onsdag den 30. maj 2012

Vor sande byrde

Jeg skal love for, der bliver tævet på socialklienterne for tiden. Ikke, at det ikke er velfortjent. Det er det skam. Folk, der ikke gider arbejde, fortjener at få tæv. Og hold nu kæft med, at der ikke findes arbejde. Når nogen siger det, skal du altid sørge for at fuldføre påstanden med "... i min branche" for at den bliver sand. Og nej, når du er velfærdsingeniør fra RUC med speciale i apologetisk socialrapportrotation, burde du nok have vidst, at ingen gad ansætte dig.

Nå, men nok om forsørgerbyrden. Eller alle de andre sædvanlige byrder. Det er meget værre, når folk lader som om, de arbejder. Ja, dette indlæg handler om den offentlige sektor, eller, som det burde hedde: Den offentlige byrde. Vil I ikke nok være så venlige at gøre mig opmærksom på, om der i dette land findes andre end mig, som er rationelle og bare nogenlunde intelligente? Hvorfor ... hvorfor er der ingen regering, der tør skære i den offentlige byrde? Eller for helvede bare inddrage deres betalte frokost. Men nej, vi andre skal arbejde endnu mere, for når Helle siger, det skal kunne betale sig at arbejde, betyder det, at du skal arbejde mere for at beholde det samme.

Det virkelig usle pak findes i den offentlige byrde. Jeg kender en del, der arbejder der. Andet ville også være underligt, eftersom 80% af arbejdsstyrken befinder sig i denne uduelige monolit. De dækker over hinanden. Feder den. Udnytter systemet. Og cheferne hjælper dem, fordi det ingen konsekvens har at lade være. Her kan du æde dig tyk og gå på fleks til samme løn, fordi dine lår er blevet så fede, at du ikke kan udføre dit arbejde længere. Og skidt da med, at du er syg hver anden uge. Det er da bare så synd for dig.

Det undrer mig også, at når der er nogen, der "tager initiativ til teknologiske fremskridt", så sker det altid i den offentlige byrde. Altid. Og når jeg mener "teknologiske fremskridt", så taler jeg om at udlevere iPads og andre underholdningstablets til de ansatte. Sådanne nogle kastes åbenbart i grams til offentligt ansatte og dovne skolebørn. "Uh, jamen, det er fordi, vi skal spare på papiret og vi skal følge med udviklingen." Nå, jamen, sjovt at man ingen steder i det private får udleveret tablets. Det er nok fordi, man i det private har chefer, der rent faktisk står til regnskab for økonomien. Jeg kender en folkeskolelærer, og man vader nærmest på tablets, der lyser op som fliserne i den der Michael Jackson video, når man går ind i hendes lejlighed. Der er tydeligvis ingen smalle steder på hendes arbejdsplads. Alligevel klynker de.

For det kan jo aldrig lade sig gøre at skære ned. Aldrig. Når et gode først er givet, er det stort set umuligt at tage fra folk igen. Det er kun menneskeligt. Selvfølgelig udnytter man systemet. Især når man er født efter 1950, ingen opdragelse har fået og ingen moral og skam har i livet. De har fået deres ben at gnave i, og så passer de på hinanden. Dem, der bliver svigtet ude i samfundet, står allerhøjst i anden række: De ældre, der ikke får gjort rent eller de børn, der ikke lærer noget ordentligt i skolen, fordi du endnu engang lider af "depression" og "panikangst" ligesom på alle andre mandage. Jamen, det er da også så synd for dig, og vi er jo menneskelige og rummelige i den offentlige byrde, så længe det gælder vore egne ansatte.

Nu er det ikke sådan, at jeg forestiller mig et samfund helt uden en offentlig byrde. Nej, når vi absolut skal have kvinderne på "arbejdsmarkedet", så er det nødvendigt at have et sted, hvor de kan have en fornemmelse af at udføre et arbejde uden at nogen stiller krav, uden at de bliver presset, hvor tingene aldrig ændrer sig og hvor det er okay at melde sig syg, hvis man bare ikke lige følte, at energibanerne havde den rigtige farve i dag. Der skal også være et sted til betahannerne, der kan tage de bløde chefstillinger, som kvinderne ikke tør søge, fordi de ikke opfylder 110% af de "krav", der stod i jobannoncen, men som aldrig bliver ført ud i livet.

Det bedste af det hele er, at alting snart vil kollapse. I kan godt forberede jer på enten at skære i denne snyltende kræftknude eller sige farvel til betragtelige dele af vores velstand. Så er det ikke længere muligt at trække sig tilbage som 53-årig for at lave ravsmykker på nudistcampingpladsen efter femten sløve år i kommunen, hvor man har skubbet rapporter rundt som bolde i en flippermaskine. Så er det slut. For snart gider vi simpelthen ikke mere. Der mangler bare nogen, der samler faklerne og høtyvene op. Så skal jeg nok sidde på min fede røv derhjemme og give jer min stemme, hvis altså ikke der er X Factor i tv eller Venstre ikke lige lokker mig til med femogfyrre kroner i årlig skattelettelse, hvorefter jeg hører på P1, at jeg "skraber en gevinst til mig".
Ikke at jeg sammenligner ....

Toget nærmer sig, og I holder havefest på skinnerne. Farvel, Danmark. I fatter det ikke, men noget kommer til at gøre meget ondt på jer alle sammen meget snart.

tirsdag den 22. maj 2012

Private mundslikkere

Der er én skinbarlig sandhed i denne verden: Idioti vokser ligefrem proportionalt med antallet af mennesker. Eller måske vokser den eksponentielt. Uanset hvad, er idiotien en af de mest grundlæggende årsager til, at jeg så ofte dagdrømmer mig væk til en tidlig grav. De fleste, der læser Bitter Blog, tror, jeg forguder private virksomheder, men nogle gange er de (næsten) lige så stor grund til ærgrelse som det offentlige system.

Det er velkendt, at det offentlige system og hovedparten af dets ansatte bifalder socialisternes hærgen af privat ejendomsret. Det er trods alt socialisterne, der finansierer det offentlige for - og dette er vigtigt at fremhæve - tvangsinddrevne midler. Ovenikøbet stiller lederne i det offentlige absolut ingen krav til deres ansatte. Tømmermænd om mandagen? Fint. Timelange snakkepauser? Alle tiders. Årelange sygemeldinger på tvivlsomt grundlag? Det er helt i orden, og send da også lige en buket til vedkommende for skatteydernes penge. Vi er nemlig "menneskelige" over for vores medarbejdere, og så er det irrelevant, at vi svigter de betalende kunder.

Internationales sataniske vers
Hvad der er mindre tydeligt er, at private virksomheder også slikker socialisterne i mundvigene. Naturligvis er der en vis opposition. Private virksomheder ønsker et lavere skattetryk, hvilket socialisterne - på trods af Internationales klokkeklare budskab - ikke er vilde med. Men der slutter modstanden også. For de private firmaer er rystende angste for den socialistiske holdning og fordømmelse, der gennemsyrer store organisationer, såsom WHO, Amnesty International og andre politiske forsamlinger af do-gooders. Denne angst vokser med størrelsen af firmaet og giver anledning til føromtalte idioti.

Lad os tage et konkret eksempel: Carslberg. Jeg har besluttet mig for fuldstændig at boykotte dette latterlige firma. Den primære årsag er, at deres et-eller-andet-høj-leder-agtig-talsperson stillede sig op i Debatten og sagde, at Carlsberg nu vil trække flere kvinder ind i bestyrelsen. Dagen efter, da jeg deltog i en pinagtig kedelig drikkeseance med mine kolleger, blev der serveret Carlsberg sodavand. På nogle af dem, oven på kapslen, stod der: CO2 neutral. Faktisk undrede det mig, at der ikke fulgte tykke, dumme hornbriller med flaskerne.

"Hvorfor? Hvorfor?" skreg jeg, mens jeg bød mine krogede fingre mod himlens trods alt stadig blå bue. Min hjerne fremkogte to alternative scenarier, der forklarer, hvorfor Carlsberg opfører sig som en præmenstruel Zenia Stampe:

1) På et ledelsesmøde blev det besluttet, at Carlsberg sigter efter at sælge flest mulig øl til en bredest mulig skare. Derfor hoppede de med på mainstream, run-of-the-mill budskaberne, som ingen hverken tør eller gider researche, modsige eller bare stille et forkølet spørgsmålstegn til, og som derfor er mest populære.

2) Human Resources hos Carlsberg arbejdede for at præge produkterne med budskaber, som skulle tiltrække unge, attraktive medarbejdere.

Lad os, i modsætning til Carlsberg, prøve at tænke bare ét skridt videre:

ad 1) ... kan modbevises ret simpelt. Hvis budskaber, der fremmer en fiktiv enighed, skulle sælge flere øl, så ville de også lancere en jydsk discountpilsner, der hedder "Ikk' en perkerøl". Det er ikke sket. Q.E.D.

ad 2) Men nej. Det er jo kun humaniora-dimettender, der virkelig tror på alt det der bollocks. Og måske nogle få kvindelige, akademibenovede kontorassistenter rundt omkring. Og ingen af dem gider arbejde, forventer en masse i løn og er gravide og syge konstant. Altså: De er ikke attraktive.

Endelig er der muligheden for, at Carlsberg er helt og aldeles ude af trit med virkeligheden, men det tror jeg simpelthen ikke på.

Nej, i virkeligheden er grunden, som jeg begyndte med at proklamere, at det dovne Carlsberg ligger under for elitært, kulturradikalt, marxistisk affaldsskum. Derfor er deres "kvinder i bestyrelserne" og "CO2-neutrale sodavand" (seriøst, min fantasi er ikke god nok til at finde på det her) et såkaldt forebyggende angreb. Firmaerne ved, at der om ethvert hjørne står do-gooder organisationer på lur for at overfalde dem for at være modbydelige, ondskabsfulde kapitalister. De ved også, at røde DR hopper med på vognen og om nødvendigt agerer umælende mikrofonholdere, og derfor er firmaerne nødt til proaktivt at reiterere organisationernes elendige, forvrøvlede ævl i et desperat forsøg på at undgå gabestokken endnu en dag.

Carlsberg i 30'erne. I rest my bloody case.
Samme form for forebyggende angreb ses, når man fra store virksomheder modtager kvalmende brochurer, trykt i 16 milliarder glinsende farver på papir, der er tykkere end væggene i en afrikansk boligblok, som fortæller, hvor forpulede etiske og gode, de er. Eller når man, som i en større IT-virksomhed, der blandt andet opererer her i landet, lancerer interne, eksklusive homo-portaler for analt orienterede medarbejdere. Eller mobilselskaber, der moraliserer og prøver at pådutte os, at vi skal "tale ordentligt"? Eller som i et firma, jeg arbejdede i engang, som markedsførte sig som åh-så-grønne, mens vi pumpede aircondition ud i vinterkulden samtidig med at varmeanlægget blæste som en luder på epo, fordi firmaet ikke gad spendere 10.000 kr på at få det fixet. Føj for satan. Tror de ikke, vi kan gennemskue dem? Tror de virkelig, vi hopper på deres klæge forsøg på at emulere det kulturradikale meningstyranni?

Det allerværste er, at kampen er tabt på forhånd, for do-gooder organisationerne hopper heller ikke på den. De vil for evigt hade private virksomheder. Lige indtil de alle er nationaliseret, så de uden falsk tyrkercharme fuldstændig hopper og danser efter socialisternes rottefløjter. Men hvem er de jævne medlemmer i disse organisationer? Er det onde kommunister, der gemmer sig i enhver dansk landsby og venter på at indføre proletarsamfund gennem guerillaangreb med Kalashnikov rifler? Nej, det er ganske, almindelige, arbejdende velmenende danskere, der bare er så pissedovne, at de ikke gider sætte sig ind i tingene, hvorfor det nemmeste er at kaste abonnementspenge efter den politisk korrekte meningsdannervogn, hvor man ikke risikerer at møde modstand eller tvinges til at tænke, og man endda får sig promoveret som ækelt god og får et skulderklap med hjem til X-Factor i sofaen.

Fy for helvede, hvor er menneskemængder dog idiotisk uvidende og dumme.



P.S.: Og inden de forvoksede konfirmander i jakke og slips fra 180grader går amok: Ja, naturligvis har private firmaer ret til at markedsføre deres produkter præcis, som de vil. Og ja, de laver nok kun disse træk, fordi de ved, det vil forbedre deres salg. Men som forbruger har jeg (i modsætning til som skatteyder) også ret til at sige fra over for deres falske crap, der hænger mig så langt ud af halsen, at jeg seriøst prøver at holde vejret i bilen hver dag på vej hjem fra arbejdet i håbet om, at jeg besvimer, kører galt og trækker en stor flok af idioterne med mig ned i det helvede, der umuligt kan være så horribelt og frustrerende som den jordiske, danske hverdag.

P.P.S.: Og nej, Carlsberg behøver ikke ae mine personlige holdninger, for at jeg igen køber deres tynde undskyldning for en øl. Der skal dog ikke herske tvivl om at kampagner såsom "Vi giver to kroner til politiets nye knippelindkøb for hver øl, du køber", "Vi kvæler en nyfødt kattekilling i plasticsnoren fra hver sixpack, du køber" eller "Knæk et træ på vej hjem fra bodegaen" vil hjælpe gevaldigt på at genvinde den tabte tillid. Til gengæld garanterer jeg, at jeg aldrig nogensinde vil bruge så meget som et nanosekund på at checke op på, om de egentlig gør, hvad de siger.

lørdag den 19. maj 2012

Bo og Lis - den so

For første gang i Bitter Blogs historie har jeg fået tilsendt noget gratis til gengæld for, at jeg skriver om det. Åh ja, jeg kan allerede høre jer skrige som den gennemsnitlige bloglæser: "Du sælger ud, bare fordi du vil have gratis gadgets, og i øvrigt må du heller ikke have reklamer på din blog, for så giver du afkald på din intellektuelle integritet." Men I kan godt lukke klappen. Jeg gør, hvad jeg vil. Og måske tager jeg endda imod det tilbud, jeg hele tiden får om at plastre bloggen til med casino-reklamer for syvhundrede kroner om året. Når Thor Möger har været der, er der hele tohundrede tilbage. Jeg vil grine af jer hele vejen til min strandstol i Burkina Faso.

Gadget'en, jeg fik tilsendt, er i virkeligheden en bog. Det var første skuffelse. Næste skuffelse kom, da jeg åbnede pakken og så, at det var en pixibog:
Her er min nye, gratis gadget. Billedet er naturligvis kørt igennem Instagram for at holde på hipsternes opmærksomhed.
Dette lille plottwist burde jeg nok have forudset. Måske kender du "Bo og Lis - den so" fra DR satire? Det er en parodi på læsehjælpsbøger til folkeskolens små klassetrin og indeholder ud over Bo og soen elementer såsom pizza, Ahmed, mel, ost og ål. Af og til sniger sig nye genstande og personer ind, men som regel ikke noget med navne med mere end to stavelser. Dermed sikrer man sig, at alle folkeskolens trin kan følge med. Og deres lærere. Hvis du stadig ikke fatter, hvad Bo og Lis er, så se følgende eksempel:


Der findes utallige andre eksempler, som du sikkert selv kan finde, med mindre du hedder Ahmed. Bo og Lis benytter sig kraftigt af den form for humor, som vokser ved hjælp af gentagelse. Noget, Bitter Blog på ingen måde genkender. Ingen. Det er naturligvis en smagssag om Bo og Lis er sjovt. Indtil det går op for dig, at det slet ikke er sort satire.

Hvis du er die-hard fan af Bo og Lis er bogen et must. Men hvis du er forælder, mener jeg, at det er din pligt at forære denne bog til dit barn. Barnet kan lære nogle af de vigtigste lektier for at begå sig i det danske samfund:
Bogens vigtigste budskaber. Det ene af dem er ikke overraskende.
Sandheden om Lis, som naturligvis repræsenterer det samlede, kvindelige køn, tog det mig syv pinefulde teenageår og to rædselsfyldte forhold at indse, og det var på trods af, at min far havde fortalt mig det igen og igen gennem min barndom. Men hvem lytter til forældre? Havde jeg haft en pixibog, som havde skåret dette nu indlysende faktum ud i pap og endda læst det op for mig med venlig, menneskelig kvindestemme af den Android/iPhone app, der følger med bogen, havde jeg været meget bedre forberedt på voksenlivet. Derudover baserer bogen sig kraftigt på bibelsk indhold, så dit barn lærer om skabelsesberetningen, Noah's ark, der her behørigt er omdøbt til Bo's ark og om korsfesterne. De gode, gamle værdier er bestemt på plads, selvom de på intet tidspunkt nævner Kresten.

Desværre ved jeg nok inderst inde, at det i bedste fald vil være hipster-forældre, der forærer "Bo og Lis - den so" til deres børn. De vil finde den tilpas ironisk til at have liggende fremme på barneværelset, der som bekendt i virkeligheden er et udstillingslokale, så eventuelle besøgende kan se, at barneejerne er ironisk interesserede i at give deres børn værdier. De få besøgende, der er kvikke nok til at gennemskue cirkusset ved selvfølgelig godt, at hipsters ikke er i stand til at levere noget videre til deres børn, fordi de selv er tomme indeni. Det eneste, de giver videre, er familiernes lettere stive, men stolte incesttraditioner.

Jeg giver "Bo og Lis - den so" fire ud af seks mulige incestbehandlingscentre fra Skanderborg:


Du kan købe bogen via dette link. Så sikrer du dig også, at forfatterne bag Bo og Lis får lidt håndører til at supplere den rest af de tvangsindrevne licenspenge, som DR har til overs efter journalisternes årlige, obligatoriske Cuba-rejse. Bogen er i øvrigt lavet i en glimrende, kraftig kvalitet, så du nemt kan anvende den til at slå dit barn med. For eksempel med kanten lige ned i det der bløde punkt, de har øverst på hovedet.

Anmeldereksemplaret af "Bo og Lis - den so" blev overdraget i min varetægt, bundet og kneblet, af Forlaget Radius. "Bo og Lis - den so" er skrevet af Andreas Refsgaard og Jonas Stampe.



For anden gang i dette indlæg er her et "for-første-gang-i-Bitter-Blogs-historie"-øjeblik. Jeg udlodder nemlig mit anmeldereksemplar af "Bo og Lis - den so" til en heldig vinder. Jeg har naturligvis sørget for at mit eksemplar er signeret. Ikke af forfatterne, men af Bob Glitter selv. Hvis du ønsker at deltage i konkurrencen, så send en mail til mig med følgende ord som emne: Bo og Lis konkurrence. Skriv dit navn og adresse i selve mailen, så vi sikrer, at der ikke er nogen, der snyder for at få fat i dette samlerobjekt. Vinderen udtrækkes, når det passer mig.

Hvis der er nogen, der sender en deltagelsesmail uden at følge disse utroligt simple regler, forbeholder jeg mig retten til at melde dem til Indre Missions eller Hizb-ut-Tahrirs mailingslister. Eller til andre, som ikke kræver et verificeringsklik tilbage, før de maser dig ned i deres slimede kundedatabase.

Vinderen blev trukket via random.org og det var Mikkel, der blev den heldige vinder. Han har fået personlig besked.