fredag den 25. februar 2011

Kunsten at stjæle penge

Jeg synes nok, der er et par kunstnere, der fører sig irriterende meget frem for tiden. Det oplagte eksempel er selvfølgelig Anne-Grethe Bjarup Riis, men efterhånden har alle vist fundet ud af, at hun er en kegle. Til gengæld er der masser af andre, der kan træde i hendes sted. For eksempel Andrea Lind-Valdan. Nej, jeg anede heller ikke, hvem hun var før i dag. Og hverken jeg eller andre ville sandsynligvis vide det, hvis ikke vi finansierede kunstnere som hende over skatten.

Problemet med kunstnerne er, at mange af dem tydeligvis anser sig selv for så ophøjede og fornemme, at de forventer, at vi andre skal betale dem penge, uanset om vi ønsker det eller ej. Anne-Grethe Bjarup Riis vil have borgerløn, så hun ikke tvinges ud i almindeligt arbejde mellem sine biroller i dårlige, danske film og elendige tv-reklamer. Andrea vil ikke have der skæres ned på kunststøtten, fordi de fattige så ikke ville have råd til kunst, og fordi der i så fald ”opstår en eksistentiel krise, hvor ingen forstår sammenhængene i samfundet”.

Ifølge kunsteliten er man naturligvis uintelligent, uforfinet og fatsvag, hvis man ikke falder på halen over ovenstående flotte ord. Men nu er Bob Glitter ikke specielt bange for at blive kaldt ubegavet, og jeg tror ikke på, at samfundet bryder sammen, hvis ikke vi betaler for Andreas plasticposer med dryppende maling. Jeg tror, at hendes kunstværker har cirka ligeså meget betydning for samfundet, som en fuld vagabond, der skvatter i en bananskrald, har for stand-up komikken. Desuden kan jeg også bare påstå, at det danske sprog kommer i krise, hvis I ikke betaler mig kassen for at skrive mine røvsyge, bitre indlæg. Forskellen på hende og mig er naturligvis, at jeg ikke har en snobbet gruppe af elitære individer, der er vanvittigt angste for at blive kaldt ubegavede, i ryggen.

I øvrigt finder jeg argumentet om, at fattige ikke ville have råd til kunst uden støtten, vanvittigt morsomt. Jeg ved ikke med jer, men sidst jeg var så på nogle fattige, havde de travlt med at jage hinanden med boldtræer, se De Unge Mødre på dvd eller X-Factor og Horton-sagaen i fjernsynet, drikke uhyrlige mængder Krudtugle-pilsnere, hælde afløbsrens over deres irriterende, skrigende unger, spille Farmville på Facebook, træne deres kamphunde eller have sidespring på kryds og tværs. De virker ikke ligefrem som målgruppen for ”abstrakt tænkt” kunst lavet af industriskrald. Med mindre, måske, det havde noget at gøre med bilvrag i forhaven.

Men, kære kunstnere, der er gode nyheder: Selvom I har ret i jeres påstande, behøver hverken samfundet bryde sammen eller de fattige eller jer selv undvære noget. Hvis vi forestiller os et samfund med markant lavere skatter – og ja, jeg ved godt, tanken er uhyrlig i dette jantelovens, grønne land - hvor midlerne i stedet for at havne i statens lommer ender i borgernes, hvor de har oprindelse og hjemme, så kan folk selv betale for kunsten. Og der er intet, intet til hinder for, at dem af jer, der synes, at kunststøtte er det fedeste i verden, kan danne jeres helt egen organisation og uddele midler til bestemte kunstnere, som I suverænt vælger uden nogen pøbels indblanding. Synes I, det er synd for eventuelle fattige, som ikke har råd til jeres medlemsafgift, så kan I bare lave en ordning, så folk med få midler får gratis adgang. Men den dropper I nu nok igen, når Jimi og Samantha gentagne gange dukker berusede op til ferniseringerne og vandaliserer værkerne, mens de tilbyder swinger-sex til jeres naturligvis kvindekvoterede bestyrelse.

Tvivlere, tro mig, der er rigelig med nyttige idioter indsigtsfulde intellektuelle, der vil stå i kø for at betale Andrea det hvide ud af øjnene for at trække nogle snore gennem en fabrikshal i total skræk for netop at blive puttet i kategori med Bob Glitter af de elitære. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl. Mine erfaringer med den tåbelige menneskelighed peger på, at de fleste er skræmte flokdyr og ville gøre hvad som helst for at forblive i hyrdernes kridtstald. Og Andrea, om tusinde år, når mennesker går rundt på virtuelle museer og beundrer tidernes kunstværker, og dit skrald med snore står i den fineste, digitale sal, så skal det glæde mig, at du får æren. Hvis du læser dette, sidder du nok med et skævt, bedrevidende smil og tænker, at det aldrig vil ske, fordi din kunst ikke appellerer til direkte brug, men mere er en slags kunstnerisk grundforskning, som inspirerer alle de kunstnere, der netop kommer til at stå i den fineste sal. Fint. Det er så din påstand og din investering. Jeg vil bare ikke tvinges til at kaste penge i den.

Løsningen er så let. Med frivillig betaling slipper I også for gang på gang at blive trukket ind i debatprogrammer på DR2, hvor I udstiller jeres uvidenhed og totalitære tankegang, når I argumenterer for kunststøtten. Desuden vil der heller ikke lyde mere ævl fra småborgerlige brokkehoveder som mig, der er trætte af at blive flået i skat for at finansiere seks minutter og niogtyve sekunders intetsigende YouTube video. Okay, måske vil jeg nok fnise lidt af jer, men jeg er sikker på, at I ser gennem fingre med min åndelige fortabelse, så længe rigeligt med knaster fortsætter med at strømme uhindret ned i jeres sultne, nassende lommer.

fredag den 18. februar 2011

Moderne opdragelse

I dag skal vi tale om opdragelse. Jeg er nemlig led og ked af at leve i efterdønningerne af snart halvtreds års fejlagtig opfattelse af, hvordan man opfostrer unger. Det begyndte naturligvis - som alle andre ulykker i samfundet - med ungdomsoprøret i tresserne. Pludselig blev børnene nogle, man skulle lytte til, og hvis meninger og ytringer - uanset hvor latterlige og tåkrummende - noget, man skulle respektere. Du har sandsynligvis selv oplevet resultatet, hvis du nogensinde har befundet dig i et klasseværelse: Nede bagved sidder skrigeskinken som et defekt tågehorn, evigt udbasunerende sine stupide holdninger.

Som voksen bliver pigen til den slags kvinde, der på sin dating-profil beskriver sig som "typen, der altid siger sin mening" (og jeg tilføjer: ... og sine ubegrundede påstande om alt muligt irrelevant og ligegyldigt i de mest pinlige situationer, hvor det er bedst bare at holde kæft.). Hun er typisk kraftigt bygget, er korthåret, har meget markante statementbriller og er ansat i det offentlige. Men det er kun reglen. Undtagelserne omfatter blandt andre Anne-Grethe Bjarup Riis, Zenia Stampe og Lotte Heise. Kvinder, hvis unedbrydelige tro på sig selv foranlediger dem til at mene, at de har lov til at bestemme over alle andre, og hvis opførsel i en diskussion mest af alt minder om en elpisker i en brækspand.

Nu synes du måske, jeg er efter kvinderne igen, men i resten af indlægget går jeg efter mændene. Jeg er nemlig ret sikker på, det er fædrenes skyld. De svage, vatarmede fædre, der ikke havde nosser til at modstå 70'ernes og 80'ernes feminisering, og som derfor påtog sig en underlegen rolle i opdragelsen af deres døtre. "Ja, lille skat" og "Ja, lille prinsesse, her er dit diadem" var blandt de hårdeste irrettesættelser, disse fædre foretog.  Uanset, hvad de små møgfisser lavede, blev det blevet fulgt op med ros, og resultatet lever vi med i dag: En ustoppelig hær af sminkede damptromler, der tror på løgnen om, at alle meninger er lige meget værd, specielt deres egne.

"Jamen, hvad skal jeg så gøre?", hulker den nybagte far opgivende, når han læser alt dette her. For det første skal han holde op med at lytte til damptromlen derhjemme og i stedet lytte til Bob Glitter. Det vigtigste er at smadre dit barns selvværd. Det er næsten umuligt at rette op på, hvis det aldrig rigtig når at få fodfæste - i modsætning til selvtillid, som barnet nemmere kan lære senere i livet. Når barnet kommer hjem med noget fra formning, billedkunst, sløjd eller et af de andre nyttesløse fag, så siger du din mening: At det ligner lort. Trøst dig med, at du har ret, for det ligner jo lort. Ingen har nogensinde set en pæn tegning, lerfigur eller papmachedukke lavet af et fremmed barn. Derfor er det en forvrængning, hvis du synes dit eget barns kreationer er flotte. Det er logisk, hvis du tænker over det.

Hvis du absolut skal være den trælse, konstruktive type, så sig noget i denne stil til barnet: "Det der er forfærdeligt grimt, og du gør far flov ved at tage sådan noget med hjem, men du kan med lidt held rette op på det ved at ... ". Næste gang møgungen besværer dig med sit håbløse makværk, finder du bare et nyt sted, der trænger til forbedringer. En anden god opdragelsesfinte er at slå barnet. Jeg ved, det er ubehageligt med hele sin kropsvægt at svinge knytnæven ind i noget, der er lyserødt og har krøller og store, tårefyldte øjne, men du kan godt! Jeg garanterer, at dine knoer nok skal komme sig, efter de har hamret sig ind i barnekraniet, som trods alt stadig er relativt blødt og smidigt. Men det varer ikke ved. I teenagealderen bliver knoglerne stivere og hårdere, så du gør klogest i at hærde knoerne så tidligt som muligt. De vil bløde i begyndelsen, men du takker dig selv senere.

Nu tænker du nok, at hvis du fjerner selvværdet fra dit barn, bliver hun sådan en, der som 11-årig mister sin mødom til en fyr, hvis første ord til dig bliver: "Wolla, fukk dig, jeg knipp' din datter, den skid' dansk' ludder, lissom jeg knipp' din mor, mann." Der er tre grunde til, at du ikke skal bekymre dig om denne situation. For det første, hvis alle andre opdrager børn på samme måde som dig, vil ingen nogensinde turde sige sådan noget til en voksen. For det andet vil voksne, der er opdraget på ovenstående vis, aldrig blive overvældet af tøsede følelser, der tillader landet at blive udnyttet af nassende udlændinge. Og for det tredje, hvis situationen trods alle odds opstår, er dine knoer tilstrækkeligt hærdede til, at du uden videre besvær eller mén langsomt kan tæske ham ihjel og komme hjem inden madlavningstid, så konen kan nå at stege dine nyerhvervede tyrkiske kødboller.

Hvis I alle blot følger ovenstående simple retningslinier, har jeg et spinkelt håb om at få en nogenlunde rolig alderdom, hvor jeg ikke skal belastes af komplikationerne over fibersprængninger i konstant himmelvendte øjne. Der er også en gevinst for jeres sønner, som ikke risikerer at skulle trækkes igennem forhold med "stærke, selvsikre piger", som vi kalder dem, når de selv hører med, eller "fede svin", når de vender ryggen til. Måske er der endda en chance for, at der kan blomstre kompetente kvinder frem i erhvervslivet, når bulldozerne ikke længere er der til at pløje alt op med deres skrigende uduelighed, der smitter af på hele kønnet ... ?

Nah, nu drømmer jeg vist.

mandag den 14. februar 2011

Tørre, borgerlige ord

Du er sikkert en ganske normal person med en ganske normal hverdag, som du blandt andet bruger på at læse Bitter Blog. Derfor ved du ikke, at jeg parallelparkerer flere af mine indlæg på 180grader.dk, som er en borgerlig, liberal netavis. Kun mine politiske indlæg bliver postet derinde. Der er også kommet flere af dem på det seneste, hvilket du nok allerede har bemærket efter at være vågnet op med et aftryk af tastaturet i ansigtet. Dette indlæg er anderledes, idet det primært er rettet mod 180graders læsere.

Jeg bebrejder ikke mine almindelige læsere på Bitter Blog. De fleste synes, at politik er en kedelig størrelse, hvilket det også er. Især efter, at den talende kavalergang blev udskiftet med en kedelig onkel i jakkesæt, og  den sidste af Andersines niecer smuttede, da hendes spærreballon bristede. Jeg synes dog stadig, politik er sjovt. Ikke mindst fordi venstrefløjen består af en helt utrolig mængde inkompetente, inkonsekvente, dobbeltmoralske og irrationelle tumper. Til gengæld består højrefløjen af en række to-dimensionelle papfigurer fra 2. c's nervepirrende teaterstykke om Jesus.

For nylig var jeg involveret i en ret omfattende diskussion om pirateri på 180grader. Udover, at den afslørede, at en del liberale har en tvivlsom tilgang til værdien af visse menneskers arbejde, fremstillede den også særlingerne fra 180grader, som de stivstikkere, de er. Deres diskussionsmetoder består grundlæggende af to elementer: Statistikker og Excel-regneark. Dem sidder de så og mailer i ansigtet af hinanden som gamle, hidsige, tørre universitetslektorer, der har været forskånet for nogensinde at befinde sig i den virkelige verden.

Der var engang en, som skrev til mig, efter jeg havde brokket mig over Liberal Alliances Joachim B. Olsen, at hans kandidatur måske netop kunne være med til at gøre liberalisme til et folkeligt projekt. Jeg tror egentlig, det er rigtigt, at det kunne tiltale en del danskere at stemme på 150 kilos hakket svinekød, der engang har været med i Vild med Dans. For der er så rigeligt brug for at få nogle farverige personer på banen på den liberale fløj. Og lad os lige lægge fast med det samme, at jeg ikke anser det Radikale Venstre for liberale eller borgerlige, selvom de selv tror det. Ellers kunne der være fjolser nok af tage af i det parti.

Faktisk er Ole Birk Olesen nok den mest interessante person i det liberale. Selvom han ligner en gammel demokoder fra Amiga-tiden inde bag ved de moderne briller og det afdæmpet smarte, slipseløse jakkesæt, er hans argumenter konsekvente og sammenhængende. Problemet er bare, at man skal være interesseret i argumenter, når man hører ham debattere. Og det er de færreste vælgere. De fleste stemmer f.eks. på Villy Søvndal, fordi han virker hyggelig og kan spille guitar, hvis krisen rammer. De færreste tænker vel på, at han nærmest er Danmarks svar på Sarah Palin – i hvert fald sådan som hun fremstilles af de venstredrejede medier – for hvordan kan man nogensinde overveje som udenrigsminister en person, som har troet, at USA havde en specialstyrkebase under Grønlands indlandsis? Efter at have læst det i DSBs Ud & Se.

Jeg levner ikke det liberale projekt særlig store chancer. Selv når man lever inde på 180grader, kan det ikke undgå at stikke i øjnene, hvor få mennesker, der faktisk er derinde. Det mest populære af mine indlæg, som lå nr. 1 på grund af brugerstemmer, fik cirka 2500 hits og 140 stemmer - og betalende brugere har 3 stemmer hver. 2500 hits er en del mindre, end hvad en kvindeblog om babygylp indkasserer på en ganske almindelig tirsdag. Muligvis kan det være fordi, den potentielle, liberale læserskare rent faktisk arbejder i stedet for at bruge hele dagen på en netavis. Men jeg tror nu, det er fordi, ingen kan lide regnedrenge og nørder. Ingen gider være sammen med dem. Ingen.

Det er bare ærgerligt. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at samfundet vil have rigtig godt af at være opbygget omkring principper om personlig frihed. At det ikke ville være så skidt, hvis regnedrengene konstruerede rammerne for samfundet, og lod det være op til menneskene at fylde dem ud med menneskelighed – i stedet for, at det er kommunen, der skal levere kaloriefattig menneskelighed i et så stramt styret og kunstigt omsorgsfuldt formynderi, at skatteudplyndringen og lighedsmageriet driver folk ud i rendyrket egoisme. Paradokset ligger i, at folk vil se menneskelighed i politikerne, de vælger. Og folk laver fejl, dummer sig og siger idiotiske ting, hvorfor det er ganske naturligt at pege på Villy Søvndal. Især i Danmark, hvor man helst ikke skal være for smart. Nøjagtig ligesom vi foretrækker fjolset Anders And fremfor den kloge Mickey Mouse.

Så tag jer lige lidt sammen, regnedrenge. Måske skulle I løsne op for slipsene, få noget humor og vise, at I er mennesker inde bagved. Eller gør som Bob Glitter og lad som om.

fredag den 11. februar 2011

Storcenter Slum

Af og til er jeg tvunget til at gå ind i et center. Et indkøbscenter. Sådan et, der ligger i en forstad. Jeg går derind, fordi jeg skal på apoteket, for ellers undgår jeg dem. Jeg kender ikke noget mere deprimerende end indkøbscentre, og jeg er hver gang nødt til på vejen hjem at køre et smut forbi kirkegården og kigge på børnegravsteder for at blive muntret lidt op.

Jeg ved ikke, hvad der er mest deprimerende ved indkøbscentre. Spasserne, alkoholikerne, førtidspensionisterne, de demente, indvandrerne eller de uhyggelige, forsømte børn med døde øjne. Eller det faktum, at de ser ud til at være lykkelige for at leve af flade formiddagsfadøl og franske hotdogs fra Føtex. Et indkøbscenter er faldhullet med piggene, hvor man går rundt som Indiana Jones og kigger på de rådne rester af dem, der faldt i.

Der er altid en Føtex, Brugsen, Rema eller et andet supermarked i indkøbscentre. Tænk at være uddeler, eller hvad det hedder nu om dage, sådan et sted? Seriøst, jeg ville hellere have filet testikelstrengene langsomt over med vokset tandtråd end at have sådan et job. Det må være verdens kedeligste arbejde. Tænk at skulle gå rundt i en kittel og ligne Frank Jensen, mens man smiler pænt til de pensionister, som bruger syv timer hver dag på at finde for gamle madvarer og brokke sig over, at man ikke fandt dem først.

Jeg arbejdede engang et sted, hvor jeg ind imellem skulle købe ind til frokost til firmaet. Det foregik altid mandag formiddag i en indkøbscenter-Føtex, der var ligeså snæver, som Paradise-Amalie ikke er. De trange gange mellem hylderne stoppede til med blå hårboller af pensionister med deres indkøbsvogne, der sjældent indeholdt andet end et hårnet og en pakke cerutter. Jeg håber virkelig, jeg fik fremprovokeret et par indre blødninger på de oldinger, jeg torpederede, mens jeg forsøgte at lade som om, det ikke var med vilje. Sådan en indkøbstjans kunne tage flere timer - selv hvis man ikke aflivede eventuelt overlevende pensionister med skaller ude på parkeringspladsen bagefter.

Men det værste er apoteket, som jeg, som nævnt, er nødsaget til at anvende ind imellem. Der er naturligvis altid propfyldt, fordi centerets gæster henter halvdelen af deres daglige kalorier i piller. Når man så endelig er blevet kaldt op, træder Dagens Førtidspensionist med over diskretionslinien, læner sig ind over og savler på disken i håbet om at høre, at man har en endnu værre diagnose end ham. Fat chance! Mine øjne er for eksempel lige store, mit højre ben er ikke tykkere end min brystkasse, og jeg er ikke udstyret med et iltapparat, der ville imponere Neil Armstrong. Og de der ekspedienter på apotekerne … har de overhovedet en uddannelse? Udover den, hvor de lærer, at de helst skal skrige navnet på medicinen, så selv Frank Jensen i Føtex hører om ens dårligdomme?

Kunne de der drop-outs fra Arkitektskolen, som tegner indkøbscentre i al deres vederstyggelighed, ikke lige putte nogle huller med låg ind i taget? Så skal jeg gladeligt komme forbi med en tønde blåsyre og lave min helt egen reform af overførselsindkomsterne. Mon ikke jeg vil kunne holde skrigene ud? De kan næppe være mindre udholdelige end dem, der kommer fra de to retarderede piger, når de i en utydelig sky af to-farvet hår slås om tykke Louis' gunst foran Centerpubben efter alt, alt for mange Aarhus-sæt.

tirsdag den 8. februar 2011

Pirater i nettet

Jeg afskyr pirater. Og med pirater mener jeg ikke den flok kriminelle, der sejlede rundt i Caribien, og som nu er romantiserede, fordi vi er kommet på bekvem afstand af deres blodige myrderier. Ej heller mener jeg Somalias sorte slyngler, hvis pirateri er en slags afrikansk Lotto, hvor pendanten til de syv rigtige er at blive fanget af et dansk krigsskib, få udleveret bilmagasiner uden blasfemiske, nøgne damer, der er klippet ud af en skattebetalt dansk sergent, og at blive fragtet til Danmark til en domstol, der giver fem års luksusfængsel og evig, passiv forsørgelse med hilsen fra verdens mest blåøjede humanister.

Nej, jeg mener de fede, bebumsede personer, der sidder på deres flade på kontorstolen og udøver ”pirateri” ved at fildele produkter, uden at ejerne får en skid ud af det. Du kender typen. Det er dem på dit arbejde, der, når de en sjælden gang bevæger deres fedblege vomme, halvt skjult under forvaskede, grønne T-shirts, væk fra computeren, altid bærer på en halv liter cola og en bærbar harddisk med rippede kopier af håndholdt affotograferede biograf-blockbusters. Dem, der hellere bruger femten døgn på at downloade tvivlsomme kopier af det, der måske er en bestemt film, men som sikkert er bøsseporno, i stedet for at trille trehjuleren ned i Blockbuster for at aflevere fyrre flade kroner for en lovlig Blu-ray.

Noget af det værste ved piraterne er deres ynkelige undskyldninger:

”Jamen, den tv-serie, jeg vil se, kommer først til Europa om en måned, og det er så unfair, at tv-selskabet lader mig vente så længe for at se næste, elendige afsnit af Lost.”

Nå, men måske skulle du, i stedet for at kaste frustrationen over dit meningsløse liv efter et tv-selskab, tage dit eget, hule liv op til overvejelse, når du lader et stykke fiktion gøre dig til tyv.

”Jeg vil ikke støtte pladeselskaberne, som tjener alt for mange penge på stakkels, fattige musikere.”

Og derfor stjæler du musikken, så de stakkels, fattige musikere slet intet får? Flot, Einstein, det svarer til at fjerne hungersnød ved at lade negrene sulte ihjel. Hvilket egentlig ikke er så dårlig en ide, nu du siger det. Men ja, pladeselskaberne tjener alt for meget, måske undtaget når de skal betale Robbie Williams en milliard pund for at løfte sit ene, sprøjteorgasmeudløsende øjenbryn i en musikvideo. Lær at leve med det: Ringe kunstnere tjener for meget, mens de dygtige tjener for lidt. Sådan vil det altid være, fordi folk er dumme og ingen smag har. Men lur mig, hvis mellemleddene blev udraderet, og du kunne købe musikken direkte fra kunstnerne, om du ikke stadig ville sidde og bruge timevis på at downloade en piratkopi for at spare de få kroner, du skulle betale for dit yndlingsnummer.

Det er sådan set kerneproblemet: Piraterne ønsker ikke at betale fem, flade ører for at blive underholdt. De vil have alt gratis og føler af en eller anden årsag, at det er deres ret. Jeg kender en pirat, som – naturligvis - selv udvikler software, og jeg forelagde ham scenariet, at kunderne piratkopierede hans firmas produkter, så han måtte gå halvdelen af sine 60.000 om måneden ned i løn. Blikket, han sendte mig under mit lille, temmelig letforståelige tegn-og-gæt foredrag, var blankere end Blanky McBlanks spejl, da han vandt spejlpudsnings-konkurrencen ved Loch Blank, Skotlands mest spejlblanke sø. De to situationer kunne naturligvis ikke sammenlignes på nogen måde.

Jeg ved ikke, hvad der er mest ynkeligt. At voksne mennesker ikke vil slippe nogle få kroner af deres egen alt for høje løn for noget, der får dem til at glemme deres tomme liv i et par timer, eller at de danner et parti, der skal give dem lovmæssig hjemmel til at gøre det. Ja, der findes faktisk et Piratparti, og deres principprogram er fortrinlig underholdning – at de fremlægger det kvit og frit, er i øvrigt deres eneste konsistente punkt. De mener, at kultur skal være gratis, og at ophavsretten skal modereres. Det næst-mest morsomme er, at deres salvelsesfulde formuleringer om kultur, borgerrettigheder, frihed og Grundloven i virkeligheden dækker over, at de vil gøre det lovligt at downloade blockbustere med Mel Gibson, first-person-shooters og den lejlighedsvise pornofilm. Det allermest morsomme er, at grunden til, at de mener, det skal være gratis, er, at de selv er nul-producenter.

Alle mennesker producerer og konsumerer noget, de fleste konsumerer sikkert mere, end de producerer. Nul-producenter er dem, der aldrig nogen sinde i et eneste øjeblik i deres miserable eksistens har produceret noget som helst. De har ikke engang produceret noget, andre ikke gider se eller høre. Forhåbentlig er du, såfremt du ikke er pirat, selv ved at nå frem til min pointe: Det er altid sjovt at dele det, man ikke selv ejer. Nøjagtig ligesom socialisterne ønsker at dele andres penge, vil piraterne dele frugten af andres hårde, kreative arbejde. Desværre ser jeg en stor fremtid for dem i Danmark.

Du burde have stor respekt for Bitter Blog, som tør tale piraterne imod. Jeg sætter dermed kursen direkte mod nørdernes svar på skibskanoner, Denial-of-Service angreb. Men gør det dog bare. Afskær mig forbindelsen til mine miserable, daglige, sytten faste læsere. Jeg får alligevel intet som helst ud af at bruge timevis på at skrive bitre indlæg og lægge dem kvit og frit til jeres rådighed. Jeg er allerede i den elendige tilstand, I mener, alle kunstnere bør befinde sig i, så I kan købe en pose chips i stedet for at betale dem et par usle håndører. Et DoS angreb ville således svare til en slags mytteri, men prøv nu bare.

I tør ikke!

fredag den 4. februar 2011

Fra den røde planet

I dag vil jeg snige mig over bag en radikal, trække moralkortet ud af dens ærme, gå tilbage på min plads og kaste det. Normalt irriterer moralkortet mig med dets overlegne værdi, der skærer igennem fornuftige og rationelle argumenter, og sender modtageren direkte til skammekrogen, men i dag bliver jeg simpelthen nødt til at trække det. For at jeg efterfølgende kan se mig selv i øjnene, vil jeg servere det med et par vel tilberedte argumenter.

Som barn lærte jeg at have respekt for andres ejendom, ikke mindst fordi jeg blev holdt fast og pruttet i hovedet, hvis jeg ikke havde; En naturlig konsekvens af at være blandt de mindste i søskendeflokken. Mine forældre lærte mig det også. Min far havde nogle ting, jeg ikke måtte lege med, og det samme havde min mor. Gjorde jeg det alligevel, fik jeg et par flade. Men havde jeg tålmodighed, spurgte pænt og respekterede deres ejerskab over tingene, kunne jeg efter et stykke tid måske alligevel få lov at låne det. Behandlede jeg det ikke ordentligt, fik jeg et par flade. Det var da til at forstå.

Jeg er lige kommet til mig selv efter at jeg i sidste uge så Debatten, der havde samlet en række ”unge, markante politikere” til at diskutere forskellige spørgsmål: Rasmus Jarlov (K), Jens Rohde (V), Zenia Stampe (RV), Morten Messerschmidt (DF), Dan Jørgensen (S) og Astrid Krag (Socialistisk Folkeparti). Jeg forstår ikke helt kriterierne for udvælgelsen af det unge panel, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke kender deltagernes præcise alder. Det virkede som om, der var en generation mellem visse af dem. For eksempel er Jens Rohde vel tæt på fyrre, mens Astrid Krag er hvad? Nitten år, fem måneder og tre uger?

Jeg nåede kun igennem to spørgsmål, før jeg ville have foretrukket at få stemplet hæfteklammer gennem samtlige negle fremfor at høre mere på Dan Jørgensen. Venstrefløjens arrogance chokerede mig under diskussionen af kvindekvoter i bestyrelser. Dan, komplet med tintin-hår og dybe charmepanderynker, er naturligvis for kvoter. Zenia Stampe er egentlig imod, men hun argumenterede for dem, eftersom de radikale holder med venstrefløjen, selvom de er totalt uenige med dem i stort set alt.

Dan forsikrede os - med en alfaderlig overlegenhed og tro på egen ufejlbarlighed, der kun kan være overdraget af en Poul Nyrup i sit mest hovne hjørne - at firmaer vil indføre kvindekvoter ad frivillighedens vej ... fordi en rød regering ville true dem med sanktioner, hvis de ikke gjorde. Så vi behøver altså ikke være bange for sanktionerne, da truslen om dem er nok til, at firmaerne vil ansætte kvinder helt frivilligt. Og manden har jo ret. Det er helt samme mekanisme, som når jeg frivilligt overdrager min tegnebog til aarhusianske nazister, når de holder mig op med kniv i nattelivet. Der blev jo aldrig brug for kniven, eftersom jeg ikke blev stukket.

Men guldargumentet kom nok fra Zenia Stampe, som seerne netop kunne skimte bag bunken af politianmeldelser, hun havde klar til at uddele til debattens deltagere. Hun affejede de borgerliges argument om, at kvinderne vil blive sat i forlegenhed ved at blive ansat på en kvote, der sår tvivl om deres kompetence, med, at hun da ville være ligeglad med, hvad andre tænker: ”Jeg vil bare gerne bestemme”, sagde hun. Aha. Og så er det ligegyldigt, at dine arbejdsgivere, dem der ejer det, du nu skal varetage, har måttet ansætte dig på grund af en lov? Din subjektive, sandsynligvis fordrejede opfattelse af dine egne kompetencer står stærkere? Gud fri mig for en arrogance.

Jeg orker næsten ikke at kommentere Dan Jørgensens tudehistorie om, at der ude i periferien står en hel masse kvinder, der bare venter på ”at nogen tager hånd om dem”. Åh ja, for hvis man skal sidde i bestyrelsen i en virksomhed, så skal man jo have lige præcis det der personlighedstræk, som bevirker, at man sidder med hænderne i skødet og venter på, at nogen andre tager hånd om tingene.

For at komme tilbage til udgangspunktet, så antager jeg, at min pointe er klar: De røde er ligeglade med den private ejendomsret. I hvert fald ønsker de at bestemme, hvem der skal have lov til at lege med aktionærernes ejendom. Og det stopper jo ikke der. Det er set så mange gange igennem debatten. Der er altså en grundlæggende forskel på folk som mig, der er opdraget til at respektere andres ejendom og så de røde, som tydeligvis ikke er. Desværre er der alt for mange vælgere, der ikke fatter eller ønsker at fatte denne værdiforskel, fordi de – ganske grundlæggende – er misundelige på andres ejendom.

Efter at have bevidnet lidt under halvdelen af denne debat, må jeg erkende, at der ikke er lys forude. De unge, venstreorienterede politikere vil fortsætte på den selvsamme kurs, deres forgængere gang på gang har bevist fører til universelle dårligdomme. Jeg må konstatere, at vi bare ikke er fra samme planet. Vi kan simpelthen ikke sameksistere, og vi har jo alle sammen set i ”Mars Attacks!”, hvad der sker, når dem fra den røde planet kommer. De skal have et par flade.