fredag den 31. december 2010

Året i terror

Det lader til, at året begynder og ender med terror. For jer SF-vælgere, der maksimalt husker femten dage tilbage i tiden, hentyder jeg til attentatet på Kurt Westergaard, Jyllands-Postens Muhammedtegner. En eller anden neger brød ind i hans hus, hvor han glippede mordforsøget på trods af, at han var bevæbnet med en økse overfor en mand i halvfjerdserne. Forleden stoppede PET en gruppe blandede arabere, inden de havde nået at pløkke medarbejdere ved Jyllands-Posten i København, og for få uger siden lykkedes det en heroisk selvmordsbomber at sprænge sig selv i luften i den eneste mennesketomme gade i juletravle Sverige. Og hvem kan glemme dorske Lors, der lige knap undveg sin egen eksplosion på Jørgensens Hotel?

Hvad siger det om terroristerne her i Norden? At de er totalt uduelige og fejler ynkeligt i hvert eneste forsøg. Egentlig burde det ikke undre nogen. Med vores åbne kasser og himmelråbende naivitet tiltrækker vi de mest inkompetente bundstreger fra verdens lokummer, og terroristbranchen er tydeligvis ingen undtagelse. Der er dog ingen særlig grund til at være rolig, for på et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes. Og egentlig er der også et par borgere i dette land, der fortjener at blive sprængt i luften. For eksempel hende jeg så udtale sig om fyrværkeri i fjernsynet: ”Ja, jeg har arbejdet på en øjenafdeling og ved, hvad fyrværkeri kan udrette.” Uha, tak, Madam Curie, for det kan vi andre da slet ikke selv tænke os til. Eller ham, der boede overfor JyllandsPosten og brokkede sig over, at hans vinduer ville blive blæst ind, hvis en bombe sprang på avisens hovedkvarter. Oh, hvilken ulykke. Og skulle han ikke også tænke på sin nyvaskede Skoda, der ville blive smurt ind i indvolde og hjernemasse? Terrorens ondskab vil ingen ende tage.

Hvis man er typen, der går rundt og er bange for terrorbomber, skal man bare flytte til Randers. Der vil ingen terrorbombe nogensinde sprænge, fordi terroristerne udmærket ved, at den bare vil gøre et allerede eksisterende hul til et endnu større hul, og at alle danskere ville blive lykkelige over, at Randers forsvandt fra landkortet. Måske på nær Randers Regnskov, der sikkert huser nogle bevaringsværdige eksemplarer af andre arter. Jeg har været så uheldig at have været på en række restaurantbesøg i Randers. Egentlig burde de vel kaldes cafeteriaer men uanset hvad, så havde de gæstende par i samtlige tilfælde følgende karakteristika: Manden: G-Star RAW. Kvinden: Afbleget hår med sorte striber. Nåh ja, og så var cafeteriaerne i øvrigt altid halvt tomme, selvom alle borde var optagede. På ethvert givet tidspunkt stod mindst halvdelen af gæsterne nemlig udenfor og sugede Rød Cecil, som var det 1988.

Jeg vil ikke engang begynde at kritisere den randrusianske dialekt. Randrusiansk er for dialekter, hvad australske aboriginals er for menneskeracer: Den grimmeste i verden. Og det kommer fra mig, som er født i en by, hvor indbyggerne uden rødmen siger sådan noget som: ”No passer do bar' på, iggå', ellers får do en på ho'et!”. Jamen, randrusiansk er simpelthen så utrolig grimt. Alle andre dialekter har ... et eller andet. En eller anden charme eller skæv skønhed. Men randrusiansk er bare så grundlæggende ækelt, som kom det fra en debil foderkarls og en åndsfattig bodegaservitrices deforme elskovsfrugt, nyligt frigivet fra et 18-årigt ophold uden social og kulturel kontakt i et bur i en kælder, hvor den levede udelukkende af fiskehoveder og Thor pilsner. Man kan også tydeligt se i fjernsynet, når de interviewer en eller anden person, som uheldigvis viser sig at komme fra Randers, hvordan mikrofonholderen krymper sig, som om et eller andet dyr sked i baggrunden af billedet.

Nej, jeg foretrækker at blive boende i Århus, hvor der er en vis risiko for at blive sprængt i luften. I det mindste kan jeg more mig over de rødes undskyldninger for de stakkels terrorister og se, hvordan de bliver løsladt til kæmpeerstatninger og livslang forsørgelse, fordi de ikke kunne finde ud af at udføre et simpelt job. Tjah, hvorfor skulle det egentlig være anderledes at være terrorist end at være offentligt ansat her i Danmark? Sidstnævnte har i hvert fald noget større succes med at terrorisere befolkningen. Både når de skal udøve deres såkaldte service, og når de brokker sig over, at produktive borgere ikke betaler nok til deres håbløse pyramidespil af et velfærdsprojekt. Herligt. Jeg begynder snart at håbe, at det i det nye år lykkes for en af de sorte terrorister at spænde ben for andre end ham selv, så folk her i landet kan vågne lidt op.

Med en afsluttende hilsen til det grønlandske folk, som i skrivende stund åbenbart er udstationeret foran mit lokale supermarked, ønsker Bitter Blog alle sine læsere et godt nytår.

GUD BEVARE BITTER BLOG

tirsdag den 28. december 2010

Dødfødt kunst

Noget af det værst tænkelige er at miste et nært familiemedlem. Hvad enten den afdøde er en hustru, mand, søster, bror, mor eller far, er det skrækkeligt, når vedkommende slipper hurtigere ud af livet end en selv, og at man står tilbage og skal trækkes med alt muligt bøvl bagefter. Hvis det er et barn, man har mistet, er det naturligvis værre. Glæden over, at man kan sove længere om morgenen, vejer næppe op for irritationen over, at ens investering bare smuttede, inden afkastet – diverse praktisk hjælp, når man blev gammel samt muligheden for at more sig med at favorisere de andre børn – kom i hus. Den allerværste situation er dog ikke afhængig af den afdøde person, men derimod når den efterladte er musiker og aller-allerværst en guitarist.

De vælger nemlig, i modsætning til alle os andre som bare begår selvmord eller parkerer tilværelsen på en førtidspension, tildelt af en kommunal ansat som ikke var mand nok til at sige fra, at basere resten af deres ynkelige karriere på det nylige tab. Jeps, et dødsfald i familien er for en guitarist, hvad et jobtilbud, et opkald fra en headhunter eller en lønforhøjelse er for os andre: En tilskyndelse og opmuntring til at engagere sig endnu mere i "arbejdet". Desværre har guitarister også personligheder som de der gamle, rollator-skubbende pensionister, der sidder på bænken i parken, og som ikke har talt om andet end sygdom siden 1954.

Denne uheldige personlighedskombination resulterer i, at kunstneren genlancerer sig et par år efter dødsfaldet og tvinger alle os andre til døgnet rundt at glo på dem på grumsede, sort/hvide plakater, hvor de i selviscenesættende film noir stil står og ryger, mens de kigger tankefuldt ud i ingenting. Ikke nok med, at sollyset skal spildes på at reflektere deres røvsyge fotoshoots, udgiver de en plade, som selvfølgelig får sindssygt gode anmeldelser, fordi samtlige anmeldere er for politisk korrekte og for flinke til at skrive, at hele skiven er en gang lort: Vi gider det ikke. Hører I? Vi gider ikke høre på jeres forpulede klynkeri, der i forvejen løber i fede strømme ud over jeres tuderockplader og som får os til at ønske, at det var os, der faldt ned fra et højhus eller blev mast af en polsk lastbil, mens vi kørte berusede, uden lys og døve af heavy metal i ørerne.

Hvad fanden er det lige, der sker med dem? Ja, det er da tragisk, at der er nogen, der er død, men hundredtusindvis af mennesker dør hver evig, eneste skide dag, og musikernes ubetydelige tab retfærdiggør absolut ikke en så lang række af plader, at selv Meat Loaf ville krumme tæer over, hvor massivt de plagierer sig selv. Jeg ved en masse om kunst og ja, kunst kommer måske af smerte, men da ikke af noget så banalt som at miste en ægtefælle eller en skide unge. Skulle jeg så skrive en trobadourserenade hver gang, jeg smadrer min storetå på mit skrummel af en komode, fordi det gør en smule ondt? Nej, kunst kommer af noget dybere, noget mere udefinerbart og komplekst end en klump nylig termineret kød, der er kastet i et hul med noget jord og nogle billige blomster på.

Jeg tror, at det, jeg vil sige, er: Så kom dog for helvede videre, inden jeres konstant kørende karruseller af kakofonisk klagesang tvinger os alle ud i selvmord, så alle vores guitarspillende familiemedlemmer producerer plader, der kommer til at tæve jeres elendige produkter langt ud af markedet. Nogen døde. Kom videre. Bitter Blog er som altid positiv og anbefaler jer at se fremad. Husk at for enden af den lange, snoede vej kommer du til et hul i den kolde, hårde jord, gravet kun for din skyld, og du skal nok få lov at lægge dig ned i det, når din store dag kommer. Glæd dig! Ligesom Bitter Blog.

fredag den 24. december 2010

Julebrev: Bitre minder

Da jeg var barn, da … ja, jeg ved godt, at alle løgnehistorier begynder sådan, men i mit tilfælde er det altså sandt. Da jeg var barn, var der jul til. Dengang var der rigtige fattige i gaderne i stedet for de der professionelle, relativt fattige, som knap nok har tid til at blive interviewet om deres overforbrug, fordi de konstant modtager MMS fra deres bollevenner på iPhone'n til 99 kr plus abonnement, og hvis børn render rundt i Canada Goose jakker. Jeg gider ikke engang skrive om dem, for de fortjener ikke opmærksomheden Jeg håber bare, de får kræft og dør. Børnene først. Ægte fattige ville aldrig stille sig op og klynke så skamløst.

Min barndoms jul var sikkert fattig relativt til i dag. Men det er ikke prisen på gaverne, det drejer sig om. Det er minderne om samværet med familien, men det gider tabere jo ikke. De vil hellere hvæse Kings og læse Facebook. Jeg husker ikke mange af de gaver, jeg fik som barn, og det er fordi, minderne overskygger dem. For eksempel husker jeg, hvordan min sadistiske familie trak gaveuddelingen ud til kvart over midnat, så jeg, da jeg endelig pakkede min racerbane ud, var for vrøvle til at samle den, hvorefter min klart mere kompetente far og onkel tog over. Sådan skal de ha' det, de møgunger. Min far skræmte også livet af mig, da han vadede ind klædt ud som julemand. Hvad kan jeg sige? Han var klædt i rødt, og jeg skreg instinktivt. Den aften fik jeg som konsekens ingen gaver, men han tog til gengæld mit slik og gik. Hvad er det nu, den hændelse minder mig om?

Noget, jeg heller ikke forstår ved den moderne jul, er, at folk går i byen for at drikke sig lamme både juleaften og i juledagene. I min familieorienterede jul giver det ingen mening med mindre, man tilhører en meget drikfældig familie, som ikke gider holde julefrokoster. Det er ikke meningen, at man skal vade ind til Århus og drikke cider, Mokai eller hvilken tøsedrik, der nu er opfundet for at skjule smagen af alkohol. Det er meningen, at man skal drikke snaps og kvæles i vamle, marinerede sild. Snaps smager som noget, der er hældt af sildene, og sildene smager som om, de har ligget i snaps. Men det skal drikkes til mundvandet løber over, og brækket bryder læbernes bævrende dæmning. Inden da skal man helst have blameret sig overfor familien og lagt an på svigerinden eller tungekysset med søster. Det må da være noget, de sociale tabere kan finde ud af.

Jeg husker med gru, at en bestemt tegnefilm forsvandt fra Disneys juleshows sendeflade engang i begyndelsen af firserne. Det var den legendariske film med Anders And, som er i krig med de to irriterende egern. Hvor fanden blev den lige af? Jeg har troligt siddet foran skærmen de sidste femogtyve år og ventet på, at den skulle komme igen. Det gjorde den bare aldrig. Jeg garanterer for, at en eller anden idiotisk, politisk korrekt, rød medarbejder hos DR besluttede, at den kunne skade børn, fordi den indeholdt for megen krig. Heldigvis giver kulden mig en smule kompensation på netop det område. Det er nemlig en fornøjelse at se indvandrerungerne i de Canada Goose-jakker, de stjal fra de fattige børn, løbe skrigende rundt, fordi de antændte kanonslag fryser fast til deres hænder. Bum. Velkommen krigstraume. Dadelen falder ikke langt fra stammen. Fandeme ægte julesjov.

Nå, men hvis du mod forventning skulle bo i et område, der ikke vrimler med svedne, blødende indvandrere, så vil Bitter Blog redde din jul. Som en tidlig julegave leverer jeg hermed den dybt savnede tegnefilm, kvit og frit, så selv de relativt fattige kan følge med på deres sløve 40 Mbit linie. Vis den til dine børn, så de kan forberede sig på den uundgåelige krig, der venter et eller andet sted på den anden side af nytår:



Bitter Blog ønsker GLÆDELIG JUL.

mandag den 20. december 2010

Ytringslæk

For første gang i Bitter Blogs historie vender vi katederet. Normalt er det mig, der står bag det og river jer rundt i klassen med al min visdom. Men nu vender jeg det mod jer, jeg sætter mig til rette på den hårde, tredive år gamle skolestol, som har forvredet flere rygsøjler end den Spanske Inkvisition. Nu må I simpelthen forklare mig noget. Dette indlæg drejer sig om WikiLeaks. Ligesom alle jer andre, har jeg heller ikke læst i nogen af lækkene. Jeg forholder mig bare til, hvad jeg tilfældigt har hørt på herretoilettet eller læst på EkstraBladets spisesedler. Vi ved alle, hvad det handler om. Men fortæl mig lige med hvilken logik, dinosauren Lykketoft, som af en eller anden grund stadig er udenrigsordfører for S,  kan vade frem i denne forbindelse og sige:

”Uhæmmet ytringsfrihed er ikke det klogeste, man kan begive sig af sted med i denne verden”

Nu er Lykketoft vel ikke direkte uintelligent. Næh, han er sandsynligvis blot klar over, at de fleste af hans og venstrefløjens vælgere er uintelligente, samfundsforholdsresistente kvinder, der ser formiddags-tv og ved hjælp fra fagforeningens tyranni opretholder en pseudokarriere, mens de melder sig syge eller er gravide derhjemme, hvor de har det bedst. Derfor ved han, at han kan narre dem med sådan et associationstrick.

For det må det da være, ikke? Manden forsøger med al tydelighed at koble Muhammed-affæren, som herhjemme er blevet synonym med begrebet ytringsfrihed, sammen med læk af noget, der i hvert fald i visse tilfælde må have været fortrolige dokumenter. Hans mål er naturligvis at underbygge sin holdning om, at ytringsfrihed er skidt og at fremhæve regeringen og dens støttepartis hykleri, når de disser WikiLeaks, mens de samtidig bakker op om Muhammed-tegningerne. Forklar mig lige på hvilket plan, tegninger af en semi-fiktiv, totusinde år gammel person kan sammenlignes med læk af fortrolige oplysninger?

Vil det også sige, at hvis min læge pludselig stiller sig op på Store Torv i Århus og oplæser min sygejournal for de utvivlsomt tusindvis af interesserede lyttere, så ville Lykketoft betegne det som lægens ”ytringsfrihed”? Det er det måske også, men lige netop millisekundet efter, det har været ytringsfrihed, bliver det et groft brud på vores fortrolighed og hans ansættelsesforhold i øvrigt. Sidstnævnte er så afgørende, at jeg mener, at det klart overskygger det faktum, at udtalen af den række af ord, der sammensat udgør de diagnoser, jeg igennem livet er blevet stillet, kan betegnes som en udøvelse af hans ytringsfrihed.

Er det i øvrigt ikke hysterisk paradoksalt, som de røde kan blive chokerede over, at vores ellers ret demokratiske myndigheder har hemmeligheder, uanset hvor banale, de er? Nærmest som bornerte, småborgerlige parcelfascister, der glor ind gennem naboens vinduer og klager til hele kvarteret om, at der dyrkes sex derinde. Og hvordan de har det med at betegne folk, der vælger at bryde deres tavshedspligt, som idealistiske helte? Dette demonstrerer næsten klarere end alt andet, at de røde står i opposition til den eksisterende, etablerede samfundsform. Dette bør ikke komme som en overraskelse for nogen, der placerer deres stemme på ”jeg vil bare have flere penge fra de andre uden at røre en finger”-partierne og som selvfølgelig har brugt nogle minutter på at skimme principprogrammerne. Og hvis nu det fantastiske socialistsamfund bliver en realitet, så ved vi jo, hvordan deres strålende forgængeres politistyrker har fungeret. Det har i hvert fald ikke været noget med hemmeligheder eller den slags.

Nå, men brug lidt tid på at forklare mig sammenhængen mellem WikiLeaks og ytringsfrihed. Imens vil jeg undre mig over, hvorfor Lykketoft synes, at Muhammed-tegningerne er så slemme, når han i sin kollektivungdom utvivlsomt har ligget og rullet rundt i sit eget snot af grin over kunstnere, der urinerede på Jesus-figurer eller malede billeder, hvor folk defækerer i hans mund. Dengang var det åbenbart ikke så slemt at såre folks følelser, når de bare tilhørte dumme kristne fra Vestjylland og indavlede områder i USA. Ikke, at jeg ikke syntes, det var skægt. Det provokerer bare ikke nogen længere. Ligesom det forhåbentlig snart heller ikke provokerer nogen, at jeg skriver, at Muhammed sandsynligvis havde samleje med en gris op til flere gange. Hey, he was drunk and in a thousand years, who's gonna care? Og nu er der gået knap totusinde.

tirsdag den 14. december 2010

Romantikkens mekanik

Romantik. Jeg fatter ikke, hvorfor kvinder vil have det. Eller rettere … det fatter jeg godt, for hvis de har fået det én gang, vil de have mere. Og mere. Og mere. Til din sjæl er udsuget, tør og død, og du ønsker, at du aldrig havde taget første skridt ud i romantikkens endeløse ørkenlandskab. Hvorfor eksisterer romantikken i det hele taget - denne overflødige pynt på parforholdets sikre tøjvask, madservering og regelmæssig sex, man oven i købet kan tillade sig at prale med i omklædningsrummet?

Romantikken blev opfundet som en trøst, dengang parforholdet var nødvendigt for at overleve. I dag, hvor kvinderne kan få og beholde et arbejde, fordi arbejdsgiverne er tvunget til at beholde dem på trods af, at de stort set er sygemeldte, gravide eller hysteriske konstant, er den ganske overflødig. Der er ingen grund til at opretholde illusionen om, at ”den eneste ene” findes, ligesom dengang den var nødvendig som afledningsmanøvre for at parterne ikke faldt ned i det ufravigelige parforholds afgrundsdybe kedsommelig- og håbløshed.

Nu synes du måske, at jeg virker overdrevent bitter, men som alle jer andre havde jeg også en naiv ungdom. Så vidt jeg husker, varede den, til jeg var omkring 3 eller 4 år, hvorefter det gik op for mig, hvor håbløs verden er, og hvor latterlige og uintelligente alle beboerne er. Men i den naive, unge tid, hvor socialismen virker som en fantastisk ide og tømmermænd er overstået på en time, blomstrer romantikken også. Den lever nemlig på samme kemiske reaktion, som opstår i hjernen, og som man alligevel ikke kan opnå, når man bliver et par dage over tyve år. Så I kan lige så godt stoppe med det samme. Det er bare med at fase gaverne ud i samme takt som blikkene.

Romantik er som stoffer. Bare farligere. For ud over, at brugeren bliver håbløst afhængig, begynder hun også at forfølge pusheren. Almindelige stoffer kan man heldigvis sælge til børn og unge uden de helt store problemer, men blomster, smykker og andre gaver rammer giveren i ansigtet med al ydmygelsen fra skaftet på et idiotisk placeret rivejern. Hun vil have mer'. Og mer'. Og hun opnår intet ved det. Intet. Bortset fra en af to situationer:

  1. Skuffelse over, at mandens nyeste påfund ikke er så prangende som det sidste, hvorefter hun bliver sur og tror, han ikke kan lide hende mere.
  2. Glæde over, det er mere prangende, hvorefter hun straks ser frem til næste påfund, som på et eller andet tidspunkt resulterer i situation 1.

Parforholdets tilstande set fra henholdsvis kvinden og manden

Kvinden ønsker, at manden skal bevise, at hun er den eneste ene for ham. Selvom det er lodret løgn. Det ved vi alle. ”Den eneste ene” er et bedrag, ligesom nemme penge, velsmagende, sunde madvarer eller det multikulturelle samfund (hey, vis mig et eksempel på ét, der fungerer. Uden det har været igennem en krig, hvor den kulturelle smeltedigel udviklede sig fra at være en humanistisk dagdrømsmetafor til at være bogstavelig). Faktisk håber jeg altid i begyndelsen af et nyt forhold, at jeg kommer ind på højst en andenplads. Der skal gerne eksistere en mand, som har været den eneste ene – den, kvinder plejer at betegne ”The one that got away” - for så kan jeg være det i forholdet, som jeg også i virkeligheden er, uanset hvad hun håber på: Bare endnu en i rækken, der har hugget i hende.

Nu skal jeg være fair, fordi der er ligestilling, og kvinder gerne vil have, at de får respekt for at være nogle godt prøvekørte riller. Ligesom man typisk beundrer skiven i en skydekonkurrence eller køber den lås, flest nøgler har kunnet åbne. De vil gerne have samme beundring som manden, der har været en tyr (og ham beundrer alle mænd jo heelt vildt, ikke?) Forskellen er bare, at kvinden ønsker forholdet. Det gider manden desværre ikke rigtig. Kun som et sikkert trinbrædt til noget bedre og som erstatning for mors pengeløse vaskeri. Manden gider faktisk mest kvinden på grund af det, hun har mellem benene. Den omvendte situation eksisterer ikke for så mange kvinder. Derfor kan man betragte antallet af kvindens sexpartnere som en funktion af, hvor ofte hun har fejlet i at etablere et parforhold. Antallet af mandens er blot en funktion af, hvor ofte han er lykkedes i at overbevise en kvinde om, at han muligvis er indstillet på at indgå i et parforhold. Jeg ved ikke, hvad du synes er mest sejt, men jeg tror, jeg ved, hvorfor kvinden ikke nyder samme ”respekt” som manden på dette område.

Summa summarum er romantikken degenereret fra at være nødvendig for parternes overlevelse til nødvendig for forholdets overlevelse. Og da kun kvinderne gider forholdet, er der som mand ingen grund til at investere i romantikken. I kan lige så godt lade være. Jeg har prøvet. Og det fungerer lige så elendigt som alt muligt andet. Som altid. Bortset fra, at I sparer pengene og bekymringerne.