mandag den 28. november 2011

Læserportræt: Sukkertærten

I har alle sammen fået tanken: Hvem - udover jeg selv - læser Bitter Blog? Jeg ved i hvert fald, at jeg har fået den. Ud over de usammenhængende kommentarer jeg får fra højre- og venstreradikale tosser, nittenårige CBS-studerende og hoben af centrum-venstre kvinder, der kigger herind i håb om at finde noget rigtig mand, så aner jeg det heller ikke. Men så er det godt, jeg kan byde velkommen til Bitter Blogs nye læserportrætserie, som sikkert ikke overlever pilotafsnittet.

Af og til støder man på folk, som er så anmassende og irriterende, at de får Bubber til at fremstå som en eftertragtet bofælle. Bitter Blog har sådan en person som læser og dedikeret fan. Hun er er en ung kvinde, som jeg vil kalde for Katja, da det navn passer til hendes person som et pighalsbånd til en kamphund. Katja har i adskillige uger forfulgt, ja nærmest stalket og tigget og bedt mig om at skrive et indlæg om hende. Normalt vil jeg aldrig tage sådan en opfordring op, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Og hvorfor så det?

Fordi hun er så ganske jævn. Der går tretten af hende på dusinet; englænderne ville sige "run of the mill". Hvad får mig så til at konkludere det? Fordi hun besidder de to egenskaber, der er vigtigst for en ung, karriereminded kvinde i denne tidsalder: Narcissisme og ekshibitionisme. Hvis hun dog bare ikke var så buttet, ville hun kunne nå langt:

De ikke bare horede og drak ved de
 romerske orgier. De åd også.
Ovenstående eksemplar er bare ét ud af flere hundrede hæmningsløse selvportrætter, Katja har lagt op på sin Facebook profil. Hun poserer på hvert eneste forpulede billede med en blanding af disse udtryk: Sexkilling, luksusbitch og partyprinsesse. Hvis man tærsker hele den ynkelige samling af fotos igennem, hvilket kun vil ske, hvis man ligesom jeg er tvunget til det af research-hensyn, dukker der fra tågen af overeksponeret selvhævdelse et omrids af personen bag Katja op: Et hult ingenting.

Katja befinder sig på samtlige sine billeder i noget, der kan betegnes som luksuriøse omgivelser. Da hendes forældre kommer fra Randers, er det næppe arvesølvet, der finansierer udskejelserne, og efter en weekend kan man da også, hvis man er så heldig at være venner med Katja, vågne op til en Facebook-væg a la denne:

Hvad Katja kalder for "en stille weekend"
Okay, betjentene har næppe økonomien til, at Katja kan skeje ud, som det sig hør og bør for en prinsesse, men måske har de noget andet, der tiltaler hende. En uniform, måske. Eller et intellekt, der matcher. Det kunne også bare være macho-attituden, for de sytten mænd, hun hidtil har været i seriøse forhold med - dvs. af varighed over fire timer - siden vi blev Facebook-buddies, har været så åbenlyst biseksuelle, at de ville gøre enhver hermafrodit rundtosset.

Jeg burde selvfølgelig gribe i egen barm og spørge mig selv, hvorfor et hul som Katja læser Bitter Blog. Hvorfor holder hun sig ikke til de populære, politisk korrekte holdninger som sine stupide ligesindede. Det er naturligvis fordi, hun ved, hvem vinderne er. Hun vil stå på vindernes side, fordi hun trods alt er klar over, at det er her, alle midlerne og magten er. Men på den anden side keder pseudovindertyperne, de kønne, androgyne mænd, hende. Blandt dem kan hun få den, hun peger på. Men Bob Glitter er spændende. Ikke kun fordi, jeg er hysterisk morsom og til enhver tid ville foretrække en leverpostejsmad med surt eller at den intellektuelle afstand imellem os bør måles i lysår, hvis man ikke ejer en usædvanlig bred lommeregner. Men fordi at jeg, udover at have penge, ser ned på hende. Kvaliteten, alle raske kvinder sukker efter.

Nu når hun må opgive mig, må hun i stedet gå efter penge, og selvom hun derfor på flere måder ikke er meget bedre end alle vores elskede socialklienter, må jeg alligevel give hende, at hun har ambitioner. I stedet for udelukkende at suge på sine mænd, har hun taget sig et job som regnskabsassistent - en stilling, hun sendte sin chef sin tak for ved at opslå følgende billede på sin efterhånden overfyldte væg:

Bildækket vejer på sin vis op for
bagdelens manglende proportionalitet.
Jamen, hov, er det ikke glædeligt? Her gik jeg lige og troede, at Katja blot var et irritationsmoment, en snylter med en flad, kedelig røv, mens hun i virkeligheden er en forklædt velsignelse. For Katja er alt det, som landets røde feminister bekæmper med grønne øjne og gule tænder og negle. Selv hvis det lykkes dem at få indført bestyrelseskvoter for kvinder, vil pladserne gå til typer som vores egen sukkertærte, Katja, der uden skyggen af tvivl vil skubbe eventuelle kvalificerede kvindemennesker af vejen. Uden problemer. Især, når hun poster billeder som disse efter firmafesten:

Efter en halv flaske rom bliver dybe blikke
over mødebordet alligevel for subtile for
vor lille sukkertærte.
Ingen testosteronstyret alfa-psykopat i ledelsen vil kunne stå for proptrækkerkrøllerne. Og ved I, hvad der er endnu bedre? For hver rynke, der danner sig i Katjas ansigt, for hver millimeter, de graver sig dybere og for hver centimeter resten af hendes hud- og fedtfolder strækker sig, idet kroppen dingler i livets løkke, dukker to nye, unge piger op med endnu mere spændstige og glatte kvaliteter end Katjas. Og heller ikke de behøver gøre noget som helst for det. Ikke. En. Skid.

Ærgerligt for Katja. Godt for os. Verden og fremtiden tilhører mændene!


P.S.: Er jeg den eneste, der sidder tilbage med fornemmelsen af, at Barcardi er et billigere og ringere mærke end selv den mest rustikke, ungarske Pálinka?


P.P.S.: Er du fast læser af Bitter Blog og ønsker du at blive karikeret som præcis den tegning, du i virkeligheden er? Så skriv og vi får se, om jeg ikke bare ignorerer dig.

fredag den 25. november 2011

Kirkebøsserne

Jeg kan forstå, at det helt svedige emne for tiden er spørgsmålet om homovielser i folkekirken. For en gangs skyld står jeg et hundrede procent på sidelinien og griner, fordi jeg i bund og grund er totalt ligeglad. Jeg er ligeglad, fordi jeg ingen aktier har i det - ligesom folk, der taler for, at homoseksuelle må adoptere, fordi de ved, de eller deres børn aldrig selv vil blive udsat for det - og derfor kan jeg ikke blive ægte bitter. Bortset fra, naturligvis, over hvor stupidt folk opfører sig.

I det ene hjørne står den kulturradikale Manu Sareen, kirkeministeren, der kommer fra en religiøs baggrund, hvor jeg antager, han er blevet døbt i sveden fra en otte-snablet elefant. I det andet hjørne de angste, reaktionære kristne, der er bange for de homoseksuelle med alt det griseri, de laver i sengen (og i Mindeparken foran legende småbørn, men lad nu det ligge). Rundt om ringen står de liberale og konservative og råber deres argumenter. Blandt dem nogle røde, der er bekymret for det voksende antal af fattige homoer, der ikke har 21.000 kr om måneden til kondomer og vaseline. Og i midten af det hele, flokken af kvidrende, højhælede mandfolk og brovtne fruentimmere, der af Gud ved hvilken årsag ønsker at presse sig selv ind i en af samfundets mest selvdestruktive institutioner: Ægteskabet.

De kulturradikale er naturligvis ligeglade på den måde, at alle andre gennem lovgivning også skal tvinges til at være ligeglade: Med køn, med levestil, med hvad som helst. For vi er født ind i ingenting, og intet må være forkert eller rigtigt. Det vigtigste er kærligheden, siger de, og kærligheden mellem to mennesker er en gave, uanset hvilket køn, de har. Sjovt nok stopper forståelsen der, for hvis man forsøger at spørge ind til, hvorfor antallet af mennesker absolut skal være to, hvorfor det kun er kærlighed mellem to mennesker, ikke et æsel og et menneske eller et menneske og det selv, eller kærlighed mellem voksne og børn (måske endda tillige på tværs af racer; jeg har hørt, det er det nye sort i Herning), så forstummer de. Og vi må konstatere, at de i bund og grund er præcis lige så reaktionære som de mest sure præster.

De bange kristne forsøger at fastholde, at familien stadig er kernen i samfundet. Det er som om, de har glemt, at de fleste piger i dag mister deres mødom som 11-årige under påvirkning af halvanden Mokai, og at de, inden de fylder tyve, har mærket flere par testikler klaske mod deres bagdele end Jesus mærkede piskeslag mod sin ryg under vandringen til Golgata. Når de bliver ældre forsøger de at retfærdiggøre deres forræderi mod familiekonstruktionen ved at drukne sorgen i sukkeret fra utallige Caffe Latte'r, mens de taler for homoers ret til ægtevielser for sekundært at demontere selvsamme konstruktion og primært at imponere byveninderne med deres modige, innovative tankegang, som - jeg netop har påvist - i virkeligheden er dybt reaktionær.

De liberale er - som altid - lidt mere klare i blikket: Adskil kirke og stat, og så må kirken gøre, hvad de vil. At de så samtidig forkaster tusinde års kulturarv for en dille, der har varet i cirka fyrre år, er totalt ligemeget. På denne måde minder de om de radikale: Kast børnene ud i ligegyldigheden, giv dem et verdensbillede hvor alt er gråt, og hvor der ikke kan ses forskel på Henrik og Pernille, for de skulle jo nødig forskelbehandles. Tjah, jeg er egentlig ligeglad, for jeg har ikke børn og jeres kan for min skyld brænde skrigende op i helvede. Alligevel hælder jeg måske mere til denne version (ikke bare fordi, jeg får en mulighed for at se jeres børn blive voldtaget og myrdet i gaderne, når jeg sidder på mit topsikrede privatplejehjem, men ..), fordi det kunne være sjovt at se homoerne lave deres egen version af biblen, der omfavner deres seksuelle perversion. Ikke fordi jeg er fordomsfuld, men jeg gætter på, det ville være noget med gummimasker, mystiske huller i teltduge, nitter på korsene og en helvedes masse unge, veltrænede, olivenolieindsmurte disciple, der konstant danser til hård techno i Sodoma. Kjortlerne får de sikkert lov til at beholde. I hvert fald de første tredive sekunder.

Det mest interessante indspark til debatten kom fra Ateistisk Selskab, der spurgte, hvorfor ikke alle trosretninger skal tvinges til at vie homoer. Der er ingen grund til at pakke det ind. De kunne lige så godt have spurgt: Jamen, skal muslimerne så ikke også vie bøsser? Det er genialt, fordi det sparker benene væk under alle parter i debatten med retfærdig undtagelse af de homoseksuelle. Intet, intet, kan provokere en kulturradikal, politisk korrekt byboer mere, end at nogen begynder at stille krav til yndlingsofrene, muslimerne, over hvilke de pøser deres misforståede godhed som ventil for opvækstmæssigt og kulturelt selvhad.

Som sagt er det utroligt morsomt at stå udenfor og betragte skænderiet, mens alting falder fra hinanden. Fortsæt endelig jeres diskussion om ligegyldigheder, mens I opdrager jeres børn til intethed og en verden uden sammenhæng, så de kan drukne deres forvirring i meningsløst overforbrug, Paradise Hotel og miste deres mødom endnu tidligere i et desperat håb om at komme til at mærke bare et eller andet fra den omverden, der aldrig rigtig tør tage stilling og ikke laver andet end at bekymre sig for, om alle nu er lige.

I fortjener alle at brænde i helvede. Også muslimerne. Og jeg skal nok love, at det kommer til at gøre lige ondt på alle.

søndag den 13. november 2011

Sort er smukt

Det er vist første gang, Bitter Blog præsenterer to anmeldelser i træk. Én gang skal være den første. Man skal jo helst være unik, og så må de andre kopiere. Nå, men her er det eneste unikke ved D-A-D's nyeste album med titlen DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK, som mest af alt minder om ordlyden i sure kantine-Bentes fredagsmail til intern IT :


Coveret viser et forslag til et nyt dansk flag, og jeg kunne ikke være mere enig i udformningen. Det er på tide, vi fjerner den firseragtige røde farve, som udgør et symbol på vores kvalmende velfærdssamfund og erstatter den med noget, der har nosser. Farven sort er ganske passende. Så behøver man heller ikke en farveprinter og flaget går fint sammen med ethvert andet lands og vil altid være på mode, hvilket I tøser går så meget op i.

Du falder næppe ned af cafestolen af overraskelse, når jeg afslører, at flaget er et politisk statement. Ifølge bandmedlemmet Jesper Binzer symboliserer de 00'ernes (udlændinge)politik, hvor ”der ikke blev sendt særlig meget kærlighed fra Danmark ud i resten af verden”. Med ”kærlighed” må manden naturligvis mene penge, ligesom alle andre venstreorienterede gør. For jeg synes at huske, at i hvert fald mindst én klam dame sendte kærlighed fra Danmark og fik en ordentlig ladning med hjem, som alle vi andre så til gengæld skal fodre på til evig tid.

Og hvor er det dog et kunstnerisk modigt og innovativt tiltag at stille sig op som modstander af den borgerlige regerings førte politik. Det er næppe set tidligere. Jeg kender ingen politikere, der tør tage de ord i deres mund, og jeg kender slet ikke til andre afdankede kunstnere med tåbelige tatoveringer og ungdomssmarte skeletkroppe, der tør stille sig op og vove at tage sådan et standpunkt. Man risikerer jo at stille sig helt, helt uden for flokken og blive marginaliseret og latterliggjort med sådanne holdninger. Men sådan er det. Kunstnere skal provokere og tvinge os til at tænke anderledes. Så det er nok lidt overdrevet at kalde D-A-D for kunstnere.

Jeg vil give D-A-D ret i, at 00'ernes politik var forfejlet, for der som bekendt blev ført socialdemokratisk politik hele vejen igennem. Som enhver James Bond fan ved, giver 00 ret til at dræbe, og det turde vi ikke engang gøre. Det er jeg i øvrigt også modstander af. Jeg mener, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles. Så vi skal gro nosser nok til at dræbe os selv først. Vi kunne starte med alle samfundsnasserne. Jeg læser f.eks. i skrivende stund en sms fra et familiemedlem, som har set førtidspensionisten Mave Merethe på en markedsstand i Herning. Og da det ikke er et dyrskue, må det være hendes egen. Når hun har overskud til dét, kan hun også arbejde.

Tilbage til D-A-D. Jeg har en besked til bandet: Hold kæft med jeres politiske ævl, som I intet fatter af. Intet. Stil nu bare nogle fadølsanlæg frem og spil ”Laugh and a Half”, inden vi buh'er jer af scenen og stikker Stig Pedersens latterlige to-strengede statement-bas op i røven på ham. I minder om forsinkede hippier, selvom I er så unge, I højst kunne være frugten af et par blomsterbørns alt for sene midtlivskrise.  Resten af skiven vil jeg ikke sige noget om. Den er - nøjagtig ligesom alt D-A-D har lavet siden Call of the Wild, hvor musikken var målrettet borgerlige rednecks som jeg selv - noget lort. Den får to ud fem mulige nuttede, sorte blebaby'er. Den ene er for det sorte flag og den anden er fordi, jeg altid giver mindst én.

Nej, okay, det er fordi, der er så satans mange af dem.

Hvis du savner noget musik, anbefaler jeg varmt Slipknots Duality. Den har alt: En fed video, seje masker, selvdestruktive tekster og en token black guy @ 2:46 for jer politisk korrekte headbangere.

mandag den 7. november 2011

Castenskiolds undergang

Forleden blev jeg trukket med på en tur i byen. Dem, der efterhånden er tilbage af mine venner, syntes, at de aftenlure, jeg tager som vidunderlige appetitvækkere til min længe ventede død, er spild af tid. Jeg var ikke enig, og jeg er det stadig ikke i skrivende stund, hvor byturen omsider er forbi. Jeg skal ikke trætte jer med at fortælle om de fem timer, hvor jeg drev formålsløst rundt blandt nødstedte stakler, der desperat klyngede sig til fladt øl for at undgå at drukne i ædruelighedens havdyb. En af de mest værdige eksemplarer var en cirka 65-årig Ed Harris klon, der skjulte sin måne med en kasket og forsøgte at imponere 20-årige piger med electric boogie moves i baren. Ej heller vil jeg koncentrere mig om det faktum, at det faktisk var J-dag og at jeg dermed fungerede som magnet for uforstående blikke, idet jeg valgte at drikke noget andet end Grøn Tuborg tilsat karamel og et skvæt gammel hospitalssprit.

Nej, jeg vælger at fokusere på, at jeg tog imod et tilbud om ”at komme med videre i byen” hvorefter jeg blev slæbt ned på Castenskiold ved Åboulevarden. Jeg kendte ikke rigtig stedet. Jeg troede bare, det var en cafe, som jeg tidligere havde undgået, fordi jeg ud fra dens udseende havde forventet at blive behandlet med samme hjertelighed som en kvindelig, ung, letpåklædt tysk flygtning kunne forvente i en østpolsk slagterforretning fyldt med liderlige, ADHD-kannibaler to dage efter Hitler skød knoppen af sig og for evigt brændemærkede alle hvide, protestantiske mænd.

Indretningen på Castenskiold er grim, hvilket med andre ord betyder, at du sikkert synes, den er fed. ”Fedt”, ville du sige, mens du kigger dig omkring gennem dine styrkefri statementbriller og tager en slurk af din latterlige Mokai. ”Fedt!”, gentager du og nikker. Cafeen består af ét stort rum, som er adskilt i mindre afdelinger med kraftige, røde stykker stof, der hænger ned fra loftet som en hentydning til det tæppe, der for længst er gået ned for gæsternes kritiske sans. En større del af rummet er afsat til DJ'en, minimalistisk udstyret med en iMac, naturligvis, og det tilhørende dansegulv med stedets eneste normalitet: En aggressiv indvandrer. Enorme, grimme, moderne lamper hænger i de enkelte sektioner og i midten af det hele står en aflang bar.

Jeg kiggede rundt i baren og forsøgte at finde noget, jeg havde lyst til at drikke. Det var rimelig svært. Fadølsanlæggene er smart anonymiseret, så de ikke risikerer at skilte med ølmærker, der i aftenens løb mister coolness eller ironisk værdi. Et kig gennem barkøleskabets gennemsigtige låge afslørede en række obskure flaskeøl, hvis indhold sandsynligvis er brygget på , afføring fra gnavere eller kaffegrumsen fra formiddagens gæster. Min overraskelse over at de serverede Jule-Tuborg forsvandt hurtigt, da jeg så, at de pinlige flasker var behændigt skjult i plasticsvøb.

Jeg antog, det var nemt at få noget at drikke, da der stod hele fire bartendere i baren. Oh mand, jeg tog fejl. Jeg er nok rimelig konservativt klædt, når jeg går i byen, hvilket med andre ord betyder, at jeg er pisseligeglad med, hvad jeg har på. Alle undtagen mig var tilsyneladende vågnet nøgne op i Nik & Jays garderobe og havde skamløst iklædt sig et outfit derfra, inden turen gik til Castenskiold. De havde også lige modtaget den obligatoriske klipning i Hitlerjugend, taget et smut omkring tatovøren og de kendte alle bartenderne. Sandsynligvis var det summen af disse forhold, der gjorde, at det tog mig en halv time at få serveret to ynkelige drinks. I hvert fald kom vennerne og andre af de smarte, som bartenderne krammede og sikkert var dødeligt angste for ikke at imponere, foran mig i køen. Da jeg på et tidspunkt fik øjenkontakt med en af bartenderne, der stod og fedede den, kiggede han på mig som om, jeg var noget, der sad fast under hans sko, hvorefter han svarede: ”Jeg betjener den anden side af baren”. Trods alt imponerede det mig, at mit svar om, at jeg egentlig havde gættet, jeg stod på den heteroseksuelle side, ikke rystede hans coolness. Men det er jo også – ironisk nok - så hipt at være åben og inkluderende.

Fair skal være fair. Tatoverede Fritz i baren sagde til mig, at han havde bemærket, at jeg havde ventet længe, og at han ville give mig rabat på de drinks, han derefter med en bedøvet teenagers iver tog ti minutter om at samle. Men det var altså også to gin and tonics. Da han serverede drinks'ene, troede jeg prisen var en dummebøde, men et kig på et økologisk prispapskilt afslørede, at to centiliter spiritus koster femogfirs kroner, så han snød mig ikke engang særlig åbenlyst. Men ellers var det skidehyggeligt at stå i baren, hvor de snobbede gæsters indholdstomme blikke skabte en hoven, distanceret atmosfære som i en nichebutik på Frederiksberg, der har fået besøg af en DF'er. Da en fyr med enorme statementbriller begyndte at genere en fra mit selskab, fik jeg lyst til at lave økologisk pasta af hans krop ved at mase ham igennem stellet. Men så indså jeg, at de var store nok til, at han kunne stikke låret igennem dem, hvis han havde lyst. Nå, men i det mindste lærte jeg, at ikke kun hippe - men også ganske almindelige - idioter iklæder sig disse groteske spild af imiteret skildpaddeskjold.

Da jeg stod der midt i al smartheden, slog flere tanker ned i mig. En mindre interessant var, at jeg ikke længere var misundelig over, at det er Bethany, der bliver den kendte af os. For hvis jeg bliver kendt, bliver jeg vel nødt til at frekventere barer som Castenskiold, så jeg kan udstråle de smarte, politisk korrekte signaler. En mere interessant var, at jeg faktisk befandt mig i en miniaturemodel af velfærdssamfundet. Majoriteten af uduelige, overfladiske snyltere, der holder sig selv kørende i et overflodsforbrug gennem udnyttelsen af godtroende, almindelige lønarbejdere. Analogien til min rolle i samfundet er komplet: Undertegnede, en af de få ydere, der mødes med hovenhed og arrogance af etablissementets ansatte, der favoriserer smarte humaniorastuderende på alt for høje cafepenge og de kendte, som sikkert får gratis drinks for at hænge ud. For de visuelt orienterede har jeg endda animeret analogien:



Resultatet af ovenstående konstruktion er naturligvis Castenskiolds undergang, idet midlerne går uundgåeligt mod nul. I modsætning til velfærdssamfundet skal bulen eksistere på markedsvilkår, og det holder ikke at pisse på yderne, der leverer midlerne. Konkursen kalder og sørme, om den ikke også har besøgt stedet før. Det undrer mig ikke. Hvorfor skulle man komme tilbage? Du kan i hvert fald være sikker på at se mig skylle gane i væsken, der drypper fra bunden af affaldscontaineren uden for abortklinikken, inden jeg indtager endnu en uendeligt forsinket gin and tonic på Castenskiold.

Til sådan en anmeldelse, som dette indlæg vel egentlig udgør, hører sig et resultat. Velvidende, at enhver negativ omtale fra Bitter Blog vil trække endnu flere stupide floktåber fra det uhyggeligt store radicoole segment ind på lortestedet, giver jeg Castenskiold fem ud af fem mulige nazifrisurer inkl. hornbrille:


Så kan læsere med hjerne selv invertere resultatet.

tirsdag den 1. november 2011

Hvad kvinder vil

Så oprandt dagen omsider, hvor jeg blev nævnt i papiravisen for lallende, arrogante humanistakademikere:

Ikke, at jeg læser De Godes telegrammer – det har jeg mine venstreorienterede venner til. Men til gengæld opdager jeg hurtigt, når der er linket til Bitter Blog fra andre sites. Og sørme om ikke jeg også er nævnt på en blog i Moralens Højborgs annaler. Endda med tilnavnet ”bitterpik”. Nu er det ikke fordi, at jeg bliver fornærmet over vulgære tilråb. Dem vænner man sig til, hvis man befinder sig til højre for det Radikale Venstre. Jeg synes bare, det er håbløst lavt.

Lad os lige træde et skridt tilbage. Grunden til, at jeg overhovedet er nævnt på Politiken er Bitterfissen Bethany, som åbenbart har tilsvinet en af de få kvinder, som ikke ønsker at bruge statens magt til at opnå det, kvinderne åbenbart ikke selv kan eller vil. Sådan er det. Vi kender hønsegården. Kvinderne stikker hinanden i ryggen, sladrer og mobber, indtil der kommer en mand og sætter styr på tingene. Sådan er det. Hver. Eneste. Gang.

Nå, men Bitterfissen Bethany har oprettet en slags dårlig, kvindelig kopi af min blog og er straks blevet umådelig populær. Eller … det er, hvad jeg hører, for jeg har kun brugt cirka seksogtyve sekunder på at skimme den. Seksogtyve sekunder, som jeg vil ligge på mit forhåbentligt snarlige dødsleje og fortryde, jeg ikke brugte på at skære mig selv med papir i armhulerne. Det er jo så skideskægt at kalde sig ”bitterfisse”. Den havde vi aldrig hørt før, vel? Det er sådan lidt street og selvironisk på en typisk kvindelig, nu-sidder-vi-i-en-gruppe-og-snakker-om-os-selv-agtigt. Og så scorer det læsere. Naturligvis. Fordi folk er dumme. Seriøst, jeg kender en kvindelig Twitter, som fik firs nye followers på at skrive, at hun havde store patter. Hun brugte naturligvis ordet ”patter”, fordi det også er lidt ungsmart på en sarkastisk, antifeministisk, feministisk facon.

Det her handler ikke om, at jeg er misundelig på Bethanys succes. Selvfølgelig er jeg misundelig. Jeg vedkender mig gerne alle de forkerte og dårlige følelser, som enhver jalousi- og fordomsfri Politikenlæser anvender sin demokratiske ret til at forsøge at censurere væk. Men det handler altså ikke om min misundelse. Det handler om hvor røvkedelige, kvinder er. Det kan godt være, du tror, at personen bag Bethany er skide sjov eller at hende der koen med al det forpulede garn, kattekillingerne og sekshundredesyvoghalvtredstusindefemhundredeogotteogtyve billeder af friskdampende kaffekopper malet af hendes håbløse afkom virkelig interesserer sig for det, de skriver. Men det gør de ikke.

Kvinder interesserer sig nemlig for: Sex. Jeps, spil nu ikke overrasket. Jeg er desværre ofte tit i selskab med kvinder, og det eneste, de kan finde ud af at snakke om, er: Hvem, de har været i seng med, hvem de ikke har været i seng med, hvem de gerne vil i seng med og hvem, de helst ikke vil have været i seng med den aften, de igen var fulde. Det er ikke løgn. Godt nok kalder de det ”kysse på”, men vi ved jo godt hvad de mener, når de ikke vil fremstå som de billige huller, de er. Alle til hobe. Og hvis de er fast sammen med nogen, hvilket jeg må give jeg i hvert fald har oplevet tre kvinder klare uden at være utro, kan de kun finde ud af at snakke om deres problemer i sengen med den pågældende nogen.

Det eneste, kvinder venter på i deres liv er, at der kommer en mand og tager sig af dem. Det kan godt være, de forsøger at dække dette faktum ind under, at de er seksuelt frigjorte eller karrieremæssigt fokuseret i en grad, der i 30'erne ender med at frustrere dem så meget, at de i kælenød slider pelsen af deres lykkepillebehandlede missekat i et neurotisk, freudiansk nik til intimbarberingens desperate ungdomsbegær. Nej, deres lykke er gjort med en mand, der elsker dem og holder dem nede, mens de udruger børn og brokker sig over, at der ikke er blevet støvsuget i tre dage. Røvkedeligt. Men alligevel sørgeligt hvor få mænd, der efterhånden er i stand til at udfylde den eftertragtede rolle.

Jeg så et humoristisk billede på Facebook forleden. Det bærer på en ganske fin sandhed:


Find selv ud af, hvor kvinderne plejer at ligge. Bogstaveligt talt. Og hvor jeg ligger med henholdsvis mit arbejde, hobby et, hobby to og hobby tre. Det er ingen tilfældighed.

Lad dig ikke narre af den dårligt udførte sarkastiske tone i blogindlægget, jeg indledte med at linke til. Nej, kvinderne elsker at kaste rundt med vulgariteter. Det er det eneste, som de kan finde ud af, evig og altid. De kommer aldrig ind i bestyrelseslokalerne uden hård, ubarmhjertig lovgivning, uanset hvor mange 20-kubikmeters menstruationsbindsspande, HR-afdelingen placerer i mødelokalerne for at tiltrække dem. Og hvorfor grinte ingen af min kollegaer i øvrigt af dén bemærkning?