fredag den 24. februar 2012

En køn fremtid

Jeg er sikker på, at du allerede - ligesom jeg - har siddet og krummet tæer over den svenske "hensling", der har valgt at opdrage sine to børn kønsneutralt:


Og jeg er også sikker på, du nu forventer, at jeg vil svine hen til, men det vil jeg ikke. Faktisk synes jeg, børneopdragelse bør overlades til forældrene, og hvis vores androgyne svensker vil give sin datter en opdragelse, som resulterer i, at hun bliver nødt til at lade sig gangbange af femtio mænd i omklædningsrummet for at få defineret sin identitet som kvinde, når hun bliver teenager, så fint med mig. Drengen slipper nok nemmere. Som kønsforvirret seriemorder kommer det ikke til at gå hårdest ud over ham selv, når han flår kvinder levende og danser rundt i måneskin i balletskørter syet af deres hud for at kunne hitte rede i sin seksuelle frustrationers gordiske knude.

Hvad jeg dog - som Bob Glitter altid gør - oprigtigt og ærligt bekymres over er ansvarsløsheden, hykleriet og ikke mindst konsekvenserne af disse i vores fremtidige samfund.

Først stiller vi os selv spørgsmålet: Hvorfor har vores lille she-male egentlig valgt denne opdragelsesmetode? Svaret er: Minoriteternes tyranni, selvpålagt i den politiske korrektheds angst for at provokere eller fornærme mindretals religiøse, kulturelle eller seksuelle baggrund, hvorunder alt defineres som lige godt. Denne angst overfører The Amazing Swedish Man-Woman til sin opdragelse: Hen vil ikke indprente noget i sine børn; de skal selv bestemme, hvad de synes er godt og passer bedst på dem.

Alt dette lyder jo fantastisk, hvis ikke det var fordi, det var den dårligste ide, siden rødblege David Caruso skred fra New York Blues, fordi han troede, han var den nye Tom Cruise. Har du nogensinde set børn, der er opdraget uden referencerammer? Uden grænser? Hvor forældrene ikke turde tage stilling eller give noget videre? Hvor er det dog naivt at tro, at man får et ønskeligt resultat ud af at lade børn vokse op i en kompleks verden uden at give dem de forudsætninger og den viden, vi møjsommeligt har tilegnet os gennem tusindvis af år. Er selvhadet da blevet så stort, at vi har givet op? Er vi så overbeviste om vores egen ondskab, at det er at sikrere at lade børnene danne deres egen virkelighedsopfattelse alene på åbent og oprørt hav, fremfor at give vores egne forfærdelige overbevisninger videre?

Nu indvender du nok, at hem svenskeren stadig vil guide sine børn; hen vil blot ikke indprente dem nogen kønsidentitet. Fint, så med andre ord, vil hen presse sit eget værdisæt ned over børnene i stedet for det traditionelle, hvorved hen bare gør nøjagtigt, som alle andre altid har gjort, bortset fra, at hen ikke aner konsekvenserne af sine handlinger. I tilgift vil hen i virkeligheden ikke realisere et miljø for børnene, hvor alt er lige godt, for lur mig, om hen ikke ville blande sig, hvis hens søn af egen fri vilje synger nationalsangen eller går i latterkrampe over drengebarnet, der klæder sig ud som prinsesse til fastelavn. Som middel til at ignorere kønnene vil hen forbyde dem. Og at fjerne kønsidentiteten fra en art, der - som ofte påvist af psykologien - er styret direkte af sine kønsdrifter er lidt som at bygge raketter uden styrefinner.

Hvis jeg ser bort fra den lille detalje, at jeg skal leve i en verden, hvor to fremtidige personlighedsforstyrrede atommissiler kommer til at flyve forvirret omkring, kan jeg egentlig være ligeglad. Problemet er bare, at kønsløsheden er ved at blive mast ned over hovedet på os alle. Fra regeringspartier er der tale om at tvinge børn til at prøve at lege med al slags legetøj og at undgå at indprente kønsroller i institutioner. Og heri ligger dobbeltmoralen, for dette sociale eksperiment pådutter lige så meget som traditionel opdragelse, uanset at det går forklædt i den inkluderende tolerance, I latterlige cafetyper tørster efter, og som I gang på gang fejler i at genkende som den fascisme, den i virkeligheden er.

Til sidst bør vi ikke glemme, at vi i dette eksperiment opdrager vores børn til at være svage. Når vores guldklumper er vokset op i en verden, hvor deres naturlige køn ikke er blevet anerkendt af de voksne, og de med 100 % garanti også er opvokset uden særlig kulturel påvirkning (fordi den type personer som hader deres eget køn også hader deres egen kultur), så har de ikke en chance mod de masser, der har en stærk identitet i deres kulturelle og religiøse baggrund.

I ved, hvad jeg taler om: Den fremtid, hvor jeres ynkelige gråblege børnemasse kommer til at fungere som mere end blot skaffedyr for de masser, som tankeløst importeres af alle De Gode, og som har selvtilliden, selvrespekten og allervigtigst den kulturelle styrke til at dominere. Jeg har forberedt mig til den fremtid: Jeg har valgt at lære at spille guitar, så jeg måske kan udskifte døden i massegravene med en kastration, en quitara og et spillemandsjob i de haremmer, hvor de små danske børn kommer til at spille en helt speciel rolle. Og jeg må desværre skuffe jer med, at kunderne nok vil skelne mellem drenge og piger.

Måske med undtagelse af den dag, hvor Mohammed bliver genfødt og kigger ind forbi.

onsdag den 22. februar 2012

Mein Herz brennt

Jeg har netop misbrugt en halv promille af firmaets farvepatron på at printe to Rammstein billetter ud på et par af firmaets A4-ark. Så tror du nok, at jeg glæder mig til aftenens koncert i Herning. Men det gør jeg ikke. Faktisk tror jeg, det bliver den ringeste koncert, siden jeg dukkede fuld op til Clawfinger i Ridehuset i Aarhus og blev mødt af en dårligt udprintet aflysning, der var blevet tapet på døren. For jeg er allerede irriteret. Ikke kun på alle bønderne, som jeg tidligere har beskrevet, men på alle de andre koncertdeltagere.

Jeg så Rammstein i 1998 på Roskilde Festival, da de overtog Orange Scene efter at Marilyn Manson havde meldt afbud. Koncerten overraskede alle. Undtagen mig og nogle stykker andre, der allerede kendte deres musik. Ah, tænker du, han er sådan en hipstertype, der står med korslagte arme i en lille klike i hjørnet og bliver sur, hvis andre opdager den fantastiske musik, han har interesseret sig for i et stykke tid. Han er en snob. Nej, det er jeg ikke.

Men for Guds skyld, jeg har lige fået en opringning fra min kristne ven, som ønsker mig en god koncert og fortæller, hvordan han gerne ville tage med, hvis han bare havde nået at få billet?! Desuden skal hans moster og min mors nabo også med!? Hvilket af følgende grunde er kilder til min grænseløse irritation:

  1. De er ikke andet end stupide flokdyr, der som radikale cafevælgere blot følger tidens trend ...
  2. ... for de opfører sig om om, de er virkelige, dedikerede fans af Rammstein ...
  3. ... hvilket de overhovedet ikke er. De kan ikke engang nævne navnet på et af deres numre.

Kunne jeg så ikke i det mindste glæde mig over, at den musik, jeg kan lide, bliver bredt ud til et større publikum? Jo, det kunne jeg, hvis ikke det var fordi:

  1. ... jeg allerede i ti fucking år har gjort opmærksom på Rammstein og konstant er blevet latterliggjort af de selvsamme idioter, der nu lader som om, de er dedikerede fans, fordi The Voice har tilladt dem det.
  2. ... jeg stadig tvinges til at høre Loveshop eller Peter og De Andre Kopier hver eneste, skide gang jeg er til fest eller komsammen hos de pågældende "fans", fordi de alligevel synes det Rammstein nummer, jeg satte på, var for hårdt.
  3. ... de pågældende fans stadig fortsætter med at latterliggøre mig, når jeg fortæller om andre bands ...
  4. ... som de om tre måneder sandsynligvis dukker op til koncert med, mens de lader som om, de altid har syntes, det var fedt og tvinger mig til at betale dobbelt billetpris, fordi lortebandet nu tror, de er skide vigtige og dygtige.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sammenligne med for at mase en form for forståelse ind under jeres latterlige fladnakker. Måske er det som at være konfirmand og opleve sine forældre, der i overbeskyttelsesvanvid er fulgt efter en på Blå Mandag, gå amok til tidens popnumre på sodavandsdiskotekets dansegulv. Eller måske er det som at være stabil kirkegænger og pludselig opleve, at ens kætteriske naboer vælter ind i hobevis i kirken søndag formiddag, mens de skriger "Jeg har set Jesus" og slår sig selv i hovedet med deres nyindkøbte, guldrandede, aldrig åbnede bibler.

For helvede, jeg håber, der sker en voldsom pyroteknikulykke i aften, så vi får ryddet lidt op i alle jer tåbelige nokkefår. Så kan jeg - måske - få en god aften.

tirsdag den 14. februar 2012

Hvad kvinder elsker

Jeg er egentlig ret glad for det relativt frie marked, vi trods alt stadig har i Danmark. Det bekymrer mig ikke, at virksomheder sælger produkter med sjove navne, eller at de propper vitaminer i deres mad, for jeg ved, at jeg ligesom enhver anden menneskeabe kan læse indholdet på ingredienslisten. Derefter kan jeg vælge ikke at købe produktet.

Samme fremgangsmåde har jeg brugt på Valentine's Day: Jeg synes, det er noget skrammel; en blomsterhandlermanøvre, der skal hælde lidt vand på deres visnende branche. Så jeg vælger det fra, og alt er som det skal og bør være i en simpel og rationel verden.

Men så skabte Gud kvinden.

For selvom din kone eller kæreste er ræverød og ønsker at bestemme over alt og alle, især de multinationale selskaber, som er onde, så lader hun sig uden at blinke overmande af Valentine's Day konstruktionen. Pludselig bliver dens kunstigt opstillede, objektivt påduttede kærlighedserklæringer omdrejningspunktet i jeres forhold. Skidt med at du tjener alle pengene, vasker op, gør rent eller endda laver dine egne subjektive kærlighedserklæringer på enhver anden af årets andre 364 dage. Nej, hvis du ikke viser din kærlighed på netop denne dag, så er du et røvhul, uanset at Valentine's Day er noget kapitalistisk makværk.

Sådan må det åbenbart være. Siden kvinden kom på arbejdsmarkedet har vi mænd ikke været andet end trækæsler for deres kærrer i evig jagt på mere rigdom og opmærksomhed. Og hvis vi en dag beslutter at lade være med eller ikke har overskud til at trække, så finder hun bare et af de mange badboy-æsler, der løber rundt overalt og ikke kan styre deres libido. Efter internettets ankomst har kvinderne simpelthen haft for mange muligheder til at finde andre veje til at tilfredsstille den opmærksomhedstrang, der tidligere blev opfyldt til fulde af et par lussinger i bryggerset.

Så igen bukker vi under og lader kvinden få overtaget, selvom hun i bund og grund ikke ønsker det. Hvis du ligesom Bob ikke gider at være en dørmåtte, så bliv væk hele Valentine's Day og kom hjem sent på natten, pisseberuset og begynd at gramse på hende. Hvis hun på nogen måde brokker sig over din opførsel eller over din whiskyånde, så sig, at du troede, hun havde givet dig besked på at huske Ballentine's Day.

Det skal nok fyre op under hende. Husk, at der ikke er noget, en kvinde elsker mere, end at blive ignoreret.

søndag den 12. februar 2012

Dødsønsker

Nu er jeg ikke typen, der stikker næsen frem, og derfor glæder det mig usigeligt, når andre åbner ballet og siger det, som ingen tør sige. Det glæder mig endnu mere, når den, der åbner for vederstyggelighedernes sluser er fra den gruppe, der konstant skråler op om sin egen godhed, moral og anstændige debattone.

Derfor takker jeg radikale Lars Barfred, som valgte at svare på Venstres modstand mod betalingsringen med, at han håber, at en af dem, der dør af forurening i fremtiden, vil være en af "Martin Geertsens kæreste". Altså, mit stenansigt er flækket i en parodi af et smil. Der er det sjoveste, der er sket, siden Jørgen Poulsen blev tvær og kaldte sit gyldne håndtryk fra Røde Kors for "negrenes penge".

Det er jo egentlig fair nok. Det er ærligt. De siger, hvad de mener inderst inde. Forskellen på dem og mig er, at de normalt ikke tør indrømme, hvad der roder rundt inde i dem. Nej, de pakker sig ind i godhedsvat og klæge smil og lader som om, sådanne tanker ikke opstår i dem, mens de bruger al deres tid på offentligt at udpege svinehunde i alle os andre. Men når tankerne så har opsamlet tilstrækkelig styrke af fortrængningerne, bryder de ud i al deres skønhed og giver kujoner som mig modet til at tage skridtet videre.

Ligesom andre borgerlige tager jeg ikke dette første skridt i debatten. I modsætning til andre borgerlige, som for det meste er anstændige mennesker på trods af, at de ikke har gjort det til en vane konstant at fortælle alle andre om det, så er jeg bare et nedrigt udyr. Og i stedet for at blive stående, følger jeg nu - som et får, sort som hvidt, retteligt bør - i fodsporene af de radikale hyrder. Derfor vil jeg gerne erklære, at:

... jeg håber, den næste der bliver kaldt luder på åben gade er Zenia Stampe.

... jeg håber, at den næste, der bliver voldtaget af en kriminel udlænding, der udelukkende fik asyl på grund af godhedsindustriens FN-teknikaliteter, eller bliver truet med pistol af en 14-årig vaneforbryder, er et barn af en radikal politiker.

... jeg håber, det er en radikal politikers forælder, der bliver ydmyget og efterladt og fryser ihjel i sin ugegamle ble i buskadset bag plejehjemmet.

... jeg håber, at den næste danske soldat, der dør, fordi han var tvunget til at udfylde en 80-siders FN-erklæring, inden han affyrede første skud, var bodyguard for en radikal.

... jeg håber, at der ryger en masse radikale i det første terrorangreb på dansk grund.

... jeg håber, at de radikale bliver de første ofre i en kommende omfordelings- eller kulturkonflikt. Hvilket er usandsynligt, da uskyldigheden som bekendt altid er første offer i en krig.

Men selvom jeg er et svin; selvom mine grænser er en radikals drøm, idet de er nærmest ikke-eksisterende; selvom det er uhyggeligt oplagt, så kan jeg ikke, uanset hvor meget jeg prøver, finde noget positivt ved ynkelige Anders Breiviks skændige og kujonagtige Utøya-massakre. Det skulle da lige være, at det var en socialdemokratisk lejr, han skød sig igennem. For hvis det havde været en radikal, havde jeg nok gået nu og ærgret mig over, at han kun nåede at klippe firs.

Værs'go. Ballet er åben. Velkommen til.

fredag den 10. februar 2012

Racismeuligheden

Når etniske danskere udsættes for udrensning i Vollsmose og efterfølgende kalder det for "omvendt racisme", så tænker jeg, at de har fortjent at blive gasset og proppet ind i nogle ovne. Jeg skrev om det allerede i 2008, men som sædvanlig gider ingen af jer læse tilbage på bloggen, og derfor må jeg gentage mig selv:

Der er ikke noget, der hedder "omvendt racisme".

Lad os lige slå "omvendt" op i Nudansk Ordbog:
omvendt adj. - , -e 
vendt eller ændret så bevægelsen el. rækkefølgen går imod den oprindelige el. sædvanlige retning = INVERS, BAGVENDT (...)
"Åh," udbryder du og rejser dig op og kigger dumt gennem dine hornbriller. "Det lyder da helt rigtigt. For racisme plejer nemlig sædvanligvis at gå fra etniske danskere mod andre." Ja, jeg må give dig ret. I hvert fald hvis man udelukkende læser Politiken, som kun refererer RUC-forskere, der lever i deres helt egen fantasiverden skabt af idiotisk idealistiske illusioner. Eller hvis man imponeres over kampagner med slogans undfanget i ren fiktion såsom "Tror du muslimer beder om blå øjne?".

Vi ser jo nemlig så tit ude i den virkelige verden, at etniske danskere samles i grupper og tæver nydanskere. Vi ser også, som de Radikale har gennemskuet, at etniske danskere sikkert nægter at gifte sig med nydanskere. Helt ærligt, jeg kender ingen etnisk danske mænd, som ikke har spekuleret over, hvad der befinder sig under de frække burkaer eller som ikke var hemmeligt forelskede i Barbamama som børn. Men hvis jeg skal være helt ærlig og give de Radikale ret, så indrømmer jeg hermed, sort på hvidt, at jeg selv bevidst undgår de mange indvandrerpiger, der sidder overalt på vores værtshuse og diskoteker, når jeg går i byen.

Tilbage til definitionen af omvendt og "oprindelig retning": Aha, så racisme er simpelthen opfundet af hvide? Jeg tillader mig i mit stille sind at tvivle.
Den subtile forskel mellem den vestlige verdens opfindelser (tv.) og den ikke-vestlige verdens (th.)
Måske kunne det tænkes, at racisme rettet mod ikke-vestlige var til stede på grund af den vestlige verdens overmagt, baseret på teknologisk overlegenhed i senere tider som skitseret ovenfor, ligesom den til alle tider er opstået overalt, hvor nogen har haft overtaget, uanset farve. Det er bare en tanke; at det er en menneskelig egenskab, ikke en hvid mands egenskab. Men vi hvide skal hade os selv og derfor opfinder vi begrebet "omvendt racisme", når racismen tager os som ofre. Det hele på grund af venstrefløjens evindelige kæphest: Lighedsmageriget.

Vi skal nemlig alle være lige, så vi er dømt til at betegne racisme mod os som "omvendt racisme" indtil den dag, hvor en eller anden race begår folkemord mod os i et omfang, der matcher tysk ingeniørkunst. Sandsynligheden er nok rimelig lav, baseret på deres historiske ineffektivitet. Men det interessante er, at uanset venstrefløjens vrøvl om deres selverklærede høje moral og menneskelighed, så accepterer, ja, ligefrem opildner de til racisme mod os onde hvide, indtil vi har fået som fortjent og bægrene omsider er lige fulde af had.

Og hvis du tvivler på min påstand, så tag et kig på alle de film, hvor der er lavet en sjov scene ud af at ikke-hvide nedgør hvide. Lyt til alle de ikke-hvide stand-up komikere, som uden problemer laver racistiske vittigheder om hvide. Se alle de generaliserende overskrifter om danskerne i aviserne, som ingen forsøger at slå ned med en §266b-anmeldelse, ikke engang dem, der normalt kaster sig om med dem. Så meningen er, at vi bekæmper ild med ild? Jeg synes ellers at mindes, at I skide positive, bedrevidende speltkællinger altid plejer at kæfte op om, at "vi skal se fremad"? Men det er måske kun, når I har været utro?

Sand næstekærlighed og tilgivelse hører åbenbart kun kristendommen til.

Og nu må I undskylde mig, mens jeg går ud og brækker mig over min egen brug af politisk korrekte udtryk såsom "nydansker", "etnisk dansker" og "ikke-hvid".

mandag den 6. februar 2012

Jo, en mand? Næh.

Så blev jeg igen lokket til at læse nordiske krimier og igen blev jeg skuffet, som var jeg lokket på rejse i intetsigende Sverige og Norge. Ligeså forudsigelige som de nationers ferietilbud var de to krimier af Jo Nesbø, som jeg indvilligede i at læse af to altoverskyggende grunde:

1) Forfatteren er ikke en kvinde.
2) Forfatteren er en mand.

Desværre viste det sig hurtigt, at det udelukkende var muligt at afgøre forfatterens køn ud fra navnet på omslaget. Bøgerne var nemlig ligeså propfyldte med vestligt selv- og mandehad som alle nordiske krimier tilsyneladende stræber efter at være.

Jeg gider ikke resumere bøgerne, Rødhals og Flagermusmanden, hvoraf gennemlæsningen af sidstnævnte føltes som at vågne i en bunke glasuld i en sauna efter at være blevet trukket hen over et pigtrådshegn til et technorave og drukket fuld i Sambuca. I denne pinefulde proces analyserede jeg mig ikke desto mindre frem til handlingen i enhver Jo Nesbø krimi med hovedpersonen Harry Hole:

1) En morder er på spil.
2) Harry Hole har sex med en gudesmuk kvinde, han lige har mødt.
3) Harry Hole er indirekte skyld i, at en af disse kvinder eller en af hans andre nærmeste - men desværre aldrig hans pisseirriterende og totalt klamme mongolsøster - bliver dræbt af morderen.
4) Harry Hole har sex med en gudesmuk kvinde, han lige har mødt.
5) Harry Hole drikker sig fuld, hvilket er meget skidt, da Harry Hole er alkoholiker.
6) Harry Hole lommefilosoferer over livets kaos i en række uendeligt langsommelige kapitler.
7) Harry Hole har sex med en gudesmuk kvinde, han lige har mødt.
8) Harry Hole dræber morderen.

Byt lidt rundt på rækkefølgen af punkterne og du har en splinterny Harry Hole roman. Smid derefter lidt bubblegum-action, som har en bha-værdi svarende til reklamepauserne i Sex and the City ind mellem linierne. Så mangler du bare at formulere det hele i et klinisk renset sprog så køligt, at læseren føler, han bliver analprobet af intergalaktiske frostbjørne fra Pluto. Altså, fint nok at være reserveret i sit sprog, når det nu ligger til os nordiske typer, men man får lidt lyst til at æde et glas Pamol og gennemgå de fem dages lidelser, hvor de indre organer sætter ud ét for ét, bare for at blive udfriet fra livet, når man kommer lige fra Stephen King, hvor varmen nærmest siver ud mellem linierne.

Og det politiske. Åh, suk, jamen, er der da ingen, der kan sætte spørgsmålstegn ved, udfordre eller variere den evigt klingende grundtone i nordisk litteratur: Alting er den hvide, vestlige mands skyld. Det er åbenbart, hvad man kan forvente af vores forfattere på trods af - eller nærmere på grund af - statsstøtte. Og din kone sluger deres affald som var det killingefotos på Facebook. Intet under vores skandinaviske samfund er så selvdestruktive. Og så længe kvinderne har stemmeret, ændrer det sig ikke.

Men hvad klager jeg over? Jeg kunne jo bare have vendt bogen og læst, at den er udgivet på Modtryk.

Jo Nesbøs romaner får én ud af fem skøre nordmænd:


... tilsammen, da Rødhals egentlig var okay, mens Flagermusmanden var et halvbagt udtryk fra samme kageform. Læste jeg dem igen i omvendt rækkefølge, ville jeg sikkert sidde tilbage med en "hønen og ægget"-fornemmelse.

I stedet for en "æg i ansigtet"-ditto.