søndag den 28. november 2010

Lige dårlig behandling

Åh, elsker vi ikke ideen om positiv særbehandling? Postulatet er, at visse mennesker på grund af race, religion, seksuel orientering eller køn (dog undtaget kombinationen hvid, protestant, heteroseksuel og mand), diskrimineres af kombinationen hvide, protestantiske, heteroseksuelle mænd og derfor fratages muligheden for at besidde bestemte erhverv. Det er da uretfærdigt i Danmark, hvor den vigtigste regel er, at alle skal være lige, og derfor må samfundet kompensere og give disse mennesker en ekstra, hjælpende, blød kvindehånd. Politisk korrekte politikere og gode borgere kan klappe hinanden på ryggen og eventuelt sende tørkager til dem, der ikke kan lide ideen, i fælles, demonstrativ feel-good ånd. Lige indtil ideen skal implementeres. Når man står med sit solcremeprodukt og ikke ønsker en neger som model. Og forestil dig ramaskriget, når din film om Muhammed bliver tvunget til at give hovedrollen til en grisefarvet, åbenlys homoseksuel handicappet.

Ved at fremme chancerne for folk med en anden RRSK end den evigt onde HPHM kombination, fremmer man forskellene i selvsamme kategorier. Man gør det netop til et problem. Og tro mig, der kommer problemer. Jeg kan i forvejen ikke respektere en kvindelig fagekspert på mit område, og jeg bliver sateme ikke mere tryg ved hende ved, at hun har fået jobbet udelukkende på grund af sine patter. Hvilket hun dog ville helt af sig selv, uden statslig indblanding, uden politisk intervention i erhvervslivet, fordi mit egen arbejdsgiver meget gerne vil ansætte hende. Jeg fatter ikke hvorfor. Jeg arbejder udelukkende sammen med mænd, og der har ikke været så meget som et eneste problem i de seneste fire år. Alligevel vil mit firma gerne smadre freden ved at ansætte nogle kvinder. Heldigvis for mig findes der ingen kompetente af slagsen. Naturvidenskab og kvinder er bare inkompatible størrelser. Sikkert fordi den baserer sig på viden, regler og gennemgående logisk tænkning.

Jeg foreslår, at vi implementerer positiv særbehandling efter top-down princippet. Med andre ord skal de politikere, der indfører særbehandlingen, udsættes for den først. Er der andre end mig, der tænker Mette Frederiksen? Måske skulle hendes barns læge udskiftes med ham fra Somalia, der vandt sin lægeeksamen i et spil kamelkroket, og hvis ide om hygiejne er at skylle munden med indholdet fra den beholder, hvis somaliske øgenavn løseligt kan oversættes til ”pølsespanden”. Eller endnu bedre: Det kan få en middeldårlig kandidat fra et dansk universitet, hvor de lige knap bestod studiet gennem lige mængder gruppeeksaminationer og -sex. Hvor mange dage mon der går, før hendes barn får et ”specielt behov” for at skifte læge, ligesom det var tilfældet med privatskolen?

Positiv særbehandling har mindst én ting til fælles med alle andre forslag, som de røde gylper op: Ingen vil udsættes for dem personligt, men det lyder da meget fornuftigt, hvis naboen bliver det. Eller i hvert fald ham fra nabobyen, hvor alle knallertbøllerne kommer fra. Forslagene kommer også typisk fra den politiske elite, som udmærket ved, at de ikke har en jordisk risiko for selv at få hænderne indviklet i det lort, deres politik skaber i den virkelige verden. Og hvis de gør, så ændrer de på det. Nøjagtig som Helle gjorde. Og som Mette gjorde. Og Margrethe og Holger. Og Manu. Og som Ole ville have gjort, hvis han selv skulle leve under kommunistisk diktatur. Når vi ser bort fra deres øretæveindbydende hykleri, er deres valg kun menneskelige. Men hvorfor skal alle vi andre forbydes at tage samme valg?

Næh, vi skal alle være lige, uanset menneskelige og økonomiske omkostninger. Helt ærligt, så undrer det mig, at staten ikke har allokeret en pose penge, så den sne, der for tiden dækker visse dele af landet, kan blive jævnet ud over hele Danmark. På trods af sin politisk ukorrekte farve. Så risikerer vi nemlig ikke, at der er børn, som får traumer af ikke at lege i sneen. Ja, det er sgu' da ikke mere tosset end alt det andet, staten tvinger os til gennem den sygelige moderbinding, vi er fastlåst i. Og sidst jeg så Psycho, fik moderbindinger alle mændene til at løbe rundt i kjoler, hvilket sjovt nok er det sidste, danske mænd og politikere mangler, før de alle er blevet til ægte tøser.

Mand jer dog op!

tirsdag den 23. november 2010

Studie i stupiditet II

Er vi ikke enige om, at digte er gay? Altså at læse dem. At skrive dem er mere gay end at spule en gruppe fnisende, nøgne, unge mænds numser med vandslange, mens man hører Erasure. Netop derfor var det et kæmpe chok for mig at opdage, at vi skulle igennem emnet på det skrivekursus, jeg har meldt mig til. Ja, jeg har gået på skrivekursus igen, og ja, jeg er en spade efter det, jeg oplevede sidste gang. Jeg vil hellere pierces med beskidte fiskekroge i næseborene og øjenlågene og trækkes fem kilometer på en nysaltet motorvej efter en Ford Granada med udstødningsproblemer, end jeg vil gennemleve den del af kurset igen.

En ting var, da læreren uddelte eksempler på digte, som vi var nødt til at læse, og som der som sædvanlig absolut ingen mening var i. En anden var, da vi fik til opgave at skrive vores egne digte, som skulle læses op for klassen. Jeg forberedte mig ellers godt. Tog skoene af og strakte tæerne godt for at gøre musklerne smidige nok til at håndtere de krampetrækninger, de snart skulle udføre. Gennemkiggede alle Facebookvennernes indscanninger af deres børns grimme og pinlige tegninger. Men intet skulle vise sig effektivt nok mod det, der ventede på mig på den anden side af skriveøvelsen. Selvom jeg intet skrev, og jeg derfor slap for at læse op, så var der bestemt andre, der gjorde …

Lad mig fortælle lidt om en af personerne på skrivekurset. Hendes type er en lige så sikker deltager som dårlig automatkaffe, halstørklæder i overstørrelse og islandske sweatere. Hun er så langt over 40, at det begynder at blive en tungere byrde, end der er godt for hendes ryg, og hun har læst nordisk litteratur i seks år på universitetet. Hun drømmer om at skrive en roman. Det bekymrer hende ikke, at hun ingen ideer har til hverken indhold eller plot, for sådanne underlødige elementer er alligevel passé og har ikke plads i hendes fremtidige værk. Det morsomme er, at hun ikke øver sig på at skrive. I stedet brokker hun sig og snakker højlydt om alle sine spekulationer om, hvordan hun undgår at lave noget, fordi ægte kunst bør blive leveret til hende gennem et eller andet Hansi Hinterseer-lignende væsen, der trænger ind i hende den nat, det lykkes den at forcere soveværelsesgulvets bjerg af 220-volts vibratorer, der bevogter hendes forfattermødom.

Hun tøver ikke med at klassificere sig selv som kunstner, og ethvert forsøg fra læreren på at overlevere praktiske teknikker til at komme videre med skrivningen, afviser hun med det samme. Hvis man skal arbejde, er det ikke rigtig kunst. Det skal helst bare sive fra hendes fantastisk dybe og indsigtsfulde indre og skal ikke være konstrueret på nogen som helst lavpraktisk facon. Derfor laver hun heller ikke noget, når vi har skriveøvelser på kurset. Undtagen når der skal skrives digte, åbenbart. Og der er hun tilsyneladende også yderst ivrig for at læse op. Jeg vægrer mig ved at citere:

”Mandag morgen er majstænder
og brune gardiner.”

På dette tidspunkt var det ikke blot mine tæer, der krympede sig. Enhver celle i min krop var i gang med at vende vrangen ud på sig selv i synkrondans med min mavesæk. Jeg tror, blodet stoppede med at cirkulere, og jeg kom først til mig selv, da jeg fik tungen i klemme under mine fortænder, der ved hjælp af min kæbes krampen havde boret sig ned i bordpladen foran mig. Desværre var hun ikke helt færdig endnu:

”Te-bolle-chokolademand
med kaffe og kage til.”

Bagefter var der stilhed. En ældre dame overfor mig sad med et skævt, eftertænksomt smil, satte hovedet på skrå og lavede et lille pust med næsen, som om der lige var blevet serveret et lille stykke sushi af klogskab foran hende. Læreren roste. Digtet var tilsyneladende godkendt. Inden i mig skete ingenting. Det var som om, jeg gik i dvale. Lige indtil næste undervisningstime. I mellemtiden indsamlede jeg argumentation. Nu er jeg jo lidt af en tøs, så jeg ønskede ikke at sige det direkte til hende. Jeg ville levere beskeden gennem simple, konstruktive retningslinier, som jeg i øvrigt fandt på få sekunder ved at google ”digte regler”. Sørme om ikke damens største fejl var pinligt pennet ud i punkt 3, 4, 6, 7, 8, 11 og 13 i et af søgningens første resultater: 20 måder at skrive dårlige digte på. Jeg skrev reglerne ud i fjorten eksemplarer og tog dem med på næste kursusdag for at dele dem ud. Desværre nåede jeg aldrig så langt. Ved kursusstart overhørte jeg endnu en af hendes tirader om, hvor grinagtigt handling i litteratur var, og hvordan hun følte sig talt ned til, når hun blev præsenteret for dem, hvorefter jeg knækkede som en havestol under min ekskæreste. Jeg rejste mig, smed bunken af kopier i hovedet på kvindemennesket og råbte:

”Så hold dog din forpulede kæft, so. Du er fyrre år. Langt over fyrre. Du har gået på universitetet i seks år. Seks år af din miserable, forspildte eksistens. Seks år, der efter al sandsynlighed har kostet produktive samfundsborgere millioner af kroner. Og hvad kommer der ud af det? Affald. Intet andet end ubrugeligt affald. Hvad var det lige, du præsenterede os for sidste gang? Digterkunst? Ingen, ingen kan kende forskel på dine digte og tyve sekunders tilfældig indsigt i en tvangstankeplaget hjernes degenererede tankerække. Tror du ikke, vi andre lægger mærke til, at du kun deltager, når der skal digtes, og du har mulighed for på få sekunder tankeløst at klaske tilfældige linier sammen, som i deres prætentiøse patos kan imitere en eller anden form for substans? Du laver ikke engang dine egne metaforer, for Guds skyld! De er jo stjålet fra gamle børnerim! Hvorefter du forventer, at vi skal dåne over dine dybt naive, tilfældige vrøvlerier. Det, du leverer, har intet indhold. Intet. Enhver gymnasieelev kunne levere noget, der har større litterær værdi. Selv Muddi og Salamidrengene leverer højere poesi end dig. Og nu skal jeg fortælle dig noget: Jeg er træt. Træt af at blive pålagt af samfundet at pukle mit i forvejen rigeligt uudholdige liv væk for at uduelige, dovne og selvhøjtidelige snobbefisser som dig skal kunne tage fine uddannelser og føle sig bedre end alle andre. Jeg påstår ikke, at jeg selv besidder bare et minimum af talent, men i det mindste gider jeg arbejde en smule for det, og måske vil det endda lykkes for mig engang at producere noget, der er værd at læse for andre. Og ved du, hvad jeg så kan ærgre mig over? Hvordan det har taget mig tyve gange så lang tid, som det burde, fordi jeg skulle slide min røv og min tid op på at finansiere din ubrugelige uddannelse, så du kunne drømme flygtigt om noget, du absolut ingen forudsætning har eller nogen sinde vil få for at opnå. Så gider du ikke godt lige holde din forbandede, evindeligt knævrende kæft, din klamme, udtrådte krikke?”

Derefter var der stilhed i tre-fire minutter, bortset fra spredt rømmen, lærerens maniske bladren i papirer efter afledning og en længerevarende, vibrerende brummen, da kursets handicappede deltager besørgede i sin voksenble.

Ud over at få lettet trykket for min frustration, fik jeg faktisk indsigt ud af alt dette her. En forklaring på, hvorfor visse moderne kunstnere går så grundigt i mit pis: Det er fordi, de hverken udfører eller anerkender hårdt arbejde som midlet til at nå kunsten. Hårdt arbejde er, ganske som i socialstaten, underlødigt og måske endda skadeligt. Det imponerer mig ikke, når de leverer noget, som tilsyneladende er grebet ud af den blå luft eller virker intetsigende. For det er blot intetsigende, idet det ikke har substans fra selve præstationens strabadser. Hvis en jordomrejse begynder og ender samme sted, bliver du ikke opdagelsesrejsende af at blive stående samme sted, selvom du for den overfladiske beskuer er endt samme sted som dem, der trak sig igennem den møjsommelige rejse. Det imponerer mig heller ikke, når folk kaster sig for fødderne af dem, der bare blev stående og faker, at de tog rejsen. Og som udnytter, at nogen tror, kunsten ligger i, at kunstneren tilsyneladende ikke behøvede at foretage rejsen. For det er bare almindelig menneskelig stupiditet i sin grundform at lade sig bedrage i skræk for, at andre skal tro, man er stupid. Paradoksalt nok.

Jeg burde holde mig fra andre mennesker. Seriøst.

fredag den 19. november 2010

Røde hunde

Min lillesøster dukker sig, når jeg hæver hånden. Jeg kaster mig på jorden, når jeg ser en kvindelig bilist. Sådanne fænomener plejer man at navngive efter "Pavlovs hunde", som savlede, hver gang de hørte en klokke, som ringede, når de blev affodret. De røde har en lignende automatisk reaktion, hver gang de ser eller hører noget, som har sin oprindelse i USA. Vi kan navngive dette fænomen efter ”folkeskolens elever”, som får leveret hadsk tale om USA så sikkert som skolemælken. Et klassisk eksempel er naturligvis Villy Søvndals spørgsmål til Statsministeren, efter han havde læst DSBs ”Ud & Se” og misforstået kommasætningen. Der kan man se, hvad man får ud af at proppe USA-had og ikke grammatikregler i børn.

Et af ofrene for disse marionetdukkespasmer er McDonald's restauranterne. I min egen omgangskreds må jeg jævnligt bøvle med zombieagtige idioter, der ganske uden omtanke sviner dem til. Deres råvarer er for eksempel af elendig kvalitet, hører jeg. Og er der ikke noget om, at den der klovn godt kan lide børn? Når jeg går dem på klingen, begrænser deres forsøg på at begrunde påstandene sig til noget med ”jamen, det kan jeg smage”, ”det er almindelig kendt” og ”han ligner klovnen fra den der Stephen King film”. Den hedder ”It”, for helvede.

Jeg læste for nylig på internettet, at en eller anden rødskinke havde opbevaret et Happy Meal i 14 år og var fortørnet over, at det ikke gik i forrådnelse. Dåsen argumenterede naturligvis for, at McDonald's brugte forfærdeligt grusomme ingredienser, som kun kunne være endt i deres hænder gennem en pagt med Djævelen og muligvis selveste George Bush. Stupid, som jeg er, ikke ulig de fleste danskere, var jeg tilbøjelig til at tro. Hvilken satanistisk mekanisme kunne der dog ligge bag sådan en unaturlighed? Heldigvis fandt jeg kort tid efter en artikel, hvis forfatter tydeligvis ikke smed hjernen og dens kritiske sans i papirkurven sammen med den beståede journalistskoleoptagelsesprøve.

Nogle forskere, næppe humanistisk uddannede, kunne berette, at måltidets holdbarhed skyldtes en afskyelighed, vi har kendt til i årtusinder: Konservering. Den anklagede burger bestod af en tørstegt bøf, ketchup, sennep og syltede agurker. Tørring, saltning, lagring i fedt, syrning. Grunden til, at der ikke var mug på burgerbollen, var sandsynligvis (og hold nu fast i tremmerne, røde aber): En meget høj grad af hygiejne. Kapitalistslaven bag grillen bar nok plastikhandsker. Og det blev ham ikke pålagt for, at hans hænder skulle tørre ind, så han var tvunget til at købe fugtighedscreme hos Karl Rove's andet verdensomspændende monopolfirma. Men alt dette kan nok modargumenteres af Carsten eller Flemming Jensen, når de drages ind som levnedsmiddelseksperter på vores elskede, statsejede tv-kanal.

Der er altså lige så gode grunde til at stole på de røde, som der er til at stole på UFO-tosser og spøgelsesjægere. Hver gang de finder noget, der umiddelbart kan finde forklaring i deres forvrængede fantasier, skriger de op uden at tænke sig om. Ovenstående eksempel er blot et af mange. Hvor UFO'er og spøgelser er eventyrlige og kuriøse, er den røde trussel dog skræmmende nær. Jeg har virkelig aldrig fattet, hvad der er så tiltrækkende ved Sovjet-løsningen, Ole Sohn? Altså, bortset fra mængden af vodka, gulag-lejre og kannibalistiske babushka'er. Men mon ikke det er magten over folket og den bekvemmelige fjernelse af individets frie valg, der får det til at snurre så dejligt i den ellers godt prøvekørte røde stjerne?

Grove stykker saltet, halvfordærvet flæsk og roesuppe er utvivlsomt lækkert, men hvis prisen for personlig frihed er lettere forudsigelig mad fra Den Gule Måge, så tror jeg, jeg foretrækker det sidste. Det har jeg trods alt mulighed for at vælge fra. Og sig mig, blev vaccinen mod røde hunde egentlig ikke opfundet for mange år siden? Under alle omstændigheder burde vi være immune, eftersom sygdommen har hærget kloden gennem hele sidste århundrede.

I nægter åbenbart at lære.

tirsdag den 16. november 2010

Brækpyramiden

Forleden vågnede jeg til et mareridt, som viste sig at være mere end blot en ny dag sammen med jer. Ifølge TV2s nyheder skal kostpyramiden nu ændres, så den tager klimatiske hensyn. Jeps, det skal ikke længere handle om ernæring men også om begrænsning af drivhusgasser. Vi ved alle, hvordan den latterlige ide er opstået:

Klokken er ved at blive 13 i FDBs bestyrelseslokale. Siden klokken 9.30 har Iben stået for enden af bordet foran alle jakkesættene og brainstormet ideer. Iben er konsulent – en titel, hun har prefixet med et eller andet fuldstændigt intetsigende buzzword, som retfærdiggør en enorm løn – og er hyret af FDB til at komme med ideer til tiltag, som skal gøre FDB mere synlig i befolkningen. Foran hende ligger et større bjerg af plancher af det fineste hvide, kraftige papir, som hun har revet fra flipovertavlen i takt med, at indholdet blev åbenlyst ubrugeligt. På trods af, at der hænger et whiteboard lige bag ved hende.

Iben er ved at løbe tør for ideer. Hun har ellers kommet med mange gode forslag. At mindske racismen ved at erstatte Brugsens brune kitler med en grå, anonym kopi. At butikkerne skulle droppe hvidt sukker og udelukkende sælge økologisk rørsukker fra afrikanske farme med religion- og raceneutrale arbejdersammensætninger. At slagterafdelingerne skulle droppe det umoderne og spliddannende svinekød til fordel for sort sushi. At lavprisbutikkerne skulle satse på statementbriller til de lavt uddannede. Hun er ved at blive desperat. På en eller anden måde bliver hun snart nødt til at bevise, at hun har en bachelor i litteraturhistorie og i hvert fald en kvart cand.mag i filosofi fra Roskilde Universitetscenter.

Bestyrelsesformanden læner sig tilbage i sin læderstol og drejer rundt og betragter resten af forsamlingen, inden han drejer tilbage og kigger på Iben. Han retter sig op i stolen, som knirker en smule.
”Iben, det er nogle skidegode ideer, du kommer med, men vi mangler lige det sidste. Det innovative, det nyskabende.” Han hæver armene og knytter næverne. ”Det, som gør forskellen.”
Iben er ved at gå i panik. Som det så ofte sker, når hjernen beordres til at finde ideer, vandrer tankerne mod alt muligt andet. Hun tænker på sine to børn, bestilt og født ved skatteyderbetalt kejsersnit, fordi hun ikke gad udholde smerten ved barnefødsler. Hun ser dem lige inden klokken 5.30 om morgenen og om aftenen, når de skal i seng. Manden henter og bringer dem. Han står også for rengøringen i hjemmet og har ikke så meget tid til sig selv. De få timer, Iben og han har sammen, bruger Iben på metodisk at waterboarde hans sjæl med sine evindelige klynkehistorier om, hvor uretfærdigt, alle hendes mandlige kolleger behandler hende. Men de har jo heller ikke børn. Børn.
”Klima.” udbryder Iben, efter hun kommer i tanke om, at hun havde instrueret manden i at lave bæredygtige madpakker til børnene, så de andre forældre ikke skulle tro, at hun kunne finde på at svigte verden. Slet ikke som hende den irriterende Marianne, der havde nedladt sig til at give sine børn frikadeller med i skole. Hun stemmer sikkert også DF.

Bestyrelsesformanden rejser sig op. Han løfter armene igen. Og klapper.
”For helvede, Iben. Du leverer igen.” Han peger på en af de kasserede plancher, hvor Iben havde tegnet en Inka-pyramide som forslag til nyt indgangspartidesign til lavprisbutikkerne. ”Og en pyramide.”
Han vender sig om mod de andre medlemmer af bestyrelsen.
”Kom i gang. Vi skal klimatisere kostpyramiden. Det er næsten så simpelt, at det er genialt. Tak, Iben, tak. Tak, fordi du faciliterer vores innovationsproces.”
Iben hører ikke noget. Hun er gået i gang med at spille Plants vs. Zombies på sin iPhone. Da hun forlader lokalet for aldrig nogensinde at bekymre sig mere om sit forslag, glemmer hun næsten sin MacBook Air, som hun plejer at kalde for sin ”store iPhone”.

--- * ---

Så på grund af den so til Iben, skal alle vi andre nu trækkes med endnu en portion latterlige kostråd. Som om, det ikke er forvirrende nok i forvejen med de allerede gigantiske arméer af modsigende kostråd, der tørner sammen i aviserne og blandt alternative healere i realityprogrammer på TV3, vil FDB nu blande noget religion og overtro ind i deres kostpyramide. Hvorfor ikke også udvide den med en lille firkant, der siger, vi skal spise usyret brød om søndagen?

Hele cirkusset handler om, at FDB skal udvise et smart og moderne image, og at folk som Iben skal føle sig som gode mennesker, når de ind imellem følger et par kostråd. Der er nogle ironiske sider af, at Iben indtager groteske mængder sushi sammen med veninderne, når de drømmer om en Verdensunion uden forurening, krig og landegrænser, hvor alle er venner og har interracial sex på kryds og tværs. Den første er, at de griner af Star Trek klubbens mandlige medlemmer, som faktisk er et godt stykke nærmere realiteterne, end tøserne selv er. Den anden er, at de er miljømæssige svin. Jeg så nemlig en eller anden rød intellektuel på DR2 sige, at sushi er noget af det mindst bæredygtige føde overhovedet. De røde plejer godt nok at lyve, når det passer ind i deres kram, men jeg er ligeglad, fordi det også passer ind i mit kram. I det mindste var det ikke mig, der startede den eventuelle løgn. Så Iben og hendes svinske veninder kan godt kysse det rå fisk farvel.

Nå, men bare rolig, jeg kan nemt lave en ny kostpyramide til Iben og alle jer andre klimabekymrede:


Nemlig. I skal ikke æde noget som helst, så I hurtigst muligt kan kradse af, så jeres systembelastende kroppe forsvinder fra klodens overflade. Så kan vi andre komme videre med at leve et nogenlunde tåleligt liv uden al jeres evindelige brok og irriterende indblanding.

fredag den 12. november 2010

T minus 24

Jeg sad og så Debatten på DR2, som handlede om finanslovsforliget. Pia Kjærsgaard og Lene Espersen stillede op mod Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-something, da resten af venstrefløjen ikke havde groet nosser nok til at indrømme, at de støtter den nye 24-års regel. Eftersom politikernes udtalelser ikke indeholdt overraskelser, kan jeg på ingen måde redegøre for, hvordan jeg kunne føle mig underholdt i en hel time. Måske var det fordi, jeg kradsede mig mellem ballerne imens. Nå, men mens Lene Espersen halvsov med jetlag efter endnu en ferie, klarede Pia Kjærsgaard sig bedst. Hun var skarp, havde styr på fakta og udstrålede, at DF tager ansvar som støtteparti. Da hun begyndte at tale om paraboler og at forbyde internettet, havde hun dog nok virket mere kompetent, hvis hun havde formet ballondyr eller jongleret med fakler.

En af grundene til, at min bagdel blev ved med at klø, var, at ingen af dem turde sige sandheden: 24-års reglen handler om at afholde uvidende, snyltende og dovne bekvemmelighedsflygtninge fra muslimske, ikke-vestlige lande fra at hente endnu flere menneskelige dræbersnegle op for at ligge sig godt til rette på Velfærdsdanmarks luksus tag-selv salatbar. Jeg indrømmer, det lyder en smule selektivt. Men tænk lige på baggrunden: Vi er i forvejen en hel nation af blegfede, indfødte snyltere, der lever af mindretallets knoklen i det private erhvervsliv. Hvis vi skal blive ved med at agere åndedrætsapparat for vores egen enorme, kræftramte lunge af dovne offentligt ansatte og de lidt mere aktive, frivilligt arbejdsledige, har vi simpelthen ikke råd til at hive andre nassere ind i vores skrantende land.

Det er primært ovennævnte indvandrere, der trækker nye til. Det ved vi alle. Men ingen af politikerne nævner det. Vestagers patetiske klynkeeksempel med den stakkels thailandske Phat-Twat, der ikke kan komme op til Bøvlingbjerg og bo hos sin Hans-Ole, er simpelthen til grin. Hun er så forelsket, men regeringen vil forbyde kærligheden, sukker vores gråsprængte kulturradikale idealist, og hvilke onde mennesker kan da være imod selveste Kjærligheden. Og selvom jeg er hemmeligt forelsket i lækkert modne Margrethe, kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor 21-årige Phat-Twat, der tilfældigvis - som alle andre thailandske kvinder - ligner en spændstig teenage-dreng, skulle drages af tvivlsomt soignerede, førtidspensionerede Hans-Ole med den elektriske trehjuler, de tomme krudtuglebajere og den fedtede pædo-frisure. I øvrigt er eksemplet irrelevant. Såfremt den lille thai-propel skulle flyve herop, ved vi jo, at hun straks ville starte en ny grill- eller dansebar og dermed føje sig til vores svindende segment af ydende medborgere. De er så driftige, er de, de små knallerter. Og altså er hun ikke et problem.

Johanne trak så det fantastisk overraskende det-er-kun-de-rige-der-kan-få-lov kort, hun har snuppet fra Villy Søvndals ærme, og kommer med et eksempel på den stakkels sosu-hjælper, som ikke vil kunne få sin amerikanske kæreste til Danmark. Og ja, for dem er der jo heeelt vildt mange af, de der sosu-hjælpere, som møder amerikanske kærester. Især når de diskuterer litteratur på internationale internetforums, er på studieophold eller spiller World of Warcraft i fritiden. De plejer nemlig slet ikke at nøjes med Tonny nede fra den lokale bodega, fordi han gentagne gange gav dem opmærksomhed i form af et ræb og en hastigt accelererende knytnæve til venstre øjeæble.

Om jeg fatter, at det kan være så farligt i dette møgland at sige, at vi ikke gider have flere fattige, ressourcesvage mennesker ind. Det var faktisk et godt ord: Gider. Nej, vi gider ikke, okay?! Men politikerne tør ikke, fordi medierne så fremtryller en tøsehistorie fra Udkantsdanmark med et eller andet obskurt eksempel, som er fuldstændig ortogonalt til 99,999% af sammenføringstilfældene. Desværre kan den jævne danske vælger absolut intet gennemskue. Intet. De bliver ved med at stemme for den eneste, sande 24-års regel: At vi om 24 år er et totalt og absolut rabundusland, hvor der ikke længere er en skid råd til noget som helst til nogen som helst.

Jeg glæder mig.

mandag den 8. november 2010

Rullende udgifter

Ja, jeg hader stadig handicappede. I det seneste stykke tid har jeg gået på et kursus, hvor jeg har været i selskab med et eksemplar. Det er ufrivilligt, for åbenbart advarer kursusudbyderen ikke, når der er kørestolsbrugere blandt deltagerne. Og det hjalp ikke at melde sig til et, der foregik på femte sal i Århus’ smalleste hus, for kommunen bekoster naturligvis 3,5 millioner til at bygge en elevatorlift til ære for de syv dage, vores lille hjuller skal til kursus. Pengene kunne have været brugt på kræftpatienter. Pest eller kolera, hvis du spørger mig.

Nå, men jeg ved ikke hvad fanden, han fejler, ham i stolen. Hans øjne kigger i hver sin retning, og håret sidder ad helvede til som om, han er en eller anden Pinocchio på dope. Og så kan han ikke tale. I hvert fald ikke bedre end mig, når jeg er til tandlægen og har fået femten instrumenter stukket i munden. Men alligevel trækker han al opmærksomheden og tiden på kurset. Ikke, at jeg er misundelig, men jeg kunne godt tænke mig, at jeg fik bare en smule ud af det, nu jeg 1) arbejder, 2) har betalt fuld pris for at deltage, 3) har betalt en god del af hans pris for at deltage, 4) ikke ligger samfundet til last, 5) rent faktisk fatter noget og 6) ikke er medvirkende til, at alle andre på kurset mister appetitten i frokostpausen.

Egentlig er det dybt tragisk at betragte sådan en mands ulykke på et kursus. Og her taler jeg altså om læreren, som i desperation og dyb angst for politisk ukorrekthed fedter grotesk meget for vores såkaldt ”syge” ven, når han siger et eller andet håbløst ud i klasseværelset. Det er naturligvis kun for at få opmærksomhed, for det, han bidrager med, har aldrig relevans til noget på kurset. Samtidig sidder hjælperen så og oversætter, fordi ingen andre fatter en meter af, hvad idioten siger. Endnu en samfundsudgift til det store sorte hul.

Når det så er frokosttid, og man selvfølgelig har fået kantinebordspladsen overfor Den Rullende Savler, er det udelukket at spise. I hvert fald trækker min mavesæk sig i kramper, der ikke ligger meget under for de fysik-fornægtende bevægelser, hans fingre udfører. Derfor er der kun én ting at foretage sig: Smalltalk. Det gider jeg ikke. Og hvad siger man i øvrigt til sådan én? ”Nå, men er du så almindelig spasser, eller hvad?”. Jeg gider ikke engang forsøge, fordi man kan se, hvor pissesnobbet han er med sine konstant himmelvendte, halvdøde, klokken-er-ti-minutter-i-to øjne.

Nu tror du sikkert, at jeg har noget imod handicappede. Det har jeg også, men egentlig er jeg et tolerant menneske. Jeg fatter bare ikke, hvorfor kommunen absolut skal dyppe dem i først guld og derefter platin. Er det en slags kompensation? ”Okay, vi ved godt, at dit liv er lort og for din egen og alle andres skyld forhåbentlig meget snart forbi, men her er en lastvogn med penge, så vi alle glemmer, hvorfor du egentlig fik dem”.


Nu læste jeg også, at de handicappede er forfærdede over et forslag om, at sårede soldater kunne få noget ekstra, fordi der så skabes et A- og B-hold af handicappede. Nu skal jeg fortælle jer noget: I er alle på B-holdet, men i det mindste har soldaten lavet et eller andet samfundsgavnligt til forskel for jer nyttesløse spassere, som blot lavede en ordentlig bule i den stakkels spritbilists ditto-nye bil.

Ej, spøg til side, jeg får jo næsten dårlig samvittighed af at skrive det her indlæg. Jeg synes bestemt, at de handicappede skal have penge, så de kan leve en eller anden form for almindeligt liv. Men kan vi ikke få noget tilbage udover opmærksomhedshungrende og dybt irriterende, uhyggeligt mobile medborgere? For eksempel at vi får lov til at kategorisere og behandle jer alle som åndssvage? Det er nemlig præcis sådan, I ser ud.

torsdag den 4. november 2010

Pylrepolitikere

Det er så sindssygt dyrt at køre bil, at vi alle snart vælger at skrotte den. Eller rettere: Det gør vi ikke, fordi bilen repræsenterer frihed, hvilket politikerne udmærket ved. Derfor kan de blive ved og ved med at brandbeskatte den, indtil vi alle går fallit og må køre i grå busser frem og tilbage fra vores grå hjem til statens grå vindmøllefabrik, hvor en nu solbleget, tidligere farvestrålende plakat af Ole Sohn, der kæler med Erich Honecker, pryder facaden.

Et parti fra vores åh-så-skrækkeligt-højreradikale-og-borgerlige regering foreslår nu selv, at bilister skal betale en afgift på 1500 kroner for at køre på motorvej. Som om, vi ikke allerede har betalt for dem sytten gange. I tilgift vil Vejdirektoratet bruge vanvittigt mange penge på at installere sensorsystemer, som skal kunne opdage spøgelsesbilister og skyde pigge op, så deres biler må stoppe, inden de når at dræbe nogen.

Som om der nogen sinde er sket et dødsfald på grund af spøgelsesbilisme i Danmark. Okay, der er måske røget et par stykker i svinget, men det er jo ingenting. Med andre ord oplever vi igen, at politikerne - sikkert godt hjulpet af hysteriske kvindemennesker - finder på nogle ulykker, de kan gardere os imod. Jeg var så dum at vade ind på et forum, hvor emnet blev diskuteret, og der lå en kommentar, der gjorde så ondt, at jeg hellere ville have haft højre side af kraniet fanget i en bjørnesaks end at have læst den:

”Hvilket menneskeliv er mindre værd end det, det koster at implementere systemerne i hele Danmark?”

Ja, dit, for eksempel, din kæmpe spade. Jeg er sikker på, at idioten, der postede kommentaren, følte sig enormt godt tilpas bagefter, da han lænede sig tilbage for at drikke det sidste af sin caffe latte. Ufatteligt, at folk kan være så udueligt stupide. Jeg hader den slags holdninger, som ingen værdi har i virkeligheden, men som går rent ind hos de tåber, der er bange for at blive opfattet som "ikke gode". A la ”Åh, hvis vi bare redder en eneste af de utilpassede indvandrere, så er det alle 500 milliarder skattekroner værd”. Nej, det er ej, og det synes du heller ikke selv, hvis du turde bevæge dig bare fem millimeter væk fra din lemminge tankegang.

For du kan jo ikke undvære din fisefornemme cafe, der er så dyr i vedligehold, at de hver aften kunne redde et mindre afrikansk land for omsætningen på din iskaffe med økologisk rørsukker. Ej heller kan du undvære dine grimme briller. Nu kan du endda få et abonnement, så du kan leje alle de briller, du vil. Så når du bliver træt af dine grimme, dumme statementbriller, kan du skifte dem ud med nogle andre grimme, dumme statementbriller.

Men du er jo ikke villig til at undvære det for ét eneste andet menneskes liv. Og det er der heller ingen andre mennesker, der er. Fatter du ikke, at Vejdirektoratet regner i dødsfald pr. år, når de anlægger nye vejkryds, og at de af og til vælger det billige alternativ, som koster flere liv? Du er vel også typen, der bliver forskrækket, når du opdager, at vores soldater i krig har dræbt fjendtlige styrker, eller de, Gud forbyde det, har trukket bukserne af dem, fordi de er så små mænd, at de knækker og fortæller alle deres terrorplaner, når nogen ser deres bare tissemænd?

Nå, men jeg behøver jo ikke være bange for, at mine dæk bliver ødelagt på de der spøgelsesbilist-pigge. Der skal nok være en eller anden SF'er, der lige har trykket en unge ud, og som har kørt sig op i totalt selvsving efter gårsdagens samtale i bollekollektivet om, hvor frygteligt det ville være, hvis hun ved et uheld kom til at køre ned af en rampe og nåede at bremse op inden piggene, hvorefter hendes ækle afkom ville flyve ud af forruden og blive spiddet på dem. Derefter ender det med, at hendes forslag om, at alle piggene skal have gummidutter på, så de ikke kan skære i noget, stemmes igennem, hvorefter alle er glade, fordi politikerne har fuldført et halvt års arbejde. Til. Ingen. Verdens. Fucking. Nytte. Som sædvanligt.

Ha ha, undskyld … ved tanken om den dødeligt spiddede, kraftigt blødende og inderligt skrigende SF-baby, kom jeg altså til at grine. Jeg har ikke moret mig så godt, siden jeg så Armadillo.