Førstehjælp

Jeg fatter ikke mit firmas prioriteringer. Ledelsen har besluttet, at alle medarbejdere skal deltage i et førstehjælpskursus. Det er uden tvivl konsekvensen af, at en eller anden smart sælger ringede til HR-afdelingen for at sælge sine elendige kurser til uhyrlig overpris, hvorefter de ikke havde nosser til at sige nej, fordi det er politisk ukorrekt. Nu løber der så en brandmand rundt på gangene og spiller klog, mens han i stedet for at udføre sit såkaldte arbejde bager på alle kvinderne. Til forsvar for mine kvindelige kollegaer noterer jeg, at de alle er lavt uddannede, hvilket altid er garant for tatoveringer, Dennis-hårtot i nakken og alt for villigt spredte ben.

Han har været i min afdeling to gange nu, og jeg meldte mig syg hver gang. For lige at fordanske en engelsk talemåde, så er der intet sted i helvede, jeg lærer eller udøver førstehjælp. Min klasselærer i folkeskolen pinte os med det, og jeg husker tydeligt, da jeg stod foroverbøjet over klassens mest upopulære pige for at puste luft op i hendes klamme næse. Klassen hadede med rette pigen på grund af hendes snottede, barnlige og sliminficerede stemme, og idet jeg kiggede op i hendes to næsebor og opdagede en grøn, forstoppende stang af størknet snot i hver, så fakede jeg hold i nakken med efterfølgende spontane opkastninger. For en god ordens skyld tilføjer jeg, at da jeg i modsætning til mine klassekammerater havde personlighed og integritet i en alder af syv år, var jeg ikke påvirket af, at pigen var upopulær. Jeg mente bare, hun var dum og grim.

Førstehjælp er simpelthen under min stand. Jeg ser ikke mig selv i en situation, hvor jeg hjælper andre mennesker. I årevis har jeg trænet mig i at spille uskyldig, uopmærksom og fraværende for at slippe for abe-arbejde, og jeg har i sinde at bruge samtlige disse egenskaber til at undgå at opdage damen, som ligger på fodgængerfeltet foran mig og bløder ud af sit øre. Eventuelt vil jeg krydre det med et blå-blinkende Bluetooth headset, så folk kan se, at jeg er for vigtig til at bruge min tid på at redde et med stor sandsynlighed dårligt og kedeligt liv.

Hvad får jeg ud af at lære førstehjælp? Intet! Men altid svarer tumperne mig på deres socialdemokratiske facon: Hvis vi alle lærer det, kan vi alle hjælpe hinanden, og så kan du selv blive hjulpet, hvis du har brug for det. Tak, din nar, men hvis vi overfører den tanke på skatteindbetalinger, så er jeg en veritabel hær af lægeambulancer, der konstant chok-starter jeres intetsigende og uværdige liv med overførselsindkomster. Mit firma burde udelukkende sende de inkompetente medarbejdere på førstehjælpskursus. Så kan de nemlig redde værdifulde kollegaer, hvis de skulle komme i problemer på arbejdet *). Og hvis en af de dumme falder om, så er det bare en billig udvej og en kærkommen hjælp under finanskrisen. Alle er glade. Problem solved!



*) Her tænker den opmærksomme læser: "Hvad nu, hvis I kun er kompetente kollegaer forsamlet?". Not bloody likely!

En tynd omgang

Forældre er en trussel mod udvikling. Når de nu afleverede livet videre til deres børn, hvorfor tænkte de så ikke over, at livet hverken er let, sjovt eller uden farer? Hvor livet er som at krydse en slagmark, ønsker de fleste forældre, at deres børn skal gå – eller sandsynligvis køres - igennem et gennemsigtigt, bombesikkert pleksiglas rør, hvori alt er sikkert, rengjort og ryddet, indtil de når den uundgåelige afslutning i form af døden efter et 120 år langt, røvkedeligt liv.

Jeg sad og så Nyhederne, hvor en overbekymret mor sad og klynkede over nogle hjemmesider, som hun ville forbyde og have fjernet. Hun fattede naturligvis ikke et klap af, at censur på internettet stort set er praktisk umuligt, og hendes reaktion er utvivlsomt en konsekvens af, at kommunen og staten efterhånden er allestedsnærværende, hvilket efterlader den opfattelse i mindre begavede mennesker, at sådan noget kan politikerne fjerne. Hendes synspunkt blev understøttet af en til lejligheden indkaldt femtenårig ekspert. Lad os se, hvor lang tid der går, før et af de populistiske partier griber denne som sædvanligt mediefødte chance.

Hvornår fatter folk, at censur ikke er løsningen? De omtalte hjemmesider huser såkaldte pro-ana diskussionsfora, hvor piger udveksler erfaringer og tips om anoreksi. Hvis man installerer en 140 Mbit porno-linie til sin datters værelse, må man forvente, at nogle grimme ting lukkes med ind. Det er forældrenes ansvar, ikke statens. Men det er jo nemmere at pege på internettet som den skyldige i, at barnet blev anoreksiramt, kræftsyg, homoseksuel, selvmordstruet, morderisk, sindssyg, trafikdræbt eller socialdemokrat. I den konkrete sag ser jeg dog slet ikke problemet. Vi er mange fyre, som foretrækker at gå på diskoteker, som ikke er tilstoppet af fede piger, og desuden modvirker de moderigtige og slanke piger, at nekrofile forgriber sig på sagesløse lig. En sag, Bitter Blog nu vil kæmpe for, og den eneste vej frem er naturligvis ... at appellere til forældrene:
Forsæt endelig, piger, I er på rette vej, for I vil da ikke være fede, vel?

Asetro

Til daglig irriterer religiøse mennesker mig ikke, med mindre de skilter alt for meget med deres religion, missionerer eller påtvinger andre deres tro på den ene eller den anden måde. Faktisk tror jeg, de går nemmere gennem livet end kyniske agnostikere som jeg, fordi de kan lægge årsager og effekter over på noget højeres vilje. Jeg kunne selvfølgelig vælge mig en religion, men jeg tror simpelthen ikke på nogen af dem, og desuden vil jeg gerne finde en, hvor enden på livet virkelig er enden. Fandeme om jeg gider gå hele elendigheden igennem en gang til eller ende i et paradis eller helvede, hvis det er sammen med en flok idioter som jer.

Lige præcis én slags religiøse mennesker irriterer mig dog grusomt: Dem, der kalder sig asetro. De er simpelthen hysterisk øretæveindbydende. Jeg ved ikke, hvordan man præcis bliver asetro, men min teori, som i al min visdom er den pureste sandhed, er, at følgende glidebane leder til religionen:



Jeg har fundet følgende grundlæggende årsager til at asetro ikke valgte en af de traditionelle religioner:

1) De er polygame
2) De gider ikke barbere sig
3) De vil være anderledes
4) De er usandsynligt dumme

Jeg så et program med en af spaderne, som sad og åd en sammenkogt vikingeret af en sort støbejernsgryde, fordi han var sådan en kæmpe nar, mens han talte med munden fuld af mad om sin nyfundne tro. Udover en utrolig lyst til at klippe ham en og derefter lære ham bordmanerer, fik jeg følgende indtryk af de asetro: De fortæller om deres religion, som otte-årige drenge ville fortælle om den nyeste Harry Potter film; Alt for ivrigt krydret med en i baghovedet svagt voksende forståelse af, at det hele er grotesk fjollet og fuldstændig fri fantasi.

Noget af det værste ved de asetro er, at de insisterer på at være mystiske. Især kvinderne. Jeg var engang til en Sankt Hans fest, hvor der deltog en asetro, som konsekvent kaldte det for ”lysfesten”. Uanset, hvad man spurgte hende om, svarede hun ved at dreje hovedet på skrå, kigge ud i luften og sige henkastet efter en kunstpause: ”Om mulden vil være os nådig”, hvorefter hun løb ud i solnedgangen i sin afskyelige, hjemmesyede kjole af sækkelærred og dansede barfodet, alene og usædvanligt pinligt rundt om sig selv foran alle gæsterne. Jeg hader, hvordan asetro foregiver, de lever i en eller anden indviet, ophøjet og hellig symbiose med naturen. I den situation var der altså ingen fortrolige planter, ildfluer eller andre dyr, der overleverede hende, at jeg i fuldskab kastede hendes åndssvage kat i åen, mens hun vred sig i erotisk trance med Moder Natur. Selvsamme kone fortalte mig i øvrigt, at hun hvert forår gik ud i skoven i dagevis sammen med tre mænd, for ”at samle urter”. Noget siger mig, at det eneste, mændene kom hjem med, var en ordentlig gang svamp.

Jeg var også en gang til en havefest, hvor kvajet, der holdte festen, af uransagelige årsager havde fået en asetro bekendt til at underholde med harmonika og gamle viser under middagen. Hun var naturligvis en grim, fed so blottet for fornemmelse eller respekt for det personlige rum. Da hun på et tidspunkt ville have alle til at danse om et bål i fælles hyldest til en af hendes liderlige afguder, nægtede jeg i mit had til socialt samvær at deltage, og jeg gik derfor som den eneste med nosser væk fra folkemængden og over til min enlige, sande ven ved festen: Fadølsanlægget med Guinness. Hun brød sammen! Sækken begyndte at hyle, idet hun påstod at kunne fornemme min aura af kynisk ondskab, og hun græd for min ånd, som ifølge hende led under min afvisning af fællesskabet. Well, én ud af to var faktisk ikke dårligt ramt af hende, og hun fik min nyligt blottede ondskab at føle, da jeg, efter at have drukket mig tilstrækkeligt mod til, lokkede hendes elleve-årige, evnesvage datter til at hoppe i en nærliggende skovsø under påskud af, at hendes mor ville blive stolt over at have et mosefund som datter. Hun flød i øvrigt ikke, selvom hun var usselt, debilt hekseyngel.

De asetro ville ønske, de levede i vikingetiden, hvor alt var fryd og gammen og den onde, onde kristendom ikke havde bragt mørke over landet. Det morsomme er, at de ikke fatter, at hvis de havde levet dengang, havde de ligget kolde, sultne og grædende, sammenkrøbet i hjørnet af en sølle, ynkelig hytte, indtil de fik besøg af en person som jeg, der rent faktisk turde forholde sig til samtiden, og som introducerede dem til virkeligheden ved at flække deres kranier med deres egen latterlige gøgler-lut. Sjovt nok ikke meget forskelligt fra det, jeg metaforisk set netop gjorde med dette indlæg.

Den dræbende ingrediens

Bitter Blog er på ingen måde en af dem, der hyler med gruppen, og da dette indlæg muligvis kan få visse af jer til at tro anderledes, afviser jeg alle spekulationer med det samme: Nej, jeg er ikke blevet radikal, men ja, Dansk Folkeparti irriterer mig grænseløst – paradoksalt nok. De fleste hader Dansk Folkeparti for deres udlændingepolitik og elsker i den sammenhæng at sammenligne dem med nazister. Jeg hader derimod Dansk Folkeparti for deres spirende socialisme og vil i den sammenhæng spå om de ubehagelige konsekvenser.

Faktisk anerkender jeg Dansk Folkepartis store rolle for, at Danmark til dels brød med den skrækkelige politiske korrekthed, som i halvfemserne lagde udlændingedebatten i benlås og truede med at sende Danmark på en katastrofekurs med et blindfoldet, foroverbøjet Sverige bag roret. Ganske simpelt, jeg tror ikke på, at svenske piger, der muligvis er mere promiskuøse end danske, selvom man ikke tror det menneskeligt eller tidsmæssigt muligt, går i moralsk panik over et Leonardo Da Vinci maleri. Den eneste måde, hvorpå de i den ucensurerede virkelighed kunne finde på at fjerne sådant et kunststykke, ville være ved at slikke det væk i tøjteagtig liderlighed.

Nu når Dansk Folkeparti har haft deres rolle i dansk politik ... så må de altså gerne gå igen. De er lidt ligesom ølmænd, der bringer fadøl og dermed grundlag til ens fest og så bare bliver hængende hele aftenen og natten, hvor de løber fulde rundt, er pinlige og forsøger at score point hos alle damer'n. Stort set alle deres politiske forslag er af typen, hvor man umiddelbart tænker: ”Det var da en udmærket ide ... nårh nej!”, og de minder i mistænkelig grad om de fantastiske ideer, man får, når alkohol indskrænker fremsynetheden til omkring to sekunder. Hvem har f.eks. ikke hørt et af deres seneste forslag – at kastrere pædofile – råbt ud i fuldskab af den pinlige, halvdebile onkel eller tante ved en våd familiefest? Det er et svinsk forslag, som kun kan gøres acceptabelt ved, at den pædofile får mulighed for at vælge den noget mildere dødsstraf som alternativ.

Den naturlige årsag til deres fordrukne plebejer politik er, at de har taget en ordentlig venstredrejning i de seneste år. For når det kommer til stykket, så er Dansk Folkeparti simpelthen Socialdemokraterne for dem, der (slet) ikke kan lide indvandrere. Mærk jer Bitter Blogs ord: Inden der er gået tyve år har vi set en socialdemokratisk ledet regering støttet af Dansk Folkeparti. Måske ryster du i bukserne nu, men jeg synes personligt, det mest skræmmende er, at vi i selvsamme regering sikkert ser en gammelkommunist som Ole Sohn på en ministerpost. Manden, som deltog i festlighederne ved DDRs fyrre års jubilæum. Det er sindssygt uhyggeligt, men ingen nævner det nogensinde, selv når han gentagne gange indkaldes som ”ekspert” i DRs nyhedsprogammer. Fantastisk!

Dansk Folkeparti er stadig et somewhat borgerligt parti, som gerne vil holde fast i gamle, danske værdier. Som udgangspunkt er der ikke noget galt med det, og det er endda også sympatisk, men gratiner nationalisme med et voksende lag socialisme ved tohundrede grader i gasovnen i tyve år og lad os se resultatet. Det går evig og altid galt, overalt i verden, uanset hvor, når socialismen kommer ind i billedet. Altid, det slår aldrig fejl. Død, ødelæggelse, fattigdom, helvede og menneskelige lidelser. Det er simpelthen empirisk bevist! Systemet over individets frihed er ikke løsningen! Hvornår fanden fatter I måbende idioter af en flok nokkefårs-danskere noget af det hele?

Freak show

Hvornår lærer jeg at lade være med at tænde TV'et, mens jeg spiser? Egentlig er spørgsmålet retorisk, men jeg svarer alligevel: Når jeg erhverver mig nogle bordmanerer. Indtil da er det hver gang en hård lærestreg at åbne for tossekassen og opdage, at TV2 endnu engang sender et program om mongoler, som får mig til at kaste maden op hurtigere end en influenza-ramt bulimiker til udpumpning.

Nej, jeg kan ikke udstå at være i nærheden af mentalt og visse fysisk handicappede, når jeg spiser, og jeg er ikke den eneste. Sandsynligvis er jeg en del af et flertal, der af politisk korrekthed ikke tør sige noget, og som en sand radikal eller socialist taler jeg nu for den diffuse, umælende mængde, jeg til mit eget formål netop definerede. Det burde være ulovligt for tidligere nævnte handicappede gruppe at få adgang til restauranter, cafeteriaer, pubs, grillbarer og andre steder, hvor man betaler i dyre domme for at spise friturestegt gris. De lukker da heller ikke mig ind, når jeg er fuld, og jeg har helt ærligt svært ved at se forskellen.

Programmet, TV2 genudsendte, hedder ”Er jeg stadig gak-gak, mor?” og har de to efterhånden landskendte Peter og Morten i hovedrollerne. De bliver hyret til værtsroller, og man følger dem gennem tykt og tyndt – også den slags, der ikke falder ud af deres mundvige. Folk overgår hinanden i at sige hvor søde, de er, og man modtager hver dag på Facebook syvhundrede invitationer til at deltage i alle deres åndssvage fan-grupper. Jeg forstår ikke behovet for de gentagne udsendelser af serien i vel snart halvfjerds sæsoner, for jeg kan svare på spørgsmålet med det samme: ”Ja! I er gak! Fuldstændig! Og I bliver ved med at være det. Nyd det så længe det varer!”. Nemlig, så længe det varer, for hvor fedt er det at investere sin tid i en fanklub for to personer, hvis forventede livslængde er kortere end en bryggerirundvisning med Ozzy Osbourne. Fint, bliv bare vred - det er ikke mig, der er Moder Natur.

Inden du skriver hidsige kommentarer til dette indlæg, så overvej lige hvem af os, der er galt på den? Jeg, som får kvalme af at spise i nærheden af mentalt handicappede, eller jer, som udstiller dem på TV som et par skide cirkusdyr, så I alle sammen kan sidde og hyle af grin af dem over aftenkaffen? Svaret er: Jer! Jeg er så stor en engel, at jeg modstod fristelsen til at skrive dette indlæg i så lavt et lixtal, at de mentalt handicappede kunne have fulgt med. Morten og Peter programmet er næsten lige så menneskeligt lavt som det idiotiske X-Factor, der endelig har overbevist mig om, at lokalpsykiatrien er i en elendig forfatning. Dette har ingen tidligere kunnet få mig til at indse. Ikke engang Danmarks mest intelligente og indsigtsfulde socialdemokrat, som lige gik over skærmen til lyden af mig, der skreg maveindholdet ud over middagsbordet i vandede, klistrede klumper.

Værnepligt

Forleden skrev jeg datoen ned. Det var simpelthen første gang nogensinde i mit liv, at jeg var enig med Socialdemokraterne og de Radikale og uenig med regeringspartierne. Sker det igen, lover jeg at forlade denne verden, men indtil da erklærer jeg gerne, at jeg også synes, værnepligten bør afskaffes.

Nu læste jeg kun overskriften, så jeg ved ikke, hvad S ønsker at bruge de overskydende penge til, men de giver dem sikkert til kriminelle og autonome. R er imod al krig, så deres holdning undrer ikke. De ønsker, at alle stridigheder afgøres med Simon Emil Ammitzbøll (jo, han er stadig radikal) og Morten Helveg som slagmarksdommere, der griber ind ved enhver ukonventionel brug af våben: ”Hov, hov, stop kampen, du må ikke skyde infanterister med tunge maskingeværer!”, forestiller man sig dem bjæffe med skingre stemmer, mens de hjulbenede løber rundt om sig selv og forsøger at bestemme som små, arrige terriere blandt en flok schæferhunde. Det er ufatteligt naivt, og enhver rask ung mand, som har taget sin tørn i Battlefield ved, at i krig griber man til de våben, som ligger for hånden. Af og til trækker man endda kniven mod sine egne, når man synes, det er ens egen tur til at skyde med den store artillerikanon.

De politisk korrekte siger, man skal efterlade en bedre verden, end man modtog. Dette gør jeg, hvis jeg befrier fremtidige unge mænd for de ulidelige kaskader af røvsyge soldaterhistorier, som tidligere værnepligtige fyrer af efter indtagelse af mere end en øl, og som mest har til formål at fremhæve fortællerne som bedre, mere disciplinerede mennesker end dem, som blev hjemme og knoklede for at de kunne lege krig, på trods af at ingen af førstnævnte, nu tyve år efter, hverken har motioneret, levet sundt, ryddet op, soigneret sig eller lavet heltegerninger siden. Men lad nu det ligge.

Værnepligten er håbløst forældet og et utilgiveligt statsligt indgreb mod den personlige frihed. Det værste argument er nok det med, at ”mange unge mænd har godt af at komme hjemmefra og lære noget disciplin”. Måske, men det er forældrenes forbandede og aldrig statens opgave at opdrage, og jeg synes da i øvrigt også, at mange unge piger til sammenligning havde godt af at komme på husholdningsskole. Nu kunne jeg komme ind på den håbløse skævhed i ”ligestillingen”, som folkeafstemningen d. 7. juni 2009 er et grotesk eksempel på, men jeg planlægger en større kampagne, som lanceres tættere på datoen.

Pengene fra værnepligten bør naturligvis beholdes i militæret, så de professionelle soldater får bedre uddannelse og udstyr. Samtidig foreslår Bitter Blog en navneændring fra Forsvaret til Angrebet. Godt nok er grundideen i Angrebet at forsvare, men vi gør det ved at angribe, hvilket alle dage har været det bedste forsvar. Inden du farer ud i gaderne og fejrer indlægget med røde faner og Hamas-flag, så vid, at det ikke er en sarkastisk, maskeret anklage mod dansk udenrigspolitik; Jeg mener, det er helt fint og ærligt at angribe, så lad os kalde det ved rette navn. Og købe nogle klyngebomber.

Mandlige venner

... er en illusion, piger! Så er pointen blotlagt med det samme, og dermed giver jeg dig nu muligheden for at flygte fra denne side, hvis du ikke bryder dig om ilde hørte og tabu-belagte sandheder. Overskriften henviser til indlæggets emne, som er venskabelige forhold mellem mænd og kvinder uden seksuelle incitamenter. Som om, de eksisterede.

De fleste kvinder elsker at have mandevenner og blive inviteret indenfor i en kreds af ellers lutter mænd, hvor de kan føle sig som one of the boys. En af de allerbedst og mest kendte illustrationer af denne indbildte følelse, findes i sangen ”All I Wanna Do” af Sheryl Crow:

This ain't no disco It ain't no country club either
This is LA!
(...)
We are drinking beer at noon on Tuesday
In a bar that faces a giant car wash
The good people of the world are washing their cars
On their lunch break, hosing and scrubbing
As best they can in skirts in suits

They drive their shiny Datsuns and Buicks
Back to the phone company, the record store too
Well, they're nothing like Billy and me, cause
(...)
I like a good beer buzz early in the morning
And Billy likes to peel the labels
From his bottles of Bud

Bemærk, hvordan Crow i teksten tegner et skarpt skel mellem hende og Billy på den ene side og resten af verden på den anden. Dermed understreger hun netop den følelse af at ”høre til” hos sin mandeven og ophøjer det til et specielt, indviet fællesskab, som er fundamentet i hele sangen. Men hvad er det lige, Billy laver? Piller etiketterne af sine øl! Hvornår gør man det? Når man røvkeder sig, eller venter på, at kællingen overfor har indtaget så meget alkohol, at hun er holdt op med at være kærlig, ævle og danse og i stedet smider trusserne og åbner op for den eneste grund til, at mænd overhovedet gider beskæftige sig med kvinder. For Sheryl Crow tager så grusomt fejl i denne sang, når hun tror, at Billy virkelig gider deres samvær. I øvrigt lyver hun lodret, når hun skriver, at hun nyder en morgenbrandert, fordi det ved alle bare, at ingen kvinder over atten år bryder sig om. De hader det, især hos mænd, de vågner op sammen med.

Bitter Blog indrømmer gerne såkaldte ”dårlige følelser" og dermed, at en vis irritation funderet i jalousi kan være en del af grundlaget for dette indlæg. Der er intet mere uretfærdigt end at bruge årevis i ydmygende ritualer på at tilkæmpe sig en plads i et intellektuelt udfordrende mandligt broderskab, hvorefter der gives umiddelbar adgang til kvinder, hvis prøvetoner mellem ørerne er så høje, at det er umuligt at opretholde samtaler i deres nærvær. Ligestilling, min bare, kvinder har ufattelige fordele og privilegier ved passivt at bære skeden for mandens evigt søgende sværd. *)

Jeg siger ikke, at der ikke findes meningsfulde forhold, som f.eks. kunne basere sig på professionel, kollegial respekt mellem to mennesker af forskelligt køn, jeg siger blot, at jeg aldrig nogensinde har oplevet eller observeret det. Slet ikke i min branche, hvor der stort set ingen fagligt dygtige kvinder findes. Jeg dyrker en sport, der er mandsdomineret, og som kræver megen teknik. I den sammenhæng har jeg observeret en lille gruppe på to mænd og en kvinde, som holder sammen og altid fremstår som en lille, lukket kreds. Kvinden er køn, men komplet uduelig til sporten, som hun udfører med en rigor mortiseret Duracel kanins ynde, mens hun bærer et snobbet ”jeg-er-næsten-professionel” udtryk i ansigtet. Under en time aftaler hun med en af mændene at lave ekstra træning, på trods af at han netop forinden afslog den anden mand, som forundret spørger til dette, da vi befinder os i omklædningsrummet. Den første mand svarer, kort, kontant og irriteret over den andens mands sløvhed: ”Fat dog, at hun har noget andet mellem benene end dig!”.

Et andet sjovt eksempel er fra et af mine egne kæresteforhold, hvor vi begge havde en chatven af det modsatte køn. Det var indbyrdes accepteret, på trods af, at jeg måtte lyve for at dække over, at jeg kun chattede med min for at have nogen i reserve, hvis min kæreste forlod mig. Da vi omsider forlod hinanden tog det lige præcis et døgn og fem timer, før hendes chatven skød ladningen af i hendes desperate skød. Måske lyder jeg bitter, fordi det til gengæld aldrig lykkedes mig at lande min egen ”chat-veninde”, men der var alligevel lidt tilfredshed i kortvarigt efter at observere eks-kærestens lykke blive udskiftet med den raffinerede fornemmelse af i fem minutter at have været en lunken, kødfuld erstatning for et stykke billigt køkkenrulle. Needless to say, gad hendes chatven ikke snakke med hende bagefter.

Kvinder mangler noget for at kunne opretholde et platonisk forhold til en mand. En personlighed ville være en fremragende begyndelse. Hvor mange kendte kvinder eksisterer der, som har andre egenskaber end at være skingert skrigende feminister? Ingen! Fordi de alle sammen deler samme personlighed. Metaforisk set, Peter Lundin, når man skræller de yderste lag af en kvinde, er de alle ens indeni: Humorløse, rengørende, opmærksomhedskrævende, konspirerende, selvoptagede individer, som vil have børn og et dvd-sæt med Sex and the City. Jeg beklager, men det er simpelthen røvkedeligt at være sammen med kvinder, hvis der ikke er sex involveret og selv der, er det ofte en langtrukken, udmattende og intetsigende affære.

Hvis du er kvinde, sidder du netop nu og tænker: ”Han har bare haft dårlige oplevelser. Min situation er helt anderledes, for mine mandevenner er ægte!”. Med mindre dine mandevenner er lamme fra livet ned, homoseksuelle eller medlemmer af din familie (og samtidig lever mindre end tredive kilometer fra en større by), så tager du fejl! I isolation, i de øjeblikke, hvor kvinden aldrig får adgang, uanset hvor villige deres køn er, så kan jeg få enhver mand til at indrømme, at han gerne vil i seng med sin kvindelige ven. Mange af dem vil aldrig i livet være deres kærester eller koner utro, men opstår der en situation, hvor konen er permanent væk, så håber de alle sammen, at det pinagtigt hårde arbejde i skuespillet ved at opretholde det såkaldte venskab til en kvinde, vil udmønte sig i en våd belønning. Uanset hvor utiltalende, grimme og fede de er. Bitter Blog beklager.


*) ... ooog dér kom sætningen, jeg bliver husket for!