Tyve millioner strissere

Jeg plejer ikke at putte folk i kasser. I stedet har jeg én stor kasse til jer alle sammen:



Dog erkender jeg, at der er brug for endnu en kasse, som dog passer fint nede i kassen med jer andre. For jeg har efterhånden lagt mærke til, hvor mange mænd, der vader rundt og ligner Lars Bom. I min omgangskreds og blandt mine kollegaer er der i alt fire. Hvis alle har samme oplevelse, og vi i Danmark har en befolkning på godt fem millioner, er der potentielt tyve millioner Lars Bom kloner alene i vort lille land.*)


De to vigtigste karakteristika ved Lars Bom typen er:

1. Stærkt begrænset højde
2. Vigende hårgrænse, typisk nedklippet til nær kronragethed

Lave mænd har for det meste en ringe selvtillid, hvilket jeg aldrig har fattet. For mig betyder højden ikke noget, og jeg har aldrig set mere ned på lave mænd end alle andre. Udover fysisk, naturligvis. Jeg kan fortælle, at det ikke hjælper på anseelsen at pumpe jern og gå i stramme, hvide trøjer, så man ligner en luftmadras, der er pustet op til bristepunktet. Men det gør Lars Bom typerne, og det er sikkert for at kompensere for manglende højde.

Vores små Bomser mangler i øvrigt enhver form for humoristisk sans, og så er de alle sammen mestre i en eller anden østerlandsk kampsport, som de dyrker med knastør og kedelig fanatisme. Jeg fatter ikke, de gider, for jeg kan alligevel på ethvert tidspunkt, det passer mig, blot løfte dem op ved et tag i nakken og betragte dem, mens de i forgæves forsøg på nå mig, vrider deres hårdt pumpede, tætpakkede muskelkroppe i hidsige, men forgæves cirkelspark og håndkantsslag.

Min chef, som heldigvis mistede sin stilling i sidste uge, var en klokkeklar Lars Bom type. En kedelig, seriøs, humorforladt, arrig mandsling, som aldrig spiste usundt eller drak alkohol. Han dyrkede karate på topplan og løb maraton. Men, kære, lille Lars Bom klon nr. 352415, på trods af alle dine anstrengelser blev du aldrig bedre end de uretfærdigt tildelte gener, naturen plantede i dig. Du var ligeså inkompetent som evigt og uforanderligt lav.



*) Som du muligvis har gættet, har jeg for nylig deltaget i et kursus på det humanistiske fakultet på universitetet. Mere herom senere.

Svensk terror

Jeg har i de sidste par uger haft lyst til at fjerne mig fra Danmarks overflade. Filmen ”Mænd, der hader kvinder” har haft premiere, og alle er ved at falde over hinanden i begejstring, selvom de ikke kan forklare, hvad der er så godt ved den, når man spørger dem. Det kan jeg: Det, der gør den god, er, at alle andre siger, den er god, og så tør ingen sige fra.

At læse bogen og derefter at se filmen er som at kaste op efter en julefrokost med masser af kommen-snaps: Efter første omgang tror du, du omsider er færdig, men så kommer der en portion mere, hvorefter du falder om på gulvet i en blanding af udmattelse og lettelse. Der er dog ingen gulerodsstykker i bogen, som er en jævn krimi, jævnt skrevet, men pænt langtrukken.

Du får intet ud af at se filmen. Der er én god ting ved den, som samtidig tjener formål på flere niveauer. Det drejer sig om den frække voldtægtsscene:

1. Efter filmen får du brug for køkkenrulle i uendelige baner til stunderne i sofaen, når din kæreste går med hunden. Dette gælder for begge køn, for da jeg ikke er rød, ved jeg godt, hvad kvinder virkelig tænder på.
2. Den er selve grunden til, at filmen kaldes kunst, fordi den tillader eliten at få udløsning for undertrykte seksuelle lyster.
3. Den er et godt billede på, hvordan man føler efter at have købt billet til tre stive timers tortur.

Derudover er filmen socialistisk propaganda af værste skuffe. Men når man bruger sit liv på at skubbe trøfler i kæften, kopulere, træne kamphunde og nasse på offentlige ydelser, så opdager man ikke indoktrineringen. Det ved kunstkritikerne, som hylder den til himlen, hvorved de maser deres dødfødte politiske holdninger ind af bagdøren ... mens de får lidt lækker voldsporno ind i stuen.

Som en af mine venner sagde, efter hans kæreste havde smidt ham ud af biografen, fordi han kom med højlydte tilråb efter 45 minutters rådden svensk pølseret på lærred: Folk fatter ikke, de bliver snydt, og det pisser mig af.

Hvor var det ærgerligt, du skred i svinget, Stieg Larsson, selvom du nåede at berige verden med mere terror end dine kommunistiske guerillakrigere i Etiopien nogensinde gjorde.

Nul ud af fem mulige potter pis. Nul for bogen og nul for filmen.

Kvamm/Carell

Jeg kørte det igennem Google, men jeg er tilsyneladende den eneste, som har bemærket deres uhyggelige lighed:


Jeg synes i øvrigt også, de er lige afskyelige. Faktisk vil jeg føle mindre irritation ved at få pakket mine testikler ind i glasuld end ved at se eller høre på bare én af de herrer igen.


Det var et kort indlæg. Jeg har nemlig slet ikke tid til at skrive mere efter regeringens modige skattereform. Det er helt sikkert, at jeg vil bruge meget mere tid på arbejdet fremover.

Det var godt for dig, Skat!

Folk løber rundt og jubler i åndssvage små cirkler for tiden. Jeg bliver altid irriteret, når folk jubler. Der er aldrig grund til det og slet ikke denne gang. For det handler naturligvis om, at de har set deres årsopgørelse fra Skat og har fået penge tilbage.

Lad mig fortælle dig en ganske utrolig historie: Jeg var nede ved bageren og købte for tyve kroner tørkager, hvilket i øvrigt var et yderst passende navn. Da jeg skulle betale, gav jeg ekspedienten hundrede kroner, og jeg fik en halvtredser tilbage. På vej ud af døren kaldte ekspedienten mig tilbage, fordi hun havde opdaget sin fejl, og hun gav mig derfor tredive kroner. Nu kan jeg ikke få armene ned af begejstring: Udover, at jeg fik de penge, som fra begyndelsen retmæssigt var mine, fik jeg kager med hjem, hvis tørhed fik det hvide i mit højre øje til at tørre og krakelere ind til en daggammel imitation af bagerens dårlige. Godt, at det er forbudt at købe ved den anden bager, som sælger billigere og bedre kager.

Føler du, jeg taler ned til dig? Du har ret. Er der grund til andet, når jeg ser, hvor ynkelige borgerne i vores samfund er blevet, når de jubler og takker Skat for at få deres egne penge retur? Det er dog ikke fuldstændigt din skyld. Man skal efterhånden have en kandidatgrad i matematik, økonomi, jura og fem års hard time for bedrageri i Horsens for at gennemskue sin skatteopgørelse. Det er også en mulighed, at du bare er en stor nasser.

Undrer du dig over, at jeg brokker mig? Jeg kan fortælle, at jeg lige har opdaget, at jeg får tyve tusinde kroner tilbage fra Skat. For alle de andre penge, som på mystisk vis aldrig bliver nævnt, får jeg et hospitalsvæsen, som gør mig bange for at blive syg. Og det siger fandeme ikke så lidt, når man ser i betragtning, at jeg ikke er det mindste bange for at dø. Jeg betaler sikkert meget mere i skat end dig, og det er det, der er interessant, når man vurderer skattelettelser. Ikke Helles og Villys omdefinering af betydningen af ”at beholde proportionalt mere end andre” til ”at betale”. Men I hopper på den hver evige, eneste gang, og indførelsen af kildeskatten var limen på pinden.

Skeletter i skabet

Jeg har tidligere brokket mig over de intetsigende køns-målrettede blade. Ved frisøren opdagede jeg til min overraskelse en interessant overskrift på et eksemplar af Mand, som lå halvvejs dækket af en usædvanlig frisk udgave af Se og Hør:


"Vis os din kvindelig"; Min hjerne korrigerede den ironiske køns-fejl i sætningen og overvejede, om det ville være besværet værd at grave et af dem op. De var trods alt smidt i jorden i hast, og jeg kendte ikke den præcise placering. Men måske kunne man vinde en stor præmie. Jeg tog fat i bladet og så derved hele forsiden:


Suk. Ikke overraskende var der stadig grammatiske fejl i overskriften, hvis nyligt afdækkede semantik havde reduceret konkurrencens lødighed, der var faldet til et niveau, som matchede mine fordomme om disse lorteblade. Det lød også for godt til at være sandt. Og så er det som regel.

Gyseligt

Hvordan kan det være, at filmskabere tror, at man bedst genopliver en gammel gyserfilm ved at genindspille den med så mange patter og CGI-effekter som muligt? Ville man nogensinde genudgive Hemingway efter at have kastet fem tillægsord ind i hver sætning? Kald mig snerpet, men hvis man i en gyserfilm ser nøgne kvinder uden for kontekst (dvs. de er ikke skåret i stykker, som ligger og syder på en stegepande), så slukker jeg.

Jeg lejede engang Freddy vs. Jason på dvd. Hvis jeg nogensinde kommer til at eje en dvd udlejningsbutik, så vil jeg sende lejere som jeg selv hjem med en forkert dvd. Når de kommer tilbage for at klage, vil jeg sige: ”Du er bare for dum, og derfor fortjente du at sidde lørdag aften og se dårligt digitaliserede videooptagelser af pausefisk fra firserne.”. Derefter vil jeg nikke dem en skalle. Det ville jeg ønske, de havde gjort med mig. På en eller anden måde var det meget mere ondt bare at høre latteren, da jeg forlod butikken.

Da jeg så filmen, skiftede jeg lydsiden over på kommentator-sporet, da jeg ikke kunne holde ud at høre på dialogen, der var mere usammenhængende end nogen af Peter Lundins eks-kærester. I en scene, hvor en nøgen kvinde hopper i vandet fra en badebro, udtaler instruktøren følgende (frit fra hukommelsen): ”Ja, vi var ved den her badebro ... et fedt sted. Der var en pige i vores crew, og en af de andre sagde til mig: 'Ville det ikke være fedt, hvis hun kunne være nøgen og springe i vandet her?'. Det syntes jeg også, så jeg spurgte hende, og så blev den her scene til.”. Jeg laver ikke engang sjov. Det sagde han. Mærkeligt nok har ingen af mine kærester reageret på samme måde på samme forslag. *)

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor gys og sex er så tæt bundet sammen både i film og tegneserier. I litteraturen virker det ikke til at være lige så udtalt, hvis vi ser bort fra akademikernes som sædvanligt forcerede fortolkninger. Scully sagde engang i et afsnit af X-Files, at zombier er projektioner af menneskets fortrængte kannibalistiske og seksuelle angst. Hvorefter man så hende i mini-trusser. Hvorfor fanden valgte de ikke Pamela Anderson til den rolle?


*) Det er løgn. Jeg har aldrig foreslået mine kærester at filme dem nøgne. Jeg har dog foreslået samtlige mine kærester, at vi sammen solgte deres brugte trusser på internettet. Der er seriøst mænd, der betaler for det. Det er en guldgrube!