Lækre lefties

Jeg er klar over, at jeg på Bitter Blog ofte er efter kvinderne. Nogle tror, at jeg slet ikke kan lide kvinder, og at jeg ligefrem hader dem. Det er temmelig langt fra sandheden. Faktisk har jeg respekt for kvinder, som jeg opfatter som naturligt stærke. Nogle gange så stærke, at jeg har svært ved at binde dem med selv det kraftigste Randers Reb. Men i hvert fald kan de sagtens klare sig selv og nå nøjagtigt så langt, de ønsker, i livet. Hvis bare de begyndte at koncentrere sig om deres eget i stedet for at blande sig så meget i andres.

En af de fede ting ved at være en mand er, at jeg kan møde på arbejde i forvasket T-shirts og ældgamle, møgbeskidte gummisko og stadig få respekt for mit arbejde. Kvinderne, derimod, er af en eller anden grund nødt til at hejre sig ud. Jeg ved godt, at kvinderne giver mænd skylden for denne situation, men vi ved jo alle, at kvinderne gejler hinanden op til det, hvorefter de bagtaler hinanden. Mænd er pisseligeglade med, hvad kvinderne har på. Hvis man befinder sig nogenlunde tæt på gulvet i et firma, kan det ligefrem have den modsatte effekt at dulle sig op. I hvert fald er der i mit firma opstået stor tvivl om en bestemt kvindelig kollegas faglige evner, fordi hun er stadset op til halbal hver eneste dag.

Når nu kvinderne insisterer på at blive vurderet på deres udseende, vil jeg i dette allerede håbløse indlæg benytte lejligheden til at lægge det politiske til side og lave en top tre over venstrefløjens smukkeste, unge kvinder. Listen falder mig naturlig, idet jeg ofte henfalder til at stirre intenst på deres kroppe, når de optræder i Debatten, i håbet om at hyletonen snart forsvinder fra mit hoved.

Foto af Uwe Max Jensen

Nummer 3: Mette Frederiksen

Hugget ud af grov, jysk lerjord står Mette Frederiksen som første element på min liste. Selvom hun virker konet, og hendes former ikke rigtig står ud i det tøj, hun vælger at tage på i fjernsynet, synes jeg faktisk, hun er lidt nuttet og sød. Lidt på samme måde som jeg også finder små, arrige hunde nuttede. Hun har egentlig et ret kønt ansigt med de kuglerunde øjne, boksernæsen og Betty Boop munden.

Foto af Rune Johansen

Nummer 2: Ida Auken

Uha, her begynder vi virkelig at bevæge os over i topkvalitet. Hun forstår at klæde sig, så det passer til hendes naturligt slanke krop, og hun har et flot ansigt og en fin, fin hud. Desværre er der overhængende risiko for, at Margrethe og Svend gemmer sig inde bag ved, og at de titter frem, ikke som nu blot gennem hendes udtalelser, men også gennem hendes udseende, når hun først er skvattet ud over de farlige fyrre.

Foto fra de Radikales
website

Nummer 1: Zenia Stampe

Hvis bare mennesker - eller i hvert fald kvinder med bestemmergen -  havde en mute-knap. Jamen, Zenia er vanvittigt bedårende. Hun sørger tydeligvis for at holde sig i form og hendes flotte, lange, lyse hår er en perfekt indramning til hendes utroligt kønne ansigt, der er charmerende fregnet omkring næsen. Hendes øjne er et kapitel for sig. De er store og dybe og bare ja … bedårende, som en ægte udgave af Bambi. Jeg er sikker på, at Zenia ville være den første, potentielt inkompetente kvinde, som de onde, gamle kapitalistmænd ville hive ind i bestyrelserne for at få noget godt at se på.

Foto af
Kim Borregaard Eriksen

Uden for nummer: Henrik Høegh

I de røde kvinders ånd vil jeg indføre ikke bare lige muligheder, men lige resultater for kønnene på min liste. Derfor kan jeg ikke ignorere mændene – heller ikke dem fra højrefløjen. Her står fødevareminister Henrik Høegh ud fra mængden som den fødte sportsmand med en naturlig, maskulint seksuel udstråling. Yderlige forklaring er overflødig.

Foto fra Antifa Aarhus' arkiv

Bonus: Bob Glitter

Ja, jeg hiver mig selv ind her i et ynkeligt forsøg på selvironi for at undgå "gå-efter-bolden-ikke-kvinden" kommentarer. Godt nok er jeg en ugly motherfucker, som er blevet mobbet i løbet af hele min opvækst med mit afskyelige udseende, men det giver mig vel en slags indbygget ret til at hakke på alle andre? Lidt på samme måde, som at negere og muslimer gerne må være racister, fordi vi i Vesten har været åh-så-onde ved dem gennem historien. Ikke?


Nu kunne en af de utallige røde blogs som en slags anerkendende gestus passende lave en lignende liste over lækre højrefløjskvinder. Held og lykke, siger jeg bare. Specielt fordi, at alle ved, at røde kvinder er bedst i sengen, ligesom højreorienterede mænd efter sigende også skulle være. Det er ikke noget, jeg bare finder på. Jeg husker tydeligt fra firserne, da jeg hørte grovbrovtne Ole Ernst sige i Fup eller Fakta, at kvinder vil tages og mænd vil tage. Det er vores medfødte kønsroller, og I kan ikke kæmpe imod dem uanset hvor meget, I ønsker.

Velfærdsteknologi

Vi sidder, må vi nok erkende, på kanten af en rød regering i Danmark. Jeg hører til dem, der byder vore nye socialistiske overherrer velkommen, og vil gerne minde om, at jeg som kendt blogger kan være behjælpelig med at indfange skattemedarbejdere til at knokle i deres underjordiske millionærminer. I hvert fald har jeg lyttet for meget til TV-Avisen og er begyndt at tro på Mette Frederiksens ide om, at vi skal leve af velfærdsteknologi i fremtiden.

Lad os lige definere velfærdsteknologi:

Teknologier, som intet fornuftigt, rationelt samfund vil tage i anvendelse, med mindre de ønsker at udvikle den frygtede kræftform, velfærd, som bag sin godartede facade skyder dødelige metastaser ind i alt og alle. Teknologierne anvendes typisk som brændstof i bæreraketterne til de offentlige udgifters himmelflugt.

Velfærdsteknologiernes anvendelsesområder er blandt andet opretholdelse af håbløse og triste liv, såsom handicappedes. En af ideerne kunne være, at man af menneskelige hensyn lader handicappede arbejde i den private sektor og lukker øjnene for, at det er et gabende hul i statskassen at lade spasserne arbejde de fire timer om ugen, de magter, fordi de skal have fem medhjælpere på slæb døgnet rundt, i stedet for bare at parkere dem på førtidspension og håbe, at de drikker sig ihjel.

Lad os som eksempel tage en blind person. For at komme frem og tilbage på arbejde skal kommunen betale hendes taxa. Dernæst bruger hendes kollegaer omkring ti procent af deres arbejdstid på at tørre op efter hende, fordi hun hele tiden vælter sin kaffekop. Når hun går til frokost, brager hun konsekvent ind i colaautomaten, som til alle andres ærgrelse går i stykker, hvorefter hun slår sit hoved og lægger sag an mod arbejdsgiveren.

For at forhindre denne uundgåelige situation kunne virksomheden investere i en oppustelig pude, der foldes omkring colaautomaten, og som den handicappede støder ind i og derved kastes tilbage til et sted, hvor der også skal være en oppustelig pude. Et oplagt, innovativt velfærdsprodukt, som kan produceres i Danmark og eksporteres til selv bananstater i Afrika, hvor der som bekendt hverken er el eller varmt vand.

Lad os som et andet eksempel tage en døv person. Han kan selv komme frem og tilbage på arbejde, men han vil alligevel kræve en taxa, fordi han er handicappet og dermed krævende. Når han er på arbejde, bruger kollegaerne ti procent af deres arbejdstid på at tegne og fortælle pointen i samtlige vittigheder, han ikke kan høre, hvilket altid på en pinlig facon ødelægger en god pointe. Men man er jo nødt til det, fordi han ellers sladrer til kommunen om, at han bliver mobbet og holdt udenfor.

Men hvad nu hvis der opstår brand på kontoret, og han ikke hører alarmen? I Danmark har vi kastet cost/benefit begrebet så langt væk, at vi er begyndt at redde ligegyldige liv, så vi er nødsaget til også at advare døve mennesker. Her kunne man forestille sig et visuelt alarmeringssystem bestående af et langt reb der løber langs alle væggene på virksomheden. Rebet kan trækkes rundt ved hjælp af et drejehjul og på rebet er fæstnet papfigurer af skrigende, brændende mennesker, som derved snurrer rundt i alle rum og advarer eventuelle døve medarbejdere.

Igen ser vi en teknologi, som kan anvendes selv i de mest mørke lande, forudsat at man under en frådende eksplosionsbrand kan beordre en gruppe negere til at køre drejehjulet rundt uden det stinker for meget af kolonialistisk racisme. Så mangler vi bare, at de afrikanske lande begynder at hjælpe deres handicappede i stedet for at kalde dem for hekse, tvære deres øjne ind i chili og forvise dem til ørkenen (eller Råbjerg Mile, hvis de er på evig forsørgelse i Danmark). Not gonna happen.

Som indlægget illustrerer er der stadig håb for Danmarks fremtid. Vi kan leve af vores fantastiske innovation indenfor teknologier, hvis eneste forudsætning er, at alle verdens lande hopper på vores ide med rekordhøje skatter og lighedsmageri. Og hvorfor skulle de ikke det? Vi ved jo, at vi har ret.

Og skulle alting alligevel gå galt, vil vi altid have Linie 3.

Godzilla angriber

De seneste par dage har været et mareridt for ethvert rationelt menneske i verden. At følge nyhedsstrømmen omkring de tsunamiramte atomkraftværker i Japan har været et studie i mediernes blodtørst og socialisternes stupiditet. På trods af, at bunker af lig af druknede japanere kan købes billigt på ethvert loppemarked i disse dage - vel at mærke den ægte vare, i modsætning til dem, der har optrådt i den flodbølge af dårlige film, som Japan har overskyllet verden med, og som tsunamien efter al sandsynlighed er Guds temmeligt ironiske straf for - har mediernes øjne stort set kun rettet sig mod atomkraftværkerne, hvor der, så vidt jeg er informeret, er sket nul komma nul nul dødsfald.

Når man så har villet befri sine øjne fra de katastrofeoverskrifter, der har plettet aviserne som en eller anden sindssyg, dement undulat med tynd mave, og som – deres lødighed taget i betragtning – enten er skrevet af vejrbøsser eller kommunistiske hippier, har man ladet dem hvile på Facebook. Hvor de så igen er blevet røde over alle de kvindelige venners komplet latterlige og overskruede statusopdateringer:

”Hvorfor er japanerne så dumme, at de placerer atomkraftværker i et land, der trues af jordskælv”,
”Nu kommer vores børn til at mærke resultatet af jeres leg med Guds legoklodser” og
”Luk Barsebäck”

Okay, vi prøver igen: Hvor mange er døde på grund af tsunamiens effekt på atomkraftværkerne i Japan? Hvor mange er nogen sinde døde i den vestlige verden på grund af atomkraft? Nå. Og hvor mange er døde på grund af kulkraftværker? Ofre for lungekræft på grund af forurening? Indespærrede eller forgiftede kulminearbejdere? Kulkraftværker producerer i øvrigt også radioaktivitet. Men det er kritikerne nok ligeglade med, for som altid, som evig og fucking altid, tager disse kridt på mit nervesystems tavle følelserne og ikke hjernen i brug, når der skal argumenteres.

Det er naturligvis primært kvinderne, vi skal trækkes med igen. Ligesom vi har gjort gang på gang siden 1915 og specielt efter 1921, hvor man ikke længere har måttet lukke kæften på dem med et selvlært venstrehook. Ole Birk Olesen havde fuldstændig ret i sin artikel, hvor han anklager kvinder. Især i punkt tre, ”Jeg anklager kvinder for at være i deres følelsers vold og uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand … ”, en påstand som vi nu endnu engang har fået empirisk bevist. Desværre var Ole Birk Olesen sarkastisk og groft generaliserende, som han gentagne gange har sagt, og som han i øvrigt skriver i begyndelsen af selvsamme artikel. Men dette faktum har ikke interesseret kvinderne, som i stedet farer i rødrasende flint, hvilket bare endnu engang beviser hans påstand.

Vi er selvfølgelig heller ikke fri for mandlige kritikere, typisk enten paranoide, arbejdsløse eksistenser, der taler uafbrudt om CIA og Illuminati eller den pæne, bebrillede type med usædvanligt kraftigt, mørkt, bølgende hårpragt, som optræder som såkaldt ekspert i Deadline, og som kvinderne sikkert dåner over. Typer, som har båret hele deres liv ved på alle mulige måder at fedte sig ind hos det kvindelige segment. Nej, jeg er ikke misundelig ... måske bortset fra en smule på deres hår.

Atommodstanderne opfører sig nøjagtig ligesom dem, der ikke tør flyve, men som gerne kører deres knaldrøde KIA ud på små, vinterhullede stærkt trafikerede veje i vintervejr. Skidt med at hver familie i snit mister et barn om året i biltrafikken, men hvis et fly styrter ned: Uha! Så må vi straks undersøge alt i hoved og røv, inklusive samtlige passagerer. Men lille Allan lader de gladelig køre uden sikkerhedssele i den blikdåse af en bil, som min Porsche Cayenne om få sekunder knuser og sender til de evige pebermarker. Hvem bekymrer sig om, at der langsomt dør i tusindvis af mennesker af kulkraft, når der måske dør hele fem i forvejen slatne japanere efter over fyrre års atomkraft. Come on, de har endda prøvet noget lignende før. Det er jo ikke engang sådan, at det er nyt for dem.

De sjoveste af atomkraftmodstanderne er dem, der er helt vildt bange for global opvarmning, en frygt, der ironisk nok er baseret på samme tvivlsomme følelsesgrundlag. Samtidig med, at de skriger og råber om, at vi om ti år alle sammen bor på halvtreds meter vand, er de modstandere af en energiform, der hurtigst kunne redde os ud af suppedasen, såfremt alle deres tvivlsomme beregninger skulle være korrekte. Det er simpelthen så hysterisk dumt, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde.

Inden du nu skriver en kommentar på tyve sider med underlige dokumentationslinks fra www.bushhatesallmuslims.com eller www.treehuggerwanker.com, så vid, at jeg egentlig er ret ligeglad med atomkraft. Jeg er ikke specielt interesseret i området og holder mig nærmest neutral i spørgsmålet – mest fordi jeg ikke ved særlig meget om det, hvilket samtidig er cirka tusind gange så meget som en gennemsnitlig dansk, kvindelig journalist. Men jeg er modstander af idiotisk opførsel og vildledende nyhedsstrøm uden hensyntagen til fakta. Og jeg er oprigtigt bekymret for et eventuelt udslips effekt på den japanske befolkning. Hvem ved … i fremtiden føder de måske børn med skæve øjne og flade ansigter?

Gud redde os alle. Men specielt dette, lille, forpulede, feminiserede land