mandag den 24. oktober 2011

Forhåbentlig den sidste

Bitter Blog har fire års fødselsdag i dag, og traditionen tro udgiver jeg et indlæg på dagen. Ikke fordi jeg har særlig lyst. Jeg har ikke modtaget nogen motivation i form af gaver fra faste læsere. Men sådan er det vel at have Bitter Blogs fanskare af modbydelige, forfærdelige, afskyelige og umoralske kældermennesker.

Gaverne er paradoksalt nok kommet i form af, at De Gode™ har indtaget regeringskontorerne. I den forbindelse havde jeg egentlig forventet, at jeg havde masser af materiale at arbejde med. Men ak, de klarer til fulde at gøre sig selv til grin. Jeg kan bare læne mig tilbage og nyde synet af Villy Søvndal kegle rundt som til en terminsprøve i ottende klasses engelsk.

Jeg elsker, hvordan rød blok har måttet løbe fra samtlige julegaveløfter og forsøger at spinne tilbagetrækningstogtet som en sejr for de stakkels danskere, der ellers har været vant til den uholdbare situation, at en regering gennemfører, hvad den har lovet. Det har næppe været morsommere eller mere gennemskueligt at være nyhedsforbruger siden besættelsens tyske ugerevyer.

Her på Bitter Blog har jeg i årets løb skrevet mit til dato mest populære indlæg, som var historien om Sarafina Friedrichs ibenholtseventyr. Reaktionsmønstrene på mine indlæg holder aldrig op med at fascinere mig. Jeg kan svine handicappede til, jeg kan trampe på laveste socialklasse, jeg kan slæbe navngivne stakler gennem det værste søle, jeg kan nedgøre kvinder på grusommeste vis, men hvis jeg anvender ordet ”neger”, går verden simpelthen af led. Selvhadet til vestlig kultur har aldrig været mere indædt, og I kan bande på, jeg bliver ved med at pille rundt i det som den pinlige hæmoride i hattedamernes moderigtigt klædte bagdele, det er.

Derudover havde jeg planlagt at hive den gamle traver frem med sjove søgninger på bloggen. Desværre viste det sig, at søgningerne deler sig i blot to grupper: Dem, der ønsker at se Anne Grethe Bjarup-Riis nøgen og kvinder, der vil vide, om deres kæreste er psykopat. Til sidstnævnte kan jeg sige: Ja, det er han ... fordi du tænder på det. Til førstnævnte kan jeg sige: Ja, hun er her nøgen ... og du vil ikke tænde på det.

Du har muligvis bemærket, at indlægsfrekvensen er faldet herinde. Grunden er, at jeg allerede har skrevet om alting, og at jeg hader at gentage mig selv. Hvis du mener, jeg tager fejl, så skriv en kommentar med et emne, jeg ikke har berørt i årenes løb, og jeg skal se, om jeg gider tage det op. Det er nok usandsynligt. Meget mere sandsynligt er det, at det varme, klistrede og fugtige møde, jeg har planlagt mellem en af mine arterier og min fars rustne, gamle brevkniv bliver realiseret. Jeg kan nemlig næsten ikke klare jer mere.

Til lykke med dagen.

torsdag den 20. oktober 2011

100% røvhuller

Occupy Wall Street er åbenbart kommet til Danmark. Ikke, at jeg har lagt særlig meget mærke til det, men jeg kigger i en avis nu og da, når min livslede trænger til et pift. Jeg har ikke lavet research, for det er ikke nødvendigt. To sekunders TV-avis fortæller mig alt, hvad jeg har behov for. Derefter leder min logiske tankegang mig præcis til, hvad Occupy Wall Street er: Noget socialistisk skrammel. Det bærer samtlige kendetegn:

1) De forsøger at give indtryk af, at folket står bag initiativet. 99% for at være mere præcis.
2) Der står tilsyneladende helt almindelige mennesker bag. Dette huskes også fra Bedsteforældre mod Blege Børnebørn, undskyld, Bedsteforældre for Asyl, hvis navn ikke umiddelbart afspejler, at bagmændene stort set er røde terrororganisationer.
3) De hader mennesker, der har penge.
4) ... men de vil selv have pengene, helst uden at gøre noget, bortset fra måske at ødelægge noget ejendom eller bombe nogle civile.
5) De har intet realistisk alternativ til det, de kæmper imod.

Når jeg kigger på fordelingstallene 99% mod den ene procent, som tilsyneladende har forholdsvis mange penge, hvilket sikkert ikke er faktuelt forkert, så dukker et par tanker op i mit hoved. For eksempel, at de fleste af de 1% garanteret lever i vestlige, demokratiske lande, som igennem adskillige århundreder har udviklet sig til frie samfund gennem hårdt arbejde og krige, som efterlod rygende bunker af menneskelig lidelse, og gennem gruopvækkende diskussioner med Zenia Stampe-lignende hystader for netop at bevæge sig væk fra det, som bagmændene bag Occupy Wall Street i virkeligheden står for. Og hvad med det selvgivne faktum, at de 99% andre måske får for mange børn?

Men det værste er, når jeg i en sen nattetime møder mine dæmoner og måske finder en smule sympati frem for Occupy's principielle sag. Det frygtelige, når jeg for sjette gang på en dag har set Amistad og leet mig i søvn efter at have pudset mine nazi-memorabilia og om natten skrider fra drømmens mareridt til det vågne mareridt med et skolepigeskrig og opdager, at der nok kan være noget retfærdigt i sagen ... hvorefter jeg intet andet ser end blot hykleriet. For eksempel på denne side, hvor (påståede) medlemmer af de 1% kan poste billeder af erklæringer om, at de "står med de 99%".

Så optræder de der. De rige, gode mennesker, som har gjort det helt fantastisk menneskelige at skrive noget humanistisk ævl på et gammelt stykke papir og taget et billede af det med deres forpulede iPhones. Flot! Jamen, det er så flot. Hvad med at gøre noget i stedet? Men nej, for det er ikke det, der er meningen. Meningen er, at de nu optræder som gode mennesker og kan poste det på Facebook, så alle vennerne kan se, hvor fantastiske de er. Og hvis det pisser svinekonservative mor og far af, er det jo bare en ekstra bonus.
Hvad med rent faktisk at indbetale noget mere skat i stedet for at bede om at blive beskattet på et papskilt, ikke engang en dysleksipædagog kan læse? Nej, for disse mennesker placerer ikke deres penge, hvor deres mund er, for at fordanske et godt, amerikansk udtryk. De mener det ikke, ligesom alle herhjemme der tilsyneladende gerne vil betale mere i skat. Man kan bare tage et blik på hvor meget, der er røget ind på statens frivillige skatteindbetaling: Efter de første ti måneder stod der i alt 62.956,41 kroner. Jeg må sige, at det beløb ikke er repræsentativt for den mængde do-gooders, der optræder bare på min Facebook oversigt.

Ud over, at de lige får ophøjet sig selv til Retfærdighedens Helgener, har deres ligegyldige, knap nok symbolske handling også den vigtige hensigt at få alle os andre til at føle os som dårlige mennesker. Jeg har et andet forslag, I humanisthyklere. Hvad med at prøve noget andet? Hvad med at prøve med noget ærlighed i stedet? Det ville klæde jer. Hvad med at poste et billede af jer selv og denne tekst: