onsdag den 19. august 2009

Bittert

Bitter Blog lukker, og dette er det sidste indlæg. Jeg har været fraværende i det sidste lange stykke tid, ikke mindst på grund af mit engagement i kirkeasyl-gruppen. Jeg flytter simpelthen til udlandet. Det er mig umuligt at leve i et land, hvor vi ikke lukker revl og krat ind for at tørre røv i vores socialsystem. Det er den eneste måde, vi kan komme af med det på.

Over det seneste stykke tid har jeg måttet konstatere, at der ikke længere eksisterer borgerlige partier i Danmark. Forslag om aflivning af borgeres fredelige husdyr og om at forbyde bestemte beklædningsgenstande forvandlede de sidste to ynkelige rester af borgerlige partier til skygger af Socialdemokraterne. Og hvis du foreslår ”Liberal” ”Alliance”, partiet for forsmåede, medieliderlige, homoseksuelle radikale, så stopper jeg rå kyllingefilet i halsen på dig. Men konklusionen er, at jeg taler for døve øren.

Hvis du er ny på Bitter Blog og ærgrer dig over, at du først opdager denne geniale blog nu, så fortvivl ikke. I modsætning til traditionelle blogs er Bitter Blog værd at kigge tilbage i. Her ligger ikke mindre end 170 gennemarbejdede, tidløse indlæg. De ender helt sikkert i en kulturkanon på et tidspunkt, med mindre SF kommer til magten. Så ender de i brændeovnen sammen med jøder, politiske modstandere og rige svin. Kommunister har en grim og ganske virkelig fortid, selvom de benægter det med stor succes overfor deres enøjede vælgere, der egentlig bare har et fromt ønske om at leve af andres penge.

Husk, at der stadig findes blogs derude, som er værd at læse. Jeg taler ikke om latterlige, personlige blogs med sentimentale indlæg om koncerter, dekadente drømme og pigeøl. Jeg taler om interessante, nyskabende blogs, som tør angribe mediet fra helt nye vinkler, og som styres af dygtige folk, der hæver sig over gennemsnittet. Flere gode råd kan jeg ikke give jer.

Bob Glitter forlader scenen, tæppet trækkes for, og jeg kommer ikke ud til et ekstranummer. I kan klappe og glæde jer over, at det var sjovt, mens det varede. I hvert fald for jer.