fredag den 31. december 2010

Året i terror

Det lader til, at året begynder og ender med terror. For jer SF-vælgere, der maksimalt husker femten dage tilbage i tiden, hentyder jeg til attentatet på Kurt Westergaard, Jyllands-Postens Muhammedtegner. En eller anden neger brød ind i hans hus, hvor han glippede mordforsøget på trods af, at han var bevæbnet med en økse overfor en mand i halvfjerdserne. Forleden stoppede PET en gruppe blandede arabere, inden de havde nået at pløkke medarbejdere ved Jyllands-Posten i København, og for få uger siden lykkedes det en heroisk selvmordsbomber at sprænge sig selv i luften i den eneste mennesketomme gade i juletravle Sverige. Og hvem kan glemme dorske Lors, der lige knap undveg sin egen eksplosion på Jørgensens Hotel?

Hvad siger det om terroristerne her i Norden? At de er totalt uduelige og fejler ynkeligt i hvert eneste forsøg. Egentlig burde det ikke undre nogen. Med vores åbne kasser og himmelråbende naivitet tiltrækker vi de mest inkompetente bundstreger fra verdens lokummer, og terroristbranchen er tydeligvis ingen undtagelse. Der er dog ingen særlig grund til at være rolig, for på et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes. Og egentlig er der også et par borgere i dette land, der fortjener at blive sprængt i luften. For eksempel hende jeg så udtale sig om fyrværkeri i fjernsynet: ”Ja, jeg har arbejdet på en øjenafdeling og ved, hvad fyrværkeri kan udrette.” Uha, tak, Madam Curie, for det kan vi andre da slet ikke selv tænke os til. Eller ham, der boede overfor JyllandsPosten og brokkede sig over, at hans vinduer ville blive blæst ind, hvis en bombe sprang på avisens hovedkvarter. Oh, hvilken ulykke. Og skulle han ikke også tænke på sin nyvaskede Skoda, der ville blive smurt ind i indvolde og hjernemasse? Terrorens ondskab vil ingen ende tage.

Hvis man er typen, der går rundt og er bange for terrorbomber, skal man bare flytte til Randers. Der vil ingen terrorbombe nogensinde sprænge, fordi terroristerne udmærket ved, at den bare vil gøre et allerede eksisterende hul til et endnu større hul, og at alle danskere ville blive lykkelige over, at Randers forsvandt fra landkortet. Måske på nær Randers Regnskov, der sikkert huser nogle bevaringsværdige eksemplarer af andre arter. Jeg har været så uheldig at have været på en række restaurantbesøg i Randers. Egentlig burde de vel kaldes cafeteriaer men uanset hvad, så havde de gæstende par i samtlige tilfælde følgende karakteristika: Manden: G-Star RAW. Kvinden: Afbleget hår med sorte striber. Nåh ja, og så var cafeteriaerne i øvrigt altid halvt tomme, selvom alle borde var optagede. På ethvert givet tidspunkt stod mindst halvdelen af gæsterne nemlig udenfor og sugede Rød Cecil, som var det 1988.

Jeg vil ikke engang begynde at kritisere den randrusianske dialekt. Randrusiansk er for dialekter, hvad australske aboriginals er for menneskeracer: Den grimmeste i verden. Og det kommer fra mig, som er født i en by, hvor indbyggerne uden rødmen siger sådan noget som: ”No passer do bar' på, iggå', ellers får do en på ho'et!”. Jamen, randrusiansk er simpelthen så utrolig grimt. Alle andre dialekter har ... et eller andet. En eller anden charme eller skæv skønhed. Men randrusiansk er bare så grundlæggende ækelt, som kom det fra en debil foderkarls og en åndsfattig bodegaservitrices deforme elskovsfrugt, nyligt frigivet fra et 18-årigt ophold uden social og kulturel kontakt i et bur i en kælder, hvor den levede udelukkende af fiskehoveder og Thor pilsner. Man kan også tydeligt se i fjernsynet, når de interviewer en eller anden person, som uheldigvis viser sig at komme fra Randers, hvordan mikrofonholderen krymper sig, som om et eller andet dyr sked i baggrunden af billedet.

Nej, jeg foretrækker at blive boende i Århus, hvor der er en vis risiko for at blive sprængt i luften. I det mindste kan jeg more mig over de rødes undskyldninger for de stakkels terrorister og se, hvordan de bliver løsladt til kæmpeerstatninger og livslang forsørgelse, fordi de ikke kunne finde ud af at udføre et simpelt job. Tjah, hvorfor skulle det egentlig være anderledes at være terrorist end at være offentligt ansat her i Danmark? Sidstnævnte har i hvert fald noget større succes med at terrorisere befolkningen. Både når de skal udøve deres såkaldte service, og når de brokker sig over, at produktive borgere ikke betaler nok til deres håbløse pyramidespil af et velfærdsprojekt. Herligt. Jeg begynder snart at håbe, at det i det nye år lykkes for en af de sorte terrorister at spænde ben for andre end ham selv, så folk her i landet kan vågne lidt op.

Med en afsluttende hilsen til det grønlandske folk, som i skrivende stund åbenbart er udstationeret foran mit lokale supermarked, ønsker Bitter Blog alle sine læsere et godt nytår.

GUD BEVARE BITTER BLOG

tirsdag den 28. december 2010

Dødfødt kunst

Noget af det værst tænkelige er at miste et nært familiemedlem. Hvad enten den afdøde er en hustru, mand, søster, bror, mor eller far, er det skrækkeligt, når vedkommende slipper hurtigere ud af livet end en selv, og at man står tilbage og skal trækkes med alt muligt bøvl bagefter. Hvis det er et barn, man har mistet, er det naturligvis værre. Glæden over, at man kan sove længere om morgenen, vejer næppe op for irritationen over, at ens investering bare smuttede, inden afkastet – diverse praktisk hjælp, når man blev gammel samt muligheden for at more sig med at favorisere de andre børn – kom i hus. Den allerværste situation er dog ikke afhængig af den afdøde person, men derimod når den efterladte er musiker og aller-allerværst en guitarist.

De vælger nemlig, i modsætning til alle os andre som bare begår selvmord eller parkerer tilværelsen på en førtidspension, tildelt af en kommunal ansat som ikke var mand nok til at sige fra, at basere resten af deres ynkelige karriere på det nylige tab. Jeps, et dødsfald i familien er for en guitarist, hvad et jobtilbud, et opkald fra en headhunter eller en lønforhøjelse er for os andre: En tilskyndelse og opmuntring til at engagere sig endnu mere i "arbejdet". Desværre har guitarister også personligheder som de der gamle, rollator-skubbende pensionister, der sidder på bænken i parken, og som ikke har talt om andet end sygdom siden 1954.

Denne uheldige personlighedskombination resulterer i, at kunstneren genlancerer sig et par år efter dødsfaldet og tvinger alle os andre til døgnet rundt at glo på dem på grumsede, sort/hvide plakater, hvor de i selviscenesættende film noir stil står og ryger, mens de kigger tankefuldt ud i ingenting. Ikke nok med, at sollyset skal spildes på at reflektere deres røvsyge fotoshoots, udgiver de en plade, som selvfølgelig får sindssygt gode anmeldelser, fordi samtlige anmeldere er for politisk korrekte og for flinke til at skrive, at hele skiven er en gang lort: Vi gider det ikke. Hører I? Vi gider ikke høre på jeres forpulede klynkeri, der i forvejen løber i fede strømme ud over jeres tuderockplader og som får os til at ønske, at det var os, der faldt ned fra et højhus eller blev mast af en polsk lastbil, mens vi kørte berusede, uden lys og døve af heavy metal i ørerne.

Hvad fanden er det lige, der sker med dem? Ja, det er da tragisk, at der er nogen, der er død, men hundredtusindvis af mennesker dør hver evig, eneste skide dag, og musikernes ubetydelige tab retfærdiggør absolut ikke en så lang række af plader, at selv Meat Loaf ville krumme tæer over, hvor massivt de plagierer sig selv. Jeg ved en masse om kunst og ja, kunst kommer måske af smerte, men da ikke af noget så banalt som at miste en ægtefælle eller en skide unge. Skulle jeg så skrive en trobadourserenade hver gang, jeg smadrer min storetå på mit skrummel af en komode, fordi det gør en smule ondt? Nej, kunst kommer af noget dybere, noget mere udefinerbart og komplekst end en klump nylig termineret kød, der er kastet i et hul med noget jord og nogle billige blomster på.

Jeg tror, at det, jeg vil sige, er: Så kom dog for helvede videre, inden jeres konstant kørende karruseller af kakofonisk klagesang tvinger os alle ud i selvmord, så alle vores guitarspillende familiemedlemmer producerer plader, der kommer til at tæve jeres elendige produkter langt ud af markedet. Nogen døde. Kom videre. Bitter Blog er som altid positiv og anbefaler jer at se fremad. Husk at for enden af den lange, snoede vej kommer du til et hul i den kolde, hårde jord, gravet kun for din skyld, og du skal nok få lov at lægge dig ned i det, når din store dag kommer. Glæd dig! Ligesom Bitter Blog.

fredag den 24. december 2010

Julebrev: Bitre minder

Da jeg var barn, da … ja, jeg ved godt, at alle løgnehistorier begynder sådan, men i mit tilfælde er det altså sandt. Da jeg var barn, var der jul til. Dengang var der rigtige fattige i gaderne i stedet for de der professionelle, relativt fattige, som knap nok har tid til at blive interviewet om deres overforbrug, fordi de konstant modtager MMS fra deres bollevenner på iPhone'n til 99 kr plus abonnement, og hvis børn render rundt i Canada Goose jakker. Jeg gider ikke engang skrive om dem, for de fortjener ikke opmærksomheden Jeg håber bare, de får kræft og dør. Børnene først. Ægte fattige ville aldrig stille sig op og klynke så skamløst.

Min barndoms jul var sikkert fattig relativt til i dag. Men det er ikke prisen på gaverne, det drejer sig om. Det er minderne om samværet med familien, men det gider tabere jo ikke. De vil hellere hvæse Kings og læse Facebook. Jeg husker ikke mange af de gaver, jeg fik som barn, og det er fordi, minderne overskygger dem. For eksempel husker jeg, hvordan min sadistiske familie trak gaveuddelingen ud til kvart over midnat, så jeg, da jeg endelig pakkede min racerbane ud, var for vrøvle til at samle den, hvorefter min klart mere kompetente far og onkel tog over. Sådan skal de ha' det, de møgunger. Min far skræmte også livet af mig, da han vadede ind klædt ud som julemand. Hvad kan jeg sige? Han var klædt i rødt, og jeg skreg instinktivt. Den aften fik jeg som konsekens ingen gaver, men han tog til gengæld mit slik og gik. Hvad er det nu, den hændelse minder mig om?

Noget, jeg heller ikke forstår ved den moderne jul, er, at folk går i byen for at drikke sig lamme både juleaften og i juledagene. I min familieorienterede jul giver det ingen mening med mindre, man tilhører en meget drikfældig familie, som ikke gider holde julefrokoster. Det er ikke meningen, at man skal vade ind til Århus og drikke cider, Mokai eller hvilken tøsedrik, der nu er opfundet for at skjule smagen af alkohol. Det er meningen, at man skal drikke snaps og kvæles i vamle, marinerede sild. Snaps smager som noget, der er hældt af sildene, og sildene smager som om, de har ligget i snaps. Men det skal drikkes til mundvandet løber over, og brækket bryder læbernes bævrende dæmning. Inden da skal man helst have blameret sig overfor familien og lagt an på svigerinden eller tungekysset med søster. Det må da være noget, de sociale tabere kan finde ud af.

Jeg husker med gru, at en bestemt tegnefilm forsvandt fra Disneys juleshows sendeflade engang i begyndelsen af firserne. Det var den legendariske film med Anders And, som er i krig med de to irriterende egern. Hvor fanden blev den lige af? Jeg har troligt siddet foran skærmen de sidste femogtyve år og ventet på, at den skulle komme igen. Det gjorde den bare aldrig. Jeg garanterer for, at en eller anden idiotisk, politisk korrekt, rød medarbejder hos DR besluttede, at den kunne skade børn, fordi den indeholdt for megen krig. Heldigvis giver kulden mig en smule kompensation på netop det område. Det er nemlig en fornøjelse at se indvandrerungerne i de Canada Goose-jakker, de stjal fra de fattige børn, løbe skrigende rundt, fordi de antændte kanonslag fryser fast til deres hænder. Bum. Velkommen krigstraume. Dadelen falder ikke langt fra stammen. Fandeme ægte julesjov.

Nå, men hvis du mod forventning skulle bo i et område, der ikke vrimler med svedne, blødende indvandrere, så vil Bitter Blog redde din jul. Som en tidlig julegave leverer jeg hermed den dybt savnede tegnefilm, kvit og frit, så selv de relativt fattige kan følge med på deres sløve 40 Mbit linie. Vis den til dine børn, så de kan forberede sig på den uundgåelige krig, der venter et eller andet sted på den anden side af nytår:



Bitter Blog ønsker GLÆDELIG JUL.

mandag den 20. december 2010

Ytringslæk

For første gang i Bitter Blogs historie vender vi katederet. Normalt er det mig, der står bag det og river jer rundt i klassen med al min visdom. Men nu vender jeg det mod jer, jeg sætter mig til rette på den hårde, tredive år gamle skolestol, som har forvredet flere rygsøjler end den Spanske Inkvisition. Nu må I simpelthen forklare mig noget. Dette indlæg drejer sig om WikiLeaks. Ligesom alle jer andre, har jeg heller ikke læst i nogen af lækkene. Jeg forholder mig bare til, hvad jeg tilfældigt har hørt på herretoilettet eller læst på EkstraBladets spisesedler. Vi ved alle, hvad det handler om. Men fortæl mig lige med hvilken logik, dinosauren Lykketoft, som af en eller anden grund stadig er udenrigsordfører for S,  kan vade frem i denne forbindelse og sige:

”Uhæmmet ytringsfrihed er ikke det klogeste, man kan begive sig af sted med i denne verden”

Nu er Lykketoft vel ikke direkte uintelligent. Næh, han er sandsynligvis blot klar over, at de fleste af hans og venstrefløjens vælgere er uintelligente, samfundsforholdsresistente kvinder, der ser formiddags-tv og ved hjælp fra fagforeningens tyranni opretholder en pseudokarriere, mens de melder sig syge eller er gravide derhjemme, hvor de har det bedst. Derfor ved han, at han kan narre dem med sådan et associationstrick.

For det må det da være, ikke? Manden forsøger med al tydelighed at koble Muhammed-affæren, som herhjemme er blevet synonym med begrebet ytringsfrihed, sammen med læk af noget, der i hvert fald i visse tilfælde må have været fortrolige dokumenter. Hans mål er naturligvis at underbygge sin holdning om, at ytringsfrihed er skidt og at fremhæve regeringen og dens støttepartis hykleri, når de disser WikiLeaks, mens de samtidig bakker op om Muhammed-tegningerne. Forklar mig lige på hvilket plan, tegninger af en semi-fiktiv, totusinde år gammel person kan sammenlignes med læk af fortrolige oplysninger?

Vil det også sige, at hvis min læge pludselig stiller sig op på Store Torv i Århus og oplæser min sygejournal for de utvivlsomt tusindvis af interesserede lyttere, så ville Lykketoft betegne det som lægens ”ytringsfrihed”? Det er det måske også, men lige netop millisekundet efter, det har været ytringsfrihed, bliver det et groft brud på vores fortrolighed og hans ansættelsesforhold i øvrigt. Sidstnævnte er så afgørende, at jeg mener, at det klart overskygger det faktum, at udtalen af den række af ord, der sammensat udgør de diagnoser, jeg igennem livet er blevet stillet, kan betegnes som en udøvelse af hans ytringsfrihed.

Er det i øvrigt ikke hysterisk paradoksalt, som de røde kan blive chokerede over, at vores ellers ret demokratiske myndigheder har hemmeligheder, uanset hvor banale, de er? Nærmest som bornerte, småborgerlige parcelfascister, der glor ind gennem naboens vinduer og klager til hele kvarteret om, at der dyrkes sex derinde. Og hvordan de har det med at betegne folk, der vælger at bryde deres tavshedspligt, som idealistiske helte? Dette demonstrerer næsten klarere end alt andet, at de røde står i opposition til den eksisterende, etablerede samfundsform. Dette bør ikke komme som en overraskelse for nogen, der placerer deres stemme på ”jeg vil bare have flere penge fra de andre uden at røre en finger”-partierne og som selvfølgelig har brugt nogle minutter på at skimme principprogrammerne. Og hvis nu det fantastiske socialistsamfund bliver en realitet, så ved vi jo, hvordan deres strålende forgængeres politistyrker har fungeret. Det har i hvert fald ikke været noget med hemmeligheder eller den slags.

Nå, men brug lidt tid på at forklare mig sammenhængen mellem WikiLeaks og ytringsfrihed. Imens vil jeg undre mig over, hvorfor Lykketoft synes, at Muhammed-tegningerne er så slemme, når han i sin kollektivungdom utvivlsomt har ligget og rullet rundt i sit eget snot af grin over kunstnere, der urinerede på Jesus-figurer eller malede billeder, hvor folk defækerer i hans mund. Dengang var det åbenbart ikke så slemt at såre folks følelser, når de bare tilhørte dumme kristne fra Vestjylland og indavlede områder i USA. Ikke, at jeg ikke syntes, det var skægt. Det provokerer bare ikke nogen længere. Ligesom det forhåbentlig snart heller ikke provokerer nogen, at jeg skriver, at Muhammed sandsynligvis havde samleje med en gris op til flere gange. Hey, he was drunk and in a thousand years, who's gonna care? Og nu er der gået knap totusinde.

tirsdag den 14. december 2010

Romantikkens mekanik

Romantik. Jeg fatter ikke, hvorfor kvinder vil have det. Eller rettere … det fatter jeg godt, for hvis de har fået det én gang, vil de have mere. Og mere. Og mere. Til din sjæl er udsuget, tør og død, og du ønsker, at du aldrig havde taget første skridt ud i romantikkens endeløse ørkenlandskab. Hvorfor eksisterer romantikken i det hele taget - denne overflødige pynt på parforholdets sikre tøjvask, madservering og regelmæssig sex, man oven i købet kan tillade sig at prale med i omklædningsrummet?

Romantikken blev opfundet som en trøst, dengang parforholdet var nødvendigt for at overleve. I dag, hvor kvinderne kan få og beholde et arbejde, fordi arbejdsgiverne er tvunget til at beholde dem på trods af, at de stort set er sygemeldte, gravide eller hysteriske konstant, er den ganske overflødig. Der er ingen grund til at opretholde illusionen om, at ”den eneste ene” findes, ligesom dengang den var nødvendig som afledningsmanøvre for at parterne ikke faldt ned i det ufravigelige parforholds afgrundsdybe kedsommelig- og håbløshed.

Nu synes du måske, at jeg virker overdrevent bitter, men som alle jer andre havde jeg også en naiv ungdom. Så vidt jeg husker, varede den, til jeg var omkring 3 eller 4 år, hvorefter det gik op for mig, hvor håbløs verden er, og hvor latterlige og uintelligente alle beboerne er. Men i den naive, unge tid, hvor socialismen virker som en fantastisk ide og tømmermænd er overstået på en time, blomstrer romantikken også. Den lever nemlig på samme kemiske reaktion, som opstår i hjernen, og som man alligevel ikke kan opnå, når man bliver et par dage over tyve år. Så I kan lige så godt stoppe med det samme. Det er bare med at fase gaverne ud i samme takt som blikkene.

Romantik er som stoffer. Bare farligere. For ud over, at brugeren bliver håbløst afhængig, begynder hun også at forfølge pusheren. Almindelige stoffer kan man heldigvis sælge til børn og unge uden de helt store problemer, men blomster, smykker og andre gaver rammer giveren i ansigtet med al ydmygelsen fra skaftet på et idiotisk placeret rivejern. Hun vil have mer'. Og mer'. Og hun opnår intet ved det. Intet. Bortset fra en af to situationer:

  1. Skuffelse over, at mandens nyeste påfund ikke er så prangende som det sidste, hvorefter hun bliver sur og tror, han ikke kan lide hende mere.
  2. Glæde over, det er mere prangende, hvorefter hun straks ser frem til næste påfund, som på et eller andet tidspunkt resulterer i situation 1.

Parforholdets tilstande set fra henholdsvis kvinden og manden

Kvinden ønsker, at manden skal bevise, at hun er den eneste ene for ham. Selvom det er lodret løgn. Det ved vi alle. ”Den eneste ene” er et bedrag, ligesom nemme penge, velsmagende, sunde madvarer eller det multikulturelle samfund (hey, vis mig et eksempel på ét, der fungerer. Uden det har været igennem en krig, hvor den kulturelle smeltedigel udviklede sig fra at være en humanistisk dagdrømsmetafor til at være bogstavelig). Faktisk håber jeg altid i begyndelsen af et nyt forhold, at jeg kommer ind på højst en andenplads. Der skal gerne eksistere en mand, som har været den eneste ene – den, kvinder plejer at betegne ”The one that got away” - for så kan jeg være det i forholdet, som jeg også i virkeligheden er, uanset hvad hun håber på: Bare endnu en i rækken, der har hugget i hende.

Nu skal jeg være fair, fordi der er ligestilling, og kvinder gerne vil have, at de får respekt for at være nogle godt prøvekørte riller. Ligesom man typisk beundrer skiven i en skydekonkurrence eller køber den lås, flest nøgler har kunnet åbne. De vil gerne have samme beundring som manden, der har været en tyr (og ham beundrer alle mænd jo heelt vildt, ikke?) Forskellen er bare, at kvinden ønsker forholdet. Det gider manden desværre ikke rigtig. Kun som et sikkert trinbrædt til noget bedre og som erstatning for mors pengeløse vaskeri. Manden gider faktisk mest kvinden på grund af det, hun har mellem benene. Den omvendte situation eksisterer ikke for så mange kvinder. Derfor kan man betragte antallet af kvindens sexpartnere som en funktion af, hvor ofte hun har fejlet i at etablere et parforhold. Antallet af mandens er blot en funktion af, hvor ofte han er lykkedes i at overbevise en kvinde om, at han muligvis er indstillet på at indgå i et parforhold. Jeg ved ikke, hvad du synes er mest sejt, men jeg tror, jeg ved, hvorfor kvinden ikke nyder samme ”respekt” som manden på dette område.

Summa summarum er romantikken degenereret fra at være nødvendig for parternes overlevelse til nødvendig for forholdets overlevelse. Og da kun kvinderne gider forholdet, er der som mand ingen grund til at investere i romantikken. I kan lige så godt lade være. Jeg har prøvet. Og det fungerer lige så elendigt som alt muligt andet. Som altid. Bortset fra, at I sparer pengene og bekymringerne.

søndag den 28. november 2010

Lige dårlig behandling

Åh, elsker vi ikke ideen om positiv særbehandling? Postulatet er, at visse mennesker på grund af race, religion, seksuel orientering eller køn (dog undtaget kombinationen hvid, protestant, heteroseksuel og mand), diskrimineres af kombinationen hvide, protestantiske, heteroseksuelle mænd og derfor fratages muligheden for at besidde bestemte erhverv. Det er da uretfærdigt i Danmark, hvor den vigtigste regel er, at alle skal være lige, og derfor må samfundet kompensere og give disse mennesker en ekstra, hjælpende, blød kvindehånd. Politisk korrekte politikere og gode borgere kan klappe hinanden på ryggen og eventuelt sende tørkager til dem, der ikke kan lide ideen, i fælles, demonstrativ feel-good ånd. Lige indtil ideen skal implementeres. Når man står med sit solcremeprodukt og ikke ønsker en neger som model. Og forestil dig ramaskriget, når din film om Muhammed bliver tvunget til at give hovedrollen til en grisefarvet, åbenlys homoseksuel handicappet.

Ved at fremme chancerne for folk med en anden RRSK end den evigt onde HPHM kombination, fremmer man forskellene i selvsamme kategorier. Man gør det netop til et problem. Og tro mig, der kommer problemer. Jeg kan i forvejen ikke respektere en kvindelig fagekspert på mit område, og jeg bliver sateme ikke mere tryg ved hende ved, at hun har fået jobbet udelukkende på grund af sine patter. Hvilket hun dog ville helt af sig selv, uden statslig indblanding, uden politisk intervention i erhvervslivet, fordi mit egen arbejdsgiver meget gerne vil ansætte hende. Jeg fatter ikke hvorfor. Jeg arbejder udelukkende sammen med mænd, og der har ikke været så meget som et eneste problem i de seneste fire år. Alligevel vil mit firma gerne smadre freden ved at ansætte nogle kvinder. Heldigvis for mig findes der ingen kompetente af slagsen. Naturvidenskab og kvinder er bare inkompatible størrelser. Sikkert fordi den baserer sig på viden, regler og gennemgående logisk tænkning.

Jeg foreslår, at vi implementerer positiv særbehandling efter top-down princippet. Med andre ord skal de politikere, der indfører særbehandlingen, udsættes for den først. Er der andre end mig, der tænker Mette Frederiksen? Måske skulle hendes barns læge udskiftes med ham fra Somalia, der vandt sin lægeeksamen i et spil kamelkroket, og hvis ide om hygiejne er at skylle munden med indholdet fra den beholder, hvis somaliske øgenavn løseligt kan oversættes til ”pølsespanden”. Eller endnu bedre: Det kan få en middeldårlig kandidat fra et dansk universitet, hvor de lige knap bestod studiet gennem lige mængder gruppeeksaminationer og -sex. Hvor mange dage mon der går, før hendes barn får et ”specielt behov” for at skifte læge, ligesom det var tilfældet med privatskolen?

Positiv særbehandling har mindst én ting til fælles med alle andre forslag, som de røde gylper op: Ingen vil udsættes for dem personligt, men det lyder da meget fornuftigt, hvis naboen bliver det. Eller i hvert fald ham fra nabobyen, hvor alle knallertbøllerne kommer fra. Forslagene kommer også typisk fra den politiske elite, som udmærket ved, at de ikke har en jordisk risiko for selv at få hænderne indviklet i det lort, deres politik skaber i den virkelige verden. Og hvis de gør, så ændrer de på det. Nøjagtig som Helle gjorde. Og som Mette gjorde. Og Margrethe og Holger. Og Manu. Og som Ole ville have gjort, hvis han selv skulle leve under kommunistisk diktatur. Når vi ser bort fra deres øretæveindbydende hykleri, er deres valg kun menneskelige. Men hvorfor skal alle vi andre forbydes at tage samme valg?

Næh, vi skal alle være lige, uanset menneskelige og økonomiske omkostninger. Helt ærligt, så undrer det mig, at staten ikke har allokeret en pose penge, så den sne, der for tiden dækker visse dele af landet, kan blive jævnet ud over hele Danmark. På trods af sin politisk ukorrekte farve. Så risikerer vi nemlig ikke, at der er børn, som får traumer af ikke at lege i sneen. Ja, det er sgu' da ikke mere tosset end alt det andet, staten tvinger os til gennem den sygelige moderbinding, vi er fastlåst i. Og sidst jeg så Psycho, fik moderbindinger alle mændene til at løbe rundt i kjoler, hvilket sjovt nok er det sidste, danske mænd og politikere mangler, før de alle er blevet til ægte tøser.

Mand jer dog op!

tirsdag den 23. november 2010

Studie i stupiditet II

Er vi ikke enige om, at digte er gay? Altså at læse dem. At skrive dem er mere gay end at spule en gruppe fnisende, nøgne, unge mænds numser med vandslange, mens man hører Erasure. Netop derfor var det et kæmpe chok for mig at opdage, at vi skulle igennem emnet på det skrivekursus, jeg har meldt mig til. Ja, jeg har gået på skrivekursus igen, og ja, jeg er en spade efter det, jeg oplevede sidste gang. Jeg vil hellere pierces med beskidte fiskekroge i næseborene og øjenlågene og trækkes fem kilometer på en nysaltet motorvej efter en Ford Granada med udstødningsproblemer, end jeg vil gennemleve den del af kurset igen.

En ting var, da læreren uddelte eksempler på digte, som vi var nødt til at læse, og som der som sædvanlig absolut ingen mening var i. En anden var, da vi fik til opgave at skrive vores egne digte, som skulle læses op for klassen. Jeg forberedte mig ellers godt. Tog skoene af og strakte tæerne godt for at gøre musklerne smidige nok til at håndtere de krampetrækninger, de snart skulle udføre. Gennemkiggede alle Facebookvennernes indscanninger af deres børns grimme og pinlige tegninger. Men intet skulle vise sig effektivt nok mod det, der ventede på mig på den anden side af skriveøvelsen. Selvom jeg intet skrev, og jeg derfor slap for at læse op, så var der bestemt andre, der gjorde …

Lad mig fortælle lidt om en af personerne på skrivekurset. Hendes type er en lige så sikker deltager som dårlig automatkaffe, halstørklæder i overstørrelse og islandske sweatere. Hun er så langt over 40, at det begynder at blive en tungere byrde, end der er godt for hendes ryg, og hun har læst nordisk litteratur i seks år på universitetet. Hun drømmer om at skrive en roman. Det bekymrer hende ikke, at hun ingen ideer har til hverken indhold eller plot, for sådanne underlødige elementer er alligevel passé og har ikke plads i hendes fremtidige værk. Det morsomme er, at hun ikke øver sig på at skrive. I stedet brokker hun sig og snakker højlydt om alle sine spekulationer om, hvordan hun undgår at lave noget, fordi ægte kunst bør blive leveret til hende gennem et eller andet Hansi Hinterseer-lignende væsen, der trænger ind i hende den nat, det lykkes den at forcere soveværelsesgulvets bjerg af 220-volts vibratorer, der bevogter hendes forfattermødom.

Hun tøver ikke med at klassificere sig selv som kunstner, og ethvert forsøg fra læreren på at overlevere praktiske teknikker til at komme videre med skrivningen, afviser hun med det samme. Hvis man skal arbejde, er det ikke rigtig kunst. Det skal helst bare sive fra hendes fantastisk dybe og indsigtsfulde indre og skal ikke være konstrueret på nogen som helst lavpraktisk facon. Derfor laver hun heller ikke noget, når vi har skriveøvelser på kurset. Undtagen når der skal skrives digte, åbenbart. Og der er hun tilsyneladende også yderst ivrig for at læse op. Jeg vægrer mig ved at citere:

”Mandag morgen er majstænder
og brune gardiner.”

På dette tidspunkt var det ikke blot mine tæer, der krympede sig. Enhver celle i min krop var i gang med at vende vrangen ud på sig selv i synkrondans med min mavesæk. Jeg tror, blodet stoppede med at cirkulere, og jeg kom først til mig selv, da jeg fik tungen i klemme under mine fortænder, der ved hjælp af min kæbes krampen havde boret sig ned i bordpladen foran mig. Desværre var hun ikke helt færdig endnu:

”Te-bolle-chokolademand
med kaffe og kage til.”

Bagefter var der stilhed. En ældre dame overfor mig sad med et skævt, eftertænksomt smil, satte hovedet på skrå og lavede et lille pust med næsen, som om der lige var blevet serveret et lille stykke sushi af klogskab foran hende. Læreren roste. Digtet var tilsyneladende godkendt. Inden i mig skete ingenting. Det var som om, jeg gik i dvale. Lige indtil næste undervisningstime. I mellemtiden indsamlede jeg argumentation. Nu er jeg jo lidt af en tøs, så jeg ønskede ikke at sige det direkte til hende. Jeg ville levere beskeden gennem simple, konstruktive retningslinier, som jeg i øvrigt fandt på få sekunder ved at google ”digte regler”. Sørme om ikke damens største fejl var pinligt pennet ud i punkt 3, 4, 6, 7, 8, 11 og 13 i et af søgningens første resultater: 20 måder at skrive dårlige digte på. Jeg skrev reglerne ud i fjorten eksemplarer og tog dem med på næste kursusdag for at dele dem ud. Desværre nåede jeg aldrig så langt. Ved kursusstart overhørte jeg endnu en af hendes tirader om, hvor grinagtigt handling i litteratur var, og hvordan hun følte sig talt ned til, når hun blev præsenteret for dem, hvorefter jeg knækkede som en havestol under min ekskæreste. Jeg rejste mig, smed bunken af kopier i hovedet på kvindemennesket og råbte:

”Så hold dog din forpulede kæft, so. Du er fyrre år. Langt over fyrre. Du har gået på universitetet i seks år. Seks år af din miserable, forspildte eksistens. Seks år, der efter al sandsynlighed har kostet produktive samfundsborgere millioner af kroner. Og hvad kommer der ud af det? Affald. Intet andet end ubrugeligt affald. Hvad var det lige, du præsenterede os for sidste gang? Digterkunst? Ingen, ingen kan kende forskel på dine digte og tyve sekunders tilfældig indsigt i en tvangstankeplaget hjernes degenererede tankerække. Tror du ikke, vi andre lægger mærke til, at du kun deltager, når der skal digtes, og du har mulighed for på få sekunder tankeløst at klaske tilfældige linier sammen, som i deres prætentiøse patos kan imitere en eller anden form for substans? Du laver ikke engang dine egne metaforer, for Guds skyld! De er jo stjålet fra gamle børnerim! Hvorefter du forventer, at vi skal dåne over dine dybt naive, tilfældige vrøvlerier. Det, du leverer, har intet indhold. Intet. Enhver gymnasieelev kunne levere noget, der har større litterær værdi. Selv Muddi og Salamidrengene leverer højere poesi end dig. Og nu skal jeg fortælle dig noget: Jeg er træt. Træt af at blive pålagt af samfundet at pukle mit i forvejen rigeligt uudholdige liv væk for at uduelige, dovne og selvhøjtidelige snobbefisser som dig skal kunne tage fine uddannelser og føle sig bedre end alle andre. Jeg påstår ikke, at jeg selv besidder bare et minimum af talent, men i det mindste gider jeg arbejde en smule for det, og måske vil det endda lykkes for mig engang at producere noget, der er værd at læse for andre. Og ved du, hvad jeg så kan ærgre mig over? Hvordan det har taget mig tyve gange så lang tid, som det burde, fordi jeg skulle slide min røv og min tid op på at finansiere din ubrugelige uddannelse, så du kunne drømme flygtigt om noget, du absolut ingen forudsætning har eller nogen sinde vil få for at opnå. Så gider du ikke godt lige holde din forbandede, evindeligt knævrende kæft, din klamme, udtrådte krikke?”

Derefter var der stilhed i tre-fire minutter, bortset fra spredt rømmen, lærerens maniske bladren i papirer efter afledning og en længerevarende, vibrerende brummen, da kursets handicappede deltager besørgede i sin voksenble.

Ud over at få lettet trykket for min frustration, fik jeg faktisk indsigt ud af alt dette her. En forklaring på, hvorfor visse moderne kunstnere går så grundigt i mit pis: Det er fordi, de hverken udfører eller anerkender hårdt arbejde som midlet til at nå kunsten. Hårdt arbejde er, ganske som i socialstaten, underlødigt og måske endda skadeligt. Det imponerer mig ikke, når de leverer noget, som tilsyneladende er grebet ud af den blå luft eller virker intetsigende. For det er blot intetsigende, idet det ikke har substans fra selve præstationens strabadser. Hvis en jordomrejse begynder og ender samme sted, bliver du ikke opdagelsesrejsende af at blive stående samme sted, selvom du for den overfladiske beskuer er endt samme sted som dem, der trak sig igennem den møjsommelige rejse. Det imponerer mig heller ikke, når folk kaster sig for fødderne af dem, der bare blev stående og faker, at de tog rejsen. Og som udnytter, at nogen tror, kunsten ligger i, at kunstneren tilsyneladende ikke behøvede at foretage rejsen. For det er bare almindelig menneskelig stupiditet i sin grundform at lade sig bedrage i skræk for, at andre skal tro, man er stupid. Paradoksalt nok.

Jeg burde holde mig fra andre mennesker. Seriøst.

fredag den 19. november 2010

Røde hunde

Min lillesøster dukker sig, når jeg hæver hånden. Jeg kaster mig på jorden, når jeg ser en kvindelig bilist. Sådanne fænomener plejer man at navngive efter "Pavlovs hunde", som savlede, hver gang de hørte en klokke, som ringede, når de blev affodret. De røde har en lignende automatisk reaktion, hver gang de ser eller hører noget, som har sin oprindelse i USA. Vi kan navngive dette fænomen efter ”folkeskolens elever”, som får leveret hadsk tale om USA så sikkert som skolemælken. Et klassisk eksempel er naturligvis Villy Søvndals spørgsmål til Statsministeren, efter han havde læst DSBs ”Ud & Se” og misforstået kommasætningen. Der kan man se, hvad man får ud af at proppe USA-had og ikke grammatikregler i børn.

Et af ofrene for disse marionetdukkespasmer er McDonald's restauranterne. I min egen omgangskreds må jeg jævnligt bøvle med zombieagtige idioter, der ganske uden omtanke sviner dem til. Deres råvarer er for eksempel af elendig kvalitet, hører jeg. Og er der ikke noget om, at den der klovn godt kan lide børn? Når jeg går dem på klingen, begrænser deres forsøg på at begrunde påstandene sig til noget med ”jamen, det kan jeg smage”, ”det er almindelig kendt” og ”han ligner klovnen fra den der Stephen King film”. Den hedder ”It”, for helvede.

Jeg læste for nylig på internettet, at en eller anden rødskinke havde opbevaret et Happy Meal i 14 år og var fortørnet over, at det ikke gik i forrådnelse. Dåsen argumenterede naturligvis for, at McDonald's brugte forfærdeligt grusomme ingredienser, som kun kunne være endt i deres hænder gennem en pagt med Djævelen og muligvis selveste George Bush. Stupid, som jeg er, ikke ulig de fleste danskere, var jeg tilbøjelig til at tro. Hvilken satanistisk mekanisme kunne der dog ligge bag sådan en unaturlighed? Heldigvis fandt jeg kort tid efter en artikel, hvis forfatter tydeligvis ikke smed hjernen og dens kritiske sans i papirkurven sammen med den beståede journalistskoleoptagelsesprøve.

Nogle forskere, næppe humanistisk uddannede, kunne berette, at måltidets holdbarhed skyldtes en afskyelighed, vi har kendt til i årtusinder: Konservering. Den anklagede burger bestod af en tørstegt bøf, ketchup, sennep og syltede agurker. Tørring, saltning, lagring i fedt, syrning. Grunden til, at der ikke var mug på burgerbollen, var sandsynligvis (og hold nu fast i tremmerne, røde aber): En meget høj grad af hygiejne. Kapitalistslaven bag grillen bar nok plastikhandsker. Og det blev ham ikke pålagt for, at hans hænder skulle tørre ind, så han var tvunget til at købe fugtighedscreme hos Karl Rove's andet verdensomspændende monopolfirma. Men alt dette kan nok modargumenteres af Carsten eller Flemming Jensen, når de drages ind som levnedsmiddelseksperter på vores elskede, statsejede tv-kanal.

Der er altså lige så gode grunde til at stole på de røde, som der er til at stole på UFO-tosser og spøgelsesjægere. Hver gang de finder noget, der umiddelbart kan finde forklaring i deres forvrængede fantasier, skriger de op uden at tænke sig om. Ovenstående eksempel er blot et af mange. Hvor UFO'er og spøgelser er eventyrlige og kuriøse, er den røde trussel dog skræmmende nær. Jeg har virkelig aldrig fattet, hvad der er så tiltrækkende ved Sovjet-løsningen, Ole Sohn? Altså, bortset fra mængden af vodka, gulag-lejre og kannibalistiske babushka'er. Men mon ikke det er magten over folket og den bekvemmelige fjernelse af individets frie valg, der får det til at snurre så dejligt i den ellers godt prøvekørte røde stjerne?

Grove stykker saltet, halvfordærvet flæsk og roesuppe er utvivlsomt lækkert, men hvis prisen for personlig frihed er lettere forudsigelig mad fra Den Gule Måge, så tror jeg, jeg foretrækker det sidste. Det har jeg trods alt mulighed for at vælge fra. Og sig mig, blev vaccinen mod røde hunde egentlig ikke opfundet for mange år siden? Under alle omstændigheder burde vi være immune, eftersom sygdommen har hærget kloden gennem hele sidste århundrede.

I nægter åbenbart at lære.

tirsdag den 16. november 2010

Brækpyramiden

Forleden vågnede jeg til et mareridt, som viste sig at være mere end blot en ny dag sammen med jer. Ifølge TV2s nyheder skal kostpyramiden nu ændres, så den tager klimatiske hensyn. Jeps, det skal ikke længere handle om ernæring men også om begrænsning af drivhusgasser. Vi ved alle, hvordan den latterlige ide er opstået:

Klokken er ved at blive 13 i FDBs bestyrelseslokale. Siden klokken 9.30 har Iben stået for enden af bordet foran alle jakkesættene og brainstormet ideer. Iben er konsulent – en titel, hun har prefixet med et eller andet fuldstændigt intetsigende buzzword, som retfærdiggør en enorm løn – og er hyret af FDB til at komme med ideer til tiltag, som skal gøre FDB mere synlig i befolkningen. Foran hende ligger et større bjerg af plancher af det fineste hvide, kraftige papir, som hun har revet fra flipovertavlen i takt med, at indholdet blev åbenlyst ubrugeligt. På trods af, at der hænger et whiteboard lige bag ved hende.

Iben er ved at løbe tør for ideer. Hun har ellers kommet med mange gode forslag. At mindske racismen ved at erstatte Brugsens brune kitler med en grå, anonym kopi. At butikkerne skulle droppe hvidt sukker og udelukkende sælge økologisk rørsukker fra afrikanske farme med religion- og raceneutrale arbejdersammensætninger. At slagterafdelingerne skulle droppe det umoderne og spliddannende svinekød til fordel for sort sushi. At lavprisbutikkerne skulle satse på statementbriller til de lavt uddannede. Hun er ved at blive desperat. På en eller anden måde bliver hun snart nødt til at bevise, at hun har en bachelor i litteraturhistorie og i hvert fald en kvart cand.mag i filosofi fra Roskilde Universitetscenter.

Bestyrelsesformanden læner sig tilbage i sin læderstol og drejer rundt og betragter resten af forsamlingen, inden han drejer tilbage og kigger på Iben. Han retter sig op i stolen, som knirker en smule.
”Iben, det er nogle skidegode ideer, du kommer med, men vi mangler lige det sidste. Det innovative, det nyskabende.” Han hæver armene og knytter næverne. ”Det, som gør forskellen.”
Iben er ved at gå i panik. Som det så ofte sker, når hjernen beordres til at finde ideer, vandrer tankerne mod alt muligt andet. Hun tænker på sine to børn, bestilt og født ved skatteyderbetalt kejsersnit, fordi hun ikke gad udholde smerten ved barnefødsler. Hun ser dem lige inden klokken 5.30 om morgenen og om aftenen, når de skal i seng. Manden henter og bringer dem. Han står også for rengøringen i hjemmet og har ikke så meget tid til sig selv. De få timer, Iben og han har sammen, bruger Iben på metodisk at waterboarde hans sjæl med sine evindelige klynkehistorier om, hvor uretfærdigt, alle hendes mandlige kolleger behandler hende. Men de har jo heller ikke børn. Børn.
”Klima.” udbryder Iben, efter hun kommer i tanke om, at hun havde instrueret manden i at lave bæredygtige madpakker til børnene, så de andre forældre ikke skulle tro, at hun kunne finde på at svigte verden. Slet ikke som hende den irriterende Marianne, der havde nedladt sig til at give sine børn frikadeller med i skole. Hun stemmer sikkert også DF.

Bestyrelsesformanden rejser sig op. Han løfter armene igen. Og klapper.
”For helvede, Iben. Du leverer igen.” Han peger på en af de kasserede plancher, hvor Iben havde tegnet en Inka-pyramide som forslag til nyt indgangspartidesign til lavprisbutikkerne. ”Og en pyramide.”
Han vender sig om mod de andre medlemmer af bestyrelsen.
”Kom i gang. Vi skal klimatisere kostpyramiden. Det er næsten så simpelt, at det er genialt. Tak, Iben, tak. Tak, fordi du faciliterer vores innovationsproces.”
Iben hører ikke noget. Hun er gået i gang med at spille Plants vs. Zombies på sin iPhone. Da hun forlader lokalet for aldrig nogensinde at bekymre sig mere om sit forslag, glemmer hun næsten sin MacBook Air, som hun plejer at kalde for sin ”store iPhone”.

--- * ---

Så på grund af den so til Iben, skal alle vi andre nu trækkes med endnu en portion latterlige kostråd. Som om, det ikke er forvirrende nok i forvejen med de allerede gigantiske arméer af modsigende kostråd, der tørner sammen i aviserne og blandt alternative healere i realityprogrammer på TV3, vil FDB nu blande noget religion og overtro ind i deres kostpyramide. Hvorfor ikke også udvide den med en lille firkant, der siger, vi skal spise usyret brød om søndagen?

Hele cirkusset handler om, at FDB skal udvise et smart og moderne image, og at folk som Iben skal føle sig som gode mennesker, når de ind imellem følger et par kostråd. Der er nogle ironiske sider af, at Iben indtager groteske mængder sushi sammen med veninderne, når de drømmer om en Verdensunion uden forurening, krig og landegrænser, hvor alle er venner og har interracial sex på kryds og tværs. Den første er, at de griner af Star Trek klubbens mandlige medlemmer, som faktisk er et godt stykke nærmere realiteterne, end tøserne selv er. Den anden er, at de er miljømæssige svin. Jeg så nemlig en eller anden rød intellektuel på DR2 sige, at sushi er noget af det mindst bæredygtige føde overhovedet. De røde plejer godt nok at lyve, når det passer ind i deres kram, men jeg er ligeglad, fordi det også passer ind i mit kram. I det mindste var det ikke mig, der startede den eventuelle løgn. Så Iben og hendes svinske veninder kan godt kysse det rå fisk farvel.

Nå, men bare rolig, jeg kan nemt lave en ny kostpyramide til Iben og alle jer andre klimabekymrede:


Nemlig. I skal ikke æde noget som helst, så I hurtigst muligt kan kradse af, så jeres systembelastende kroppe forsvinder fra klodens overflade. Så kan vi andre komme videre med at leve et nogenlunde tåleligt liv uden al jeres evindelige brok og irriterende indblanding.

fredag den 12. november 2010

T minus 24

Jeg sad og så Debatten på DR2, som handlede om finanslovsforliget. Pia Kjærsgaard og Lene Espersen stillede op mod Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-something, da resten af venstrefløjen ikke havde groet nosser nok til at indrømme, at de støtter den nye 24-års regel. Eftersom politikernes udtalelser ikke indeholdt overraskelser, kan jeg på ingen måde redegøre for, hvordan jeg kunne føle mig underholdt i en hel time. Måske var det fordi, jeg kradsede mig mellem ballerne imens. Nå, men mens Lene Espersen halvsov med jetlag efter endnu en ferie, klarede Pia Kjærsgaard sig bedst. Hun var skarp, havde styr på fakta og udstrålede, at DF tager ansvar som støtteparti. Da hun begyndte at tale om paraboler og at forbyde internettet, havde hun dog nok virket mere kompetent, hvis hun havde formet ballondyr eller jongleret med fakler.

En af grundene til, at min bagdel blev ved med at klø, var, at ingen af dem turde sige sandheden: 24-års reglen handler om at afholde uvidende, snyltende og dovne bekvemmelighedsflygtninge fra muslimske, ikke-vestlige lande fra at hente endnu flere menneskelige dræbersnegle op for at ligge sig godt til rette på Velfærdsdanmarks luksus tag-selv salatbar. Jeg indrømmer, det lyder en smule selektivt. Men tænk lige på baggrunden: Vi er i forvejen en hel nation af blegfede, indfødte snyltere, der lever af mindretallets knoklen i det private erhvervsliv. Hvis vi skal blive ved med at agere åndedrætsapparat for vores egen enorme, kræftramte lunge af dovne offentligt ansatte og de lidt mere aktive, frivilligt arbejdsledige, har vi simpelthen ikke råd til at hive andre nassere ind i vores skrantende land.

Det er primært ovennævnte indvandrere, der trækker nye til. Det ved vi alle. Men ingen af politikerne nævner det. Vestagers patetiske klynkeeksempel med den stakkels thailandske Phat-Twat, der ikke kan komme op til Bøvlingbjerg og bo hos sin Hans-Ole, er simpelthen til grin. Hun er så forelsket, men regeringen vil forbyde kærligheden, sukker vores gråsprængte kulturradikale idealist, og hvilke onde mennesker kan da være imod selveste Kjærligheden. Og selvom jeg er hemmeligt forelsket i lækkert modne Margrethe, kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor 21-årige Phat-Twat, der tilfældigvis - som alle andre thailandske kvinder - ligner en spændstig teenage-dreng, skulle drages af tvivlsomt soignerede, førtidspensionerede Hans-Ole med den elektriske trehjuler, de tomme krudtuglebajere og den fedtede pædo-frisure. I øvrigt er eksemplet irrelevant. Såfremt den lille thai-propel skulle flyve herop, ved vi jo, at hun straks ville starte en ny grill- eller dansebar og dermed føje sig til vores svindende segment af ydende medborgere. De er så driftige, er de, de små knallerter. Og altså er hun ikke et problem.

Johanne trak så det fantastisk overraskende det-er-kun-de-rige-der-kan-få-lov kort, hun har snuppet fra Villy Søvndals ærme, og kommer med et eksempel på den stakkels sosu-hjælper, som ikke vil kunne få sin amerikanske kæreste til Danmark. Og ja, for dem er der jo heeelt vildt mange af, de der sosu-hjælpere, som møder amerikanske kærester. Især når de diskuterer litteratur på internationale internetforums, er på studieophold eller spiller World of Warcraft i fritiden. De plejer nemlig slet ikke at nøjes med Tonny nede fra den lokale bodega, fordi han gentagne gange gav dem opmærksomhed i form af et ræb og en hastigt accelererende knytnæve til venstre øjeæble.

Om jeg fatter, at det kan være så farligt i dette møgland at sige, at vi ikke gider have flere fattige, ressourcesvage mennesker ind. Det var faktisk et godt ord: Gider. Nej, vi gider ikke, okay?! Men politikerne tør ikke, fordi medierne så fremtryller en tøsehistorie fra Udkantsdanmark med et eller andet obskurt eksempel, som er fuldstændig ortogonalt til 99,999% af sammenføringstilfældene. Desværre kan den jævne danske vælger absolut intet gennemskue. Intet. De bliver ved med at stemme for den eneste, sande 24-års regel: At vi om 24 år er et totalt og absolut rabundusland, hvor der ikke længere er en skid råd til noget som helst til nogen som helst.

Jeg glæder mig.

mandag den 8. november 2010

Rullende udgifter

Ja, jeg hader stadig handicappede. I det seneste stykke tid har jeg gået på et kursus, hvor jeg har været i selskab med et eksemplar. Det er ufrivilligt, for åbenbart advarer kursusudbyderen ikke, når der er kørestolsbrugere blandt deltagerne. Og det hjalp ikke at melde sig til et, der foregik på femte sal i Århus’ smalleste hus, for kommunen bekoster naturligvis 3,5 millioner til at bygge en elevatorlift til ære for de syv dage, vores lille hjuller skal til kursus. Pengene kunne have været brugt på kræftpatienter. Pest eller kolera, hvis du spørger mig.

Nå, men jeg ved ikke hvad fanden, han fejler, ham i stolen. Hans øjne kigger i hver sin retning, og håret sidder ad helvede til som om, han er en eller anden Pinocchio på dope. Og så kan han ikke tale. I hvert fald ikke bedre end mig, når jeg er til tandlægen og har fået femten instrumenter stukket i munden. Men alligevel trækker han al opmærksomheden og tiden på kurset. Ikke, at jeg er misundelig, men jeg kunne godt tænke mig, at jeg fik bare en smule ud af det, nu jeg 1) arbejder, 2) har betalt fuld pris for at deltage, 3) har betalt en god del af hans pris for at deltage, 4) ikke ligger samfundet til last, 5) rent faktisk fatter noget og 6) ikke er medvirkende til, at alle andre på kurset mister appetitten i frokostpausen.

Egentlig er det dybt tragisk at betragte sådan en mands ulykke på et kursus. Og her taler jeg altså om læreren, som i desperation og dyb angst for politisk ukorrekthed fedter grotesk meget for vores såkaldt ”syge” ven, når han siger et eller andet håbløst ud i klasseværelset. Det er naturligvis kun for at få opmærksomhed, for det, han bidrager med, har aldrig relevans til noget på kurset. Samtidig sidder hjælperen så og oversætter, fordi ingen andre fatter en meter af, hvad idioten siger. Endnu en samfundsudgift til det store sorte hul.

Når det så er frokosttid, og man selvfølgelig har fået kantinebordspladsen overfor Den Rullende Savler, er det udelukket at spise. I hvert fald trækker min mavesæk sig i kramper, der ikke ligger meget under for de fysik-fornægtende bevægelser, hans fingre udfører. Derfor er der kun én ting at foretage sig: Smalltalk. Det gider jeg ikke. Og hvad siger man i øvrigt til sådan én? ”Nå, men er du så almindelig spasser, eller hvad?”. Jeg gider ikke engang forsøge, fordi man kan se, hvor pissesnobbet han er med sine konstant himmelvendte, halvdøde, klokken-er-ti-minutter-i-to øjne.

Nu tror du sikkert, at jeg har noget imod handicappede. Det har jeg også, men egentlig er jeg et tolerant menneske. Jeg fatter bare ikke, hvorfor kommunen absolut skal dyppe dem i først guld og derefter platin. Er det en slags kompensation? ”Okay, vi ved godt, at dit liv er lort og for din egen og alle andres skyld forhåbentlig meget snart forbi, men her er en lastvogn med penge, så vi alle glemmer, hvorfor du egentlig fik dem”.


Nu læste jeg også, at de handicappede er forfærdede over et forslag om, at sårede soldater kunne få noget ekstra, fordi der så skabes et A- og B-hold af handicappede. Nu skal jeg fortælle jer noget: I er alle på B-holdet, men i det mindste har soldaten lavet et eller andet samfundsgavnligt til forskel for jer nyttesløse spassere, som blot lavede en ordentlig bule i den stakkels spritbilists ditto-nye bil.

Ej, spøg til side, jeg får jo næsten dårlig samvittighed af at skrive det her indlæg. Jeg synes bestemt, at de handicappede skal have penge, så de kan leve en eller anden form for almindeligt liv. Men kan vi ikke få noget tilbage udover opmærksomhedshungrende og dybt irriterende, uhyggeligt mobile medborgere? For eksempel at vi får lov til at kategorisere og behandle jer alle som åndssvage? Det er nemlig præcis sådan, I ser ud.

torsdag den 4. november 2010

Pylrepolitikere

Det er så sindssygt dyrt at køre bil, at vi alle snart vælger at skrotte den. Eller rettere: Det gør vi ikke, fordi bilen repræsenterer frihed, hvilket politikerne udmærket ved. Derfor kan de blive ved og ved med at brandbeskatte den, indtil vi alle går fallit og må køre i grå busser frem og tilbage fra vores grå hjem til statens grå vindmøllefabrik, hvor en nu solbleget, tidligere farvestrålende plakat af Ole Sohn, der kæler med Erich Honecker, pryder facaden.

Et parti fra vores åh-så-skrækkeligt-højreradikale-og-borgerlige regering foreslår nu selv, at bilister skal betale en afgift på 1500 kroner for at køre på motorvej. Som om, vi ikke allerede har betalt for dem sytten gange. I tilgift vil Vejdirektoratet bruge vanvittigt mange penge på at installere sensorsystemer, som skal kunne opdage spøgelsesbilister og skyde pigge op, så deres biler må stoppe, inden de når at dræbe nogen.

Som om der nogen sinde er sket et dødsfald på grund af spøgelsesbilisme i Danmark. Okay, der er måske røget et par stykker i svinget, men det er jo ingenting. Med andre ord oplever vi igen, at politikerne - sikkert godt hjulpet af hysteriske kvindemennesker - finder på nogle ulykker, de kan gardere os imod. Jeg var så dum at vade ind på et forum, hvor emnet blev diskuteret, og der lå en kommentar, der gjorde så ondt, at jeg hellere ville have haft højre side af kraniet fanget i en bjørnesaks end at have læst den:

”Hvilket menneskeliv er mindre værd end det, det koster at implementere systemerne i hele Danmark?”

Ja, dit, for eksempel, din kæmpe spade. Jeg er sikker på, at idioten, der postede kommentaren, følte sig enormt godt tilpas bagefter, da han lænede sig tilbage for at drikke det sidste af sin caffe latte. Ufatteligt, at folk kan være så udueligt stupide. Jeg hader den slags holdninger, som ingen værdi har i virkeligheden, men som går rent ind hos de tåber, der er bange for at blive opfattet som "ikke gode". A la ”Åh, hvis vi bare redder en eneste af de utilpassede indvandrere, så er det alle 500 milliarder skattekroner værd”. Nej, det er ej, og det synes du heller ikke selv, hvis du turde bevæge dig bare fem millimeter væk fra din lemminge tankegang.

For du kan jo ikke undvære din fisefornemme cafe, der er så dyr i vedligehold, at de hver aften kunne redde et mindre afrikansk land for omsætningen på din iskaffe med økologisk rørsukker. Ej heller kan du undvære dine grimme briller. Nu kan du endda få et abonnement, så du kan leje alle de briller, du vil. Så når du bliver træt af dine grimme, dumme statementbriller, kan du skifte dem ud med nogle andre grimme, dumme statementbriller.

Men du er jo ikke villig til at undvære det for ét eneste andet menneskes liv. Og det er der heller ingen andre mennesker, der er. Fatter du ikke, at Vejdirektoratet regner i dødsfald pr. år, når de anlægger nye vejkryds, og at de af og til vælger det billige alternativ, som koster flere liv? Du er vel også typen, der bliver forskrækket, når du opdager, at vores soldater i krig har dræbt fjendtlige styrker, eller de, Gud forbyde det, har trukket bukserne af dem, fordi de er så små mænd, at de knækker og fortæller alle deres terrorplaner, når nogen ser deres bare tissemænd?

Nå, men jeg behøver jo ikke være bange for, at mine dæk bliver ødelagt på de der spøgelsesbilist-pigge. Der skal nok være en eller anden SF'er, der lige har trykket en unge ud, og som har kørt sig op i totalt selvsving efter gårsdagens samtale i bollekollektivet om, hvor frygteligt det ville være, hvis hun ved et uheld kom til at køre ned af en rampe og nåede at bremse op inden piggene, hvorefter hendes ækle afkom ville flyve ud af forruden og blive spiddet på dem. Derefter ender det med, at hendes forslag om, at alle piggene skal have gummidutter på, så de ikke kan skære i noget, stemmes igennem, hvorefter alle er glade, fordi politikerne har fuldført et halvt års arbejde. Til. Ingen. Verdens. Fucking. Nytte. Som sædvanligt.

Ha ha, undskyld … ved tanken om den dødeligt spiddede, kraftigt blødende og inderligt skrigende SF-baby, kom jeg altså til at grine. Jeg har ikke moret mig så godt, siden jeg så Armadillo.

søndag den 31. oktober 2010

Oles kuglestød

Så stillede Joachim B. Olsen da lige op i politik. Og hvorfor ikke? Når han nu har valset igennem jævndanskerens yndlingsprogram ”Vild med dans” og andre, mindre populære TV-shows, så kan man lige så godt udnytte genkendeligheden til at få en politisk karriere. Han bliver en fremragende politiker! Hvad ellers kan der komme ud af en person, der har vist sit værd inden for at kaste jernkugler, bære faner og æde usandsynligt mange kartofler?

Billedet linker fra en artikel i BT

Man kan også se på hans portræt, at han bliver dygtig til at arbejde hen over midten. Han er tydeligvis i stand til at se til både venstre og højre på én gang. Og hvad er faren ved at stille op for Danmarks umiddelbart eneste fornuftige parti, der ønsker at effektivisere det offentlige, når ens vælgere netop er taget ud af det jævne fjernsynssegment, der elsker at stjæle andres penge gennem skat for at bruge dem på mazarintærter lørdag aften? Jeg ser den i hvert fald ikke.

Kender du spillet Klodsmajor? Jeg har spillet det med en 7-årig person, som jeg tæver hver gang. Og jeg vinder også spillet. På trods sine utallige, selvværdsknusende nederlag fatter denne lille person alligevel, at tårnet vælter, når man fjerner de bærende klodser. Noget, der tilsyneladende ikke er gået op for vores politikere endnu. Og mon Joachim B. Olsen har fattet det? Skal vi vædde? Jeg hader at anvende halv-døde metaforer, men noget med ”elefant i glasbutik” og ”World Trade Center” er ved at finde sammen i mit hoved ved tanken om hr. Olsen ved mikrofonen.

Det er ikke engang bare tanken. Allerede første dag ved mikrofonen klassificerer bøflen vores velfærdssamfund som ”fantastisk”. Og eftersom det ikke blev fulgt af ”dårligt”, ”sort hul” eller ”ineffektivt”, så var det simpelthen løgn. Men jeg tror ikke, han lyver bevidst. Jeg tror bare, han passer godt ind i sit potentielle vælgersegment.

Joachim B. Olsen stiller op i Nordjylland, og derfor havde Liberal Alliance ikke skyggen af chance for at få min stemme, hvis jeg boede der. Blandt andet fordi jeg havde hængt mig i kedsomhed. Men derudover er det trist, når partiet i Østjylland opstiller en af de mest interessante kandidater, jeg har set i mange år. Ole Birk Olesen tør sige tingene ligeud, og hans argumentation er simpel og gennemskuelig. Derfor hader alle kvinder ham, hvilket giver ham ekstra point i min bog. Åh ja, og så har jeg altid foretrukket Jokeren fremfor Hulk.

Men tør man stemme på ham, når denne forholdsvis spinkle mand er partimæssigt lænket sammen med 159 kilo stupid, uregerlig dødvægt, som ikke bare er førstnævntes fysiske - men også indsigtsmæssige - modpol? Polernes uundgåelige tiltrækning ender med en grim kollision på midten ligesom i al anden dansk politik, og når støvet har lagt sig, vil Liberal Alliance ligge tilbage som "Det Radikale Venstre uden mørkfremmeddrømmende kvinder og statementbebrillet homoseksuel".

Jeg stemmer blankt.

onsdag den 27. oktober 2010

Nazist amok!

Jeg læste en interessant kriminalhistorie i avisen forleden. Du gider sikkert ikke læse den, så jeg opsummerer her: 20-årig mand går amok i et fitnesscenter, råber fornærmende ting til de kvindelige brugere og kaster en 34 kilo tung håndvægt efter en af dem. Han blev efterfølgende anholdt, sigtet for forsøg på grov vold og varetægtsfængslet i 4 uger. Politiet fandt dog ikke belæg for at kritisere hans ytringer mod kvinderne.

Altså, jeg er ofte i fitnesscenter, og jeg har også lyst til at kaste håndvægte efter tøjterne. Dog ville jeg ikke ydmyge mig selv ved at afsløre, hvis jeg kun kunne løfte dem på 34 kilo. Kvinden blev ikke ramt af vægten, da hun ifølge politiet var ”i god fysisk form”, hvorfor hun var i stand til at undvige. Hvis det er en af de kvinder, jeg normalt ser i centeret, så gætter jeg på, at hun ved en tilfælde snublede på et af de gå-bånd for elefanter, de har købt billigt hos Benneweis. Hvorfor er jeg så hård ved kvinderne i fitnesscenteret? Det ved jeg ikke, men jeg beklager, hvis du kun tror, det er dem i centrene.

Jeg er bare så træt af dem, fordi de fremstår så ær- og kostbare, mens de bag facaden villigt gurgler kogle i solariekabinerne. Solarierne er forbundet mellem mande- og kvindeomklædningen, så fitnesscenteret sparede udgifter til kabiner og samtidig lokkede alle luderne til at købe et medlemskab. Jeg har fået så mange utugtige tilbud, at mine udgifter i 20'ere til kabineautomaten kunne have betalt for Jørgen Leths finkulturelle sexudskejelser i syv år. Hvis jeg havde taget imod dem. Men jeg har jo ikke et kamera og den kulturelle elite i ryggen til at gøre det til en smuk kunst at flæske din 15-årige datter i en pøl af indtørret sved på en flækket glasplade.

Nå, men bemærk at vores unge vens amokløb foregik i Tilst. Det er garanteret endnu et eksempel på den nazistiske vold, der ifølge medierne er eksploderet i Århus. Og hvilket andet sted end et indvandrertæt område ville en nazist gå amok? Intet andet sted. Nemlig. På den anden side burde en nazist have flere kræfter i sin højre arm, som han formodentlig har brugt til at kaste den lille håndvægt med. Måske var han venstrehåndet, selvom han sikkert ikke var kommet ind i partiet som handicappet. De gasser nemlig handicappede. Nazisternes eneste sympatiske træk.

søndag den 24. oktober 2010

Paul Frank

Jeg ved ikke helt, hvad der vækkede mig. Eller rettere, det ved jeg godt. Det er ikke sådan, at jeg har ligget og fedet den som majoriteten af befolkningen, der arbejder i den offentlige sektor. Næh, jeg har skam lært at stege svinekoteletter, skreget af tilfældige forbipasserende og blameret mig selv i mildest talt beruset tilstand overfor nu forhenværende venner og bekendte.

Ud over alle disse gøremål, skulle jeg også købe en gave til min niece. Normalt ville jeg tørre opgaven af på noget familie eller spise ungen af med rå kontanter, men barske realiteter drev min dovne røv ind i Bruuns Galleri efter noget, hun kunne bytte senere. Jeg lagde naturligvis ud med at holde vejret, inden jeg kørte ind i parkeringskælderen, hvor alle de kvindelige bilister skulle undviges.

Synet, der mødte mig, da jeg styrede direkte mod den eneste butik, der havde varerne, chokerede mig. Jeg troede, vi boede i et anstændigt samfund. Eller, naturligvis, at vi får et anstændigt samfund, når de onde, såkaldte borgerlige bliver erstattet af de gode røde. Et parti med Ole Sohn må være anstændigheden selv. Jeg har set ham kysse og kramme selv modbydelige diktatorer fra menneskefjendske politistater, og det skal man da være et stort, tilgivende, rummeligt og godt menneske for at kunne gøre.

Nå, men butikken hedder Paul Frank. Den sælger tøj og genstande med en række forskellige tegneseriefigurer på. Jeg opdager så, dybt chokeret, at den mest populære tegneseriefigur forestiller en … ja … en lille negerdreng. Der er intet, der kunne få mig til at trykke noget, der kunne fornærme nogen, så du må selv klikke ind på deres modbydelige hjemmeside for at se ham.

Hvad sker der? Er vi ikke kommet længere i dette land, end at vi tillader karikerede figurer af negroide mennesker som simpelt tøjpynt? Der er endda produkter, som antyder, at samfundet spilder penge på at rette deres tænder op? Alle negre, jeg kender, har fået slået samtlige tænder ud, så de ikke vækker deres ejer om natten, hvis de risikerer at smile, når de tømmer natpotten. Selvom man dårligt kan bebrejde dem det under deres sjoveste opgave.

I øvrigt, hvis de virkelig ønsker at sælge elendige T-shirts til groteske overpriser, hvorfor så smække en neger på? Man kan da bare købe en af de hvide til en 10'er i Kvickly og få påtrykt et af alle de gratis billeder af sorte fra FBIs hjemmeside. Eller, hvis man ikke har internet, kaste et par bananer ud af vinduet, vente fire minutter, stikke kameraet ud gennem gardinet og tage et tilfældigt billede.

Den eneste formildende omstændighed, jeg kan finde, er, at alle beklædningsgenstandene tilsyneladende er i 100 % bomuld. Og man må kunne forvente, at det er kvalitetsbomuld, når man tænker på, hvem de forsøger at afbillede på deres elendige produkter. Hvilket minder mig om … hvorfor får jeg sådan nogle underlige blikke, når jeg spørger negermakkeren i fitnesscenteret, hvilket mærke i hvide bomuldssportsstrømper, der har den fineste kvalitet? De må for fanden da vide det?! Og jeg vil sgu' ikke ligne en idiot med dårlig smag i sokker på de frække billeder på min datingprofil.