fredag den 30. december 2011

Den nøgne sandhed

Lad mig begynde indlægget med at etablere enighed: Vi synes alle sammen, at nudister er sære mennesker, ikke? Og at deres tilsyneladende åbne og fordomsfri livsindstilling ikke er andet end et dække over ekshibitionisme og partnerbytte? Fint. Men hvorfor falder du så på halen over vinterbadere, din dobbeltmoralske nar?

Den er sikker hvert eneste år: På et eller andet tidspunkt er TV-avisen ude at besøge en vinterbaderklub, hvor en midaldrende, rynket mand får mulighed for ganske lovligt at blotte sine kønsdele i nogle sekunder for hele Danmarks befolkning, inklusive din otte-årige datter, hvilket tilsyneladende passer såvel dig som ham fint. Sjovt nok går vinterbadernes tid - i modsætning til nudisternes - ikke med at vente på, at en ung, smuk kvinde melder sig ind, eller at en af de andre nøgencampisters døtre rent faktisk fortsætter med at lege i Svends fortelt efter at have fået kønsbehåring. Nej, vinterbaderne vælter sig i unge, smukke kvinder, fordi vinterbadning af uransagelige årsager har et godt ry blandt de unge.

Da jeg bruger en anseelig del af min tid på vedligeholdelsen af min stolte, nordiske klippekrop, har jeg ubehagelig meget erfaring med at befinde mig i et herreomklædningsrum. Tilfældigvis træner jeg sammen med Jyllands fremmeste vinterbader, en pænt skåret, snotdum fyr, der ikke uden grund går for at være en ganske frisk fætter. Udenfor omklædningsrummet ævler han løs om vinterbadningens velsignelser, og især pigerne slikker hans historier i sig, hvorefter de følger ham som de stupide lemminger, de er.

Men når vores ven står i badet i herreomklædningen, og der ikke længere er kvinder inden for hørevidde, så kommer sandheden som altid frem. Han sagde en dag til mig: "Du skal komme med ud at bade en dag, Bob. Skidt med at det er lidt koldt - det overlever du nok. Men du skal med, fordi pigerne smider tøjet. Hver en trævl, siger jeg dig. Sidste gang sad jeg i sauna bagefter med Henrik og hans kæreste, og hun sad bare der, ganske nøgen og åben på bænken som det naturligste i verden, og vi kunne bare kigge løs. Fuck, hun er lækker. Det er alletiders".

Altså, jeg har min medfødte evne til at se ind i alle menneskers hoveder, så jeg var ikke overrasket, men det var da alligevel rart at få bekræftet samtlige fordomme og lidt til. Måske sidder du nu som kvinde og tænker: "Og hvad så, hvis de kigger?" Det skal du også have lov til. Ingen forbyder dig at nyde situationen, når du spreder ben og blotter dine nøgne kønsdele foran en flok fremmede mennesker. Det er kun mænd, der ikke må sådan noget. Men i det mindste kan du måske anvende lidt rationel tankeenergi på, hvorfor vinterbadere er cool, mens nudisterne er creepy? Dét giver nemlig ingen mening.

Vinterbadere har endda den ekstra frækhed at kalde sig selv for vikinger. Sammenligningen ligger da også lige for: Vikingerne sejlede hundredevis af kilometer i små både, tværede livsfarlige svampe i tindingerne, så de kunne ignorere alle de økser, knive og morgenstjerner, de fik stukket i sig, mens de gik amok og erobrede og voldtog tusindvis af kvadratkilometer engelsk jord. Til sidst drak de sig ihjel. Vinterbaderne dypper deres blegslaskede kroppe i koldt vand i et kvart sekund, skriger som skolepiger og løber ind og feder den i en sauna, mens de glor på damer, de ikke engang selv har modet til at flå tøjet af.

Og som en sidste fed understregning: Er der nogen, der kan give en fornuftig forklaring på, hvorfor vinterbaderne absolut skal være nøgne? Nej, bortset fra en gang latterlig ævl om naturlighed og sundhed og en eller anden søforklaring om, at spandex ikke kan tåle kulde, er den eneste forklaring, at jeg har ret. Igen, igen og igen ligesom hver evig eneste gang.

lørdag den 24. december 2011

Julebrev: Blodet som bolværk

Atter er det blevet tid til Bitter Blogs traditionsrige julebrev. Der er sikkert skrevet utallige afhandlinger om årets emne, men da jeg ikke er specielt belæst - hvilket du bør være glad for, da sådan noget typisk foregår på statens regning, også bagefter, fordi ingen gider ansætte en humanist - vil jeg beskrive mit fokus i lægmands termer, råt, kort og præcist: Socialisterne hader familien.

Socialisterne lever i håb om et samfund, hvor alle - på et hvilket som helst tidspunkt i deres liv, uanset deres handlinger - er lige med alle andre. Dette idealistiske og tilsyneladende fromme ønske er så kønt, at det stadig tiltrækker folk på trods af, at millionvis af mennesker, der i sidste århundrede ikke lige var enige i, at alle skulle være lige, røg lige i graven. Det gør ikke noget, hvis du myrder, så længe du mener det godt. Anders Breivik, undtaget.

I den røde jagt på utopien er familien et irritationsmoment. Prøv at lægge mærke til næsten samtlige lovforslag fra venstrefløjen: De modarbejder familien, fordi den repræsenterer en række forhindringer for socialisternes mål. I tillæg til, at familien er grundlaget for den kristne, vestlige, velfungerende og derfor onde kultur, kan jeg nævne følgende:
  • Følelserne i familier binder de implicerede tæt sammen, hvilket giver dem en naturlig modstandsvilje over for tvangssocialisering med andre mennesker.
  • Mennesker fødes ind i familier og dermed til de privilegier, de tilbyder i form af tætte bånd.
  • Mennesker opfylder roller i familier, som ikke passer særlig godt med den kønsløse, grålige ensformighed, individet ifølge socialismen bør være.
Det seneste eksempel på venstrefløjens had er skatteplyndringen af familievirksomheder. Det skal naturligvis ikke være muligt for de rige svin bare at lade det stykke arbejde, de har knoklet og lidt afsavn for i årtier, gå videre til noget så ligegyldigt og egoistisk som deres eget kød og blod. Nej, frugten af deres hårde arbejde skal flås, parteres og deles ud til alle os andre, så alle får en del, uanset at vi ikke rørte en finger for det. Og vi glemmer behændigt, at familievirksomhederne både betalte skatter og skabte arbejdspladser til glæde for det altfortærende velfærdssamfund, mens den oprindelige ejer levede.

Et andet eksempel er julehjælpen. Den defekte SF'er, Özlem Cekic, udtalte under en debat med julekuglestøderen, at det ikke bør være nødvendigt for nogen at spørge sin familie om hjælp. Det er derimod ganske naturligt, at staten med vold og magt tvinger midler ud af alle andre, som dermed mister muligheden for at hjælpe deres egne familier. På overfladen ser det ud, som om socialisterne støtter familierne, mens de faktisk gør det modsatte: De trækker pengene og dermed magten ud af familien.

Det samme mønster kan ses i den typiske, røde retorik, hvor der tales med patos om børnefamiliernes tragiske situation, og om hvordan vi alle bør betale for deres institutionspladser, overflødige psykiatriske diagnoser og underlige projekter, der skal diktere levevisen for ellers rimelige velfungerende børn. Igen, på overfladen, børnefamilievenlige tiltag, men hensigten er at trække ansvaret ud af familien og ind under statslige institutioner, så vi alle kan blive ensrettet. Og frem for alt lige.

Juletid er familietid, hvilket betyder, at socialisterne hader julen. Jeg ved ikke, om du ligesom mig har fjerne, røde familiemedlemmer, som afskyr julen. Det er mennesker, der ikke har oplevet glæden ved jul i familien, hvorfor de i denne tid væmmes ved dens synlighed. De er misundelige, små mennesker, som aldrig har følt glæde ved julen, fordi ingen kan lide dem. Ingen. Og derfor fandt disse hjemløse, tomme sjæle flugt og lunken erstatningsvarme i socialismen og Moder Stat, hvor de også fik mulighed for at forhindre alle andre, der stadig elsker julen, i at fejre den på behørig vis.

Et glimrende eksempel på socialismens forhindringer for julen er deres angst for at støde muslimerne. Vores tusindårige historie og kultur smides bort i socialismens totalt selvmodsigende, Frank Jensen-agtige slikken af religiøse fanatikere i mundvigen. Socialisternes had mod Vestens frihed har gjort dem blind overfor Islam. De ser ikke, at islam er hundredfold det, de for få år siden hadede ved kristendommen. Nej, muslimerne er blot tidens ofre i den evindelige stræben efter lighed. Og så er det ligegyldigt, at majoriteten af muslimer sikkert slet ikke lader sig støde af julen. Nej, fornærmelsen er en devise, som socialismen konstruerer for at retfærdiggøre dette lighedens uhellige korstog.

Nu du har kæmpet dig igennem dette indlæg, så husk i aften, når du og dine nærmeste danser om juletræet, at I med familien i hænderne danner en ring, et bolværk, som socialismen endnu ikke fundet styrken til at bekæmpe på trods af fedtafgifter, skatter på slik og søde sager samt afskaffelse af hyggelige glødepærer. Kig ud gennem vinduet, grin af gråspurvene, der ligger fastfrosset i græsplænen og af dem, der ikke har råd til at give deres børn gaver, fordi de prioriterede et iPhone kompatibelt lorteanlæg fra L'EASY i 2006. Le hånligt af det scenarie, du ser sig udspille bag den radikale nabos vindue: Grålige nuancer, økologiske ulandsgeder under ståljuletræet, fraværet af svinekød og token somalier i hjørnet. Kig derefter tilbage til din egen stue med de dejligt forurenende lys, flæskestegen, børnenes smittende glæde over de svinedyre gaver, den sære onkels endnu særere smil efter alt for mange juleøl og frem for alt det allestedsværende, paradoksalt røde, varme lys: Symbolet på det, der binder din familie sammen og som aldrig kan erstattes af nogen kunstig samfundskonstruktion: Blodet; Familiens bånd, som skal redde os alle i denne mørke tid.

Bitter Blog ønsker aldrig god jul. Bitter Blog ønsker GLÆDELIG JUL.

torsdag den 22. december 2011

Dødninge

For nogle uger siden satte jeg mig ned foran TV'et med korslagte arme og tændte for DR HD. Jeg har stort set ikke set fjernsyn siden Dronningens Nytårstale, som jeg ikke husker, fordi jeg var fuld, men anledningen var denne gang, at DR er begyndt at sende den amerikanske tv-serie, "The Walking Dead", der, som navnet diskret antyder, handler om en af de mest sympatiske former for mennesker: De døde.

Min afvisende kropsholdning måtte jeg dog hurtigt bløde op. Efter blot få minutter ser man en politimand blæse knoppen af en cirka otte-årig pige, og så var jeg solgt, selvom plottet er set en million gange før: En eller anden katastrofe har:

1) ... fået de døde til at rejse sig ...
2) ... hævet efterspørgslen markant på nyudklækkede, rå menneskehjerner ...

... og så følger vi en forholdsvis lille gruppe mennesker, som forsøger at overleve i det postapokalyptiske univers. Den dårlige nyhed er, at serien handler mere om relationerne mellem de overlevende mennesker end om zombierne. De vandrende døde er blot katalysatorer for de menneskeskabte konflikter, der ender med at slå alle ihjel. Nå, så var det ikke så dårlig en nyhed alligevel.

Risikoen ved sådan en serie er, at afsnittene udvikler sig til rene soapoperas, som man engang så i Star Trek, hvor Whoopi Goldberg spillede en skideirriterende hovedrolle i fortællinger, der ligeså godt kunne have foregået i en mindre forstad i USA i 90'erne. De afsnit slukkede jeg for hurtigere end du kunne sige "Min Gud, en talende orangutang!" "The Walking Dead" har endnu ikke udviklet sig i den retning, men det ender den uundgåeligt med, eftersom alting bliver dårligere med tiden.

Hovedpersonerne i "The Walking Dead" er en politibetjent og hans slutty kone, som hoppede i seng med mandens bedste ven, som er endnu en hovedperson, cirka to timer efter, hun vurderede, at zombierne måske nok havde slået hendes mand ihjel. "Better safe than sorry" og "jeg vil hellere fortryde end undvære" ... I har hørt alle undskyldningerne før. På den måde ligner kvinderne jo sig selv. Derimod ligner seriens mænd overhovedet ikke virkelighedens dørmåtter, når de smadrer vandrende lig i seriens talrige, voldelige scener.

Nu er det fristende for mig at sammenligne zombieapokalypsen med velfærdssamfundet, hvor socialklienterne er de direkte paralleller til den voksende hob af grådige, vandrende lig. Men jeg indså, det ville være uretfærdigt. I modsætning til socialklienterne opfylder de levende døde trods alt nogle formål i verden, såsom at være fugleføde, udstøde mærkelige lyde og agere legale objekter for de overlevendes jagtsyge. Det sidste mangler vores tøsede samfund endnu at tillade.

Hvis du er til mere let indhold i fjernsynet og ikke synes, det lyder så sjovt med den umiddelbart skræmmende setting, så kan jeg berolige dig med, at der er en del plads til humoristiske indfald. For eksempel måtte jeg le højlydt, da en nybagt, grædende enke beder gruppens zombieafliver om selv at få lov til at destruere sin mands lig med en økse, hvorefter selve gerningen akkompagneres af højere og grimmere knaselyde, end nogen stakkels småpige, der blev trukket ind i krattet af en storlemmet, eksperimenterende gæsteklient, nogen sinde hørte. Det var også sjovt, da hovedpersonens 12-årige søn blev opereret uden bedøvelse i et af de seneste afsnit.

Alt i alt vil jeg anbefale serien, hvis du kan se bort fra de sædvanlige politisk korrekte indfald med racistiske, hvide hillbillies, forskere der brokker sig over fossilt brændstof, token anything-but-white guys og latinamerikanske bandemedlemmer, der bag facaden viser sig at være kærlige ældreplejere. Du kan eventuelt bare grine af disse stereotyper, ligesom jeg gjorde, da seriens redneck drak sig fuld i lige præcis Southern Comfort. Jeg kan i hvert fald ikke lide den drink og kan ikke relatere mig til den. Nej, jeg hader dens fløjlsbløde, smooth sødme, når den vrider sig på mine smagsløg som en elskerinde på gummilagnet.

... nå, det er tid til karakter. Jeg giver "The Walking Dead" fire ud af fem mulige frådende haitianere:



Og for resten: De kalder ikke de levende døde for zombier i serien. De kalder dem for "walkers", udueligt oversat til "dødninge" på dansk. Jeg ved ikke, hvorfor de på denne facon ønskede at klippe båndet til zombiearven, men det var nok, så ingen amerikanske husmødre skulle opdage, hvor stort et ripoff hele serien i grunden er.

mandag den 19. december 2011

Jeg, politikkens James Cook

Der er en første gang for alting, som man siger til tabere, der ikke kan finde ud af noget. Og dette bliver første gang, jeg indrømmer, at jeg har taget fejl. I oktober 2010 satte jeg mig ned i arrigskab og forfattede et indlæg om Joachim B. Olsen. Jeg var sikker på, at han aldrig blev til noget og anså hans folketingskandidatur for Liberal Alliance som en stor fejl. På daværende tidspunkt virkede det også sådan.

Helt ærligt, 115 kilo muskler, der efter en falleret sportskarriere havde været på Tour de Kendisprogram og blameret sig som en kraftidiot i samtlige shows, kunne jeg som logisk tænkende individ ikke have den store forventning til. Og når han samtidig havde været et slags smut omkring Socialdemokraterne!? Men jeg tog fejl og må give de pålidelige kilder, som forsøgte at overbevise mig om hans værd, ret: Joachim B. Olsen gør det udmærket, og han har endda formået at bringe kog på suppen af fattigdomsdebattens fede lårben i en tid, hvor ingen ellers vovede at stille kritiske spørgsmål til vor tids herskerklasse: Socialklientellet.

Jeg kan dog stadig ikke slippe billedet af Joachim B. Olsen som en lidt tyk skoledreng, der er kommet på handelsskole og i klasse med nogle af de tunge regnedrenge. Det virker som om, jakkesættet ikke rigtig passer på ham, og at han mest har det på for at imponere og ligne de andre to: I ved, ham med de lyseblå, iskolde øjne og ham, hvis hjerte er så uhjerteligt, at det ikke engang gider slå for ham selv. Selvom han har gjort det godt, virker han på en eller anden måde som en meget stor og uhandy bugtalerdukke. Men klog af skade vil jeg undlade at nævne det.

Dels fordi, Joachim har stødt luften ud af den ynkelige fattigdomsdebat og dels fordi, jeg gerne vil have dit fokus væk fra det faktum, at jeg har taget fejl, kom jeg til at tænke på, at det er på tide at redefinere den traditionelle politiske kategorisering med en højre- og venstrefløj. Da jeg sad og surfede Wikipedia på arbejdet, fordi jeg kan lave mine opgaver på en tiendedel af den tid, staklerne betaler mig for, faldt jeg over de såkaldte appelformer i retorikken, som er yderst velegnede til at klassificere det nuværende politiske klima:

  • Patos: At tale til følelserne.
  • Logos: At tale til logikken.
  • Etos: At tale med basis i moral (her subjektivt defineret af afsenderen).

Dermed kom jeg øjeblikkeligt frem til følgende politiske kort:


Jeg kan simpelthen ikke påpege alle de steder, hvor dette diagram er genialt. Prøv for eksempel at lægge mærke til, hvordan partierne er placeret i forhold til de enkelte appelformers områder, og hvor meget det faktisk fortæller beskueren. Det er krystalklart. For satan, det er godt! Jeg har allerede ydet mere som politisk kommentator end nogen rød, evighedsansat lakaj fra Danmarks Radio, og alligevel kommer der ingen statement-kok og laver en fancy ret ud af min fez, så jeg kan æde den.

Sig mig lige: Er der noget, Bob Glitter ikke kan? Bitter Blog tvivler.

torsdag den 15. december 2011

Mine gode venner

Jeg skriver en del om do-gooders her på Bitter Blog, fordi de pisser mig så meget af. Ikke fordi, de bruger tid på "gode" gerninger, men fordi de har endnu mere travlt med at fortælle alle andre om det, hvilket bare igen beviser, at gerningerne mest af alt er desperat aflad for eget overforbrug, det velkendte vestlige selvhad og god, gammeldags selvlede. Det sidste med rette, i øvrigt. Deres skamløse selvpromovering af gerningerne, som i øvrigt sjældent udvikler sig fra at være luftige intentioner, foregår ofte på Facebook, som dermed nu anvendes til andre formål end at stalke eks-kærester.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare lukker min Facebook-profil. Og laver en mindeside. Og lader være med at gå på arbejde og ringe til familie og venner i fjorten dage. Det kunne være ret sjovt. Selvom ingen sikkert ville reagere. Nå, men under valgkampen var de godes selvhævdelse helt slem og stod ikke tilbage for selv de rødeste politikeres patetiske løgne. En af mine venner - en af de "onde" - droppede simpelthen Facebook i denne periode, hvor jeg som daglig bruger led under grimme morgenkvalmeanfald, der ikke lod sig trylle væk af danske teenagepigers sædvanlige søndagsrationer af fortrydelsestabletter.

Jeg holdt med nød og næppe fast i det sociale netværk til Statsministeriet var blevet overdraget til Dukken i Rødt, men jeg må desværre konstatere, at det ikke er blevet bedre derinde. I dag måtte jeg vågne til følgende besked fra en "ven":
Åh, jeg ønsker bare, at folk ville blive anstændige og behandle hinanden med respekt og altid møde hinanden med et smil, uanset om de er enige eller ej.
Det ville såmænd være et fromt - omend grinagtigt naivt og kæberaslerindbydende - ønske, hvis ikke selvsamme spade få dage tidligere havde postet følgende:
NU HOLDER DET KRAFTEDEME MED DE DF'ERE! AT FORESLÅ (indsæt valgfrit forslag fra DF her) ER UANSTÆNDIGT OG MINDER MIG OM TYSKLAND I 30'ERNE. ALLE DE NAZISVIN SKULLE SMIDES UD AF LANDET!!!!
Men okay, de gode har mildest talt aldrig været belastet af selvindsigt. Måske er det derfor, de spørger hinanden om hjælp i en ny trend, som jeg opdagede på en anden vens profil. Helt seriøst, jeg laver ikke sjov her. Det er virkelig noget, de gør, selvom jeg troede, bunden var nået med de hykleriske 1% fotografier.

De slår følgende billede op ...

... og tagger hinanden på det. Der er næppe set en heftigere klappen af rygge siden Rygklapperklubbens chefsælgere tog på teambuilding og blev overfaldet af en myggesværm under et kollektivt hosteanfald. Det vil være mindre smertefuldt at ligge på en tændt Weber og få kikkertopereret øjnene gennem anus end se på mere forpulet, selvforherligende sødsuppe fra de idioter. For satan i helvede da!

Hvis godheden så bare begrænsede sig til Facebook; dette elendige virtuelle rum, hvor folk pludselig mister al sans for privatliv og skam. Men desværre ved jeg fra en bekendt, som arbejder i kommunen, at der eksisterer enorme såkaldte "vidensbanker" og andre "projektgrupper", der modtager utallige millioner skattekroner for at integrere indvandrere, mens de holder møder, lægger planer og bekræfter hinanden i, hvor meget godt, de udretter, selvom de i det store hele er dybt inkompetente og ikke mindst akademisk handlingslammede. Alt imens alting bliver værre på gaderne udenfor.

Den eneste måde at stoppe dette vanvidscirkus må være at stoppe skattekronerne. Så nu går jeg som nettoydende skatteborger ud og hænger mig i den nærmeste adventskrans. Jeg vil lade dens levende lys brænde imens. Så skulle der være god chance for ikke at blive reddet, hvis en skide do-gooder skulle komme forbi. Uanset hvor stort et publikum, der måtte være, blander de sig næppe, hvis de selv risikerer at brænde nallerne.

mandag den 12. december 2011

Dissektion af en hipster

Det er egentlig utroligt, jeg ikke har skrevet et indlæg om hipstere før. Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt, men de er altid endt ud med at blive til bylder af skældsord. Nu tager jeg en dyb indåndning og prøver igen at beskrive denne underlige type mennesker, som er blandt de mest usympatiske af slagsen ... hvilket ikke siger så lidt. Hvis du er hipster og læser dette indlæg nu, jubler du. Jeg har nemlig lige beskrevet dem som "underlige", hvilket er præcis sådan, de higer for at blive opfattet. Men de er kun underlige på overfladen. Efter dette indlæg vil du indse, at de er de tommeste mennesker i denne verden, og at underligheden blot er som påskemalingen på de udpustede, døde æggeskaller, der udgør deres fysiske eksistens.

Jeg er ikke bange for at såre nogen, og med hipstere er der slet ingen fare. Hvis en hipster læser Bitter Blog befinder vi os i år 2033, jeg er forhåbentlig død og en hipster undersøger mine ynkelige spor i verden i håbet om at finde noget, som alle andre har glemt. Essensen af at være hipster er nemlig at finde noget, alle andre har glemt, tage det op og dyrke det som en nørd; vel at mærke uden egentlig at interessere sig for det. I det øjeblik, ikke-hipstere fatter interesse for det, de har genoplivet, slipper de det, som var det underbukser uden gylp. For så er det ikke længere noget, som ingen interesserer sig for og finder underligt: Det er ikke længere ironisk.

Faktaboks
En hipster er typisk et bymenneske, som tager noget - en eller flere bestemte og muligvis relaterede beklædningsgenstande, fritidsbeskæftigelser, værdisæt eller lignende - til sig uden egentlig at have følelsesmæssige eller intellektuelle tilknytningsforhold til dem. Dermed bærer hipsteren denne påtagede identitet med ironisk distance. Hipstere bør ikke forveksles med nørder, der er meget engagerede i essensen af deres passion. Udseendesmæssigt ser man ofte "Onkel Anders"-typen, som fra de gamle Far til Fire film, selvom denne type naturligvis ikke er dækkende for det evigt foranderlige, overfladiske billede af hipsterflokkene.

Ironien gennemsyrer hipsterens liv. Hvis du nogen sinde har befundet dig i en hipsters lejlighed vil du opdage, at den er ironisk. Måske ligger den på en ironisk gade, den har ironisk inventar lige fra sofaen til det møbel, der ironisk udgør reol for ironiske bøger, ironisk blandet med ironiske tegneserier. Badeværelset er i ironisk forfald, og tandpastaen presses af en ironisk, gammeldags metaltube. Kigger du på væggen, ser du ironiske polaroidfotos fra de ironiske cykelferier med hipstervennerne, hvor de drak sig fra sans og samling i dårlig, ironisk paprødvin, mens de løb rundt i solskinnet med åbne, lyseblå skjorter og blafrede med deres utrænede, ironisk skoldede mandepatter. Når indehaveren, hipsteren himself, dukker op i lejligheden, bemærker du hans grimme, dumme fuldskæg om de blege, tynde læber og de enorme, dumme metalstelsbriller med tonede glas.

Terroristlederen Kashmiri har en vis lighed med den typiske
hipster, såvel fysisk som menneskeligt. Ironisk nok er han død.
Hvis du er hipster og læser dette, er vi som sagt i 2033, og jeg kan fortælle, at du allerede er surfet videre. Blogs med indlæg, der typisk har et lixtal så højt, at det dræber alle edderkopper, der vover at lave spind omkring bøger, der indeholder lignende tekster, tiltaler ikke hipstere. Dette er fordi, hipstere sjældent har nogen uddannelse. De er udannede og simple, uintelligente, usympatiske, grimme, små mennesker med pindarme, og ingen kan lide dem. Ingen. Det er netop derfor, de er hipstere. De indeholder intet og har taget hipsterrollen på sig i håbet om at få bare en eller anden identitet i deres elendige, indholdstomme liv. Men det lykkedes ikke. Paradoksalt og passende på samme tid, er de ironisk overfladiske i deres søgen på indhold.

På ét område fejler hipstere totalt: Det politiske. Tomme som de er, interesserer de sig ikke for politik og er egentlig ligeglade. Men deres behov for identitet og ultimativt accept fra omverdenen driver dem mod socialismen. For det første har socialismen fejlet på alle områder og er dermed umiddelbart et oplagt emne for en hipster. Dernæst ejer en hipster hverken integritet eller værdier, materielle som immaterielle, og så tiltrækker socialismen naturligvis, fordi den giver adgang til andres. For det tredje giver socialismen lejlighed til, at de kan have en ironisk Karl Marx bog liggende på sofabordet og for det fjerde, fordi de er bymennesker, giver det dem en tilknytning til det politisk korrekte centrum-venstre segment, som nemt lader sig imponere af overfladiske floskler. Inderst inde er hipstere angste mennesker og ved at hyle med flokken politisk er de sikre på ikke at skabe en så stor distance til andre mennesker, som ellers ville være naturligt, hvis sidstnævnte virkelig kendte hipsterne.

Uanset, at jeg nærmest med matematisk præcision argumenterer for, at hipstere er ringe mennesker, og jeg derfor ingen grund har til yderligere at sparke på dem, så hader jeg dem inderligt. Jeg håber virkelig bogstaveligt, at disse spild af ilt dør, når jeg ser dem.  Måske bare fordi jeg generelt hader mennesker, og når der tropper nogen op, der har støvsuget sig selv for enhver ynkelig rest af nedarvet menneskelig værdi, så provokerer det mig. Eller måske er forklaringen bare, at de ser så åndssvage ud. Jeg var til en koncert for nylig, hvor der var en hipster med. Egentlig var han fejlplaceret, hvilket han ironisk nok ikke rigtig fattede, hvorved han netop passede ind. Men da vi stod der rimelig tæt på scenen i cirka trehundredeogfirs grader celcius, betragtede jeg sveden hagle fra under hans ironiske tophue, og jeg svor, hvis hans latterlige, ironiske demonstration førte til, at han kollapsede i hedeslag, ville jeg curbstompe ham på stedet.

Måske har du hipstervenner og er fornærmet nu. Måske synes du, jeg er for hård ved dem. Måske er en af dine kollegaer hipster. Ja, jeg skrev kollega, fordi jeg erkender, at visse af dem på trods af mangel på uddannelse og intellekt får arbejde i kreative jobs. I ved, de sorte huller af arbejdsområder, som firmaerne gerne hælder penge i, mens de massakrerer produktive medarbejdere, fordi lederne forveksler stupid overfladiskhed og gammel vin på nye flasker med innovation, hvilket ironisk nok ikke er helt forkert. Men hvis du har hipstervenner, så tænk lidt over, hvorfor de gider snakke med dig. Hvorfor de står ud af deres ironiske lagener, tager deres ironiske cykel på arbejde og går ind til deres ironiske stol for at sætte sig ved siden af deres ........ venner og kollegaer.

Og hvis du lige nu sidder og tamper på din latterlige iMac, som du købte i din individualistiske konformitet, og skriver en kommentar om, at der er forskel på hipstere, så glem det. Nej, der er ikke forskel. Ikke indeni. Og jeg er ironisk nok ligeglad med dine tomme pseudoargumenter.

mandag den 5. december 2011

Dig og den serbiske pige

Jeg holder af at se gyserfilm. Mest fordi verden ikke er et særligt grusomt sted, og så er det rart at kunne søge tilflugt i fiktionen. Jeg foretrækker stemning frem for splatter, og af samme grund er jeg gået udenom torturgyseren "A Serbian Film".

... hvilket jeg i øvrigt for fremtiden er nødt til at fortsætte med, for Blockbuster har ifølge Skræk og Rædsel fjernet den fra hylderne. Og ja, jeg insisterer på at låne mine film på Blu-ray, fordi jeg ikke gider den elendige lyd, der er på video-on-demand. Og ja, alle andre videobutikker end Blockbuster er døde. Og ja, pirateri er udelukket, mine kære liberale, dobbeltmoralske venner. Nå, men grunden til, at filmen er fjernet, er, at de har modtaget "usædvanlig mange kundeklager over filmen", og derfor har de modvilligt valgt censurens vej.

Jeg ved ikke, om du har hørt om filmen? Den handler om en forhenværende pornoskuespiller, der lokkes med til at spille med i en sidste film, så han kan skaffe penge til familien (og være utro på pseudomoralsk facon, antager jeg). Men tingene udvikler sig og han bliver tvunget ud i grusomme handlinger, hvoraf nogle omhandler nekrofili og pædofili. Ja, pædofili. PÆDOFILI. Med børn, endda. Har du hørt om det? Det er det helt store i udkantsdanmark.

Men når det er fiktion; når det foregår på en film, så går folk amok. Der er ellers en advarselsetiket på størrelse med Karen Thisteds røv på coveret:

Billedet er nuppet fra Skræk og rædsel
... og så har udbyderen advaret dig! Så duer det altså ikke at komme bagefter og være stærkt provokeret over noget, du selv er skyld i, ligesom Helle Thorning-Schmidt. Jeg ved ikke, om klagerne kommer fra folk, der ikke har set filmen. Lad mig gætte ... såsom dig, der pludselig hører om indholdet fra din tolvårige datter? Jamen, så kunne det måske være en ide at sætte grænser for dit barn. Eventuelt følge den aldersanbefaling, som hele coveret er klistret ind i, i stedet for bare blindt at lade ungerne vælge?

Nå, men det er ikke dit barn, der har set den, det er dig selv? Og du er voksen og har ulejliget dig med at læse advarslen? Så vil jeg fortælle dig noget, som jeg har hørt fra Ole Bornedal. Jeg har vist skrevet om det før, men det er nok det eneste fornuftige, jeg nogen sinde har hørt fra en dansk kunstner: Hvis du bliver forarget over noget i et stykke fiktion, er det ikke fiktionen eller dens producent, du bliver forarget over. Det er dig selv. Jeps, du blev - godt gemt væk inde bag parcelhusfacaden - lidt småliderlig af at se den lille pige blive skamtaget af syv fladnakkede albanere. Og så blev du vred. Og vreden skulle ud. Og helst på en måde der lettede din elendige samvittighed over dine kønsorganers tilsyneladende autonome opførsel: Jeps, du vadede ned i butikken i dine dumme plastiksandaler og skreg, så alle kunne høre dig: "Hvad er det for noget skrækkeligt noget!? Det skal forbydes, så ingen ser det igen. Ej, hvor er det forfærdeligt, at Blockbuster udsætter os for sådan noget!"

Nej, jeg vil egentlig helst undvære at se "A Serbian Film", men jeg bliver irriteret, når alle mulige andre mener, de har en eller anden formynderisk ret til at forbyde mig at se den. Fat dog, at det er fiktion, for helvede, og at du måske i stedet burde koncentrere din overmoralske, retfærdige harme mod noget af al det modbydelige, der sker i virkelighedens verden, så jeg får endnu mere lyst til at se gyserfilm.

Og hvis moralen ikke fes ind: Du bør være mod censur. Hvis du ikke er, er du pædofil.

fredag den 2. december 2011

Fattig sejr

Den nye regering har været samlet siden d. 3. oktober i år, og jeg har ignoreret adskillige opfordringer til at skrive om den. Men nu har jeg fået en ny opfordring, som jeg hellere må følge. Den kom fra en gut, jeg sad i en bar med. Hans øgenavn er Skeletor, og han har en indrammet bøde for forstyrrelse af den offentlige ro og orden hængende på sit kontor. Mens han leverede sin opfordring kiggede han på mig med to øjne, der så ud til indbyrdes at slås om at fokusere på mig, og sagde: "Hvis du ikke skriver om regeringen, så tror folk, du kan lide den," Hans næve tog fat i min krave, og han hævede sin ølrustne stemme. "Er du blevet rød, eller hvad?". Så jeg bukker under for truslen, ligesom jeg altid gør, selvom det er rimeligt dumt af mig at indrømme, efter jeg stensikkert er kommet i Antifascistisk Aktions søgelys, nu jeg er blevet nævnt hele to gange på den ellers så sombre Uriasposten.

Problemet er, at der ikke er så meget at sige. Eller rettere: Der er alt for meget at sige, og de klarer det selv. Lamme Villy, der tåger rundt. Ole Sohn og de sorte Sovjet-millioner. Den lumre, men moralske Carsten Hansen og ellers bare hele hoben af løftebrydere. Jeg mangler stadig at se klare beviser på, at der er et rigtigt menneske inden i Helle Thorning-Schmidt. Indtil da vælger jeg at tro, at hun er en slags hulrygget elverkvinde  fyldt med snoretræk, som en eller anden fagforeningsnisse kan trække i, når hun skal udspy sine uendelige rækker af floskler. En elverkvinde kan danse en mand ihjel. Helle kan sniksnakke os alle til døde.

Det er helt ufatteligt at betragte de rødes vælgerbedrag. De holder ingen løfter. Ingen. Det bedste er, at de forsøger at markedsføre løftebrud som noget positivt: Folkestyret er tilbage! Partierne kom med deres løfter inden valget, og nu er regeringen sammensat af en række individuelle partier, der så må samarbejde. Som prikken over i'et er blokpolitikken væk. Det hele lyder jo meget besnærende, hvis ikke det var fordi, de under valget lod som om de stod for en samlet politik, hvorefter de så øjeblikket efter at have løjet sig til magten laver en rødblokket finanslov med de autonomes politiske afdeling, Enhedslisten.

Hold kæft, hvor må de røde vælgere føle sig dumme. Det er meget naturligt, eftersom de er dumme, men alligevel. Selv hvis Oddset-Jannie fik job i Handihelp, ville hun virke mere intelligent og have mere integritet end flokken af svindlere tilsammen, der sidder på regeringsmagten og konstant lyver, mens de undskylder sig med at være "upræcise". Den seneste, der har lavet sådan en "professionel fejl" - et fantastisk nyt begreb spunnet til den nye regering - er Özlem Cekic. Hun skriger op om 65.000 fattige børn og finder så til lejligheden én familie, som ... ikke er fattig. I hvert fald ikke hvis fattig betyder, at man har råd til at ryge som Seest nytårsaften og bo til en husleje, hvor man kan forvente badeværelsesarmatur af guld. Og tjene mere end hende ved kassen i Netto, som man hysterisk skreg af i morges, fordi der ikke var blevet fyldt op med guldbajere i køleskabet.

Nu har også Socialistisk Folkeparti opdaget, at Özlem har hældt lidt for meget drømmesovs i kebabben, så de aflyser fattighedsdebatten med begrundelsen, at det ikke er så let at tjekke en persons budget. Øh, nå?! Sådan et består ellers af tal, der behændigt kan lægges sammen og trækkes fra hinanden ved hjælp af velkendte operatorer. Men hele denne ørkesløse sejlen rundt i Det Røde Hav demonstrerer jo bare, at fattigdomsbegrebet blot er noget, som venstrefløjen føler, for at de kan have en årsag til at være "gode", hvilket som bekendt betyder, at man tager ærligt tjente penge fra hårdtarbejdende borgere og giver dem til nogle dovne hunde.

Thorning er selvfølgelig kommet med sin snoretræksreaktion på debatten ved at udtale, at "det er stærkt provokerende, at folk ikke tager et arbejde". Nå, så det er det? Samtidig med, at man fjerner al incitament til at tage arbejde for folk på kontanthjælp? Er det ikke lidt ligesom at stille juleanden foran sin labrador og lade den være alene i en times tid, hvorefter man bliver "stærkt provokeret" over, at anden er væk? Jo, det er, og der er kun én reaktion på at være "stærkt provokeret", og det er knytnæve i sylten på kræet. Lige nu. Det er ikke, jeg gentager, ikke løsningen at stille en flæskesteg foran køteren og forlade den i en time mere.

Da det er matematisk beviseligt, at der er en ulykkelig slutning på alting har højrefløjen desværre ingen grund til at juble over de rødes lille "professionelle tyrkfejl". Der har været masser af glæde blandt borgerlige, der kalder fattigdomsdebatten en sejr. Men det er ikke en sejr. Det er et stort, fedt nederlag. Selv Hitler led et mindre sviende og ydmygende nederlag til de røde. Selv hvis han oven i købet havde tabt en jødekagebagningskonkurrence og havde tabt bukserne i samme øjeblik, russerne fangede ham levende. For hvordan er vi kommet dertil, at en person rent faktisk får så meget i kontanthjælp, at det ikke kan betale sig at arbejde? Det er vi efter ti års borgerlig regering med vælgerangst!

Nej, de røde horder har sejret i dette elendige, lille land. For længst.

mandag den 28. november 2011

Læserportræt: Sukkertærten

I har alle sammen fået tanken: Hvem - udover jeg selv - læser Bitter Blog? Jeg ved i hvert fald, at jeg har fået den. Ud over de usammenhængende kommentarer jeg får fra højre- og venstreradikale tosser, nittenårige CBS-studerende og hoben af centrum-venstre kvinder, der kigger herind i håb om at finde noget rigtig mand, så aner jeg det heller ikke. Men så er det godt, jeg kan byde velkommen til Bitter Blogs nye læserportrætserie, som sikkert ikke overlever pilotafsnittet.

Af og til støder man på folk, som er så anmassende og irriterende, at de får Bubber til at fremstå som en eftertragtet bofælle. Bitter Blog har sådan en person som læser og dedikeret fan. Hun er er en ung kvinde, som jeg vil kalde for Katja, da det navn passer til hendes person som et pighalsbånd til en kamphund. Katja har i adskillige uger forfulgt, ja nærmest stalket og tigget og bedt mig om at skrive et indlæg om hende. Normalt vil jeg aldrig tage sådan en opfordring op, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Og hvorfor så det?

Fordi hun er så ganske jævn. Der går tretten af hende på dusinet; englænderne ville sige "run of the mill". Hvad får mig så til at konkludere det? Fordi hun besidder de to egenskaber, der er vigtigst for en ung, karriereminded kvinde i denne tidsalder: Narcissisme og ekshibitionisme. Hvis hun dog bare ikke var så buttet, ville hun kunne nå langt:

De ikke bare horede og drak ved de
 romerske orgier. De åd også.
Ovenstående eksemplar er bare ét ud af flere hundrede hæmningsløse selvportrætter, Katja har lagt op på sin Facebook profil. Hun poserer på hvert eneste forpulede billede med en blanding af disse udtryk: Sexkilling, luksusbitch og partyprinsesse. Hvis man tærsker hele den ynkelige samling af fotos igennem, hvilket kun vil ske, hvis man ligesom jeg er tvunget til det af research-hensyn, dukker der fra tågen af overeksponeret selvhævdelse et omrids af personen bag Katja op: Et hult ingenting.

Katja befinder sig på samtlige sine billeder i noget, der kan betegnes som luksuriøse omgivelser. Da hendes forældre kommer fra Randers, er det næppe arvesølvet, der finansierer udskejelserne, og efter en weekend kan man da også, hvis man er så heldig at være venner med Katja, vågne op til en Facebook-væg a la denne:

Hvad Katja kalder for "en stille weekend"
Okay, betjentene har næppe økonomien til, at Katja kan skeje ud, som det sig hør og bør for en prinsesse, men måske har de noget andet, der tiltaler hende. En uniform, måske. Eller et intellekt, der matcher. Det kunne også bare være macho-attituden, for de sytten mænd, hun hidtil har været i seriøse forhold med - dvs. af varighed over fire timer - siden vi blev Facebook-buddies, har været så åbenlyst biseksuelle, at de ville gøre enhver hermafrodit rundtosset.

Jeg burde selvfølgelig gribe i egen barm og spørge mig selv, hvorfor et hul som Katja læser Bitter Blog. Hvorfor holder hun sig ikke til de populære, politisk korrekte holdninger som sine stupide ligesindede. Det er naturligvis fordi, hun ved, hvem vinderne er. Hun vil stå på vindernes side, fordi hun trods alt er klar over, at det er her, alle midlerne og magten er. Men på den anden side keder pseudovindertyperne, de kønne, androgyne mænd, hende. Blandt dem kan hun få den, hun peger på. Men Bob Glitter er spændende. Ikke kun fordi, jeg er hysterisk morsom og til enhver tid ville foretrække en leverpostejsmad med surt eller at den intellektuelle afstand imellem os bør måles i lysår, hvis man ikke ejer en usædvanlig bred lommeregner. Men fordi at jeg, udover at have penge, ser ned på hende. Kvaliteten, alle raske kvinder sukker efter.

Nu når hun må opgive mig, må hun i stedet gå efter penge, og selvom hun derfor på flere måder ikke er meget bedre end alle vores elskede socialklienter, må jeg alligevel give hende, at hun har ambitioner. I stedet for udelukkende at suge på sine mænd, har hun taget sig et job som regnskabsassistent - en stilling, hun sendte sin chef sin tak for ved at opslå følgende billede på sin efterhånden overfyldte væg:

Bildækket vejer på sin vis op for
bagdelens manglende proportionalitet.
Jamen, hov, er det ikke glædeligt? Her gik jeg lige og troede, at Katja blot var et irritationsmoment, en snylter med en flad, kedelig røv, mens hun i virkeligheden er en forklædt velsignelse. For Katja er alt det, som landets røde feminister bekæmper med grønne øjne og gule tænder og negle. Selv hvis det lykkes dem at få indført bestyrelseskvoter for kvinder, vil pladserne gå til typer som vores egen sukkertærte, Katja, der uden skyggen af tvivl vil skubbe eventuelle kvalificerede kvindemennesker af vejen. Uden problemer. Især, når hun poster billeder som disse efter firmafesten:

Efter en halv flaske rom bliver dybe blikke
over mødebordet alligevel for subtile for
vor lille sukkertærte.
Ingen testosteronstyret alfa-psykopat i ledelsen vil kunne stå for proptrækkerkrøllerne. Og ved I, hvad der er endnu bedre? For hver rynke, der danner sig i Katjas ansigt, for hver millimeter, de graver sig dybere og for hver centimeter resten af hendes hud- og fedtfolder strækker sig, idet kroppen dingler i livets løkke, dukker to nye, unge piger op med endnu mere spændstige og glatte kvaliteter end Katjas. Og heller ikke de behøver gøre noget som helst for det. Ikke. En. Skid.

Ærgerligt for Katja. Godt for os. Verden og fremtiden tilhører mændene!


P.S.: Er jeg den eneste, der sidder tilbage med fornemmelsen af, at Barcardi er et billigere og ringere mærke end selv den mest rustikke, ungarske Pálinka?


P.P.S.: Er du fast læser af Bitter Blog og ønsker du at blive karikeret som præcis den tegning, du i virkeligheden er? Så skriv og vi får se, om jeg ikke bare ignorerer dig.

fredag den 25. november 2011

Kirkebøsserne

Jeg kan forstå, at det helt svedige emne for tiden er spørgsmålet om homovielser i folkekirken. For en gangs skyld står jeg et hundrede procent på sidelinien og griner, fordi jeg i bund og grund er totalt ligeglad. Jeg er ligeglad, fordi jeg ingen aktier har i det - ligesom folk, der taler for, at homoseksuelle må adoptere, fordi de ved, de eller deres børn aldrig selv vil blive udsat for det - og derfor kan jeg ikke blive ægte bitter. Bortset fra, naturligvis, over hvor stupidt folk opfører sig.

I det ene hjørne står den kulturradikale Manu Sareen, kirkeministeren, der kommer fra en religiøs baggrund, hvor jeg antager, han er blevet døbt i sveden fra en otte-snablet elefant. I det andet hjørne de angste, reaktionære kristne, der er bange for de homoseksuelle med alt det griseri, de laver i sengen (og i Mindeparken foran legende småbørn, men lad nu det ligge). Rundt om ringen står de liberale og konservative og råber deres argumenter. Blandt dem nogle røde, der er bekymret for det voksende antal af fattige homoer, der ikke har 21.000 kr om måneden til kondomer og vaseline. Og i midten af det hele, flokken af kvidrende, højhælede mandfolk og brovtne fruentimmere, der af Gud ved hvilken årsag ønsker at presse sig selv ind i en af samfundets mest selvdestruktive institutioner: Ægteskabet.

De kulturradikale er naturligvis ligeglade på den måde, at alle andre gennem lovgivning også skal tvinges til at være ligeglade: Med køn, med levestil, med hvad som helst. For vi er født ind i ingenting, og intet må være forkert eller rigtigt. Det vigtigste er kærligheden, siger de, og kærligheden mellem to mennesker er en gave, uanset hvilket køn, de har. Sjovt nok stopper forståelsen der, for hvis man forsøger at spørge ind til, hvorfor antallet af mennesker absolut skal være to, hvorfor det kun er kærlighed mellem to mennesker, ikke et æsel og et menneske eller et menneske og det selv, eller kærlighed mellem voksne og børn (måske endda tillige på tværs af racer; jeg har hørt, det er det nye sort i Herning), så forstummer de. Og vi må konstatere, at de i bund og grund er præcis lige så reaktionære som de mest sure præster.

De bange kristne forsøger at fastholde, at familien stadig er kernen i samfundet. Det er som om, de har glemt, at de fleste piger i dag mister deres mødom som 11-årige under påvirkning af halvanden Mokai, og at de, inden de fylder tyve, har mærket flere par testikler klaske mod deres bagdele end Jesus mærkede piskeslag mod sin ryg under vandringen til Golgata. Når de bliver ældre forsøger de at retfærdiggøre deres forræderi mod familiekonstruktionen ved at drukne sorgen i sukkeret fra utallige Caffe Latte'r, mens de taler for homoers ret til ægtevielser for sekundært at demontere selvsamme konstruktion og primært at imponere byveninderne med deres modige, innovative tankegang, som - jeg netop har påvist - i virkeligheden er dybt reaktionær.

De liberale er - som altid - lidt mere klare i blikket: Adskil kirke og stat, og så må kirken gøre, hvad de vil. At de så samtidig forkaster tusinde års kulturarv for en dille, der har varet i cirka fyrre år, er totalt ligemeget. På denne måde minder de om de radikale: Kast børnene ud i ligegyldigheden, giv dem et verdensbillede hvor alt er gråt, og hvor der ikke kan ses forskel på Henrik og Pernille, for de skulle jo nødig forskelbehandles. Tjah, jeg er egentlig ligeglad, for jeg har ikke børn og jeres kan for min skyld brænde skrigende op i helvede. Alligevel hælder jeg måske mere til denne version (ikke bare fordi, jeg får en mulighed for at se jeres børn blive voldtaget og myrdet i gaderne, når jeg sidder på mit topsikrede privatplejehjem, men ..), fordi det kunne være sjovt at se homoerne lave deres egen version af biblen, der omfavner deres seksuelle perversion. Ikke fordi jeg er fordomsfuld, men jeg gætter på, det ville være noget med gummimasker, mystiske huller i teltduge, nitter på korsene og en helvedes masse unge, veltrænede, olivenolieindsmurte disciple, der konstant danser til hård techno i Sodoma. Kjortlerne får de sikkert lov til at beholde. I hvert fald de første tredive sekunder.

Det mest interessante indspark til debatten kom fra Ateistisk Selskab, der spurgte, hvorfor ikke alle trosretninger skal tvinges til at vie homoer. Der er ingen grund til at pakke det ind. De kunne lige så godt have spurgt: Jamen, skal muslimerne så ikke også vie bøsser? Det er genialt, fordi det sparker benene væk under alle parter i debatten med retfærdig undtagelse af de homoseksuelle. Intet, intet, kan provokere en kulturradikal, politisk korrekt byboer mere, end at nogen begynder at stille krav til yndlingsofrene, muslimerne, over hvilke de pøser deres misforståede godhed som ventil for opvækstmæssigt og kulturelt selvhad.

Som sagt er det utroligt morsomt at stå udenfor og betragte skænderiet, mens alting falder fra hinanden. Fortsæt endelig jeres diskussion om ligegyldigheder, mens I opdrager jeres børn til intethed og en verden uden sammenhæng, så de kan drukne deres forvirring i meningsløst overforbrug, Paradise Hotel og miste deres mødom endnu tidligere i et desperat håb om at komme til at mærke bare et eller andet fra den omverden, der aldrig rigtig tør tage stilling og ikke laver andet end at bekymre sig for, om alle nu er lige.

I fortjener alle at brænde i helvede. Også muslimerne. Og jeg skal nok love, at det kommer til at gøre lige ondt på alle.

søndag den 13. november 2011

Sort er smukt

Det er vist første gang, Bitter Blog præsenterer to anmeldelser i træk. Én gang skal være den første. Man skal jo helst være unik, og så må de andre kopiere. Nå, men her er det eneste unikke ved D-A-D's nyeste album med titlen DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK, som mest af alt minder om ordlyden i sure kantine-Bentes fredagsmail til intern IT :


Coveret viser et forslag til et nyt dansk flag, og jeg kunne ikke være mere enig i udformningen. Det er på tide, vi fjerner den firseragtige røde farve, som udgør et symbol på vores kvalmende velfærdssamfund og erstatter den med noget, der har nosser. Farven sort er ganske passende. Så behøver man heller ikke en farveprinter og flaget går fint sammen med ethvert andet lands og vil altid være på mode, hvilket I tøser går så meget op i.

Du falder næppe ned af cafestolen af overraskelse, når jeg afslører, at flaget er et politisk statement. Ifølge bandmedlemmet Jesper Binzer symboliserer de 00'ernes (udlændinge)politik, hvor ”der ikke blev sendt særlig meget kærlighed fra Danmark ud i resten af verden”. Med ”kærlighed” må manden naturligvis mene penge, ligesom alle andre venstreorienterede gør. For jeg synes at huske, at i hvert fald mindst én klam dame sendte kærlighed fra Danmark og fik en ordentlig ladning med hjem, som alle vi andre så til gengæld skal fodre på til evig tid.

Og hvor er det dog et kunstnerisk modigt og innovativt tiltag at stille sig op som modstander af den borgerlige regerings førte politik. Det er næppe set tidligere. Jeg kender ingen politikere, der tør tage de ord i deres mund, og jeg kender slet ikke til andre afdankede kunstnere med tåbelige tatoveringer og ungdomssmarte skeletkroppe, der tør stille sig op og vove at tage sådan et standpunkt. Man risikerer jo at stille sig helt, helt uden for flokken og blive marginaliseret og latterliggjort med sådanne holdninger. Men sådan er det. Kunstnere skal provokere og tvinge os til at tænke anderledes. Så det er nok lidt overdrevet at kalde D-A-D for kunstnere.

Jeg vil give D-A-D ret i, at 00'ernes politik var forfejlet, for der som bekendt blev ført socialdemokratisk politik hele vejen igennem. Som enhver James Bond fan ved, giver 00 ret til at dræbe, og det turde vi ikke engang gøre. Det er jeg i øvrigt også modstander af. Jeg mener, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles. Så vi skal gro nosser nok til at dræbe os selv først. Vi kunne starte med alle samfundsnasserne. Jeg læser f.eks. i skrivende stund en sms fra et familiemedlem, som har set førtidspensionisten Mave Merethe på en markedsstand i Herning. Og da det ikke er et dyrskue, må det være hendes egen. Når hun har overskud til dét, kan hun også arbejde.

Tilbage til D-A-D. Jeg har en besked til bandet: Hold kæft med jeres politiske ævl, som I intet fatter af. Intet. Stil nu bare nogle fadølsanlæg frem og spil ”Laugh and a Half”, inden vi buh'er jer af scenen og stikker Stig Pedersens latterlige to-strengede statement-bas op i røven på ham. I minder om forsinkede hippier, selvom I er så unge, I højst kunne være frugten af et par blomsterbørns alt for sene midtlivskrise.  Resten af skiven vil jeg ikke sige noget om. Den er - nøjagtig ligesom alt D-A-D har lavet siden Call of the Wild, hvor musikken var målrettet borgerlige rednecks som jeg selv - noget lort. Den får to ud fem mulige nuttede, sorte blebaby'er. Den ene er for det sorte flag og den anden er fordi, jeg altid giver mindst én.

Nej, okay, det er fordi, der er så satans mange af dem.

Hvis du savner noget musik, anbefaler jeg varmt Slipknots Duality. Den har alt: En fed video, seje masker, selvdestruktive tekster og en token black guy @ 2:46 for jer politisk korrekte headbangere.

mandag den 7. november 2011

Castenskiolds undergang

Forleden blev jeg trukket med på en tur i byen. Dem, der efterhånden er tilbage af mine venner, syntes, at de aftenlure, jeg tager som vidunderlige appetitvækkere til min længe ventede død, er spild af tid. Jeg var ikke enig, og jeg er det stadig ikke i skrivende stund, hvor byturen omsider er forbi. Jeg skal ikke trætte jer med at fortælle om de fem timer, hvor jeg drev formålsløst rundt blandt nødstedte stakler, der desperat klyngede sig til fladt øl for at undgå at drukne i ædruelighedens havdyb. En af de mest værdige eksemplarer var en cirka 65-årig Ed Harris klon, der skjulte sin måne med en kasket og forsøgte at imponere 20-årige piger med electric boogie moves i baren. Ej heller vil jeg koncentrere mig om det faktum, at det faktisk var J-dag og at jeg dermed fungerede som magnet for uforstående blikke, idet jeg valgte at drikke noget andet end Grøn Tuborg tilsat karamel og et skvæt gammel hospitalssprit.

Nej, jeg vælger at fokusere på, at jeg tog imod et tilbud om ”at komme med videre i byen” hvorefter jeg blev slæbt ned på Castenskiold ved Åboulevarden. Jeg kendte ikke rigtig stedet. Jeg troede bare, det var en cafe, som jeg tidligere havde undgået, fordi jeg ud fra dens udseende havde forventet at blive behandlet med samme hjertelighed som en kvindelig, ung, letpåklædt tysk flygtning kunne forvente i en østpolsk slagterforretning fyldt med liderlige, ADHD-kannibaler to dage efter Hitler skød knoppen af sig og for evigt brændemærkede alle hvide, protestantiske mænd.

Indretningen på Castenskiold er grim, hvilket med andre ord betyder, at du sikkert synes, den er fed. ”Fedt”, ville du sige, mens du kigger dig omkring gennem dine styrkefri statementbriller og tager en slurk af din latterlige Mokai. ”Fedt!”, gentager du og nikker. Cafeen består af ét stort rum, som er adskilt i mindre afdelinger med kraftige, røde stykker stof, der hænger ned fra loftet som en hentydning til det tæppe, der for længst er gået ned for gæsternes kritiske sans. En større del af rummet er afsat til DJ'en, minimalistisk udstyret med en iMac, naturligvis, og det tilhørende dansegulv med stedets eneste normalitet: En aggressiv indvandrer. Enorme, grimme, moderne lamper hænger i de enkelte sektioner og i midten af det hele står en aflang bar.

Jeg kiggede rundt i baren og forsøgte at finde noget, jeg havde lyst til at drikke. Det var rimelig svært. Fadølsanlæggene er smart anonymiseret, så de ikke risikerer at skilte med ølmærker, der i aftenens løb mister coolness eller ironisk værdi. Et kig gennem barkøleskabets gennemsigtige låge afslørede en række obskure flaskeøl, hvis indhold sandsynligvis er brygget på , afføring fra gnavere eller kaffegrumsen fra formiddagens gæster. Min overraskelse over at de serverede Jule-Tuborg forsvandt hurtigt, da jeg så, at de pinlige flasker var behændigt skjult i plasticsvøb.

Jeg antog, det var nemt at få noget at drikke, da der stod hele fire bartendere i baren. Oh mand, jeg tog fejl. Jeg er nok rimelig konservativt klædt, når jeg går i byen, hvilket med andre ord betyder, at jeg er pisseligeglad med, hvad jeg har på. Alle undtagen mig var tilsyneladende vågnet nøgne op i Nik & Jays garderobe og havde skamløst iklædt sig et outfit derfra, inden turen gik til Castenskiold. De havde også lige modtaget den obligatoriske klipning i Hitlerjugend, taget et smut omkring tatovøren og de kendte alle bartenderne. Sandsynligvis var det summen af disse forhold, der gjorde, at det tog mig en halv time at få serveret to ynkelige drinks. I hvert fald kom vennerne og andre af de smarte, som bartenderne krammede og sikkert var dødeligt angste for ikke at imponere, foran mig i køen. Da jeg på et tidspunkt fik øjenkontakt med en af bartenderne, der stod og fedede den, kiggede han på mig som om, jeg var noget, der sad fast under hans sko, hvorefter han svarede: ”Jeg betjener den anden side af baren”. Trods alt imponerede det mig, at mit svar om, at jeg egentlig havde gættet, jeg stod på den heteroseksuelle side, ikke rystede hans coolness. Men det er jo også – ironisk nok - så hipt at være åben og inkluderende.

Fair skal være fair. Tatoverede Fritz i baren sagde til mig, at han havde bemærket, at jeg havde ventet længe, og at han ville give mig rabat på de drinks, han derefter med en bedøvet teenagers iver tog ti minutter om at samle. Men det var altså også to gin and tonics. Da han serverede drinks'ene, troede jeg prisen var en dummebøde, men et kig på et økologisk prispapskilt afslørede, at to centiliter spiritus koster femogfirs kroner, så han snød mig ikke engang særlig åbenlyst. Men ellers var det skidehyggeligt at stå i baren, hvor de snobbede gæsters indholdstomme blikke skabte en hoven, distanceret atmosfære som i en nichebutik på Frederiksberg, der har fået besøg af en DF'er. Da en fyr med enorme statementbriller begyndte at genere en fra mit selskab, fik jeg lyst til at lave økologisk pasta af hans krop ved at mase ham igennem stellet. Men så indså jeg, at de var store nok til, at han kunne stikke låret igennem dem, hvis han havde lyst. Nå, men i det mindste lærte jeg, at ikke kun hippe - men også ganske almindelige - idioter iklæder sig disse groteske spild af imiteret skildpaddeskjold.

Da jeg stod der midt i al smartheden, slog flere tanker ned i mig. En mindre interessant var, at jeg ikke længere var misundelig over, at det er Bethany, der bliver den kendte af os. For hvis jeg bliver kendt, bliver jeg vel nødt til at frekventere barer som Castenskiold, så jeg kan udstråle de smarte, politisk korrekte signaler. En mere interessant var, at jeg faktisk befandt mig i en miniaturemodel af velfærdssamfundet. Majoriteten af uduelige, overfladiske snyltere, der holder sig selv kørende i et overflodsforbrug gennem udnyttelsen af godtroende, almindelige lønarbejdere. Analogien til min rolle i samfundet er komplet: Undertegnede, en af de få ydere, der mødes med hovenhed og arrogance af etablissementets ansatte, der favoriserer smarte humaniorastuderende på alt for høje cafepenge og de kendte, som sikkert får gratis drinks for at hænge ud. For de visuelt orienterede har jeg endda animeret analogien:



Resultatet af ovenstående konstruktion er naturligvis Castenskiolds undergang, idet midlerne går uundgåeligt mod nul. I modsætning til velfærdssamfundet skal bulen eksistere på markedsvilkår, og det holder ikke at pisse på yderne, der leverer midlerne. Konkursen kalder og sørme, om den ikke også har besøgt stedet før. Det undrer mig ikke. Hvorfor skulle man komme tilbage? Du kan i hvert fald være sikker på at se mig skylle gane i væsken, der drypper fra bunden af affaldscontaineren uden for abortklinikken, inden jeg indtager endnu en uendeligt forsinket gin and tonic på Castenskiold.

Til sådan en anmeldelse, som dette indlæg vel egentlig udgør, hører sig et resultat. Velvidende, at enhver negativ omtale fra Bitter Blog vil trække endnu flere stupide floktåber fra det uhyggeligt store radicoole segment ind på lortestedet, giver jeg Castenskiold fem ud af fem mulige nazifrisurer inkl. hornbrille:


Så kan læsere med hjerne selv invertere resultatet.

tirsdag den 1. november 2011

Hvad kvinder vil

Så oprandt dagen omsider, hvor jeg blev nævnt i papiravisen for lallende, arrogante humanistakademikere:

Ikke, at jeg læser De Godes telegrammer – det har jeg mine venstreorienterede venner til. Men til gengæld opdager jeg hurtigt, når der er linket til Bitter Blog fra andre sites. Og sørme om ikke jeg også er nævnt på en blog i Moralens Højborgs annaler. Endda med tilnavnet ”bitterpik”. Nu er det ikke fordi, at jeg bliver fornærmet over vulgære tilråb. Dem vænner man sig til, hvis man befinder sig til højre for det Radikale Venstre. Jeg synes bare, det er håbløst lavt.

Lad os lige træde et skridt tilbage. Grunden til, at jeg overhovedet er nævnt på Politiken er Bitterfissen Bethany, som åbenbart har tilsvinet en af de få kvinder, som ikke ønsker at bruge statens magt til at opnå det, kvinderne åbenbart ikke selv kan eller vil. Sådan er det. Vi kender hønsegården. Kvinderne stikker hinanden i ryggen, sladrer og mobber, indtil der kommer en mand og sætter styr på tingene. Sådan er det. Hver. Eneste. Gang.

Nå, men Bitterfissen Bethany har oprettet en slags dårlig, kvindelig kopi af min blog og er straks blevet umådelig populær. Eller … det er, hvad jeg hører, for jeg har kun brugt cirka seksogtyve sekunder på at skimme den. Seksogtyve sekunder, som jeg vil ligge på mit forhåbentligt snarlige dødsleje og fortryde, jeg ikke brugte på at skære mig selv med papir i armhulerne. Det er jo så skideskægt at kalde sig ”bitterfisse”. Den havde vi aldrig hørt før, vel? Det er sådan lidt street og selvironisk på en typisk kvindelig, nu-sidder-vi-i-en-gruppe-og-snakker-om-os-selv-agtigt. Og så scorer det læsere. Naturligvis. Fordi folk er dumme. Seriøst, jeg kender en kvindelig Twitter, som fik firs nye followers på at skrive, at hun havde store patter. Hun brugte naturligvis ordet ”patter”, fordi det også er lidt ungsmart på en sarkastisk, antifeministisk, feministisk facon.

Det her handler ikke om, at jeg er misundelig på Bethanys succes. Selvfølgelig er jeg misundelig. Jeg vedkender mig gerne alle de forkerte og dårlige følelser, som enhver jalousi- og fordomsfri Politikenlæser anvender sin demokratiske ret til at forsøge at censurere væk. Men det handler altså ikke om min misundelse. Det handler om hvor røvkedelige, kvinder er. Det kan godt være, du tror, at personen bag Bethany er skide sjov eller at hende der koen med al det forpulede garn, kattekillingerne og sekshundredesyvoghalvtredstusindefemhundredeogotteogtyve billeder af friskdampende kaffekopper malet af hendes håbløse afkom virkelig interesserer sig for det, de skriver. Men det gør de ikke.

Kvinder interesserer sig nemlig for: Sex. Jeps, spil nu ikke overrasket. Jeg er desværre ofte tit i selskab med kvinder, og det eneste, de kan finde ud af at snakke om, er: Hvem, de har været i seng med, hvem de ikke har været i seng med, hvem de gerne vil i seng med og hvem, de helst ikke vil have været i seng med den aften, de igen var fulde. Det er ikke løgn. Godt nok kalder de det ”kysse på”, men vi ved jo godt hvad de mener, når de ikke vil fremstå som de billige huller, de er. Alle til hobe. Og hvis de er fast sammen med nogen, hvilket jeg må give jeg i hvert fald har oplevet tre kvinder klare uden at være utro, kan de kun finde ud af at snakke om deres problemer i sengen med den pågældende nogen.

Det eneste, kvinder venter på i deres liv er, at der kommer en mand og tager sig af dem. Det kan godt være, de forsøger at dække dette faktum ind under, at de er seksuelt frigjorte eller karrieremæssigt fokuseret i en grad, der i 30'erne ender med at frustrere dem så meget, at de i kælenød slider pelsen af deres lykkepillebehandlede missekat i et neurotisk, freudiansk nik til intimbarberingens desperate ungdomsbegær. Nej, deres lykke er gjort med en mand, der elsker dem og holder dem nede, mens de udruger børn og brokker sig over, at der ikke er blevet støvsuget i tre dage. Røvkedeligt. Men alligevel sørgeligt hvor få mænd, der efterhånden er i stand til at udfylde den eftertragtede rolle.

Jeg så et humoristisk billede på Facebook forleden. Det bærer på en ganske fin sandhed:


Find selv ud af, hvor kvinderne plejer at ligge. Bogstaveligt talt. Og hvor jeg ligger med henholdsvis mit arbejde, hobby et, hobby to og hobby tre. Det er ingen tilfældighed.

Lad dig ikke narre af den dårligt udførte sarkastiske tone i blogindlægget, jeg indledte med at linke til. Nej, kvinderne elsker at kaste rundt med vulgariteter. Det er det eneste, som de kan finde ud af, evig og altid. De kommer aldrig ind i bestyrelseslokalerne uden hård, ubarmhjertig lovgivning, uanset hvor mange 20-kubikmeters menstruationsbindsspande, HR-afdelingen placerer i mødelokalerne for at tiltrække dem. Og hvorfor grinte ingen af min kollegaer i øvrigt af dén bemærkning?

mandag den 24. oktober 2011

Forhåbentlig den sidste

Bitter Blog har fire års fødselsdag i dag, og traditionen tro udgiver jeg et indlæg på dagen. Ikke fordi jeg har særlig lyst. Jeg har ikke modtaget nogen motivation i form af gaver fra faste læsere. Men sådan er det vel at have Bitter Blogs fanskare af modbydelige, forfærdelige, afskyelige og umoralske kældermennesker.

Gaverne er paradoksalt nok kommet i form af, at De Gode™ har indtaget regeringskontorerne. I den forbindelse havde jeg egentlig forventet, at jeg havde masser af materiale at arbejde med. Men ak, de klarer til fulde at gøre sig selv til grin. Jeg kan bare læne mig tilbage og nyde synet af Villy Søvndal kegle rundt som til en terminsprøve i ottende klasses engelsk.

Jeg elsker, hvordan rød blok har måttet løbe fra samtlige julegaveløfter og forsøger at spinne tilbagetrækningstogtet som en sejr for de stakkels danskere, der ellers har været vant til den uholdbare situation, at en regering gennemfører, hvad den har lovet. Det har næppe været morsommere eller mere gennemskueligt at være nyhedsforbruger siden besættelsens tyske ugerevyer.

Her på Bitter Blog har jeg i årets løb skrevet mit til dato mest populære indlæg, som var historien om Sarafina Friedrichs ibenholtseventyr. Reaktionsmønstrene på mine indlæg holder aldrig op med at fascinere mig. Jeg kan svine handicappede til, jeg kan trampe på laveste socialklasse, jeg kan slæbe navngivne stakler gennem det værste søle, jeg kan nedgøre kvinder på grusommeste vis, men hvis jeg anvender ordet ”neger”, går verden simpelthen af led. Selvhadet til vestlig kultur har aldrig været mere indædt, og I kan bande på, jeg bliver ved med at pille rundt i det som den pinlige hæmoride i hattedamernes moderigtigt klædte bagdele, det er.

Derudover havde jeg planlagt at hive den gamle traver frem med sjove søgninger på bloggen. Desværre viste det sig, at søgningerne deler sig i blot to grupper: Dem, der ønsker at se Anne Grethe Bjarup-Riis nøgen og kvinder, der vil vide, om deres kæreste er psykopat. Til sidstnævnte kan jeg sige: Ja, det er han ... fordi du tænder på det. Til førstnævnte kan jeg sige: Ja, hun er her nøgen ... og du vil ikke tænde på det.

Du har muligvis bemærket, at indlægsfrekvensen er faldet herinde. Grunden er, at jeg allerede har skrevet om alting, og at jeg hader at gentage mig selv. Hvis du mener, jeg tager fejl, så skriv en kommentar med et emne, jeg ikke har berørt i årenes løb, og jeg skal se, om jeg gider tage det op. Det er nok usandsynligt. Meget mere sandsynligt er det, at det varme, klistrede og fugtige møde, jeg har planlagt mellem en af mine arterier og min fars rustne, gamle brevkniv bliver realiseret. Jeg kan nemlig næsten ikke klare jer mere.

Til lykke med dagen.

torsdag den 20. oktober 2011

100% røvhuller

Occupy Wall Street er åbenbart kommet til Danmark. Ikke, at jeg har lagt særlig meget mærke til det, men jeg kigger i en avis nu og da, når min livslede trænger til et pift. Jeg har ikke lavet research, for det er ikke nødvendigt. To sekunders TV-avis fortæller mig alt, hvad jeg har behov for. Derefter leder min logiske tankegang mig præcis til, hvad Occupy Wall Street er: Noget socialistisk skrammel. Det bærer samtlige kendetegn:

1) De forsøger at give indtryk af, at folket står bag initiativet. 99% for at være mere præcis.
2) Der står tilsyneladende helt almindelige mennesker bag. Dette huskes også fra Bedsteforældre mod Blege Børnebørn, undskyld, Bedsteforældre for Asyl, hvis navn ikke umiddelbart afspejler, at bagmændene stort set er røde terrororganisationer.
3) De hader mennesker, der har penge.
4) ... men de vil selv have pengene, helst uden at gøre noget, bortset fra måske at ødelægge noget ejendom eller bombe nogle civile.
5) De har intet realistisk alternativ til det, de kæmper imod.

Når jeg kigger på fordelingstallene 99% mod den ene procent, som tilsyneladende har forholdsvis mange penge, hvilket sikkert ikke er faktuelt forkert, så dukker et par tanker op i mit hoved. For eksempel, at de fleste af de 1% garanteret lever i vestlige, demokratiske lande, som igennem adskillige århundreder har udviklet sig til frie samfund gennem hårdt arbejde og krige, som efterlod rygende bunker af menneskelig lidelse, og gennem gruopvækkende diskussioner med Zenia Stampe-lignende hystader for netop at bevæge sig væk fra det, som bagmændene bag Occupy Wall Street i virkeligheden står for. Og hvad med det selvgivne faktum, at de 99% andre måske får for mange børn?

Men det værste er, når jeg i en sen nattetime møder mine dæmoner og måske finder en smule sympati frem for Occupy's principielle sag. Det frygtelige, når jeg for sjette gang på en dag har set Amistad og leet mig i søvn efter at have pudset mine nazi-memorabilia og om natten skrider fra drømmens mareridt til det vågne mareridt med et skolepigeskrig og opdager, at der nok kan være noget retfærdigt i sagen ... hvorefter jeg intet andet ser end blot hykleriet. For eksempel på denne side, hvor (påståede) medlemmer af de 1% kan poste billeder af erklæringer om, at de "står med de 99%".

Så optræder de der. De rige, gode mennesker, som har gjort det helt fantastisk menneskelige at skrive noget humanistisk ævl på et gammelt stykke papir og taget et billede af det med deres forpulede iPhones. Flot! Jamen, det er så flot. Hvad med at gøre noget i stedet? Men nej, for det er ikke det, der er meningen. Meningen er, at de nu optræder som gode mennesker og kan poste det på Facebook, så alle vennerne kan se, hvor fantastiske de er. Og hvis det pisser svinekonservative mor og far af, er det jo bare en ekstra bonus.
Hvad med rent faktisk at indbetale noget mere skat i stedet for at bede om at blive beskattet på et papskilt, ikke engang en dysleksipædagog kan læse? Nej, for disse mennesker placerer ikke deres penge, hvor deres mund er, for at fordanske et godt, amerikansk udtryk. De mener det ikke, ligesom alle herhjemme der tilsyneladende gerne vil betale mere i skat. Man kan bare tage et blik på hvor meget, der er røget ind på statens frivillige skatteindbetaling: Efter de første ti måneder stod der i alt 62.956,41 kroner. Jeg må sige, at det beløb ikke er repræsentativt for den mængde do-gooders, der optræder bare på min Facebook oversigt.

Ud over, at de lige får ophøjet sig selv til Retfærdighedens Helgener, har deres ligegyldige, knap nok symbolske handling også den vigtige hensigt at få alle os andre til at føle os som dårlige mennesker. Jeg har et andet forslag, I humanisthyklere. Hvad med at prøve noget andet? Hvad med at prøve med noget ærlighed i stedet? Det ville klæde jer. Hvad med at poste et billede af jer selv og denne tekst:



søndag den 11. september 2011

Villy Vader

Ja, jeg ved det. Det er langt under mit niveau, men hvad skulle jeg ellers have lavet på denne søndag, hvor alt håb synes ude?


Update: FOX blokerer videoen, så jeg lavede en spejlvendt version. Nørderne påstår, det virker.

Update (igen): Jeg opgiver YouTube. Download filmen her.

torsdag den 8. september 2011

Bastardbørn

Jeg er sikker på, at en masse af jer røde bananer har set videoen med kvinden, der overgiver sin baby til Løkke, og fået våde øjne over udlændingepolitikkens umenneskelighed. I stedet burde I græde over, hvor krævende og uselvstændige voksne personer i Danmark tilsyneladende er. Kvinden, Sarafina Friedrichs, er kontanthjælpsmodtager. Hun har tre børn i forvejen og har nu fået en ny bastard, fordi hun ikke kunne holde benene samlet, da hun var på oplevelsesrejse til Afrika.

Jeg er sikker på, at sorte mænd er spændende, eksotiske og uproportionelt byggede på den lækre måde. Jeg er også sikker på, at lavintelligente, irrationelle kvinder ikke kan modstå, når den sorte muskelmand spiller bongotrommer i tropenatten, og at de simpelthen er nødt til at overgive deres appelsinhudede kroppe til erotiske drømmelege. Men det skal aldrig blive mit problem.

”Han vil gerne arbejde.”, siger hun til Løkke. Jaja, men hvad kan han? ”Han er musiker,” siger hun så. Den del havde vi alle sammen gættet tre millisekunder inde i indslaget. ”... og murer.” Murer? Flot. Hvad er det lige de formår at bygge i Afrika:
Image: africa / FreeDigitalPhotos.net
Jeps, hytter. Nej, det er ikke godt nok til os herhjemme. Pointsystemet fungerer.

Der er også én ting, vi allesammen ved. Fra lav til høj, fattig til rig og tyk til tynd. Men ingen tør sige det. Sarafina ved det endda også selv, men hun kan åbenbart ikke erkende det gennem sin sextrang efter mørkt kød: Hun bliver træt af ham. Når han er kommet herop, og hun efter to måneder ikke længere kan holde ud at se ham ligge på sofaen, der som bekendt tiltrækker negere, som var de overfladebehandlet med kokosfedt, så smider hun ham ud. Hvorefter han for evig og altid bliver alle os andres problem.

Sarafina er da pisseligeglad. Hun lever af os andre. Det samme gør hendes tre børn. Vi har ikke brug for at få endnu en ubrugelig sexfrugt på finansloven. Men Sarafina har valgt at nasse på de offentlige finanser, og oven i købet tillader hun sig at stille sig forurettet op? Har dine mislykkede forhold og erotiske eskapader ikke bragt os nok problemer? Åbenbart ikke. Du skyder endda, uden at blinke og tvivle bare ét sekund, ansvaret for og resultatet af din liderlighed over på andre.

Lad os få nogle herop, der gider. Nogen, der får lov til at bevise det, uden at de får fribillet til kontantautomaten. Og så er jeg i virkeligheden ligeglad med, om de er sorte, røde, gule, blå, orange eller lilla. Bare de holder deres degenererede overtro for sig selv og har en uddannelse, der kan bruges til noget. Men noget siger mig, at ingeniører og biologer ikke har samme tiltrækningskraft på mislykkede kvinders sammensunkne, rynkede skød som eksotiske stranddansere, der urmands-hyler og spiller reggae på udhulede bananpalmestammer.

Så enten undværer de deres ibenholtslegedyr eller betaler selv for eventyret, eller også indretter vi gratis abortklinikker på alle hjemrejsende charterfly. Jeg skal gerne selv stå klar med det hånddrevne piskeris. Wrrrrr .... ka-ching!

fredag den 26. august 2011

Den er hjemme

Som I utvivlsomt bemærker, når I hver time manisk refresher min blog, har jeg ikke været særlig aktiv i lang tid. Grunden er, at jeg er træt. Usandsynligt træt af det her ufatteligt irriterende samfund og dets borgere. Og det nyudskrevne valg gør mig ikke friskere.

Der er ingen tvivl om, at Helle og Villy får magten, uanset at deres økonomiske plan og svulmende løfter ikke hænger sammen. På den positive side, som jeg dog vægrer mig ved at skelne til, er det en fordel, at de får magten nu. Hvis den borgerlige fløj skulle igennem endnu en valgperiode med røven i vandskorpen økonomisk såvel som popularitetsmæssigt ville vi om fire år være på vej med 200 km/t mod en stor blodrød mur med vores bløde babykranier forrest.

Hvad der irriterer mig mest er folk omkring mig. Ufatteligt stupide, flokdyrsagtige, humanistisk uddannede, feminiserede mænd, der selvretfærdigt skriger deres ”umenneskelighedsråb” ud på Facebook. Personer, der tror, at vores samfund bliver rigere og mere levedygtigt af, at størstedelen af befolkningen er på passiv indkomst under det så dejligt uhåndgribelige menneskelighedsbanner. Folk, der naivt tror på, at multikulturen fungerer, hvis bare vi lægger os med røven i vejret, på trods af tusinde års empiriske beviser på det modsatte. Menneskekærlige folk, der spytter på Pia Kjærsgaard, og efterfølgende belønnes med en artikel i BT om, at de har ”gennemlevet et mareridt”.

Rent økonomisk har den borgerlige regering ikke været meget bedre end hvad vi kan se frem til. Selvom jeg deler deres grundsyn har realpolitikken været håbløs socialdemokratisk. Mere og mere offentlig sektor, overvågning og kontrol. Og fandeme om ikke befolkningen skriger efter mere. På et kontinent, hvor kommunismen har hærget i henved 40 år med grusomme lidelser til følge, skriger vi på at vælge en tidligere ungdomskommunist som statsminister og en hårdfør, antidemokrat og fjendeallieret som finansminister. Under menneskelighedsbanneret. Jeg fatter jer ikke.

Politikerne lefler for egoistiske tendenser blandt borgerne. Det er nødvendigt, når stemmeafgivning handler om at få fingrene i andres penge. Her taler vi rød bloks bonuschecks til andelskøbere og andre former for underlige tilskud med penge, som borgerne ganske enkelt ikke har fortjent. ”Men det samme gør du jo”, siger den påståede universitetsuddannede til mig, ”når du stemmer på et parti, der vil sænke skatten markant. De køber også din stemme.” Jeg har lyst til at flå min egen strube ud, når jeg skal høre på det ureflekterede affald fra de røde: Det. Er. Mine. Egne. Penge. Jeg har tjent dem, før staten fik dem. Der er således intet der hedder at ”give skattelettelser”. Der er ikke nogen, der giver. Der er nogen, der undlader at tage. Om jeg fatter, at så simpel en sammenhæng er uforståeligt stof for så mange i dette såkaldt højt uddannede samfund.

Personligt går jeg rundt og håber på en borgerkrig. Og det skal helst ske inden rød blok får indført intetkønsbehandling i børneinstitutionerne. Med en rød regering er krigen forhåbentlig sikret. Sjovt nok bliver det dens egne vælgere, der starter den. Ligesom i London og i Grækenland. Når de nassende masser pludselig støder mod bunden og der vitterligt ikke kan trækkes flere midler ud af skaffedyrene, så griber de til vold. Så vil de demonstrere, smadre og plyndre, fordi der ikke bliver vist dem mere ”menneskelighed”.

Men det er os, der burde gøre oprør. Os, der arbejder og betaler verdens højeste skat for at blive kaldt egoistiske svin af de bedrevidende, intellektuelle flokdyr. Desværre for mig griber de færreste af os til vold, når verden går os imod. Men vi kan sgu’ nægte. Nægte at deltage i det skatteplynderi, der nu vil blive intensiveret i fire år, indtil vi virkelig står uden håb og bliver nødt til at trykke på den store nulstillingsknap. Når der vitterligt ikke længere er penge og overskud til at drikke øl lavet af hamsterlort til de hø-krydrede burgere på overfyldte cafeer i midtbyen.

Så nyd de næste par år, I fede, bebrillede, inkompetente, kvoteansatte kvindelige projektledere i det offentlige og elitære, kulturrelativistiske luftkastelbyggere, hvor I kan berige jer på andres bekostning. For de røde bliver nødt til at sige stop på et tidspunkt. Der er bare ikke penge til jer, med mindre I yder noget, der skaber værdi. Forstå det dog! I bliver nødt til det den dag, virkeligheden rammer jer med en grusommere ubarmhjertighed, end I udviser ved at ignorere jeres realitetsresistente drømmeriers konsekvenser for den ganske almindelige, jævne, arbejdende borger.

fredag den 29. juli 2011

Livsfascismen

Alting handler om liv og død i disse dage. Tossen i Norge, der valgte at aflive omkring halvfjerds mennesker, sætter tydeligvis sit præg på det generelle humør. Udover at aviserne er klistret til med tåkrummende tudefjæs, bliver jeg belemret med så mange norske flag på Facebook, at man skulle tro, de igen havde vundet Melodi Grand Prix. Det mest spændende der nogensinde er sket i Norge før massakren.

Det er nok det letteste i verden at sætte et norsk flag på sin profil. Så får man lige signaleret, at man er menneskelig på en måde, der kun er lidt mere besværlig end at trække på skuldrene. Nogle profiler skriver endda en statusopdatering, hvor de påkalder godhedsindustriens svar på salpeter, svovl og trækul: Naivitet, åbne grænser og menneskerettigheder. Gnisten kan så leveres af en censureret debat, som S og SF naturligvis allerede har foreslået.

Nu når I er så forbandet respektfulde overfor alle mulige sære måder, et menneske ønsker indrette sit liv på, undrer det mig, at døden har så dårligt et image. Hvad har døde mennesker egentlig nogensinde gjort nogen? Og hvorfor bliver ingen lykønsket, når de dør? Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ofte overvejer at tage skridtet over på den anden side. Verden er simpelthen utålelig med alle dens inkompetente, naive beboere, der realiserer deres åh-så-gode intentioner med det mest elendige dumperesultat. Naturligvis kan jeg ikke vide, om græsset virkelig er grønnere på den anden side. Og da slet ikke, når det vil befinde sig syv fod jord over mit ansigt.

Når alle I gode mennesker mener, at selv de mest barbariske og nederdrægtige kulturer, mennesket kan fremelske, leverer en så uvurderlig kolorit på vores blege, onde vestlige forbrugsliv, at vi straks bør belønne ethvert medlem livsvarig ophold og forsørgelse på ærlige arbejdslivs regning, undrer det mig, at I ikke hylder døden på samme måde. Døden diskrimineres. Den forbindes med mørke og ondskab. Men der findes faktisk mennesker, som gerne vil være i den. Men uha, det må de så sandelig ikke. Snit endelig i andres kønsorganer. Pin gerne dyr på det grusommeste, inden de dør. Værs'go, her er dit pas og din bistand. Men du må under ingen omstændigheder tage dit eget liv. Og hvis du gør, skal du betale arveafgift.

Hvis man forsøger at begå selvmord, skal man "tales fra det". Man skal til psykolog for "at indse", at døden "ikke er en udvej". Måske får man en masse klamme knus. Det er sgu' da livsfascisme? Døden er da en udvej, endda en ganske fin en af slagsen. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har fortrudt. Og i øvrigt skal vi alligevel møde den før eller senere. Om du nyder vejen til den eller udretter noget, er sådan set dybt ligegyldigt, for du kan ikke bruge det til noget i døden alligevel, og du vil med stor sandsynlighed blive glemt hurtigere end troskabsløftet i et gennemsnitligt ægteskab. Lige bortset fra på de dage, hvor dine familiemedlemmer bander over, at de igen skal rydde ukrudt omkring din irriterende, lille latterlige gravsten med dens åndssvage kobberfugl.

For lige at undgå misforståelser må jeg sige, at jeg mener, det er strengt forkasteligt at tvinge nogen fra den ene tilstand til den anden, og det er frygteligt, at den norske tosse fratog tres unge mennesker livet. Jeg garanterer for, at de ikke selv ønskede at dø. Foran sig havde de mange unge socialister en lysende fremtid, hvor de skulle lave forbud, regulere og brandbeskatte os andre, så vi kunne komme til at leve lige præcis, som de ønskede. Det er synd og skam, vi aldrig fik muligheden for at udleve deres drømme. Desuden finder jeg det uforståeligt, at gerningsmanden ikke tog livet af sig. Især efter at have optrådt i alle verdens aviser med sådan en tåbelig, hjemmesyet uniform på.

Nu vi er enige om, at alt er lige godt, og at det er umenneskeligt at tvinge nogen fra den ene til den anden kultur, seksuelle overbevisning eller livsprocestilstand, må vi også være enige om, at det er en afskyelig handling at undfange et barn. Ikke blot på grund af synet og lyden af blegt, klaskende flæsk, men fordi barnet derfor tvinges ind i livet. Hvad, hvis barnet foretrak ikke at eksistere? I så fald er dets eneste mulighed at håbe på, at en rusten, langsomt drejende krog trænger sig ind i livmoderen og flår dets lille bløde krop i stumper til lyden af feministernes bifald over moderens ret til at bestemme over egen krop.

Efter at den norske tosse foretog tres aborter, der var så sene, at selv Dødsstjernens Etiske Råd ikke ville have godkendt dem, må det være hårdt at være DSU'er. Tilsyneladende kan de røde unge ikke forsamle sig uden at blive forfulgt og bøffet af enten en gal, korstogsfarende tempelridder eller af en liderlig Jeppe Kofoed. Livet er hårdt og det kan være svært at bære i disse dage. Men husk ... der er altid en nem, permanent og hurtig udvej, og det er trods alt bedre at være død end rød ... selvom det lige nu er hip som hap.

fredag den 20. maj 2011

Hil von Trier

Det er tilsyneladende de færreste, der har fattet, at vi i de seneste par dage har fået mere for kunststøttepengene end nogen sinde før. Ja, det er lige før, at det har været næsten alle pengene værd. Og når jeg siger "næsten", mener jeg, at det har været en milliontedel af pengene værd, for jeg ville gerne have betalt Lars von Trier en hundredelap for at opføre sig, som han gjorde på Cannes-festivalen.

Det har været en fryd at se, hvordan folk har skabt sig, for hvis vi træder et skridt tilbage, har han ikke sagt noget kontroversielt. Ud over, at det hele tydeligvis var en omend pointeløs joke, så har Lars von Trier sagt:

1) At han forstår Hitler. Forståelse betyder ikke nødvendigvis sympati eller billigelse.
2) At han kan sympatisere med Hitler

Okay da, så han sympatiserer alligevel lidt, men hvem med en smule empati ville ikke gøre det? Tanken om at være Hitler og sidde nede i førerbunkeren i Berlin i april 1945 er ikke særlig rar. Ligesom det heller ikke må have været rart at være Osama Bin Laden i hans sidste 40 minutter, hvor et tordende team af elitesoldater forsøgte at aflive ham. Eller Mussolini, da han blev lynchet. Et andet eksempel kunne være de handicappede. Jeg tror bestemt ikke, det er sjovt at være i deres situation. Men det betyder ikke, at jeg synes, at de ikke har fortjent det.

Kardinalpunktet er Hitler. Havde Lars von Trier sagt noget om Stalin, ville det blot være modtaget med stående ovationer, uanset det faktum at de begge var gjort af samme, socialistiske, modbydelige stof. Og forresten præsenterede han ”Idioterne” for tretten år siden med knyttet næve og til lyden af Internationale. Det er der nok ikke så forfærdelig mange, der kan mindes.

Noget af det bedste ved optrinnet, som kan ses her, er at betragte Kirsten Dunst, som sidder på von Triers venstre side. Man kan se, hvordan hun fysisk lider ved at være fanget i Den Politiske Korrektheds ækle kløer samtidig med, at hun skal sidde ved siden af sin instruktør. Hendes blik flakker, forsøger at fange andres i håbet om, at hun kan finde andres sympati og billigelse for, at hun sidder, hvor hun gør. Hendes opførsel er et skoleeksempel på kulturelitens massetænkning og flokmentalitet og angst for social isolation, og det er en fryd at betragte.

Nu skal du nødig gå hjem med en forestilling om, at jeg kan lide Lars von Trier. Det kan jeg ikke. Manden er, bortset fra i det nævnte optrin, et spild af skattepenge og af menneskelige celler. Helt ærligt, en film hvor kulisserne er tegnet som kridtstreger på et sort gulv? Det er totalt hugget fra min barndoms gade, hvor børnene tegnede på vejen. Ikke engang den islandske, skabede Björk, hvis udseende og opførsel inviterer til en paradoksal form for lovlige, men stadig frastødende, pædofile fantasier, kunne hive mig ind at se ”Dancer in the Dark”. Nej tak, jeg foretrækker Robocop og Rambo.

Ikke desto mindre har von Triers scene leveret et lille plaster på såret efter de tvangsinddrevne kulturstøttemidler. Et lille plaster med en lillebitte, sej naziørn på. Og tror du, efter at have læst dette indlæg, at jeg har fascistiske sympatier, så vil jeg citere von Trier, da han klogt smed tilhørernes kollektive tvangstanke tilbage i hovedet på dem:
"Ok, så er jeg nazist."