fredag den 29. juni 2012

Finn fejlen

For nylig kunne man læse et læserbrev i Ekstra Bladet, hvis man da kan kalde idiotgylp for læserbreve. Dette tilfælde var dog mere end almindeligt debilt, da det kom fra en efterlønner, der har den opfattelse, at det i forbindelse med skattereformen er ham, der skal "betale" for andres skattelettelser:


Verdensopfattelser som den, Finn Larsen demonstrerer, får mig til at ønske, at USA bare atombomber os. Den 4. juli vil vel være en passende dag. Jeg kan dårligt tro, at nogen kan være så uintelligent som Finn. Men okay, politikerne fra venstrefløjen bombarderer os med lignende forvrængninger dag efter dag. I hvert fald, når de ikke har travlt med at stå og flæbe over, at de for første gang i livet er blevet stillet til ansvar for noget.

Det burde ikke være nødvendigt, men nu forklarer jeg lige, hvordan tingene hænger sammen: Finn kommer som efterlønner eller som modtager af enhver anden overførselsindkomst ikke til at betale. "Nej, det ved jeg godt," siger du, "Han kommer til at modtage færre penge." Men det passer ikke. Faktisk kommer han i fremtiden til at modtage flere penge, dog ikke lige så mange, som han ville have modtaget før skattereformen. Fat det dog. Det er umuligt at "betale for" andres skattelettelser, da en skattelettelse blot er det forhold, at skatteyderen retteligt må beholde flere af sine egne penge. Ja, det chokerer de fleste danskere, men du ejer faktisk dine penge, før staten gør.

Enhver socialkonstruktivist må fryde sig over, at Nyrup indførte skattebetaling for modtagere af overførselsindkomster for at skabe den illusion, at vi er fælles om at holde samfundet i gang. Det har nemlig ledt til, at svaghjerner som ovennævnte Finn tror, at han yder noget til samfundet ved at betale skat af sin overførselsindkomst. For han "betaler" jo også, ikke? Jo, på nøjagtig samme måde som hvis dit forkælede barn betalte husleje af de lommepenge, du giver det. I virkeligheden yder disse snyltere altså absolut intet. Intet. Alligevel føler de, at deres brok er retfærdiggjort.

Jeg er realist. Jeg er klar over, at efter socialismens tunge invasion i 70'erne, er taknemmelighed udelukket i vores lille samfund. Socialisterne tog ansvaret fra familierne og lagde det i staten. Ingen må føle, at de skylder nogen noget. Tværtimod skal man bare gøre som man vil, uanset hvad det koster andre. Det er dette, socialisterne kalder "frihed". Som resultat er taknemmelighed forældet, omdannet fra dyd til synd, og derfor forventer jeg ikke at møde den fra socialklienter. Men nu de slipper for det tunge, besværlige ansvar at takke andre for at knokle røven ud af bukserne for, at de kan slappe af, hvad føler iglerne så egentlig inde i sig selv?

Burde man ikke som syg eller som Finn, der bare ikke gider yde mere, glæde sig over, at man bor i et samfund, hvor der er mulighed for at få understøttelse til et, når det kommer til stykket, ret rigt liv? Åbenbart ikke. Man skal tydeligvis brokke sig over, at man ikke får mere og mere og bruge al sin tid på at undersøge, hvordan man suger mest muligt ud af kassen. Hold kæft, hvor er det ynkeligt. Som om det ikke var nok at være førtidspensionist og trille i cirkler omkring det lokale bibliotek hver dag på sin motoriserede trehjuler, indtil man er så fuld at man ryger ud af kredsløb, så nedgør man tilmed sig selv ved bare at klage og kræve mere og mere. Og ovenikøbet - ligesom Finn - anklage skatteyderne for at være usolidariske og påstå, at man betaler for dem.

Jeg ved godt, at når man tillader sig at kritisere førtidspensionister, så begynder de alle sammen at klirre harmdirrende med Krudtuglerne i muleposerne. Jeg er skide ligeglad, for jeg ved godt, mange af jer faker. I sidder og putter med jeres selvopfundne, indbildte diagnoser såsom fibromyalgi, grådlabilitet og depression. Der er ingen anden forklaring. Jeg nægter at tro, at ægte syge vil være så grotesk utaknemmelige, som I er. Det må bunde i skam og en skræk for at jeres luksusliv bliver taget fra jer. Ja, luksus, for hvis man snylter uden en ægte grund, kan ethvert tilskud klassificeres som luksus.

Der burde ryddes op i jer. Uanset, at det ikke kan betale sig, for I dør jo snart alligevel. Heldigvis. Det er da den eneste glæde, man som skatteyder har: At man som arbejdende, nogenlunde ansvarsfuld person med tanke på sit helbred stadig tager løbeture som 55-årig, mens I sidder lænket til iltapparater, der som enorme blæksprutter omfavner og borer deres slangetentakler ind i jer. Og så lider I, tak Gud, en klam og ækel død. Fordi I ikke gad tage ansvar, og fordi I mistede al selvrespekt og lyst til at opretholde livet, da I overlod arbejdet til os andre og bare brokkede jer i en lang, uendelig dødsspiral.

Åh ja, kom bare med den sædvanlige: Du skulle selv prøve at komme til at lide af en af vores utallige sygdomme. Ja, ja, fint, men I er ikke hellige, bare fordi I er syge. Alligevel har jeg efterhånden indset, at jeg må indgå kompromis med nogle af de mere moderate af mine meningsfæller. De syge kan nok ikke aflives umiddelbart efter diagnosen er stillet, men i det mindste kan man vel begrænse livsvarig førtidspension til dem med sklerose, muskelsvind eller skizofreni, hvoraf medlemmerne af sidstnævnte gruppe er de eneste, der er berettigede til at brokke sig, fordi de i forvejen er tossede. Resten af jer kan kraftedeme da sagtens bore hundrede røvhuller på gyngehestefabrikken om dagen.

Og ja, jeg ved godt Finn ikke er førtidspensionist. Men mon ikke han inde i sig selv godt ved, at han kunne yde mere. At han egentlig skammer sig over sin ynkelige, selvvalgte dovenskab i sin tredje ungdom og derfor lader det gå over sine velgørere? Det er fint, Finn, bliv du siddende på helårscampingpladsen i dit grimme, grønne 70'-er fortelt og skriv stupide læserbreve hver formiddag indtil kl. 11.18, hvor du har kævlet så mange tyskerdåser. at du ikke længere kan se lige. Og hvis du har brug for gratis "tandpleje", kan du vel vralte op på pladsens cafeteria, finde et slagsmål og få ryddet overmunden af en af de andre, alkoholiserede tabere. Du har fortjent den skæbne. Og du behøver ikke engang takke mig.

mandag den 25. juni 2012

Filmen, alle kvinder bør se

For nylig genså jeg "The Butterfly Effect". Det skulle du også nemt kunne komme til, eftersom du betaler flere tusinde licenskroner om året, hvorefter DR kvitterer med genudsendelser af ti år gamle film. Jeg ved godt, at "The Butterfly Effect" lyder som titlen på en klynkende Tom Hanks film, der handler om, hvordan bare en lille smule kærlighed kan brede sig til hele verden og som slutter til lyden af femtentusinde violiner, mens alle flæber og krammer hinanden. Men det er altså en gyser, og jeg huskede den som en udmærket film.

Jeg tog fejl. Det var naturligvis noget makværk, proppet med ungdomspatos og overspillede scener. Kort fortalt handler filmen om en ung mand, der opdager, at han kan rejse tilbage i tiden til bestemte situationer i sit liv. Dette benytter han sig flittigt af i et desperat forsøg på at undgå de ulykker, han gennem sit liv direkte eller indirekte har været skyld i. Idet han retter op på ulykkerne, forårsager han nogle andre ulykker. Til sidst indser han, at det hele er nyttesløst, hvorefter han rejser tilbage til sin fostertid og hænger sig i navlestrengen. Hov, var det det, man kalder en spoiler? Nå, men denne sukkertragiske afslutningsscene var nu næsten bedre end dem i Terminator 3 og The Mist tilsammen. Hvem elsker ikke en dødfødt?

Nu undrer du dig måske over, at jeg gider skrive om filmen. Bortset fra det åbenlyst morsomme i spædbarnsdød, giver det ikke rigtig mening indenfor konteksten af Bitter Blog, tænker du. Men jo, det gør det, for hvis man lige skubber alle de patetiske scener til side, så har filmen faktisk et fremragende budskab, som alle kvinder bør notere sig: Uanset, hvad du gør for at forhindre ulykker, så vil du i stedet være skyld i andre ulykker. Uanset, hvor meget du beskytter dig og pakker alting ind i vat, så vil ulykkerne ramme dig alligevel. Og hvis de ikke gør, rammer de nogle andre. Er du beskyttertypen, vil du bekymre dig så meget, at du simpelthen mister livsgnisten. Dette understøttes af scenen, hvor en spåkone fortæller hovedpersonen, at han ingen sjæl har (Bitter Blog har aldrig været dybere). Så hvis du er den type, kan du lige så godt hænge dig fra begyndelsen, så du selv og alle vi andre slipper for bøvlet. Bitter Blog skal gerne sende en stump Randers Reb ved henvendelse med frankeret svarkuvert.

Alligevel: Hvorfor fremhæver Bitter Blog denne film, som åbenbart handler om overbeskyttende fruentimmere. Jamen, jeg troede, det var åbenlyst: Hele vores samfund er ved at blive knust under den kvindelige beskyttertrang og bekymringsmentalitet. Det begyndte, da kvinderne fik stemmeret, hvorefter der bare er blevet bygget mere og mere til den kunstige forlængelse af livmoderen, som velfærdssamfundet er. Ingen børn falder og slår sig længere. Alle tænkelige og utænkelige ulykker forebygges ud i det ekstreme. Ingen må falde på gulvet, kommunen skal morgenvække voksne mennesker, alle skal være lige og mændene skal sidde ned og tisse, så vi ikke får urinplettede gulve. Den uundertrykte kvinde kvæler alt om sig i sin misforståede omsorg, fordi hun i virkeligheden er bygget til at sørge for børn, ikke for voksne mennesker.

Tag nu Zenia Stampe. Jeg er sikker på, at hun et eller andet sted er verdens sødeste pige. Hun har tydeligvis bare aldrig haft en mand, der kunne sætte hende på plads. Derfor breder hendes omsorg og bekymringer og evige kaglen, disse dunkende kræftbylder, sig ud i omverdenen. Metastaserer og forpester alting omkring hende, så man til sidst bare har lyst til at sluge sin tunge i afmagt. Hun skriger jo efter hjælp. En hjælp, som kun en rigtig mand kan give. Måske er hun så langt ude, at hun har behov for en stupid, tatoveret alfaidiot, der kan tæve den latterlige Panamahat af hende og brovtent kommandere hende til at vise bryster. Nej, nej, men for eksemplets skyld lader vi som om, hun har nogle.

Nå, men tilbage til "The Butterfly Effect". Hvorfor har de ladet en mand spille hovedrollen i filmen, spørger du dumt. Det burde vel have været en kvinde? Nej, for hvis du bemærker, at det ikke bare er "en mand", men derimod Ashton Kutcher, der har hovedrollen, så forstår du nok, at han udover at trække unge piger til, også får din mor og hendes mor til at se filmen til ende. Det eneste punkt, hvor filmens producenter fejlede, var at lave en science fiction film. Det er et problem, fordi ingen kvinder kan lide science fiction film. Kvinder har svært ved at tænke ud over allerede eksisterende rammer, og de befinder sig bedst i faste, ordnede omgivelser. Det er derfor, såkaldt ambitiøse kvinder gerne vil være bestyrelsesmedlemmer i firmaer, nogle andre (mænd) har skabt, i stedet for at skabe deres egne. Science fiction er for meget for kvinder, fordi det provokerer sindet til at tænke ud over det muliges umiddelbart synlige grænser, og derfor frastøder de det som "noget pjat", fordi det skræmmer dem, at ting ændrer og udvikler sig.

For budskabet alene giver jeg filmen fem ud af fem mulige børn, der løber med sakse, mens filmen som helhed kun kan snige sig op på to. Med Dansk Folkepartis regneregler må det resultere i en samlet score på syv ud af fem mulige:

Billederne er lånt fra FreeDigitalPhotos.net.

Få så set den film, kællinger.



onsdag den 20. juni 2012

Dissektion af en hipster II

Nu er jeg fandeme ved at være træt af at modtage kommentarer og hademails fra letpåvirkelige fjolser, der lader sig imponere over hipstere. "Du forstår ikke. De er så søde.", "Du kan nok ikke lide nogle der har andre intereser hva" og "Mennesker der er anerledes må også gerne være her.". Det er tydeligt, at I har fattet lige præcis intet af det, jeg har skrevet. Intet.

Jeg fortsætter ufortrødent med på videnskabelig vis at dokumentere, hvordan hipstere er en svøbe, der bedst bør fjernes fra jordens overflade med samme iver, som var de teknologiske fremskridt, en miljøelsker havde opdaget. Heldigvis blev jeg for nylig opmærksom på en artikel fra verdensfjerne Politiken, som fortæller om en bestemt hipsterkultur. At give jer et link til en artikel ville være så håbløst som at give en ADHD dreng en fysikbog, og derfor opsummerer jeg:

Artiklen handler om de såkaldte "soulies" - en betegnelse som i hipstersammenhæng ironisk nok er ret ironisk. Kort fortalt handler det om en flok idioter, der mødes for at danse til Northern Soul, som vist nok er en glemt musikgenre fra 70'erne. Musikken skal naturligvis spilles fra gammeldags 7-tommer singler, for at taberne vil acceptere at danse til det. Tjek det primære billede i artiklen, og du vil se et skoleeksempel på en selvretfærdig, bedrevidende, opmærksomhedshungrende hipsternar, komplet med Onkel Anders-look og sixpence, som flasher, hvor fedt, han bare lader som om, han synes, Northern Soul er.

Situationen er altså nøjagtig som jeg i mere generel form opridsede i "Dissektion af en hipster": Vi har en gruppe af personer, som har taget en glemt genre til sig med det formål at være anderledes. De er i princippet ligeglade med, hvad Northern Soul er, bare det er glemt og anderledes. De tager den til sig i ironisk form; afspillet på gammeldags 7-tommer singler.

Nu til argumentationen for mine påstande. Jeg gennemgår den med hatemails'ene som referencepunkter:

"Mennesker der er anerledes må også gerne være her"

Ja, det må de, men du fatter tydeligvis ikke, at disse soulies ikke er anderledes. De er ganske almindelige, angste, unge tabere, der ingen identitet har og derfor påtager de sig en skalidentitet. Denne påstand underbygges af Helene Sundströms udtalelse: "Northern soul er ikke min fritidsbeskæftigelse. Det er min livsstil. Jeg identificerer mig ikke i første omgang som læge, men som soulie." Hun interesserer sig egentlig ikke for Northern Soul, for i stedet som en beskæftigelse, påtager hun sig det som en stil, mens hun distancerer sig fra sin lægeidentitet. Jeg har aldrig mødt en læge, der ikke har sit fag ætset ind i sin livsstil. Men hun frasiger sig dette dybe livsengagement som læge, fordi det er for mainstream, til fordel for en flygtig dille, der om få måneder lige præcis anses som mainstream i hipsterkredse. Jeg gætter på, at tøsebarnet ikke lå i toppen af sin klasse. Om fem år bor hun i parcelhus i en forstad, har to børn og en hund, en VW og en andel i en lægepraksis. Hvis du sætter noget Northern Soul på hendes B&O-anlæg, vil hun i bedste fald spørge dig, hvad det er for noget lort, for hun vil ikke kunne genkende noget som helst af det.

"Du forstår ikke. De er så søde."

Hvorfor? Fordi de ligner Onkel Anders? Så du anser dem som en slags små, nuttede pelsdyr? Fint, men du burde måske granske din egen integritet, når du så let lader dig overbevise af et skæg og et par briller. Efter al sandsynlighed svækker dit moderinstinkt din dømmekraft, og derfor ser du dem som søde i stedet for ynkelige. Jeg har aldrig mødt en hipster, som ikke var blevet svigtet af sine forældre; som oftest har de været udsat for incest. Og vi ved alle hvad dette betyder: At de hjemme i skuffen har billeder af negerbabyer i kompromitterende situationer med kæder, læderstropper og seksogtyve fede, gamle muslimske mænd, med hvem de naturligvis ikke er familiemæssigt relaterede. Sød? Ja, bestemt, indtil de befinder sig alene med et af dine forsvarsløse børn, en æterklud og en pind, han tog med fra Botanisk Have.

"Du kan nok ikke lide nogle der har andre intereser hva"

Jeg har allerede været inde på det, men jeg gentager mig selv, fordi det er den vigtigste pointe: Hipstere har i virkeligheden ikke de interesser, de påtager sig. Jeg er blevet beskyldt for, at jeg ikke kan lide nørder, og selvom Gud ved, at de kan være pisseirriterende, så er der en helt grundlæggende forskel mellem nørder og hipstere: Engagementet og interessen lever i en nørd. De er spiret i ham på et uvist tidspunkt i barndommen, vokset sammen med ham, gror i ham og ud i omverdenen, så vi alle får teknologiske fremskridt og fantastiske computerspil, der i korte øjeblikke hjælper os til at glemme konen, der kræver sin frastødende ret inde fra ægtesengen. En hipster påtager sig interessen. Han shopper interesser, som var det Absolute Music cd'er i Hernings afdeling af Stereo Studio. Han klistrer dem på sig som stjålne fjer og imiterer den sande fugl, som han i samme åndedræt træder på ved at ironisere over den.

Jeg gentager kernen i min afsky for hipstere: En nørd er sine interesser. En hipster beslutter sig for sine interesser, som han alligevel ikke gider sætte sig ind i, fordi denne proces ville omdanne ham til en nørd, hvilket ikke er cool. Det er hele essensen. Der er jo ingen, der tror på, at de såkaldte soulies virkelig synes godt om Northern Soul, eller at de på nogen måde giver et flyvende knald, om musikken kommer fra gammeldags 7-tommer singler eller ej. De påtager sig det bare, så det kan se ud, som om de er anderledes. For at få opmærksomhed. For at få en eller anden identitet på sig, som de hovent kan afspejle for at få en kort tids ro fra minderne om alle de gange, far sneg sig ind i barnesengen.

Er du sindssvag, jeg hader dem. Men ved I hvad? Jeg synes, vi skal gøre dem en tjeneste. Møder du en soulie, så gør ham virkelig til en soulie. Adskil hans sjæl fra hans legeme, hvis du forstår, hvad jeg mener? At han så i virkeligheden ingen sjæl har, gør ikke noget. Så vil der bare intet være til overs fra ham.

Til glæde for alle os andre.

lørdag den 16. juni 2012

Jeg hader Danmark

Det er nok de færreste Bitter Blog læsere, der bliver chokerede over, at jeg hader fodbold. Jeg hader ikke selve spillet så meget som alt ævlet udenom: Popsmarte, forkælede fodboldspillere, deres tatoveringer og mærkevareunderhylere og fordrukne, liderlige udskejelser udenfor banen. Og så selvfølgelig deres fans, som i Aarhus' tilfælde består af AGFs Sturmabteilung, der vader hærgende gennem byen under "Day-O"-korsang som en flok demente Belafontebavianer.

Jeg ved godt, at 95 % af danskerne er idioter, og at de derfor elsker Superligafodbold, men jeg har absolut ingen forståelse for EM-fodbold. Nu har politikerne gennem årtier opdraget mig til, at jeg skal hade Danmark og alt, hvad vi står og har stået for med undtagelse af vores fantastiske velfærdssamfund, som ingen andre lande kan måle sig med. Vænnet mig til, at der bliver set ned på Dannebrog, og at mine politisk korrekte fødselsdagsgæster flakker med øjnene, når de opdager den lille flagstang jeg har stående på mit bord. Og nu forventes det gudhjælpemig, at jeg skal heppe på noget så reaktionært og provinsielt som et dansk hold?!

Nu havde jeg lige slugt ideen om, at nationalstater hører fortiden til, og at grænser bare var noget, gamle, bitre krigsherrer havde trukket efter deres primitive voldtægt af menneskeheden. At vi burde erstatte vores selviske og barnlige lande med FN og måske EU og nogle menneskerettigheder og rocksangere, der kunne udbrede budskab om fred og om det lyksalige i øget skatteindkrævning, så alting kan blive godt og menneskeligt igen. Og pludselig vader flokkene af klaphatte rundt i landet, klædt i det diskriminerende, primitive, uddaterede Dannebrog. Og jeg hører politikere rose landsholdet? Sig mig, var vi ikke kommet ud over alt dette?

Det er ikke kun fordi, jeg er sur over, at da jeg endelig, omsider havde optimeret min metode til at lave mælkeskum til min Cappuccino, fik synet af de bondske danskere i fjernsynet mig til at ryste på hånden og sprøjte perfektioneret, trykiltet yversekret på min nyindkøbte titusindkroners statementbrille. Nej, det er fordi, det ingen mening giver, at civilisationen tager et skridt tilbage. Skal vi så også til at køre med gammeldags analoge modems igen? Eller firkantede hjul? Hallo, evolutionen har været her, venner, og nationalstater er så forældede som stavnsbånd og hulemalerier. Fat det dog.

Signalforvirringen er total. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg nu lige troede, at jeg havde stillet mig på det rigtige hold, hvor godheden og menneskeligheden regerer. Jeg fik det jo at vide af DR,  EU, Hollywoodstjernerne og alle de rigtige politiske partier, og så må det være rigtigt og sandt. Hvad skal der blive af mig? I river mig og mine sarte rødder op fra den værdifattige jord, I plantede mig i. Det ender vel med, at homopar ikke længere kan betragtes som ægtefolk i den kirke, jeg af og til beærer med et ironisk besøg. Måske beslutter jeg mig for at blive en soulie. Vandkæmme mit hår og iklæde mig højtaljede benklæder i proteststatement over, at I udhuler selveste lille mig, efter jeg lod jer forme mig som en lille, blød lerskulptur.

Jeg forventer, at EU og menneskerettighedsorganisationerne griber ind. Jeg mener ikke, at hverken fodbold eller EM skal afskaffes. Nej, jeg er jo borgerlig og liberal, så folk må gøre, hvad de vil. Men de kan da lægge velmenende kvoter ind over sporten. Lave kønsblandede hold, homokvoter og give det hele et etnisk præg? Omdanne EM, så det ikke er fødselsstedet, der skal afgøre loyaliteten, for man er jo menneske, uanset om man er født i Danmark eller Somalia. Så kan alle spille i gråt, man kan lave omfordeling af målscoren efter kampen, og man kan heppe på det hold, som man synes bedst om, uden at afsløre hvor ens præferencer ligger, så man ikke krænker nogle af de andre fans.

Under alle omstændigheder skal det nok blive godt igen om nogle uger, når EM-fodbold er ovre, og vi igen overlader Dannebrog til swingercampister og socialt dårligt stillede hundetrænere, og den ækle bøgetop ikke længere skygger mit udsyn over selvretfærdighedens frådende bølgetoppe.

tirsdag den 12. juni 2012

Statementbrille

Et af de mest anvendte udtryk her på Bitter Blog er "statementbriller". Selvom andre også er begyndt at anvende ordet, bryster jeg mig af, at det er mig, der har opfundet udtrykket for fænomenet, der driver mig til vanvid. Måske ved du ikke, hvad statementbriller er, og i så fald bærer du sikkert et par selv. Kig dig selv i spejlet. Er dine briller bare det mindste for meget, dukker der blot en lillebitte flig af en tanke op og fortæller dig, at de måske ikke passer til dig, føler du bare det svageste stød af flovhed ved at se dig selv med dem, ja, så er sandsynligheden for, at du bærer statementbriller, lige steget til det dobbelte.

Jeg har netop været på ferie, hvor en statementbebrillet person deltog. Han dukkede selvfølgelig op som den første i min gruppe for lige at understrege det faktum, at jeg aldrig bør tage ud at rejse. Han smadrede resten af turen fuldstændigt. Hvert eneste sekund skulle jeg se på hans dumme, prætentiøse briller af gennemsigtigt plastik, der fyldte hele hans grimme bondefjæs. De lignede fuldstændig et par beskyttelsesbriller fra nytårsaften, bortset fra at sidstnævnte er pænere.

Jeg fantaserede om, at ulykker ramte ham. Eller hans kone. Eller et af hans snottede børn. Alt for at hans latterlige, dumme blik bag det frygtelige stelmonster skulle fjerne sig fra mig; han kiggede naturligvis hovent på mig, fordi jeg på et tidspunkt havde anvendt udtrykket "neger". Så kunne jeg så vade rundt med hans fårede, stupide blik klistret i nakken, fordi jeg havde overtrådt en eller anden politisk korrekt moral, der åbenbart strømmer i årerne på statementstel og inficerer enhver bærer.

Jeg ved, han forsøgte at signalere, at han var unik. At han var noget specielt. At han tilhørte en slags elite, og at han i hvert fald forstod det der litteratur, som du ikke forstår og ikke gider at læse. At han var inkluderende og interesseret i fremmede kulturer. Men i virkeligheden valgte han dem, fordi han ikke havde tilstrækkelig personlighed, rygrad og gennemslagskraft til at sætte sig i karakter uden at bære et par værdiløse plastikpinde i overstørrelse på næsen. Han troede, de latterlige briller ville hjælpe. At andre ville se ham som et unikum i stedet for det elendige, cookie-cutter konglomerat af atomer, hans fysiske eksistens udgjorde. Men det gjorde de ikke.

Og ja, jeg kunne vel være ligeglad, men det går i mit pis, fordi jeg på min ferie skulle tynges af denne kraftidiots latterlige, påklistrede attitude. Selv behøvede han kun at se på den, når han gik forbi et spejl, mens jeg skulle lide hvert eneste, lille millisekund af min dyrebare fritid. Efter kort tid ønskede jeg, at hans børn ville dø for hans øjne. Blive kørt over. Eller voldtaget og sprættet op af en eller anden pædofil russer. Bare så han ville begynde at tude, som den tøs han var, og fylde sine briller så meget op med tårevand, at jeg kunne proppe nogle guldfisk i og endelig, omsider få et eller andet praktisk anvendeligt ud af det elendige lort.

Han troede jo, at han var så smart, men jeg bemærkede, at han kom fra Galten, og i Galten kan man allerhøjst være fodersækkebærer. Eller idiotchef for fem idioter, der bærer fodersække, tager speed i weekenden, kører rundt på latterlige scootere og spiller konsolracerspil. Man bor også kun i Galten, hvis man ikke har råd til andet. For eksempel, hvis man bruger alle pengene på åndssvage modestelsbriller, der får enhver rettænkede person til at brække galde op af bare rædsel.

Fuck, ja, jeg hader dem, der bærer statementbriller. Jeg har lyst til at stampe på dem, når jeg ser dem. Knalde en spade i ansigtet på dem. Knuse deres latterlige kranier så deforme, at ingen hornbrille nogensinde ville kunne trække opmærksomheden væk fra den intethed, der lurer bagved. Nej, du laver ikke et statement ved at bære dem. Nej, du bliver ikke klogere. Nej, du ser ikke klogere ud. Nej, du udviser ikke mod. Nej, du er ikke grænsesøgende og eksperimenterende. Nej, du er ikke ironisk. Du ligner bare en stor, dum nar, der er faret vild ved en fastelavnsfest, forklædt som racerkører fra 20'erne eller muligvis en dårlig Crazy Frog, og som fortjener al den tæsk, du ikke får, fordi det så ikke længere ville være meningsløs vold.

Og jeg ved godt, at konen sagde i butikken, at de så smarte ud. Eller at dine venner trykkede på "synes godt om", da du sendte livebilleder på Facebook, mens du prøvede briller. Eller at din hipsteromgangskreds som ikke engang kender dit rigtige navn, fordi du har påtaget dig ironiske "Kjeld", sagde, at de så rigtig fede ud og at det gav dig et fedt udtryk. Eller at de påstod, at brillerne fremhævede dine kreative sider. Men det var kun fordi, de ikke selv skulle bære dem. Og fordi der ikke findes en "kvas-dem-øjeblikkeligt"-knap på Facebook. Og fordi det vil være så meget nemmere at være dig utro, når du går rundt og ligner en retarderet svejser fra Tarm, mens du tror, du er så pissesmart og cool. Og fordi, de forsøger at trøste dig, fordi ingen jævnt begavet kontorassistent fra en Viborgforstad nogensinde har været kreativ.

Skil jer dog for helvede af med det lort. Køb kontaktlinser. Bliv laseropereret. Hvis du ønsker at skille dig ud, så skil dig ud, i stedet for at købe tåbelige briller, som bare understreger din ligegyldighed, almindelighed og mangel på substans. Men jeg kan godt se problemet. Hvad skal hipstere, vandbærere og uintelligente forstadsmænd så få livet til at gå med? Og hvad med alle de bare helt almindeligt homoseksuelle? Jeg ved det ikke. Hvad med at I begynder at skære i jer selv? Så kan alle da se, at I bare er opmærksomhedshungrende nuller og selvfede tabere, hvis virkelige indtryk på omverdenen bør måles i myggemålestok.

Men Bitter Blog vil hjælpe. Angiv din statementbeberillede nabo, kollega, kone, forælder eller barn. Send mig deres e-mail adresser sammen med en kort beskrivelse af deres problem, og Bob Glitter skal sende disse prætentiøse penisgnubbere en personligt tilrettet opsang om, hvordan de er blevet anonymt anmeldt for at bære grimme briller, der ødelægger deres venners og families hverdag. Og ja, jeg er pisseligeglad med, om nogen vil kalde det mobning eller chikane. Jeg gør det alligevel. For det er en hjælp i stil med tvangsmedicinering. Og for helvede, hvor I trænger til det.