torsdag den 30. juli 2009

Halvt er helt fuldendt

Jeg er træt af mennesker, som gør ting halvt. De ødelægger alting for dem, som lever og ånder for tingene og gør dem helt. Listen over ting, som man kan gøre halvt er uendelig, men lad mig liste et par eksempler:

Lytte til heavy metal … ved at gå til en Volbeatkoncert
Få kræft … og overleve
Spille konsolspil … på en Nintendo Wii
Tro, man har smagt en speciel øl … når man har drukket en Sol
Interessere sig for fantasy … ved at se Harry Potter

Nu interesserer jeg mig ikke for fantasy. Faktisk synes jeg, det er noget af det lammeste, men den næste, som kommer forbi og fortæller mig, at Harry Potter er en god film eller bog, får et kosteskaft mast op i røven *) For jeg ved tilfældigvis, fordi jeg GAD sætte mig ind i sagerne, at der findes tonsvis af fantasy fiktion, som hende der bistandsklienten bare stjal alle ideerne fra. Og nu skovler hun penge ind, mens alle originalerne lider.

I øvrigt er der Harry Potter feber igen. Denne gang er det åbenbart en ungdomsfilm om kærlighed. Som om det ikke er nok at gennemleve helvedet in persona, skal vi nu se en film om det. Den er vel røvkedelig som alle de andre. Jeg har af mærkelige omveje set alle Potter film, og jeg faldt i søvn under hver og en. Førstegangs-sex twistet vil nok ikke holde mig vågen i den nye film og hey, jeg syntes allerede, hun var smålækker fra Potterfilm nummer to.

Folk, der spiller Wii pisser mig også af. De kaldes casual gamers, fordi de i virkeligheden er ligeglade med at spille konsol. De synes bare, det er skægt med den bevægelsesfølsomme controller, så op i røven med, at konsollen har en grafisk opløsning på femogtyve gange femten pixels. Garanteret, de også købte den der syngende fisk, man kunne hænge op på væggen. Det værste er, at de underminerer markedet for de ægte konsoller, fordi firmaerne er ludere for mammon og hellere sælger fitness- og poledancingspil til stupide masser i stedet for at producere sand kvalitet.

Faktisk tror jeg ikke engang, jeg gider skrive om resten af tingene på listen. Hvorfor gøre noget helt, når I tydeligvis er tilfredse med det halve? Så kan I vade rundt i jeres åndssvage verden med latterlige blogs med halve indlæg og synes, at det er det fedeste siden bacon.


*) Dette gælder ikke Per Fløng, Simon Emil Ammitzbøll, Uffe Elbæk og Prins Henrik. Den ældre. Det gælder den yngre. Egentlig kunne det være skægt – uanset om han siger noget om Potter eller ej - at spidde ham på et kosteskaft og råbe til hans mor: ”Se, sådan behandler vi babyer i Danmark, din mær!” Eller også er det kun mig, der synes, det ville være skægt.

søndag den 26. juli 2009

Uspiseligt

Jeg er tilmeldt kantineordningen på mit arbejde, fordi det er mit eneste håb om at få varm mad en gang om dagen. Et alternativ kunne være at flytte hjem til mor og far, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg af og til overvejer det. For en kantineordning er lig med en halv times pinsel, hvor jeg konfronteres med kollegaernes såkaldte personligheder.

Inden da skal jeg igennem kantinekøen, som ikke ville være slem, hvis folk ikke opførte sig som demente øg med skyklapper. Lad mig opridse scenen:

Der er kø, og den står stille. Fårene tripper utålmodigt i forventning om, at køens forreste medlem nosser sig færdig. Det er en ældre kollega. Han kigger langsomt ud over alle retterne i omkring tredive sekunder, inden han henvender sig til den unge dame i tyverne lige bag ham.
”Nåååh …. ”. Fyrre sekunders pause.
”... så skal vi have flæskesteg i dag”, fortsætter han, mens han smiler og kigger på hende.
Han tager serveringsbestikket og rækker langsomt ud mod et stykke, inden han ombestemmer sig. Han retter sig op, kigger på hende igen og griner Uffe Ellemann-agtigt for sig selv.
”Det er ligesom juleaften. Mon vi også får gaver?”.

Der er intet så irriterende, som ældre kollegaer, der er onkelsjove overfor unge piger, som alligevel kun tænker på indvandrerlærlingen, de mødte i morges, da de afleverede deres røde Suzuki Swift hos mekanikeren. Det skulle da lige være sælgeren med de alt for store briller og biseksualitetsudstrålingen, som vader frem og tilbage mellem buffeterne, mens han taler i mobiltelefon. Eller den usoignerede nar, som insisterer på at røre alle madvarer med fingrene. Eller de to grimme, fede kontordamer, som synes, de skal opdatere hinanden om deres meningsforladte liv, mens de spærrer for fritterne.

Når jeg endelig er kommet igennem lidelserne med to tørre endeskiver af griserøven, venter skærsilden i form af perifere kollegaer og chefen garneret med kommunikation gennem flinke- og overjegs-facader. Hvor jeg skal lade som om, at jeg synes mit job er interessant, og at jeg finder det spændende, hvad firmaet burde satse på ”på den lange bane” eller ”hvilke markeder, vi ser ind i”. At jeg udvikler mig personligt af mit job, selvom jeg i virkeligheden ville få mere ud af at sove nøgen, uvasket og med spredte ben på sofaen derhjemme. De uhyre interessante samtaler kolliderer altid med, at jeg tog totusinde ærter i salatbaren, og at jeg kun har en gaffel at spise med.

Det er ikke engang en lettelse at sidde med de nærmeste kollegaer, for den ene har bordmanerer, som var han teleporteret direkte fra vikingetiden til kantinens åbningstid, onsdag formiddag. Han er en person, som har uddannet sig over sin stand. At spise sammen med ham er som at sidde foran et akvarium og se en sugemalle æde, bortset fra, at der ikke er en lyd- og lugtisoleret glasplade foran. Hans mund er konstant smurt ind i dressing som læbestift på en tæskefuld bodegakælling. For det meste bemærker jeg det ikke, da hans smasken overdøver alle mine sanser. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når han byder på rester fra sin tallerken.

De burde lave enkeltpersonsbåse i kantinen. Jeg kender en biograf, som måske har nogle brugte, som de kan købe billigt. Så slipper man da for at se, høre og lugte de irritationsmomenter, som kaldes kollegaer. Jeg har ofte overvejet at tage maden med tilbage til mit skrivebord, men den uduelige rengøringsdame gør ikke ordentligt rent efter mig. Dovne so. Så sådan er det altså … en halv times helvede hver evig eneste dag, før jeg igen kan vende tilbage til surfingen.

tirsdag den 21. juli 2009

Du har ret

Jeg ved faktisk ikke, om der eksisterer mere irriterende mennesker end dem, som intet selvværd har. På ugens top fem ligger de nummer et:

5. Raske socialdemokrater
4. iPhone ejere
3. Projektledere
2. Muslimske selvmordsbombere
1. Værdiløse mennesker

Nu undrer du dig sikkert over, at jeg kalder dem for ”værdiløse mennesker”. ”Hvorfor kalder du dem ikke for mennesker uden selvværd?”, sidder du og tænker med din dumme hjerne, der som sædvanlig intet fatter. Det er fordi, at mennesker uden selvværd er værdiløse. Mennesker uden selvværd har opnået selvindsigt nok til at indse, at hvis de engang ender i en redningsbåd med en pose mugne gulerødder, så vil de smukke, perfekte redningsfolk sætte alt ind på at bjærge posen før dem. Kvinder, børn, mænd, mugne gulerødder og så de værdiløse. Hvis der ikke er pæleorm at redde i båden inden.

Jeg ved, det er usædvanligt for Bitter Blog at sparke på folk, som allerede ligger ned, men det er trods alt meget nemmere at ramme dem, og så er det så skægt, når de undskylder efter hver fuldtræffer. Eftersom de er værdiløse, gider folk alligevel kun bekymre sig om dem, hvis de er betalt for at arbejde på et psykiatrisk hospital. Og selv disse ansatte ønsker sig tilbage til gamle dage, hvor folk betalte penge for at kaste sten på de tossede.

”Jamen, hvorfor er mennesker uden selvværd værdiløse”, spørger du nu i din håbløse naivitet. Svaret er enkelt. Tænk på alle de gange, en værdiløs har spurgt dig om råd til køb af tøj, billeder eller musik eller de gange, de har ævlet løs om deres voldelige kæreste. Du har svaret: ”Hvad har du selv lyst til? Lyt til dig selv!”. Men hvis vedkommende siger, at han eller hun ikke føler sig så god som andre, hvad svarer du så? ”Du skal ikke lytte til sig selv. Du har så mange gode sider. For eksempel-”. Og det er så der, du faker, at din mobiltelefon er løbet tør for strøm.

Fordi vi lyver. Vi lyver, fordi vi ikke vil fortælle krybet sandheden: At alle ser ned på dem, ingen, ingen kan lide dem, og at de har ret. De kender trods alt sig selv bedst og har indset, at de er utåleligt værdiløse, håbløse tilfælde, som alle bare griner af. Vores politiske korrekthed og lyse sind dikterer, at det er dumt at begå selvmord, selvom det ville være det bedste for disse stakler og os andre, som er mere værd end de frikadeller, vi æder. Der er trods alt ingen, der vil savne dem alligevel. Slet ikke dem selv.

torsdag den 16. juli 2009

Idioten ved siden af

De fleste mennesker irriterer mig, men naboer er blandt de værste af slagsen. For fanden, hvor er det dog belastende, når de brokker sig og påpeger ting, som man i deres mening burde have gjort. ”Få dog et liv!!”, plejer jeg at sige til dem, selvom jeg efterhånden har fundet ud af, at det er omsonst. Mange af dem har måske forsøgt i årevis, men de er simpelthen ikke intelligente nok.

Man kan dele irriterende naboer op i to kategorier – de unge og de ældre. De unge ryger naturligvis over i de ældres kategori på et tidspunkt, hvis vi altså ikke er så heldige, at de dør af kræft inden. Men før da har de deres storhedstid i nybygger-kvarterer, hvor deres liv er et langt, ligegyldigt væddeløb med naboerne om, hvem der ejer den største bil og Weber-grill. Det der med at opdrage børn eller vise dem en smule omsorg er ligegyldigt, når blot de kan finde noget at snage i hos andre. Og de kan de! Om ikke andet så ved at stå og glo ind af vinduerne for at se, om nogen har fået et eller andet latterligt materielt gode, som de kan overgå i et forgæves forsøg på at udfylde det gigantiske sorte hul af intethed, som deres liv er.

En gang, jeg løb en tur i et lidt ældre parcelhuskvarter, kom jeg forbi et hus, hvor en ældre mand lå på plænen, som han klippede med en hækkesaks. Det er ikke løgn: Han lå ned og sigtede med det ene øje lukket, så de sidste strå kunne klippes helt lige. Jeg overvejede, om jeg skulle løbe ind og stampe ham hårdt i nakken for at befri ham for den pine, livet måtte være for ham, men jeg valgte at jokke i hans rosenbed i stedet. Han er af typen den noble ældre nabo, som er den pligtopfyldende og altid elegant klædte mand. Jeg så en gang en rigtig debil en af slagsen stå og skovle sne kl. 2 om natten på trods af, at årtiets snestorm stadig rasede. Det var ligegyldigt, for man skal jo rydde sne fra sit fortov. Det skal man da. Fjols.

Derudover er der den suspekte ældre nabo, som typisk bærer et ti år gammelt joggingsæt og et par briller af den type, som bliver tonet i sollys. Her bringer jeg en advarsel, for man bør aldrig stole på folk, der bærer den slags briller. Aldrig nogensinde har jeg taget fejl. Der er altid et eller andet galt med disse mennesker. Jeg havde engang en chef, som bar sådanne briller, og efter tre års godt samarbejde ville jeg revurdere min teori, hvorefter han straks stjal alle firmaets hemmeligheder og forsøgte at sælge dem til konkurrenten. Nå, men denne form for nabo kigger dig med hjælp fra brillerne aldrig direkte i øjnene og fortæller dig, hvad du bør gøre ved enten at skjule det bag et host, råbe det over hækken, plante små hints gennem de andre naboer eller skubbe en seddel ind under din dør, når du ikke er hjemme. De tæsker også konen og piner deres hund.

Men hvorfor bruge tid på at irritere sig over disse naboer? Fordi de forsøger at påtvinge en deres tvangsagtige vaner! Nej, jeg gider ikke have en lampe ligesom deres, og nej, jeg skal ikke have samme type tag som dem, og nej, jeg gider fandeme ikke klippe hækken ved brug af et vaterpas, bare fordi synet af en skæv liguster udløser deres OCD. Hvis de da bare fandt noget andet at udfylde deres sørgelige liv med, for faktisk er deres adfærd ikke så underlig endda. De har nemlig absolut ingenting at tage sig til, bortset fra at lægge mærke til alt, hvad alle andre gør, og samtidig har de så den triste kvalitet, at de mener, at alle andre skal belæres. De burde kraftedeme skrives ind på matrikler på lige linje med forurening. Læs dog en bog, eller find en anden hobby, men lad dog være med at forsøge at tvinge mig til også at gøre det.

torsdag den 9. juli 2009

Uskyldig barndom

Kender I følelsen, når man pludselig ser noget, som man genkender fra sin barndom, og som man ikke har set siden? Den fik jeg, da jeg læste en artikel i Lokalavisen forleden. Da jeg gik i skole, fik vi elever inden sommerferien udleveret et katalog over nogle aktiviteter i sommerferien. For det meste var det sport, som vi kunne melde os til og deltage i, hvis vi kedede os.

Det eksisterer stadig! I Viby ved Århus har de endda et ministudie, hvor små poder kan lære at skrive deres egne rapsange med hjælp fra kommunalt ansatte rollemodeller. Artiklen med den lykkelige undertone citerede sangteksten af 11-årige Salman:
Ey yo det er Salman
med det der Gangsta Funk
er du gal mand.

Jeg sælger Gangsta skunk Til de blir helt plørt, bliver helt skør ka du ikke forstå til de mister deres kulør
hør.

Jeg hader min kontaktperson, han forstår ikke at Salman er en stor kanon jeg har en enkelt patron
for Messerschmidt
for han snakker masser shit
han sku kom og sut min pik

Hr. Statsminister Mr. Lars Løkke

Jeg vil gerne stjæle med dig
må jeg tykke
Jeg hør at du får gratis vin gratis Look Light gratis porno film

Jeg vil cruise hele dagen ligesom Bent Bentsen
og sælge coke ligesom Bent Bent-søn

Jeg kender kriminelle, der aldrig scorer så stort
som Peter Brixtofte scort sit lort Beeyatch
Sangen varmede mit hjerte på trods af, at dengang jeg selv lavede noget lignende, opfordrede jeg hverken til pædofili eller grove narkoforbrydelser. Jeg kritiserede heller ikke min kontaktperson, hvad i alverden det så end er.

Men det er dejligt, at de unge bliver aktiveret på så positiv en måde, for da jeg var barn, kunne jeg i hvert fald finde på at lave ballade, hvis jeg kedede mig. Måske drillede jeg nogle myrer, sparkede en bold over i naboens have, eller hvis det var helt slemt, røg jeg en cigaret. Og det er dejligt at se, at der sker lidt udvikling for de unge. At de ikke bare er på samme dødssyge, nolle sted, som vi var dengang.

Det bedste er næsten, at det hele er finansieret af mine skattekroner. I en tid, hvor visse politikere klynker over, hvor udmagret den offentlige sektor er, er det vidunderligt, at der findes råderum til lidt sjov. Hvis du i modsætning til mig har svært ved at glædes dig over det, så betragt udskejelserne på samme måde som en forsikring, for som en af mine gamle venner sagde til mig: ”Det er bedre, end at de løber rundt og brænder børnehaver af”.

Forsikring … eller er det beskyttelsespenge? Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad aktiviteterne er om tyve år. Drive-by shooting? Molotov 101? Spank din ho? Åh, jeg elsker Danmark!

Har du lyst til at vide mere om Århus Kommunes fantastiske prioriteringer, kan du læse artiklen her, som i øvrigt fik slettet sangteksten og læsernes kommentarer, fordi redaktionen syntes, det var synd for lille Salman.

lørdag den 4. juli 2009

Genvej til flad mave

Nu da Feminas læsere vælter ind på Bitter Blog, må jeg hellere lave et relevant indlæg. Jeg gider ikke skrive om hverken sex, garn eller overgangsalder, så jeg vil i stedet fortælle om min mirakelkur til at få en flad mave. Min egen sixpack er så markeret, at jeg får tømmermænd bare af at se mig selv i bar overkrop i spejlet, så jeg garanterer, at kuren virker.

Det centrale princip i kuren er:
  • Hold så op med at spise alle de kager, din fede so.
Da jeg ved, at overvægtige kvinders egentlige interesse for at tabe sig kan betegnes som ”uhyre forbigående”, er hele kuren opsummeret i mundrette, letfordøjelige sætninger, som ikke kræver mange sekunder at læse, og som kan skrives på små huskekort, der kan tages med i lommen. Hvis du da stadig kan håndtere en blyant med dine fede fingre, og hvis der er lommer på de der sække af blomstrede kjoler, du går med.
  • Der er ingen genveje. Ingen.
Som slankekonsulent bliver jeg så træt, når jeg i kassekøen står bag den fede kvinde med hendes underdanige, sygeligt spinkle tabermand og karseklippede bøllesøn og ser, at hun udover et halvt kilo gamle gulerødder har købt seksten tigerroulader og ti ruller Pringles chips. Nej, du bliver ikke slankere af at spise mere, selvom dit merforbrug isoleret set er sundt.
  • Sukker feder også. Det er kalorier, der tæller, og nu gider jeg snart ikke sige det mere.
Uanset hvor mange gange du læser dine Anne Larsen bøger fra 90'erne, kan du ikke tillade dig at æde hverken en, to eller atten poser Katjes slik, uanset deres pisseirriterende reklamer og nul-fedt indholdsdeklarationer på forsiden af poserne. I hvert fald ikke hvis du ikke vil fortsætte med at være en trussel for andre folks mentale helbred, når du vader letpåklædt rundt på stranden. Bonuseffekten for dig er naturligvis, at du senere, når du vejer 400 kilo og har sort elefanthud mellem skamlæberne, kan skyde skylden på sukkerafhængighed, sukkerproducenternes kapitalistiske ondskab og sikkert også kommunen.
  • Du kan ikke punkttræne.
… og slet ikke med den XXL elastik, der er slappere end tyggegummi, som du købte på TV-shop for dine bistandspenge. Især fordi, at det kræver, at man rent faktisk bruger den. Det er ikke nok bare at købe den ind, og så æde en ekstra bakke træstammer, fordi du nu mener, du har taget det første skridt. Og forresten, punkttræning betyder, at man træner et bestemt sæt muskler for at tabe sig på netop det sted, hvor de er placeret, f.eks. på maven. Som bevis: Kig på dine kæber … på trods af din ivrige punkttræning, hvor mange hager har du så?
  • På mandag er det nøjagtig lige så træls at være dig, som det er nu. Nej, vent! Det er lidt mere træls.
Lad være med at udskyde. Begynd nu. Ikke efter du har læst dette indlæg, men lige nu. På mandag, efter weekenden, efter fødselsdagen, efter lægen har indstillet dig til gastric banding er det nøjagtig lige så surt at være dig. Der er dog et alternativ: Hæng dig selv. Hvis du kan finde et reb, der kan bære, og du ikke er flov over at ruinere din familie og være skyld i en mindre regnskovs udryddelse for at skaffe træ nok til din kiste. Du kan selvfølgelig bede om at blive brændt i dit afskedsbrev, men CO2 udledningen ville sandsynligvis tippe landet over i en miljømæssig katastrofe.

God slankelyst! Mere sundhedsinformation kan findes her.