fredag den 29. juli 2011

Livsfascismen

Alting handler om liv og død i disse dage. Tossen i Norge, der valgte at aflive omkring halvfjerds mennesker, sætter tydeligvis sit præg på det generelle humør. Udover at aviserne er klistret til med tåkrummende tudefjæs, bliver jeg belemret med så mange norske flag på Facebook, at man skulle tro, de igen havde vundet Melodi Grand Prix. Det mest spændende der nogensinde er sket i Norge før massakren.

Det er nok det letteste i verden at sætte et norsk flag på sin profil. Så får man lige signaleret, at man er menneskelig på en måde, der kun er lidt mere besværlig end at trække på skuldrene. Nogle profiler skriver endda en statusopdatering, hvor de påkalder godhedsindustriens svar på salpeter, svovl og trækul: Naivitet, åbne grænser og menneskerettigheder. Gnisten kan så leveres af en censureret debat, som S og SF naturligvis allerede har foreslået.

Nu når I er så forbandet respektfulde overfor alle mulige sære måder, et menneske ønsker indrette sit liv på, undrer det mig, at døden har så dårligt et image. Hvad har døde mennesker egentlig nogensinde gjort nogen? Og hvorfor bliver ingen lykønsket, når de dør? Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ofte overvejer at tage skridtet over på den anden side. Verden er simpelthen utålelig med alle dens inkompetente, naive beboere, der realiserer deres åh-så-gode intentioner med det mest elendige dumperesultat. Naturligvis kan jeg ikke vide, om græsset virkelig er grønnere på den anden side. Og da slet ikke, når det vil befinde sig syv fod jord over mit ansigt.

Når alle I gode mennesker mener, at selv de mest barbariske og nederdrægtige kulturer, mennesket kan fremelske, leverer en så uvurderlig kolorit på vores blege, onde vestlige forbrugsliv, at vi straks bør belønne ethvert medlem livsvarig ophold og forsørgelse på ærlige arbejdslivs regning, undrer det mig, at I ikke hylder døden på samme måde. Døden diskrimineres. Den forbindes med mørke og ondskab. Men der findes faktisk mennesker, som gerne vil være i den. Men uha, det må de så sandelig ikke. Snit endelig i andres kønsorganer. Pin gerne dyr på det grusommeste, inden de dør. Værs'go, her er dit pas og din bistand. Men du må under ingen omstændigheder tage dit eget liv. Og hvis du gør, skal du betale arveafgift.

Hvis man forsøger at begå selvmord, skal man "tales fra det". Man skal til psykolog for "at indse", at døden "ikke er en udvej". Måske får man en masse klamme knus. Det er sgu' da livsfascisme? Døden er da en udvej, endda en ganske fin en af slagsen. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har fortrudt. Og i øvrigt skal vi alligevel møde den før eller senere. Om du nyder vejen til den eller udretter noget, er sådan set dybt ligegyldigt, for du kan ikke bruge det til noget i døden alligevel, og du vil med stor sandsynlighed blive glemt hurtigere end troskabsløftet i et gennemsnitligt ægteskab. Lige bortset fra på de dage, hvor dine familiemedlemmer bander over, at de igen skal rydde ukrudt omkring din irriterende, lille latterlige gravsten med dens åndssvage kobberfugl.

For lige at undgå misforståelser må jeg sige, at jeg mener, det er strengt forkasteligt at tvinge nogen fra den ene tilstand til den anden, og det er frygteligt, at den norske tosse fratog tres unge mennesker livet. Jeg garanterer for, at de ikke selv ønskede at dø. Foran sig havde de mange unge socialister en lysende fremtid, hvor de skulle lave forbud, regulere og brandbeskatte os andre, så vi kunne komme til at leve lige præcis, som de ønskede. Det er synd og skam, vi aldrig fik muligheden for at udleve deres drømme. Desuden finder jeg det uforståeligt, at gerningsmanden ikke tog livet af sig. Især efter at have optrådt i alle verdens aviser med sådan en tåbelig, hjemmesyet uniform på.

Nu vi er enige om, at alt er lige godt, og at det er umenneskeligt at tvinge nogen fra den ene til den anden kultur, seksuelle overbevisning eller livsprocestilstand, må vi også være enige om, at det er en afskyelig handling at undfange et barn. Ikke blot på grund af synet og lyden af blegt, klaskende flæsk, men fordi barnet derfor tvinges ind i livet. Hvad, hvis barnet foretrak ikke at eksistere? I så fald er dets eneste mulighed at håbe på, at en rusten, langsomt drejende krog trænger sig ind i livmoderen og flår dets lille bløde krop i stumper til lyden af feministernes bifald over moderens ret til at bestemme over egen krop.

Efter at den norske tosse foretog tres aborter, der var så sene, at selv Dødsstjernens Etiske Råd ikke ville have godkendt dem, må det være hårdt at være DSU'er. Tilsyneladende kan de røde unge ikke forsamle sig uden at blive forfulgt og bøffet af enten en gal, korstogsfarende tempelridder eller af en liderlig Jeppe Kofoed. Livet er hårdt og det kan være svært at bære i disse dage. Men husk ... der er altid en nem, permanent og hurtig udvej, og det er trods alt bedre at være død end rød ... selvom det lige nu er hip som hap.