fredag den 30. december 2011

Den nøgne sandhed

Lad mig begynde indlægget med at etablere enighed: Vi synes alle sammen, at nudister er sære mennesker, ikke? Og at deres tilsyneladende åbne og fordomsfri livsindstilling ikke er andet end et dække over ekshibitionisme og partnerbytte? Fint. Men hvorfor falder du så på halen over vinterbadere, din dobbeltmoralske nar?

Den er sikker hvert eneste år: På et eller andet tidspunkt er TV-avisen ude at besøge en vinterbaderklub, hvor en midaldrende, rynket mand får mulighed for ganske lovligt at blotte sine kønsdele i nogle sekunder for hele Danmarks befolkning, inklusive din otte-årige datter, hvilket tilsyneladende passer såvel dig som ham fint. Sjovt nok går vinterbadernes tid - i modsætning til nudisternes - ikke med at vente på, at en ung, smuk kvinde melder sig ind, eller at en af de andre nøgencampisters døtre rent faktisk fortsætter med at lege i Svends fortelt efter at have fået kønsbehåring. Nej, vinterbaderne vælter sig i unge, smukke kvinder, fordi vinterbadning af uransagelige årsager har et godt ry blandt de unge.

Da jeg bruger en anseelig del af min tid på vedligeholdelsen af min stolte, nordiske klippekrop, har jeg ubehagelig meget erfaring med at befinde mig i et herreomklædningsrum. Tilfældigvis træner jeg sammen med Jyllands fremmeste vinterbader, en pænt skåret, snotdum fyr, der ikke uden grund går for at være en ganske frisk fætter. Udenfor omklædningsrummet ævler han løs om vinterbadningens velsignelser, og især pigerne slikker hans historier i sig, hvorefter de følger ham som de stupide lemminger, de er.

Men når vores ven står i badet i herreomklædningen, og der ikke længere er kvinder inden for hørevidde, så kommer sandheden som altid frem. Han sagde en dag til mig: "Du skal komme med ud at bade en dag, Bob. Skidt med at det er lidt koldt - det overlever du nok. Men du skal med, fordi pigerne smider tøjet. Hver en trævl, siger jeg dig. Sidste gang sad jeg i sauna bagefter med Henrik og hans kæreste, og hun sad bare der, ganske nøgen og åben på bænken som det naturligste i verden, og vi kunne bare kigge løs. Fuck, hun er lækker. Det er alletiders".

Altså, jeg har min medfødte evne til at se ind i alle menneskers hoveder, så jeg var ikke overrasket, men det var da alligevel rart at få bekræftet samtlige fordomme og lidt til. Måske sidder du nu som kvinde og tænker: "Og hvad så, hvis de kigger?" Det skal du også have lov til. Ingen forbyder dig at nyde situationen, når du spreder ben og blotter dine nøgne kønsdele foran en flok fremmede mennesker. Det er kun mænd, der ikke må sådan noget. Men i det mindste kan du måske anvende lidt rationel tankeenergi på, hvorfor vinterbadere er cool, mens nudisterne er creepy? Dét giver nemlig ingen mening.

Vinterbadere har endda den ekstra frækhed at kalde sig selv for vikinger. Sammenligningen ligger da også lige for: Vikingerne sejlede hundredevis af kilometer i små både, tværede livsfarlige svampe i tindingerne, så de kunne ignorere alle de økser, knive og morgenstjerner, de fik stukket i sig, mens de gik amok og erobrede og voldtog tusindvis af kvadratkilometer engelsk jord. Til sidst drak de sig ihjel. Vinterbaderne dypper deres blegslaskede kroppe i koldt vand i et kvart sekund, skriger som skolepiger og løber ind og feder den i en sauna, mens de glor på damer, de ikke engang selv har modet til at flå tøjet af.

Og som en sidste fed understregning: Er der nogen, der kan give en fornuftig forklaring på, hvorfor vinterbaderne absolut skal være nøgne? Nej, bortset fra en gang latterlig ævl om naturlighed og sundhed og en eller anden søforklaring om, at spandex ikke kan tåle kulde, er den eneste forklaring, at jeg har ret. Igen, igen og igen ligesom hver evig eneste gang.

lørdag den 24. december 2011

Julebrev: Blodet som bolværk

Atter er det blevet tid til Bitter Blogs traditionsrige julebrev. Der er sikkert skrevet utallige afhandlinger om årets emne, men da jeg ikke er specielt belæst - hvilket du bør være glad for, da sådan noget typisk foregår på statens regning, også bagefter, fordi ingen gider ansætte en humanist - vil jeg beskrive mit fokus i lægmands termer, råt, kort og præcist: Socialisterne hader familien.

Socialisterne lever i håb om et samfund, hvor alle - på et hvilket som helst tidspunkt i deres liv, uanset deres handlinger - er lige med alle andre. Dette idealistiske og tilsyneladende fromme ønske er så kønt, at det stadig tiltrækker folk på trods af, at millionvis af mennesker, der i sidste århundrede ikke lige var enige i, at alle skulle være lige, røg lige i graven. Det gør ikke noget, hvis du myrder, så længe du mener det godt. Anders Breivik, undtaget.

I den røde jagt på utopien er familien et irritationsmoment. Prøv at lægge mærke til næsten samtlige lovforslag fra venstrefløjen: De modarbejder familien, fordi den repræsenterer en række forhindringer for socialisternes mål. I tillæg til, at familien er grundlaget for den kristne, vestlige, velfungerende og derfor onde kultur, kan jeg nævne følgende:
  • Følelserne i familier binder de implicerede tæt sammen, hvilket giver dem en naturlig modstandsvilje over for tvangssocialisering med andre mennesker.
  • Mennesker fødes ind i familier og dermed til de privilegier, de tilbyder i form af tætte bånd.
  • Mennesker opfylder roller i familier, som ikke passer særlig godt med den kønsløse, grålige ensformighed, individet ifølge socialismen bør være.
Det seneste eksempel på venstrefløjens had er skatteplyndringen af familievirksomheder. Det skal naturligvis ikke være muligt for de rige svin bare at lade det stykke arbejde, de har knoklet og lidt afsavn for i årtier, gå videre til noget så ligegyldigt og egoistisk som deres eget kød og blod. Nej, frugten af deres hårde arbejde skal flås, parteres og deles ud til alle os andre, så alle får en del, uanset at vi ikke rørte en finger for det. Og vi glemmer behændigt, at familievirksomhederne både betalte skatter og skabte arbejdspladser til glæde for det altfortærende velfærdssamfund, mens den oprindelige ejer levede.

Et andet eksempel er julehjælpen. Den defekte SF'er, Özlem Cekic, udtalte under en debat med julekuglestøderen, at det ikke bør være nødvendigt for nogen at spørge sin familie om hjælp. Det er derimod ganske naturligt, at staten med vold og magt tvinger midler ud af alle andre, som dermed mister muligheden for at hjælpe deres egne familier. På overfladen ser det ud, som om socialisterne støtter familierne, mens de faktisk gør det modsatte: De trækker pengene og dermed magten ud af familien.

Det samme mønster kan ses i den typiske, røde retorik, hvor der tales med patos om børnefamiliernes tragiske situation, og om hvordan vi alle bør betale for deres institutionspladser, overflødige psykiatriske diagnoser og underlige projekter, der skal diktere levevisen for ellers rimelige velfungerende børn. Igen, på overfladen, børnefamilievenlige tiltag, men hensigten er at trække ansvaret ud af familien og ind under statslige institutioner, så vi alle kan blive ensrettet. Og frem for alt lige.

Juletid er familietid, hvilket betyder, at socialisterne hader julen. Jeg ved ikke, om du ligesom mig har fjerne, røde familiemedlemmer, som afskyr julen. Det er mennesker, der ikke har oplevet glæden ved jul i familien, hvorfor de i denne tid væmmes ved dens synlighed. De er misundelige, små mennesker, som aldrig har følt glæde ved julen, fordi ingen kan lide dem. Ingen. Og derfor fandt disse hjemløse, tomme sjæle flugt og lunken erstatningsvarme i socialismen og Moder Stat, hvor de også fik mulighed for at forhindre alle andre, der stadig elsker julen, i at fejre den på behørig vis.

Et glimrende eksempel på socialismens forhindringer for julen er deres angst for at støde muslimerne. Vores tusindårige historie og kultur smides bort i socialismens totalt selvmodsigende, Frank Jensen-agtige slikken af religiøse fanatikere i mundvigen. Socialisternes had mod Vestens frihed har gjort dem blind overfor Islam. De ser ikke, at islam er hundredfold det, de for få år siden hadede ved kristendommen. Nej, muslimerne er blot tidens ofre i den evindelige stræben efter lighed. Og så er det ligegyldigt, at majoriteten af muslimer sikkert slet ikke lader sig støde af julen. Nej, fornærmelsen er en devise, som socialismen konstruerer for at retfærdiggøre dette lighedens uhellige korstog.

Nu du har kæmpet dig igennem dette indlæg, så husk i aften, når du og dine nærmeste danser om juletræet, at I med familien i hænderne danner en ring, et bolværk, som socialismen endnu ikke fundet styrken til at bekæmpe på trods af fedtafgifter, skatter på slik og søde sager samt afskaffelse af hyggelige glødepærer. Kig ud gennem vinduet, grin af gråspurvene, der ligger fastfrosset i græsplænen og af dem, der ikke har råd til at give deres børn gaver, fordi de prioriterede et iPhone kompatibelt lorteanlæg fra L'EASY i 2006. Le hånligt af det scenarie, du ser sig udspille bag den radikale nabos vindue: Grålige nuancer, økologiske ulandsgeder under ståljuletræet, fraværet af svinekød og token somalier i hjørnet. Kig derefter tilbage til din egen stue med de dejligt forurenende lys, flæskestegen, børnenes smittende glæde over de svinedyre gaver, den sære onkels endnu særere smil efter alt for mange juleøl og frem for alt det allestedsværende, paradoksalt røde, varme lys: Symbolet på det, der binder din familie sammen og som aldrig kan erstattes af nogen kunstig samfundskonstruktion: Blodet; Familiens bånd, som skal redde os alle i denne mørke tid.

Bitter Blog ønsker aldrig god jul. Bitter Blog ønsker GLÆDELIG JUL.

torsdag den 22. december 2011

Dødninge

For nogle uger siden satte jeg mig ned foran TV'et med korslagte arme og tændte for DR HD. Jeg har stort set ikke set fjernsyn siden Dronningens Nytårstale, som jeg ikke husker, fordi jeg var fuld, men anledningen var denne gang, at DR er begyndt at sende den amerikanske tv-serie, "The Walking Dead", der, som navnet diskret antyder, handler om en af de mest sympatiske former for mennesker: De døde.

Min afvisende kropsholdning måtte jeg dog hurtigt bløde op. Efter blot få minutter ser man en politimand blæse knoppen af en cirka otte-årig pige, og så var jeg solgt, selvom plottet er set en million gange før: En eller anden katastrofe har:

1) ... fået de døde til at rejse sig ...
2) ... hævet efterspørgslen markant på nyudklækkede, rå menneskehjerner ...

... og så følger vi en forholdsvis lille gruppe mennesker, som forsøger at overleve i det postapokalyptiske univers. Den dårlige nyhed er, at serien handler mere om relationerne mellem de overlevende mennesker end om zombierne. De vandrende døde er blot katalysatorer for de menneskeskabte konflikter, der ender med at slå alle ihjel. Nå, så var det ikke så dårlig en nyhed alligevel.

Risikoen ved sådan en serie er, at afsnittene udvikler sig til rene soapoperas, som man engang så i Star Trek, hvor Whoopi Goldberg spillede en skideirriterende hovedrolle i fortællinger, der ligeså godt kunne have foregået i en mindre forstad i USA i 90'erne. De afsnit slukkede jeg for hurtigere end du kunne sige "Min Gud, en talende orangutang!" "The Walking Dead" har endnu ikke udviklet sig i den retning, men det ender den uundgåeligt med, eftersom alting bliver dårligere med tiden.

Hovedpersonerne i "The Walking Dead" er en politibetjent og hans slutty kone, som hoppede i seng med mandens bedste ven, som er endnu en hovedperson, cirka to timer efter, hun vurderede, at zombierne måske nok havde slået hendes mand ihjel. "Better safe than sorry" og "jeg vil hellere fortryde end undvære" ... I har hørt alle undskyldningerne før. På den måde ligner kvinderne jo sig selv. Derimod ligner seriens mænd overhovedet ikke virkelighedens dørmåtter, når de smadrer vandrende lig i seriens talrige, voldelige scener.

Nu er det fristende for mig at sammenligne zombieapokalypsen med velfærdssamfundet, hvor socialklienterne er de direkte paralleller til den voksende hob af grådige, vandrende lig. Men jeg indså, det ville være uretfærdigt. I modsætning til socialklienterne opfylder de levende døde trods alt nogle formål i verden, såsom at være fugleføde, udstøde mærkelige lyde og agere legale objekter for de overlevendes jagtsyge. Det sidste mangler vores tøsede samfund endnu at tillade.

Hvis du er til mere let indhold i fjernsynet og ikke synes, det lyder så sjovt med den umiddelbart skræmmende setting, så kan jeg berolige dig med, at der er en del plads til humoristiske indfald. For eksempel måtte jeg le højlydt, da en nybagt, grædende enke beder gruppens zombieafliver om selv at få lov til at destruere sin mands lig med en økse, hvorefter selve gerningen akkompagneres af højere og grimmere knaselyde, end nogen stakkels småpige, der blev trukket ind i krattet af en storlemmet, eksperimenterende gæsteklient, nogen sinde hørte. Det var også sjovt, da hovedpersonens 12-årige søn blev opereret uden bedøvelse i et af de seneste afsnit.

Alt i alt vil jeg anbefale serien, hvis du kan se bort fra de sædvanlige politisk korrekte indfald med racistiske, hvide hillbillies, forskere der brokker sig over fossilt brændstof, token anything-but-white guys og latinamerikanske bandemedlemmer, der bag facaden viser sig at være kærlige ældreplejere. Du kan eventuelt bare grine af disse stereotyper, ligesom jeg gjorde, da seriens redneck drak sig fuld i lige præcis Southern Comfort. Jeg kan i hvert fald ikke lide den drink og kan ikke relatere mig til den. Nej, jeg hader dens fløjlsbløde, smooth sødme, når den vrider sig på mine smagsløg som en elskerinde på gummilagnet.

... nå, det er tid til karakter. Jeg giver "The Walking Dead" fire ud af fem mulige frådende haitianere:



Og for resten: De kalder ikke de levende døde for zombier i serien. De kalder dem for "walkers", udueligt oversat til "dødninge" på dansk. Jeg ved ikke, hvorfor de på denne facon ønskede at klippe båndet til zombiearven, men det var nok, så ingen amerikanske husmødre skulle opdage, hvor stort et ripoff hele serien i grunden er.

mandag den 19. december 2011

Jeg, politikkens James Cook

Der er en første gang for alting, som man siger til tabere, der ikke kan finde ud af noget. Og dette bliver første gang, jeg indrømmer, at jeg har taget fejl. I oktober 2010 satte jeg mig ned i arrigskab og forfattede et indlæg om Joachim B. Olsen. Jeg var sikker på, at han aldrig blev til noget og anså hans folketingskandidatur for Liberal Alliance som en stor fejl. På daværende tidspunkt virkede det også sådan.

Helt ærligt, 115 kilo muskler, der efter en falleret sportskarriere havde været på Tour de Kendisprogram og blameret sig som en kraftidiot i samtlige shows, kunne jeg som logisk tænkende individ ikke have den store forventning til. Og når han samtidig havde været et slags smut omkring Socialdemokraterne!? Men jeg tog fejl og må give de pålidelige kilder, som forsøgte at overbevise mig om hans værd, ret: Joachim B. Olsen gør det udmærket, og han har endda formået at bringe kog på suppen af fattigdomsdebattens fede lårben i en tid, hvor ingen ellers vovede at stille kritiske spørgsmål til vor tids herskerklasse: Socialklientellet.

Jeg kan dog stadig ikke slippe billedet af Joachim B. Olsen som en lidt tyk skoledreng, der er kommet på handelsskole og i klasse med nogle af de tunge regnedrenge. Det virker som om, jakkesættet ikke rigtig passer på ham, og at han mest har det på for at imponere og ligne de andre to: I ved, ham med de lyseblå, iskolde øjne og ham, hvis hjerte er så uhjerteligt, at det ikke engang gider slå for ham selv. Selvom han har gjort det godt, virker han på en eller anden måde som en meget stor og uhandy bugtalerdukke. Men klog af skade vil jeg undlade at nævne det.

Dels fordi, Joachim har stødt luften ud af den ynkelige fattigdomsdebat og dels fordi, jeg gerne vil have dit fokus væk fra det faktum, at jeg har taget fejl, kom jeg til at tænke på, at det er på tide at redefinere den traditionelle politiske kategorisering med en højre- og venstrefløj. Da jeg sad og surfede Wikipedia på arbejdet, fordi jeg kan lave mine opgaver på en tiendedel af den tid, staklerne betaler mig for, faldt jeg over de såkaldte appelformer i retorikken, som er yderst velegnede til at klassificere det nuværende politiske klima:

  • Patos: At tale til følelserne.
  • Logos: At tale til logikken.
  • Etos: At tale med basis i moral (her subjektivt defineret af afsenderen).

Dermed kom jeg øjeblikkeligt frem til følgende politiske kort:


Jeg kan simpelthen ikke påpege alle de steder, hvor dette diagram er genialt. Prøv for eksempel at lægge mærke til, hvordan partierne er placeret i forhold til de enkelte appelformers områder, og hvor meget det faktisk fortæller beskueren. Det er krystalklart. For satan, det er godt! Jeg har allerede ydet mere som politisk kommentator end nogen rød, evighedsansat lakaj fra Danmarks Radio, og alligevel kommer der ingen statement-kok og laver en fancy ret ud af min fez, så jeg kan æde den.

Sig mig lige: Er der noget, Bob Glitter ikke kan? Bitter Blog tvivler.

torsdag den 15. december 2011

Mine gode venner

Jeg skriver en del om do-gooders her på Bitter Blog, fordi de pisser mig så meget af. Ikke fordi, de bruger tid på "gode" gerninger, men fordi de har endnu mere travlt med at fortælle alle andre om det, hvilket bare igen beviser, at gerningerne mest af alt er desperat aflad for eget overforbrug, det velkendte vestlige selvhad og god, gammeldags selvlede. Det sidste med rette, i øvrigt. Deres skamløse selvpromovering af gerningerne, som i øvrigt sjældent udvikler sig fra at være luftige intentioner, foregår ofte på Facebook, som dermed nu anvendes til andre formål end at stalke eks-kærester.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare lukker min Facebook-profil. Og laver en mindeside. Og lader være med at gå på arbejde og ringe til familie og venner i fjorten dage. Det kunne være ret sjovt. Selvom ingen sikkert ville reagere. Nå, men under valgkampen var de godes selvhævdelse helt slem og stod ikke tilbage for selv de rødeste politikeres patetiske løgne. En af mine venner - en af de "onde" - droppede simpelthen Facebook i denne periode, hvor jeg som daglig bruger led under grimme morgenkvalmeanfald, der ikke lod sig trylle væk af danske teenagepigers sædvanlige søndagsrationer af fortrydelsestabletter.

Jeg holdt med nød og næppe fast i det sociale netværk til Statsministeriet var blevet overdraget til Dukken i Rødt, men jeg må desværre konstatere, at det ikke er blevet bedre derinde. I dag måtte jeg vågne til følgende besked fra en "ven":
Åh, jeg ønsker bare, at folk ville blive anstændige og behandle hinanden med respekt og altid møde hinanden med et smil, uanset om de er enige eller ej.
Det ville såmænd være et fromt - omend grinagtigt naivt og kæberaslerindbydende - ønske, hvis ikke selvsamme spade få dage tidligere havde postet følgende:
NU HOLDER DET KRAFTEDEME MED DE DF'ERE! AT FORESLÅ (indsæt valgfrit forslag fra DF her) ER UANSTÆNDIGT OG MINDER MIG OM TYSKLAND I 30'ERNE. ALLE DE NAZISVIN SKULLE SMIDES UD AF LANDET!!!!
Men okay, de gode har mildest talt aldrig været belastet af selvindsigt. Måske er det derfor, de spørger hinanden om hjælp i en ny trend, som jeg opdagede på en anden vens profil. Helt seriøst, jeg laver ikke sjov her. Det er virkelig noget, de gør, selvom jeg troede, bunden var nået med de hykleriske 1% fotografier.

De slår følgende billede op ...

... og tagger hinanden på det. Der er næppe set en heftigere klappen af rygge siden Rygklapperklubbens chefsælgere tog på teambuilding og blev overfaldet af en myggesværm under et kollektivt hosteanfald. Det vil være mindre smertefuldt at ligge på en tændt Weber og få kikkertopereret øjnene gennem anus end se på mere forpulet, selvforherligende sødsuppe fra de idioter. For satan i helvede da!

Hvis godheden så bare begrænsede sig til Facebook; dette elendige virtuelle rum, hvor folk pludselig mister al sans for privatliv og skam. Men desværre ved jeg fra en bekendt, som arbejder i kommunen, at der eksisterer enorme såkaldte "vidensbanker" og andre "projektgrupper", der modtager utallige millioner skattekroner for at integrere indvandrere, mens de holder møder, lægger planer og bekræfter hinanden i, hvor meget godt, de udretter, selvom de i det store hele er dybt inkompetente og ikke mindst akademisk handlingslammede. Alt imens alting bliver værre på gaderne udenfor.

Den eneste måde at stoppe dette vanvidscirkus må være at stoppe skattekronerne. Så nu går jeg som nettoydende skatteborger ud og hænger mig i den nærmeste adventskrans. Jeg vil lade dens levende lys brænde imens. Så skulle der være god chance for ikke at blive reddet, hvis en skide do-gooder skulle komme forbi. Uanset hvor stort et publikum, der måtte være, blander de sig næppe, hvis de selv risikerer at brænde nallerne.

mandag den 12. december 2011

Dissektion af en hipster

Det er egentlig utroligt, jeg ikke har skrevet et indlæg om hipstere før. Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt, men de er altid endt ud med at blive til bylder af skældsord. Nu tager jeg en dyb indåndning og prøver igen at beskrive denne underlige type mennesker, som er blandt de mest usympatiske af slagsen ... hvilket ikke siger så lidt. Hvis du er hipster og læser dette indlæg nu, jubler du. Jeg har nemlig lige beskrevet dem som "underlige", hvilket er præcis sådan, de higer for at blive opfattet. Men de er kun underlige på overfladen. Efter dette indlæg vil du indse, at de er de tommeste mennesker i denne verden, og at underligheden blot er som påskemalingen på de udpustede, døde æggeskaller, der udgør deres fysiske eksistens.

Jeg er ikke bange for at såre nogen, og med hipstere er der slet ingen fare. Hvis en hipster læser Bitter Blog befinder vi os i år 2033, jeg er forhåbentlig død og en hipster undersøger mine ynkelige spor i verden i håbet om at finde noget, som alle andre har glemt. Essensen af at være hipster er nemlig at finde noget, alle andre har glemt, tage det op og dyrke det som en nørd; vel at mærke uden egentlig at interessere sig for det. I det øjeblik, ikke-hipstere fatter interesse for det, de har genoplivet, slipper de det, som var det underbukser uden gylp. For så er det ikke længere noget, som ingen interesserer sig for og finder underligt: Det er ikke længere ironisk.

Faktaboks
En hipster er typisk et bymenneske, som tager noget - en eller flere bestemte og muligvis relaterede beklædningsgenstande, fritidsbeskæftigelser, værdisæt eller lignende - til sig uden egentlig at have følelsesmæssige eller intellektuelle tilknytningsforhold til dem. Dermed bærer hipsteren denne påtagede identitet med ironisk distance. Hipstere bør ikke forveksles med nørder, der er meget engagerede i essensen af deres passion. Udseendesmæssigt ser man ofte "Onkel Anders"-typen, som fra de gamle Far til Fire film, selvom denne type naturligvis ikke er dækkende for det evigt foranderlige, overfladiske billede af hipsterflokkene.

Ironien gennemsyrer hipsterens liv. Hvis du nogen sinde har befundet dig i en hipsters lejlighed vil du opdage, at den er ironisk. Måske ligger den på en ironisk gade, den har ironisk inventar lige fra sofaen til det møbel, der ironisk udgør reol for ironiske bøger, ironisk blandet med ironiske tegneserier. Badeværelset er i ironisk forfald, og tandpastaen presses af en ironisk, gammeldags metaltube. Kigger du på væggen, ser du ironiske polaroidfotos fra de ironiske cykelferier med hipstervennerne, hvor de drak sig fra sans og samling i dårlig, ironisk paprødvin, mens de løb rundt i solskinnet med åbne, lyseblå skjorter og blafrede med deres utrænede, ironisk skoldede mandepatter. Når indehaveren, hipsteren himself, dukker op i lejligheden, bemærker du hans grimme, dumme fuldskæg om de blege, tynde læber og de enorme, dumme metalstelsbriller med tonede glas.

Terroristlederen Kashmiri har en vis lighed med den typiske
hipster, såvel fysisk som menneskeligt. Ironisk nok er han død.
Hvis du er hipster og læser dette, er vi som sagt i 2033, og jeg kan fortælle, at du allerede er surfet videre. Blogs med indlæg, der typisk har et lixtal så højt, at det dræber alle edderkopper, der vover at lave spind omkring bøger, der indeholder lignende tekster, tiltaler ikke hipstere. Dette er fordi, hipstere sjældent har nogen uddannelse. De er udannede og simple, uintelligente, usympatiske, grimme, små mennesker med pindarme, og ingen kan lide dem. Ingen. Det er netop derfor, de er hipstere. De indeholder intet og har taget hipsterrollen på sig i håbet om at få bare en eller anden identitet i deres elendige, indholdstomme liv. Men det lykkedes ikke. Paradoksalt og passende på samme tid, er de ironisk overfladiske i deres søgen på indhold.

På ét område fejler hipstere totalt: Det politiske. Tomme som de er, interesserer de sig ikke for politik og er egentlig ligeglade. Men deres behov for identitet og ultimativt accept fra omverdenen driver dem mod socialismen. For det første har socialismen fejlet på alle områder og er dermed umiddelbart et oplagt emne for en hipster. Dernæst ejer en hipster hverken integritet eller værdier, materielle som immaterielle, og så tiltrækker socialismen naturligvis, fordi den giver adgang til andres. For det tredje giver socialismen lejlighed til, at de kan have en ironisk Karl Marx bog liggende på sofabordet og for det fjerde, fordi de er bymennesker, giver det dem en tilknytning til det politisk korrekte centrum-venstre segment, som nemt lader sig imponere af overfladiske floskler. Inderst inde er hipstere angste mennesker og ved at hyle med flokken politisk er de sikre på ikke at skabe en så stor distance til andre mennesker, som ellers ville være naturligt, hvis sidstnævnte virkelig kendte hipsterne.

Uanset, at jeg nærmest med matematisk præcision argumenterer for, at hipstere er ringe mennesker, og jeg derfor ingen grund har til yderligere at sparke på dem, så hader jeg dem inderligt. Jeg håber virkelig bogstaveligt, at disse spild af ilt dør, når jeg ser dem.  Måske bare fordi jeg generelt hader mennesker, og når der tropper nogen op, der har støvsuget sig selv for enhver ynkelig rest af nedarvet menneskelig værdi, så provokerer det mig. Eller måske er forklaringen bare, at de ser så åndssvage ud. Jeg var til en koncert for nylig, hvor der var en hipster med. Egentlig var han fejlplaceret, hvilket han ironisk nok ikke rigtig fattede, hvorved han netop passede ind. Men da vi stod der rimelig tæt på scenen i cirka trehundredeogfirs grader celcius, betragtede jeg sveden hagle fra under hans ironiske tophue, og jeg svor, hvis hans latterlige, ironiske demonstration førte til, at han kollapsede i hedeslag, ville jeg curbstompe ham på stedet.

Måske har du hipstervenner og er fornærmet nu. Måske synes du, jeg er for hård ved dem. Måske er en af dine kollegaer hipster. Ja, jeg skrev kollega, fordi jeg erkender, at visse af dem på trods af mangel på uddannelse og intellekt får arbejde i kreative jobs. I ved, de sorte huller af arbejdsområder, som firmaerne gerne hælder penge i, mens de massakrerer produktive medarbejdere, fordi lederne forveksler stupid overfladiskhed og gammel vin på nye flasker med innovation, hvilket ironisk nok ikke er helt forkert. Men hvis du har hipstervenner, så tænk lidt over, hvorfor de gider snakke med dig. Hvorfor de står ud af deres ironiske lagener, tager deres ironiske cykel på arbejde og går ind til deres ironiske stol for at sætte sig ved siden af deres ........ venner og kollegaer.

Og hvis du lige nu sidder og tamper på din latterlige iMac, som du købte i din individualistiske konformitet, og skriver en kommentar om, at der er forskel på hipstere, så glem det. Nej, der er ikke forskel. Ikke indeni. Og jeg er ironisk nok ligeglad med dine tomme pseudoargumenter.

mandag den 5. december 2011

Dig og den serbiske pige

Jeg holder af at se gyserfilm. Mest fordi verden ikke er et særligt grusomt sted, og så er det rart at kunne søge tilflugt i fiktionen. Jeg foretrækker stemning frem for splatter, og af samme grund er jeg gået udenom torturgyseren "A Serbian Film".

... hvilket jeg i øvrigt for fremtiden er nødt til at fortsætte med, for Blockbuster har ifølge Skræk og Rædsel fjernet den fra hylderne. Og ja, jeg insisterer på at låne mine film på Blu-ray, fordi jeg ikke gider den elendige lyd, der er på video-on-demand. Og ja, alle andre videobutikker end Blockbuster er døde. Og ja, pirateri er udelukket, mine kære liberale, dobbeltmoralske venner. Nå, men grunden til, at filmen er fjernet, er, at de har modtaget "usædvanlig mange kundeklager over filmen", og derfor har de modvilligt valgt censurens vej.

Jeg ved ikke, om du har hørt om filmen? Den handler om en forhenværende pornoskuespiller, der lokkes med til at spille med i en sidste film, så han kan skaffe penge til familien (og være utro på pseudomoralsk facon, antager jeg). Men tingene udvikler sig og han bliver tvunget ud i grusomme handlinger, hvoraf nogle omhandler nekrofili og pædofili. Ja, pædofili. PÆDOFILI. Med børn, endda. Har du hørt om det? Det er det helt store i udkantsdanmark.

Men når det er fiktion; når det foregår på en film, så går folk amok. Der er ellers en advarselsetiket på størrelse med Karen Thisteds røv på coveret:

Billedet er nuppet fra Skræk og rædsel
... og så har udbyderen advaret dig! Så duer det altså ikke at komme bagefter og være stærkt provokeret over noget, du selv er skyld i, ligesom Helle Thorning-Schmidt. Jeg ved ikke, om klagerne kommer fra folk, der ikke har set filmen. Lad mig gætte ... såsom dig, der pludselig hører om indholdet fra din tolvårige datter? Jamen, så kunne det måske være en ide at sætte grænser for dit barn. Eventuelt følge den aldersanbefaling, som hele coveret er klistret ind i, i stedet for bare blindt at lade ungerne vælge?

Nå, men det er ikke dit barn, der har set den, det er dig selv? Og du er voksen og har ulejliget dig med at læse advarslen? Så vil jeg fortælle dig noget, som jeg har hørt fra Ole Bornedal. Jeg har vist skrevet om det før, men det er nok det eneste fornuftige, jeg nogen sinde har hørt fra en dansk kunstner: Hvis du bliver forarget over noget i et stykke fiktion, er det ikke fiktionen eller dens producent, du bliver forarget over. Det er dig selv. Jeps, du blev - godt gemt væk inde bag parcelhusfacaden - lidt småliderlig af at se den lille pige blive skamtaget af syv fladnakkede albanere. Og så blev du vred. Og vreden skulle ud. Og helst på en måde der lettede din elendige samvittighed over dine kønsorganers tilsyneladende autonome opførsel: Jeps, du vadede ned i butikken i dine dumme plastiksandaler og skreg, så alle kunne høre dig: "Hvad er det for noget skrækkeligt noget!? Det skal forbydes, så ingen ser det igen. Ej, hvor er det forfærdeligt, at Blockbuster udsætter os for sådan noget!"

Nej, jeg vil egentlig helst undvære at se "A Serbian Film", men jeg bliver irriteret, når alle mulige andre mener, de har en eller anden formynderisk ret til at forbyde mig at se den. Fat dog, at det er fiktion, for helvede, og at du måske i stedet burde koncentrere din overmoralske, retfærdige harme mod noget af al det modbydelige, der sker i virkelighedens verden, så jeg får endnu mere lyst til at se gyserfilm.

Og hvis moralen ikke fes ind: Du bør være mod censur. Hvis du ikke er, er du pædofil.

fredag den 2. december 2011

Fattig sejr

Den nye regering har været samlet siden d. 3. oktober i år, og jeg har ignoreret adskillige opfordringer til at skrive om den. Men nu har jeg fået en ny opfordring, som jeg hellere må følge. Den kom fra en gut, jeg sad i en bar med. Hans øgenavn er Skeletor, og han har en indrammet bøde for forstyrrelse af den offentlige ro og orden hængende på sit kontor. Mens han leverede sin opfordring kiggede han på mig med to øjne, der så ud til indbyrdes at slås om at fokusere på mig, og sagde: "Hvis du ikke skriver om regeringen, så tror folk, du kan lide den," Hans næve tog fat i min krave, og han hævede sin ølrustne stemme. "Er du blevet rød, eller hvad?". Så jeg bukker under for truslen, ligesom jeg altid gør, selvom det er rimeligt dumt af mig at indrømme, efter jeg stensikkert er kommet i Antifascistisk Aktions søgelys, nu jeg er blevet nævnt hele to gange på den ellers så sombre Uriasposten.

Problemet er, at der ikke er så meget at sige. Eller rettere: Der er alt for meget at sige, og de klarer det selv. Lamme Villy, der tåger rundt. Ole Sohn og de sorte Sovjet-millioner. Den lumre, men moralske Carsten Hansen og ellers bare hele hoben af løftebrydere. Jeg mangler stadig at se klare beviser på, at der er et rigtigt menneske inden i Helle Thorning-Schmidt. Indtil da vælger jeg at tro, at hun er en slags hulrygget elverkvinde  fyldt med snoretræk, som en eller anden fagforeningsnisse kan trække i, når hun skal udspy sine uendelige rækker af floskler. En elverkvinde kan danse en mand ihjel. Helle kan sniksnakke os alle til døde.

Det er helt ufatteligt at betragte de rødes vælgerbedrag. De holder ingen løfter. Ingen. Det bedste er, at de forsøger at markedsføre løftebrud som noget positivt: Folkestyret er tilbage! Partierne kom med deres løfter inden valget, og nu er regeringen sammensat af en række individuelle partier, der så må samarbejde. Som prikken over i'et er blokpolitikken væk. Det hele lyder jo meget besnærende, hvis ikke det var fordi, de under valget lod som om de stod for en samlet politik, hvorefter de så øjeblikket efter at have løjet sig til magten laver en rødblokket finanslov med de autonomes politiske afdeling, Enhedslisten.

Hold kæft, hvor må de røde vælgere føle sig dumme. Det er meget naturligt, eftersom de er dumme, men alligevel. Selv hvis Oddset-Jannie fik job i Handihelp, ville hun virke mere intelligent og have mere integritet end flokken af svindlere tilsammen, der sidder på regeringsmagten og konstant lyver, mens de undskylder sig med at være "upræcise". Den seneste, der har lavet sådan en "professionel fejl" - et fantastisk nyt begreb spunnet til den nye regering - er Özlem Cekic. Hun skriger op om 65.000 fattige børn og finder så til lejligheden én familie, som ... ikke er fattig. I hvert fald ikke hvis fattig betyder, at man har råd til at ryge som Seest nytårsaften og bo til en husleje, hvor man kan forvente badeværelsesarmatur af guld. Og tjene mere end hende ved kassen i Netto, som man hysterisk skreg af i morges, fordi der ikke var blevet fyldt op med guldbajere i køleskabet.

Nu har også Socialistisk Folkeparti opdaget, at Özlem har hældt lidt for meget drømmesovs i kebabben, så de aflyser fattighedsdebatten med begrundelsen, at det ikke er så let at tjekke en persons budget. Øh, nå?! Sådan et består ellers af tal, der behændigt kan lægges sammen og trækkes fra hinanden ved hjælp af velkendte operatorer. Men hele denne ørkesløse sejlen rundt i Det Røde Hav demonstrerer jo bare, at fattigdomsbegrebet blot er noget, som venstrefløjen føler, for at de kan have en årsag til at være "gode", hvilket som bekendt betyder, at man tager ærligt tjente penge fra hårdtarbejdende borgere og giver dem til nogle dovne hunde.

Thorning er selvfølgelig kommet med sin snoretræksreaktion på debatten ved at udtale, at "det er stærkt provokerende, at folk ikke tager et arbejde". Nå, så det er det? Samtidig med, at man fjerner al incitament til at tage arbejde for folk på kontanthjælp? Er det ikke lidt ligesom at stille juleanden foran sin labrador og lade den være alene i en times tid, hvorefter man bliver "stærkt provokeret" over, at anden er væk? Jo, det er, og der er kun én reaktion på at være "stærkt provokeret", og det er knytnæve i sylten på kræet. Lige nu. Det er ikke, jeg gentager, ikke løsningen at stille en flæskesteg foran køteren og forlade den i en time mere.

Da det er matematisk beviseligt, at der er en ulykkelig slutning på alting har højrefløjen desværre ingen grund til at juble over de rødes lille "professionelle tyrkfejl". Der har været masser af glæde blandt borgerlige, der kalder fattigdomsdebatten en sejr. Men det er ikke en sejr. Det er et stort, fedt nederlag. Selv Hitler led et mindre sviende og ydmygende nederlag til de røde. Selv hvis han oven i købet havde tabt en jødekagebagningskonkurrence og havde tabt bukserne i samme øjeblik, russerne fangede ham levende. For hvordan er vi kommet dertil, at en person rent faktisk får så meget i kontanthjælp, at det ikke kan betale sig at arbejde? Det er vi efter ti års borgerlig regering med vælgerangst!

Nej, de røde horder har sejret i dette elendige, lille land. For længst.