mandag den 16. april 2012

På støtten i Aarhus

Hvis ikke jeg havde besøgt ARoS, Aarhus Kunstmuseum, ville en tre-dages omgang diarré, hvor jeg lå om natten og overvejede, hvilken farve stomiposer, jeg skulle vælge efter amputationen af min tyktarm, have været påskens værste oplevelse. Da jeg er så historieløs som en teenager med nyprintet folkeskoleeksamen og så alkoholisk intoksikeret som en engelsk hooligan, antog jeg, at ARoS stod for "A Revelation Of (complete and utter) Shite". Ja, hvorfor ikke? Det afspejler i hvert fald virkeligheden bedre end "Danish for Progress".

Heldigvis kom jeg gratis ind på denne vores alle sammens højkulturelle institution. Ellers havde jeg også følt mig snydt. For jeg har jo allerede gennem skattebilletten betalt de såkaldte kunstnere hundredfold for de såkaldte malerier, skulpturer og installationskunstværker, som er placeret til frit skue som en slags monument over konsekvensløshedens konsekvenser og den frie opdragelses og velfærdssamfundets fallit.

Bevares, der var da afdelinger på museet, hvis værker afspejlede en eller anden form for faglighed eller håndværksmæssig kunnen hos de nu uddøde udøvere. Men så kom jeg ind på etagen for nutidig kunst. Det var præcis, som jeg forventede: Indrammede Post-it notes med grimme blyantsskitser. Tårn af spillekort, garneret med tomme øldåser og cigaretskodder. Talentløse malerier af elefanter, der var gjort dybe og kunstneriske af at være afbilledet med enorme erektioner. Videokunst af unge mennesker, der tripper rundt med papirposer over hovedet i et tomt lokale.

Hvis ikke det ville være en grov overtrædelse af ejendomsretten, ville det være en ganske passende happening at arrangere en pøbel af skatteborgere, der skulle trænge ind på stedet og smadre de såkaldte kunstværker. Faktisk ville sådan et event-kunstværk passe fint ind i ARoS' ånd. Men det ville naturligvis aldrig fungere i virkeligheden. Primært fordi, det ville være en borgerlig happening, hvilket selvfølgelig er ganske udelukket og uacceptabelt. Happenings laves kun af venstreorienterede og skal der udøves hærværk må det kun ske mod butiksejende kapitalister og miljøhadende bilister.

På et tidspunkt udbrød jeg højt, at disse kunstnere burde tvinges i hårdt, manuelt arbejde, så de for første gang i deres liv kunne bidrage fornuftigt til samfundet. Guiden replicerede, at hun da fandt det positivt, at kunsten havde provokeret mig, for så havde den netop opfyldt sit formål. "Øh nej," måtte jeg rette den utvivlsomt humanistisk uddannede, uduelige unge gås, der vraltede rundt som dum, utænkende guide til 500 støttekroner i timen på helvedesmuseet. "Fat dog, kone, at det på ingen måde provokerer mig at se dårlig fotografikunst af unge hennatonede kvinder, der fremviser skilte, hvorpå der står 'McDonald's - I'm NOT lovin' it'. Det er ikke provokerende. Det er intet andet end forudsigelig, direkte afspilning af de politiske klicheer, de lærte på kunstuddannelserne. Nej, provokationen ligger i, at denne kunst er lavet med tvangsinddrevne midler: Mine skattekroner. Det er udelukkende dette forhold, der provokerer mig." Hun fattede naturligvis intet. For hende er skat jo også bare noget, far og kæresten betaler.

Hun stillede sig selvsagt op og gloede dumt og hovent på mig gennem de kraftige statementbriller for at demonstrere over for hele gruppen, hvor bondsk og indskrænket, jeg opførte mig. Og jeg indrømmer gerne, at jeg intet forstår. Naturligvis gør jeg ikke det. For der er ikke noget at forstå. Den moderne kunst har degenereret sig til at være så diffus, at ingen kan argumentere for, om der er budskab i det eller ej. Jo mere ligegyldigt, jo flere ubearbejdede, neurotiske tankebumser, disse kunstnere presser ud for vores øjne, jo sværere bliver det for os at påpege, at der ingen mening ligger bag.

Jeg ved præcist, hvordan disse snyltere "arbejder". De vågner om morgenen, vader rundt og tænker ligegyldige tanker, drikker kaffe og spiser morgenmad af deres ironiske, orangefarvede 70'er plastikstel, går på Facebook, tager Instagram billeder med deres iPhones og drikker hamsterøl på cafeen eller ironisk pilsner på bodegaen, før de tager hjem og udøver deres kunst, hvilket består i at gribe det første, det bedste indfald og bikse nogle stykker affald sammen til et endnu større stykke affald.

Nogle måneder senere præsenterer de deres "værk" for andre kunstnere og deres hipster hangarounds, som ikke tør sige noget, fordi de er totalt angste for at virke dumme. Dernæst præsenterer de det for deres kunstakademilærere, som er begejstrede over det værdiløse, elendige makværk, hvis eneste identificerbare indhold er et ekko af de politiske holdninger, læreren pressede ned over dem til forelæsningerne, som var de blot skreget ud i en tom, stupid eksercitshal. Læreren ringer til sin gamle kammerat fra den kommunistiske diskussionsgruppe, som tilfældigvis er kunstekspert, og sørger for, at eleven får endnu mere kunststøtte.

Det værste er nok, at kunstnerne selv ender med at tro, at de producerer noget af værdi. At de selv er ophøjede individer, der leverer guddommelig indsigt til nokkefårene, der vader rundt og knokler for at betale til deres underhold. Og de har jo ret. I det sidste, altså. Vi bliver med kunststøtten ved med at pumpe liv i disse hjernedøde zombier, der til sidst selv bliver kunsteksperter eller undervisere på Kunstakademiet, hvorefter de kan æde sig selv ind i endnu en generation med deres selvhævdende parasitinfektion.

Retfærdigvis skal siges, at der også var udstillet noget nutidig kunst, der ikke bare lignede en ukritisk udstilling af 1.g's kanaliserede teenagefrustrationer udi billedkunstarbejde. Kæmpeskulpturen Boy var ganske flot lavet, men den kan umuligt være anerkendt af kunstnere. Det var jo en slags håndværk, for helvede. Og Regnbuen var da også underholdende. Altså for dem, der ikke har set 3D-film i firserne og for de horder af forældre fra speltkvarteret, der anvender ARoS som en slags legeland for deres børn, fordi Djurs Sommerland ikke er intellektuelt nok for lige præcis deres unikke, små snotgeneratorer (og fordi nævnte forlystelsespark bliver terroriseret til utålelig grad af den kulturimport, selvsamme personer er eksponenter for, og hvis hærgende konsekvenser overlades til den almindelige, jævne borger at leve med).

"Se selv," siger kunstnerne. "Børnene suger begejstret kunsten til sig. De har åbne hjerner, der endnu ikke er begrænset af jeres reaktionære, kapitalistiske forbrugstænkning." Nej og atter nej. Børnene er dumme. De bliver for helvede underholdt i syv timer, hvis man smider en flyttekasse på gulvet og hænger krøllet cellofan i loftet og lader en ventilator blæse på det. Og de bliver snydt hver eneste gang, man anvender tricket med at tage sin tommelfinger af, fordi man ikke aner, hvad man skal sige til dem. Hver evig eneste gang. Alt sammen ting, klogere individer end dem, der falder for knæ for ARoS, lader sig forblænde af.

Det sidste, jeg foretog mig på ARoS var at løsne boltene på Regnbuen, så den en dag, TV2s meteorologer glemmer at skrige ulv, blæser omkuld og falder ned på galgebakken med alle de måbende, stupide speltkvartersbeboere og deres uduelige, møgforkælede unger og smatter hele lortet sammen i et grotesk kunstværk over den ubrugelige klump biologisk affald, deres samlede eksistens udgør.

Dette land trænger SÅ meget til den borgerkrig.

søndag den 1. april 2012

Farvel til hadet

Jeg kan lige så godt komme til sagen med det samme: Efter 1621 dage med Bitter Blog, vælger jeg at skifte navn på bloggen. Der er én og kun én grund hertil: Bob Glitter, eller rettere, den anonyme mand bag, har mødt kvinden i sit liv.

Jeg har ikke mødt hende for nylig. Det er efterhånden halvandet år siden, jeg så hende første gang, og fem måneder siden, jeg indså, hvor fantastisk hun er. Vi har været sammen siden, efter vore hænder flettedes en skæbnefuld, uforglemmelig decemberaften. Hun er indbegrebet af skønhed, hun er lynende intelligent, og hun giver mig en ro og ikke mindst en selvindsigt, jeg aldrig tidligere har haft.

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg fortæller om alt dette. Grunden er, at mødet med hende, denne skelsættende begivenhed, får mig til at dedikere bloggen til hende. Nu spekulerer du så på, hvorfor jeg vil dedikere en hadefuld og modbydelig blog til kvinden, der har ændret mit liv. Det er fordi, den skal stå som et monument over, hvad følelsen af ikke at være elsket kan gøre ved et menneske. Hvad den gjorde ved mig, ikke facadefiguren Bob Glitter, men manden bag hans falske skæg.

Jeg fortryder Bitter Blog, men jeg vælger at se mine hadske udfald i øjnene i stedet for at fortrænge dem. Jeg får ondt, når jeg læser mine egne indlæg, hvor jeg udtrykker ønske om at dø. Frygtelige indlæg, hvor jeg bagateliserer og latterliggør handicappedes og kræftramte børns ulykkelige situationer. Tilgiv mig. Jeg havde ondt i livet, og jeg ønskede kun, at andre skulle mærke bare en snert af den smerte, der brændte i mig.

Ligeledes fortryder jeg mine ultrahøjreorienterede og ekstremliberale indlæg. Bitter Blog blev på et tidspunkt meget politisk, og jeg forstår nu, at det ikke var nok for mig at såre minoritetsgrupper: Jeg ville ramme alle, så de kunne mærke smerten i mig. Her var politik vejen. De højreorienterede partier som V, K og DF og ultraliberalistiske LA og dets talerør, 180grader.dk, appellerede til mig, fordi de bærer selve ondskaben i sig: Den evige individualisme, det ubegrænsede pengebegær og melen af egen kage. Senest fik indlægget om Balder mig til at indse, hvor kynisk hadende og ufølsomme, borgerlige mennesker desværre alt ofte er. Fremmedhadet i DF var også et kærkomment græsstrå at klynge sig til; min indgroede jalousi overfor alt anderledes drev mig ud i hadet mod sagesløse flygtninge; de venner, jeg endnu ikke havde mødt.

Jeg frydede mig over de fattiges og svages situation, fordi de i virkeligheden altid har haft det, jeg selv længtes efter. Nuvel, jeg har penge og økonomien i orden, men det er et koldt fundament, når hjertet ikke er med. Min jalousi over, at de altid havde haft kærligheden, denne uopnåelige tilstand, der blot blev endnu mere uopnåelig, jo længere jeg trådte ud i hadets mose, voksede til en ubærlig vrede og min eneste, ynkelige trøst var den kortvarige tilfredsstillelse ved at høre de svages skrig under mine retoriske militærstøvler.

Bitter Blog ændrer som sagt navn til Betinas Blog. Jeg bibeholder bogstavrimet samtidig med, at jeg hylder den smukkeste kvinde, jeg i mit liv har mødt. Samtidig bliver Bob Glitter også til et ugyldigt anagram, så hans navn ændrer jeg til Ib Glasbeton. Jeg skifter også logoet ud. Det oprindelige logo var dannet af de to B'er med ryggen mod hinanden, adskilt af den hårde, zigzaggede, sorte streg af bitterhed. Mit nye logo er - såre simpelt - et hjerte, hvor jeg dog indlemmer bitterhedens streg og den grønne farve for jalousien, der levede i mig som en parasit.

Jeg har taget det store og modige skridt over den sorte streg af bitterhed. I fremtiden vil Betinas Blog kæmpe for medmenneskelighed og kærlighed, politisk som praktisk. Jeg åbner mine arme for alle læsere, sorte som hvide, store som små, højre- som venstreorienterede.

Måske indser du det ikke endnu, men du vil  se det den dag, din Betina står foran dig. Menneskerettigheder, kønskvoter og paragraf 266b er ikke til for at genere dig, men for at hjælpe dig over bitterhedsstregen til os andre. Til mig, hvor jeg vil stå med åbne arme, klar med et kram og et varmende knus. For du ser det ikke, før du er her, og indtil da har du i fraværet af venner brug for en stat til at støtte dig og give en hjælpende hånd på vejen.

Betinas Blogs gamle indlæg vil blive stående, fordi vi ikke må glemme. Ligesom porten til Auschwitz vil de tvinge os til at huske. Enkelte indlæg vil blive fjernet og visse dæmoniserende og marginaliserende formuleringer vil blive ændret eller annoteret med uddybende fodnoter for, at jeg selv kan huske og for at give den værdifulde lærdom videre til dig, dine børn og hvem ved, måske for mine og Betinas fremtidige børn.

Nye indlæg, som vil komme til senere, vil være mere lette i det, men jeg vil bibeholde humoren i en mere rund form. Jeg vil skrive om alle de finurlige og sjove episoder, der opstår i parforhold, og jeg vil sørge for at trække smil frem på læberne af alle læsere, uden at nogen behøver føle sig stødte.

Velkommen til Betinas Blog. Livet er vidunderligt. Grib det, omfavn det, dans, kys og elsk med det, mens du kan.


Til sidst en bøn: Der er efterhånden mange, der poster mine indlæg på Facebook og andre sociale medier. Det er I naturligvis også velkomne til med dette indlæg, men af respekt for denne skelsættende dag håber jeg, at I vil lade mine ord tale for sig selv og undlade at kommentere, venligt som hadefuldt.