkestemningen dominerende gud, Allah, om, at mine såkaldte medmennesker ville udvise bare en smule pli, så kalder folk det "nypuritanisme". Derfor vil jeg nu forklare, hvorfor en sund blufærdighed skænker det enkelte individ et i visse tilfælde længe ønsket strejf af selvrespekt og værdighed, samt at den, især for kvinder, er limen, der holder hele samfundet kørende.

Det er et velkendt faktum, at kvinder er en underskudsforretning. Til gengæld er enhver kvinde født med sin egen unikke, eftertragtede vare: Inkarnationen af sit kvindelige køn. Alle mænd higer denne vare, og som på alle sunde markeder stiger værdien af svært tilgængelige, efterspurgte varer, mens værdien af lettilgængelige varer falder.

Hvis en kvinde knalder rundt, som hun (måske/måske egentlig ikke) har lyst til, falder hendes værdi hurtigere end en nordkoreansk rumraket, og udover at naturen med stor sandsynlighed vil straffe hende med kneppecancer (politisk korrekt og kønsneutral paraplybetegnelse for samtlige HPV-forårsagede kræftformer, introduceret for at mildne luften for forpulede feministfår, der ikke brød sig om det folkekære navn "luderkræft"), vil hun have sværere ved at tiltrække en ordentlig mand. Og hvorfor så det?

Mænd er en overskudsforretning. Mænd er initiativrige, praktiske og arbejdslystne. De er født med et køn, der ingen værdi har, fordi de kopulerer med hvad som helst og naboens Chihuahua. Men de foretrækker trods alt en kvinde og allerhelst en, som de ikke skal dele med alle andre mænd. Derfor er de villige til at betale for og dermed forsørge den kvinde, der ikke har været erstatning for svinelever-i-dejlig-lun-radiator for halvdelen af det danske forsvar.

"Du har ret som altid, Bob," siger du. "Men bare fordi kvinden går nøgen rundt på en strand, betyder det jo ikke, at hun har været omkring hele blokken." Og du har fuldstændig ret, kære læser, men i denne overfladiske verden er fremtoning alt. Og ville du betale fuld pris for en vare, hvis den bare var smidt på hylden uden indpakning, hvor alle kunne pille og glo? Ville du købe en kvalitetsvare, hvis den var indpakket som en Kvickly X-tra discountvare? Nej, sandsynligvis ikke, fordi alle andre stadig ville tro, at du spiser billigt, selvom du faktisk har smag.

Så hvis du er kvinde og ønsker dig en sund familie med økonomien i orden og en mand, der ikke tæver dig, bør du værne om din værdi, og offentlig nøgenhed og tatoveringer er desværre noget, der dumper din værdi og får dit annoncerende prisskilt til at vokse, således at det fra at være et diskret, hvidt mærke eksklusivt placeret i nederste højre hjørne, bliver til et stort, orange skrigende tilbudsbanner, der til lyden af tryklufthorn flagrer over dit hoved til den dag, du ligger i graven. Med mindre, naturligvis, du er i stand til at holde dine udskejelser hemmelige, hvilket mange danske kvinder praktiserer, og som er den primære årsag til at lange udlandsrejser er utroligt populære blandt unge piger.

Hvorfor holder blufærdigheden så vores samfund sammen? Fordi, hvis der ikke eksisterer eftertragtede kvinder, hvis det svage køns kød er frit tilgængeligt, så har mænd intet incitament til at dygtiggøre sig, innovere og arbejde. Hvis ingen mænd arbejder, kommer der ingen penge ind. "Så er det godt, at kvinder uddanner sig mere end mænd," siger du. Bevares, ja, hvis du kan leve af rundhylsbaserede RUC-rapporter om, at multikultur er dejligt og at den vestlige verden er skyld i al dårligdom, eller af offentligt ansatte skrankepavinder med praktiske korthårsfrisurer og en bachelorgrad i stempelafgift og femhundrede øv-dage om året, så er alting fint. Så overlever du nok uden alt det, mænd skaber for at gøre kvinder tilfredse: Vand, der løber. Elektricitet til hårtørreren. Varme i bilsædet. Trådløst internet. Asfalt på vejene. Facebook. Eller bare gode, gratis skattepenge til at forsørge dit inseminationsundfangede afkom, som jeg havde kaldt horeunger, hvis ikke det ville gøre mig komplet til grin. Alle de ting, som kvinder bare tager for givet og som foruden, de bliver komplet hysteriske og umulige at have med at gøre.

Tror du stadig ikke på mig? Så kast dit blik på de samfund, hvor kvinderne går nøgne rundt. Lad os kigge ned mod Afrika. Det går fantastisk dernede, ikke? De har ikke opfundet noget som helst i de seneste 20.000 år, fordi udviklingen stoppede, da kvinderne bare besluttede at vade rundt med bare bryster konstant. Derfor bor de i lerhytter. Derfor har de ikke elektricitet, rindende vand eller internet. De er undskyldt, fordi de endnu ikke har opfundet tøjet, men det er jo fordi, ingen mand har taget sig sammen endnu, fordi kvinderne bare strejfer rundt med deres glinsende, sorte, svedende og dampende hud, som naturen har skabt dem.

Sådan er det, piger. Det er derfor, farmand passede på jeres dyd: Han ville sikre sig, at I fik en god og sikker fremtid i et stabilt samfund. Jeg er ked af at være den, der skulle fortælle jer sandheden. Ikke mindst, fordi feministerne og alle andre, der tror, de kan snakke sig væk fra tingenes rette sammenhæng og erstatte dette evolutionens åg med en alternativ virkelighed, vil forfølge mig i al evighed for ovenstående, kopernikustiske åbenbaring.

Knuzz Trine Bramsen XOXO

Der gik ikke mange nanosekunder efter udgivelsen, før jeg fik tilsendt Socialdemokraternes it-ordfører Trine Bramsens indlæg om grimme it-nørder med opfording om at tage det op. Lad mig kort opsummere: Hun mener, at it-folk bør tage sig sammen, tage noget pænt tøj på og tale forståeligt, så andre, især kvinder, kan følge med i, hvad de siger og orke at sidde ved siden af dem ved sociale lejligheder.

Jeg vil først og fremmest erklære mig helt enig i Trine Bramsens konkrete observationer, idet jeg også er af den opfattelse, at lige præcis it-folk er usædvanligt grimme. Ingen gider at være i kontakt med dem på arbejde. Ingen. De er fede, lyder dumme, når de griner og ofte har de faktisk ingen særligt imponerende kompetencer, især når vi taler datamatikere og den slags, der som regel er ansat i KMD og spiller MMORPGs og bytter piratfilm til en statssubsidieret, alt for høj løn.

Jeg tillader mig dog at abstrahere over Trine Bramsens generaliseringer, således at de bliver kendetegnende for den almene nørd - det vil sige ham, der laver tænkearbejdet i enhver praktisk konstruktion, du kunne tænke dig, fra rumraketter over modelfly til stereoanlæg over smartphones. Og dermed kan vi igen genkende Trine Bramsen, der som altid er kommet med en nærmest perfekt stupid udmelding om et område, hun åbenlyst intet kender til. Intet.

Lad os betragte hendes udsagn et af gangen.

"Måske der er en eller anden konkurrence blandt it-folk om at tale i forkortelser og forklare tingene på den mest umulige måde, så tilhørere sættes af hurtigst muligt?"

Mit største problem med at kommentere på dette udsagn er, at jeg taler ligesom en nørd: Præcist. Jeg forklarer tingene, som de er, i stedet for at pakke dem ind i hypnotiserende dyner af buzzwords, der skal dække over, at jeg ikke forstår samtaleemnet. Det er det, nørden gør: Fortæller dig om tingene, som de er. Hvis du havde hjernen eller den mindste interesse eller talent for at spørge ind, ville nørden kunne uddybe alle de ting, du ikke forstod. Det tager tid. Men tid har kvinden jo ikke tid til at spilde, når hun sidder til et middagsselskab med den ene prioritet at få fyldt munden op med pik, inden natmaden kommer på.

"Jeg kunne aldrig drømme om at dømme folk på deres påklædning. For min skyld må man se ud, som man vil, og leve som man ønsker. Men som kvinde må jeg alligevel undres. Her sidder Danmarks fremtid bag skærmen iført tennissokker og gør dermed alt, hvad der overhovedet kan gøres, for at undgå kvindekontakt."

Jeg ved ikke, om det er muligt at modsige sig selv mere, end Trine Bramsen gør her? Alligevel, hvorfor tror hun mon, at hendes stakkels nørd ikke tænker på sin påklædning? Kunne det være fordi, han ikke er overfladisk, men bruger sin tid på at sætte sig ind i komplekse problemstillinger, så Trine Bramsen kan trykke på en knap og få varmet sin fede røv i bilsædet på vej hjem med aftenens smartbemærkningsscoring fra marketingsafdelingen?

En smule har hun dog forstået:

"De fleste danske kvinder (og mænd) drømmer om en engageret og passioneret partner. En der går op i noget. En som ved noget. Det kriterium lever både udvikleren og programmøren til fulde op til."

Korrekt. Men du glemmer at nævne, at run-of-the-mill kvinden går op i at checke Facebook, farve hår, sidde på cafe, læse bløde S/M bøger og brokke sig over, at hun ikke er blevet gift inden tredive/fået børn inden femogtredive/fået hus inden otteogtyve eller hvad fanden hun nu går op i af trivielle, materielle ligegyldigheder. Hun er muligvis interesseret i en engageret partner, men hvad hjælper det, når hun ikke selv er engageret i andet end at sprede ben for den næste tatoverede alfaidiot, der dukker op og behandler hende dårligt (det er det, som kvinder kalder "modspil").

"Det undrer mig hvorfor."

Jamen, det er fordi, kære pige, at du intet har forstået af den virkelige verden. Man kan dårligt klandre dig, når du er del af regeringens børnebande, der aldrig har haft et rigtigt job (undskyld, jeg ved godt, du engang har arbejdet i Føtex). Hvis man skal gå så meget op i sit udseende, at man kan tilfredsstille encellede hønsehjerner som din, så er det et fuldtidsjob. Og de eneste, der har tid til det, er folk, der ikke kan noget, og som derfor er nødt til at kompensere med deres udseende. Så simpelt er det faktisk. I stedet for at pleje sin overflade, udretter nørden faktisk noget. Han skaber noget, du kan bruge, men som du ikke tænker over i hverdagen, fordi du er en fladpandet gås, der ikke ville kunne skelne en hipster fra en nørd, om så den ene af dem parkerede sin fixie i en af dine rygdeller.

Sagen er, at en nørd skaber værdi. Men det har Trine Bramsen da i det mindste opfattet:

"Samtidig er branchen ikke et dårligt valg, når det kommer til løn- og arbejdsforhold"

Så kender vi sgu' socialdemokraten igen, hva'? Det eneste, de tænker på, når det kommer til stykket er at stikke hånden ned i andres lommer. Og nu er det på tide at få afbetalt dine bevidstløse drukforbrugslån på bekostning af en eller anden stakkels, kikset mand, der - i modsætning til dig - har brugt sit liv på at skabe noget.

"Jeg glæder mig til at se jer– og det gør mine single-veninder med hang til kloge og passionerede mænd også."

Dit indlæg, kære Trine Bramsen, kan koges ned til følgende korte afsnit, som forhåbentlig ikke er for kompliceret at forstå for selv den mest tomhjernede Paradise Hotel-fan:

"Nu har jeg og mine veninder kneppet os igennem den ene smarte alfaidiot efter den anden og omsider fattet, at der ikke er fremtid og penge i dem. Så hvorfor ændrer I med pengene og fremtiden og intelligensen jer så ikke, så I kommer til at ligne den smarte alfaidiot lidt og tilfredsstiller mine barnlige, overfladiske krav, så mit liv og mine prioriteter igen-igen kan komme i centrum?"

Evolutionen skabte luderkræften for at dreje menneskets udviklingsspor væk fra kvinder som disse.

Respekt for de ældre

Mens jeg var ved at skrive en hidsig, bitter kommentar på de firehundredeogfireogtyve liberale danskeres netavis, slog det mig pludselig, at jeg aldrig har brokket mig over gamle mennesker. Måske er jeg først begyndt at tænke over det for nylig, hvor jeg begravede et familiemedlem, der blev alt for gammelt.

"Jeg vil ikke have, folk skal være kede af det til min begravelse," sagde den gamle, og det var fandeme på tide, at han begyndte at tænke på sit selskabs velbefindende. Nu havde han kedet os ihjel i hele sit lange liv, strakt hvert eneste minut ud som var det den sidste maltbolsjemasse i verden, og da han så omsider tog sig sammen til at dratte i graven, så skulle vi da endelig ikke være kede af det. Nej, nej, jamen tak, men der var heller ingen grund til at tro, vi ikke ville juble over omsider at skulle forsamles omkring din alt for dyre kiste, der blot var spild af gode, potentielle arvepenge.

Gamle mennesker er: I vejen. Til festlige sammenkomster, i trafikken, til hverdag og i Føtex, hvor de fylder hele midtergange med deres sneglen-sig-af-sted, som om Døden ikke åndede dem i nakken, tættere for hvert sekund. Hver gang man tvinges til at bruge tid sammen med gamle, har man lyst til bare at tage dem i hånden og hjælpe dem over vejen til det hinsides. Det er sikkert en rød vandrehistorie, men jeg mener, at Glistrup engang sagde, at gamle mennesker skulle aflives. Uanset hvad, er jeg enig med ham. Og for en gangs skyld vil jeg bifalde halalslagtning for de muslimske medborgeres skyld. Nå. Og hvorfor ikke? Det gør jo ikke ondt på dem, vel?

Har du lagt mærke til, at enhver historie, en gammel person fortæller, har du hørt før? Til bevidstløshed og ofte inden for den seneste time? Man kan genkende historien på de første ord, ja, på de første stavelser, og de rigtig plagede kan allerede genkende anekdoten om dengang, Moster Annes bolledej kollapsede, på folderne der begejstret danser i oldsagens væmmelige, rynkede fjæs, idet hun får den geniale ide at fortælle historien for endnu en uendelig gang. Ingen gider høre den. Ingen.

Hvis du så en dag skulle finde på at bryde ind med en ny historie, så bør du holde dig til et plot, hvis kompleksitet ikke overstiger nedenstående:

"Har du hørt om Fætter Hans' nye plasticand, jah, hans datter ser så sød ud med den på, ja, hun er en dejlig baby."

... for ellers bliver du trukket igennem nedenstående pinefulde forløb, der må være obligatorisk indgangspensum til ethvert plejehjem:

1. Når du har afsluttet historien, og alle tilhørerne er færdige med at more sig, råber den gamle: "HVA'? HVEM? HVEM VAR DET? HVAD GJORDE DE?".
2. Genfortæl historien om Fætter Hans.
3. Forklar, hvem Fætter Hans er, og at han nu er en voksen mand, som hun i øvrigt talte i telefon med i sidste uge.
4. Gentag alle ord i din historie, der ikke har optrådt i en Karl Stegger-film og forklar deres betydning.
5. Lyt til den ensidede diskussion om, at alle ordene fra punkt 4 er degenererede, uforståelige abelyde, der aldrig burde være optaget i nogen ordbog.
6. Forklar pointen i din historie.
7. Forbered dig på at genhøre alle anekdoterne om Onkel Oluf, som hun forveksler med Fætter Hans, og som absolut ingen relevans har i forhold til den historie, du lige har fortalt.
8. Få kastet din historie fra punkt 2 lige tilbage i fjæset med alle de sensationskrydrede detaljer som en indskrumpet klump af sammenbrændte synapser er i stand til at opdigte efter årevis af bestråling fra Station 2 programmer.

Alting var bedre i gamle dage. Det ved vi. Og hvis vi ikke gør, skal de gamle nok sørge for at fortælle det femhundrede gange i timen. "Har du ikke lektier for? Da jeg gik i skole, blev jeg klædt nøgen og pisket med spanskrør foran hele skolen, hvis jeg ikke kunne alle de tyske gloser udenad. Det vågner jeg stadig svedende og skrigende af om natten, men du kan sateme tro, jeg kan huske alle sammen. Næh, det tog ingen skade af. Tværtimod!" Og så den vippende, krogede pegefinger; den mystiske argumenttryllestav, der på magisk vis underbygger påstandene i det gamle røvhuls pointe-, ende- og meningsløse vrøvl.

Her kan jeg faktisk godt gå hen og få lidt sympati med muslimerne. Det må være horribelt at være sammen med deres gamle, for der er intet, der har ændret sig i deres latterlige, middelalderlige kultur. Intet. Alting var fuldstændigt det samme, da gamle Moussaka var ung: "Har hun været utro, siger du? Næh, du, i gamle dage vidste vi, hvad vi skulle gøre med sådan nogle. Der gravede vi dem ned i sandet og kastede sten på dem til de døde. Så kunne de lære det!" Faktisk utroligt, at de ikke har taget tennisboldkasteren til sig endnu, for den eneste form for udvikling, der sker i muslimske samfund, er når de udnytter ny teknologi til middelalderlige formål, såsom at hænge bøsser i kraner i stedet for i dadeltræer.

Gamle mennesker skal også altid brokke sig over internettet. "Hvorfor skal vi gå på internettet for at ordne vores sager. Det kan vi ikke hitte ud af." Nej, men internettet er også kun over tyve år gammelt nu, og det er åbenlyst for enhver, at vi bare må nedlægge det og gå tilbage til blæk og fyldepenspapir, fordi du ikke gider bruge så meget som et sekund af din uendelige fritid på at fatte en meter af, hvad der foregår i et moderne samfund. Det er simpelthen alletiders at have installeret en PC hos et gammelt fjols og så modtage opkald i tide og utide på arbejdet: "HALLO? HVA'? HALLO! JA, DET ER MIG. ER DET BOB? MIT DATAAPPARAT VIRKER IKKE MERE. JEG HAR PRØVET ALLE KNAPPERNE PÅ SKRIVEBRÆTTET. HVA'? NEJ, SÅDAN VIRKEDE DEN IKKE FØR. HVORDAN FÅR JEG NU INTERNETTET NED PÅ DEN, SÅ JEG KAN PLOTTE FESTSANGEN FRA FASTER KAREN?"

Noget af det værste er gamle mennesker, der fortæller historier fra Anden Verdenskrig. Historier, der altid er bygget på den morale, at vi skal være taknemmelige for, at de bekæmpede nazisterne. For enhver gammel nar har selvfølgelig været medlem af Modstandsbevægelsen. Det er klart. På trods af, at nazisterne handlede og samarbejdede lystigt med danskerne, så var alle nulevende personer dengang modige, patriotiske modstandsmænd, med alt hvad det indebærer af selvretfærdighed og dårlig vindermentalitet. Indrøm nu bare for helvede, din gamle sæk, at du deltog lige så meget i den tyske kollektivisme, som du i dag gør i den danske støvsugerbandestat, der konstant har slangen nede i min tegnebog, for at du kan fede den på plejehjemmet og lige knap overleve næste afsnit af "Hun så et mord".

Ligesom vi skal være taknemmelige for, at alle gamle egenhændigt, frygtløst og uendeligt modigt gav Hitlers afsjælede legeme en gang prygl i 1945, da det var helt sikkert, at han havde tabt, så skal vi også være evigt taknemmelige for "det samfund, vi gamle har knoklet for at bygge til jer." Åh, mener I den der socialistiske tvangskonstruktion, hvor jeg afleverer adskillige hundredetusinde kroner om året for, at du kan få en times rengøring hver tirsdag formiddag, så længe det ikke indebærer rengøring af vådrum eller flytning af møbler, for det kan den offentligt ansatte altså ikke tåle? Jamen, tak for det, du gamle. Tanken om, at hvis jeg selv måtte disponere over mine penge, kunne du have badet dine værkende gigtled i flydende guld til lyden af en evigt livespillende Hansi Hinterseer, samtidig med at jeg kunne have hyret nogle fremmede personer, der var bedre end mig til at lade som om, de brød sig om dig, må være tak nok i sig selv.

Når 68'erne endelig er lagt i graven, og de som en græshoppesværm har udpint enhver værdi i velfærdssamfundet, har jeg ingen illusioner om, at der er noget tilbage til mig. Heldigvis har jeg tjent rigeligt til, at jeg kan nyde mit otium i et indhegnet kvarter samtidig med, at der er nok tilbage til at pisse grådige slægtninge af, når jeg donerer det hele til Inges Kattehjem. Så vil jeg sidde i mit hus, kigge ud over hegnet på de hærgende indvandrerbander og fortælle plejeren, der lader som om, hun bryder sig om mig, om dengang jeg var ung og sad og kiggede ud over hegnet på de hærgende indvandrerban .... nåh nej, den historie kender I jo.

Troen på tortur

Ingen trofaste læsere af Bitter Blog vil blive overrasket over, at jeg er dyreven. Til stadighed kan det dog undre selv mig, at jeg kan oppebære positive følelser for noget som helst levende, og jeg antager, at det skyldes, at dyr simpelthen skinner i deres blotte kontrast til menneskets nedrighed.

Jeg køber altid økologisk kød. Det er ikke fordi, jeg er bekymret for stråforkortere, genmodificeret foder eller hvad nu, hysteriske hippier er bange for i dag, for jeg er ligeglad med mit eget legeme, der forhåbentlig snart ender i sin rådnende grav. Nej, jeg synes bare, det mindste vi kan gøre for dyrene, inden vi slagter dem, er at behandle dem ordentligt. Jeg køber også altid økologiske æg og jeg kaster aldrig sten efter andet end fritgående høns, fordi der ingen sport og sjov er i det, når de ikke har en chance for at flygte.

I ovenstående bløde lys er det vel heller ingen overraskelse, at halalslagtninger provokerer mig. Faktisk provokerer selve metoden mig mere end det faktum, at det ateistiske, danske samfund anno 2013 slagter dets dyr under nogle religiøse forskrifter, der burde have været afskaffet lige efter Struensee blev lagt på hjul og stejle.

"Åh, jamen," klynker du og kommer løbende med Dyrenes Beskyttelses præfabrikerede apologiskrift om halalslagtning. "Se her! Selv dyrevennernes organisation synes, at halalslagtning er helt i orden." Okay, makker, og det slår dig ikke som bare en smule sært, at en organisation, som kan lave en forsidehistorie ud af, at burhøns får vabler på fødderne, ikke har noget imod, at latterlig overtro dikterer, at vi skal skære halsen over på slagtedyr og tømme dem for blod, inden de får lov at udånde? Dyrenes Beskyttelse er naturligvis skrækslagne for at træde muslimerne over tæerne ligesom stort set enhver anden velgørende organisation i dette land. For det er jo naturligt, at når man er velgørende, så skal man automatisk have sympati for klynkende mindretal, uanset hvor bagstræberisk primitive og menneskelige, de er. Og ja, jeg skrev "menneskelige", da "menneskeligt" paradoksalt nok er det eneste tillægsord, der præcist beskriver den sædvanlige mening af ordet "umenneskeligt".

Når jeg ytrer mine holdninger angående mishandlinger af dyr, møder jeg altid De Godes erstatningspræparat for argumenter: Latterliggørelse. "Det er bare dyr, for helvede!" Ja, naturligvis er de det. Og de må bare vige og lide for mennesket. Ikke fordi mennesket kæmper for overlevelse eller fordi halalslagtning er dets naturlige måde at nå sit føde. Nej, simpelthen fordi mennesket bare er mere værd og klogere, hvilket illustreres til fulde af, at det fuldstændig underkaster sig en ældgammel, latterlig fabelbog som Koranen, der er lige så uværdig som menneskets moralske ledestjerne som den er til at tørre røv i. "Hvor er din respekt, Bob?", spørger du, og jeg svarer: "Hvor er grunden til, at jeg overhovedet skulle have nogen?"

Det værste ved at være dyreven er, at folk nogle gange tror, jeg er enig med charlatanen Dan Jørgensen. Se blot her, hvordan han udnytter et besøg på en burhønsefarm til at filme sine lidende, sorgfulde øjne under apostroføjenlågene i det runde ansigt for at indsamle stemmer fra naive, gamle damer, der hopper på hans plasticcharme, så han kan fortsætte sit arbejde i EU med at stemme for religiøse hensyn under slagtninger. Manden er en komplet fupmager og indbegrebet af charlataneri og hvis noget nogensinde skulle få mig til at være ond mod dyr, skulle det være for at distancere mig fra Dan Jørgensen. Ikke, at det ville nytte, for Dan Jørgensen bryder sig ikke om dyr. Han bryder sig kun om sin politiske karriere.

De eneste slagtninger, jeg ser positivt på, er nok henrettelser i USA. Men uha, tænk, hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis republikanerne, naturligvis, proklamerede, at de ville lede deres næste mordlystne neger over i dødsriget ved først at bedøve ham og dernæst tappe ham for blod. Det ville være "unødvendigt", "umenneskeligt" og "frygteligt" og ude af trit med "menneskerettighederne", selvom det ville gå ud over en forpulet morder og egentligt bare ville være retfærdigt og også en smule skideskægt. Men når hundredetusindvis af uskyldige dyr lider samme skæbne hver dag, ikke på grund af retfærdighed og sikkert ikke særligt tit, fordi det er sjovt, men på grund af tåbelig, forældet og sindssyg ørkenovertro og ammestuehistorier, så er det fandeme noget, der skal bevares og ligefrem kæmpes for på højeste, europæiske niveau.

Det sjoveste ved at skrive dyrevenlige indlæg er, at jeg går i clinch med nogle af mine faste læsere, der i tilgift til et par hjemmeværnsmænd og nogle jægere også omfatter en række liberalister, der opfatter levende dyr som privat ejendom og som derfor vil beskylde mig for at være stukket af med et cirkus af mine følelser. Jeg vil undlade at nævne min forundring over, at disse personer, med deres højtbesungne kampråb om indlysende naturlige, omend negative, rettigheder for det fantastiske og storslåede menneske, på trods af deres tilhørsforhold til selvsamme, åh-så-indsigtsfulde art, ikke kan se det åbenlyst retfærdige i, at mindre "intelligente" dyr burde nyde nogle af de samme. De minder mest af alt om en gruppe af de mest indspiste medlemmer af Det Radikale Venstre, der ser ned på alle andre fra deres selvbestaltede piedestal med en foragt, der i sin indbildskhed afslører, at deres selverklærede, altomfavnede forståelse og empati er et forgængeligt, spinkelt dække for selvdestruktiv enøjethed.

Jeg brækker mig over jer, mennesker. Ja, over jer, og ikke bare over, hvad I siger og gør.