Efter at have set videoen, kunne jeg spørge, hvor skammen er henne, men jeg kender jo svaret: Den blev skyllet ud den dag, hun valgte at lade fremmede mennesker forsørge hende. Hun kan vel dårlig bebrejdes. Der er ikke længere nogen skam i hverken at modtage penge eller at opføre sig som iPhone-generationens udgave af rumænsk tigger, og det er ifølge de røde helt fantastisk. Det beviser nemlig, at det er lykkes dem at undergrave familien som den primære understøttende enhed for personer i nød.
Jeg kunne skrive et helt indlæg, hvor jeg svinede Mille til, men det er ikke sjovt. Jeg vælger nemlig at tro på hendes egne ord om, at hun er alvorligt psykisk syg. Når hun er i så ringe stand og ikke kan fungere i hverdagen, så må det offentlige jo tilbyde hende en institutionsplads eller en sengeplads på et psykiatrisk hospital, hvor hun kan få opfyldt sine basale behov, mens hun modtager en passende behandling. I fraværet af sin families støtte, må det være den eneste sande omsorg og meget bedre end at købe aflad med en bunke knitrende pengesedler. Stillet over for sådan et tilbud, vil jeg dog godt sætte en klementin på, at hun reagerer som libaneseren fra Aarhus, der ikke kunne forstå, at hun skulle miste sit barn, bare fordi hun havde løjet sig psykisk syg over for kommunen for at få pension.
På trods af sine tossede rablerier om, at 16.000 efter skat til to voksne er "ingen penge", så har Mille dog opfattet én ting fra den virkelige verden: At der er mange, der føler, at de nye kontanthjælpsregler om gensidig forsørgerpligt "splitter familier". En opfattelse, man kun kan have, hvis man mener, at:
Behovet for gratis penge > Familiesammenholdet... hvilket kun kan lade sig gøre, hvis man absolut ingen skam har i livet. Ingen! Hvem smadrer sin egen familie med det formål at rage flere af andres penge til sig? Socialister, selvfølgelig. De gode, der er åh-så-empatiske og omsorgsfulde og som altid tænker på andre. De ødelægger deres egne børns tryghed for at få lidt mere gratis guld; ussel mammon, der kan købe dem den større julegave, der alligevel ikke er nogen erstatning for en ødelagt familie. Og nej, det er ikke i desperat pengemangel. Når man har råd til bil og smøger og vejer trehundredeogtoogtyve pund, så er man ikke desperat på nogen måde. Bortset fra, måske, efter mere kage.
Det er ufatteligt, at folk der får så mange chancer, bliver ved med at klynke. Vi kunne give dem tyve, tredive eller fyrre tusinde hver måned, men når de møder virkeligheden i form af nødvendige nedskæringer, ville de stadig sidde og hyle og skrige patetisk op om, at de ikke længere "kan kende Danmark". Uha, det frygtelige Danmark, der propper penge ned i svælget på dem som foder i foie gras gæs, så de har råd til kviklån, fintrimmede øjenbryn og trøfler nok til at opbygge tredive kilos overvægt på et år. Og så lige lidt cafepenge oven i:
![]() |
Fra Milles Facebook. |
Jeg har fået nok af at blive kaldt umenneskelig, når jeg tillader mig at kritisere den kasten perler for svin, der foregår i det Velfærdsdanmark, hvortil jeg aftvinges firs procent af min indkomst, og som kvitterer med rå utaknemmelighed og en helt ufattelig åbenlys opvisning i dovenskab og mangel på personligt ansvar. Min eneste mulighed for at få lidt retur er at investere i Karen Volf-aktier og derved indgå i en slags tilbagekøbsaftale med de tykke damer, vi har placeret på evigt, frit forbrug.
Er det virkeligt helt umuligt for sådan en som Mille at arbejde, hvis gummicelletilbuddet med indlagte elektrochok mod al forventning skulle få hende til at ændre mening om sin psykiske tilstand? For nogle måneder siden kørte jeg gennem Tyskland og benyttede en række toiletter på vejen. Flere af dem blev rengjort af tissekoner, der til gengæld bad gæsterne om en skilling. Det er hæderligt arbejde. Kunne Mille ikke arbejde som tissekone? "Uhhh, nej!" skriger de røde. "Det er uværdigt arbejde." Uværdigt?! At tjene sine egne penge frem for at tigge og hyle i fuld offentlighed på Facebook som en anden iPhonesvingende, digital sigøjner? Ja, det giver da fuldstændig god mening her i Bizarro World.
Indrømmet, det er oftest de røde politikere, der hyler på de svagestes vegne, men flere af dem klarer det ligesom Mille ganske godt selv på de sociale medier. Når de så slår et af deres patetiske opslag op, bliver de på magisk vis til hellige køer, som man absolut skal respektere, anerkende og bestemt ikke på nogen som helst måde betvivle. Hvis jeg som betalende skaffedyr tillader mig til at skrive noget fra den forjættede anden side af sagen, bliver jeg tæsket rundt og kaldt udyr og umenneskelig og oven i købet mistænkeliggjort for groteske former for perverst, materielt begær af selvsamme personer, der splitter deres egne familier for at suge den sidste rest af mine tvangsinddrevne kroner ud af kommunekassen.
Det er slet ikke sjovt at holde jul, når der ikke er nogen rigtige fattige. Varmen fra ildstedet luner ringere, når der uden for vinduet ikke står sultende børn, som man kan kaste pebernødder efter. Som fattig erstatning kan man læse historier fra før, verden gik af lave. Den lille pige med svovlstikkerne er virkelig skæg og har altid fået mig til at le, så tårerne triller. I år triller tårerne dog nok af en anden årsag, for jeg har indset, at den lille pige med svovlstikkerne slet ikke er en af Danmarks "fattige". Hun døde nemlig, mens hun arbejdede. Ja ja, men det er jo også bare et eventyr.
GLÆDELIG JUL