onsdag den 26. december 2012

Da de fattige stjal julen

Egentlig havde jeg besluttet mig for at holde kæft. At tie i opgivende accept af socialismens ustoppelige kræftknude, affinde mig med at afholde en stille, skamfuld jul og bare håbe, den ikke krænker mennesker, hvis kultur er finere end min egen. Men så skete der noget. Endda, må jeg med bøjet nakke erkende, blandt mine egne bekendte. Lad mig forklare situationen.

Jeg kender en pige, der blev gravid som teenager. Jeg havde intet med det at gøre. Så vidt jeg kan forstå, var graviditeten et uheld. I hvert fald så langt som denne betegnelse kan anvendes om en undfangelse, der fandt sted uden brug af prævention, hvis vi ser bort fra rigelige mængder vodkaspædet Tempt. Så langt, så godt. Grundet sine amoralske nærmeste slægtninge fik hun lov til at blive i familien, som tog sig af både hende og barnet. Hun er nu i gang med en uddannelse og har rigelig tid til at lege med sin iPad og iPhone og at rejse på charterferie to gange om året, mens hendes forældre passer barnet, der har to usandsynligt veludrustede værelser til rådighed. Ét i moderens kommunebetalte treværelses og ét i bedsteforældrenes tohundredeoghalvtreds kvadratmeter store, fuldmurede villa.

Denne pige har i år ansøgt om og fået Frelsens Hærs julehjælp. Dermed stillede hun sig stolt i op i den voksende række af subjektivt fattige danskere og modtog julegodter, en and og en gave. Det vil med andre ord sige, at omkring halvtreds danskere, indrulleret i naivitetens godhedshær, frøs deres fede røve i dagevis på Strøget i Aarhus, mens de torturerede fredelige forbipasserende med falsk julesang for at inddrive julehjælp til en kvinde, der holdt juleaften hos sine forældre, hvor hendes afkom der i egenskab af at være sin enorme families kæledægge modtog gaver og legetøj til et beløb, der lå på den pæne side af femtusinde kroner.

Åh, jeg hører, hvad du siger nu: "Jamen, Bob. Din skamløse bekendte er blot et enkeltstående tilfælde, der helt sikkert er en borgerlig egoist. Der findes masser af andre, der har brug for hjæl-" Og lige dér blev du stoppet af min knyttede næve. For nej, værdigt trængende mennesker er for længst forsvundet i dette land. De eneste, der står tilbage, er dem, der prioriterer deres alkohol- eller stofforbrug over børnene, og jo flere penge, du propper i dem, jo dyrere iPhones, stoffer og afblegningsmidler vil de købe og jo længere vil ungerne blive skubbet bag i køen.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne så personer som det omtalte pigebarn afstøde deres uægte klumper af menneskevæv til tidlige, lave og uindviede grave i landevejsgrøfte, forladte og alene, mens horder af savlende, indavlede bondekarle langsomt lukker sig om dem og drukner skrigene. Men der findes et flertal af mennesker i dette land, som åbenbart ønsker at redde sådanne håbløse tilfælde af det forhenværende svage køn. Derfor oprettede de socialhjælpen:

Type af socialhjælp: Frie institutionspladser og statsbetalte børnebidrag.
Hvem, den er beregnet til: Enøjede teenagepiger, der i anfald af forbipasserende eller konstant liderlighed lader sig inseminere af eksotiske, sortsnuskede landevejsstrejfere og enten glemmer aborten eller rammer forkert med strikkepinden, hvorefter de er komplet ude af stand til økonomisk at understøtte deres ellers helt egne valg i livet.
Hvem, der typisk får den: Middelklassens veluddannede 30-årige kvinder, der føler sig for prinsesseagtige til at tage sig en almindelig, borgerlig mand, og som beslutter sig for, at fællesskabet økonomisk skal levere det fundament, som deres egoistiske, personlige drømme om speltbørn skal baseres på, hvorefter de finder en tilfældig fyr i byen og lyver om barnets ophav over for kommunen.

Nøjagtig som med eksemplet om julehjælpen er situationen som følger: Der eksisterer sikkert nogle få personer, der med en vis rimelighed kan siges at have brug for hjælp. Men i virkeligheden opsuges størstedelen af hjælpen af resourcestærke personer, der har evner og mulighed for at stille sig op og skrige indigneret og at publicere velformulerede kronikker om deres økonomiske velgøreres umenneskelighed, skulle disse tillade sig at stille irriterende, kritiske spørgsmål om det egentlige behov for hjælpen.

Det foregår præcis som i køen i Brugsen, på dit arbejde eller i hvilken som helst anden social forsamling: Den, der forstår at markere sig og at skrige højest, er den, der får opmærksomheden og dermed hjælpen. Og det er aldrig den svageste. Det ser vi overalt i socialsystemet. I asylsystemet. Og altså også i julehjælpen. I kræver ind, selvom I er stærke nok til at klare jer selv, fordi det er mest bekvemt bare at modtage. Eller også føler I en ret til at rage til jer af de midler, der er tvangsinddrevet fra arbejdende mennesker, og som var tiltænkt dem, der virkelig har et behov. Jeres eneste, evige krav er derefter, at hjælpen øges "for at hjælpe de svageste", der lige netop har mistet muligheden for hjælp som konsekvens af jeres egoistiske handlinger og som derfor skubbes længere og længere ned af rangstien, fordi I er "subjektivt fattige"; denne afskyelige form for egoistiske tilstand, der har uhæmmede vækstvilkår inden for den socialistiske velfærdsstats altopslugende rammer.

Alt i alt kan hele pointen og dens paradoks summes op i dette geniale citat, som jeg vil blive husket for i al evighed:

Hvor penge gives bort, lever flest i fattigdom.
                                                      - Bob Glitter

Med risiko for at lyde som Zenia Stampe: Føj for helvede. Jeg skammer mig over at tilhøre samme art som jer.

Glædelig jul.