tirsdag den 25. januar 2011

Svigersvulsten

Jeg tror, jeg hader min svigerfamilie. Tanken slog ned i mig for et halvt års tid siden, da jeg deltog i en fødselsdagsfest og bemærkede, at min svigerfamilie kun excellerer indenfor to områder: At skrabe ting sammen og at formere sig. Mange andre, sympatiske eksistenser, såsom kræftsvulster, formerer sig uhæmmet. Selvom de ikke behøver en partner, er de alligevel bagud i forhold til min svigerfamilie. Pigerne er knap kønsmodne, før de trykker den første slimede klump ud på stuegulvet. I svigerfamiliens omvendte hierarki er den nyklonede gud. I hvert fald i de første par dage, indtil en af ungpigernes tyndslidte skød støder en ny ud.

Svigerfamiliens nye medlem skaber sig, som det vil, og alligevel render den stressede og nedslidte bedstemoder, nederst i hierarkiet, rundt og serverer slik og rydder op efter det lille evneløse liv. Spisebordets historier om afkommets afføring og sekreter vokser til timelange sagaer, der nedskrevet ville få selv hårdføre, kommende medlemmer af slægten langt ude i fremtiden til at klumpbrække sig udover deres selvrensende, sølvfarvede duge. Ungens mest primitive, indgroede, vulgære og fysiske påvirkninger på omgivelserne bliver betragtet som en svigerfamiliemæssig sejr, der fortjener fotografisk opmærksomhed og uendelig repetition.

Selvom de nye medlemmer bliver ældre og falder i hierarkiet, bliver de ikke mindre irriterende at høre på. De har nemlig mulighed for igen at stige et par grader ved at udmærke sig indenfor følgende to områder: Antal kollegaer, de har under sig på arbejdet og deres lønseddel. I svigerfamilien er det ligegyldigt for din anseelse, om du er billig trækkerdreng på banegården. Hvis blot du har et større antal endnu billigere trækkerdrenge under dig på banegården, så er du blevet til noget. Det oftest stillede spørgsmål i svigerfamilien lige efter ”Vil du række mig mazarintærten?” er ”Hvor mange har du under dig nu?”.

Personlig udvikling og tilegnelse af viden er ligegyldigt i min svigerfamilie. Det er spild af tid. Næh, her er mere interesse for, hvor mange kartofler, du kan skrælle i timen, eller hvor mange procent din friværdi er steget siden sidste hyggelige møde i familiens trygge favn. Her drejer det sig om at være effen, udadvendt og frisk, og om hvor meget du kan mase dig på ude i virkeligheden. Hvis de var fodboldspillere, ville de tabe enhver kamp på mål, teknik og fair play, men vinde stort på grove fældinger, udvisninger og røde kort, romerlys og hooliganisme.

Min svigerfamilie har større materiesugende overflade end bølgede pommes frites. Findes der en genstand eller noget glitter, som de ikke har, skal en af dem nok snart erhverve sig den. Helst så billigt som muligt. Og den, der får den, solbader da også et par sekunder i beundringens lys, før det henfalder til misundelsens radioaktive stråling. Så har han nok fået det gennem en eller anden lyssky handling. Eller også tjener han da vist for meget i forhold til hans evner. Og den ting var i hvert fald ikke lige noget, de andre gad bruge deres penge på.

Der er noget, der skræmmer mig mere end at blive en del af en udsugende, anmassende, vulgær, selvretfærdig, grådigt kopulerende klump af mennesker, og det er, at de er én ud af hundredtusindvis bare i Danmark. Tænk på, hvordan disse indbyrdes kæmpende entiteter langsomt snylter og tærer livet ud af alting omkring os. Kolde tanker om, at mine eventuelle børn risikerer at arve kvaliteter fra min svigerfamilie, kryber ned langs min rygrad og giver mig kvalme.

Lige indtil jeg tog beslutningen om ikke at få børn. Jeg har kontrol over min egen lille metastase. Og den skal stoppe med mig selv.

lørdag den 22. januar 2011

... fordi, du er dum

Forleden sendte jeg en ven en mail med et link til en artikel om efterlønsmodtagere, der åbenbart dør tidligere end resten af de ældre. Hans svar ankom, som havde jeg kastet en boomerang.

f(iq). Q.E.D.

Jeg måtte selvfølgelig bøje mig i støvet fra min vens matematiske formåen og hans evne til at formulere sig kort og præcis. Han havde naturligvis helt ret. Med ovenstående lille bevis havde han forklaret mig, at efterlønnernes gennemsnitlige tidlige død er en funktion af gruppens lave intelligenskvotienter. Altså det er simpelthen fordi, de er dumme.

Et mylder af mennesker forsøger at sløre dette faktum, fordi det er politisk ukorrekt at mene, at intelligente mennesker har nogen særlig betydning. Det er blandt andet derfor, man presser dem ned i jævne folkeskoleklasser i stedet for at dyrke deres talent ligesom idrætsudøveres, der af en eller anden grund gerne må idoliseres. Man slører det ved at skrive artikler og lave undersøgelser med konklusioner såsom:

”Socialt dårligt stillede får ringere lægehjælp end andre”

Nej, de gør ej. I stedet for at tage til lægen, tager de et ekstra sug i smøgen, når de opdager den dunkende gevækst, der sidder i halsen og pumper sort, bittert udflåd ud i svælget. De glemmer det, fordi de har andet at tage sig til. Såsom økonomiske problemer. Og dem har de, fordi de har en ringe evne til at forvalte deres penge, fordi de ikke kan gennemskue mobiltelefonernes ågerpriser, gemt bag et tilsyneladende knaldtilbud af et abonnement. Det kan de ikke, fordi de ikke kan regne, fordi de er dumme.

Et andet eksempel på en årsagskæde ses nedenfor. Det kan af og til være svært at gennemskue – primært fordi, du er dum – men den dybeste årsag er altid, som det også er illustreret, at folk er dumme:



Ligesom de fleste af folks problemer kan generaliseres til denne dybereliggende årsag, kan de forskellige politiske fløjes initiativer betragtes som et større eller mindre ønske om at udjævne befolkningens dumhed, så alle de kloge også får glæde af den. De kloge betaler skatter, og de dumme kvitterer med dumhed. Ønsket om at udjævne dumhed er stærkest på venstrefløjen og bliver svagere, jo længere man flytter sig mod højre.

Med andre ord ønsker venstrefløjen, at en større del af befolkningen er dum. Dette er også naturligt, da de ellers ikke ville have særlig mange vælgere. De ønsker så at sige at hæve barren for, hvornår man er i stand til at klare sig selv i stedet for følge den videnskabelige grænse, som ligger omkring 50. Visse politiske retninger har også valgt simpelthen at skaffe sig af med de dumme såsom nazisterne, der bare gassede dem. En sådan situation ønsker ingen sig tilbage til. Slet ikke, når det kan gøres meget billigere med knortekæppe og nogle lydisolerede haller.

Mit bud er, at venstrefløjen ønsker at sætte grænsen for dumhed omkring de 120, således at alle med en lavere intelligenskvotient behøver hjælp fra det offentlige og at dem med en højere skal betale regningen og svines til for ikke at være dumme. Et glimrende eksempel er i Nyborg kommune, hvor offentligt ansatte kører rundt for at vække børn, hvis forældre efter sigende er for dumme til at gøre det selv. Betalte jeg skat i sådan en kommune, ville man hurtigt opleve en fez-klædt, langskægget person med et bittert ansigtsudtryk sprænge sig selv i luften på kommunekontoret. Og det ville ske mange gange. Indtil jeg ikke kunne finde flere islamist-tosser, jeg kunne udstyre med sprængstof.

Problemet med dumhed er, at den lader sig lige så dårligt regulere og udjævne som godt udseende. Et godt, gammelt ordsprog siger: ”Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves”. Og så er det altså rimelig tåbeligt at lade politikerne forsøge. Ligesom det er tåbeligt af mig at skrive dette indlæg. Uanset hvor mange gange, jeg rationelt forklarer, argumenterer for og beviser, at det er dumt at stemme på venstrefløjen, så render I hen og stemmer på dem igen og igen. Fordi I er uopretteligt og uforanderligt dumme.

fredag den 14. januar 2011

Mit arbejde gør dig fri

Om jeg fatter, at ikke alle har mistet al tiltro til Velfærdsstaten. Undtagen dem, der suger på den, naturligvis, men en dag må de også opdage, at vintønden bliver tom. Jeg kender desværre nogle af disse sugere: En af dem er en af de der typer, der har bildt sig ind at være depressiv, hvorefter hun (ja, naturligvis) har været sygemeldt i årevis, selvom hun er kernesund og aktiv. Det allerbedste er, når hun tværer menneskesyns-kortet ud i ansigtet på mig i det nøjagtige øjeblik, et eller andet spareforslag lander på bordet.

Er der ikke lige en, der rejser sig op og fortæller præcis, hvornår det blev et dårligt menneskesyn at forvente noget af andre og det blev et godt menneskesyn at smide al værdighed og rånasse på sine medborgere? Hvornår det bare blev god kutyme og det socialt set mest accepterede at skrige op og klynke og sammenligne sig selv med jøder under 2. verdenskrig? Selv når man korrigerer indtægtstal og gør dem sammenlignelige på tværs af landegrænser, er man som dagpengemodtager blandt de 10 % rigeste i verden. Ja, nu jeg tænker over det, er det et skrækkeligt menneskesyn. Skrækkeligt blødsødent.

Velfærdstaten er stopfuld af tilskud og hør nu her: Det virker ikke. Jeg er bestemt for, at man effektiviserer og nedskærer velfærden, men hvorfor i alverden vil man afskaffe kontrollen? Den er der jo, fordi folk snyder, så vandet fosser ud af selv plastikplanterne på de tørreste betonkommunekontorer. Man kan se det for sig, ikke? Lige så snart, der er kommet et nyt tilskud, sidder den kvindelige, 50-årige socialrådgiver med lædersofa-teinten og sølv-pagehåret, der ligner en skamredet paryk fra Månebase Alpha, og siger til sin klient: ”Det er din ret, at … ”. Og så ved vi godt hvilken vej, det går, for rettigheder kaster man ikke sådan bare fra sig. Ikke dem, der har gratis penge i røven, i hvert fald.

Jeg synes, det er morsomt, at det røde alternativ vil have os til at arbejde mere, for at de kan få flere penge til det bundløse hul, velfærdsstaten har udviklet sig til. En ting er sikkert: Jeg. Rører. Ikke. En. Finger. Jeg gad godt se dem tvinge mig til at arbejde, for jeg har for længst smidt fagforeningen over venstre skulder sammen med Kim Schumacher-båndene, det tynde hvide læderslips og resten af sidste årtusind. Deres forslag er egentlig ret skævt, socialt set, som de plejer at bræge, for det er kun deres egen vælgerskare, de kan tvinge til at arbejde mere. Jeg vil bare opfordre andre i min situation til også at læne sig tilbage og blive nogle ekstra timer hjemme. Selvfølgelig vil jeg da også hellere dalre rundt derhjemme i slåbrok og lave obskøne lerskulpturer sammen med min depressionsstøttegruppe frem for at blive pisket som en idiotisk pengemaskine, der i tilgift svines til for at have et dårligt menneskesyn, når den tillader sig at spørge, hvad pengene bliver brugt til.

Det glædede mig derfor at se Deadline, hvor Ole Sohn skulle forklare sin økonomiske plan ved at bygge et tårn af legoklodser. Lad mig opsummere opvisningen med at fortælle, at de røde ville have klaret sig bedre, havde de sat et stærkt beruset, blindt mongolbarn uden arme og med Parkinsons sygdom på opgaven. Desværre blev det vist kl. 22:30 på en kanal, ingen danskere med en intelligenskvotient under 108 nogen sinde har slået over på. Skulle man være så usandsynligt heldig, at nogen journalist turde spørge Sohn på samme afslørende, letforståelige facon før kl. 22:30, tilmed på tv, samtidig med at den gennemsnitlige, røde vælger skulle have interesse for at se det, ville han være nødt til at lokke Sohn til at stille op som en gruppe, der kalder sig "nøgenchok" i X-Factor, ramme Blachmann i sit ondeste hjørne, og håbe at irriterende Gøgler-Claus, som brutalt myrdede Joe Cocker forinden, ikke havde snuppet al den middelskarpe opmærksomhed.

Ikke, at det vil gøre nogen forskel. Den almindelige vælger er ligeglad med, om økonomien hænger sammen. Han vil bare have mere velfærd. Det er i bund og grund samme person som optager mobillån, når lønkontoen er i minus og lægger alle rudekuverter ind under Kig Ind samlingen på sofabordet. Der er nok andre, der betaler. Og selvfølgelig er der det. Der er penge nok af tage af, ikke? Boligbeskatningen fra dem, der har arbejdet, sparet op og taget fornuftige valg. Og hvad med alle de usolidariske pensionsindbetalinger. Der må være grænser for, hvor meget man har behov for at spare op til sin alderdom. Bare ærgerligt, at de penge er de usle småører af det enorme beløb, de arbejdsomme allerede har betalt. De sidste guldtænder i en allerede ryddet overmund. Men det er jo lige meget, for de er en slags undermennesker med et uværdigt menneskesyn, de kryb, der har deres på det tørre. De fortjener ikke andet end at arbejde deres liv bort.

Ligesom jøderne i 2. verdenskrig. Og ligesom dem, giver vi bare op.

torsdag den 6. januar 2011

Mester Modig

Her i Aarhus har vi, hvad der må være den modigste borgmester i landet. Da han står overfor sit landspolitiske gennembrud, føler jeg en forpligtigelse til at fortælle jer om ham, selvom jeg er sikker på, han ingen introduktion behøver. Med sine markante meninger må Nicolai Wammen allerede have skabt ekko over landet, når han skærer igennem samfundsdebatten, stiller sig midt i såret og hælder salt ud, hvor det gør mest ondt. Eksempler på hans hårdeste indsatsområder er utallige, men jeg kan uden videre huske:
  • at han er set troppe op i adskillige folkeskoler, altid på klasseniveauer, der sikrer, at eleverne tror, han er en stor, sjov legomand, hvorefter han kommer med udtalelser så som: ”Her i Aarhus ønsker vi gode folkeskoler, hvor børnene lærer gode ting i mange forskellige fag, så de bliver dygtige som voksne og kan medvirke til, at Aarhus stadig er en rigtig god by at bo i”.
  • at han troppede op til Vilhemsborg Festspil med en kæreste i hånden og udtalte, at det er godt, at der findes kulturelle, folkelige arrangementer i Aarhus, og at han nød skuespillet, som var rigtig godt.
  • hans seneste udspil, hvor han udtrykte stor sorg over, at Flemming Jørgensen, bedre kendt som Bamse, døde nytårsaften.
Det må kræve ubeskrivelig viljestyrke at placere sit glinsende, runde ansigt på tv i prime time og kaste sådanne sprængfarlige holdninger ind i befolkningens stuer. Man ser da også altid store svedperler tage solbad på hans evigt stive overlæbe, når han påtager sig ansigtsudtrykket af en fodermester, der er blevet taget med fingrene i kagedåsen på bondens yndlingsso.

En af hans vigtigste kampe har været kampen mod nazismen her i Aarhus, hvor han blandt andet har stillet op til interview med en lidet troværdig infiltrator. At udrydde nazisme har alle dage været en upopulær sag i befolkningen, især i Aarhus' højreekstreme gader, hvor man dårligt kan gå en aftentur uden at opleve provokerende og højtråbende grupper af nazister, der af og til overfalder unge mennesker og afpresser dem penge. Specielt homoseksuelle har været jaget, har jeg ladet mig fortælle, og hele boligområder har været i nazioprør, så selv politiet og brandvæsenet har måttet trække sig. Hr. Wammen har i sandhed stukket hånden i et rent hvepsebo med sin kamp mod byens nazistiske plageånder.

Socialdemokraterne vil køre Wammen i stilling som kronprins. Det er i hvert fald, hvad jeg ser i sladderbladene, som jeg naturligvis kun læser hos frisøren. Jeg må dog erkende, at jeg synes, at Helle Thorning har været befriende i sin omgangstone. Ved at kalde sine politiske modstandere for øgenavne, som hun kaldte Liberal Alliance for Saxo Bank-partiet og Troels Lund Poulsen for Trolex, har hun trukket en tone op på statsmandsniveau, som jeg troede kun hørte hjemme hos brovtne bodegabumser og bitre bloggere. Jeg ærgrer mig over, at Bush ikke er præsident, hvis hun bliver statsminister. Jeg ville gerne have set hende stå på CNN og omtale ham som ”Appointed Doofus” eller "Chimpy McSmirkster". Desværre er det, der kommer ud af munden på hende i direkte opposition til hendes fremtoning. Hun ligner en af de der utallige, middelmådige ledertyper fra min arbejdsplads, der ubesværet sejler fra det ene forretningsområde til det andet og skifter holdning i processen, uden nogen aner, hvad de i virkeligheden laver. Hun kunne uden tvivl være leder for et hvilken som helst parti, der har et par faste fraser, hun kan gentage med en iver, som var hun en OCD-plaget hypnotisør.

Derfor forstår jeg udmærket, at Wammen skal køres frem, så han endnu en gang kan gøre Socialdemokraterne til et skarpt parti, der ikke slingrer til venstre og højre alt efter de offentlige ansattes populistiske vinde. En anden mulighed var Mette Frederiksen, men hun har med sine ungdomsrevolutionistiske udmeldinger og dobbeltmoralske handlinger efterhånden revet adskillige kvadratkilometer spinatbede op som en sindssyg kamphund i en sø af puddelhunde. Og hun kan heller ikke prale af at have ændret sin by fundamentalt. Wammen er jo direkte årsag til, at jeg har måtte skrive ”Aarhus” gennem hele dette indlæg. Jeg tør næsten ikke trække vejret i spænding over de tiltag, han vil bringe med sig ind på den landspolitiske bane.

Desværre for ham er der cirka lige så mange aktive og farlige nazister, som der er danske bogstaver i Danmark.